Anledning
✂ I 1825 udgav 👤Christian Molbech ►Den Danske Riimkrønike efter Gotfrid af Ghemens Udgave af Aaret 1495, som præsenterede et optryk af den ældste trykte bog på dansk. ►Rimkrøniken, som er vores eneste dansksprogede inkunabel, består af 115 rimede monologer fremført af danske regenter.
✂ Denne udgivelse medførte en forsoning mellem 👤Molbech og Grundtvig. Deres venskab havde været afbrudt siden 1813 efter en fejde om historiesyn og historieskrivning, som opstod i anledning af udgivelsen af Grundtvigs kristeligt ræsonnerende værk ►Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812). 👤Molbechs krønikeudgave gav Grundtvig anledning til at genoptage sine rimkrønikestudier, som han havde påbegyndt omkring 1815, og hvis resultater han offentliggjorde i ►Danne-Virke bind 1 (1816). Det resulterede i to indlæg i ►Nyt Aftenblad: digtet “Broder Niels fra Soor”, hvor han blandt andet takkede 👤Molbech for udgivelsen af ►Rimkrøniken, og den grundige anmeldelse kaldet “Om den gammeldanske Rim-Krønike”, hvor Grundtvig fremsatte sine meninger om ►Rimkrønikens tilblivelse.
✂ Efter udgivelsen af digtet “Broder Niels fra Soor” den 28. januar 1826 sendte 👤Molbech den 25. marts Grundtvig glossaret til krønikeudgaven. Dette var blevet udgivet separat, men med fortløbende paginering, så det kunne indbindes med selve teksten (►Molbech 1825b). De genoptog hermed kontakten, som havde været afbrudt siden deres fejde i 1813. Herefter begyndte offentliggørelsen af anmeldelsen “Om den gammeldanske Rim-Krønike” fra den 1. april og fem numre frem til den 6. maj 1826.
✂ 👤Molbechs krønikeudgave blev udgivet i prænumeration, dvs. køber havde forudbestilt og betalt inden udgivelsen, men Grundtvig var ikke på prænumerantlisten. Han havde alligevel skaffet sig et eksemplar og derigennem fået fornyet sin interesse for ►Rimkrøniken. Dette beskrev han i et brev til 👤Molbech den 28. marts 1826: “Denne Bog har, lige siden jeg fik den, som skedte ved et godt Tilfælde, fra Jul til Paaske været min daglige, eller, da Dagen tit var optaget, snarere min natlige Læsning” (►Grundtvig og Molbech 1888, s. 142). Krønikeudgivelsen mildnede forholdet mellem Grundtvig og 👤Molbech, og venskabet blev genoptaget — dog på mere formel basis med tiltalen ‘De’ i stedet for ‘du’ på 👤Molbechs udtrykkelige ønske (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 585).
✂ ►Den Danske Riimkrønike var udsendt i et begrænset oplag på 160 eksemplarer ved subskription og var med sin bibeholdelse af det gammeldanske sprog en udgave for sprogforskere og de lærde, hvilket også nævnes af 👤Molbech i værkets fortale: “Betragte vi nu endog kun denne Krønike som en Antiquitet for Sproggrandskeren, saa giver den os ikke faa interessante Bidrag til Modersmaalets ældre Sprog- og Formlære” (►Molbech 1825a, s. XVIII). Grundtvig opfattede derimod ►Rimkrøniken som et værk til folket, og han udtalte i 1841, at han ikke var begejstret for 👤Molbechs lærde udgave (jf. ►Toldberg 1954, s. 94). Han skrev også til 👤Molbech, at han ikke fandt “Udgaven saadan, som jeg, om jeg havde vovet mig dertil, kunde og vilde have gjort den” (►Grundtvig og Molbech 1888, s. 142).
✂ I sin fortale til ►Den Danske Riimkrønike henviser 👤Molbech til Grundtvigs tidligere udgivne artikler i ►Danne-Virke, hvor Grundtvig fremsatte sit syn på ►Rimkrønikens tilblivelse, at den udsprang af mere end én forfatter. Om sine overvejelser over udgivelsen af sin fornyede undersøgelse skrev han til 👤Molbech:
✂ Tvivlraadig var jeg om, hvorvidt jeg skulde omtale offenlig hvad jeg mest havde gjort for min egen Fornøielses Skyld, og hvad jeg godt veed, kun Faa bryde sig om, og vel endnu færre kan bedømme; men efter den Besindigste af mine Venners Raad besluttede jeg dog at give et lille Udtog af mine Bemærkninger i ►Aftenbladet (►Grundtvig og Molbech 1888, s. 143).
✂ Med udtoget i ►Nyt Aftenblad fik Grundtvig endnu engang fremført sin opfattelse af ►Rimkrønikens forfatterforhold.