II. ►Udgangen af 📌Ægypten.
✂ Herren holdt Ord; thi da 👤Moses og 👤Aaron havde giort store ►Jær-Tegn for Pharaos Øine, saa at ogsaa alt Vandet i 📌Nilen blev til Blod, men Pharao ændsede det ikke, see, da lod Herren mange Plager komme over ►📌Ægypti Land►, over Markens Grøde, over Kvæget, og over Folkene, og Herren satte Skiel mellem sit Folk og Ægypterne, saa i 📌Gosen-Land, hvor Israeliterne boede, kom Ingen af Plagerne, til et Tegn for Pharao, at det var ►Israels Gud, som giorde alle disse Ting. Saaledes var der engang, i hele tre Dage, bælgmørkt overalt i 📌Ægypten, undtagen i 📌Gosen-Land, hvor der var lyst, og hvergang der kom en saadan Plage, da lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde, og lovede, at Folket maatte reise; men naar saa 👤Moses bad til Gud, og Plagen holdt op, da var Pharao lige haard og trodsig, indtil den sidste Plage kom, da Herren sendte Dødens Engel giennem Landet, og de døde paa een og samme Nat, alle de Første-Fødte i 📌Ægypten, fra ►Kongens Første-Fødte, indtil Fangens, saa der blev Sorg i ►Kongens Gaard, og Graad i alle Huse, undtagen i 📌Gosen-Land; thi Herren havde befalet Israeliterne at slagte et Lam i hvert Huus, og stryge Blodet deraf paa Dør-Stolperne, saa skulde Dødens Engel gaae deres Huse forbi, og ei røre dem. Lam32met skulde de stege, og spise det, staaende til Bords i deres Reise-Klæder, med deres Vandrings-Stav i Haanden, og det, sagde Herren, skulde siden, naar Han havde udført dem fra 📌Ægypten, være en aarlig Skik, og kaldes Paaske-Høitid, til et Minde om deres Redning fra Døden, og deres Befrielse fra det ægyptiske Aag.
✂ I den samme Nat stod Pharao op i Forskrækkelse, og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, og sagde: ►gjører eder færdige, og ►gaaer ud af mit Land, Saamange som I ere, med Alt hvad I have, og ►tjener eders Gud, og ►beder godt for mig! Og alle Ægypterne skyndte paa ►Israels Folk, at de skulde komme snart ud af Landet, og de reiste, og toge 👤Josephs Been med sig, som han bød dem paa sit Yderste.
✂ Det varede imidlertid ikke længe, førend Pharao fortrød, at han havde ladet Israeliterne reise, og han forsamlede sine ►Krigs-Folk, og sine Strids-Vogne, og satte efter dem, og naaede dem ved et stort Vand, som kaldes 📌det røde Hav. Dengang nu Israeliterne saae Pharao komme nær, med hans Vogne og Ryttere og med al hans Krigshær, da bleve de saare bange i Sindet, og knurrede mod 👤Moses, og sagde: var der ikke Grave nok i ►📌Ægypti Land►, siden du førde os ud til at døe i Ørken? Da sagde 👤Moses til Folket: 33►frygter ikke, ►staaer, og ►seer Herrens Frelse! Herren vil stride for eder, og I, I skal tie. Og 👤Moses udstrakde sin Haand over Havet i Herrens Navn, og Herren lod Vandet ►bortfalde ved et stærkt ►Østenveir den ganske Nat, og Vandene skildtes ad, og ►Israels Børn gik midt igiennem Havet, som paa tørt Land, og Vandet stod som en Muur paa deres høire og venstre Side, men ►der de vare komne over, og Ægypterne fulgde efter, da sagde Herren til 👤Moses: udstræk din Haand over Havet! og han gjorde ►saa, og Vandene faldt tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og deres Ryttere, og der blev end ikke Een levende af dem Alle.
✂ Saaledes udfriede Herren sit Folk af Pharaos Hænder, og 👤Moses gjorde en Psalme derom, som Folket sang, og prisede Gud, som havde gjort store Ting for dem, og nedslaaet den mægtige Krigs-Hær, der sank som Steen og som Bly til Havets Bund! ►2 Moseb. 7–15.