Om den sande Christendom.
(Fortsættelse).
✂ Naar man forlanger, at alle de christelige Troes-Artikler skal kunne bevises med 👤Jesu egne Ord, da er det en Tale, hvorom der ikke blot kan være, men virkelig er to Meninger; thi enten mener man dermed blot, at Evangelierne, i Vidnesbyrdet om 👤Jesu Ord og Gjerninger, nødvendig maae indeholde hvad alle Christne skal troe, og i denne Mening gjør jeg Ordene til mine, eller man mener dermed, at de Christne slet intet skal troe, med mindre 👤Jesus Christus selv ►øiensynlig vil komme ned og føre Ordet, og det er ►aabenbar alle deres Mening, der anfægte Apostlernes Myndighed i Troes-Sager; thi er Apostlernes Vidnesbyrd om 👤Jesu Person, Ord og Gjerninger, ikke paalideligt, da veed vi jo slet intet om disse Ting, og var Apostlerne ikke i dette Vidnesbyrd ufeilbare, da kan vi ligesaa lidt bygge noget paa de 👤Jesu Ord, de have overantvordet os, som vi kan lide paa, at det netop var disse Ord, i denne Sammenhæng, 👤Jesus vilde have gjort til Troes-Regel i sin Menighed. Ikke desmindre er det nu Theologernes Uvane, paa den ene Side at ophøie 👤Jesu egne Ord til den eneste, guddommelige Troes-Regel, og paa den anden Side at paastaae: vi ikke har et eneste Ord af 👤Jesus, hvorpaa vi med Sikkerhed kan bygge, hvoraf da, med den klareste og strængeste Nødvendighed, følger, at de Christne har, som Christne, ei det Allermindste at troe, undtagen den ►abderitiske Sætning, at dersom 👤Jesus Christus talede til os, som han dog ikke gjør, da skulde vi endelig troe ham, og paa hans Ord alene bygge vort Saligheds-Haab. ►Abderitisk kalder jeg denne Sætning, 196fordi, enten er jo Apostlernes Vidnesbyrd om 👤Jesus paalideligt, eller ikke; men er det paalideligt, da skal vi jo troe det, og var det usikkert, havde vi jo ikke mindste Sikkerhed om, at der virkelig har været en 👤Jesus Christus til, end sige, at han var en Mand, vi kunde og skulde troe om de aandelige Ting og Guds 476 (US) skjulte ►Raad til Synderes Frelse! Tvertimod maatte vi ►fornuftelig slutte, at en saadan Mand, der vilde have sit Ord troet af alle Folk, som et Guds og det evige Livs Ord, men dog ei havde sørget for, at hans Ord kunde reent og uforfalsket blive hans Troende bekjendt, en saadan Mand har der enten aldrig levet paa Jorden, eller han har været forrykt, og staaer da lige saalidt til Troende, som de stakkels vankundige Fiskere, Toldere og ►Teltmagere, der paatog sig det Galmands-Arbeide, at lære Andre, ja alle Folk, hvad de selv ikke vidste: Guds ►Raad til Synderes ►Saliggiørelse. Det er nemlig i Øine faldende, at var 👤Jesus ikke Guds Søn, væsenlig Eet med sin Fader, da var det Afguderie at troe paa ham og tilbede ham, og kjendte han ikke Gud, som Gud kjender ham, da var hans Vidnesbyrd om Guds hemmelige ►Raad aldeles ugyldigt; men var han Guds eenbaarne Søn, som talede hvad han havde hørt hos sin Fader, og havde al Magt i Himmelen og paa Jorden, da kunde han naturligviis ogsaa sørge for, at hans Ord grundfæstedes paa Jorden, og han maatte det nødvendig, naar hans Ord skulde være det eneste store Evangelium ►ͻ: Guds Naades og det evige Livs Ord for alle ►Slægter! Nu er der imidlertid ingen saadan 👤Jesus Christus ►øjensynlig tilstæde paa Jorden, og vi har ingen Bøger af ham, saa enten maae hans Ord være os uforvansket overantvordede og gyldig ►forklarede af dem, der hørde ham, eller ogsaa veed vi ligesaalidt hvad han har sagt, som hvad han har meent, og maatte da ei bryde os det 197mindste om en saadan Stor-Praler, der skal have sagt, at ►hans Ord skulde bestaae, selv naar Himmel og Jord forgik, men maatte dog lade det forstumme og forgaae ►ͻ: ►tabe sig i Folke-Snak, saasnart man tog sig den Frihed at korsfæste ham, for at see, om hans Mund dog ikke ligesaavel lod sig ⓘ lukke, som andre Menneskers! Her er da ►aabenbar ingen Udvei, men vi maae enten, som os er befalet i 👤Jesu Christi Navn, annamme hans Sende-Bud, som om det var ham selv, og tage deres Ord i hans Navn for Guds og hans eget, eller vi blive i Sandhed, hvad Hedningerne altid har kaldt os: Narre for 👤Christi Skyld; thi hvad havde vi i saa Fald forud for Tyrker og Hedninger, ►uden den latterlige Indbildning, at en vis ubekiendt ►Lærdom, der ►forskrev sig fra en vis ubekjendt Mand, ved Navn 👤Jesus Christus, gjorde os til Guds Børn og Himmerigs Arvinger. Sandelig, det var en Overtro, hvorved fornuftige Folk maatte skamme sig, det var en Selv-Gjendrivelse, der maatte ►gjøre de Christne til et Ordsprog mellem 477 (US) Jøder, Tyrker, og Hedninger, thi at beraabe sig paa en Mands Ord, hvorom man selv tilstaaer, de er yderst usikkre, at grunde sit Fortrin, og bygge sit Saligheds-Haab paa en ►Lærdom, man selv erklærer for en mørk Tale, hvis rette Mening maaskee en enkelt høilærd Mand, og maaskee Ingen endnu har giættet sig til, det er dog i Sandhed saa ►abderitisk: saa hovedløst og latterligt, som Christendommens arrigste Fjender kan ønske!
✂ Har vi nu indseet, at ethvert Ord om sand Christendom er spildt, ja er ►aabenbar kun Skvalder, hvis ikke Apostlerne agtes for 👤Jesu Ords troværdige Vidner og gyldige Fortolkere, da er dermed den skarpe Grændse-Linie trukket mellem de christelige og de uchristelige Theologer; thi uchristelig er ►aabenbar ligesaavel den Theo198log, der drager Apostlernes Myndighed, som den, der drager det ►Ny Testamentes historiske Ægthed i Tvivl, da han maa vide, at har ikke Apostlerne klart og tydelig sagt os, hvad der er ægte, uforvansket Christendom, da kan hverken han, eller al Verdens Theologer sige os det, og hvem der paatager sig at sige os hvad han selv umuelig kan vide, vil ►aabenbar enten holde os for Nar, eller han er det selv! Enhver Theolog derfor, som troer, enten at Apostlerne har husket feil, naar de anførde 👤Jesu Ord, eller, hvad der bliver det Samme, misforstaaet og misfortolket dem, maa nødvendig, naar han er en ærlig og forstandig Mand, uden al Forbeholdenhed erklære, at, efter hans Overbeviisning, hverken er eller kan der være nogen grundig, christelig Theologie, men kun historisk-philologisk Tvist om den besynderlige Bog, de Christne kalde det ►Ny Testamente. Ligeledes maa han paastaae, at dersom Apostlerne virkelig selv har skrevet hvad dem tillægges, da har de ikke blot været vankundige og lettroende Mennesker, men grove Afguds-Dyrkere, og indbildske, forrykte Sværmere; thi det seer man tydelig, at de tillagde deres Mester guddommelig Ære, og vilde have saavel hans Ord i deres Mund, som deres ►Forklaring derover, annammet og troet, som et Guds Ord, der aldrig kunde feile. ►Efter 👤Mathæi Forsikkring har 👤Jesus jo erklæret, at ►hvad Apostlerne talde i hans Navn, det talde egenlig ikke de, men Guds Aand i dem; ►efter 👤Johannes Forsikkring, sagde 👤Jesus, at ►Sandhedens Aand, Gud Faders egen Hellig-Aand, skulde baade komme deres Hukommelse til Hjelp, og veilede dem til al Sandhed, ja lære dem alle Ting: de tilkommende med de forbigangne, og havde nu 👤Jesus end ikke sagt det, saa troede jo dog Apostlerne, eller vilde 478 (US) dog have de Christne til at troe, han havde sagt det, og hvem der udbreder saadanne 199Forestillinger om sin guddommelige Oplysning og Ufeilbarhed, maa jo enten være vis i sin Sag, have baade Kald og Ret dertil, eller han maa være glad ved at ansees for en ynkværdig Blanding af en forrykt Sværmer og en vitterlig Bedrager!
✂ Altsaa er da den apostoliske Christendom den eneste sande, og naar Theologer, som man i vore gale Dage vel har hørt, fortælle os, at de, som ret oplyste Christne, har ikke Apostlernes, men 👤Jesu Christi egen Tro, og troe derfor ikke paa Sønnen, men kun paa Faderen, da er det ►aabenbar Galimathias, ikke blot fordi man derved gjør sig selv til Guds eenbaarne Søn, men ret indlysende, fordi de samme Theologer ligesaalidt, som vi, veed det mindste om 👤Jesu Christi Tro, uden hvad de Apostler fortælle, ►efter hvis Forsikkring han sagde, at alle skulde troe som de, ►ære Sønnen som de ærede Faderen, og aldrig indbilde sig, de kunde ►komme til Faderen udenom Sønnen, der ligesaavel er Veien og ►Dørren, som Sandheden og Livet!
✂ Har da nu Apostlerne overantvordet os 👤Jesu Ord uden videre ►Forklaring, da skal vi antage disse Ord for noksom klare, og bygge trøstig paa dem, men har de enten vedføiet, eller siden tilføiet en ►Forklaring, da skal vi tage 👤Jesu Ord i den Mening, de, som hans beskikkede, ►fuldmægtige Tolke, have sagt os, er den rette, og her see vi da, at naar ►Fædrene tillagde Apostlernes Ord samme Gyldighed, som 👤Jesu Eget, da gjorde de kun, hvad der er ligsaa nødvendigt for at komme til 👤Jesu egne Ord, som for at blive ved dem! Havde de i denne Henseende paa mindste Maade traadt 👤Jesu Ære og Myndighed for nær, maatte det være skedt, ved at antage for Apostel-Ord hvad der ikke var det, hvilket igjen kunde skee, enten ved at antage uægte Ord for Apostoliske, eller 200ved at oversee en Forskjel, Apostlerne selv maatte have gjort mellem deres fuldgyldige, apostoliske ►Forklaringer, og deres private, blot christelige Meninger.
✂ Naar vi nu, efter denne, som man skulde mene, overflødige, men dog, i vore Dage, høist nødvendige Indledning, give Agt paa Apostlernes Anvendelse og Fortolkning af 👤Jesu Ord, da maae vi vel finde, at ►Fædrene med 👤Luther have havt fuldgyldig Hjemmel for alle deres Troes-Sætninger, thi visselig er de hjemlede i den apostoliske ►Lærdom, der er de Christnes eneste, ufravigelige Troes-Regel. Man indvende ikke, at der i de 479 (US) lutherske Theologers, og maaskee i 👤Luthers egne Skrifter, kan findes Sætninger og Paastande, der ei rime sig ret med Apostlernes ►Lærdom, eller dog ei ►øiensynlig findes deri; thi 👤Luther og Theologerne af hans Skole maatte ikke have været Christne, hvis de havde tillagt sig selv den Ufeilbarhed, og den Myndighed over Menighedens Tro, de skriftmæssig nægtede Paven, og hvem tvivler heller om, hvad Historien paa det Klareste vidner, at 👤Luther og hans Medhjelpere forelagde Menigheden deres Troes-Bekjendelse, som Noget, alle Christne skulde være enige om, men deres Theologie, som Noget, der skulde bedømmes efter Troens Regel, og at især 👤Morten Luther paa det Høitideligste fordømde enhver af sine Meninger, der maatte findes stridende mod Guds Ord i den ►Hellige Skrift!
✂ I det vi da her lade den lutherske Theologie, som 👤Luther lod Kirke-Fædrenes, staae ved sit Værd: staae eller falde for Ordets Dom-Stol, og holde os til den lutherske ►ͻ: ►den Augsburgske Troes-Bekjendelse, har vi nemt ved hos Apostlerne at opvise fuldgyldig Hjemmel selv for de Sætninger, der, hvis 👤Jesu Ord i Evangelierne stod ene, maaskee kunde findes tvivlsomme.
✂ 201Ogsaa her vil vi begynde med Oplysningen om 👤Jesu Christi Person, hans Ærende og Menighed, da det, baade efter ►Fædrenes Paastand, som vi alle veed, og efter Sagens Beskaffenhed, som vi alle kan forstaae, er Hoved-Spørgsmaalet blandt Christne, hvad man, for at være en sand 👤Jesu Christi Discipel, maa troe om ham, hvad man, som en ⓘ saadan, tør haabe af ham, og i hvad Forhold hans sande Discipler for Øieblikket staae til ham.
✂ At nu den 👤Jesus af 📌Nazareth, som blev korsfæstet under 👤Pontius Pilatus, døde, og blev begravet, men opstod paa tredje Dag fra de Døde, som han havde sagt, at han er den 👤Christus, Messias ►ͻ: den Guds Salvede, den 📌Israels Konge, hvis Throne trodser Tiderne, ►den evige Ypperste-Præst ►efter 👤Melchisedeks Orden, der opoffrede sig selv til et Skyld-Offer, den Frelser fra Synd, fra Død og Dom, som Propheterne i 📌Israel havde bebudet, og ►Fædrene ventet, det lærer Apostlerne os unægtelig, ei blot ved de 👤Jesu Ord herom, de have overantvordet os, men ogsaa ved deres idelig gjentagne Forsikkring, at Alt hvad der skedte med denne 👤Jesus af 📌Nazareth var hvad der, ►efter Propheternes Spaadom, skulde skee med den Forjættede af 👤Abrahams ►Sæd og 👤Davids ►Huus, i hvem alle Jorderigs Slægter skulde velsignes. Det kan da vel i denne Henseende være nok at 480 (US) henvise til Apostelen 👤Mathæi ►Evangelium, hvor man, fra Begyndelsen til Enden: fra Undfangelsen til Døden, finder dette Vidnesbyrd gjentaget, men trænger man til meer Forsikkring, da er den nem at finde, saavel i Apostelen 👤Johannis ►Evangelium, som i ►Apostel-Historien og ►Brevene. Det var derfor ei blot med fuld Ret, at vore ►Fædre antog begge Testamenter: det ►Gamle og det ►Ny, for at gjøre eet i 👤Christo, men det fulgde af Fornødenhed, naar de vilde have Tro og ►Lærdom tilfælles med 202Apostlerne, hvad dog alle sande Christne saa vist maae ville, som Apostlerne unægtelig baade er de første Christne, og Christendommens eneste Hjemmels-Mænd i Verden; men ►vist nok kan der ligefuldt mellem Christne være ►ulige Meninger om det i det ►Gamle Testamente, som Apostlerne enten ikke udtrykkelig have givet Vidnesbyrd, eller dog ikke ►forklaret, thi de vidne ikke om en Bog med et vist Antal Blade, men om Propheternes Taler, og de vidne selv, at disse, for rettelig at forstaaes, trænge til en ►Forklaring, kun 👤Jesus Christus og den Hellig-Aand ene kan give. Saa aldeles angerløse derfor, som de lutherske Theologer maae findes, naar de paastaae, det hører til Christendom, at antage 📌Israels Propheter for Guds Aands Redskaber, deres Ord i Herrens Navn for Guds, og den apostoliske ►Forklaring deraf for guddommelig, saa aldeles ansvarlige ere de selv for enhver Bestemmelse af ►Skriftens Omfang (Canon) og enhver Brug af dens Indhold, som de ei hos Apostlerne kan opvise gyldig Hjemmel for; thi det kan vel være ganske rigtigt i Skolen at ►stadfæste det ►Ny Testamente med det ►Gamle, og da gjælder det om at bevise, hvad man siger, men i Kirken skal det ►Gamle Testamente bekræftes af det ►Ny, og af Det laane al sin Gyldighed, saa ethvert Spørgsmaal, det ►Ny Testamente ei tydelig besvarer, skal i Kirken agtes for uafgjort, uden at nogen Skoles, eller nogen Tids-Alders Theologer maae ►paabyrde Menigheden deres Tanker derom, som christelige Troes-Artikler; thi ellers gjøre Theologerne sig, ►tvertimod det ►Ny Testamentes ►Forskrift, til Herrer ⓘ over Menighedens Tro, istedenfor, hvad de altid skal være, Menighedens Tjenere, og af denne aandelige Herske-Syge, som til alle Tider frister, og nuomstunder ►skinbarlig har besat de fleste Theologer, deraf er ►aabenbar alt ►Pavedom og Hierarchie udsprunget; thi hvad er Hier203archie Andet, end Præste-Herskab, hvad er ►Pavedom Andet, end selvgjort Christendom, man vil paatvinge 👤Christi Menighed! Vel er man nu, desværre, ►almindelig saa ►tykøiet, at man ikke seer ►Pavedom og Præste-Herskab, 481 (US) ►uden hvor de fremtræde i deres plumpeste Skikkelse; men det er dog lige vist og lige klart, at saasnart Theologernes Meninger skal gjælde for Christendom, da er Menigheden aandelig i deres Vold, og de behøve kun i Morgen at mene, de, for deres aandelige Gaver, bør høste Menighedens ►kiødelige Ting, for ogsaa ►borgerlig at blive alle deres Herrer, som antage dem for ►👤Christi Statholdere paa Jorden, og for Apostlernes Efterfølgere, som ene har ►Skriftens ►Nøgel, og Lov til at gjøre af dens Ord, hvad de vil! ►Give dog Gud, at Menighedens Øine maae ►oplades til at see den truende Fare, før det er for silde: til at see, hvorledes de rationalistiske Theologer, under bestandigt Skraal mod Hierarchie og ►Pavedom, fører alle som følge dem, med tilbundne Øine, lige midt ind i ►Pavedommets Vederstyggelighed, skjøndt ofte uden selv at vide det; thi ►naar Blinde ere Blindes Veiledere, falde de, som Herren vidner, sammen i ►Graven.
✂ Hvorvidt nu dette theologiske Herre-Væsen ogsaa spores hos vore ►Fædres ►Høilærde, vil vi overlade til Historien at afgjøre; men at det er langt borte fra den ►Augsburgske Confession, er et Vidnesbyrd, alle dens christelige Læsere skylde den, og at der i Samme ei findes nogen ►Lærdom, som ►jo er tilstrækkelig hjemlet i ►de Apostoliske Skrifter, det er min Overbeviisning, som jeg ved det Anførte allerede troer at have forsvaret, men vil dog med Apostoliske Vidnesbyrd nu ydermere belægge.
✂ Apostelen 👤Johannes slutter, som vi vel maae vide, sit Vidnesbyrd om Herren med disse Ord: ►👤Jesus gjorde da vel endnu mange andre Tegn for sine Disciplers Øine, 204som ikke ere skrevne i denne Bog; men disse ere skrevne, for at I skal troe, at 👤Jesus er den 👤Christus, den Guds Søn, og at I som troe, skal have Livet i hans Navn! (►Joh. 20). Heraf er det aabenbart, at 👤Johannes vilde have alle de 👤Jesu Ord om sin Guddom, og sin Uundværlighed for hvem der vil blive salig, at 👤Johannes vilde have alle disse Ord, som han fornemmelig selv har overantvordet os, tagne og troede, som de lød; men til ydermere Forvisning derom, begynder Apostelen sit Evangelium med det Vidnesbyrd, at ►den 👤Jesus Christus, der, som et Menneske med Kjød og Been, havde vandret paa Jorden og viist sin Herlighed, at han var det levende Guddoms-Ord, Gud med Faderen, ved hvilket alle Ting ere skabte, fra hvem det Lys udstraaler, der oplyser hvert Menneske som fødes, og paa hvis Navn da alle maae troe, som vil have Livet, og faae Magt til at være Guds Børn (►Joh. 1). Vel har man i de senere Tider trættedes 482 (US) meget om, hvad 👤Johannes meende med det udtryk “Ordet,” som han her bruger til at betegne 👤Jesu guddommelige Personlighed, ja man har endog meent, at naar det græske Ord (Logos) oversættes: Fornuft, da bortfaldt Vidnesbyrdet om 👤Jesu Guddom; men det er jo dog barnagtig talt; thi ►enten Logos paa Dansk ►hedder Ord, Fornuft, eller hvadsomhelst, saa er det jo lige klart, at 👤Johannes vidner om 👤Jesus, at ►han er denne guddommelige Logos, ved hvem Alt er skabt, fra hvem alt Lys og Liv udspringer, og i hvis Navn der ene ved Troen kan findes himmelsk Barnlighed og ►Børne-Ret, og herom er det jo vi spørge, ei om man paa Dansk skal helst kalde Guds eenbaarne Søn: Hans Ord eller Hans Fornuft, hvad der vel kan være et grammatikalsk og philosophisk, men aldrig et kirkeligt Spørgsmaal, da dets Besvarelse ei kan forandre en Tøddel i 👤Johannes Vidnesbyrd om 👤Jesu 205Christi Guddom, og om Troen paa hans Navn til Salighed.
✂ Uagtet nu Apostelen 👤Johannes saaledes, baade først og sidst, har sørget for, at hans ►Evangeliums Læsere ei skulde være i Tvivl om, hvad han troede og vilde have troet om sin Herre og Mester, som ham havde kjær, saa har han dog end ydermere, ved enkelte af Herrens Ord, tilføiet en kort Oplysning, som er alt for ►mærkelig til at forbigaaes. Saaledes, hvor 👤Jesus siger (►Joh. 12): ►nu er denne Verdens Dom, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ►hen ud, og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig selv, da tilføier Apostelen: dette sagde han, for at betegne, hvilken Død han skulde døe. Oplysningen var her nødvendig, naar vi ved Ophøielsen fra Jorden skulde tænke paa Korsfæstelsen, og være sikkre paa, det var 👤Jesu Mening, da det ellers maatte synes fuldt saa ►rimeligt, at 👤Jesus dermed havde peget paa sin Himmel-Fart. Oplysningen er ogsaa vigtig, saavel i Henseende til disse 👤Jesu Ord, som til de lignende (►Joh. 3), hvor han siger: ►ligesom 👤Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa ►bør det Menneskens Søn at ophøies, for at hver den, som troer paa ham, ei skal fortabes, men have det evige Liv; thi vel kan vi her, ved at betragte Forbilledet (►4 Moseb. 21), hvortil Herren henviser os, umuelig andet end tænke paa hans Korsfæstelse, men da han strax forud har talt om sin Himmel-Fart, turde vi dog ikke i Kirken paastaae, at der ved denne Ophøielse, til ►de slangebidte Menneskers Frelse fra Døden, skulde forstaaes Korsfæstelsen, dersom Apostelen ikke udtrykkelig havde vidnet, at det var 👤Jesu Mening, med hans Ophøielse fra Jorden, til vor Frelse 483 (US) fra denne Verdens Fyrste, og Overflyttelse i Guds elskelige Søns Rige! Nu derimod see vi klart, at 👤Jesu Død, og det 206Døden paa Korset, ganske rigtig, som ►Fædrene med 👤Luther troede og ►lærde, skal staae for alle Christne, som den Begivenhed, hvortil Synderes Frelse og ►Saliggjørelse er uopløselig knyttet. Hvor nær det derfor laae Apostelen paa Hjerte, at de Christne ei oversaae 👤Jesu Døds Kraft og Virkning, sees udentvivl allerbedst af hans ►Anmærkning til hvad 👤Caiphas sagde: ►det er os gavnligt, at eet Menneske døer for Folket, at ikke hele Folket skal fordærves; thi herved anmærker 👤Johannes: (►Joh. 11) ►dette sagde han ikke af sig selv, men da han var det Aars Ypperste-Præst, spaaede han, at 👤Jesus skulde døe for Folket, og ikke alene for Folket, men han skulde ►og samle til een Hob de Guds Børn, som vare adspredte. Dog er hans ►Apostel-Brev i denne Henseende ei mindre klart for ►opladte Øine; thi naar han der vidner (►1 Joh. 1) at ►👤Jesu Christi, Guds Søns Blod renser os af al Synd, og (►1 Joh. 2) ►at han er blevet en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den hele Verdens, da see Christne strax deraf, at det, ►efter Apostelens Vidnesbyrd, er ved sin Selv-Opoffrelse i Døden, at 👤Jesus borttog vore Synder, og ►hans Navn blev ►kraftigt til at skjænke dem, som troede derpaa, deres Synders Forladelse (►1 Joh. 2-3). Er det nu ►saa, da kan der ingen Tvivl være om, at Forsoningen, som skedte ved 👤Jesu Død paa Korset, var Sønnens Hoved-Ærende paa Jorden, men Apostelen siger da ogsaa udtrykkelig, at ►han er aabenbaret, ►paa det han skulde borttage vore Synder, og for at afskaffe Djævelens Gjerninger, hvad der, som vi hørde, ►efter 👤Jesu og hans Apostels Ord, ene skedte ved Døden paa Korset.
✂ At Sønnen væsenlig er Eet med Faderen, og at de Troende ligeledes skal i Sandhed blive Eet med Sønnen, maa ►vist nok nødvendig være den Apostels Overbeviisning, 207som uden al ►Anmærkning har overantvordet os 👤Jesu udtrykkelige Ord herom, og som i sit ►Evangeliums Begyndelse saa høitidelig erklærer ►👤Jesus Christus for Gud med Faderen, og Livets Kilde, men han vidner da ogsaa udtrykkelig, at ►hvo som nægter Sønnen, haver heller ikke Faderen, men hvo som bekjender Sønnen, haver ogsaa Faderen; ►Gud haver givet os det evige Liv, og dette Liv er i Hans Søn, saa, hvo som haver Sønnen, haver Livet, hvo som ikke haver Guds Søn, haver ikke Livet (►1 Joh. 2-5).
✂ I Henseende til den Hellig-Aand, har man vel meent, at naar man kunde undgaae ►Sproget: ►der ere Tre, som vidne i 484 (US) Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig-Aand, og disse Tre ere Eet, (►1 Joh. 5) da var man fri for 👤Johannes Vidnesbyrd om den Hellig-Aands guddommelige Personlighed, og kunde tage hvad han i sit Brev siger om Guds og 👤Jesu Aand for Tale om et christeligt Sindelag, der kom af Luften eller af Fornuften; men deri har man taget ►mærkelig feil. Først maae vi nemlig ogsaa her ihukomme, at det netop er Apostelen 👤Johannes, som har overleveret os 👤Jesu udtrykkeligste Ord om den Hellig-Aands Selv-Stændighed i Guddommen, og overleveret dem, uden mindste Vink om, at de skulde forstaaes anderledes end de lød, og allerede dette er Vidnesbyrd nok, saa hvor han taler om Guds Aand, maae vi nødvendig forudsætte, han mener den Sandhedens personlige Aand, han selv i sit ►Evangelium har med 👤Jesu Ord lært os at kjende, at haabe paa, og at trøste os ved; thi naar 👤Johannes, blandt Andet, vidner (►Joh. 20) at ►👤Jesus ►blæste paa Apostlerne, og sagde: ►annammer den Hellig-Aand! da vilde selv ingen Forsikkring af ham kunne bringe os til at troe, at derved blot skulde forstaaes en fornuftig, christelig Tænkemaade, og nu at tillægge ham 208en saadan Dumhed, da han ei dertil har givet mindste Anledning, var dog høist uforsvarligt. Apostelen har imidlertid, i en lille ►Anmærkning til 👤Jesu Ord: (►Joh. 7) ►hvo som troer paa mig, af hans Liv skal flyde levende Vand-Strømme, fralagt sig al muelig Deelagtighed i hin Rationalisternes selvgjorte hellige Aand, i det han vidner: ►dette sagde 👤Jesus om den Aand, som de, der troede paa ham, skulde annamme; thi den Hellig-Aand var der ikke endnu, fordi 👤Jesus var endnu ikke ►forklaret. Hvorledes disse Ord i Øvrigt skal forstaaes, vedkommer os ikke her, hvor Spørgsmaalet kun er: hvad Apostelen ansaae den Hellig-Aand for, og fra denne Side ere Ordene unægtelig klare; thi at Apostelen ikke vilde fradømme sig og sine Med-Discipler, som troede paa Herren, en christelig Tænkemaade, er dog vel indlysende. Naar nu denne Apostel skriver: ►derpaa kjende vi, at vi blive i Ham (i Gud) og han i os, fordi Han gav os af sin Aand, da maae vi vel forstaae ham, men trænge vi til Mindelse om, at han mener en personlig Aand, da finde vi ogsaa den, hvor han siger: ►►troer ikke hver Aand, men ►prøver Aanderne, om de ere af Gud: hver Aand, som bekjender den i Kjødet komne 👤Jesus Christus, er af Gud, og hver Aand, som ikke bekjender den i Kjødet komne 👤Jesus Christus, er ikke af Gud, men er Anti-Christens. Ogsaa her kan vi forbigaae, hvad der maatte være eller synes os dunkelt, da hvad vi her skal bruge er noksom klart; thi naar Apostelen gjør 👤Jesu Chri 485 (US) sti Bekjendelse til Prøve-Stenen for Guds Aand, da taler han unægtelig om en personlig, talende Aand, og det er da aabenbart, at den af Rationalisterne saakaldte Guds og 👤Christi Aand, der Intet har at sige, og hvis Sanddruhed da heller ikke engang kan prøves, at det er ikke hvad Apostelen kalder Guds Aand, men enten slet ingen Ting, eller Anti-Christens døve og ►dumme Aand, 209der vil undgaae Prøvelse, ved hverken at bekjende eller nægte, men undgaaer dog ei derved Dommen, Apostelen afsiger over hver Aand, som ikke bekiender! (►1 Joh. 4).
✂ Spørge vi endelig, hvad 👤Johannes Vidnesbyrd er om Menneskets ►naturlige Tilstand og egen ►Dygtighed, da har vel det Forrige noksom viist, at han tænkde herom, som hans Mester talde, men det bør dog erindres, at han udtrykkelig vidner: ►dersom vi sige, vi have ikke Synd, da forføre vi os selv, og Sandhed er ikke i os, ►dersom vi sige, at vi have ikke syndet, gjøre vi Ham (Gud) til en Løgner, og Hans Ord er ikke i os. ►Dersom Nogen elsker Verden, er Faderens Kjærlighed ikke i ham; ►thi alt hvad der er født af Gud, overvinder Verden, og ►Seiervindersken er vor Tro: Hvem kan vel overvinde Verden, ►uden hvo som troer, at 👤Jesus er Guds Søn! (►1 Joh. 1. ►2. ►5).
✂ Dette er da den Johanneiske Christendom, hvorpaa man har pukket mod den eneste Sande, under Navn af den Paulinske, og, skjøndt det ►vist nok er meget lettere at fordreie 👤Johannes Ord, end 👤Pauli, fordi 👤Johannes ►sædvanlig forudsætter Troen, og ►driver paa den Kjærlighed, uden hvilken Troen er død, saa er det dog soleklart, at han troede, som 👤Paulus og som 👤Petrus, at vi ere Syndere, og at Troen paa 👤Jesus Christus, som en ⓘ guddommelig Person, der døde for os, ►paa det vi kunde leve med ham, er det Eneste, der kan skaffe os Syndernes Forladelse, Magt til at være Guds Børn, og Deel i det evige Liv, som er i Guds Søn, og skjænkes os ved den Hellig-Aand, af Gud med ham!
✂ Dog, ogsaa Apostelen 👤Peder vil vi høre om disse Ting; thi skjøndt to Vidner: 👤Mathæus og 👤Johannes, skal være os nok, og skjøndt 👤Peder intet Evangelium har efterladt os, følger det dog af sig selv, at i hvad en Apo210stel har skrevet til Menigheden, maae vi kunne spore de christelige Troes-Artikler, hvad enten de saa udvikles, eller blot forudsættes.
✂ Hvad vi nu strax, ved en agtsom Gjennemlæsning af 👤Peders ►første Brev, blive ►vaer, er, at Apostelen taler til Christne, (►1 Ped. 4) og forstaaer derved Mennesker, som troe paa 486 (US) 👤Jesum Christum, den Korsfæstede, Opstandne, Himmelfarne, ►der sidder ved Guds høire Haand, saa Englene og ►Herskaberne og Magterne ere ham underdanige (►1 Ped. 1. ►2. ►3). Disse Christne er det Apostelen formaner til Bestandighed i Troen og til kjærlig Efterligning af den Herre, de bekjendte, og paa hvem de grundede deres Saligheds-Haab, og allerede dette viser tilstrækkelig, at Apostelen 👤Peder førde i 👤Jesu Christi Navn den samme ►Lærdom, som 👤Mathæus og 👤Johannes; men dog spore vi ogsaa i Brevet alle de christelige Hoved-Sætninger, vi af 👤Jesu Ord og Evangelisternes Vidnesbyrd have lært at kjende. Saaledes minder 👤Peder de Christne om, at ►det var 👤Christi Aand, som aabenbarede 📌Israels Propheter Guds ►Raad til Salighed, og forudsagde saavel de Lidelser, som den deraf udspringende Herlighed, hvilke de Christne skulde dele med deres Herre (►1 Ped. 1). Herved bekjender da 👤Peder, at han, ligesom 👤Mathæus og 👤Johannes, tager Propheternes Ord for Guds Eget, og lægger samme Vægt, som de, paa 👤Christi Lidelse, men desuden dreier hele Talen sig om den legemlige, timelige Lidelse, og den aandelige, evige Herlighed, som 👤Christus vil dele med sine Troende, ►hvilke han haver kjøbt til sit Eiendoms Folk, ikke med Guld eller Sølv, men med sit dyrebare Blod, ►da han leed for Syndere, den Retfærdige for Uretfærdige, for at skaffe os Adgang til Gud, (►1 Ped. 1. ►3) ja, Apostelen siger udtrykkelig, at ►👤Christus bar vore Synder paa sit Legeme, paa ►Træet, for at vi kunde 211►afdøe fra Synden, og ►leve op i Retfærdighed, saa vi ere lægte ved hans Saar! (►1 Ped. 2). Apostelen 👤Peder tillader os da ingenlunde at tvivle om, hvad der i hans Øine var 👤Christi Hoved-Ærende paa Jorden, thi det er klart, at ogsaa for ham stod 👤Jesu Selv-Opoffrelse paa Korset, som den store Helte-Gjerning, hvorved han frelste os, saa Troen derpaa er Overgangen fra de Dødes Rige til de Levendes Land. At den Hellig-Aand ogsaa for ham var en fra Mennesket forskjellig, og talende, altsaa personlig Guds Aand, det hørde vi paa ►hans Ord om Propheterne, og at det var den samme Aand, af hvis Drift Apostlerne talede, og ►ved hvis Kraft de Christne helliggjordes og ►stod i Troen, høre vi ligeledes, (►1 Ped. 1. ►4) og sandelig, naar han siger: ►forhaanes I for 👤Christi Navn, da er I lykkelige, thi da hviler Guds den herlige Aand paa eder, og ►forherliges ved eder, om end til Spot for de Andre; naar han taler ►saa, maa man vist være meget ufornuftig, for i hans Ord at finde den rationalistisk hellige Aand, der er en med hedensk Fornuft overeenstemmende 487 (US) Tænkemaade, som leder ei til at bære, men til at føre Bespottelser hvor 👤Jesu Christi Navn bekjendes!
✂ At nu denne Apostel ansaae sig selv og alle Mennesker for Syndere, der kun i 👤Jesu Navn kan frelses fra Dommen, og beredes til de Helliges ►Arvedeel i Lyset, med 👤Christo, det ligger unægtelig i hvad vi hørde; men det staaer dog ogsaa i Brevet, hvor vi læse, at ►Menneskene ere som vildfarende Faar, før de omvendes til 👤Jesum, Sjælenes rette Hyrde og Biskop, at ►de, før den Tid, vandre paa Hedninge-Viis i ►alskøns Afguderie og Uteerlighed, og at det kun ►er al Naadens Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i 👤Christo Jesu, der kan berede, styrke, bekræfte og grundfæste os, ja, at ►det er vor Herres 212👤Jesu Christi Fader, som, ►efter sin store Barmhjertighed, har, ved 👤Jesu Christi Opstandelse, gjenfødt os til et levende Haab, og til et ►uforkrænkeligt, ►ubesmitteligt og ►uforvisneligt Arvegods, der i Himlene er gjemt til os, som beskyttes med Guddoms-Kraft, formedelst Troen, saa Sjælens Salighed er Troens Løn! (►1 Ped. 1. ►2. ►4. ►5).
✂ Til Slutning da kun dette, at 👤Peder udtrykkelig tillægger Daaben frelsende og gjenfødende Kraft, i det han vidner, at ►vi ved Daaben, som Saligheds-Middel, i Kraft af 👤Jesu Opstandelse, faae en god Samvittighed for Gud (►1 Ped. 3). At nu Apostelen ogsaa virkelig mener den christelige Vand-Daab, det see vi klarlig deraf, at han byder os betragte den ikke som en ►Kjød-Tvæt, men som et ►aandeligt Naade-Middel, der kan sammenlignes med den ►Frelsning, der ved Vandet timedes 👤Noe i Synd-Flodens Dage, dog med den Forskjel, at hisset frelstes kun de som Vandet bar i Arken, her derimod de, der neddyppes og ligesom druknes i Vandet. At dette er Meningen af den, kun for sin sammentrængte Korthed, ved første Øiekast dunkle Tale (►1 Ped. 3), kan ikke vel nægtes, men i alt Fald er det unægteligt, at Apostelen taler om den christelige Vand-Daab, og tillægger den, som et Middel i Guds Haand, frelsende Kraft, og kun derom er det os, som Christne, at gjøre; thi vel har vi 👤Jesu Ord for, (hos 👤Mathæus) at ►alle Folk, som vil være hans Discipler, skal døbes, og (hos 👤Johannes) at ►uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan de ei komme ind i Guds Rige; men om Meningen hermed kunde dog let vækkes Tvivl, dersom ikke en Apostel havde givet Vand-Daaben Vidnesbyrd, som nødvendig til Salighed.
✂ Her kunde vi da standse, uden at have brugt 👤Pauli Vidnesbyrd, og uden dog at fattes Vidnesbyrd 213for en eneste af de Lær 488 (US) domme, vore ►Fædre, i ►den Augsburgske Bekjendelse, erklærede for christelige Troes-Artikler, og det er da klart, at feilede vore ►Fædre i at bygge paa 👤Pauli Vidnesbyrd, da var det ikke fordi de, paa hans Ord, antoge Noget, der ei var tilstrækkelig hjemlet i 👤Jesu og hans Apostlers Ord, men fordi de, maaskee uden gyldig Grund, satte 👤Paulus ved Siden af de Apostler, Herren under sin jordiske Nærværelse kaldte og udsendte.
✂ Her, ved Spørgsmaalet om 👤Pauli Apostel-Værdighed, opstaaer bestandig i Christenheden det store Spørgsmaal om Sikkerheden for, at det vi kalde 👤Jesu Christi Apostlers Skrifter virkelig er det; thi først naar Apostoliskheden af et vist Skrift er beviist, da først er det Tid at tale om, hvorvidt et Andet skal have samme Anseelse. Det kan ikke være Menigheden ubekjendt, og maa, i alt Fald, ingenlunde dølges, at ved at fornye det gamle, men længe glemte Spørgsmaal, om 👤Pauli Apostel-Kald, har man i den senere Tid stræbt at gjøre alle de christelige Troes-Artikler ►mistænkte, som blot paulinske Indfald, og skjøndt vi nu har seet, det er kun ►Tant og Bagvaskelse, kan vi dog ingenlunde betragte 👤Pauli udelukkelse af ►Apostel-Tallet med Ligegyldighed, deels fordi han bestandig i 👤Christi Kirke har gjældt for en Apostel, deels fordi vi, uden hans Breve, vel havde et apostolisk Evangelium, men ingen apostolisk Theologie, og endelig især, fordi vi ved nøiere undersøgelse opdage, at vi har hverken mere eller mindre Sikkerhed for, at 👤Mathæi, 👤Johannis og 👤Petri Skrifter, end for at 👤Pauli er apostoliske, saa for os maae de nødvendig staae og falde med hinanden. Det falder nemlig strax i Øinene, at al den udvortes Sikkerhed vi kan have for, at de Evangelier og Breve, vi kalde apostoliske, virkelig er det, beroer paa historiske Vidnes214byrd om, at disse eller hine Mænd vare 👤Jesu Discipler, beviste ved usvigelige Tegn deres guddommelige Kald, og have virkelig efterladt os de Skrifter, som bære Navn efter dem, og nu har vi netop eet og det samme historiske Vidnesbyrd, saavel om 👤Mathæi, 👤Johannis, 👤Petri og 👤Pauli Apostel-Kald, som om de Skrifters Ægthed, der bære deres Navn: den gamle christelige Kirkes nemlig, som enten er gyldigt og maa da annammes, eller ugyldigt, og maa da forkastes heelt som det findes; thi forkaster man det Halve af et historisk Vidnesbyrd, da tilintetgjør man derved det Hele, som Vidnesbyrd, og gjør det til en upaalidelig Fortælling, hvoraf man ei maa antage meer for sandt, end hvad man af andre Grunde finder ►rimeligt. Da nu 👤Lukas, den christelige Kirkes ældste Historie-Skriver, ligesaa fast 489 (US) bevidner 👤Pauli, som 👤Mathæi, 👤Petri og 👤Johannis Apostel-Kald af Herren 👤Jesus Christus selv, og hans Apostel-Gjerninger, saa er det aabenbart, at hvem der ikke, paa Vidnesbyrd af 👤Lukas, vil antage 👤Paulus for Apostel, kan heller ikke, paa dette Vidnesbyrd, antage nogen Anden derfor. Imidlertid have vi dog for 👤Mathæi, 👤Johannis og 👤Petri Apostel-Kald ingen anden historisk Sikkerhed, end 👤Lukas Vidnesbyrd, deres eget, og 👤Pauli, og Ingen af dem har engang givet sig selv saa klart et Vidnesbyrd, som 👤Paulus gav sig, saa det er aabenbart, at de med ham, og han med dem maa enten antages eller forkastes!
✂ Altsaa feilede da vore christne ►Fædre ligesaalidt i at tillægge 👤Pauli ►Lærdom apostolisk Gyldighed, som i at tillægge Apostlerne guddommelig Fuldmagt til at prædike den sande, uforanderlige Christendom, saa, naar de ingen særskildt ►Lærdom udledte af 👤Pauli Breve, var det kun Ret, naar der ingen saadan findes; thi fandtes der en, da skulde den antages ligesaa fuldt, som om den udtrykkelig stod i 215Evangelierne. Nu er det imidlertid ikke vel tænkeligt, at flere Apostler, drevne af den samme Aand, kunde skrive for Menigheden, og dog En af dem føre en ►Lærdom, hvortil der intet Spor fandtes hos de Andre, og det er derfor ganske naturligt, at vi ingen ny ►Lærdom opdage hos 👤Paulus, men det er derfor ingenlunde underligt, at vi hos ham finde en egen videre ►Udvikling og ►Forklaring af Troes-Sandheder; thi da hans Vidnesbyrd slet ikke forøger Sikkerheden paa hine Sandheder, maa der nødvendig være noget Andet, til hvis Redskab Aanden valgde ham som hellig Skribent, og der er jo kun to aandelige Ting, der ved Skrifter egenlig kan udbredes og meddeles, nemlig Kundskab og Indsigt, saa det er i sin Orden, at ligesom ►Apostel-Evangelierne give os, i et sammenhængende Vidnesbyrd, den fornødne christelige Kundskab, ►Apostel-Brevene meddele os saamange Brud-Stykker af christelig Erkjendelse, som Aanden fandt tjenligt. ►Saa synes mig, men hvem der synes anderledes, skal dog nødes til at indrømme, det er ikke christeligt at gaae i Rette med den Aand, der drev Apostlerne, ►enten om, hvorfor det kun er Brud-Stykker til en christelig Lære-Bygning, vi forefinde, eller hvorfor den ene Troes-Sandhed er udviklet og ►forklaret langt omhyggeligere end den Anden, og her at ville blive staaende ved den nærmeste Anledning til de fleste ►Apostel-Breve, er enten at nægte Apostlernes Kald til at være den hele store Menigheds Lærere, eller at bespotte den Aand, der styrede deres Pen, ►som deres Tunge, og maatte, hvis han var Guds og Sandhedens Aand, vel forstaae 490 (US) at tjene de første Christne saaledes, at den ganske Menighed var tjent dermed. Kun dette skal vi lære af Brevenes ►særdeles Anledninger og hele udvortes Skikkelse, at hvad der er stilet til visse Christne i ►Besynderlighed, kan ei være Alle nødvendigt, og at derfor de 216Christnes ►almindelige Troes-Bekjendelse, hverken i Udtryk eller ►særdeles Bestemmelser, maa sammensættes af Breve, der hverken fra Begyndelsen har været den hele Menighed bekjendte, eller, efter deres Natur, kan fattes af Andre, end Christne, der allerede ere komne til en vis Grad af christelig Udvikling og Erkjendelse, dog heller ikke heri have vore lutherske ►Fædre forseet sig, thi deres ►almindelige Troes-Bekjendelse var aldeles evangelisk, og deres ►Augsburgske Bekjendelse var kun for Lærerne, som de med Rette forudsatte, maatte være voxne i Aanden til at fatte alt det i Brevene, der for Saadanne er klart, og at Confessionen indskrænker sig dertil, er saa vist, at jeg ei engang ret veed, om der er nogen Bestemmelse, der ene har sin Grund i den paulinske ►Udvikling. Selv i Henseende til Nadveren, hvor man dog snarest kunde trænge til den paulinske Bestemthed, gaaer Confessionen ikke et Haars-Bred videre, end ►Herrens Ord hos 👤Mathæus tilsige, og naar den i Bestemmelserne om ►Arve-Synden, ►den fri Villie, og ►►Retfærdiggjørelsen af Troen alene, synes ene at støtte sig til 👤Pauli ►Udvikling, har jeg i det Foregaaende viist, at det er langt mere tilsyneladende, end virkeligt, da det er Bestemmelser, hvis nødvendige Følge af den evangeliske ►Lærdom, enhver som forstaaer dem, maa kunne fatte, og som Christenhedens Lærere altsaa skulde indrømme, naar de fremsattes, om de saa end aldrig vare udtrykde af nogen Apostel!
✂ (Fortsættes).