↩ Striden skabte et umådeligt røre, og det tærede uden tvivl på Grundtvig, at han havde pådraget sig “det haardeste og afskyeligste, jeg kjender: en Injurieproces” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 72). For ham var konflikten et samvittighedsspørgsmål, som han skrev til 👤Christian Molbech (►Molbech og Grundtvig 1888, s. 141). Men han fandt dog lyspunkter. I samme brev fra 28. marts 1826 gav han udtryk for, at han håbede, at han snart ville få bedre mulighed for at beskæftige sig med, “hvad der er mit Hjertes Lyst, og, i al den Tid jeg kan afvinde Striden, alt længe min ivrige Syssel: poetisk og historisk, saa godt jeg kan, at opklare saavel det christelige, som det danske Folke-Liv i de forrige Tider, uden med mindste Tvang at ville sammenblande deres Træk, eller lade dem skiære hinanden, uden hvor de historisk mødes” (►Molbech og Grundtvig 1888, s. 141). Et sådant arbejde er netop et værk som ►Kong Harald og Ansgar et resultat af.