X. Kong 👤David.
✂ 📌Canaans Land stødte i Nord ved Bjerget 📌Libanon til de ►Tyriers og ►Zidoniers Land, som ellers kaldes 📌Phoenicien, og i Syd til 📌Arabien, men havde mod Østen 📌Jordans Flod, og mod Vesten 📌det store Hav, som vi kalde det 📌Middel-Landske, fordi det gaaer midt ind i Verden, og adskiller 📌Afrika fra 📌Europa. Over hele dette Land blev 👤David Konge, naar man undtager den smalle Strimmel ved Havet, som Philisterne beboede, og kunde i hans Dage knap forsvare; men hans Herredømme strakde sig endnu langt videre; thi østen fra 📌Jordan raadte han ei blot over 📌Gilead, som 👤Moses havde indtaget, og uddeelt til halvtredie Stamme af ►Israels Folk, men han indtog ogsaa 📌Syrien, ligetil den store Flod 📌Euphrat, og et Stykke af 📌Arabien til 📌det røde Hav. 👤Davids fleste Dage henrandt da under ►lykkelige Krige, hvortil han havde dygtige Hjelpere i sine Syster-Sønner 👤Joab og 👤Abisai, og sine andre modige Stal-Brødre fra Land-Flygtighedens 57Tid; men han glemde dog aldrig, at hvor ►hardt end Sværdet svinges, og hvor høit end Buen spændes, saa er dog Seieren fra Gud alene; thi 👤David var en Konge efter Herrens Sind, som kom ihu, at Manden er paa Thronen, som i Hytten, ►Muldets Frænde, men Riget og Magten og Æren er den Stores, som lever i al Evighed!
✂ Herom gaaer Syn for Sagn i den saakaldte 👤Davids Psalter, eller ►Psalme-Bog, som staaer at læse i vor ►Bibel; thi hvormange hundrede Sangere der end siden have kvædet om den levende Gud, og om alle Hans ►underlige Gierninger blandt Menneskens Børn, saa staae de dog langt tilbage for denne Hyrde-Dreng og Harpe-Spiller paa 📌Israels Throne, og allerede deraf er det klart, han ikke løi, Manden i 📌Israel med den liflige Psalme-Tunge, da han sagde paa sit Yderste: Herrens Aand var over mig, og det var Ham, som talede med min Tunge! Dette sees imidlertid endnu grandgiveligere deraf, at hans Sang aabenbarer alle Menneske-Hjertets ►Dybheder, og udtrykker den faste Forvisning, at ►Kvindens Sæd til alle Slægters Velsignelse, som Gud havde lovet 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, han skulde være en 👤Davids Søn, og reise en mageløs Throne, siddende ved Guds høire Haand, og ud58strækkende sit ►Spir til Jorderigs Ender, knuse ►Kæmper som Leer-Kar, men aande paa den ►faldne Slægt, som en Morgen-Dugg over ►slagne Enge, til ►Efter-Grøde i en Efter-Sommer, det undtes ham at skabe paa ►Jordens Kreds!
✂ Saaledes svarede 👤Davids Sang, som 👤Davids Lykke, til hans Navn, der betyder den Elskelige, men ogsaa han var dog en syndig Mand, som han selv saa ærlig skrifter og saa vemodig beklager, og een Gang, i de ►fyrretive Aar, han sad paa Thronen, misbrugde han saa ►grovelig sin ►Konge-Stand og ►Vælde, at han brød Ægteskab, og magede det ►saa, at Manden, hvis Hustru han tog, kom af Dage! Vel lod han sig taalmodig tugte for Synden af Propheten 👤Nathan, og angrede den bitterlig; men Herren lod ham dog forkynde en haard og ►øiensynlig Straf, som skulde komme fra hans eget Huus; thi naar Guds Børn begaaer en Misgierning, da bedrøve de Hans Aand, og vanære Hans Navn for Verden, saa de Ugudelige bespotte den Hellige.
✂ Nu havde 👤David en Søn, som han elskede, og hvis Navn var 👤Absalon, han var deilig og ►yndig, men falsk og lumsk, saa han fik i Sinde at støde sin gamle Fader fra Thronen, og Herren lod det lykkes ►til en Tid, for at aabenbare sin Vrede over 👤Davids Synd, 59saa 👤Absalon fandt Gunst og Medhold hardtad hos hele Folket, og 👤David vidste Intet deraf, førend det blev ham meldt, at 👤Absalon havde gjort sig til Konge i 📌Hebron, at hele Landet gienlød af Fryde-Raab derover, og at den ypperste Raad-Giver i 📌Israel, 👤Achitophel, hvis Ord var agtet for Klogskaben selv, han var ogsaa i Forbund med 👤Absalon! Da bad 👤David: Herre! giør 👤Achitophels Raad til Daarskab, og derpaa flygtede han fra 📌Jerusalem, med 👤Joab, 👤Abisai, og hvem der mere var igien af hans gamle ►Huus-Trop, der vilde leve og døe med ham; og den ►graahærdede ►Kæmpe, 👤Goliaths Bane-Mand, 📌Israels mægtige Konge, for hvis ►Tjenere Folkene trindtomkring bævede, han gik nu grædende, indhyllet i sin Kappe, barfodet op ad 📌Olie-Bjerget, ►bandet og bespottet af en Frænde til Kong 👤Saul, som hedd 👤Simei, og som 👤David ingenlunde vilde tillade sine Mænd at straffe, men sagde sagtmodig: stræber ikke min egen Søn mig efter Livet, hvad Under da, at Frænden af min Fiende ►bander mig!
✂ Imidlertid holdt 👤Absalon hoverende sit Indtog i 📌Jerusalem, og 👤Achitophel gav ham blandt andre onde, men verdens-kloge Raad, ogsaa det, at sætte efter 👤David, førend hans Venner fik Tid til at samle og ►betænke sig; men Herren gjorde 👤Achitophels Raad til Daar60skab for 👤Absalons Øine, saa han fulgde et andet, som var at bie, til han havde hele sin Krigs-Hær paa Benene. Da 👤Achitophel saae, at hans kloge Raad blev vraget, reed han hjem, og hængde sig, og da 👤Absalon kom med hele sin Krigs-Hær til 📌Gilead, og sloges der med 👤Davids ►Kæmper, under 👤Joab og 👤Abisai, da blev han overvundet, og paa Flugten igiennem 📌Ephraims Skov, blev han hængende ved sit deilige lange Haar i en Eeg, hvor 👤Joab fandt ham, og giennemborede ham med sit Spyd.
✂ Nu kappedes hele Folket om at føre 👤David tilbage til 📌Jerusalem, men han græd over 👤Absalon, og skaanede 👤Simei, og Herren lod hans Throne staae urokket til hans Døds-Dag. ►2. Sam. 10–19. ►22. 23.