↩ Digtets beskrivelse af døden i strofe 5 er blevet udlagt således, at døden er en hviletilstand, hvor den troende afdøde venter på Herrens genkomst (►Scharling 1950, s. 48). Den eskatologiske forestilling om nye himle og en ny jord giver digtet i strofe 7 til kende ved, “at den gamle Jord ikke skal forgaa, men genfødes og forklares” – en tanke der er særdeles karakteristisk for Grundtvigs teologiske univers (►Scharling 1950, s. 46).