↩ Grundtvig svarede dagen efter, den 1. maj, at han umuligt kunne have misforstået den kongelige resolution, der med en enkelt undtagelse ganske tydeligt tillod præsterne at gå uden for salmebogen. Grundtvig skrev: “Kan jeg end derfor ikke udgrunde Deres Høiærværdigheds Hensigt med fornævnte Skrivelse, maa jeg dog ikke ansee den for stilet mod Friheden, Majestæten allernaadigst har forundt os, og H. H. 👤Biskoppen, ved Udgivelsen af nye Jubel-Psalmer, opmuntret os til at benytte” (►Breve 2 1926, nr. 295). I Grundtvigs brev virkede det, som om han blot ville rette en misforståelse: stiftsprovsten ville vel næppe forbyde, hvad 👤kongen i sin resolution havde givet frit. Og stiftsprovsten ville vel næppe forbyde de ikke-autoriserede salmer fra skriftet om 👤Harald Klaks dåb, som biskoppen havde anbefalet brugt ved gudstjenesterne på jubelfesten. Grundtvig kunne ikke opfatte stiftsprovst 👤Clausens skrivelse som et forbud mod, at han anvendte sine egne salmer til tusindårsfesten. Derfor ansøgte han heller ikke om tilladelse til at bruge dem.