↩ Denne udlægning havde Grundtvig åbenbart ikke uden videre ret i. Resolutionen gik muligvis ud fra, at salmerne skulle vælges blandt de salmer, der var autoriserede og tilgængelige i den officielle salmebog, som det normalt kun var tilladt at benytte salmer fra i en gudstjeneste. Grundtvig kunne med desto større ret have været i tvivl, eftersom biskop 👤Münter havde anbefalet, at de salmer, han havde ladet trykke i ►skriftet om 👤Harald Klaks dåb, kunne synges ved festgudstjenesterne. Blandt disse salmer var nemlig også nogle, der ikke var autoriserede, og som ikke stod i salmebogen. 👤Münters skrift var “udgivet i Følge Kongelig allernaadigst Befaling”, altså anerkendt af kongen og betalt af dennes kasse. En af salmerne heri, nemlig provst 👤F. Schmidts “►I Tidens dunkle Strøm forsvandt”, der var digtet til lejligheden, blev endog efter kongens befaling sunget ved slotskirkens indvielse samme dag som jubelfesten, den 14. maj 1826. Det, som 👤Clausen havde indskærpet Grundtvig, var, at uden tilladelse måtte ingen andre salmer end dem i salmebogen synges ved festgudstjenesterne. Grundtvig kunne opfatte indskærpelsen som et forsøg på et forbud, der havde specifik adresse til ham.