↩
►Der Isen brød op i lune Vaar,
Og Lyngen at lysne begyndte,
Da blev der Rykind paa 📌Jælling-Gaard,
Og flux vi paa Veien os skyndte:
409
(PS)
Vi reed over Land til 📌Dorstad-Havn,
Der sadled vi ►gyngende Heste,
Der toned vi Flag i ►Fremmer-Stavn,
Og løste med Æren vort Fæste!
►Saa droge vi op de hvide Seil,
Mens Aarerne lagdes om Borde,
Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,
Med 📌Rhinen vel dyste vi turde!►
Vi ►skaadede ►grandt, hvor vi kom frem,
De Borge, de Bjerge, de Ranker,
10
(US)
Vi landede ►lunt ved 📌Engelhjem,
Dog videre foer vore Tanker!
►Da Keiseren saae vor ►Herre-Færd,
Han stod udi ►Høielofts Svale,
Til
👤Matfried, sin ►Drost, som stod ham nær,
Begyndte den Herre at tale:
Far ned, sagde han, og giør din Flid,
Lad springe de vrinskende Heste!
4Siig Daner God-Dag, og før dem hid,
Med Æren vor Høihed at giæste!
Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,
Sad op paa de sadlede Heste,
Og rede med ►Bram, som Folk fra 📌Nord,
Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!►
Til ►Keiserens Slot vi kom da bradt,
Hun er, sagde vi, af de Prude,
I Reisning saa høi, om Hage glat,
Som Jomfru er sjelden herude!
Det sande vi maae, at 📌Jælling-Gaard,
Om hun skulde her ►have Stade,
Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,
Og kaldtes god Stald og god Lade!
Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,
410
(PS)
Mig ►Dværgen i ►Hug maa vel rinde,
For ►Svegder han kvad: gak ind i Steen,
Om ►Odæn du ønsker at finde!
►Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,
Hun her har ei Sted eller Giænge,
Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,
Som vi have dyrket for længe!
►De Drenge, der ►gloe som Sølv og Guld,►
►Uvittig til Dværge du maaler,
Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,
►Lys-Alferne lege med Straaler!
►Ad Trapperne op, i Hald vi treen,
Som det kunde været en ►Svale,
Os klang under Fod den ►Marmel-Steen,
Og mæled om ►Høielofts-Sale!
5Os tykdes et Fjeld for Øie staae,
Af ►Jetter udhulet til Stue,
Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,
Og Aasene mødes i Bue!
11
(US)
Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,
Besynderligt er det at sige,
Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,
I Gaarden han kunde ►udkige!►
►Mig lystede meer at see paa Væg
De ►Sparlagen favre og ►bolde
►,
Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,
Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;
Men Meget derhos, jeg aldrig saae,
Det 👤Matfried mig vilde udtyde,
Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,
Med Gammen ►paa Talen dog lyde.
►Der Kongen jeg saae af 📌Persen-Land,
Det ligger i 📌Øster-Leden,
►Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,
Med Kronen saa kiøbde de Freden►;
411
(PS)
►En ►Dronning dog sad fuldhøit i Nord,
En Dronning for ►Skjold-Møer ►klare,
►For hende fuldbleg han sank til Jord,
Den Drot, med saa fager en Skare!
Han først hendes Søn bedrog med Viin,
Han dyrt maatte Gildet betale,
I Hjertet han skar den Dronning fiin,
Sin Harme hun vilde nu svale:
Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,
Til Hovedet blegt af sin Fiende,
6Hun sagde, her nyd for Tørst Du Bod!
Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.►
►
►Paa
ⓘ
Sinde mig faldt
ei noget ►Savn►,
Som det om 👤Kong Cyrus
hin ►bolde,
Hver mærke deraf, med Heltens Navn,
Hvad Hovmod i Høihed ►mon volde!
Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,
Da hørde jeg Sagnene mange;
Trods 👤Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,
►Naar rimes de kunde til Sange,
Som hjemme hos os det før var Sædd,►
Med ►Sæger om ►Aser og ►Jetter,
Om ►
Frode
, og ►
Rolv
, den Helt urædd,
Som Dannemænd aldrig ►forgiætter!
12
(US)
Dog mærked jeg mig det 👤Matfrieds Ord:
Det kommer ei let ud af Lave,
Som ristes i Bog alt ►paa en Snor,
Der kan man til Grunden sig stave;
Saa følger der Konst med Christendom,
Og ►Vidskab i talrige Maader,
►Der er ingen Vei, jo gaaer til 📌Rom,
Der giættes de mørkeste Gaader!►