Grundtvig, N. F. S. Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret

37

Christi Kirke.

(til Dana.)

1

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de fagre Høie,
Find din Krones Byrde let!
Trøst dig over Tidens Møie!
Dybt i Dane-Kongens Favn
Hilset vær i 👤Jesu Navn!

2

Meget kan jeg lignes ved,
Jordisk talt, som Himmerige,
Som en Fattig med Guds Fred,
Som Guds Hus og Himmel-Stige,
Ja, som den, Han haver kiær,
Hvem alt Sandt er lige nær!

3

Øiet seer mig først paa Jord,
Som et Hus med høie Gavle,
Der omhvælver, paa Guds Ord,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Pegende med Gylden-Spir,
Paa den deiligste Saphir!

4

I min Kraft, i Herrens Navn,
Er jeg ved en Mand at ligne,
Som har Bod for alle Savn,
Kan oplive og velsigne,
Kan ledsage i Hans Fjed,
Som er Præst af Evighed!

5

38I min dybe Hjerte-Rod,
Ligner jeg dog mest en Kvinde,
Som har smagt, at Gud er god,
Føler, hun er Hans Veninde,
Der af 📌Paradis gik ud,
For at fæste sig en Brud!

6

Det hvormed jeg allerbedst,
Kan for Verden mig betegne,
Er, at som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne,
Kan mit Fædre-Land kun naae,
Over Bølge-Skyer blaa!

7

Aabenbar, som Lys og Dag,
Saa jeg vandret har paa Kloden,
Siden Soel med Velbehag,
Speiled sig i 📌Jordans-Floden,
Hvor sin Rede, bygt fuldgrandt,
Duen fra Guds 📌Eden fandt!

8

Paa den store Pindse-Fest,
Ved hvis Ild jeg altid sjunger,
Fik jeg, som al Jordens Giæst,
Mange Fødder, alle Tunger,
Bruger dem, til, ene tallt,
Gud skal være Alt i Alt!

9

39 Eens til alle Folke-Færd,
Raaber jeg, med deres Tunger:
Livets Brød kom eder nær,
Tager, stiller Sjælens Hunger!
Vender om til Gud, og troer
Kiærlighedens dybe Ord!

10

Faderen saa høit i Løn,
Elsked de forlorne Trælle,
At Han sin eenbaarne Søn
Deres Brøde lod undgiælde;
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Sønnen selv mig saa har lært!

11

Sønnen selv nedsteg til Jord,
Fødtes, lærde, leed og døde,
Ja, til Nattens Hjem nedfoer
Evighedens Morgen-Røde,
Stod igjen, som Soel af Hav,
Straalende dog op af Grav!

12

Dermed dyrt har han fortjent
Sine Venner Glands og Glæde,
I hans Navn er jeg udsendt,
Dem at samle om hans Sæde,
Til hans Fylde, med hans Aand,
Ved hans Faders høire Haand!

13

40 Kommer da, i 👤Jesu Navn,
Om Guds Venner I vil være!
Troer, at til Glædens Havn,
Daabens Ark kan eder bære,
Trods Synd-Floden, som med Gny
Rager brusende i Sky!

14

Troer det, paa 👤Jesu Ord,
At, skiøndt Støvets Øie brister,
Hjertet dog ved Herrens Bord,
Faaer et Liv, det aldrig mister!
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært!
Evigt Liv er Alting værdt!

15

Saa jeg raabde, hvor jeg kom,
Hvor jeg stod, om end paa Gløder,
Saa jeg Daab og Christendom
Bar til Græker, som til Jøder,
Saa, til Liv og Død, paa Jord
Førde rundt jeg Korsets Ord!

16

Alt som Herren, trindt paa Jord,
Raabde jeg, blandt alle Slægter:
Troer ubeseet Guds Ord!
Lykkelig er hvo det mægter!
Dog enhver, som det attraaer,
Troen og i Hænde faaer.

17

41Hvor jeg vandred, i hver Egn,
Mine Spor end staae paa Tue!
Saae end før I store Tegn,
Større kan hos mig I skue:
Stumme sang, da Blinde saae
Dødninger af Grav opstaae!

18

Dronning over 📌Dane-Mark:
Sletten med de gamle Høie!
Ogsaa dig jeg bød min Ark,
Til den døde Sø at pløie!
Som din Giæst, jeg glad dig bød
Livets himmelfaldne Brød!

19

Ingensteds, paa lange Tog,
Saae jeg Korsets Banner flagre,
Yndelig som Dannebrog,
Over Plov paa vaade Agre,
Hvor i Svane-Vangen laae
Marken, lukt med Bølgen blaa!

20

I den mørke Hedning-Tid,
Før jeg kom med Morgen-Røden,
Vel du segned i hver Strid,
For din Arve-Fiende: Døden,
Leved dog, med Blomster-Kaar,
Altid op i lune Vaar!

21

42 Skjold-Mø var dit gamle Navn,
Som du med det Ny skal bære,
Naar du, i den høie Stavn,
Toner Seiers-Flag med Ære,
Kaldt af Ham en Daatter bold,
Som er baade Soel og Skjold!

22

I den gamle Kæmpe-Old,
Skjold-Mø prud i Borge-Stue!
Var en Urte-Kost dit Skjold,
Og dit Lys en Arne-Lue,
Var dit Værn mod Dødens Harm,
Blomster-Haab i Engjords-Barm!

23

Derfor prægtigst man dig saae,
Som Bryst-Billed over Mulde,
Under Havfru-Kaaben blaa,
Med et Bøge-Skjold mod Kulde,
Og, trods Vinter-Fuglen, varm,
Med en Blomster-Kost i Barm!

24

Haabets Blomster, dem du fandt,
Under 📌Paradisets Giærde,
Sukkende du sammenbandt,
Under Sang af Kæmpe-Sværde
Om et evigt Helte-Navn:
Mande-Bod for Hjerte-Savn!

25

43 Derfor ingen Rydde-Jord,
Selv ei efter Skov af Skjalde,
Fandt det store Livets Ord,
Som var bedre i at falde,
Knap en Mark paa Jordens Bold,
Hvor det bar saamange Fold!

26

Giødet blev ei her med Blod,
Marken ei med Sværde pløiet,
Meget har, med Haand og Fod,
I din Tjørne-Lund jeg døiet,
Aldrig bedre dog min Plov
Gik, end her i Norden-Skov!

27

Seen var Marken at besaae,
Sene-Græsset ondt at dæmpe,
Seent maa Alt fra Haanden gaae,
Hvor alt Godt maa skee med Læmpe:
Seent men sødt i 📌Dane-Vang
Lyder Nattergalens Sang!

28

Ei med Øxe-Blad paa Rod
Bøied her sig Bøge-Stammen,
I dens Ly tvegrødet stod
Rug og Klinte blandet sammen;
Er end svart det at forstaae,
Høstens Herre vil det saa!

29

44 Som en Giæst i Kongens Gaard,
Kom jeg til de Lunde-Mærker ,
Hvor jeg nu i tusind Aar,
Øved Lysets Kæmpe-Værker,
I Hans Navn, hvis Straale-Krands
Er kun Livets Krone-Glands!

30

Her kun trued Træ, ei Staal,
Torne kun, ei Ulve-Tænder;
Tændtes her et Vidne-Baal,
Var det kun med Vidners Hænder,
Som for Ham, de bygged paa,
Turde godt i Ilden gaae!

31

Tit jeg vel har truet med,
Tjørne-Lunden Rygg at vende,
Aldrig dog, ved grønne Bredd,
Kunde jeg det naae og nænde,
Altid Nattergalen sang:
Seent men sødt i 📌Dane-Vang!

32

Gik jeg bort en liden Stund,
Det var kun til Malurt-Haven,
Galge-Bakken, og den Lund,
Hvor mig favned Klippe-Graven;
Det var kun en Kæmpe-Gang,
Under Muld, for 📌Dane-Vang!

33

45 Saa fuldende i Hans Spor,
I Hvis Navn jeg Alting øver,
Maatte jeg ensteds i 📌Nord,
Mellem Hjerte-Folk og Løver:
Hist paa Korset randt mit Blod,
Her jeg mig begrave lod!

34

Her jeg laae i Klippe-Skiød,
Jordeklædt med Venne-Hænder,
Om end Udgang mig forbød
Fiende-Sværd ved Romer-Lænder!
Dog, har Venner ret man kiær,
Ændser lidt man Fiende-Sværd!

35

Den som trodsed Korsets Skam,
Gik for Vennerne i Døden;
Hvo kan vel forhindre ham,
Fra at trøste dem i Nøden,
Fra at vende, ved en Gang,
Deres Graad til Fryde-Sang!

36

Derfor, Dronning! jeg opstod,
Trods de skarpe Romer-Sværde,
Ingen af dem havde Mod
Til at klappe mig om Hærde,
Ingen af dem havde Valg,
Alle smukt de blev i Balg!

37

46 Saa hilsæl, du Dronning god!
Smil nu ad de Dødes Rige!
Selv du seer, at jeg opstod,
Hvad end Verdens Præster sige;
Tvivler Nogen i din Gaard,
Til hver Haand har jeg et Saar!

38

Det hvormed jeg allerbedst,
Kan for Verden mig betegne,
Er, at som en fremmed Giæst,
Jeg omvanker allevegne;
Kan mit Fædreland kun naae,
Over Bølge-Skyer blaa!

39

Derfor staaer jeg som en Giæst,
Kommet fra de Dødes Rige,
Hvor Beskeed man lærer bedst,
Om hvad Liv og Død vil sige!
Saa det glade Budskab bar
Aarle jeg dig med 👤Ansgar!

40

Altid kiender man mig bedst,
Naar i Dagningen det kimer,
Til en hellig Glædes-Fest,
Som med Verden ei sig rimer,
Holdes kun, hvor Tro og Haab
Juble over Barne-Daab!

41

47Verden mod det sære Kluk
Døver sig da kiækt og gierne,
Men naar da, med Hjerte-Suk,
Pilegrimme fra det Fjerne,
Samles fromt ved Herrens Bord,
Synligst da jeg er paa Jord!

42

Saa engang fra 📌Hedeby,
Tusind Aar før disse Dage,
Kimed sødt det under Sky,
Da Kong 👤Harald, vendt tilbage,
Sad paa Haand en fremmed Fugl,
Sang med Pindse-Røst om Jul!

43

Saa det kimer under Sky,
Atter over 📌Dane-Vange,
Her som hist fra 📌Hedeby,
Giennem Danske Minde-Sange;
Folket, som en fremmed Giæst
Kalder jeg til Jubel-Fest!

44

Verden spørger med et Smil:
Hvad er her at juble over?
Kirken efter gammel Stil,
Hvori Folket tro'r og sover,
Kirken med sin Munke-Præst,
Holder den nu Jubel-Fest!

45

48 Selv i 📌Upsala og 📌Lund,
Trods de stolte Bauta-Stene,
Mindet har dog ingen Mund,
📌Danmark juble maa alene!
Taus, 👤Ansgar! er, som din Grav,
Krogen med din Bispe-Stav!

46

Dumhed er, paa Verdens Sprog,
Hvad der tækkes ikkun Daner,
Galskab, hvad i Dane-Krog
Viger af fra Verdens Vaner,
Kun i Sværmer-Bogen staaer
Tegn ved Kirkens Tusind-Aar!

47

Det er, hvad jeg, som en Giæst
Fra de døde Aanders Rige,
Veed, at om min Jubel-Fest
Alle Munde der vil sige,
Saa dens Priis i hver en Egn,
Vorder Livets Kiende-Tegn!

48

At af Døde jeg opstod,
I en Paaske-Morgenrøde,
Visselig er Grund fuldgod
Til, at Pindse-Tunger gløde!
Men ei Grund til Jubel der,
Hvor kun Døden man har kiær.

49

49 Hvo som Aanden slog ihjel,
For dens Navn og Gods at arve,
Hvo som, skiøndt al Verdens Træl,
Blænder Folk med Friheds-Farve,
Hyle maa, naar Liv og Aand
Sønderrive Dødens Baand!

50

Hade maa mit Jubel-Aar,
Hvo der veed, som hver en Pave,
At han er, naar Aand opstaaer,
Kun en Orm i Bogstav-Grave,
Og har dog, med Støv i Mund,
Sat sin Stol paa Aandens Grund!

51

At mit Klippe-Fængsel brast,
Det skal blege Munde sige,
Saa det bradt og vidnesfast,
Spørges til de Dødes Rige;
Men før Dødning-Folket tro'r,
Det afsværger selv sit Ord!

52

Vel, naar med det Torden-Ord,
Vidnerne for Raadet komme,
Grues lønlig trindt om Bord,
For den Stærkes Straffe-Domme,
Dog om mig det lyde maa,
Som om Ham, jeg venter paa:

53

50 Liden Løgn er Pligt i Nød,
Har sig selv han overlevet,
Er han jo saagodtsom død,
Siger kun, som der staaer skrevet:
Hans Opstandelse er Pral,
Han af Graven sig kun stjal!

54

Saa skal i de Dødes Land,
Sagnet gaae for rede Penge,
Og dets Gienlyd over Strand
Selv i 📌Norden have Giænge,
Saa jeg kiendes allerbedst
Paa den Danske Jubel-Fest!

55

Saa, til Trods for Verdens Dom,
Og al Spot af døde Franker,
Med 👤Ansgarius jeg kom,
Hid, hvor 📌Nordens Hjerte banker,
Saa jeg her, med Aasyn klart,
Vandrer til min Himmel-Fart!

56

Død for Verden, som mig saae,
Kun i hvad den har korsfæstet,
Lever skjult jeg i den Vraa,
Jeg nu anden Gang har giæstet,
Synlig, baade fjern og nær,
Kun for dem, mig have kiær!

57

51Dog paa mine dybe Spor,
Langs ad Jordens Kirke-Stræde,
Som paa Kraften af mit Ord,
Og paa mine Venners Glæde,
Kiendeligst jeg netop nu,
Er til mine Fienders Gru!

58

Hæv dig, Skjold-Mø prud af Muld!
Thron i 📌Lund paa mine Vegne!
Alt mit Sølv og alt mit Guld
Du for Verden dig tilegne!
Tag det kiærlig, brug det frit!
Alt hvad mit er, det er Dit!

59

Dronning over Vide-Slet:
Marken med de grønne Høie!
Blomster-Krands er Krone let,
Stakket Vinter-Dagens Møie,
Liflig er din Aften rød,
Evig er din Hvile sød!

60

Bøge-Lund i 📌Dane-Vang
Hvælve sig med Løvsals-Bue!
Tusind Fugles Aften-Sang,
Stige fra dens Blomster-Tue,
Dale, Dronning, og med Lyst
Bølge om dit Skjoldmø-Bryst!

61

52 Naar da, som en Himmel-Brud,
Klarlig, du mit Hjerte ligner,
Som en Præst, i Herren prud,
Aandelig jeg dig velsigner,
Til, med Evighedens Ny,
Kongen dages høit i Sky!

62

Tone skal det da paa Straa,
Som i Borg og Blomster-Enge:
Nu med Bølgen himmelblaa,
📌Danmark, deiligst Vang og Vænge!
Lukkes du af Kongen bold,
Som er baade Soel og Skjold!