Grundtvig, N. F. S. Dansk Pindse-Psalme

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

Følgende manuskript til “Dansk Pindse-Psalme” med førstelinjen “Oprundet er vor Pindse-Fest” findes i Grundtvig-arkivet, Det Kongelige Bibliotek, København:

Signatur Type Indhold
Fasc. 388.106 kladde “Oprundet er vor Pindse-Fest”, 14 strofer

Kladden står i et læg, der indeholder en kladde til begyndelsen af digtet “Ansgar ɔ: Æsger” i Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret, der udkom omkring den 9. maj 1826.

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 444.

Grundtvigs “Dansk Pindse-Psalme” var indledningsdigt til bind 6 af Theologisk Maanedsskrift. Digtet blev offentliggjort sammen med tredje hæfte, september hæftet, der sandsynligvis udkom omkring den 1. oktober 1826 (jf. Bibliografien, bind 1, s. 211). Digtet var upagineret og trykt med større skriftgrad end bindets øvrige indhold. Bind 6 var redigeret af Grundtvig og 👤A.G. Rudelbach, udgivet af den Wahlske Boghandling og trykt hos Fabritius Tengnagel. Bind 6 var det sidste bind af tidsskriftet med Grundtvig som medredaktør.

Senere udgaver

Fra Grundtvigs levetid er fundet følgende genoptryk af “Oprundet er vor Pindse-Fest”:

Årstal Udgivelse
1832 👤L.C. Hagen: Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom, nr. 44; 2.-5. opl., samme nr.; 6. opl., nr. 58
1836-1837 N.F.S. Grundtvig: Sang-Værk til den Danske Kirke, nr. 18 med titlen “Oprundet er vor Jubel-Fest”
1843 👤J.C. Lindberg: Rosen-Kjæden en Samling af Psalmer og aandelige Sange, nr. 137 med titlen “Oprundet er vor Jubel-Fest”
1868 N.F.S. Grundtvig: Psalmer og aandelige Sange, Sang-Værk 1, nr. 18 med titlen “Oprundet er vor Jubel-Fest”

“Oprundet er vor Pindse-Fest” er en fri gendigtning af 👤Thomas Kingos “Nu nærmer sig vor Pintze-Fest”.

Med genbrug af strofer fra “Oprundet er vor Pindse-Fest” bearbejdede Grundtvig forlægget igen, bl.a. i 1843, i forbindelse med den uudgivne salmesamling Psalme-Blade til Kirke-Bod. Her stod bearbejdelsen som nr. 77 og havde førstelinjen “Du, som den store Pindsedag”. Denne varianttekst blev senere trykt og genoptrykt:

1853 N.F.S. Grundtvig: Fest-Psalmer, 5. opl., nr. 725; 6.-10. opl., samme nr.
1857 [👤P.A. Fenger]: Tillæg til evangelisk-christelig Psalmebog, nr. 917; 2.-6. opl., samme nr.
1861 [👤Peter Rørdam]: [Psalmer, 1. tillæg], nr. 910; 2. opl., samme nr.