↩ 👤Saul havde en ond Samvittighed, derfor var 51han ►mistænkelig paa 👤David, om hvem det slog ham, at han var Manden, som Gud havde udseet til sit Folks Fyrste, og det stod levende for ham, at det er ligesaavel ►Galenskab, som det er Synd, at sætte sig op imod den Herre, som haver al Magt i Himlen og paa Jorden; derfor blev hans Tanke-Gang forvirret, og han var et ulykkeligt Menneske: snart ►rasende, og snart modfalden og bedrøvet, i sin Fortvivlelse. Det hjalp nu ikke længer, naar ►Raseriet kom over ham, at 👤David ►slog Harpen, thi 👤Saul stak sit Spyd efter ham, og skiøndt han gav 👤Goliaths berømte Bane-Mand sin Daatter 👤ⓘ Michal til Ægte, pønsede han dog idelig paa, at faae ham taget af Dage, saa 👤David maatte rømme ►Kongens Gaard, og vanke ►ustadig omkring i Ørken og imellem Bjergene, hvor der snart sankede sig en Flok dristige Mænd omkring ham, deels fordi en Helt som han kan aldrig fattes Følge-Svende, hvor der er Mod og Manddom, og deels fordi 👤Saul blev daglig mere ►mistænkelig, rasende, og blodtørstig, saa han endog stak Spyd efter sin egen Søn 👤Jonathan, fordi han elskede 👤David, thi heraf fulgde, at Mange af de ædleste og dygtigste Mænd flygtede fra 👤Sauls Aasyn, og flokkedes om 👤David.