Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kong Harald og Ansgar. Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog til Jubel-Aaret

I denne periode genoptog Grundtvig sin beskæftigelse med den middelalderlige danske rimkrønike. Hans fascination af skriftet stammede fra ca. 1815 og havde bl.a. sat sig spor i en udgivelse af dele af Rimkrøniken i Danne-Virke 1 1816 (Bibliografien 297) og en afhandling om den i Danne-Virke 4 1818-1819 (Bibliografien 342) (se Toldberg 1954, s. 40-95). Den ydre anledning til genoptagelsen var 👤Christian Molbechs udgave af Den danske Riimkrønike i december 1825 (Bogfortegnelsen 1839, nr. 2435). Grundtvig skrev til 👤Molbech: “Denne Bog har, lige siden jeg fik den, som stedse ved et godt Tilfælde, fra Jul til Paaske været min daglige, eller, da Dagen tit var optaget, snarere min natlige Læsning” (Molbech og Grundtvig 1888, s. 142). Foruden til en meget grundig og kritisk anmeldelse i Nyt Aftenblad over flere numre fra 1. april til 6. maj (Bibliografien 429), inspirerede udgivelsen Grundtvig til selv at skrive litterære værker i rimkrønikestil. Indledningen blev gjort med “Broder Niels fra Soor” med betegnelsen “Efterskrift til den danske Rim-Krønike” (i Nyt Aftenblad 1826, nr. 4, s. 25-27; Bibliografien 428), og det fortsatte med Grundtvigs egen bearbejdelse af Rimkrønikens digte (Bibliografien 430), der dog først blev udgivet i 1834 (se Bibliografien 539). Samtidig med disse værker var det, at Grundtvig skrev Kong Harald og Ansgar, hvor især de tre historiske digte er fuldgyldige og varierede udtryk for hans inspiration fra Rimkrøniken.