↩ Opløsningen af dobbeltmonarkiet Danmark-Norge i 1814 havde været en væsentlig omvæltning for både nordmænd og danskere. Begivenheden fulgtes af en åndelig brydningstid inden for den danske litterære verden (jf. ►Ingemann 1863, s. 27-29). Det var i denne brydningstid, at Grundtvig og 👤Ingemanns fælles forestilling om en litterær ‘genfødsel’ tog form. I et afskedsdigt ved 👤Ingemanns store udlandsrejse i 1818 havde Grundtvig udtrykt et håb om, at “et fællesvirke mellem de to – i grunden så forskellige – digtere [dvs. ham selv og 👤Ingemann] kunne genoplive Danmarks ånd” (►Albeck 1971, s. 24). Afskedsdigtet blev trykt i tidsskriftet ►Danne-Virke 4 under titlen “►Kiærminde-Bladet. (Til Ingemann.)” i 1819. Da 👤Ingemann kom hjem fra udlandsrejsen i 1819 opfordrede Grundtvig ham i et dedikeret eksemplar af ►Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus (1818) til at skrive et digt om skikkelserne fra 👤Saxos værk (►Rønning 1911, s. 49). Et par år efter, i september 1823, meddelte 👤Ingemann Grundtvig, at han var i gang med at skrive et episk digt med arbejdstitlen “Valdemar den Store og hans Mænd”, i hvilket han håbede at kunne skildre “Danmarks dybe Fald og Gjenoprejsning ved 👤Valdemar […], Folkeaandens Død og Opstandelse ved de store Kæmper, Herren opvakte, naar Nøden var størst, ‒ se denne Folkets historiske Gjenfødelse” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 5). Da Grundtvig knap et år efter læste det færdige værk, blev han ikke uforventet grebet af genfødselsskildringen og skrev i et personligt rimbrev til 👤Ingemann den 3. juli 1824: “Saa fandt du i Flinten / dog døende Gnist, / saa fandt du paa Klinten / dog ►Sigrid til sidst” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 12).