Grundtvig, N. F. S. Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret

dvs. digte om et emne fra Danmarks kirkehistorie i anledning af fejringen af tusindåret for 👤Ansgars komme til Danmark i 826 og den danske kirkes grundlæggelse. Se indledningens afsnit Digtkreds om kong Harald og Ansgar og flg. afsnit.

dvs. præst med fast stilling.

var fra 1822-1840 ejet af 👤Jacob Frederik Milo, søn af den kendte boghandler 👤Friedrich Wilhelm Milo fra Odense. Den Wahlske Boghandling lå på udgivelsestidspunktet på Ulfeldtsplads 118, vore dages Gråbrødretorv, i København.

københavnsk bogtrykkeri, grundlagt 1809 af 👤Christopher Græbe.

Grundtvigs gendigtning af 👤Ermoldus Nigellus' latinske vers 479-480 fra hans digt om kong 👤Harald Klaks dåb i 826. Digtet er en samtidig skildring af begivenhederne og indgår som fjerde del af et stort hyldestdigt til Kejser 👤Ludvig 1. den Fromme.

dvs. i dåben, jf. bønnen i dåbsritualet lige efter overøsningen: “Den Almægtigste GUd, vor HErres 👤JEsu Christi Fader, som dig nu haver igienfød formedelst Vand og den Hellig Aand, og haver forladt dig alle dine Synder, han styrke dig med sin Naade til det ævige Liv! Amen!” ( Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, 1762, s. 69 f.).

glædes- og jubilæumshilsen i anledning af fejringen af 1000-året for den begyndende kristning af Danmark.

dvs. hil være dig! Ordet kommer af en sammensætning af det gammeldanske 'hel' og 'sæl', dvs. hel og lykkelig, salig. En hilsen eller et hyldestråb i et poetisk sprogbrug, der virkede gammeldags allerede på Grundtvigs tid.

pinsedag, d. 14. maj 1826, der var den officielle, kirkelige festdag i anledning af 1000-året for 👤Ansgars komme til Danmark og den danske kirkes grundlæggelse. Om fejringen af jubilæet, se indledningens afsnit Tusindårsjubilæet for den danske kirke.Samme dag skulle den genopførte Christiansborg Slotskirke indvies ved en gudstjeneste, hvor 👤Frederik 6. deltog.

Kongeslægtens slotskirke indtil 1826 var nedbrændt sammen med Christiansborg Slot i 1794.

Kirken blev genopført 1810-1826 og var den første del af Christiansborg Slot, der stod færdigt. Som arkitekt på det andet Christiansborg havde 👤Frederik 6. valgt 👤C.F. Hansen.

Kristningen af Danmark begyndte med kong 👤Harald Klak og hans følges dåb i 826. Den missionsvirksomhed i Danmark, der var et udtryk for en bevidst strategi i 800-tallet, tog således sit udgangspunkt i kristningen af landets øverste magthaver, kongen. (Se indledningens afsnit Digtkredsens historiske baggrund og flg. afsnit).

Den genopførte slotskirke stod færdig til jubilæumsdagen, 1. pinsedag den 14. maj 1826, mens hele slottet først blev indviet i 1828.

Således lyder det.

jubilæumsfesten i anledning af 1000-året for 👤Ansgars komme til Danmark og den danske kirkes grundlæggelse.

Allusion til “Den beste begyndelse till alting er at begynde med Gud”, de ord, som indleder den første bestemmelse i kongeloven fra 1665. Kongeloven var den forfatningsmæssige grundlov under enevælden. Formuleringen af citatet var blevet til i et samarbejde mellem 👤Frederik 3. og hans kabinetssekretær 👤Peder Schumacher (Jørgensen 2011 i http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kongeloven-1665/; 2. maj 2012).

gid den må stige. Verbalformen er optativ singularis.

gid den må omskabe. Verbalformen er optativ singularis.

dvs. svalegang.

Efter 819 var 👤Harald Klak kun konge over en del af Danmark. Harald var sandsynligvis konge i Jylland, mens et par af 👤Gudfreds sønner var konger i andre landsdele. Se indledningens afsnit Harald Klak og Gudfredsønnerne.

hentydning til sagnkongen Regnar Lodbrog og hans sønner, der var kendt for at være fremgangsrige og drabelige vikingekrigere. Under et krigstogt på sine ældre dage blev Regnar taget til fange af den engelske kong Ella og kastet i en ormegård. Mens slangerne åd af hans indvolde, kvad han om sine bedrifter og truede med ordene: “Grynte ville grisene, / hvis de aned galtens pine!”, hvorefter han døde. Et par af Regnars sønner tog siden en grusom hævn over Ella. Citatet er fra en nyere oversættelse af Sagaen om Regnar Lodbrok og hans sønner (1973, s. 53).I 👤Harald Klaks portræt i Rimkrøniken er det Lodbrog, som er den fjende, der tvinger Harald fra tronen (1961, bind 1, s. 89 vers 2751 f.). 👤Harald Klaks reelle fjender var et par sønner af den afdøde Kong 👤Gudfred, der var 👤Haralds medkonger. I 823 var konflikterne mellem 👤Harald Klak og Gudfredsønnerne så store, at 👤Harald bad den frankiske kejser 👤Ludvig den Fromme om hjælp.

fik fat; fik muligheden. Verbalformen 'finge', der er præteritum pluralis af 'få', var forældet på Grundtvigs tid og kun anvendt i poetisk sprogbrug.

dvs. hvis der ikke gik skår i noget.

Som udsending fra den frankiske kejser, 👤Ludvig 1. den Fromme, kom ærkebiskop 👤Ebo til Danmark i 823. Hans missionsrejse udstrakte sig dog sandsynligvis kun til den sydlige del af Jylland (Ermoldus 1886, s. 48). Planen om 👤Ebos udsendelse er beskrevet i et samtidigt hyldesdigt til kejseren af 👤Ermoldus Nigellus, der også beretter om hans succesrige ophold hos 👤Harald Klak (Ermoldus 1886, s. 10 vers 23-26; s. 15-17 vers 146-178). Grundtvigs latinske forlæg er 4. bog af 👤Ermoldus Nigellus (u.å.: efter 826) Carmen Elegiacum (da. Elegisk digt). 👤Jacob Langebek udgav i 1772 4. bog i Scriptores Rerum Danicarum Medii Ævi (da. Danmarks middelalderlige historieskrivere), bind 1, s. 398-424 (Bogfortegnelse 1839, nr. 1).

Der hentydes til de nordiske og germanske guder og til dyrkelsen af dem.I kilden til digtet, Ermolds skildring af kong Haralds dåb, er et meget lignende udsagn om den romerske gudeverden lagt i munden på kejser 👤Ludvig den Fromme, der instruerer biskop 👤Ebo i, hvilken missionsprædiken Ebo skal holde for den danske kong 👤Harald (Ermoldus 1886, s. 12 vers 66-73).

Profeterne og andre hellige mænd fra Det gamle Testamente bliver i Bibelen opfattet som sendebud fra Gud.

jf. Matt 21,37 og Joh 3,16-17.

dvs. gå. Verbalformen 'gange' af verbet 'gå' anvendtes kun i gammeldags eller poetisk sprogbrug på Grundtvigs tid.

stærkt; trofast, pålideligt.

har herredømme over verden; et gammelt udtryk for Guds almagt.

de himmelske boliger i det ny Jerusalem eller Guds rige (jf. Åb 21,2-4).

lyse, venlige og ypperlige, skønne.

jf. Sl 3,2-4 og 18,3.

dvs. at vi får evigt liv gennem troen på 👤Kristus.

som havde stillet sig eller stod et sted i nærheden.

her: gøres klart, oplyses, forklares.

her bredt forstået om skjalde, der skrev digte om, hvad Grundtvig opfattede som centrale dele af den nordiske mytologi og religion. Den tanke fremsættes, at kristendommen måske rummer en forklaring af mytologien.

Den vesterlandske katolicisme var blevet befæstet overalt i Frankerriget af 👤Karl den Store.I 823, hvor handlingen udspiller sig, var hans søn 👤Ludvig den Fromme kejser, og i de første år af hans regeringsperiode var det karolingiske riges magt og indflydelse størst. Frankerriget omfattede på daværende tidspunkt Frankrig, store dele af Tyskland, Alpeområdet, Ungarn, Italien og den nordligste del af Spanien.

derfor.

vi syntes meget godt om.

dvs. som elskede os.

det er sikkert, utvivlsomt.

Da.

dvs. skibe. Udtrykket er formet som en kenning, der i den norrøne digtning er en særlig form for poetisk omskrivning.

forstavn; et forældet udtryk på Grundtvigs tid.

jf. 👤Ermoldus' beskrivelse i forlægget:

“Se, da svæver paa Rhinens Bølger vel hundrede Snekker,
smukt er hvert eneste Skib prydet med snehvide Sejl”.

(Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 22, vers 287 f.).

tog i øjesyn, betragtede. 'At skaade' for det almindeligt anvendte 'at skue' er specielt brugt af Grundtvig, der genoptog ordet fra dialektal eller ældre sprogbrug.

nøje.

her: roligt, i læ.

Ifølge samtidige kilder gæstede 👤Harald Klak og hans følge kejser 👤Ludvig den Fromme på hans borg Ingelheim i 826. Det er sandsynligt, at besøget fandt sted i juni måned, samtidig med at den første af de to årlige rigsdage blev afholdt (Ermoldus 1886, s. 51 f.).Skildringen af 👤Haralds ankomst og kejser 👤Ludvigs gæstfrie modtagelse ligger meget tæt op ad 👤Ermoldus' beskrivelse.

en fornem persons rejse eller optog sammen med sit følge. Udtryk var gammeldags på Grundtvigs tid.

dvs. svalegangen uden for den fornemste sal i borgen. Romantikkens digtere genoptog det forældede ord 'højeloft' inspireret af folkevisernes stil.

betegnelse for den højeste embedsmand i de nordiske riger i middelalderen.

dvs. udfoldelse af pralende pragt.

Ingelheim, der var bygget af 👤Karl den Store.

dvs. have sin sædvanlige plads, ligge.

dvs. hu.

ti stille. Udtrykket hentet fra folkeviser og dialekter i 1800-tallet og brugt til at gøre sproget poetisk og gammeldags.

kunne hentyde til den Ynglingeskare, der i forlægget fungerede som hjælpere på slottet, se kommentaren til “Da Keiseren saae vor Herre-Færd”.

skinner, stråler; egl. udsender lysstråler ligesom noget glødende.

dumt, uforstandigt.

Skildringen af borgen i disse vers bygger indirekte på 👤Ermoldus' beskrivelse af det kejserlige bygningsværk, vers 183-186.

sten af marmor. Udtrykket Marmelsten er især brugt af de romantiske forfattere til at signalere en poetisk eller gammeldags stil.

dvs. de fornemste sale i borgen, kongens sale. Romantikkens digtere genoptog det forældede ord 'højeloft' inspireret af folkevisernes stil.

kikke ud.

Vægtæpperne i kongens sal og de mytologiske og historiske begivenheder, som de afbilder, er delvist overtaget fra 👤Ermoldus' beskrivelse af vægmalerierne i kongeborgens store hal i Ingelheim og deres motivkreds.

kostbart stykke tøj, der var udspændt som vægtæppe.

her: skønne, fine.

her: [men] dog lytte til talen.

hentydning til kong 👤Kyros 2. den Store, der efterhånden erobrede Det Mediske Rige, hele Lilleasien og Babylonien.Fortællingen om vægtæppets gengivelse af sagnene om kong 👤Kyros har delvist forlæg i 👤Ermoldus' beskrivelse, vers 247-252.

f.eks. kong 👤Kroisos af Lydien, der i 547 f.Kr. forgæves angreb den nye stormagt, men måtte bukke under og afstå sine besiddelser til 👤Kyros, som hermed blev herre over Lilleasien.

Den følgende fortælling om kong 👤Kyros' død findes hos 👤Herodot, der beretter, at han faldt på et krigstogt mod massageterne, et skytisk nomadefolk øst for Det Kaspiske Hav ( Herodots Historie I.214; Bogfortegnelse 1839, nr. 740-741). Andre forfattere giver en anden beskrivelse af hans død (Salmonsen 1923, 2. udg., bind 15).Fortællingen hos Grundtvig er udvidet ift. hans primære kilde, 👤Ermoldus' digt.

👤Tomyris.

her: herlige.

Under kamphandlingerne for at undertvinge massageterne brugte 👤Kyros den krigslist at efterlade et måltid med rigeligt mad og drikke. Massageterne, der ikke var vant til vin, lagde sig til bords, holdt gilde og faldt i søvn. Derefter vendte 👤Kyros' tropper tilbage og dræbte eller tilfangetog dem. Blandt de sidste var dronning 👤Tomyris' søn, der efter at være vågnet af rusen dræbte sig selv (Herodots Historie I.211-212; Bogfortegnelse 1839, nr. 740-741).Dronning 👤Tomyris samlede derefter hele sin hær og slog 👤Kyros i et slag, hvori han faldt. 👤Herodot fortæller videre, at hun bagefter lagde hans afhuggede hoved i en sæk med blod.

dvs. der faldt mig ikke noget sagn ind.

dvs. sagn. Savn er en forældet stavemåde, som sandsynligvis er anvendt her pga. rimet.

her: tapre, modige.

her: må. Mon er en sjældent brugt præsensform af verbet 'monne' og angav på Grundtvigs tid en gammeldags sprogtone.

En væsentlig del af fortællingerne om de nordiske guder og helte er overleveret i poetisk form i gude-, helte- og skjaldedigte.

sagn, beretninger. Formen er pluralis af substantivet 'sige' eller 'seje'; sæger er en sjælden stavemåde.

glemmer.

i rad og række; ordnet, nøjagtigt.

kundskab om eller indsigt i noget; videnskab.

spil på ordsproget: “Alle Veje føre til Rom” (Mau 1879, nr. 11.199) og på, at Rom var hovedsædet for kristen videnskabsdyrkelse.

her: overmand.

mest sultent, har størst appetit.

dvs. huer, kan lide.

her også: rundhåndet, gavmild.

laste.

hastigt, snart.

Den følgende dåbshandling fandt sted ved Albanskirken i Mainz, der lå nogle kilometer fra borgen Ingelheim, og altså ikke i den kirke i Ingelheim, som digtet senere giver en udførlig beskrivelse af. At det historisk forholdt sig således, kan sluttes ud fra samtidige kilder (jf. Ermoldus 1886, s. 52). Dåbshandlingen er sandsynligvis foregået i et særligt baptisterium, dvs. et dåbskapel, beliggende ved kirken. I 👤Ermoldus' skildring er dåbshandlingen beskrevet udførligt. Kejseren gav bl.a. ordre til, at der blev sørget for dåbsvand fra en kilde, hellig olie og hvidt dåbstøj.

der blev slet ikke spillet på strenge. I vikingetidens kultur har man kunnet ledsage sang med spil på strengeinstumenter som lyre og harpe (se Schiørring 1977, bind 1, s. 37). I den katolske messe foregik den liturgiske sang normalt uden musikledsagelse.

I 👤Ermoldus' skildring berettes der sidst i 4. bog med stolthed om, hvordan der for ganske nylig var blevet bygget noget så sjældent som et orgel, dog ikke i kirken i Mainz, hvor dåbshandlingen fandt sted, men i 👤Ludvig den Frommes kirke i Aachen (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 38 vers 639-644 og s. 57).

endnu.

jf. fra missionsbefalingen, Matt 28,19.

påbyder, pålægger én at gøre.

jf. Mark 16,16: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Bibelen 1992).

meget særlige. Fuld- er et adverbielt led, der forstærker den efterfølgende orddel.

dvs. kirken i borgen Ingelheim.

Det kunne være et såkaldt gitterbillede, malet på trekantede stokke, således at motivet skifter afhængigt af, fra hvilken vinkel man ser det. Gamle billeder af denne type er ret almindelige i kirker og slotte.

lanse, spyd eller sværd.

I 👤Ermoldus Nigellus' samtidige skildring af begivenhederne nævntes 👤Theuto ved navn sammen med en anden funktionær ved kirken i Ingelheim. I forbindelse med messen blev det fortalt, at “ 👤Theuto ordner med Omhu Klerkenes syngende Skare”. 👤Ermoldus' skildring opfattes i det store og hele som troværdig af historikere. (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 27 vers 405).

dvs. min skjald fulgte også lige efter mig her.

dvs. ved selvsyn af billeder i stedet for gennem fortællinger. Jf. ordproget: “Syn gaar for Sagn” (Mau 1879, nr. 9911).

jf. 1 Mos 3.Den billedlige gengivelse af fortællingen om 👤Adam og 👤Eva (til og med s. 9 verset “Kan Magen i Tornene pode!”) har forlæg hos 👤Ermoldus, der beskrev den indvendige vægudsmykning af kirken i Ingelheim, hvor billeder i kirkens venstre side havde motiver efter fortællinger fra Det Gamle Testamente.

vanskelige, hårde vilkår.

jf. 1 Mos 3,16 og Joh 16,21.

frugthave.

dvs. Bibelen.

jf. “Men af kundskabens træ på got og ont, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken dag du æder af det, skal du døe døden” ( Biblia 1787, 1 Mos 2,17).

jf. 1 Mos 1,26 f.

ham; siden slutningen af 1700-tallet kun brugt i bibelsk og gammeldags sprogbrug.

jf. 1 Mos 2,8-9.

dvs. stedte, anbragte.

skyder eller vokser op af en rod.

Ifølge 👤Snorres Edda var det Loke, der hentede misteltenen og gav den til den blinde Høder, så han i leg kunne skyde til måls efter Balder og derved dræbte ham ( Edda 1808, s. 78; Bogfortegnelse 1839, nr. 2673).

dvs. Midgårdsormen. Ifølge 👤Snorres Edda kaster Odin slangen i havet. “Der voxer den saa meget, at den omslynger hele Jorden og bider i sin Hale” ( Edda 1808, s. 40; Bogfortegnelse 1839, nr. 2673).

mut, tvært.

ordspil på den nordiske gudinde Rinds navn. 'Rinda/rinta' betyder bark (yderste lag på træ) på oldhøjtysk, og bark hedder 'Rinde' på tysk (Nielsen 1969, 'bark'). Den egentlige betydning af 'Rind' er sandsynligvis noget vand, der rinder, dvs. vandløb eller kilde.

brudt eller brækket af.

dvs.: I skal ikke tage det ilde op!

Endnu.

stadige, uforanderlige.

han kan ikke gøre for det.

jf. ordproget: “Et godt Ord finder et godt Sted”, dvs. finder velvillig modtagelse (Mau 1879, nr. 3140).

her: også.

dvs. for lærdom fra en bog eller fra 'Bogen' i betydningen Bibelen.

fyldeord uden betydning, især brugt i folkevisestil.

her: billede, der er indridset ligesom runetegn; eller gåde, mysterium.

Talemåden eller ordsproget har ikke kunnet identificeres.

Disse vers gengiver den billedlige fremstilling af fortællingen om syndfloden og Noas ark (1 Mos 6,5-9,17). I forlægget af 👤Ermoldus er kirkens vægmaleri af syndfloden kort beskrevet (Ermoldus 1886, s. 18 vers 201-204).

skib; især om et større, fladbundet lastskib. Udtrykket er specielt anvendt ifm. Nordens oldtid og middelalder.

jf. Guds velsignelse af 👤Noa og hans sønner (1 Mos 9,1) og af 👤Adam og 👤Eva (1 Mos 1,28).

dvs. miskundhed, barmhjertighed.

👤Noa skulle medbringe syv par i arken af de dyr og fugle, der i jødedommen var kultisk rene og derfor kunne spises (1 Mos 7,2-3). Han skulle i øvrigt sørge for at tage mad med til mennesker og dyr, mens de opholdt sig i arken (1 Mos 6,21).

her: mest værdifulde.

jf. først ravnen og derefter duen, som 👤Noa sendte ud af arken for at finde ud af, om vandet var forsvundet fra jordens overflade (1 Mos 8,6-12).

Odin havde to ravne, Hugin og Munin.

her: skjuler sig.

Lige før beretningen om syndfloden fortælles der i Det Gamle Testamente om kæmperne på jorden (1 Mos 6,4). Rise er en betegnelse for en kæmpe.

jf. “Og hand udlod en ravn; den fløy frem og tilbage, indtil vandet borttørredes af jorden” ( Biblia 1787, 1 Mos 8,7; Bibelen 1992, 1 Mos 8,6-7).Ravne er bl.a. ådselsædere.

jf. 1 Mos 8,10-11: “Da biede hand endnu syv andre dage; og udlod atter en due af arken. / Og den due kom til ham ved aftens tiid, og see, den havde et afbrudt olieblad i sin mund; da fornam 👤Noe, at vandet var faldet af jorden” ( Biblia 1787).

her: Også.

fik. Verbalformen 'finge', der er præteritum pluralis indikativ, var forældet på Grundtvigs tid og kun brugt i poetiske sammenhænge.

Der hentydes til vidt udbredte offerskikke fra førkristne religioner. I kulten i Det romerske Rige undersøgte offerpræster nøje indvoldene i et offerdyr for at se, om det var pletfrit, hvorefter indvoldene og andre dele af dyret blev givet som brændoffer Ringgren & Ström 1974, s. 321).

jf. ordsproget: “Man træder Katten saa længe paa Rumpen (Halen), at hun vender Kløerne igjen”, dvs. bliver fredelig (Mau 1879, nr. 4537). Dvs. at tyskerne skal være skarpe i deres drilleri, hvis danskerne skal opfatte det.

jf. ordsproget: “(Hold) Tand for Tunge! (ɔ: ti stille), saa fortaler du dig ikke” (Mau 1879, nr. 10.087). Dvs. at tyskerne skal tale højt og bidende, hvis danskerne overhovedet skal lægge mærke til, hvad de siger.

Bøgetræet er i mange af Grundtvigs værker forbundet med det danske.

Danskerne nedstammede således både fra 👤Noa og fra kong Dan, der ifølge 👤Saxo og Lejrekrøniken var Danmarks første konge og den, der gav navn til landet.I Den danske Rimkrønike nævntes det, at danskerne nedstammede fra 👤Jafet, 👤Noas søn. Det var Humble, kong Dans far, der indledte sit portræt med denne oplysning ( Rimkrøniken, s. 5 vers 1-3; se desuden Toldberg 1954, s. 59). I Rimkrøniken fortaltes det også, at landet, Dan blev konge over, havde fået navn efter ham (s. 6 vers 52; s. 7 vers 75 f.).Tekststedet kunne ligeledes spille på, at der er en sammenhæng mellem 👤Dan, ifølge traditionen søn af 👤Jakob og stamfar til én af de tolv israelitiske stammer, og den danske kong Dan.

dvs. at børn slægter deres forældre på. Jf. ordsproget: “Du triller ej Æblet saa langt, at det smager ej af Roden” (Mau 1879, nr. 9127).Citatets forbindelse til Odin har ikke kunnet eftervises.

dvs. smager af. Smage ad blev sjældent brugt på Grundtvigs tid.

her: Må. Mon er en sjældent brugt præsensform af verbet 'monne' og angav på Grundtvigs tid en gammeldags sprogtone.

jf. ordsproget: “Stik Fingeren i Jorden, og lugt, hvor du er, eller: ‘hvad Land du er i!’” (Mau 1879, bind 1, s. 221).I Dommerbogen 18 fortælles, hvordan spejdere fra den iraelitiske stamme Dan undersøger et land, som de gerne vil erobre. Her møder de en præst, og efter at landet er overtaget, bliver præsten og hans guder en del af kulten. Den danske Rimkrønikes portræt af den danske kong Dan knytter ham sammen med den israelitiske Dan (1961, bind 1, s. 7 vers 73-78).

Ifølge forlægget, 👤Ermoldus' digt, var de indvendige vægge af kirken i Ingelheim udsmykket: “herlige Billeder langs med Væggene tydelig viser, / hvad der er øvet af Gud og de berømteste Mænd:” (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 17 vers 189 f.).

med god grund.

dvs. israeliterne.

jf. beretningen om overgangen over Det Røde Hav med 2 Mos 14 og især med fortællingen om 👤Moses' stav og Herrens indgriben (2 Mos 14,15 f.).I 👤Ermoldus' beretning er udfrielsen af Egypten beskrevet summarisk (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 18 vers 207-210).

dvs. gik. Verbalformen 'ginge' er præteritum pluralis indikativ af 'gå'. Ginge var et gammeldags, poetisk eller dialektalt udtryk på Grundtvigs tid.

dvs. går. Verbalformen 'gange' af verbet 'gå' anvendtes kun i gammeldags eller poetisk sprogbrug på Grundtvigs tid.

skib, især om et større, faldbundet lastskib; et forældet udtryk brugt ifm. Nordens oldtid og middelalder.

Udtrykket kan være et ordspil på Tors hammer.

dvs. 👤Salomos tempel i Jerusalem, jf. 1 Kong 6-7. Templet blev bygget i 900- eller 800-tallet f.Kr. I 👤Ermoldus' digt blev 👤Salomos tempel omtalt (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 18 vers 215 f.).

jf. Hebr 8,5. 👤Salomos pragttempel blev ødelagt ved 👤Nebukadnesars erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Efter endnu et tempelbyggeri blev Herodes' tempel færdigbygget i 64 e.Kr., men allerede ødelagt af romerne i 70. Det eneste, der blev stående af dette tempelkompleks, var den sydvestlige del af muren omkring tempelpladsen, kendt som Grædemuren.

kunne hentyde til, at Gud eller der, hvor det guddommelige viser sig, mange steder i Bibelen forbindes med en sky. Herren åbenbarede sig bl.a. i en tæt sky på Sinaj bjerg, da han gav 👤Moses sin lov med bud og forordninger om, hvordan israeliterne skulle leve, se f.eks. 2 Mos 19,9. Jf. også Guds røst i den lysende sky ved forklarelsen på bjerget, Matt 17,5.

dvs. rejste sig meget stejlt. Tekststedet kunne evt. vise hen til Det ny Jerusalem på bjerget (Åb 21,10).

stille.

👤Aron var Israels første præst og grundlægger af en præstekaste, Arons sønner, if. den præstelige tradition i 2.-4. Mosebog.

Den aronistiske velsignelse er tillagt 👤Aron (4 Mos 6,22-27). Velsignelsen indgår stadig som et fast led i ritualet ved den danske folkekirkes højmesse.

På højre side af kirkens vægge skildrede vægmalerierne 👤Kristi liv. Den samme opdeling fandtes i forlægget hos 👤Ermoldus (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 18 vers 219 f.).

dvs. Helligånden, jf. 👤Maria bebudelse, Luk 1,26-38, især: “den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig; derfor ogsaa det Hellige, som skal fødes af dig, skal kaldes Guds Søn” ( Biblia 1787, Luk 1,35).Også hos 👤Ermoldus er bebudelsen skildret (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 19 vers 221 f.).

jf. Fil 2,10.

jf. f.eks. Matt 4,11.

jf. stjernen over Betlehem (Matt 2,9) og den bagvedliggende profeti om Jakobsstjernen (4 Mos 24,17).

jf. Luk 2,7, hvor 👤Maria blev nødt til at svøbe sit barn og lægge det i dyrenes ædetrug.Hos 👤Ermoldus er 👤Jesu fødsel og de efterfølgende begivenheder skildret mere indgående (Ermoldus u.å.: efter 826; Ermoldus 1886, s. 19 vers 223-229).

jf. Matt 8,20.

jf. tornekroningen af 👤Jesus i statholderens borg (Matt 27,27-31).

jf. hvad der blev sagt til kvinderne om morgenen ved 👤Jesu grav af en engel, der var som lynild og i snehvide klæder: “Han er ikke her, thi han er opstanden”. De fik også besked på at sige til Jesu disciple, “at han er opstanden fra de døde” ( Biblia 1787, Matt 28,6-7). Hos Lukas hørte kvinderne ordene fra to mænd i lysende klæder (Luk 24,4-6).

Der hentydes bl.a. til, at kristendommen er overleveret gennem de troendes budskab, og at nogle af de troende gik i døden og blev martyrer, fordi de holdt fast i deres tro.

dvs. af nogen, for hvem mennesket ville ende som føde for ormene.

jf. Mark 15,42-47.

👤Karl den Store, Frankerrigets enehersker, der juledag år 800 blev kronet til kejser af paven i Peterskirken i Rom.

våbenmagt, krigsmagt.

dvs. at han var den ypperste i forhold til alle.

👤Karl den Store tog en voldsom hævn over araberne efter et nederlag ved Roncesvalles.

personer med sort hudfarve.

Undertvingelsen af de hedenske, sachsiske stammer og indlemmelsen af dem i Frankerriget krævede mange slag. Fra 772 og frem til den sidste modstand var nedkæmpet i 804, var der adskillige blodige opgør, hvor sachserne kæmpede for deres politiske og religiøse selvstændighed (Christensen 1969, bind 1 s. 284).

Det var en fast del af 👤Karl den Stores politik, at han brugte kristendommen til at knytte de forskellige folkegrupper i sit stadigt voksende rige sammen til en enhed. Indlemmelse i Frankerriget og omvendelse til kristendommen var to sider af samme sag (Christensen 1969, bind 1, s. 285).

👤Karl den Store var en af de store lovgivere i europæisk historie, og han var en foregangsmand inden for videnskab og kultur. Han supplerede de frankiske stammelove med nye retsregler, kapitularier, der var nedskrevet efter systematiske principper.

Boglig lærdom var på denne tid ikke en naturlig del af en tronarvings opdragelse. Det fortælles, at 👤Karl den Store lærte at læse som voksen, og at han aldrig blev god til at skrive.

lat. for 👤Karl den Store.

👤Ansgar, der i digtet fortæller sin egen historie, havde set 👤Karl den Store som dreng og beundrede hans magt og klogskab. Kilden til den følgende hændelse er 👤Rimberts helgenbiografi, Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), begyndelsen af kapitel 2 (Rimbert 1885, s. 20 f.).

I 👤Karl den Stores regeringstid blev Frankerriget udvidet til at dække et område, der var næsten lige så stort som det vestromerske kejserrige.

jf. Luk 23,28.

Kilden til dette og de følgende vers (til og med s. 20, verset “At 👤Jesus siger: Dødning! lev!”) er 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 2 (Rimbert 1885, s. 20-24). Digtet lægger sig tæt op ad kilden i skildringen af drømmesynets indhold og 👤Ansgars følelser.

dvs. fager, skøn. Formen blev på Grundtvigs tid brugt i højtidelig og poetisk stil.

jf. at 👤Jesus efter sin korsfæstelse mellem fredag og søndag opholdt sig tre dage i dødsriget.

forlængedes.

refererer til det almindeligt brugt udtryk i Bibelen, at hvem Gud er med, går det godt eller lykkeligt, jf. f.eks. 1 Sam 18,14 og Matt 28,20.

hurtigere. Formen er komparativ af fort.

I et billede, her: ligesom.

jf. 1 Mos 37,9.

menneskeskikkelse.

egl. lysets store by (efter oldnordisk miklagarðr); her: Paradis, Himmerig. Udtrykket er formet som en kenning, der i den norrøne digtning er en særlig form for poetisk omskrivning.

jf. Åb 4, især 4,1 og 4,4.

Disse og de følgende vers ligger tæt op ad kilden, 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kapitel 2.

skønt.

lig et legeme.

jf. at 👤Jesus “bor i et utilgængeligt lys”, 1 Tim 6,16.Disse og de følgende vers (til og med s. 20, verset “Thi hans er Kraften først og sidst!”) ligger tæt op ad 👤Ansgars drømmesyn eller vision, der i dette tilfælde er gengivet i kilden med 👤Ansgars egne ord (👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 2; Rimbert 1885, s. 22).

jf. Åb 4,3.

jf. Åb 4,8-11.

i billedlig form.

jf. 1 Pet 1,12.

jf. 1 Kor 15,28. Bibelstedet er konklusionen på 👤Paulus' beskrivelse af, at alt skal underlægges Gud ved tidens ende.

jf. Åb 21,23 og 22,5.

Disse vers ligger tæt op ad fortsættelsen af 👤Ansgars drømmesyn eller vision, der er gengivet i kilden med 👤Ansgars egne ord.

jf. Guds befaling eller skaberord i 1 Mos 1.

dvs. apostelen 👤Peter og 👤Johannes Døberen.

allusion til 👤Maria og 👤Jesus, Guds enbårne søn, jf. Joh 3,16 og 1 Joh 4,9.Disse vers ligger meget tæt op ad kilden, 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 2.

Rom 6,23.

jf. “da han var bleven Lærer ved Sanct Peders Skole” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 3; Rimbert 1885, s. 24).

her: udmærket, ypperligt.

Kilden til drømmen, der er beskrevet i dette og de følgende vers (til og med verset “Din Synde-Skyld udsletter jeg!”), er 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 3 (Rimbert 1885, s. 24 f.). Digtet lægger sig tæt op ad kilden i skildringen af drømmens indhold.

dvs. et kapel ved klosteret, der var helliget 👤Johannes Døberen.

jf. “hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke” (Åb 1,16) og den øvrige beskrivelse af ham, der kalder 👤Johannes, i Åb 1,12-16.Forlægget anfører: “med et skjønt Aasyn, fra hvis Øjne Guddomsherlighed ligesom en Ildslue straalede. [citatets note:] Jfr. Joh. Aab. 1,14” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 3 (Rimbert 1885, s. 24).

forseelse; gammeldags eller dialektal sprogbrug på Grundtvigs tid.

her: eftersom.

åbent.

adlød.

bruges som fredshilsen fra den stærke til den svage i Bibelen, f.eks. når det guddommelige åbenbarer sig for mennesker i form af en engel (Luk 2,10), eller når 👤Jesus viser sig i forklaret skikkelse (Åb 1,17).

For at styrke missionen blandt de hedenske saksere, der for nylig var blevet indlemmet i Frankerriget og tvangsdøbt, blev der i 815-816 grundlagt et kloster, la. Corbeia nova (da. nye Corbie), på et uidentificeret sted kaldet Hethis. Det blev få år efter flyttet til sin nuværende placering. Initiativtagerne var 👤Karl den Stores slægtninge 👤Wala og 👤Adalard. Sidstnævnte var abbed for moderklosteret Corbie i Flandern. Herfra sendte han munke til det nye kloster og sørgede i øvrigt for at beskyttede det. 👤Ansgar kom til klosteret i 823, hvor han blev lærer på skolen. Senere blev han præsteviet (http://en.wikipedia.org/wiki/Corvey_Abbey, 19. april 2012; Rimbert 1885, s. 111 f.).Jf. 👤Rimberts Vita Ansgarii , kap. 5 (Rimbert 1885, s. 27).

dvs. tolker af Guds sandhed og nåde ligesom 👤Kristus. Jf. at den Enbårne, Jesus Kristus, som sin far er “fuld af nåde og sandhed”, og at “nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”, dvs. inkarnationen. “Den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Joh 1,14-18).

👤Ansgar havde fra 826 til sin død i 865 som opgave at være missionær i Norden.

dvs. forgængelig.

Kong 👤Harald Klak, hans nærmeste familie og hans følge var i 826 sejlet til den frankiske kejser 👤Ludvig den Frommes borg Ingelheim og var blevet døbt i Albanskirken i nærheden af Mainz. Kongens besøg fandt sandsynligvis sted i juni måned, samtidig med afholdelsen af den første af de halvårlige rigsdage (Ermoldus 1886, s. 51 f.).Kilden til disse og de følgende vers er Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 6 (Rimbert 1885, specielt s. 27-29). Digtet lægger sig i visse dele af teksten tæt op ad kilden i sin fortælling om, hvordan Ansgar blev sendt som missionær til Norden.

👤Wala blev abbed i klosteret Corbie i Flandern, der var moderkloster til Corvey, efter sin bror 👤Adalards død i 826 og kunne således opfattes som den øverste leder af de to klostre. 👤Wala kendte 👤Ansgar fra sin tid som munk i Corbie og fra dengang, han sammen med sin bror medvirkede til at oprette Corvey og sende munke dertil fra moderklosteret.

Munke og andre ved et kloster skulle i denne periode give deres samtykke til at opholde sig blandt hedninger, da “det paa den Tid blev anset for afskyeligt og uretfærdigt at tvinge nogen mod sin Vilje til at leve blandt Hedninger” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 6; Rimbert 1885, s. 30). Denne regel var en undtagelse ift. munkes sædvanlige lydighedspligt over for deres foresatte.

ikke havde noget valg; udtrykket var forældet sprogbrug på Grundtvigs tid.

jf. Matt 16,24.

jf. ordsproget: “Det er lettere sagt, end gjort” (Mau 1879, nr. 5476).

Forlægget til dette og de følgende vers (til og med s. 24, verset “Jeg følger dig, hvorhen du gaaer!”) er 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 6 (Rimbert 1885, s. 29 f.). Digtet lægger sig tæt op ad forlægget i sin fortælling om venner og fjenders reaktion på 👤Ansgars beslutning, og om hvordan han fik en medmissionær.

jf. 1 Pet 1,24: “Thi alt kiød er som græs, og al menneskets herlighed, som græssets blomster; græsset visnede, og blomsteret derpaa faldt af” ( Biblia 1787).

Beslutningen om at drage til de vilde hedninger var svær at fastholde, da både venner og fjender var uforstående over for den, jf. forlæggets beskrivelse (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 6; Rimbert 1885, s. 29).

her: således også.

bebrejdelser fra venner. Anvendelse af last i denne betydning var forældet sprogbrug på Grundtvigs tid.

betegnelse for menneskets tilknytning til det jordiske. Udtrykket er almindeligt i de ældre oversættelser af Bibelen, se f.eks. “Og Gud HERREN havde dannet mennisket [af] støv, af jorden, og blæst lives aande i hans næse; og mennesket blev til en levende siel” (1 Mos 2,7) og “thi du er støv og skal blive til støv igien” (1 Mos 3,19; Biblia 1787).

dvs. Gud. Se f.eks. lignelsen om arbejderne i vingården (Matt 20,1-16).

jf. forlægget: “[han] omgikkes ikke med nogen og udvalgte sig et ensomt Sted i en Vingaard, som laa tæt ved, og anvendte Tiden til Bøn og Læsning” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 6; Rimbert 1885, s. 29).

👤Autbert, som han normalt kaldes, var af adelig slægt og abbed 👤Walas nærmeste medarbejder og fortrolige (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 6; Rimbert 1885, s. 30).

Luk 9,57. Replikken blev sagt til 👤Jesus. Jf. også hans svar, Luk 9,58, og de øvrige Jesusord om efterfølgelsens vilkår.

Allerede godt to år efter, at 👤Ansgar og 👤Autbert begyndte deres missionsvirksomhed, fik den sidstnævnte “en tung og besværlig Sygdom” og blev flyttet til klosteret Corvey, hvor han sygnede hen og døde, “som vi tro, en salig Død ved Paaske Tid, saaledes som det iforvejen havde været ham aabenbaret af Herren” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 7; Rimbert 1885, s. 32).

jf. bl.a. den igennem kristendommens historie vidt udbredte forestilling om menneskelivet som en vandring gennem et fremmed land mod hjemstavnen i det himmelske.

Luk 9,57. Jf. også udtryk for Guds trofasthed og beskyttelse, f.eks. i missionsbefalingen, specielt Matt 28,20: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

👤Ansgars missionsarbejde i Norden skete under store vanskeligheder og var kun delvist succesfuldt. Allerede året efter sin dåb blev hans beskytter, kong 👤Harald Klak, fordrevet fra Danmark, og 👤Ansgar, der fulgte kongen, nåede sandsynligvis ikke engang at komme ind i landet. 👤Ansgars senere arbejde indskrænkede sig stort set til venskabelige forbindelser med skiftende danske konger og bygningen af en kirke i handelsbyen Hedeby.Hvad angår 👤Ansgars missionsvirksomhed i Sverige, besøgte han handelsbyen Birka i 830 og igen i 853; her havde hans kristne mission anderledes fremgang.

Dette og de følgende vers (til og med s. 25, “Saa evig prises skal Hans Navn!”) skildrer den vel nok værste episode i 👤Ansgars missionsvirksomhed i de nordtyske områder og Danmark. Hamborg blev angrebet af vikinger, plyndret og brændt 845.Digtet indeholder mange detaljer fra 👤Rimberts beskrivelse af begivenhederne i Vita Ansgarii (u.å.: ca. 870, kap. 14; Rimbert 1885, s. 41-43).

I 831 blev 👤Ansgar udnævnt til ærkebiskop i det nyoprettede bispedømme Hamborg og skulle sammen med ærkebiskop 👤Ebo af Reims forestå den kristne mission blandt sveer, daner, slaver og alle omkringboende folkeslag. I de følgende år syntes 👤Ansgar at have været beskæftiget med kirkelige institutioner i byen, bl.a. blev der oprettet en skole for drenge.Ved vikingeangrebet på Hamborg i 845 blev kirke, kloster og bibliotek brændt ned, og 👤Ansgar nåede kun at få relikvierne fra kirken med sig på sin flugt.

dvs. ligklæde; et poetisk eller højtideligt udtryk. I Vita Ansgarii fortælles det, at 👤Ansgar “med Nød og næppe” slap bort og “ikke en Gang [fik] sin Kappe med” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 14; Rimbert 1885, s. 42).

dvs. relikvierne fra kirken. Om de kostbare relikvier, som ærkebiskop 👤Ebo havde foræret kirken i Hamborg, se Rimbert 1885, s. 129.

jf. Matt 8,20. 👤Ansgar og hans medarbejdere blev hjemløse ved branden, da han allerede i 843 ved delingen af Frankerriget mellem 👤Ludvig den Frommes tre sønner havde mistet klosteret Tourhout i Flandern. 👤Ansgar havde haft klosteret som tilholdssted og indtægtskilde, siden han blev ærkebiskop.

dvs. ildebrand anstiftet af vikinger, jf. udtrykket ‘den røde hane’.

blus fra skadeild, dvs. ild som anretter skade.

jf. Job 1,21. Citatet er også gengivet i 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 14 (Rimbert 1885, s. 43).

I 845 blev præsten ved kirken i handelsbyen Birka ved Mälaren dræbt, og hans slægtning og overordnede, 👤Gautbert, der havde missioneret i Birka siden o. 836, blev tilfangetaget, plyndret og fordrevet.På samme tid som 👤Ansgar var blevet udnævnt til ærkebiskop, var også 👤Gautbert blevet udnævnt og overtog sin onkel, 👤Ebo af Reims', rettigheder og pligter med hensyn til udbredelsen af kristendommen i Sverige.I 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned) bliver begivenhederne omtalt i kapitel 15 (Rimbert 1885, s. 43 f.).

Kejser 👤Ludvig den Frommes død 840 udløste fornyede stridigheder mellen tronarvingerne og endte med forliget i Verdun 843, hvor Frankerriget blev delt mellem 👤Ludvig den Frommes tre sønner. Hamborg lå i 👤Ludvig den Tyskes del, mens klosteret Tourhout i Flandern, som 👤Ansgar havde haft som tilholdssted og indtægtskilde, siden han blev ærkebiskop, var i 👤Karl den Skaldedes område. Desværre for 👤Ansgar respekterede 👤Karl ikke ærkebispesædets ejerskab, men gav klosteret til en af sine støtter.De historiske begivenheder, der er refereret her, fandt sted inden Hamborgs brand i 845. I digtets gennemgående forlæg bliver de ligesom i digtet fortalt efter beretningen om branden (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 18; Rimbert 1885, s. 56).

jf. ordsproget: “I Nød skal man Venner kjende” (Mau 1879, nr. 11.296).

dvs. en kanniks embede og de indtægter, der hører til. En kannik var præst ved en domkirke og medlem af domkapitlet.

da.

jf. Sl 126,5: “De, som saae med graad, skal høste med fryde-sang.” ( Biblia 1787).

her: plan.

nærmest; gammeldags eller dialektal sprogbrug på Grundtvigs tid.

jf. forestilling om livets bog, hvor Gud har navnene på alle levende mennesker skrevet op. Der refereres ofte til forestillingen i Johannes' Åbenbaring ved omtalen af dem, der skal have del i det evige liv.

dvs. der indtrådte en forandring.

dvs. på jorden.

Efter en del forhandlinger i årene 847-850 blev 👤Ansgars ærkebispesæde i Hamborg slået sammen med den ledige bispestol i Bremen, der var et anderledes veludbygget og velhavende bispedømme. Begrundelsen var, at Hamborg stift var fattigt og så lille, at det kun bestod af fire sognekirker, og at det var meget udsat for plyndringer. Sammenlægningen blev bekræftet af paven 864 (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 19 og 20; Rimbert 1885, specielt s. 57, 132 og 135 f.).

egl. jeg tog en kappe af kostbart stof over skuldrene, her: jeg gjorde mig klar til at tage af sted. Udtrykket er en almindeligt brugt formel i folkeviserne både ved afrejse og ankomst.Udtrykker hentyder muligvis også til ærkebispens liturgiske embedsdragt. Ærkebispeværdigheden gjorde 👤Ansgar til ligemand med fyrster.

Begivenhederne i disse vers er i fyldigere form beskrevet hos 👤Rimbert (u.å.: ca. 870, kap. 21 (Rimbert 1885, s. 63-65).

hos 👤Erik (Horik) 1., der på denne tid var enekonge i Danmark.

Som repræsentant først for kejser 👤Ludvig den Fromme og senere for kong 👤Ludvig den Tyske udførte 👤Ansgar diplomatiske opgaver over for 👤Erik (Horik) 1. Den danske konge var klar over fordelene ved et imødekommende forhold til den magtfulde nabo, og 👤Ansgar vandt hans tillid med gode råd og gaver (Lausten 2004, s. 21).

dvs. hvor Herren (Gud) havde fremgang, havde hans svend eller tjener det også senere.

Omkring 850 tillod kong 👤Erik 1. 👤Ansgar at bygge den første kirke i det danske område. Kirken var sandsynligvis af træ og indviet til 👤Jesu mor efter moderkirken i Hamborg.

Da det var 👤Gautbert, der ifølge de pavelige bestemmelser havde ret til at missionere i Sverige, var det vigtigt for 👤Ansgar at have hans tilladelse til at tage af sted, ligesom hans rejse blev bifaldet af den danske konge og kong 👤Ludvig den Tyske. 👤Ansgars forberedelser er beskrevet i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 22 (Rimbert 1885, s. 65 f.).

Med på rejsen, der sandsynligvis fandt sted 853, havde 👤Ansgar en udsending fra kong 👤Erik 1. Til identifikation havde udsendingen et tegn, måske en ring eller en runestav, fra den danske konge, som han overrakte til den svenske. Udsendingen gav 👤Ansgar og hans ærinde en mundtlig anbefaling (se Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 23; Rimbert 1885, s. 69 og 139).

en i Det Gamle Testamente almindeligt brugt betegnelse for himmellegemerne og et udtryk for Jahves storhed og skabermagt. Udtrykket er også anvendt om hæren af engle (1 Kong 22,19).

Drømmesynet, der er skildret i dette og de følgende vers (til og med s. 29, verset “Bag Sverrigs Klipper, høit i Nord!”), har forlæg i 👤Rimberts Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 22 (Rimbert 1885, s. 67-69). Digtets gengivelse ligger tæt op ad forlæggets.

meget modfalden, bedrøvet.

abbeden i det kloster, hvor Ansgar havde været siden drengeårene. 👤Adalard havde været med til at oprette det nye kloster, Corvey, i Sachsen, hvor 👤Ansgar var blevet sendt hen som ung mand.

Es 49,1-3 om Herrens tjener.

hør (imperativ pluralis).

mærk, læg mærke til (imperativ pluralis).

sjælden.

er (præsens, 2. person singularis).

jf. de følgende vers om Herrens tjener, Es 49,5-7.Forlægget til digtets sammendrag af versene hos Esajas er Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kap. 22.

her: rejse sig.

dvs. og anerkender din herre som Gud!

jf. Es 49,1. Esajas' profeti om øerne og folket langt borte, der skal tage imod Guds ord, er i 👤Rimberts forlæg udlagt til at betyde henholdsvis Danmark og Sverige (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 22).

Missionsrejsen til Sverige fandt sted 853.

Den følgende fortælling (til og med s. 30, verset “Ei gierne vove Liv og Blod!”) om hændelserne på tinget og Ansgars reaktion stammer fra forlægget, som gengives temmelig nøjagtigt (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 23; Rimbert 1885, s. 69-71).

Upplandstinget var måske den samme tingsinstitution, som Grundtvig senere refererer til som Bonde-Thinget (s. 31) (se Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 24; Rimbert 1885, s. 72).

Aser og vaner var de mest fremtrædende af guderne i den nordiske mytologi, men der var også andre personer og væsener knyttet til guderne.

dvs. de endog var nok så grå (dvs. gamle).

dvs. en kong Erik fra gammel tid; jf. at Gammel-Erik er en nordisk betegnelse for fanden.Erik har fra de ældste tider og indtil 1500-tallet været et almindeligt brugt kongenavn i Sverige. Navnet kommer af det olddanske Æinrikr, der betyder 'enehersker'.

æresgave. Udtrykket var gammeldags på Grundtvigs tid.

dvs. det var meget dårligt eller forkert, at jeg kom her.

dvs. udsætte mig for at lide martyrdøden. Flere steder i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned) gives der udtryk for, at 👤Ansgar ligesom mange helgener gerne ville dø for kristendomens sag, se f.eks. sidste del af drømmesynet i kapitel 22 (Rimbert 1885, s. 68 f.).

Det videre forløb i dette og de følgende vers, hvor den svenske konge bliver indblandet (til og med s. 31, verset “Og lægger Ord i Folke-Mund!”), følger forlægget temmelig tæt (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 23; Rimbert 1885 især s. 69 og 71).

jf. forlægget: “Han gjorde et Gilde for ham, bragte ham de Gaver, han formaaede, og kom frem med det Ærende, hvori han var sendt” (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 23; Rimbert 1885, s. 71).

dvs. sparede jeg ikke på over for ham.

hentydning til, at biskop 👤Gautbert få år forinden var blevet bestjålet og forjaget og præsten ved kirken i Birka blevet dræbt.

I forlægget beskrives det, at kongen samlede høvdingene, og at de i fællesskab besluttede, at en lodkastning skulle afgøre deres stilling til kristendommens indførelse. Derefter kastede de lod. (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 24; Rimbert 1885 s. 72).

Ifølge Vita Ansgarii (da. Ansgars levned) kap. 24 blev tinget holdt i Birka (Rimbert 1885, s. 73). I forlægget har der sandsynligvis været tale om tinget for sveerne, der befolkede den nordlige del af kongens rige. Det fortælles, at der senere skulle holdes et tilsvarende ting for gøterne, der beboede resten af riget (Rimbert 1885, s. 140).Oldermanden er i forlægget “en gammel Mand blandt Almuen” (Rimbert 1885, s. 73).Indlægget på tinget stammer fra forlægget (Rimbert u.å.: ca. 870, kapitel 24; Rimbert 1885, s. 73).

uenige.

Digtets ordvalg og indhold ligger meget tæt op ad begyndelsen af forlæggets.

jf. Vita Ansgarii , slutningen af kap. 24 og kap. 25 (Rimbert 1885, s. 73 f.).

👤Gudurm, en nevø af 👤Erik (Horik) 1., havde som vikingeanfører igennem en del år røvet store rigdomme og prøvede i 854 at erobre kongemagten. Det lykkedes dog ikke, og store dele af kongefamilien blev dræbt ved familiefejden.De mange tildragelser i dette og de følgende vers (til og med s. 33, verset “Brød Kirke-Fred i Dane-Land”) lægger sig tæt op ad omtalen i Vita Ansgarii , kapitel 28 (Rimbert 1885, s. 79-81).

Selv om flere tronprætendenter fra kongeslægterne forsøgte at få magten, lykkedes det 👤Erik (Horik) 1.s familie at bevare den, og de indsatte den unge 👤Horik 2. Barn som konge.

jf. missionsforpligtelsen fra Gud i kristendommen, bl.a. udtrykt i missionsbefalingen, Matt 28,16-20.

grundlægge.

jf. Guds skaberord i 1 Mos 1.

jf. f.eks. Sl 59,9 og 11.

👤Horik 2. Barn.

If. forlægget bad kongen 👤Ansgar om at sende præsten, der var flygtet under urolighederne, tilbage til Hedeby. Endvidere skænkede kongen en grund til et kirkebyggeri i Ribe, der var et vigtigt handelscentrum, og tillod en præst ved kirken. Oven i alt dette gav han tilladelse til klokkeringning i Hedeby.

I forlægget fortælles, at 👤Ansgar kom til at tale med 👤Horik 2. Barn pga. 👤Borkars indflydelse, og at han også tidligere havde fået hjælp af ham, når han gerne ville opnå noget hos 👤Erik (Horik) 1. (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 28; Rimbert 1885, s. 80).

hædersmand.

dvs. reddet i sidste øjeblik; jf. Am 4,11 og talemåden: “Han blev reddet som en Brand af Ilden” (Mau 1879, nr. 4360, s. 482).

bytte; steg.

fjende; person som bærer had eller nag.

Fra middelalderen og frem til 1800-tallet fandtes der lovbestemmelser, der gav sikkerhed for kirken, præsten, gudstjenesten og kirkegængerne. I middelalderen kunne overtrædelser straffes både if. landskabslovene og den efterfølgende verdslige lovgivning og if. den katolske kirkes kanoniske ret.

biskop 👤Ebo af Reims, der i 822 fik pavens og kejser 👤Ludvig den Frommes tilladelse til at missionere i de nordiske områder. Han besøgte 👤Harald Klak i 823 (se digtet “Harald Klak”, s. 1-3).

👤Ebo bliver i almindelighed karakteriseret som en lidenskabelig mand, der brændte for missionen i Norden. Med alvorlige konsekvenser for sig selv blandede han sig også i de politiske stridigheder mellem kejser 👤Ludvig den Fromme og hans sønner.

plantningen; om grundlæggelse af en lære, tro og lign.

Samtalen mellem biskop 👤Ebo og 👤Ansgar, hvorfra det følgende citat stammer, har fundet sted inden genoptagelsen af missionen i Danmark o. 850.

her: endog; selv.

Håbet om kristendommens succes i Danmark, der er gengivet i disse vers, har forlæg i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned).

allusion til profetien i Es 11,1: “Men der skyder en kvist fra 👤Isajs stub, og et skud gror frem af hans rod”.

jf. fra missionsbefalingen: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20).

jf. 👤Ansgars forventning om at lide martyrdøden, som han havde haft lige siden sin barndoms drømmesyn. Om 👤Ansgars skuffede forventning, selvbebrejdelser og synder, se Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kapitel 33 (Rimbert 1885, s. 97); om 👤Rimberts opfattelse af ham som martyr, se punktkommentaren til Sikkert straale Kinder hans f.

Efter måneders sygdom døde 👤Ansgar den 3. februar 865 i Bremen.

jf. 👤Ansgars drømmesyn med vandringen efter døden, s. 17 f.Versene hentyder også til lignelsen om de betroede talenter, hvor herren siger til to af tjenerne efter veludført gerning: “Gå ind til din herres glæde!” (Matt 25,14-30, specielt Matt 25,21 og 23).

Luk 23,46, der er 👤Jesu dødsord på korset. Jf. også Sl 31,6.Ordene var ligeledes 👤Ansgars dødsord, da han lå på dødslejet, omgivet af 👤Rimbert og andre trofaste medarbejdere. Da han selv blev for svag til at sige dette og andre bibelord, bad han en broder fremsige dem igen og igen på hans vegne, indtil han døde. 👤Ansgars sidste tid og dødsleje er skildret indgående af 👤Rimbert i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kapitel 33 og 34 (Rimbert 1885, s. 96-104, specielt s. 98-100).

👤Rimbert forfattede omkring 870 Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned) som en hagiografi, dvs. som et skrift, der havde til formål at dokumentere og udbrede kendskabet til 👤Ansgars gerning og levned og vise, at han som person var værdig til at blive anset for at være en helgen.Om det stilbrydende i, at 👤Rimbert ikke som de andre jegfortællere i digtkredsen beskriver sin egen historie, men 👤Ansgars, se indledningens afsnit Monologform.

dvs. 👤Ansgars; titlen på katolske præster og munke.

Ordene kunne betyde, at kun hundene opdagede 👤Ansgar, når han vandrede forbi på sine missionsrejser.

Drømmesynet i disse vers har forlæg i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned).

jf. Matt 27,26, hvor den romerske statholder 👤Pilatus lader sine soldater piske 👤Jesus.

skulderen.

👤Kristi efterfølgelse, dvs. at være som 👤Kristus i adfærd og indstilling, var det højeste ideal for et kristent menneske. Lige efter beskrivelsen af 👤Ansgars død giver 👤Rimbert en sammenfatning af, hvorledes han livet igennem efterfulgte Kristus (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 34; Rimbert 1885, s. 100 ff.). Begrebet spillede en stor rolle i middelalderens bodsfromhed.Forlægget til dette og de omkringstående vers er 👤Ansgars overvejelser over, hvad drømmesynet skulle betyde, sådan som det er gengivet af 👤Rimbert i Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), kapitel 26. I forlægget indbefatter efterfølgelsen også forestillingen om at træde i 👤Kristi sted.

I Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned) lægger 👤Rimbert op til, at 👤Ansgars liv har været så fortjenstfuldt og er foregået under så store trængsler, at det kan sidestilles med at dø for kristendommens skyld som martyr.At vinde ry som helgen, ikke ved sin død, men ved sit levned, var ved at vinde frem på denne tid. 👤Rimbert forestiller sig derfor, at 👤Ansgar ligesom martyrerne er optaget direkte i himmelen uden at skulle vente på 👤Jesu genkomst og den endelige dom. Denne forestilling spillede en stor rolle i den katolske forståelse af kristendommen i middelalderen (se bl.a. Bach-Nielsen & Lindhardt 2001, ‘Helgen’).

Karakteristikken af 👤Ansgars fromme levemåde i disse vers har forlæg i Vita Ansgarii (da. Ansgars levned), kapitel 30. Her fortælles det bl.a., at 👤Ansgar yndede “at tage Brød til sig efter Vægt og Vand efter Maal”, og at han “ønskede at bortgive alt hvad han havde til de nødlidende, efter Guds Vilje”, beskrevet med mange eksempler (Rimbert 1885, s. 85 og 88 f.).Det fortælles også, at han helst ville “tilbringe hele sit Liv i Sorg og Taarer”, og at det aldrig kunne blive nok for ham, før han af Guds nåde i de sidste år af sit liv “kunde græde saa ofte han kun vilde” (Rimbert 1885, s. 87).I sine fromhedsidealer var 👤Ansgar især påvirket af 👤Martin af Tours, der i 400-tallet stiftede det første kloster i Gallien.

Hovmod var en af middelalderens syv dødssynder. Det beskrives i forlægget, at “han syntes stor i sine egne Øjne, fordi han kunde leve saa afholdende”. Han blev befriet fra denne synd ved bøn og Guds barmhjertighed. I et drømmesyn viste Gud ham, hvor ydmyg hans oprindelse som menneske var, og at han kun kunne stole på Guds nåde (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 30; Rimbert 1885, s. 85 f.).

jf. forlægget, der beretter, at mange blev helbredt ved, at 👤Ansgar bad for dem og salvede dem med hellig olie (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 33; Rimbert 1885, s. 96).

Samtalen om jærtegn lægger sig tæt op ad forlægget, Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned).

her: hidtil.

jf. 👤Rimberts fortrøstning til, at 👤Ansgars missionsgerning blandt danskere og svenskere vil lykkes (Rimbert u.å.: ca. 870, kap. 29). Fortrøstningen er skrevet i forlængelse af biskop 👤Ebos forudsigelse af missionens succes (se “Ansgar ɔ: Æsger”, s. 34).

Matt 25,21 og 23, der er herrens besked til de gode tjenere i lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,14-30).

dvs. Danmark. Proprium dannet i 1700-tallet og anvendt i højtidelig eller poetisk sprogbrug. Udtrykket kan opfattes som en kvindelig personifikation af Danmark.

Den kvindelige personifikation af Danmark bliver i digtet tiltalt af Christi Kirke.

her: Danmark.

her: Danmark; også med betydningen dyrket jordareal.

jf. f.eks. fredshilsenen fra Gud i den aronitiske velsignelse, der lyses sidst i den danske folkekirkes højmesse: “Herren løfte sit ansigt mod dig / og give dig fred” (4 Mos 6,26). I de synoptiske evangelier er fred ligesom Guds rige et udtryk for fred i en udvidet betydning, der omfatter retfærdighed, velsignelse, helbredelse og frelse.

jf. patriarken 👤Jakobs drøm om himmelstigen (1 Mos 28,11-22). Jakob beskriver stedet, hvor han drømte: “Herren er i sandhed på dette sted [...] Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!” (1 Mos 28,16-17). Himmelstigen forbinder jord og himmel: “I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og ned ad stigen” (1 Mos 28,12).

dvs. Gud. I Bibelen betragtes Gud som indbegrebet af sandhed, hans ord er sandhed (jf. Joh 17,18). Især i Johannesevangeliet hører kærlighed og sandhed uløseligt sammen både for Gud og Kristus, se f.eks. Joh 1,14.

Som andre ædelstene bliver safiren især brugt i Det Gamle og Det Nye Testamente til at udtrykke det guddommelige, se f.eks. Ez 1,26 og Åb 21,19.

erstatning.

jf. 👤Jesus, der bl.a. genoplivede (f.eks. Joh 11,1-44) og velsignede (f.eks. Matt 26,26-28) som en del af sin forkyndelse i ord og gerning.

dvs. 👤Kristus som ypperstepræst, Hebr 5,6, der viser tilbage til Sl 110,4.

1 Pet 2,3, som viser tilbage til Sl 34,9.

jf. metaforikken om 👤Jesus som den vordende brudgom og kirken eller menigheden som bruden i brevlitteraturen i Det Nye Testamente (2 Kor 11,2 og Ef 5,25). Billeddannelsen har rødder i Højsangen.

jf. 👤Abraham, der vandrede omkring i det fremmede, og udlægningen i Hebræerbrevet af, at han og andre troende søgte et himmelsk fædreland (Hebr 11,8-16).

klart, tydeligt.

hentyder til 👤Jesu dåb i Jordanfloden, hvor Guds ånd dalede ned som en due (Matt 3,13-17). 👤Jesu dåb markerede begyndelsen til hans arbejde som forkynder.

meget fint, smukt; fuldkomment.

Ligesom de andre dyr og fugle i Edens have (1 Mos 2,19) havde duen overlevet syndfloden i 👤Noas ark. Herfra blev den sendt ud for at se, om jorden var tør, så det nye liv kunne begynde (1 Mos 8,10-12).

jf. beretningen om pinseunderet på den første pinsedag i ApG 2,1-13.

dvs. talt som af én (tunge).

jf. Joh 6,35.Verberne tager og stiller står i imperativ pluralis, altså: tag, stil.

jf. 👤Jesus, der prædikede omvendelse (Mark 1,15).Verberne vender og troer står i imperativ pluralis, altså: vend, tro.

jf. Joh 3,16.

fortabte.

Tro (imperativ pluralis).

hentydning til 👤Peters prædiken pinsedag, ApG 2,33 f., der peger tilbage på Sl 110,1.

Kom (imperativ pluralis).

hentydning til det almindeligt brugte billede af livet som en sejlads. Ark peger på 👤Noas ark i syndflodsberetningen (1 Mos 6,5-9,17).

jf. bl.a. 1 Mos 7,11-12 og 19-20.

dvs. det jordiske menneskes; se kommentaren til Støvet.

nadveren.

Jernbyrd, dvs. at gå på 12 glødende plovjern med bare fødder eller at bære glødende jern i hånden, var et middel til at bevise den anklagedes uskyld i middelalderens retspleje. Det afgørende var, om der efter tre dage var brandsår på hænder eller fødder. Bevismidlet hørte under de såkaldte gudsdomme, der forudsatte, at Gud eller evt. hedenske guder greb ind, således at resultatet af prøven gik imod den almindelige erfaring.Jernbyrd kunne også bruges som bevismiddel i almindelighed. Et kendt eksempel er 👤Poppos jernbyrd, der fik 👤Harald Blåtand til at indse den kristne Guds overlegenhed.

De første kristne menigheder dannedes blandt jøder og grækere i det hellenistiske middelhavsområde. Ud fra de kristne jøders perspektiv kan grækere i Det Nye Testamente være en betegnelse for de fremmede eller hedningerne.

Ganske som, ligesom.

jf. Joh 20,29.

hentydning til 👤Jesu undergerninger, hvor han helbredte syge og opvækkede døde. I Matthæusevangeliet, kapitel 9 fortælles det f.eks., at 👤Jesus opvækkede synagogeforstanderens datter og helbredte blinde og en stum. Underne var opfyldelsen af profetien i Es 35,5-6.

jf. Joh 6,48-51, der har en henvisning til nadveren; jf. også manna fra himmelen (2 Mos 16).

dvs. havet. Udtrykket er formet som en kenning, der i den norrøne digtning er en særlig form for poetisk omskrivning (se Toldberg 1946, s. 116).

citat fra 1. strofe af 👤Laurids Koks historiske vise “Om 👤Tyre Danebod ”: “Danmark, deiligst vang og vænge, / Lukt med bølgen blaa” (Syv [1695], 4. part nr. 38, s. 584-586). Grundtvig bearbejdede visen til tidsskriftet Danne-Virke 2 1817, s. 1-6.

perfektum participium af 'lukke', her: lukket med, omsluttet af.

Sl 84,12.

dvs. en tidsalder, hvor der var personer, der kæmpede; et poetisk udtryk.

blomsterbuket.

engjordens skød, dvs. engens frugtbare jord.

dvs. havet. Udtrykket er formet som en kenning, der i den norrøne digtning er en særlig form for poetisk omskrivning.

mindst lige så godt som.

dvs. den fugl, der træffes om vinteren.

allusion til de faldne krigeres efterliv i det hedenske Valhal, hvor de som udødelige tilbragte dagene med at kæmpe. Til den norrøne paradisforestilling hørte rigeligt med steg og øl, bragt af opvartende valkyrier.

hentyder til den sæd, der faldt i den gode jord, Matt 13,8 og 13,23, i lignelsen om sædemanden (Matt 13,1-23).

dvs. rydning; jordstykke, der er ryddet for skov og lign.

dvs. evangeliet; jf. også 1 Joh 1,1.

dvs. jordkloden.

Missionen i Danmark og det øvrige Norden foregik ikke gennem krigsførelse og tvangsdåb, sådan som det f.eks. skete i Sachsen (se kommentaren til mangen vældig Hedning-Hær). Om missionen i Norden, se indledningens afsnit Den nordiske religion og kristendommen og flg. afsnit.

jf. “Sént men sødt! (et gammelt Valgsprog)” (Mau 1879, nr. 8529).

jf. Matt 3,10, hvor billedet hentyder til den truende dom.

som giver to afgrøder.

jf. lignelsen om klinten eller ukrudtet i hveden (Matt 13,24-30); se især: “Lader dem begge voxe tilsammen indtil høsten; og i høstens tiid vil jeg sige [til] høstfolkene: sanker først klinten tilsammen, og binder den i knipper, at opbrænde den; men samler hveden i min lade” ( Biblia 1787, Matt 13,30).

vanskeligt, svært.

Efter 👤Harald Klak og hans følges dåb i Mainz i 826 ledsagede 👤Ansgar ham tilbage til Danmark. Denne begivenhed blev betragtet som grundlæggelsen af den danske kirke og fejret ved tusindårsjubilæet i 1826 (se indledningens afsnit Ansgar og de nordiske magthavere). Den kristne mission i Danmark havde således det øverste lag i samfundet som udgangspunkt.

dvs. enemærker med lunde. Udtrykket Lunde-Mærke spiller på ordet landemærke.

dvs. Guds og 👤Jesu guddommelige værk gennem evangeliets forkyndelse.

jf. Jak 1,12.

Den egentlige betydning er et bål til afbrænding af vidner, dvs. et martyrbål. I strofen spilles der på denne betydning, når der omtales et bål, hvor kristendommens sandhed kunne bevidnes eller bevises; sammenhold med udtrykket ildprøve og gudsdommen jernbyrd (se kommentaren til paa Gløder).

nænne (infinitiv).

jf. Joh 16,16 ff., hvor 👤Jesus siger: “Det er en liden stund, og I skal ikke see mig; og atter en liden stund, og I skal see mig” ( Biblia 1787).

dvs. Getsemane have. I Matthæusevangeliet 26,36-46 beder 👤Jesus i sin sorg, angst og fortvivlelse billedligt om, at bægeret eller kalken må tages fra ham. Malurt er en plante med en besk smag, som er omtalt i Bibelen sammen med giftplanter. Da 👤Jesus hænger på korset, får han vin blandet med malurt (Matt 27,34).

dvs. Golgata, som betyder hovedskalsted (Matt 27,34).

dvs. den gravlund, hvor 👤Jesus blev gravlagt i en klippehule (Matt 27,60 og Joh 19,41).

hentydning til de ni hjerter og tre løver i det danske statsvåben eller lille rigsvåben, der har været kendt siden Valdemarernes tid.

jf. 👤Jesus, der var gravlagt i klippegraven, og den romerske gravvagt (Matt 27,57-66).

dvs. klædt i ligklæde (ved jordefærd); bibelsk, poetisk eller højtidelig sprogbrug.

dvs. 👤Kristus, jf. Hebr 12,2.

jf. Sl 126,5: “De, som saae med graad, skal høste med fryde-sang” ( Biblia 1787).

jf. 👤Jesu opstandelse (Matt 28,1-7) og især, at vagterne “skælvede af frygt for ham og blev som døde” (Matt 28,4).

dvs. de præster, der mere tilhører denne verden i modsætning til de troende (se bl.a. Joh 18,36). Der er sandsynligvis tale om rationalistiske teologer, som Grundtvig havde lagt sig ud med ved flere lejligheder og nu sidst i forbindelse med Kirkens Gienmæle i 1825 (se indledningens afsnit Grundtvigs nye kristendomsforståelse og de rationalistiske teologer).

jf. den vantro 👤Thomas, der skulle se 👤Jesu naglemærker og stikke sin finger i dem (Joh 20,24-29).

👤Ansgar begyndte at forkynde evangeliet i de danske områder i 826 (se indledningens afsnit Ansgar og de nordiske magthavere). Det glade budskab er en fordanskning af det oprindeligt græske ord, evangelium.

jf. Mark 16,16. Tro på Gud og håb om frelse hører nøje sammen i Det Nye Testamente. Ved dåben får den troende barnekår hos Gud, jf. f.eks. Rom 8,15 f. Specielt om barnedåb, jf. Mark 10,13-16.

dvs. fra dåbsvandet. Sære kan betyde 'særlige' eller 'mærkelige'.

Tusindåret for 👤Ansgars komme til Danmark sammen med den den nydøbte 👤Harald Klak og hans følge skulle fejres officielt pinsedag, den 14. maj 1826. Et resultat af 👤Ansgars missionsvirksomhed var, at der blev bygget en kirke i Hedeby, og at kirken fik en klokke (se indledningens afsnit Ansgar og de nordiske magthavere og punktkommentaren til Igien fik Hedeby sin Præst).

Pga. pinseunderet (ApG 2,1-13) kunne apostlene og deres efterfølgere forkynde evangeliet om 👤Jesu komme til verden på fremmede sprog.

dvs. sange, skrevet til minde om en begivenhed. Udtrykket indeholder muligvis et ordspil på de middelalderlige, især tyske minne- eller trubadursange.

dvs. jubilæumsfejringen af 1000-året for den begyndende kristne mission i Danmark. De officielle jubilæumsfestligheder skulle foregå 1. pinsedag, d. 14. maj 1826.

dvs. 👤Ansgar, der først var munk og siden også blev præst.

I 1826 var både Uppsala og Lund med deres gamle universiteter og kirkelige institutioner betydningsfulde kirkelige og kulturelle magtcentre. I Sverige var der mindst én bogudgivelse i anledning af jubilæet (se indledningens afsnit Tusindårsjubilæet for den danske kirke).I begge byer findes imponerende domkirker i henholdsvis gotisk og romansk stil.

Bremen var 👤Ansgars bispesæde, hvor han døde og blev begravet. I anledning af jubilæet var der adskillige bogudgivelser fra Bremen og Holsten (se indledningens afsnit Tusindårsjubilæet for den danske kirke).

dvs. en bog for sværmere. Der hentydes sandsynligvis til, at Grundtvig og hans meningsfæller af de toneangivende rationalistiske teologer blev betragtede som sværmere eller afvigere i deres opfattelse af den rette tro (se indledningens afsnit Tusindårsjubilæet for den danske kirke og Grundtvigs nye kristendomsforståelse og de rationalistiske teologer).Udtrykket sværmere blev specielt brugt om en række kirkesamfund, der i deres opfattelse af kristendommen afveg fra den lutherske lære. Lægmandsbevægelserne på denne tid blev ofte unuanceret opfattede som sværmeriske eller sekteriske (se Rønning 1911, bind 3:1, s. 98).

tusindårsjubilæet for 👤Ansgars komme til Danmark i 826 og den danske kirkes grundlæggelse.

hentydning til 👤Jesu opstandelse (Matt 28,1-7).

jf. at kvinderne kom til graven i morgengryet på den første dag i ugen (Matt 28,1).Grundtvig har kendt udtrykket fra 👤Thomas Kingos kendte salme “Som den gyldne Soel frembryder”, strofe 1.

jf. pinseunderet i Jerusalen (ApG 2,1-13).

Strofen hentyder til de rationalistiske teologer, som Grundtvig var oppe imod omkring 1826 (se indledningens afsnit Grundtvigs nye kristendomsforståelse og de rationalistiske teologer).

allusion til argumentationen i Rom 6, især Rom 6,20-21.

sammenhold med Grundtvigs udfald mod “det ny exegetiske Pavedom” i Kirkens Gienmæle 1825, s. 31 (se indledningens afsnit Grundtvigs nye kristendomsforståelse og de rationalistiske teologer).

De rationalistiske teologer med den teologiske professor, 👤H.N. Clausen, i spidsen, der havde en lærestol i dogmatik, sad inde med magten til at give den officielle udlægning af kristendommen i Danmark.

hentydning til 👤Jesu opstandelse af graven (Matt 28,1-7).

rygtes.

hentydning til jordskælvet ved 👤Jesu opstandelse, og til at englen, der væltede stenen fra graven, “var som lynild” (Matt 28,2-3).

dvs. 👤Jesus og hans genkomst ved tidernes ende.

et ordsprogslignende udsagn, jf. “Nødløgn er ikke forbudt” (Mau 1879, s. 675, andet afsnit).

Sig (imperativ pluralis).

hentyder til begrundelsen for gravvagten (Matt 27,62-66), og at vagten blev bestukket til at udbrede en løgn (Matt 28,11-15), specielt Matt 28,13.

jf. Matt 28,15.

rygtet om, at liget blev stjålet.

kunne hentyde til de fjender, der spottede Ansgar, fordi han ville påtage sig at missionere i Danmark, se digtet “Ansgar ɔ: Æsger” s. 23.

hentyder til 👤Jesu himmelfart (Luk 24,50-53) og håbet om optagelse af de troende i det himmelske Jerusalem (Åb 21).

opfordring til at indtage det tidligere, fællesnordiske ærkebispesæde (se kommentar til Selv i Upsala og Lund).

jf. faderens replik til den hjemmeboende søn (Luk 15,31) i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32).

dvs. gid den må etc.; verbet er i optativ.

jf. Åb 21,2.

her: indtil.

jf. Matt 24,30.

et bearbejdet citat fra visen “Danmark, deiligst vang og vænge”. Se kommentaren til Marken, lukt med Bølgen blaa.

Anvendt litteratur

Trykt

Utrykt

Anvendte websider

  • Lexikon des Mittelalters
  • Danmarkshistorien
  • Danmarkshistorien, leksikon og kilder
  • Wikipedia, engelsk
  • Oxfordreference