Grundtvig, N. F. S. Sang ved Grosserer Jens Harboes Grav den 14de September 1824

Anledning

Begravelsesdigtet “Her mødes alle Veie” er skrevet til Grosserer 👤Jens Harboes begravelse og sandsynligvis sunget ved graven i forbindelse med jordpåkastelsen. Efter at følget havde afsunget digtets første fem strofer, markeret i den omdelte, trykte folder af en streg, holdt Grundtvig formentlig begravelsestalen. Efter talen har følget fortsat sangen med “Lad da kun Jorden dølge” og de resterende strofer (se Malling 1962-1978, bind 2, s. 155). 👤Jens Harboe var en af Københavns fremtrædende borgere, og som medlem af rådet “Københavns 32 Mænd”, forløberen for borgerrepræsentationen, var han rådgiver for byens magistrat.

Grundtvig talte over “Graa haar ere en deilig krone; [naar] de findes paa retfærdigheds vei” (Ordsp 16,31, Biblia 1787). Han kendte ikke afdøde personligt (Grundtvig 1877, s. 40), men brugte skriftstedet til at udvikle, at det var Guds nåde, der stod bag “Retfærdigheds Krone”. Det gjaldt både den jordiske krone, dvs. et godt minde hos de efterladte efter et retskaffent og rosværdigt liv, og den himmelske krone, nemlig det evige liv. Begravelsestalen er bevaret i manuskript og i en trykt variant (Kirkelige Leilighedstaler, 1877, s. 40-44).