Grundtvig, N. F. S. Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret

Monologform

✂ ►Rimkrønikens konsekvente brug af monologformen bevirker, at den enkelte konge som jegfortæller undertiden ikke bare beretter om sit eget liv med dets betydningsfulde hændelser, men også gengiver sin egen død og sit eftermæle. Dette træk har Grundtvig overtaget i digtet “►Ansgar”, hvor hovedpersonen fortæller detaljer fra sit eget dødsleje, f.eks. “Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab / Om Kronen prud, jeg stirred paa, / Til Øiet brast i dunkle Vraa!” og gengivelsen af hans egne ord fra dødsøjeblikket (s. 34). Det hører med til stilen, at jegfortælleren gengiver forhold, han ikke kan være vidende om, som når der i “►Harald Klak” refereres en replik af kejser 👤Ludvig fra før, den berettende 👤Harald Klak ankommer til kejserens borg (s. 3 f.).

✂ Monologformen fra ►Rimkrøniken ligger også bag bruddet med formen i “►Rimbert”. Her fortæller 👤Rimbert ikke om sit eget liv, men holder en lovprisningstale over 👤Ansgar til et imaginært publikum, indledt med retoriske spørgsmål. Ved at spille på stilen viser forfatterpersonen indirekte, at indholdet i 👤Rimberts eget liv var 👤Ansgars liv og gerning og formidlingen af disse. Det var 👤Rimbert, der skrev ► Vita Ansgarii (da. Ansgars Levned), og det var ham, der videreførte 👤Ansgars missionsgerning ved at blive hans efterfølger i ærkebispesædet. Samtidig formidler bruddet med formen på sofistikeret vis 👤Rimberts evangeliske ydmyghed og det at have taget et helligt liv som forbillede for sit eget liv, alt sammen træk, der indgik som vigtige dele af det middelalderlige fromhedsideal.

✂ Også monologformen i det afsluttende digt “►Christi Kirke” er inspireret af ►Rimkrøniken. Her er jeget en personificering af den almindelige kristne kirke, der præsenteres i digtets første strofer.

Indledningsvers

✂ I ►Rimkrøniken er det almindeligt, at et digt indledes med nogle vers af mere almen, tit moraliserende karakter. Det kan være en leveregel eller et ordsprog, der så efterfølgende eksemplificeres gennem beretningen om den pågældende konges liv. I en kladde til “►Ansgar ɔ: Æsger” har Grundtvig arbejdet med sådanne indledningsvers:

✂

1

✂ 👤Ansgar ɔ: Æsger
Verden er falsk, som Skum paa Vand,
Hun skuffer dem mest, som hun føier,
Kiød er som Græs, saa vee den Mand,
Der til det, som Støtte sig bøier!
Lettere sagt er intet Ord,
Og klarere er ingen Tale,
Høres dog mindst af Alt paa Jord
I Hytter og Høielofts-Sale!

(►Grundtvig-arkivet, fasc. 388.107, transskriberet af GV med udeladelse af intern varians).

✂ Grundtvig kasserede versene. På et andet manuskriptark, der indeholder 36 vers fra digtets begyndelse, findes de traditionelle indledningsvers ikke, og de første verslinjer afviger kun ubetydeligt fra førstetrykkets version (►Grundtvig-arkivet, fasc. 388.106).

Historiserende stiltræk

✂ ►Rimkrønikens brug af en jegfortæller, der beretter om sit eget liv, giver en illusion af autenticitet, der dels styrker beretningen som et udtryk for sandfærdig historiefortælling, og dels giver den et skær af personlig bekendelse. Bruddene i jegfortællingen peger samtidig på tekstens karakter af fiktion. Denne effekt overfører Grundtvig på jegfortællerne i sin digtkreds. Illusionen om fortællere fra 800-tallet, der beretter om selvoplevede, samtidige hændelser samt egne drømme og tanker, bliver understreget af den arkaiserende sprogbrug.

✂ Især de tre historiske digte er fyldt med ord og vendinger, der var gammeldags allerede i Grundtvigs samtid, og som har til hensigt at signalere et middelalderligt præg. Nogle udtryk er hentet fra folkevisernes almindeligt brugte formler som “Der axled jeg Skarlagen-Skind” (s. 26) og “i den Danske Konges Gaard / i Kongens Gaard” (s. 27 / 44). Fra folkevisernes sprogbrug stammer også det hyppigt anvendte adverbielle, forstærkende led 'fuld-' i eksempelvis “fuldsær” og “fuldblege” (s. 8) (jf. ►Skautrup 1947, bind 2, s. 76).

✂ Andre eksempler er brug af forældede kasusformer som det dativiske “i Volde” (s. 2) og bøjning af stedord i køn og med subjektgentagelse som i “den Daab er Sjæle-Gavn, / Med Troen hun Salighed volder” (s. 8). Ligeledes anvendelsen af verbalformer som “gange” med præteritumsformen “ginge” for henholdsvis “gå” og “gik” (s. 2, 14) og udtryk som “Herre-Færd” (dvs. stateligt optog, s. 3) og “Ære-Skiænk” (dvs. æresgave, s. 30). Mange af disse ord og udtryk underbygger desuden tekstens poetiske stilleje. Det samme kan siges om et udtryk som “tie kvær” (dvs. ti stille!, s. 4), der i 1800-tallet blev hentet fra folkeviser og dialekter af tidens digtere for at gøre sproget mere poetisk og gammeldags.

✂ Også ►Rimkrønikens anvendelse af ordsprog og talemåder er videreført i digtkredsen og giver en gammeldags sprogtone. For eksempel indeholder digtene et ordsprog som “Hvert Æble fuldlangt man trille maa, / Før meer det ei smager ad Roden!” (s. 13), der kan føres tilbage til 👤Peder Laales ordsprogssamling på latin og dansk, der formentlig stammer fra midten af 1300-tallet. De fleste af ordsprogene findes i 👤Peder Syvs store ordsprogssamling fra 1682-1688, ►Aldmindelige Danske Ord-Sproge og korte Lærdomme, der bl.a. bygger på ældre kilder. I 1817 have Grundtvig i artiklen ►“Om Ordsprog” bl.a. understreget ordsprogenes ælde (►Danne-Virke 3 1817, s. 62-88; ►Bibliografien 312; se ►Lundgreen-Nielsen 1980, bind 2, s. 734-736).

✂ Alle disse eksempler styrker illusionen om, at digtkredsen er en poetisk tekst fra fortiden. Der henvises i øvrigt til de mange punktkommentarer, der beskriver stiltrækkene.

Pastiche

✂ Det må ikke overses, at digtkredsen på mange måder sprænger ►Rimkrønikens stil. Et påfaldende træk er brugen af underdrivelser, drillerier og ironiske bemærkninger hentet fra talesproget, f.eks.

2

✂ Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
Dog førde lidt meer udi Skjolde!
Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
Som Katten man træder paa Hale!
For Tunge ei hold din hvasse Tand,
Om mærke vi skal paa din Tale! (s. 12).

✂ Også den hyppige anvendelse af bibelallusioner i digtkredsen adskiller den fra ►Rimkrøniken, der kun indeholder få parafraser af bibelsteder. I digtkredsen er henvisningerne til ►Bibelen et iøjnefaldende træk alene på grund af deres mængde. I begyndelsen og slutningen af “►👤Harald Klak” findes der f.eks. også henholdsvis en omvendelsesprædiken (s. 1 f.) og en kristen bekendelse (s. 15 f.). Der henvises i øvrigt til punktkommentarerne og bibelstedsregisteret.

✂ Dertil kommer tilføjede emner, temaer og stiltræk, der er karakteristiske for Grundtvigs værker, og som når ud over ►Rimkrønikens rammer og horisont. Eksempelvis kan nævnes den tematiske sammenligning af asatro og kristendom i “►Harald Klak”.

✂ Alligevel overtager digtene i digtkredsen så mange stiltræk fra ►Rimkrøniken, at man kan hævde, at digtene bidrager til at danne en egen undergenre. Man kan sige, at ligesom romantiske digtere som 👤Oehlenschläger efterlignede den middelalderlige folkevise i en folkevisepastiche som “►De tvende Kirketaarne”, så efterlignede Grundtvig den middelalderlige historiefortælling på dansk, ►Den danske Rimkrønikes kongerim, i pastichen “►Harald Klak”. Samtidig udvidede han genren til at omfatte andre betydningsfulde, middelalderlige personligheder. De stiltræk, der er overtaget og omformet fra ►Rimkrøniken, er med til at give digtkredsen i ►Kong Harald og Ansgar en tilstræbt ægthed og historisk forankring, men også et folkeligt præg, der gør det historiske stof til en levende fortælling.