VIII. Hedenskabet.
✂ Der er kun en eneste sand Gud, og det er Ham, som skabte os, og hele Verden; men Han 13seer paa Hjertet, og vil ikke nøies med udvortes Tjeneste og Dyrkelse, men vil frygtes og elskes og adlydes af Hjertens Grund. Derfor ere de syndige Mennesker tilbøielige til at glemme den sande og levende Gud, og i gamle Dage indbildte de sig, der var mange Guder, som raadte for de verdslige Ting og blev Folkene ►gunstige, naar de kun bygde dem Templer og offrede Gaver, bøiede Knæ, gjorde Løfter, og sang dem Lov-Sange, og alle disse selvgjorte Guder kalde vi Afguder, og dem der tilbede dem, kalde vi Hedninger.
✂ De Semitiske Hedninger forgudede ►sædvanlig de Aander, de tænkde, der boede i Soel og Maane og Stjerner, ►Japhetiderne derimod deres gamle Stam-Fædre og første Helte, og ►Chamiterne allehaande umælende Dyr; men snart blev de Alle saa forblindede, at de tilbad deres Afguders livløse Billeder, af Sølv og Guld, af Steen og Træ, deres egne Hænders Gierninger; thi hvem der vender sig fra den sande Gud, han vender sig fra Lyset, og naar han tænker paa det Guddommelige, da er han som den der vandrer i Mørke, og famler i Blinde.