↩
32
435
(PS)
Dog, først i Himlen faae vi Ro,
►End skulde prøves haardt min Tro:
►Sig reiste En af Konge-Blod
Mod 📌Danmarks 👤Hedrik Eiegod,
Og fik, af Vikinger paa Hav,
Saa frygteligt et Følgeskab,
At skiøndt, i Land, hvor Slaget stod,
Der kæmpedes med Løve-Mod,
For Kongens Liv og Rigets Vel,
Saa havde Fienden dog det Held,
At i det Blod-Bad reves hen
Kong 👤Hedrik og hans gode Mænd;
Og ► Rigets Arving,
👤Hedrik Barn,
Han faldt i slemme Skalkes Garn,
Som idelig ham foreholdt,
At Christendommen havde voldt,
Med Guders Vrede, Himlens Straf,
Som 📌Danmark følde Vægten af!
Nu laasedes da Kirke-Dør,
Hvor den stod vidt paa Gavlen før,
Thi 👤
Huge Jarl i 📌Hede-By
Var Høvedsmand for Troppen ny,
Som skaffe vilde Landet Ro,
Ved Daare-Strid mod Sandheds-Tro,
Og som han Laas for Kirken slog,
Saa Præsten han af Landet jog!
Da klagede jeg Kirkens Nød
For ►Kongen, som den ►grunde bød,►
►For Ham, der taler, saa det skeer,
►Og Fiende-Skaren høit beleer!
33Han hørde mig, og førend jeg
Til ►Dane-Drotten kom paa Vei,
436
(PS)
31
(US)
Mig giæsted alt hans Sende-Bud,
Med Virak for de Christnes Gud!
►Igien fik 📌Hedeby sin Præst,
Ja, en fik
📌Ribe
snart dernæst,
Og, hvad man aldrig saae tilforn,
Nu Kirken fik et Klokke-Taarn,►
Saa kimes kunde høit i Sky
Med Glædes-Kald fra By til By!
For 👤Huge Jarl ei Nogen skjalv,
Han fredløs blev, saa halv om halv:
Uddreves bradt af 📌Hedeby,
Og skulde Kongens Øine skye!
►Men 👤Borkar Jarl, den ►Dannemand,►
►Kun reddet, som af Ild en Brand,
Da, af det gode Hjertes Børn,
Der gjordes ►Bradd til Ulv og Ørn,
Han atter, som det faldt sig bedst,
Kom til at stande Kongen ►næst,
Og aldrig meer en ►Avinds-Mand
Brød ►Kirke-Fred i 📌Dane-Land,►
Saa jeg hensov i saligt Haab,
Om Grøde efter Dane-Daab!
►Ja, med det Haab, som Herren gav
Den første Bisp, hvis Hyrde-Stav
Berørde 📌Danmarks Grændse-Skiel,
Med
👤Ebbes
Haab om sjeldent Held;►
►Thi Fyr og Flamme var den Mand
34For ►Plantelsen i 📌Dane-Land,►
►Og raabde, ►end fra Gravens Bredd,►
Til mig Modfaldne: ►vær ei rædd!
437
(PS)
Hvad Fæste fik i Jord saa god,
Det rykkes aldrig op med Rod,
Og sank end baade Bul og Top,
►Af Stubben groe igien de op,
Og i det sidste Hjerte-Skud►
Der ruges Fugle-Unger ud,
Som bære sjungende i Favn
►Til Verdens Ende Herrens Navn!►
Det var hans Spaadom, og mit Haab,
Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab
Om ►Kronen prud, jeg stirred paa,
►Til Øiet brast i dunkle Vraa!
32
(US)
O, søde Guddoms-Røst: far hen!
Og kom saa hid til mig igien!
Du misted da vel, ved min Synd,
I Tidens Løb din halve Fynd,
►Saa rødmende jeg skal indgaae
Til meget Mindre end jeg saae!►
Dog, ►
👤Jesus! Herre! i din Haand
Befaler evig jeg min Aand!!►