↩ Til Slutning da kun dette, at 👤Peder udtrykkelig tillægger Daaben frelsende og gjenfødende Kraft, i det han vidner, at ►vi ved Daaben, som Saligheds-Middel, i Kraft af 👤Jesu Opstandelse, faae en god Samvittighed for Gud (►1 Ped. 3). At nu Apostelen ogsaa virkelig mener den christelige Vand-Daab, det see vi klarlig deraf, at han byder os betragte den ikke som en ►Kjød-Tvæt, men som et ►aandeligt Naade-Middel, der kan sammenlignes med den ►Frelsning, der ved Vandet timedes 👤Noe i Synd-Flodens Dage, dog med den Forskjel, at hisset frelstes kun de som Vandet bar i Arken, her derimod de, der neddyppes og ligesom druknes i Vandet. At dette er Meningen af den, kun for sin sammentrængte Korthed, ved første Øiekast dunkle Tale (►1 Ped. 3), kan ikke vel nægtes, men i alt Fald er det unægteligt, at Apostelen taler om den christelige Vand-Daab, og tillægger den, som et Middel i Guds Haand, frelsende Kraft, og kun derom er det os, som Christne, at gjøre; thi vel har vi 👤Jesu Ord for, (hos 👤Mathæus) at ►alle Folk, som vil være hans Discipler, skal døbes, og (hos 👤Johannes) at ►uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan de ei komme ind i Guds Rige; men om Meningen hermed kunde dog let vækkes Tvivl, dersom ikke en Apostel havde givet Vand-Daaben Vidnesbyrd, som nødvendig til Salighed.