↩ Naar nu de Skriftkloge fortælle os, at denne Eenhed, 👤Jesus saa stærkt ►driver paa, er ingen saadan Eenhed, som kræver troende, hjertelig, uindskrænket Overgivelse til Frelseren med Selv-Opoffrelse, er ingen væsenlig, men kun en moralsk Eenhed, da kundgiøre de dermed ►aabenbar, først at de, trods 👤Jesu Ord, ogsaa nægte hans virkelige, væsenlige Eenhed med Faderen, da vi jo, ►efter 👤Jesu udtrykkelige Ord, ►skal være Eet 458 (US) med ham, ligesom han er Eet med Faderen, dernæst at de, trods 👤Jesu Ord, Intet vil vide af hans Selv-Opoffrelse som vor Saligheds Grund og Vilkaar, og endelig at de enten ikke mene eller ikke vide, hvad de selv sige, thi hvad er moralsk Eenhed, dersom derved ikke af Flere skabes een moralsk Person, og er vi een moralsk Person med Frelseren, da er jo hans Moralitet vores og vores igien hans, og man mener dog vel aldrig, at en saadan moralsk Een23hed kan finde Sted hos væsenlig forskiellige Personer, eller skabes mellem 👤Jesus og os, uden ved giensidig Selv-Fornægtelse i Tro og Kiærlighed. Enten er altsaa den ny Christendoms Herolder i Grunden enige med vore lutherske ►Fædre, saa det er kun visse ubibelske udtryk, der støde dem, og da maae de endelig holde op at kalde ►Fædrenes Christendom Overtro, og udskiælde deres ligetroende Børn for ►Obskuranter, Mystiker og Fanatikere, eller ogsaa er det 👤Jesu Ord og ►Lærdom, de trodse og forkaste, 👤Jesus Christus selv, de i og med os og vore ►Fædre tillægge Overtro, Obskurantisme, ►cras Mysticisme og rasende Fanatisme, men i saa Fald er det jo dog hverken sømmeligt, eller kan være dem behageligt at bære Navn efter en saadan uoplyst Sværmer og fanatisk Mystiker.