Grundtvig, N. F. S. Bjowulfs Drape. Et Gothisk Helte-Digt fra forrige Aar-Tusinde af Angel-Saxisk paa Danske Riim

Indledning og Fortale.

✂ Det Kvad, jeg her har stræbt i dets rette Mening at udtrykke paa Danske Riim, trænger udentvivl, ved sin Indtrædelse i Læse-Verdnen, til en Indledning, og jeg vil derfor, saa kort og godt, som jeg kan, fortælle mine Læsere: hvad jeg veed om Kvadets Skæbne ►hidtildags, hvad jeg har fundet om dets Indhold, og hvad jeg skjønner om dets Værd.

✂ Hvad nu for det Første Alderen angaaer, da er den, ►som man regner til, meget høi, eller meget spæd; thi regner man fra den Tid Kvadet maa være kommet til Verden, da er det ►vist ældre end 👤Methusalem, men regner man efter, ►naar det kom for Dagen hos os, blev fem Aar dets høieste Alder, som det endda kun halvveis kan hjemle sig. I lidt over hundrede Aar har Oldgranskerne i 📌Engeland og 📌Danmark imidlertid dog vidst, at der, mellem de Angel-Sachsiske Haand-Skrifter i det 📌Cottonianske Museum, skulde findes et ypperXXIVligt historisk Digt, fra Oldtiden, om en vis ►Bjowulf; thi det meldte 👤Wanlei i sin Fortegnelse, og gav der til Prøve nogle Linier af den saakaldte Indledning og første Sang*👤Hickesii ►Thesaurus ►T. 3 P. 218 under Mærket: ►Vitellius A. XV. hvor Digtet kaldes: ►Tractatus nobilissimus poetice scriptus.. Vel findes den Indhold han angav: ►Skjoldungen ►Bjowulfs Krige med nogle svenske ►Nisse-Konger, ei i Digtet, saa, ►naar man var ret ►tvivlesyg, kunde man indbilde sig, han enten selv havde gjort Prøverne, eller at de var Alt, hvad der fandtes, indtil siden en tjenstfærdig Aand, en angel-sachsisk 👤Macpherson, gjorde Resten*Anseer man en saa overdreven ►Tvivlesyge for umuelig, da læse man Svenskeren 👤Fants Betragtning over Oprindelsen til 👤Saxos ►Danmarks Krønike, som, i Følge hans Oplysning, er, efter 👤Thomas Gheismers ►Udtog, digtet af 👤Lave Urne og 👤Christen Pedersen i det 16de Aarhundrede., men en saadan Gjætning vilde dog neppe finde Bifald i den lærde Verden, der dog immer maa bruge lidt Forstand med sin Vantro. Dristig tør vi da antage, at Kvadet ei er giort i det attende Aarhundrede, da man, som bekiendt, hverken var synderlig poetisk af sig, eller synderlig stiv i Angel-Sachsisken, og derom er, saavidt jeg veed, dog alle enige, at man ikke skriver godt paa et Sprog man ikke selv ⓘ forstaaerforstaaer] GV, sorstaaer A. Spørgsmaalet bliver altsaa her: hvor længe er det siden, man i 📌Engeland forstod saa godt Angel-Sachsisk, at man kunde skrive nærværende Digt? Og dertil svarer ►Krøniken: i det allermindste XXV700 Aar, thi den yngste angel-sachsiske Skrift man kjender, er fra Midten af det tolvte Aar-Hundrede*►Chronicon Saxonicum slutter med 1154., og den er i alle Henseender kun meget maadelig. Men sæt nu ogsaa, den var ret god, eller antag den Urimelighed, at man siden i Kloster-Skolerne, hvor Angel-Sachsisk, til Reformationen, skal have været en ►Lære-Gjenstand *Jeg kjender ei nok til 📌Engelands Middel-Alder, for at vide det ►vist, men troer gjerne 👤Hearnes Vidnesbyrd i Fortalen til ►Textus Roffensis p. XVII., drev det videre, end til at læse maadelig og skrive slet, saa mærke man, at Kvadet er ikke blot ret skrevet paa reent Angel-Sachsisk, men tillige paa det Ordenligste rimet efter gammel Stiil, og udstyret med al den Pragt og Prydelse, som Angel-Sachsernes poetiske Sprog med Rette var berømt for at eie, og det yngste Vers i den Maneer vi kiende, er det som findes i ►Sachse-Krøniken ved Aar 975, og hænger i alle Maader saa fast ved samme Aar, at det neppe kan skilles derfra*Ikke det, Prof. 👤Rask anfører i sin ►Angel-Sachsiske Grammatik S. 116, som er reent i Vilderede, men det større i Texten, om 👤Edgars Død, Cometen, ►Oslacs Landflygtighed &c. ►Ch. Sax. (Ed. Gibs.) 122-23., medens det yngste historiske Kvad i den gamle Smag, vi kjende, er det berømte ved Aar 938 om Kong 👤Adelsteens Seier ved 📌Brunan-Burg. Saaledes nøder da blot Sprog og Stiil os til at indrømme ►Bjowulfs Kvad en Alder XXVIaf omtrent 900 Aar, uden at det dog er rimeligt, man i det 10de Aarhundrede digtede saa store Stykker i en Stiil, der i det tolvte var selv 👤Henrik af Huntingdon uforstaaelig, skjøndt han ►vist var en stor Angel-Sachsisk Sprog-Mester i sin Tid*Han kalder nemlig Kvadet om Kong 👤Adelsteens Seier et Slags Vers, med ►allehaande fremmede Udtryk og Tale-Maader, som han vel indbilder sig at forstaae, og lover en næsten bogstavelig Oversættelse af, men viser, netop ved Forsøget, er ham selv fremmede. ►Ealdor-langne tyr, Geslogon æt sæcce. (Udødelig Ære tilkæmpede de sig i Striden) hedder hos ham: ►longa stirpis serie splendentes percusserunt; ►glad ofer grundas (gleed over Jorden) ►lætificans profunda, ►þær geflemed wearþ, Norþmanna brego (der fordreves Nord-Mænds-Konge) ►Ibi deperiit Normannorum tumor, ►Swilce þær eac se froda, Mid fleame com, On his cydþe norþ, 👤Constantinus (ogsaa den gamle 👤Constantin kom som Flygtning hjem til nordlige Land) ►Simul et Froda ductor Normannus cumqve suis notis Dux 👤Constantinus. ►H. H. Ed. ►Savelii p. 204 hvor der er Nok af det Slags..

✂ Dog, end ikke her kan vi standse, thi vi har et Angel-Sachsisk Kvad for os, ikke blot helliget en Nordisk Helts Ihukommelse, men fuldt af Nordiske Old-Sagn, og, vel at mærke, paa det Venligste stemt mod 📌Danmark og Dansk. Tager jeg ikke meget feil, da bestemmes Kvadet herved en Fødsels-Tid, der ei ligger langt fra ►Overkomsten, og før endnu de danske Hedninger ved deres ►Vikings-Tog havde gjort sig bekjendte og forhadte paa Øen. Jeg veed meget vel at XXVIIdenne Paastand vil synes Somme for dristig; men jeg tør alligevel mene, der er intet Vovet i den, især da man, ved denne Regning, netop føres til den Tid, da vi veed, den Angel-Sachsiske Poesie stod i ►feireste Blomster. Det var nemlig efter almindelig Beretning Aar 787, i Kong ►Offas Dage, at de Danske første Gang som Fjender giæstede Øen*►Ch. Sax. (Ed. Gibs) 64, og ►Chronol. Sax. ad calcem Bedæ (Ed. Whel.) 524., og lad end Aars-Tallet være usikkert, Tids-Rummet kunde man dog ei tage Feil ad. Nu veed man, at netop paa Overgangs-Punkten fra det syvende til det ottende Aarhundrede, staae begge de berømte Digtere: 👤Cædmon og 👤Ealdhelm (►Oldhjelm) hvis ►Jævning man ►vist maa finde i nærværende Kvads Forfatter, hvis han ikke netop var En af de To*👤Cædmon, som allerede var en ►gammelagtig Mand, da han gik i Kloster, er ventelig død omtrent paa samme Tid, som hans Abbedisse, Moder 👤Hilde, der hensov 680, (►Beda 320-32) og 👤Ealdhelm døde 709. ►Chr. Sax. 50.. Vil man indvende, at herved tages igjen for lidet Hensyn paa ►Overkomsten, da betænke man, at saalænge Angel-Sachserne var Hedninger, havde de bestandig Samkvem med 📌Norden og drog Forstærkning derfra, samt at 📌Nordhumberland, det egenlige Sæde for den Angel-Sachsiske Poesie og ►Vidskab, blev ►baade senere indtaget af Nordboer, og senere christnet end den sydlige Deel. Først Aar 547 stiftede 👤Ida Riget i 📌Nordhumberland, 627 XXVIIIdøbde 👤Paulinus Kong 👤Edvin *►Ch. Sax. 19 og 28., fra denne Tid til de Danskes første ►Indfald er 160 Aar, og, ligesom man altid gjerne i slige Tilfælde tager Middel-Tallet, er det her nødvendigt, for at faae en Tid, da Christendommen, som Digtet forudsætter, var almindelig udbredt, og dog en Tid, da man endnu huskede paa de gamle Sagn: ved at tage Middel-Tallet, staae vi igjen ved Aar 700, hos 👤Cædmon og 👤Ealdhelm, og der skulde da ►vist Meget til at drive os derfra. Her vil vi da standse, og ei bryde Hovedet med Gjætninger paa Ophavs-Manden, som, med de Efterretninger vi har, neppe kan avle nogen rimelig Formodning. Havde 👤Beda ikke forbudet det, da maatte vi nødvendig, især efterat have sammenlignet nærværende Kvad med hin store Digters ►bibelske Paraphras *Vel har 👤Hickes fradømt 👤Cædmon ►Paraphrasen, men naar man læser den ret, med ►Bedas 4de Bogs 24de Kapitel ved Siden, og skyder ud, hvad der øiensynlig er skudt ind, skal man nok see, at Historien hjemler ham den, og at den hverken er for ringe til hans Rye, eller til at betegne den Angel-Sachsiske Poesies herligste Alder. lade ham have Æren, til en Anden meldte sig med bedre Adkomst; men nu gaaer det vel ikke an*👤Beda siger nemlig (327) ►nihil unqvam frivoli et supervacui Poematis facere potuit, sed ea tantummodo, qvæ ad religionem pertinent, religiosam ejus lingvam decebant, og skjøndt man nu vel kunde bevise, at ►Kvadet om Bjowulf hverken var ►frivolum eller ►supervacuum, tør jeg dog ikke forstaae 👤Bedas Ord anderledes, end at 👤Cædmon slet ikke digtede om verdslige Ting., og saalænge man, XXIXsom jeg, ikke har seet andet af 👤Ealdhelm, end nogle ►forkonstlede latinske Riim, kan han, som ellers er den Eneste med stort Skjalde-Rygte, neppe foreslaaes til et saadant Barns ►Stiffader *Var 👤Ealdhelm os derimod bekjendt, som en anden 👤Cædmon, da maatte han blive Manden, thi han, siger Krøniken, sang netop om verdslige Ting til ►Folke-Gammen, og skal, efter hans Lovtalers Forsikkring, været Mester over alle Mestere i Angel-Sachsisk ►Skjaldskab. 👤Gales ►Scriptores ►V. I. p. 342..

✂ Det var da vel omtrent tusinde Aar efter Kvadets Fødsel, at 👤Wanlei meldte dets Tilværelse, og om man andre Steder ændsede det, veed ikke jeg, men vores gjæve 👤Langebek, veed jeg nok, glemde ei det gamle Kvad, i Talen om hvad han savnede af omtalte Bidrag til 📌Dannemarks ►Krønike fra fordums Tid*Foran første ►Tome af ►Script. Rer. Dan., og i den: Pag. 44 ►n. e.. Det er ligeledes ►vist, at ►Ædlingen 👤Suhm havde Øie paa den skjulte Skat, men maatte længe forgjæves prøve paa, at faae dem frem for Dagens Lys. Da der imidlertid, saalænge 👤Suhm levede, neppe skedte Noget til 📌Nordens Old-Krønikes Tarv, uden at han havde sin ►runde Haand deri, formoder jeg, det ogsaa var Tilfældet, da det endelig 1786 tillodes nuværende Etats-Raad og ►Geheime-Archivar 👤Thorkelin at tage Afskrift af Digtet. Arbeidet var ikke let, thi endskjøndt den gamle Bog udentvivl er ypperlig skrevet, XXXhar den gamle Skriver dog neppe ret vidst, hvad han selv skrev, og det som værre var, Ildebranden 1731 havde gjort en Deel ganske eller næsten ulæseligt. Imidlertid gik Foretagendet saa heldigt, som man med Hensyn paa alle Omstændigheder kunde forlange: først lod nemlig Hr. 👤Thorkelin, med en god Haand, Pergaments-Bogen ►efter-skrive, og tog derpaa selv en Afskrift til Sammenligning, som ogsaa var nødvendigt, thi ►Efter-Skriveren, som ventelig slet Intet har forstaaet af Sproget, synes imellem at have tabt Taalmodigheden, eller har dog i al Fald stundom oversprunget en heel Linie, der, uden Hr. 👤Thorkelins Afskrift, vilde været tabt for os.

✂ Saaledes kom Kvadet da til 📌Danmark, men, hvad enten det var 👤Suhms Død, eller Revolutionen med Alt hvad den gav Folk at tænke paa, og tale om, eller andre Ting som voldte det, man hørde, saavidt jeg veed, intet videre til det, før efter 1807, da det atter ►reddedes som en Brand af Ilden, og kom ventelig først ved denne Leilighed til ►Ædlingen Geheimeraad 👤Bülows Kundskab, som, altid hjemme, naar der bankes paa for Konst og ►Vidskab, tilbød sig at bekoste Udgivelsen. Digtet udkom da nu ogsaa 1815, vel ei saa vel bearbeidet, som Udgiveren i yngre Dage kunde leveret det, men dog vel bedre, end noget Angelsachsisk Digt indtil den Dag havde seet Lyset; thi 👤Cædmons herlige Digt, det Eneste af noget Omfang, som hidtil var trykt, løber som Prosa ud i Eet, og mangler al Oversættelse*►Paraphrasis Cædmoniana p. Frans. Junium Amstelodami 1655.. XXXIDette være ikke sagt den vakkre 👤Fransiscus Junius til mindste Forkleinelse, thi han har uberegnelige Fortjenester af den Angel-Sachsiske Literatur, og det var Synd at forlange, han skulde have forstaaet at udgive 👤Cædmon sømmelig; men aldrig skal jeg nægte, det er en stor Skam for 📌Englands Boglærde, at de, efter den Islandske Litteraturs Gjenfødelse, ikke endnu har lært at kjende ►Riim-Stavene hos deres Skjalde, og ei gjort et eneste Skridt enten til at forstaae, eller sømmelig udgive deres herlige Kvad*Vel er den Angel-Sachsiske Oversættelse af 👤Boethii Vers i hans Skrift om ►Philosophiens Trøst udgivet, tilligemed en prosaisk Oversættelse af hele Bogen (📌Oxoniæ 1698) men deels fattes ►og her baade ►Afdeling efter ►Rst., og alle Oplysninger, deels har disse Vers næsten kun Bogstav-Rimet tilfælleds med Digtene i 👤Cædmons Smag, hvad enten de saa ere af Kong 👤Alfred, eller, hvad jeg finder rimeligere, af en Grammatiker i det 10de Aarhundrede, der, blottet for Poesie, kun forstod at skrive correcte Vers..

✂ Angel-Sachsisk havde jeg aldrig læst, da ►Bjowulfs Drapen udkom, men begeistret for at kjende den, og temmelig fortroelig med ►Edda, faldt det mig ikke vanskeligt, snart at opdage en Deel af Udgavens ►Brøst, som jeg, vel med for liden Skaansel, strax aabenbarede i ►Kjøbenhavns Skilderie *►No. 60 og 63-65. 1815., hvor jeg ►i Besynderlighed ankede paa, at det deilige Sagn om Kong ►Skjolds ►Liig-Begjængelse var aldeles misforstaaet, og at endeel Personers Navne: ►Sigmund Volsung, XXXIIKong ►Hrædel med to af hans Sønner: ►Herebald og ►Hædkyn, ►Higelaks Søn ►Hardred, og Friser-Høvdingen ►Hengest, var, til ikke liden Forvirring, usynlige i Oversættelsen. En Recension i ►Literatur-Tidenden, som var en ►stor Overilelse, voldte at jeg forivrede mig lidt, og nu maatte jeg, da Udgiveren erklærede alle mine ►Anker for Drenge-Streger, nødes til at bevise dem, saa strængt, som det efter Omstændighederne var mueligt*►Skilderiet ►No. 70-72. 1815..

✂ Ved denne Leilighed var det, jeg paatog mig Arbeidet, som, efter fem Aars Forløb, nu endelig udkommer; thi jeg havde, i ►Skilderiet No. 60, paa Riim fordansket Indledningen, og sagt, jeg agtede at gjøre ►saa med hele Digtet, hvorpaa Geheimeraad 👤Bülow tilbød mig Understøttelse for at jeg en Tidlang kunne uafbrudt sysle dermed. Taknemmelig modtog jeg et Tilbud, der stemmede saa ganske med mit Ønske, og her seer man Frugten deraf: thi hvad jeg dristig havde besluttet, var ►vist aldrig gaaet i Opfyldelse, dersom jeg ei havde givet et Løfte, det var min ►ueftergivelige Skyldighed at holde, saavidt det paa nogen Maade blev mig mueligt. I al Fald vilde mit Arbeide aldrig, uden dette, blevet hvad det nu er; thi jeg havde sikkert overladt Andre Sliddet, og nøiedes med Fornøielsen at give en livlig Fordanskning af hvad jeg saae der omtrent maatte staae paa de dunkle Steder; men ⓘ nunu] GV, uu A skyldte jeg den Danske Adelsmand, der, trods ►Døgnets Skraal, beærede mig med Tillid, efter bedste Evne at retfærdiggjøre den. XXXIIIDerfor har jeg maattet studere Angel-Sachsisk, som om jeg vilde være Professor i det, og derfor gik Arbeidet i Langdrag, thi der vilde Tid til, og jeg blev ofte træt, uden dog at turde opgive mit Forsæt: at holde ud, til jeg havde benyttet alle de Hjelpe-Midler, jeg havde Adgang til*At jeg imidlertid ikke havde glemt mit Løfte, beviste ►►Udsigten over hele Digtet i ►Danne-Virke 2 Bd. S. 207-289, og ►Riim-Prøverne sammesteds ►4 Bd. S. 234.. En uventet Lykke var det i den Henseende, at jeg mødtes med Professor 👤Rask, efter hans Hjemkomst fra 📌Island 1816; med Glæde modtog jeg hans Forslag, om samlede at gjennemgaae Digtet, og levere en ny Udgave deraf, og skjøndt hans store Reise adskilde os ►alt ved den 14de Sang, og der blev Intet af Udgaven, erkjender jeg ligefuldt med Glæde den uberegnelige Vinding jeg, som heel ukyndig i Sprogets Grammatik, havde af at conferere med en saa udmærket Grammatiker, ligesom han da ogsaa snart i sin ►Angel-Sachsiske Grammatik skjænkede ei blot mig en Lede-Traad, der maa gjøre Epoke i den tilsvarende Literaturs Studium. Dobbelt Fordring har Prof. paa min Taksigelse, i det han tillod mig at sammenligne Udgaven med begge Afskrifter, som vare ham overladte til Afbenyttelse; thi uagtet Sammenligningen maatte skee saa hurtig, at jeg ventelig har overseet Adskilligt, er det dog neppe Stort, og uden det jeg saae, vilde i al Fald mangt et Sted, som nu er mig klart, været mig enten aldeles mørkt, eller dog saare dunkelt. XXXIVSaameget maatte jeg tale om mit Arbeide, fordi det hørde til Digtets Historie, men dermed skal det ogsaa være forbi, thi hvad jeg leverer kan for Øieblikket Faa bedømme, i sin Tid vil det blive skattet efter Vægten, og jeg vil ligesaa lidt prale af, hvad der ►vist er ufuldkommen nok, som jeg vil bede om Forladelse, fordi jeg ikke har gjort meer end jeg kunde, eller undskylde min poetiske Frihed for selvgjorte Dommere, der ligesaalidet veed hvad det er at oversætte, som hvad det er at gjøre et Digt. Kun det maa jeg sige: jeg har studeret Digtet, som om jeg skulde oversætte det Ord for Ord, og vil man ikke troe det, kan man maaskee engang faae Troen i Hænderne; men saaledes vilde jeg ikke oversætte og har ikke oversat det, og dog tør jeg paastaae, at Oversættelsen er troe; historisk troe, saa jeg aldrig med Villie har forandret eller indskudt Noget, og poetisk troe, saa jeg af al Magt har stræbt at sige livlig hvad jeg saae i Kvadet. Videre lader Sligt sig knap udvikle selv i en udførlig Commentar; hvem der forstaaer begge Sprog, og har poetisk Sands, han vil see det, og hvem der mangler enten Kundskab eller Sands eller begge Dele, nødes jeg til at lade beholde sin Mening, ligesom han nødes til at lade mig beholde mit Syn, der vel kan være svagt nok, men er dog neppe saa splittergalt for Stiil og Poesie, som Lille-Putterne i Aandens Rige bande trøstig paa, fordi de godt kan see, det ikke er som deres. Jeg har, siger 👤Cicero, oversat 👤Demosthenes, ei som Grammatiker, men som Taler, og derfor ei stræbt at ►tiltælle men at ►tilveie mine Læsere hans Ord; andet Forsvar troer jeg ikke at beXXXVhøve for sagkyndige og ►billige Dommere, og tager jeg heri meget feil, da er mit Arbeide aldeles uforsvarligt.

✂ Her seer man Digtets hele Historie ►hidtildags, som viser, at dets fleste Dage vare mørke; og at det har lidt langt mere af Tidens ►Van-Art, end af Ilds-Vaaden, er aabenbart; thi mangensteds, hvor Pergamentet har været ubeskadiget, er Kvadet dog lemlæstet, saa Haand-Skriften er, selv derfor, neppe fra det 10de, men rimeligviis fra det 12te Aarhundrede. Paa dets gamle Dage synes det nu at kunne vente sig en blidere Skæbne, og skjønt det vel neppe vil finde Erstatning for alle sine Gjenvordigheder, tvivler jeg dog ingenlunde paa, at naar man, efter hvad der nu er gjort i 📌Danmark, i 📌Engeland vilde foretage sig en nøiagtig Sammenligning, maatte ►Pergaments-Bogen endnu kunne give adskillige Svar paa Spørgsmaal, som nu først ere gjorte muelige; ja hvi skulde man ikke tillige nære det Haab, at der etsteds kan opdages en anden Haandskrift, eller i det Mindste en Afskrift taget af ►Pergaments-Bogen førend 1731*Det er i det Mindste slet ikke rimeligt, at 👤Junius, som tog Afskrift af Alt hvad han fandt udmærket i det 📌ⓘ CottonskeCottonske] GV, Cøttonske A Museum, skulde have overseet eller ringeagtet saa væsenlig en Prydelse.! Mindre rimeligt synes det, at man hist og her kunde finde enkelt, hvad der fattes, men umuligt tør jeg dog ikke kalde det, efterat have fundet en saadan ►Billing, som jeg slet ikke kan tvivle om, hører jo til Udgavens XVI. Sang, hvor der aabenbar fattes noget Saadant, og XXXVIjeg kan ei undlade her at føie Anmeldelsen, som et glædeligt Varsel, til Digtets Historie, skjøndt jeg ligesaalidt vilde indfælde den nærmere Efterretning deri, som Brud-Stykket i Sangen, før mit Skjøn stadfæstes af uvildige Med-Domsmænd. Det Øvrige herom maa man da søge paa vedkommende Sted i Oplysningen om Digtets Indhold, som var det andet Stykke jeg regnede til Indledningen.

✂ Vel maa enten Digtet eller Oversættelsen være meget slet, dersom en opmærksom Læser behøver min videre Veiledning, for at hitte Rede i Hoved-Begivenheden, og historiske Oplysninger behøves der ikke til at fatte ►Bjowulfs romantiske ⓘ EventyrEventyr] GV, Eventyt A i ►Hjorte-Borgen og paa ►Ørne-Næs; men Digtet har, foruden sin eventyrlige, ogsaa en historisk Side, da der, som i Forbigaaende, falder mangt et Ord om oldnordiske ►Herre-Slægter, ►Skjoldunger nemlig, ►Hrædlinger, ►Skilfinger og ►Vægmundinger, ja endog et enkelt om de vidtberømte ►Volsunger og de ubestemte ►Vilfinger. Fra denne Side gives der, netop for den opmærksomme Læser, meget Meer at spørge om, end jeg kan svare paa, og det er da min Skyldighed at meddele hvad jeg har fundet, paa Vilkaar, at Læseren for det Første tager dermed til Takke; ligesom jeg med Taknemmelighed skal modtage hvad nærmere Oplysning han til Gjengjæld vil skjænke mig.

✂ Med ►Skjoldungernes Priis, og et Sagn om deres Stamfader, begynder Digtet, og det maae vel ►Dannemænd lide, i det Mindste fristes jeg ikke til her at afvige fra den gamle Digters Orden.

✂ XXXVIIHvad her, i første Sang*I Udgaven som Indledning., unægtelig fortælles om den Danske Kong ►Skjold, er: at han, en ►Skefing af Herkomst, var i sin Barndom kommet ►eenlig paa et Skib, med Vaaben og Klenodier, drivende til 📌Danmark, og blev der en vældig og ►livsalig Drot, indtil han døde mæt af Dage, hvorpaa hans Liig blev, efter hans sidste Villie, indskibet med en ligesaadan Ladning, som han var fordum landet med, og overladt paa ►vildende Hav til sin Skæbne.

✂ Af dette Sagn findes hverken hos 👤Saxo, ei heller, saavidt man veed, i islandske Bøger mindste Spor, men kjendelige derimod hos engelske Forfattere fra Middel-Alderen. Saaledes fortæller 👤Ethelverd, som skal have levet sidst i det tiende Aarhundrede, at Kong 👤Athulf (ellers ogsaa kaldet 👤Æthelvulf) i 📌Vest-Saxen, en Søn af den bekjendte Kong 👤Egberth, og Fader til den berømte 👤Alfred, nedstammede, gjennem 👤Cynric, 👤Cerdic, og ►Wothen, i tredivte Ledd fra en ►Skjold, Søn af ►Skef, og ⓘ tilføiertilføier] GV, til føier A saa, at bemeldte ►Skef var, som et spædt Barn, kommet drivende paa et Skib, til en Øe i Oceanet ved Navn 📌Skaane, hvor han, omringet af Vaaben, blev fundet af Indbyggerne, som ei alene venlig ►annammede og opfostrede det ubekjendte Barn, men valgde ham endog siden til Konge*►Saa siger 👤Ethelwerd: (►Rerum Anglic. Script. Ed. Savilii. Londini 1596 pag. 479) ►Ipse ►Scef cum uno dromone advectus est in insula Oceani, qvæ dicitur 📌Scani, armis circumdatus, eratqve valde recens puer, et ab incolis illius terræ ignotus. Attamen ab iis suscipitur, et ut familiarem diligenti animo eum custodierunt, et post in regem eligunt. Hvad her menes ved ►familiarem er tvivlsomt, men efter ►costodierunt at slutte, skal der vel underforstaaes: ►genium, saa de betragtede ham som deres Skyts-Aand.. Denne XXXVIIIFortælling finde vi gjentaget hos to af det tolvte Aarhundredes Forfattere, nemlig 👤Vilhelm af Malmesbury *►Script. Rer. Angl. ⓘ p.p.] GV, f. A 22. og 👤Simeon af Dunhelm *►Ib. i Indholds-Listen foran ►historia ecclesiæ ⓘ Dunelmensis.Dunelmensis.] GV, Dunelmensis A, samt hos 👤Matthæus af Vestmynster *►Flores Historiarum p. 166., overalt med det Tillæg, at Barnet kom tillands, slumrende paa en Korn-Neeg, og fik deraf Navnet ►►Scef eller ►Sceaf (►👤Mathæus skriver Seaf) samt at han blev Konge i 📌Slesvig eller 📌Hethebye *Øens Navn skrives der: 📌Scandea, 📌Scandza og 📌Scandalia, med det Tillæg, at det er den samme, som ►Gothernes Historie-Skriver 👤Jordanes omtaler. 👤Alberich Munk derimod har, efter 👤Langebeks Vidnesbyrd (►Scriptores ►T. I. p. 9). ►📌Scania qvæ est in 📌Dacia.; men disse Tillæg, hvoraf det Sidste desuden ►vist er hjemmegjort, vedkomme os her ikke synderlig, og jeg vil kun bemærke, at den gamle Skjald har sikkert Retten paa sin Side, saa Barnet kaldtes ►Skjold Skefing. Allerede som Ældre og som Skjald bør han nemlig, hvor det gjælder Old-Sagn, staae meest XXXIXtil Troende, og det er desuden rimeligst, at man kaldte den Lille, i hvem man saae et Skjold for Landet: Skjold, ligesom det var ganske naturligt, at ►Skefing blev, i det ►Ringeste, hos Angel-Sachserne, ►Stam-Navn for den ubekjendte ►Skibs-Dreng, da det hos dem var almindeligt, at tillægge 👤Noe en fjerde Søn: ►Skef, som var født i Arken *►Script. Rer. Dan. ►T. I. p. 9 og 👤Suhms ►critiske Historie af Danmark B. I. (6) S. 516. Fra Angel-Sachserne er Navnet kommet ind i Fortalen til 👤Snorres ►Edda, og i ►Langfedgatal, hvor ►Seskef øiensynlig skal være: ►se ►Scef, som ved Ukyndighed i Angel-Sachsisk er skrevet sammen..

✂ ►Skjold, siger Skjalden, avlede ►Bjowulf, og ►Bjowulf avlede ►Halvdan, og ►Halvdan var Fader til ►Hrodgar, den ►livsalige ►Danner-Konge, hvis Lykke syndes forsvundet, da ►Grændel rasede, men vaagnede atter ved ►Gothe-Helten ►Bjowulf: ►Grændels Banemand; til hvilket Sagn her Intet er at føie; men ved Gildet i ►Hrodgars rensede ►Hald, kvad Skjalden til Harpen om et ►mærkværdigt ►Tog til ►Jetters eller ►Joters Land under den ►høie Halvdan, ►Hrodgars Fader, og dette Kvad, som jeg, i tiende Sang*I ►Udg. 16de og 17de Stykke., har stræbt at eftersjunge, kan vel trænge til ►Oplysning.

✂ At ►Toget skedte, under Kong ►Halvdan, af Daner og Friser, med ►Hnæf og ►Hengest i Spidsen, at ►Jette-Kongen hed ►Finn, at han, efter et stort Nederlag, afstod Fienderne sit halve Rige, men gjorde XLsiden Sviig, hvorved ►Hnæf med mange Flere mistede Livet, samt at ►Hengest, Aaret efter, fornyede Feiden, saa det sveed til ►Finn, som selv fik Bane-Saar, alt Dette er klart nok; men hvad Læseren maa spørge om, er: hvor ►Finn var Konge, hvorledes Heltene blev svegne, hvorledes ►Hengest ►undkom, og i hvad Forhold ►Hildeborg ►Hokes ►Daatter, den høibaarne ►Græde-Kvinde ved Helte-Baalet, stod til de Høvdinger, Sagnet omtaler?

✂ Oplysningen jeg kan give, er nu vel ikke stor, da der, hverken hos 👤Saxo eller i andre mig bekjendte Nordiske Kilder, findes Spor af dette Sagn, men at ►Hildeborg maa have været Moder eller Søster til ►Hnæf, mener jeg dog følger af det noget dunkle Sted: S. 85 L. 13-19 sammenlignet med S. 82 L. 15, og at ►Finn har ⓘ overrumplet Helteneoverrumplet Heltene] GV, overrumplet-Heltene A ved Natte-Tide, fremlyser af følgende Brud-Stykke, som upaatvivlelig hører hid*►Brud-Stykket findes i 👤Hickesii ►Thesaurus ►T. I. pag. 192 med følgende Oplysning: ►forte reperi fragmenti poetici singulare folium in codice MS. homiliarum Semi-Saxonicarum, qvi extat in 📌Bibliotheca Lambethana, og beskrives af ⓘ 👤WanleiWanlei] GV, Waulei A Pag. 269 saaledes: ►Fragmentum poeticum, prælium qvoddam decribens, in oppido ►Finnisburg nuncupato initum.:

✂ Her slipper ►Brud-Stykket, og da Borgen bærer Navn efter ►Finn, og ►Hnæf og ►Hengest staae i Spidsen for en ►Kæmpe-Flok, hvori tillige findes de af Digtet bekjendte ►Ordlaf og ►Gudlaf *Da baade ►Ordlaf her, og ►Oslaf i Digtet, kun nævnes een Gang ved Siden af ►Gudlaf, er Stavningen vel, men Eenheden neppe usikker., kan der ikke være mindste Tvivl om, at vi her have et Brud-Stykke af Sagnet om det besjungne ►Tog; men i det Høieste kun et lille Spørgsmaal om, hvorvidt det tillige er et Brud-Stykke af nærværende Digt, eller maaskee af et Andet? Til sidste Mening skulde jeg snarest hælde, dersom jeg ei maatte kalde det ti Gange rimeligere, at et Brud-Stykke af hvad Digtet øiensynlig fattes, hører det til, end at et saadant skulde være den eneste ►Levning af et nærbeslægtet Kvad; men derfor tør jeg ikke, skjøndt det altid var mueligt, der kunde været et udførligere Digt til om ►Hengest, hvortil det nærmest hørde*Versene i ►Brud-Stykket forekom mig baade indvortes og udvortes at være ringere end i ►Bjowulfs Kvad, og Ordet: ►hyssa fandt jeg mistænkeligt, da jeg i intet Digt havde fundet det, uden i det daarlige Tillæg til 👤Cædmons ►Paraphras; men dog findes der i Digtet S. 89 nok saa knortede Vers, og S. 93 L. 12 har jeg nyelig opdaget Ordet: ►hyse..

✂ XLVIEndnu et Sagn, henhørende til ►Skjoldung-Saga, finde vi i sextende Sang*I Udgaven det 28de Stykke., hvor der fortælles, at en Prinds, hvis Fader var faldet i Strid med ►Danner-Kongen, skulde, til godt Forlig, være Dennes Sviger-Søn; men ophidsedes af en gammel ►Kæmpe, der havde tjent hans Fader, til at bryde Pagten og fornye Blod-Badet, hvori han, som det synes, selv gik til Grunde.

✂ Jeg har før*I ►Udsigten over Bjowulfs Drape. Danne-Virke. Bd. 2. S. 250. yttret den ►Gjætning, at vi maaskee her havde et fordreiet Sagn om ►Ingel Frodesøn, ►Stærk-Odder og ►Svertings Sønner, som vi kjende af 👤Saxos sjette Bog; men en saadan ►Gjætning maatte bestyrkes af flere sammenstødende Omstændigheder; naar den skulde have Noget at betyde, og maa da indtil Videre skjøtte sig selv; skjøndt jeg endnu ingen bedre Oplysning veed.

✂ Prindsens Følge kaldes ►►heaþo-beardas, som maa være et Slags ►Folke-Navn; men for at lade det Ubekjendte ubestemt, har jeg brugt Ordet ►Magle-Barder, som, efter Sproget, kan betyde det Samme, uagtet jeg kunde havt Lyst til at skrive Longo-BarXLVIIder som er et, nogenledes tilsvarende bekjendt ►Folke-Navn i 📌Norden *Naar man seer, at ►Volsunge-Saga nævner ►Lang-Barder i den Danske Kong ►Hjalpreks Gaard, og at 👤O Flaherti i sin ►Ogygia (p. 206) taler om Longobarder som feidede paa 📌Irland, da seer man vel, at Longobardernes Navn og Oprindelse fortjener en grundigere Undersøgelse, som nok vilde føre enten til Lang-Skibene (👤Erik Jarls Skib hedd ►jarn-bardr) eller til ►Langbard-Siden i 📌Norge, eller til begge Steder..

✂ Vi komme nu, efter Digtets Orden, til Kongerne i 📌Gothland: ►Hrædel og hans Afkom, som efter ham kaldes ►Hrædlinger, og, for deres Skyld, med det Samme til de Svenske ►Skilfinger, med hvilke de laae i langvarig Feide.

✂ Fandtes der i Nordens ► Krønike ingen Oplysning til Digtets Sagn om ►Skjoldungerne, da kan vi her ►end mindre vente nogen, hvor det gjælder 📌Gothlands og 📌Sverrigs ►Herre-Stammer, som uden ►Saga-Spor ere nedsjunkne i Glemsel; men til Lykke behøver man her ogsaa blot at samle hvad Digtet selv indeholder, for at fatte det*I 10de, 17de, 18de, 19de og 20de Sang, men i Udgaven S. 92. 165. 176-79. 181-86. 194-95. 216-22..

✂ Kong ►Hrædel i 📌Gothland havde paa sine gamle Dage den Hjerte-Sorg, at hans Første-Fødte ►Herebald faldt for sin Broder ►Hakon (►Hædkyn) og ►der den Gamle sank i Graven, bekrigede og nedlagde den XLVIIISvenske ►Skilfing ►Ongenthjov ►Hakon, hvorpaa ►Hrædels tredie Søn ►Higelak besteg Thronen, fik ved sine ►Kæmper: ►Ulf ►Vanraads Søn og ►Jofur, ventelig ►Ulfs Broder*I ►Udg. S. 185 L. 20-22., ►Ongenthjov fældet, og havde i sin Syster-Søn ►Bjowulf en mægtig Støtte; men faldt dog tidlig paa 📌Frislands Kyst i et Slag med Franker og Friser.

✂ Nu tilfaldt ►Gothe-Riget ►Higelaks Søn ►Hardred eller ►Haardraad, hvem den trofaste ►Bjowulf opfostrede, men neppe var han blevet myndig, før de Svenske ►Skilfinger, ►Ohters Sønner, og ►Ongenthjovs Sønne-Sønner, landede for at hævne deres Farfaders Fald, som ogsaa lykkedes dem, og med ►Hardred uddøde da Kong ►Hrædels Mands-Stamme.

✂ Nu besteeg ►Vægmundingen ►Bjowulf, en ►Daatter-Søn af Kong ►Hrædel, den ►Gothiske Throne, og ham var det forbeholdet at betale ►Skilfinger gammel Gjæld, ved hvilken Leilighed blandt Andet ►Janmund eller ►Anmund, en af ►Ohters Sønner, fik sit Bane-Saar; men dog lader det, som ►Gothe-Riget, efter ►Bjowulfs Død kom til ►Skilfing-Slægten, der vel ogsaa var beslægtet, eller dog ►besvogret med ⓘ ►HrædlingerneHrædlingerne] GV, Hrædlingerneindvisningstegn fjernet A; thi ►Viglafs Fader synes at have været en ►Skilfing, ja endog en Søn af ►Ongenthjov, Broder til ►Ohter og ►Onela *I ►Udg. S. 194 L. 4 og 195 L. 8-10.. Da imidlertid ►Bjowulf udtrykkelig erklærer ►Viglaf for sin Frænde, maa han vel have været en ►Daatter-Søn eller Syster-Søn af XLIXham, og altsaa paa Mødrene-Side baade ►Hrædling og ►Vægmunding.

✂ Hvad nu ►Volsungerne angaaer, da er Ordet om dem let at fatte, naar man blot lægger Mærke til, at Kampen med ⓘ Dragen,Dragen,] GV, Dragen- A som Islandske og Tydske Sagn ⓘ tillæggetillægge] GV, tillæge A ►Sigurd eller ►Siegfried, her tillægges hans Fader ►Sigmund.

✂ Endelig findes i 15de Sang*I ►Udg. S. 145-47. en Stump af et Sagn om den vældige Kong ►Offa og hans Dronning, men hvorom jeg ingen videre Oplysning kan give, end den Formodning, at Talen vel er om ►Offa hin Gamle (vores ►Uffe hin Spage) som fandt sig en Dronning i Skoven, der siden ved skiændig List blev ham berøvet, men atter ved et Under skiænket, som Legenden melder*►Vita Offæ Primi p. 4-7 i ►Matthæi Parisiensis Opera. (►Ed. Paris 1644)..

✂ Naar Læseren mærker sig vel, hvad nu er sagt, da fatter han Digtets Indhold saa godt som jeg, og det er naturligviis alt, hvad jeg kan hjelpe ham til.

✂ Spørger man nu endelig, hvad jeg skjønner om Digtets Værd, da maa jeg, for at svare bestemt, atter gjøre en ►Skilsmisse, saa jeg yttrer først mit Skjøn om Kvadets Poetiske, og derpaa om dets Historiske Værd.

✂ Man vente ikke her en udførlig Betragtning over dette gamle Helte-Digt, deels som et værdigt Mindes-Mærke af Angel-Sachsernes sikkre og ►høipoetiske BeLskuelse, og deels som et dristig anlagt, deilig ►stilet, tildeels herlig udført, men dog i det Hele halv forulykket Konst-Værk; thi jeg vil dog ei gjøre Døren større end Huset, og det maatte jeg, naar jeg her skulde udvikle den Angel-Sachsiske Poesies Vilkaar, og i Særdeleshed nærværende Digts Forhold til Saga-Kvadene i ►Edda, og til Tydskernes ►Niflunge-Sang. Maaskee forsøger jeg Dette andensteds*Ventelig i ►Danne-Virke, hvor Begyndelsen dertil paa en Maade er gjort., og her vil jeg egenlig kun sige, at efter mit Skjøn fortjener og fordrer Kvadet en saadan udførlig og grundig Behandling.

✂ Naar jeg da ►end tilføier ⓘ etet] GV, at A Par Ord, er det kun for at de Læsere, som ei kjende ►Dannevirke, kan see, at jeg har tænkt mig noget Bestemt ved de Udtryk hvori mit Skjøn er affattet.

✂ Jeg finder nemlig at ►Bjowulf er med et dybt poetisk Blik betragtet og levende fremstilt som Menneske-Slægtens Nordiske Helt, der, tilsidst paa sit eget Livs Bekostning, afvæbner Mørkets Magt og redder med Kraft det døende Folke-Liv, og har jeg Ret, da er Digtet ogsaa unægtelig ►høit, ja en ►Thors-Drape, hvortil selv ei 📌Island kan opvise Mage.

✂ Jeg finder end videre, at ►Bjowulfs eventyrlige Kampe betegner de to store Afdelinger af Menneske-Kampen mod hin Mørkets Magt, som deels yttrer sig i voldsomt ►Anfald paa ►Kæmpe-Livet, deels i Rugen over de Vaaben og Skatte som høre til dets Fortsættelse, LIeller med andre Ord: deels i Historien og deels i Naturen. Allerede Dette giver Digtet en vis Grad af poetisk Sandhed, som i mine Øjne hæver sig til en sand og herlig historisk Beskuelse, derved, at Helten er ►Gothernes, det nordiske ►Kæmpe-Folks, Helt, medens Skue-Pladsen for den første (historiske) Kamp er 📌Danmark: Historiens Nordiske Fædreneland, og Skue-Pladsen for den anden (naturlige) Riget, som vel maae kaldes de nordiske Natur-Kræfters Sæde. Det turde endelig være lige saa rigtigt i poetisk og videnskabelig, som i oldhistorisk Henseende, at fremstille ►Gothe-Helten som de Danske Kongers Ven, og de Svenske Kongers Fiende; men her støde vi dog paa den ene Grund, hvorfor jeg kalder Digtet, som Konst-Værk, halv forulykket; thi naar Eventyr og Historie saaledes som her ►sammenblændes, da tabes den indvortes Eenhed. Min anden Grund er Savnet af udvortes Eenhed, da Eventyrene om ►Grændel og ►Stærkhjort ikke engang ere sammenkjædede, men holdes kun sammen af Helten, der har, saa at sige, et i hver Haand. Min tredie ►Udsættelse er den, at Episoderne ere for det meste smagløs, og tildeels i ►Billinger indskudte, hvorved Digtet taber sin Runding og en Deel af sin Klarhed, saa min ►Daddel er neppe ugrundet; men at man ikke desmindre finder i enkelte Dele langt mere virkelig Konst, end man kunde vente i et Digt fra de Dage, der ei røber mindste Bekjendtskab med Oldtidens Konst-Værker, vil udentvivl alle Kyndige indrømme; og jeg tør mene, at det bør kaldes et ►Gothisk Helte-Digt, ei blot fordi Helten er en LII►Gothe, men ogsaa fordi det er et Konst-Værk i samme Aand og Stil, som hvad man i Konsten kalder ►Gothisk; thi det er høit og dristigt, udført selv i de mindste Dele med Sindrighed og kjærlig Flid; saa at skjøndt Delene ingenlunde hænge saa smukt sammen som i Grækernes Værker, har derimod ogsaa hver Deel for sig langt høiere Værd, og det Hele langt Meer at betyde.

✂ Ypperlig kalder jeg endelig Fremstillingen, thi Talen er trohjertig, uden at have den tydske Vidtløftighed, og uden, ved Kortheden at blive mørk som saa tit i de ►Eddiske Digte; den er blomstrende, uden, som de senere islandske Vers, at vrimle af haartrukne Lignelser. Føier man hertil Digtets Ærbarhed, dets Inderlighed mangensteds, og dets religiøse Grund-Tone, da maa man vel bekjende, det er i alle Maader et udmærket Oldtids-Minde, og, blandt andet maaskee det eneste gamle Digt, man med glad Sikkerhed kan lade Børn læse, en Bemærkning jeg troer at skylde mine Læsere paa en Tid, da man ►vist inderlig maatte ønske Børn livlige Riim-Krøniker istedetfor ►dødt Meel-Pap, og dog har saa ondt ved at finde Bøger, som med den nødvendige Livlighed og Trohjertighed forene den ikke mindre nødvendige Reenhed og Ærbarhed.

✂ Nu staaer da kun tilbage, at tale lidt om Digtets historiske Værd; men ligesom det tildeels er vanskeligt herom at tale bestemt, er det vel umuligt at yttre et Skjøn, som jo vil forekomme En eller Anden af Historiens ►Kyndinge ugrundet, thi ligesom der i det Hele gives høist forskjellige Meninger om det histoLIIIrisk Vigtige, er det især Tilfældet, naar Talen er om Old-Sagn. Der var en Tid, da man behandlede dem som reen og sikker Historie, der kom en anden, som tildeels endnu vedvarer, da man storagtig forkastede dem som ►Kjærlinge-Snak, og der er begyndt en tredie, hvori man stræber paa Nye at sammenblande dem med den sikkre Historie, ved, paa en Maade, at indlemme den i dem, ligesom de før indlemmedes i den, eller, med andre Ord, ved at gjøre alt Historisk til slette ►Vahre, ligesom man før tog Alt for gode. Ingen af disse Tider ønsker jeg, som Historiker, at ⓘ tilhøretilhøre] GV, til høre A; men vilde, som saadan, gjerne forbinde de ældre Dages Godtroenhed med den følgende Tids Forsigtighed, og det nys-undfangne poetiske Saga-Blik; Noget der kun ufuldkomment kan lykkes, og vilde neppe, hvor godt det saa lykkedes, tækkes Andre end hvem der med mig hører til ►Levningen af den gamle Verden. Ingenlunde anfører jeg Dette, for at undgaae en aabenhjertig Bekjendelse af min historiske Tro, i det Hele og det Enkelte, thi det veed mine Læsere, er imod min Natur; men kun for at de, der ellers ikke kjende mig fra den historiske Side, kan see det er med Vidende og Villie jeg stræber at forbinde, hvad der sædvanlig findes skarp adskilt.

✂ Ethvert Folks Old-Sagn er deres historiske Poesie, deels fordi Barn-Dommen er overalt den af Natur mest poetiske Alder, og deels fordi man fra Barn-Dommen kun mindes hvad der har gjort et poetisk Indtryk paa Sindet. Der maa i Følge heraf være ligesaa stor Forskjel paa de adskillige Folke-Færds Old-LIVSagn, som der er paa deres Aand, og især paa deres Forhold til Historien, saa det røber kun liden Skarpsindighed at skjære dem alle over een Kam, da der end ikke behøves Stort til at opdage den uhyre Afstand mellem de Folks ►Old-Sagn, hvem Naturen, og deres, hvem Historien var kjærest. At det er de Sidstes, der, ei blot i det Hele, men ogsaa i det Enkelte, har historisk Værd, indsees let, og at Nordboerne ►fortrinlig høre til det Folke-Slags, vil neppe nogen Historiker nægte.

✂ Det vilde imidlertid igjen være en ►Overilelse, at betragte alle Nord-Boers Old-Sagn med samme Øine, thi ligesom det netop er deres forskjellige Forhold til Historien, der i den gjør dem til mere end eet Folk, saaledes viser der sig ogsaa i 📌Nordens Old-Sagn en umiskjendelig Tredobbelthed, der vel ofte meer og mindre sammensmelter; men giver os dog en egen Maale-Stok for de Old-Sagn, det ene Folk ikke har tilfælles med det Andet. Dansk, Norsk og ►Gothisk kalder jeg Siderne af 📌Nordens historiske Trekant, og derimod kan neppe være Stort at indvende, thi Svensk veed man er fra Old-Tiden aldeles uhistorisk, hvad der hos Angel-Sachserne er Nordisk betegner 👤Beda ved ►Gothisk, og ved ►Angelsk, der skal ligge midt imellem Sachsisk og ►Gothisk, og forsaavidt Islandsk er Andet end Norsk, betegner det i alle Maader Forsøget paa en Forbindelse af alt Nordisk, som en ►Kvadrering af fornævnte Triangel. Tager jeg nu ikke meget Feil, da maae man tillægge de Danske Hjerte, de Norske LV►Sands, eller hvad her er det Samme: Øre, og ►Gotherne Øie for Historien; medens Islænderne, som forbandt Noget af Alt, kundgjøre et tilsvarende Greb paa dens Behandling. Til denne Inddeling troer jeg Flere vil komme, ved at studere den Nordiske Historie, og ved da, baade først og sidst, at sammenligne 👤Saxos Bog med 👤Snorros, hvor Indholdet er Norsk og Behandlingen Islandsk, og med saavel dette Digt som ►Sachse-Krøniken, og Enden vil da nok blandt Andet blive, at ►Eddas Mythe-Kvad, som selv udvortes bære mangt et Spor af Angel-Sachsisk Oprindelse, henføres til den ►Gothiske Side, hvor de, som en universal-historisk Anskuelse af Menneske-Livet er paa deres Plads.

✂ Dog, hvormange end de Betænkeligheder kan være, der maatte hæve sig mod denne Betragtning, især hvor den kun angives uden at udvikles, tør jeg dog haabe, hvad her er min Hensigt, i Kyndiges Øine at beholde Ret, naar jeg paastaaer, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn, som jeg kalder ►Gothiske, netop fordi de ere de meest poetiske, ere de mindst tilforladelige, naar Spørgs-Maalet ei er om Beskuelsen af Folke-Livet; men om enkelte Tildragelser paa bestemte Steder i en vis Sammenhæng, og hvad nærværende Digt angaaer, er det vel øiensynligt, da Forsøget paa at sammensmelte Historie og Eventyr, er her aldeles umiskjendeligt.

✂ Man vilde imidlertid ikke desmindre forregne sig, hvis man heraf sluttede, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn var kun Hjerne-Spind, hvad der vilde bevise MangeLVIlen af det historiske Øie, vi netop ►fortrinlig maa tillægge den Nordiske Stamme paa Øen, og modsiges desuden ved den store Fortjeneste, Angel-Sachserne unægtelig have erhvervet sig af Kirke-Historien, deres egenlige historiske Fag. Heraf følger da, at saa bagvendt som det vilde være at rette Danske og Norske Sagn om 📌Norden, naar de stemme overeens, paa Angel-Sachsernes Ord, kan dette dog i modsat Fald være af Vigtighed, og man tør ikke nægte, at de Nordiske Sagn der kun findes hos Angel-Sachserne, er en sand historisk Vinding, skjøndt den ei uden nærmere Oplysning kan nøie vurderes.

✂ Anvende vi Dette paa Oldsagnene i ►Bjowulfs Drape, da finde vi ei synderlig Anledning til Tvist, men des meer til at glædes over Forøgelsen af vor oldhistoriske Rigdom, og til at anstille ny Undersøgelser i Bibliotheker saavelsom i Bøger.

✂ Hvad nu først Skue-Pladsen for de omtalte Tildragelser angaaer, da maa man huske, at selv de verdens-omseilende Engelsk-Mænd ere sjelden meget kyndige eller nøiagtige i Geographien, og mindre var da vist deres gamle Fædre det, medens de blot med Øinene reiste udenlands; ja, hvem der veed, hvor vanskeligt det har været for Engelske Lærde at finde mange af de indenlandske Steder igjen, efter Angel-Sachsiske Bøger, vil ►vist ei af Skjalden vente geographisk Nøiagtighed i Sagn om 📌Norden. Naar vi derfor undtage 📌Danmark og 📌Sverrig, som ei ere at miskjende, er alt Øvrigt her ubestemt, selv ►Bjowulfs og ►Hrædlingernes Hjem, thi hvilket Landskab østen for 📌Sundet kan ei LVIIkaldes 📌Gothland, og naar man nu desuden veed, at Angel-Sachserne ogsaa imellem kaldte Jyderne ►Gother, hvem tør da bestemme hvad her er meent. Vel synes her at være en nærmere Bestemmelse, i det ►Bjowulf og hans Lands-Mænd idelig kaldes ►Veder-Gother, ja deres Land endog engang ►►Veder-Mark; men saalænge der ei opdages flere Spor af en saadan Benævnelse, gjør den kun Uvisheden større, thi vi maa da formode, at ►Weder er en Oversættelse, og kan igjen oversætte det ved: Mand eller ►►Væder, eller Veir og Vind, og selv naar vi blive staaende ved Lyden, har vi ►Veder-Øer og ►Veir-Øer i Mængde, foruden den, 👤Snorro kalder ►saa (i ►Hellig-Olafs Saga) og som vel er 📌Hveen. Vigtigere maa det synes, at ►Gothe-Hjemmet et om ikke to Steder kaldes ►ea-land *I ►Udg. S. 174 og maaskee 224., hvis almindelige ►Bemærkelse (ligesom det tydske ►Eiland), er: Øe, og Tanken drages da strax til Øen 📌Gothland eller 📌Gulland; men deels er det vel ikke saa afgjort, at ►ea-land jo kan bruges om ethvert Kyst-Land, og deels kan man endda ligesaa vel gjætte paa 📌Øland, eller selv paa 📌Aland, der endog har det for sig, at ►Bjowulf, da han svømmede, drev op paa ►Finlands Kyst, som dog igjen ligesaa vel kan være 📌Finvedens Kyst, eller i al Fald gjerne ligge et hundrede Mile fra ►Bjowulfs Hjem, thi det beroede jo ene paa Skjalden, hvor langt han vilde lade sin Helt svømme, i den Uges-Tid han holdt Søen. Det Eneste, man derfor kan sige, er, at rimeligviis laae det 📌Gothland, Digteren mener, ikke LVIIIlangt fra 📌Sverrig, siden de historiske Sagn han anfører bevise et nært Forhold og hyppigt Samkvem, og at man da neppe kan tage meget feil, eller dog i det Mindste ei af Digtet modsiges, naar man indtil videre antager 📌Gothland eller 📌Bornholm for ►Veder-Marken og ►Sø-Gothernes Hjem. Somme kunde vel mene, at de Navne, der anføres paa visse Steder i Landet maatte give nærmere Oplysning; men da disse Navne beløbe sig til et saa ubekjendt som ⓘ ►Hrosne-BjergHrosne-Bjerg] GV, Hrisne-Bjerg A, og tre saa ubestemte, som ►Ravne-Skov, ►Ørne- og ►Hrones-Næs, hvilket sidste endog lader sig udlægge paa to Maader*Man kan nemlig enten følge Lyden, eller ►Bemærkelsen, og i sidste Tilfælde faaer man et ►Hval-Næs, som ogsaa er mere end nemt nok at finde., fristes i det Mindste ikke jeg til at bygge Noget paa saa usikker Grund; ja det forbyder omtrent sig selv, da jeg gad vidst, hvor i 📌Norden, man ei skulde kunne finde Steder til det Par almindelige Navne. Vil man derfor lyde mig ad, som dog ogsaa i Geographien har, saa langt som muligt fulgt alle Digtets Vink, skal man lade saavel foranførte Navne, som ►Ræmes Grund, ►Bronding-Land og ►Jette-Land eller ►Jotun-Heim indtil Videre skjøtte sig selv, nøiende sig med den Underretning, at det er om Danske, ►Gother og Svenske, samt lidt om Franker og Friser Sagnene handle.

✂ Hvad nu først Sagnene til den Danske Historie angaaer, tør jeg just ikke anslaae Værdien af den meddeelte Konge-Liste meget høit; men finder det dog LIX►mærkværdigt, at Digtet vel, ligesom Islænderne, tillægge ►Skjold en fremmed Herkomst, som da nok nu bør ansees for afgjort, men ingenlunde gjør ham, med dem, til den første Konge i 📌Danmark, som han da nu vel ogsaa bør ophøre at kaldes, da ►Langfedga-Tal, ligesaa vel som 👤Saxo, bør vige, naar det i 📌Norden staae ene mod To. ►Mærkeligt er det fremdeles, at vi, med Undtagelse af ►Bjowulf og ►Hjørgar, hvem ingen Bedrift tillægges, finde de samme Danske Konge-Navne hos 👤Saxo og Islænderne, som her, thi det er baade et nyt ⓘ VidnesbyrdVidnesbyrd] GV, Vidnsbyrd A om Navnenes Rigtighed, og Borgen for at Digtet har en historisk Side. At nu endelig saavel Sagnet om ►Skjold, som det om ►Maglebarderne maa agtes for en poetisk Vinding, er vel klart nok, og i mine Øine er Sagnet om ►Skjold, blot som historisk Mythe betragtet, meget værd; thi hvem kan see den Spæde, omringet af Skatte og Vaaben, og slumrende paa Korn-Negen svømme hid over Bølgen, uden at see et Billede paa Folket i Korn-Vangen, og paa det sortladne Hav, de Danskes Vei til Roes og Magt; men det egenlig Historiske heri tør jeg ikke vurdere.

✂ Den ►Gothiske og Svenske Konge-Liste maae vi lade staae ved sit Værd, da vi ikke veed, hvor Digterens ►Gothland er, og vi hverken hos 👤Saxo eller 👤Snorro finde hans ►Ongenthjov; men derfor tør vi ingenlunde afvise en Konge, som fører Bedrifter i sit Skjold, thi deels er det ►vist, at 📌Sverrig har havt mange Konger paa een Gang, og deels er Listen i ►Ynglinge-Tal, der angiver langt flere Gravstæder end Bedrifter, LXingenlunde paalidelig. Har nu desuden Folk, som kaldte sig selv ►Gother, bragt Sagn til 📌Engeland om en Række ►Gothiske Konger, deres Skæbne og Bedrifter, da bør de deri, saavidt som rimeligt kan være, staae til Troende, indtil man veed noget Grundigt derimod at indvende. Det veed nu i det Mindste ikke jeg, og lader derfor disse Sagn gjælde, saameget mere, som et af dem, og netop det eneste man kunde forlange det om, findes stadfæstet ved gyldige Vidnesbyrd. Da nemlig hverken Svenskerne eller de ►hjemmeblevne ►Gother har Old-Sagn at opvise, kan vi ikke fordre nærmere Bekræftelse paa hvad dem angaaer; men da der i Digtet findes den Fortælling om Kong ►Higelak, ►Hrædels Søn, at han gjorde et ►Tog til 📌Frisland og faldt der, med hele sit Følge, i et Slag med Franker og Friser, saa maae vi finde det rimeligt, at hvis Sagnet ►medfører Sandhed, og ei skal gjælde hvad ogsaa i 📌Vesten hedder Oldtid, har vel de Frankiske Forfattere vidst Noget derom. Nu har netop Digtet, ved i et andet Sagn at omtale ►Hengest selv, der, hos en Angel-Sachsisk Skjald, nødvendig maa være den Bekjendte, sat os i Stand til at afgjøre, ►naar omtrent, efter hans Tids-Regning, ►Higelak maa være faldet; thi ►Hengest, veed vi, kom til 📌Engeland omtrent 450, han havde efter Digtet, gjort et ►Tog med ►Hnæf i den Danske Kong ►Halvdans Tid, ►Halvdan var Fader til ►Hrodgar, og ►Hrodgar samtidig med ►Higelak, skjøndt meget ældre end han. ►Hrodgars Død maa ved et Middel-Tal ansættes omtrent til 500, og da ►Higelak faldt i sine Manddoms Aar, kan det neppe være langt inde i det LXI6te Aarhundrede, men i al Fald paa ingen Maade før. 👤Gregor af Tours møder os her med sin ►Frankiske Aarbog, og her maa vi vente i det Mindste et Par Ord, som melde noget Lignende; men vi finde ogsaa Meer, end vi kunde vente, thi han melder, at under Kong 👤Theuderik skedte ei længe efter 👤Chlodovigs Død (Man regner 515) en Land-Gang i hans Rige af de Danske med deres Konge 👤Chlokhilaicus (somme Afskrivter har 👤Hrodolaicus og 👤Chokhilaicus) som gjorde stort Bytte og mange Fanger, hvormed de ►lavede sig til Hjem-Reisen. Imidlertid havde 👤Theuderik faaet Kundskab herom, og skikkede sin Søn 👤Theudebert did med en stor Magt, som traf fornævnte Konge paa Strand-Bredden, hvor han vilde opholde sig, til hans Flaade havde naaet rum Søe, fældte ham, og tog, efter et Søslag, Byttet tilbage*👤Greg. Turon. ►L. III. 3 hos ►Bouquet ►T. 2. p. 187. Skade at den Haandskrift med ►Uncialer ►Udg. omtaler (►Præf. V.) slet ikke er benyttet, thi ellers havde man dog nu kiendt en af de ældste Læse-Maader af Kongens Navn..

✂ Neppe kan det med Grund ►omtvivles, at det er Kong ►Higelaks ►Tog og Fald 👤Gregor i disse Ord ►anmelder, thi at hans Folk kaldes Danske, undrer Ingen, som veed, at de Frankiske Skribentere indtil langt senere kalde alle Nordboer saa, og ►Forhutlingen af Nordiske Navne er almindelig hos dem saa stor, at den maa synes liden her, hvor ►Hilaicus meer end peger paa ►Higelak. Naar man derhos betænker, at er 👤GreLXIIgors Efterretning sand, som Ingen tvivler om, da maatte der rimeligviis ogsaa i Nordiske Sagn findes Spor deraf, Noget man dog hidtil forgjæves ledte efter, da fordrer neppe den Kyndige mere Beviis, og dog har vi endnu et saare ►mærkværdigt, thi ligesom Digtet nævner ►Hetvarer mellem ►Higelaks Fjender, saaledes siger ogsaa en gammel ►Gesta Francorum (mest et Udtog af 👤Greger) at fornævnte Danske Kong 👤Chokhilaicus havde plyndret ►Attoarernes eller nogle andre nærliggende Bopæle*Hos ►Bouquet ►T. 2. p. 555. Hos 👤Freher skal der, (efter 👤Suhms Beretning) staae ►Attuarierne, og det maa jo være det rette (see 👤Cellarii ►Notitia Orbis 1773 p. 377) hvis der ei menes ►Avarer, som jeg snart skulde troe Skjalden har meent, da han tillige nævner ►Huger, som ►vist er en Skrivfeil for ►Huner..

✂ Denne Stadfæstelse ►afnøder os ei blot Agtelse for Digtets øvrige Oldsagn, men giør det tillige sikkert, at Digteren med sin ►Hrodgar, ►Halvdans Søn og ►ⓘ HelgesHelges] GV, Halges A Broder, mener 👤Saxos ►Roe og Islændernes ►Hroar: ►Halvdans Søn og ►Helges Broder, samt at det, som 👤Suhm har antaget, er ganske rigtigt, at det var i ►Halvdans eller hans Sønners Tid, at ►Hengest gik til 📌Britannien.

✂ At ►Hengest var en Friser, see vi nu er intet Opspind af 👤Suffridus Petri; thi paa hvad Grund kan man nægte det, da Skjalden fortæller hans Bedrifter som Friser-Høvding; men ►vist nok er det kun lidet, saalænge vi ei veed hvorvidt Skjaldens LXIII📌Frisland gik. Vi maae ligeledes agte det for gode ►Vahre, hvad Skjalden beretter om ►Toget under ►Hnæf og ►Hengest, men det nytter, historisk talt, ikke heller ret, før vi vide, hvem hans ►Joter var, thi Stedet, hvor han synes at forklare dem ved Svenskere, er for usikkert at bygge paa*I ►Udg. S. 85 L. 16, dog ligner Navnet ►Fersval (S. 82) saare meget det berømte ►Fyrresvald i 📌Sverrig.. Anmærkes bør det imidlertid, at den Danske Høvding paa ►Toget: ►Hnæf ei er os ganske ubekiendt, da dog hans Navn findes paa Listen af Oldtidens berømte Sø-Konger*►Snorros Edda (Stokholm 1819) S. 209., ligesom ►og, at den ►Eaha der nævnes i ►Brud-Stykket, ventelig er den ►Ocga, Søn af ►Hengest, som var voxen, da Faderen kom til 📌Britannien *Denne Søns Navn skrives meget forskiellig; men da ►Ocga i ►Textus Roffensis p. 60 og ►Eaha i Digtet pege paa det Nordiske Navn: ►Aage (►Aki) anseer jeg det for rettest..

✂ Disse Sagn om Begivenheder i det Tids-Rum Digtets Personer tilhører, er da det egenlige historiske Udbytte, og maae ei blandes med de Sagn, Skjalden kun berører som længst bekjendte, og har ikke videre Ansvar for, end at han virkelig havde hørt dem, og at de lod sig høre. Af dette Slags er, foruden Sagnet om ►Skjold, ogsaa de om ►Hermod og ►Sigmund Volsung, men dog er det allerede Noget, at vi her finde disse Sagns høie Ælde stadfæstet.

✂ LXIVAt nu ►Hermod egenlig hører til hvad jeg kalder den ►Gothiske Side i 📌Norden, har man længe kunnet see deraf, at han kun findes virksom blandt ►Aserne, og nævnes blot som Helt, ved Siden af ►Sigmund Volsung, i den gamle ►Hyndlas Sang *►Hyndlu-lioþ ►St. II., istedenfor at han næsten aldrig fattes i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre; men her seer man det tydelig, i det der spilles paa bekjendte Sagn om ham, som vi slet intet kjende til. Herom er da heller Intet at sige, undtagen vel det, at den ►Skeldva Angel-Sachserne saa ofte kalde hans Søn, ventelig er den samme som Islændernes ►Skelver, og skal da rimeligviis ansees for ►Skilfingernes Stam-Fader, thi at ►Skilfingerne, der ligeledes kun nævnes i ►Hyndlas Sang, mig synes som eenstydig med ►Ynglinger, og derimod spille Rolle hos den Angel-Sachsiske Skjald, hører til hans Side, er ligefrem. Om nu ►Skilfinger hos Angel-Sachserne virkelig betegner den ►Upsalske Konge-Slægt som Islænderne kalde ►Ynglinger, er vel et andet Spørgsmaal; men da begge Navne unægtelig betegne en Svensk ►Konge-Stamme i Old-Tiden, troer jeg, det med Hensyn paa Stedet i ►Hyndlas Sang, omtrent maa bejaes*►Hyndlu-lioþ ►St. X og XV..

✂ Hvad Digtet har om ►Volsungerne, er meget fiint, men viser dog noksom, at de har været Angel-Sachserne velbekjendte, ligesom jeg ei heller kan andet end LXVregne dem til den ►Gothiske Side, og det er rimeligt, at man nemmest hittede Rede i dette udbredte Sagn, naar man tog sit ►Stade hos Angel-Sachserne, og saae det fra dem dele sig mod 📌Syden og 📌Norden *At Sagnet ei er den Tydske Tunges, viser vel med saa meget Andet, Fortællingen om hvorledes ►Sivard dræbde ►Schilbunch og ►Nibelunch, som jo aabenbar ei er Mands-Navne, men ►Stamme-Navnene: ►Skilfing og ►Niflung. Der ►Niebelungen Lied (Breslau 1816) S. 12. Ligeledes giøres ►Botelung (►Budlung) til Navnet paa ►Etzels Fader. S. 138.. ►Mærkeligt er det i denne Henseende ogsaa, at Slægtens Stamfader, som ellers kaldes ►Volsung, kun i dette Digt kaldes, hvad han maatte hedde: ►Volse; men uforklarligt er det mig derimod, at Seiren over Dragen paa Guld, som ellers saa eenstemmig tillægges ►Sigurd Volsung, her tillægges Faderen ►Sigmund *Man seer ogsaa, at i det Angel-Sachsiske Sagn har ►Sigmunds Syster-Søn ►Fitela, upaatvivlelig Islændernes ►Fjotle (►Sin-Fjotle) havt langt meer at giøre, end man ellers finder..

✂ Om ►Vilfingerne eller ►Vylfingerne, som efter Regelen maa være Islændernes ►Ylfinger, siges i Digtet vel næsten Intet, men dog er den blotte Nævnelse, i et Digt der nævner ►Volsungerne som en anden Slægt, ei umærkelig, da det vel er nok til at omstøde den kun maadelig understøttede Mening, at ►Ylfinger skulde være det Samme som ►Volsunger *Denne Mening, som ►Hyndlas Sang ingenlunde bestyrker, grunder sig vel ene paa For-Ordet til ►Helga-Kvida Hundingsbana II. og Spørgsmaal, om den der skrev det, vidste meer om Sagen end hvad Sangene lære, som er Intet; thi at ►Helge kaldes ►Ylfing, hvor han tillige kaldes ►Budlung, er kun Beviis paa, hvad man desuden veed, at de Islandske Skjalde kaldte deres Helte meget som de ikke var..

✂ LXVISaaledes troer jeg at have ►hævdet ►Bjowulfs Drape historisk Værdie, selv i deres Øine, som smile ad den historiske ►Folke-Beskuelse, hvorpaa jeg sætter høiest Priis, og heller ikke skal man lettelig nægte, at det har en egen historisk Værdie, baade som et tusindaarigt ►eiendommeligt Konst-Forsøg, og som et Mindes-Mærke af Angel-Sachsisk ►Skjaldskab og Sang-Sprog, og jeg vil da nu gribe Øieblikket til at slutte en Indledning der ►alt synes mig for lang, og dog let kunde voxe mig endnu meer mellem Hænderne.

✂ Dog Fortalen kan jeg ikke slutte, uden med et Ord til Bedste for Kvadet i sit ►Grund-Sprog, og for den Bog-Skat, hvortil det med Æren hører. Vel har jeg ikkun liden Grund til at vente, man vil agte paa min Røst, selv da, naar jeg i ►Sagas Navn opfordrer til hvad der aabenbar er Tidens Tarv og Folke-Trang: et langt mere udbredt, ivrigt og levende historisk Studium, end hidindtil. Vel tør jeg af boglærde Lands-Mænd kun vente Utak, naar jeg beder dem betænke, at Moders-Maalet dog er den dyrebare ►Kalk, hvormed Alt hvad der skal gjennemtrænge Folket, maa levende forbinde sig, at det er i en saadan Forbindelse mellem Moders-Maalet og alt hvad Stort og Sandt LXVIIog Skjønt, der tonede i Tidens Løb for Slægtens Øren, at det er deri den Boglige Konst skal sætte sin Hæder, og søge sin Løn; men at, skal det skee blandt os, da maae vi, langt anderledes, end hidindtil, anstrænge os, for af Nordboers Folke-Munde, og Folke-Bøger fra fordum Tid, at samle Moders-Maalet i sin hele Vidde, og for, ved et historisk Studium af Ords og Tunge-Maals Vilkaar, at dannes til, hvad man, desværre, har drømt, man var sovende blevet: Sprogets Mestere, som mægte at fatte det i hele dets underfulde Dybde, og da forbedre det: udrense, hvad der, mens Folket sov, nu eller fordum, af Ukrudt kan have indsneget sig, ►indympe forstandig hvad Folket behøver, skjøndt det ei selv har opskudt sig paa Marken, og endelig fastsætte, hvad der ved Skjødesløshed er forrykket. Jeg siger: for en saadan Bøn, kan jeg vel neppe af boglærde Lands-Mænd vente anden Tak, end den eneste jeg hidtil fik for min redelige Stræben efter, paa Moders-Maalet, at fortjene Navn af boglærd ►Dannemand, og denne Tak var Haan og Spot, som om de ei engang erkjendte, at spildte jeg ogsaa Flid og Gave paa at skrive bedre Dansk end de, kunde jeg dog uden al Umage skrive hvad de kaldte Bedst. Under saadanne Omstændigheder nytter det da vist kun lidt, at jeg opfordrer til at gaae den samme Vei i Moders-Maalets grundige Studium, som jeg, og det maae vel synes, som Angel-Sachsernes herlige, men i Glemsel nedsjunkne, Skrifter ei let kunde finde uheldigere Talsmand i Fædrene-Landet; men desuagtet maa jeg ei undlade, hvad jeg føler baade Kald og LXVIIIRet til at gjøre, men bør saa meget mere, og kan saa meget bedre opfordre Andre, som jeg selv formodenlig af andre Sysler vil hindres fra umiddelbar at virke Mere til Bedste for et Studium, hvis Vigtighed og Gavnlighed for boglærde ►Dannemænd jeg af Erfaring kjender. Det er i Angel-Sachsernes Skrifter vi have de meest utvivlsomme ►Levninger af det Gamle 📌Nordens poetiske Sprog, hvori vi skal lære at kjende og fatte dets Aand, og det udgjør, med Dansk, som 📌Nordens ►Hjerte-Sprog, eller, om man vil, historiske Tungemaal, og med Norsk, som vi maae kalde 📌Nordens ►sandselige eller naturlige Sprog, en Trehed, som de gamle Islændere stræbde at forbinde, men som kun gjennem en høiere Videnskabelighed kan ►aandig forenes og udvikles til et 📌Nordens ►Bog-Sprog, der mægter at udtrykke og forklare: hvad 📌Norden, efter Aandens ►Jorde-Bog, har at yde og svare.

✂ En ►Angel-Sachsisk Grammatik, som kun han kunde give, skjænkede vor sproglærde Landsmand os paa Reisen til det Fjerne; en angel-sachsisk Læse-Bog, med Glossar, er et Savn, som jeg, om Ingen Anden vil, kan og skal afhjelpe; men det Vigtigste er, at det Ypperste, der ►end af Angel-Sachsisk er tilbage, reddes fra en altid truende Undergang, og drages for Lyset; thi skulde da endog et heelt Aarhundrede henskride, før de Boglærde i Almindelighed fatte, hvad de har at gjøre; saa lader det Forsømte sig dog indhente, naar det kun er til, staaer i Lys og ved banede Veie.

✂ At det herlige Kvad, jeg her har stræbt at fordanske, og som unægtelig har den fortrinligste Adkomst LXIXtil ►Dannemænds Omhu, vil, efterat alt Mueligt er gjort for at Texten kan vorde fuldstændig og reen, snart opleve en ny og forbedret Udgave, hvortil jeg haver bidraget min Skjærv, det kan vel neppe omtvivles, da det er en Prydelse for 📌Danmarks ►Scriptores medii ævi, som, ihvem dette Værks Fuldendelse end maatte betroes, umuelig kan oversees; men ingenlunde er dette Alt, hvad der med liden Opoffrelse kan skee, og hvad der, hvis 📌Engeland ei selv vil vaagne og komme sit Navn ihu, jo før jo heller bør skee ved Anglers ►hjemmeblevne Frænder. Hvad der nemlig bør skee, er, i en Sum, at alle Angel-Sachsiske Haand-Skrifter, som ►end er at finde, ►eftersynes, og at, hvad der i nogen Henseende udmærker sig, afskrives og udgives; men da vel Somme forestille sig Sligt som Noget, der vilde fordre uhyre Arbeide og Bekostning, medens Andre kan indbilde sig, at alt det ►Mærkværdige er allerede udkommet; bør jeg ei undlade at pege i det Mindste paa Noget, som Ingen, der har Sands for hvad Talen er om, kan nægte, bør skee.

✂ Der findes, siger 👤Wanlei, i det 📌Cottonianske Bibliothek, under Mærket: ►Otho A. XII. sex Pergament-Blade, indeholdende et poetisk Brud-Stykke, som i 👤Cædmons Aand beskriver ►Alder-Manden ►Bjorthnoths, ►Offas og flere Angel-Sachsers Tapperhed i et Slag med de Danske *👤Hiek. ►Thes. ►T. 3 p. 232..

✂ Det er Lidt, vil man vel sige, og det er sandt: ►Kvadet om Bjowulf var ti Gange større, men har det LXXhele Digt været om et eneste Slag, kan det vel neppe have været meget større end det er endnu, og det er i al Fald endnu langt større, end det berømte ►Kvad om Slaget ved Brunan-Burg, som dog, til ►Bjowulfs Kvad kom for Lyset, var det største man af det Slags kjendte.

✂ Betænker man sig et Øieblik, maa man vel ►og finde, at naar Digtet handler om et Slag med de Danske, fattes det i vore ►Scriptores, og at saa stort et Brud-Stykke af et historisk Kvad efter ►Dane-Feidens Begyndelse, er ubetaleligt, saavel for ►Bjowulfs-Drapens, som i det Hele for den Angel-Sachsiske Poesies Historie.

✂ I samme Bibliothek, siger 👤Pinkerton *I hans ►Enquiry into the History of Scotland ►V. 2 pag. 45., findes under Mærket: ►Vitellius A. X. et Angel-Sachsisk Digt om de Danske Krige, og skjøndt man har Grund til at tvivle om Rigtigheden heraf, da 👤Wanlei tier, fortjener dog Sagen upaatvivlelig at undersøges, da 👤Pinkerton var en Mand, som ellers gjerne vidste hvad han sagde*Han anfører dette Digt som Vidne paa, at man i Oldtiden kaldte ►Skottisk: ►Scyttisc, og kan altsaa ei have meent ►Bjowulfs Kvad hvor Sligt ei findes; men maaskee har han meent foranførte Brud-Stykke om en Krig med de Danske, hvor man derfor maa see efter, om ►Scyttisc findes, skiøndt det var besynderligt, at han kunde saa aldeles forfeile Mærket, og skrive: ►Vitellius X. for ►Otho XII..

✂ LXXI👤Cædmons ►Paraphras over bibelske Fortællinger, dette ►Gylden-Smykke saavel for Kirkens som for ►Skjaldskabets Historie i 📌Old-Engeland, hvorom man slet ikke kan gjøre sig nogen Forestilling, ved at læse 👤Ottfrieds Riim eller andet Sligt; et saadant Klenodie fortjende dog ►vist en anderledes Behandling, end at ligge henkastet i en Krog, uden ►Vers-Afdeling eller anden Oplysning, fuldt af Skrivfeil og Trykfeil, blandet med daarlige ►Efterligninger, og kun ►overkommeligt som en Bibliothek-Sjeldenhed. En ny Udgave er da ►vist nok en retmæssig Fordring i den lærde Verden, men det er da ikke nok, at man flittig benytter Pergaments-Bogen i det 📌Bodleianske Bibliothek *►Hickes ►T. 3 p. 77., og nøie angiver, hvad ►Skilsmisse der findes, man maa undersøge, om der ingensteds findes en fuldstændigere og renere Afskrift, eller dog enkelte Brud-Stykker af hvad den, efter 👤Bedas Vidnesbyrd indeholdt. Det Sidste er sikkert Tilfældet i den berømte ►Codex Exoniensis, som da ogsaa fra denne Side kræver en nøiagtig Undersøgelse.

✂ Bemeldte Bog, er, efter 👤Wanleis Underretning*►Ib. pag. 279., en Levning af de Angel-Sachsiske Bøger, Biskop 👤Leofrik for henved 800 Aar siden skjænkede til Kirken i 📌Exeter, og udgjør endnu, skjøndt den fattes baade Begyndelse og Ende, et skikkelig tykt Bind med lutter Angel-Sachsiske Vers, hvoriblandt udtrykkelig nævLXXIInes en Deel (hvilken og hvor stor, siges ikke) af den ►Cædmonske ►Paraphras, samt adskillige Kvad om 👤Christi Fødsel og om Domme-Dag, som muligen ogsaa kan være 👤Cædmons.

✂ De øvrige Digte i Samlingen betegnes saaledes: 3 Digte mest til Jomfru 👤Marias Ære, et om Saligheden og 👤Guthlaks Syner, ►Bl. 55. Beskrivelse over et lyksaligt Land i Østen og den Fugl ►Phoenix; ►Bl. 65 om 👤Julianes Lidelser under Kaiser 👤Maximian, ►Bl. 78 om Theologiske Materier (!) ►Bl. 84-98 næsten lutter mørke Taler (!) ►Bl. 98-130 ogsaa næsten lutter mørke Taler (!) hvor der nævnes Nogle af de gamle Sachser. Lærer man end ikke Stort af denne Beskrivelse, vilde der dog ►vist være en Deel at lære af Bogen, og man tør haabe, at Talerne paa de sidste 46 Blade vilde ikke være nær saa mørke for hvem der forstaaer Angel-Sachsiske Vers, som de var for 👤Wanlei.

✂ Vel findes der Mere, som deels er slet udgivet, deels, selv efter Titelen hos 👤Wanlei, fortjener at komme i Betragtning; men jeg vilde ikke nævne Noget, hvis Værd for Sprog og Historie kunde være mindste beføiet Tvivl underkastet, og jeg skjønner ikke rettere, end at naar vi havde fornævnte Digte ordenlig paa Prent, da kunde vi, ved Hjelp af 👤Alfreds ►Beda, som dog ogsaa trængde til et nyt, renset Aftryk, og de andre udgivne Prosaister, gjøre os et temmelig fuldstændigt Begreb om Angel-Sachsisk Sprog og boglig Konst.

✂ Forunderligt, at der ei i 📌Engeland selv er opstaaet en Mand, videnskabelig begeistret af Fædrenes Aand, som der maatte lettelig kunne opfylde langt LXXIIIstørre Ønsker end disse; men ligestor Skam for os, om vi, der vil paastaae, at vi med Fædrenes Sprog har beholdt deres Aand, ei følge deres Spor, saa langt vi formaae*Jeg har før bemærket, og vil her gjentage, deels at man vilde tage meget feil, om man troede at have alle de engelske Bibliothekers Skatte endogsaa kun løselig betegnede paa Papiret, og deels at vi Danske ei blot for de Angel-Sachsiske Digtes Skyld, have ►modent Ærende til 📌Engeland. Jeg vil i sidste Henseende kun spørge: er det blevet undersøgt, hvad der stod i den Bog, som 👤Langebek, foran ►Scriptores, (efter 👤Smiths ►Catalog over de Cottonianske Haand-Skrifter) giver følgende Titel: ►De Gestis Danorum, qvaliter Danemarchia multos procreavit, qvi regnum Francorum ab omni parte vastaverunt, incenderunt, subjugaverunt. Libris octo cum supplementis, eller er Bogen brændt, eller er det ikke værdt at vide, om det er et Stykke, et Udtog af 👤Saxo eller hvad? Er ►Membranen af 👤Pauli Warnefiidi ►Historia Longobardorum, (►Wanlei 232) benyttet ved nogen Udgave, eller skulde det, i modsat Fald, eller i al Fald, være overflødigt at læse i det Mindste de første Capitler i den ►Skind-Bog? Har man nogen Afskrift eller Udgave af ►Gesta Frisonum paa Frisisk (►Wanlei 324) eller veed man, den er ikke Umagen værd at læse? Er ►Membranen af 👤Isidori ►libri Etymologiarum (►Wanlei 188) godt efterseet, og hvad er det for Danske Ord der har forvildet sig ind i det 📌Cottonianske Bibliothek under Mærket: ►Vespasianus D. (►Wanlei 246) eller er det maaskee barnagtigt at giøre saadanne Spørgsmaal? Velan, jeg vil da ogsaa afbryde, da jeg, sandt at sige, for Øieblikket, ei veed mere af det Slags at spørge om, og kan heller neppe vente Meer besvaret i Hast.!

✂ LXXIVGid nu kun dette første Forsøg paa at gjøre Danske Læsere bekjendte med ►►Anguls Kvad maatte være skikket til at retfærdigjøre mit Skjøn om dets Værd i sit Grund-Sprog, og opmuntre livlige Unger-Svende til at søge Kilden!

✂ Dette var i det Mindste min Hensigt med et Arbeide, jeg dog i al Fald ei kan fortryde, da det har udvidet min Syns-Kreds, og gjort mig mere fortroelig med det velsignede Moders-Maal, hvis Bedste ogsaa jeg blev kaldet til at betænke.