Grundtvig, N. F. S. Bjowulfs Drape. Et Gothisk Helte-Digt fra forrige Aar-Tusinde af Angel-Saxisk paa Danske Riim





I

Bjowulfs Drape.
Et Gothisk Helte-Digt
fra forrige Aar-Tusinde
af
Angel-Saxisk
paa Danske Riim
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Præst.

Kjøbenhavn1820. Trykt hos Andreas Seidelin, Hof- og Universitets-Bogtrykker.

II
III

Geheime-Conferenceraad

👤Johan Bülow

til

📌Sanderum-Gaard

Ridder af Elephanten

Stor-Kors af Dannebrog

Commandeur af Nord-Stjernen

Den store Forfremmer af boglig Konst

tilegnes her

Hvad Ham ganske tilhører.

IV
V

1

For hver en Stamme
Paa Midtgaards Bold,
Med Runer ramme
Paa Norners Skjold,
Er Stadet hegnet,
Og Dommen tegnet,
Og Tiden sat!

2

Paa Folke-Gaader
Vel gjættes kan,
Men ret dem raader
Dog ingen Mand,
Før Norne-Skriften
I Livs-Bedriften
Er fuldt udtrykt.

3

VIHeel mangen Sage,
I Hjemmet glemt,
Fra gamle Dage,
Har Angul gjemt:
Om Gother bolde,
Om Dane-Skjolde
Og Svea-Riis!

4

Ei Gother finde,
I Hjemmet trindt,
Nu Bjowulfs Minde
Paa Hrone-Klint,
Men see kun Stadet
I Kæmpe-Kvadet
Fra 📌Anguls Øe?

5

VIIPaa Anguls Tunge
Laae Kvad i Lag,
Vel værd at sjunge
Til Domme-Dag;
Men reent at glemme
Sin egen Stemme
Blev Anguls Lodd!

6

Om Gud for Oven,
Om Gothe-Daad
Paa Saga-Voven,
Om Skjoldung-Graad,
For hvem mon sjunge
Da Anguls Tunge,
I Hjemmet glemt?

7

VIIIFor Skjoldung-Folket,
Hvem Nornen skrev,
Alt halv udtolket,
Et Vente-Brev:
Et Arve-Skjøde
Paa hvad de Døde
Mon falde fra!

8

Os Gother gjæste,
Naar Jetter døe,
Med Saga-Fæste
Fra Nykke-Sø;
Hvad Drauger miste,
Naar Høie briste
Er Dannefæ!

9

IXDet tit sig hænder
I Bøge-Lund,
At Grændels Frænder
I Aften-Stund
Mon Daner daare
Til Søvn at kaare
For Natte-Vagt;

10

Men aldrig Øie
Dog fattes maa
For Kæmpe-Høie
Med Luer blaa,
For Saga-Stave
Paa Skatte-Grave,
Og Vætte-Lys!

11

XThi lyste Flammen
Fra Bjowulfs Grav
Til Skjoldung-Stammen,
Alt over Hav,
En Skat, den meldte,
I Støv af Helte
Man jorded her!

12

Skjøndt Øine lukdes
Som Luen saae,
Ei Flammen slukdes,
Hvor Guldet laae,
Og altid Øie
For Blus paa Høie
Der blev i Lund.

13

XINaar 📌Danmark eier
Ei meer en Slægt,
Som Guldet veier
Paa Oldtids Vægt;
Er Landet øde,
Er plat uddøde
Dets Adels-Mænd!

14

Ei Mark og Skove
Jeg Ondt vil spaae,
Men heller love
Den Ridder blaa,
Som flink holdt Øie
Med Kæmpe-Høie,
Der 👤Suhm nedsank!

15

XIIJa Saga tegner
Den Ridder hvid,
Som Kaasisk regner
I Kræmmer-Tid,
Paa Skjoldet gjerne
Med Storkors-Stjerne
Af Danne-Brog!

16

Som Een for mange
Af Adels-Kuld,
I 📌Dane-Vange
Han skifted Guld,
Kun for at vinde
I Dans Kiær-Minde
En Broder-Lodd!

17

XIIINaar 📌Danmarks Skole,
Ved Kæmpe-Tog,
Faaer Lære-Stole
For hvert et Sprog,
Som Aander førde,
Som Hjerter rørde,
Fra Pol til Pol;

18

Med Konge-Fædres,
Da skal Dit Navn,
O 👤Bülow! hædres
I Saga-Stavn,
Hver Folke-Tunge
Om Daaden sjunge,
Som Du har deelt!

19

XIVEi, naar det dages
I 📌Dane-Vang,
Skal heller vrages,
Hvad her jeg sang,
Paa Moders-Maalet
Om Gothe-Staalet
Og Dannefæ;

20

Da skal Dig regnes
Og det til Roes,
At Dig tilegnes,
Som Ridder-Gods,
Hvad her fra Baalet,
Paa Moders-Maalet,
Blev heldig frelst!

21

XVDa og gjentage
Man skal i Bog,
At i de Dage,
Jeg kaldtes Pog,
Der man mig viste
Til Daare-Kiste
Med Skrift og Sang;

22

Med Gunst og Gave
Mig 👤Bülow tvang,
Til ret at stave
Den stolte Sang,
Og eftersjunge,
Hvad Anguls Tunge
Som Brage kvad!

23

XVIMed Anguls Tunge
Vel ei jeg kan
En Drape sjunge
Den Adels-Mand;
Men med den samme
Jeg dog vil stamme
Til 👤Bülows Roes!

24

Hwæt we Gar-Dena
In gear-dægum
Þeod-Scyldinga
Þrym gefrunon
Hu þa æþelingas
Ellen-rofe
And hira beod-geneatas
XVIIBil-wite rincas
On 📌Dene-mearce
Mærþa gefremedon.
And hie ne ealle fornam
Ærran mælum
Feorh-bealu frecne
Folce to ceare:
👤Freodoric siteþ
On fæder-stole
Gumena baldor
Þæt is god cyning.
Swylcum gifeþe biþ
Þæt he Grendles cynn
Denum to dreame
Dæda getwæfe.
A þone sine-gyfan
XVIIIYmbe-scinon
Witena betstan
Wis-fæste eorlas
Monige swylce
On Middan-gearde
Swylc 👤Bilof is
Byre æþelinga
Se þe wæs wide-ferhþ
Worda gemyndig
Þara þe se snotra spræc
Sunu Ecgþeowes:
Unc æghwylc sceal
Ende gebidan
Worolde-lifes
Wyrce se þe mote
Domes ær deaþe
XIXÞæt biþ driht-guman
Unlifigendum
Æfter selest.

25

Uton geferan swa
Frome gesiþas
Þæt on us gladie
Gleaw-ferhþ hæleþ
👤Bilof se goda
Se þe us beagas geaf
Se þe wordum and weorcum
Wægde and hwette
Ripiende rincas
And run-cræftige.
Forþan sceal on uferan dægum
Ealde and geonge
XXScopas and witan
Scyldinga-bearna
Beorna beah-gyfan
Blonden-feaxes
Mærþo gemænan
Monig oft cweþan:
Þæt te suþ ne norþ
Be sæm tweonum
Ofer eormen-grund
Oþer nænig
Rond hæbbendra
Reade beagas
Leofra nære
On lif-dægum
Eallum duguþe
Dena-cynnes
XXIÞara þe on wil-siþ
Wægas ofer-sohton
Beornas on blancum
Bocera-meres.

26

Secge ic Engla-frean
Alwealdan þanc
Þæs þæt ic moste
Mæran to willan
Discas of beorge
Deore maþmas
Ut-geferian
Swylce æt eorþan-fæþm
Þusend wintra
Þær eardodon.
Gewyrce se þe mote
XXIIWitig of golde
Heafodes-hyrste
Harum rince
Swa þæt he wlite-beorht
Þonne westan gyt
Hadre scineþ
Heofones-candel
Glitnie blonden-feax
Under gyldnum beage
Oþ þæt him of earde
Ellor hwyrfe
Sawol secean
Soþ-fæstra dom.

XXIII

Indledning og Fortale.

Det Kvad, jeg her har stræbt i dets rette Mening at udtrykke paa Danske Riim, trænger udentvivl, ved sin Indtrædelse i Læse-Verdnen, til en Indledning, og jeg vil derfor, saa kort og godt, som jeg kan, fortælle mine Læsere: hvad jeg veed om Kvadets Skæbne hidtildags, hvad jeg har fundet om dets Indhold, og hvad jeg skjønner om dets Værd.

Hvad nu for det Første Alderen angaaer, da er den, som man regner til, meget høi, eller meget spæd; thi regner man fra den Tid Kvadet maa være kommet til Verden, da er det vist ældre end 👤Methusalem, men regner man efter, naar det kom for Dagen hos os, blev fem Aar dets høieste Alder, som det endda kun halvveis kan hjemle sig. I lidt over hundrede Aar har Oldgranskerne i 📌Engeland og 📌Danmark imidlertid dog vidst, at der, mellem de Angel-Sachsiske Haand-Skrifter i det 📌Cottonianske Museum, skulde findes et ypperXXIVligt historisk Digt, fra Oldtiden, om en vis Bjowulf; thi det meldte 👤Wanlei i sin Fortegnelse, og gav der til Prøve nogle Linier af den saakaldte Indledning og første Sang*👤Hickesii Thesaurus T. 3 P. 218 under Mærket: Vitellius A. XV. hvor Digtet kaldes: Tractatus nobilissimus poetice scriptus.. Vel findes den Indhold han angav: Skjoldungen Bjowulfs Krige med nogle svenske Nisse-Konger, ei i Digtet, saa, naar man var ret tvivlesyg, kunde man indbilde sig, han enten selv havde gjort Prøverne, eller at de var Alt, hvad der fandtes, indtil siden en tjenstfærdig Aand, en angel-sachsisk 👤Macpherson, gjorde Resten*Anseer man en saa overdreven Tvivlesyge for umuelig, da læse man Svenskeren 👤Fants Betragtning over Oprindelsen til 👤Saxos Danmarks Krønike, som, i Følge hans Oplysning, er, efter 👤Thomas Gheismers Udtog, digtet af 👤Lave Urne og 👤Christen Pedersen i det 16de Aarhundrede., men en saadan Gjætning vilde dog neppe finde Bifald i den lærde Verden, der dog immer maa bruge lidt Forstand med sin Vantro. Dristig tør vi da antage, at Kvadet ei er giort i det attende Aarhundrede, da man, som bekiendt, hverken var synderlig poetisk af sig, eller synderlig stiv i Angel-Sachsisken, og derom er, saavidt jeg veed, dog alle enige, at man ikke skriver godt paa et Sprog man ikke selv forstaaer. Spørgsmaalet bliver altsaa her: hvor længe er det siden, man i 📌Engeland forstod saa godt Angel-Sachsisk, at man kunde skrive nærværende Digt? Og dertil svarer Krøniken: i det allermindste XXV700 Aar, thi den yngste angel-sachsiske Skrift man kjender, er fra Midten af det tolvte Aar-Hundrede*Chronicon Saxonicum slutter med 1154., og den er i alle Henseender kun meget maadelig. Men sæt nu ogsaa, den var ret god, eller antag den Urimelighed, at man siden i Kloster-Skolerne, hvor Angel-Sachsisk, til Reformationen, skal have været en Lære-Gjenstand *Jeg kjender ei nok til 📌Engelands Middel-Alder, for at vide det vist, men troer gjerne 👤Hearnes Vidnesbyrd i Fortalen til Textus Roffensis p. XVII., drev det videre, end til at læse maadelig og skrive slet, saa mærke man, at Kvadet er ikke blot ret skrevet paa reent Angel-Sachsisk, men tillige paa det Ordenligste rimet efter gammel Stiil, og udstyret med al den Pragt og Prydelse, som Angel-Sachsernes poetiske Sprog med Rette var berømt for at eie, og det yngste Vers i den Maneer vi kiende, er det som findes i Sachse-Krøniken ved Aar 975, og hænger i alle Maader saa fast ved samme Aar, at det neppe kan skilles derfra*Ikke det, Prof. 👤Rask anfører i sin Angel-Sachsiske Grammatik S. 116, som er reent i Vilderede, men det større i Texten, om 👤Edgars Død, Cometen, Oslacs Landflygtighed &c. Ch. Sax. (Ed. Gibs.) 122-23., medens det yngste historiske Kvad i den gamle Smag, vi kjende, er det berømte ved Aar 938 om Kong 👤Adelsteens Seier ved 📌Brunan-Burg. Saaledes nøder da blot Sprog og Stiil os til at indrømme Bjowulfs Kvad en Alder XXVIaf omtrent 900 Aar, uden at det dog er rimeligt, man i det 10de Aarhundrede digtede saa store Stykker i en Stiil, der i det tolvte var selv 👤Henrik af Huntingdon uforstaaelig, skjøndt han vist var en stor Angel-Sachsisk Sprog-Mester i sin Tid*Han kalder nemlig Kvadet om Kong 👤Adelsteens Seier et Slags Vers, med allehaande fremmede Udtryk og Tale-Maader, som han vel indbilder sig at forstaae, og lover en næsten bogstavelig Oversættelse af, men viser, netop ved Forsøget, er ham selv fremmede. Ealdor-langne tyr, Geslogon æt sæcce. (Udødelig Ære tilkæmpede de sig i Striden) hedder hos ham: longa stirpis serie splendentes percusserunt; glad ofer grundas (gleed over Jorden) lætificans profunda, þær geflemed wearþ, Norþmanna brego (der fordreves Nord-Mænds-Konge) Ibi deperiit Normannorum tumor, Swilce þær eac se froda, Mid fleame com, On his cydþe norþ, 👤Constantinus (ogsaa den gamle 👤Constantin kom som Flygtning hjem til nordlige Land) Simul et Froda ductor Normannus cumqve suis notis Dux 👤Constantinus. H. H. Ed. Savelii p. 204 hvor der er Nok af det Slags..

Dog, end ikke her kan vi standse, thi vi har et Angel-Sachsisk Kvad for os, ikke blot helliget en Nordisk Helts Ihukommelse, men fuldt af Nordiske Old-Sagn, og, vel at mærke, paa det Venligste stemt mod 📌Danmark og Dansk. Tager jeg ikke meget feil, da bestemmes Kvadet herved en Fødsels-Tid, der ei ligger langt fra Overkomsten, og før endnu de danske Hedninger ved deres Vikings-Tog havde gjort sig bekjendte og forhadte paa Øen. Jeg veed meget vel at XXVIIdenne Paastand vil synes Somme for dristig; men jeg tør alligevel mene, der er intet Vovet i den, især da man, ved denne Regning, netop føres til den Tid, da vi veed, den Angel-Sachsiske Poesie stod i feireste Blomster. Det var nemlig efter almindelig Beretning Aar 787, i Kong Offas Dage, at de Danske første Gang som Fjender giæstede Øen*Ch. Sax. (Ed. Gibs) 64, og Chronol. Sax. ad calcem Bedæ (Ed. Whel.) 524., og lad end Aars-Tallet være usikkert, Tids-Rummet kunde man dog ei tage Feil ad. Nu veed man, at netop paa Overgangs-Punkten fra det syvende til det ottende Aarhundrede, staae begge de berømte Digtere: 👤Cædmon og 👤Ealdhelm (Oldhjelm) hvis Jævning man vist maa finde i nærværende Kvads Forfatter, hvis han ikke netop var En af de To*👤Cædmon, som allerede var en gammelagtig Mand, da han gik i Kloster, er ventelig død omtrent paa samme Tid, som hans Abbedisse, Moder 👤Hilde, der hensov 680, (Beda 320-32) og 👤Ealdhelm døde 709. Chr. Sax. 50.. Vil man indvende, at herved tages igjen for lidet Hensyn paa Overkomsten, da betænke man, at saalænge Angel-Sachserne var Hedninger, havde de bestandig Samkvem med 📌Norden og drog Forstærkning derfra, samt at 📌Nordhumberland, det egenlige Sæde for den Angel-Sachsiske Poesie og Vidskab, blev baade senere indtaget af Nordboer, og senere christnet end den sydlige Deel. Først Aar 547 stiftede 👤Ida Riget i 📌Nordhumberland, 627 XXVIIIdøbde 👤Paulinus Kong 👤Edvin *Ch. Sax. 19 og 28., fra denne Tid til de Danskes første Indfald er 160 Aar, og, ligesom man altid gjerne i slige Tilfælde tager Middel-Tallet, er det her nødvendigt, for at faae en Tid, da Christendommen, som Digtet forudsætter, var almindelig udbredt, og dog en Tid, da man endnu huskede paa de gamle Sagn: ved at tage Middel-Tallet, staae vi igjen ved Aar 700, hos 👤Cædmon og 👤Ealdhelm, og der skulde da vist Meget til at drive os derfra. Her vil vi da standse, og ei bryde Hovedet med Gjætninger paa Ophavs-Manden, som, med de Efterretninger vi har, neppe kan avle nogen rimelig Formodning. Havde 👤Beda ikke forbudet det, da maatte vi nødvendig, især efterat have sammenlignet nærværende Kvad med hin store Digters bibelske Paraphras *Vel har 👤Hickes fradømt 👤Cædmon Paraphrasen, men naar man læser den ret, med Bedas 4de Bogs 24de Kapitel ved Siden, og skyder ud, hvad der øiensynlig er skudt ind, skal man nok see, at Historien hjemler ham den, og at den hverken er for ringe til hans Rye, eller til at betegne den Angel-Sachsiske Poesies herligste Alder. lade ham have Æren, til en Anden meldte sig med bedre Adkomst; men nu gaaer det vel ikke an*👤Beda siger nemlig (327) nihil unqvam frivoli et supervacui Poematis facere potuit, sed ea tantummodo, qvæ ad religionem pertinent, religiosam ejus lingvam decebant, og skjøndt man nu vel kunde bevise, at Kvadet om Bjowulf hverken var frivolum eller supervacuum, tør jeg dog ikke forstaae 👤Bedas Ord anderledes, end at 👤Cædmon slet ikke digtede om verdslige Ting., og saalænge man, XXIXsom jeg, ikke har seet andet af 👤Ealdhelm, end nogle forkonstlede latinske Riim, kan han, som ellers er den Eneste med stort Skjalde-Rygte, neppe foreslaaes til et saadant Barns Stiffader *Var 👤Ealdhelm os derimod bekjendt, som en anden 👤Cædmon, da maatte han blive Manden, thi han, siger Krøniken, sang netop om verdslige Ting til Folke-Gammen, og skal, efter hans Lovtalers Forsikkring, været Mester over alle Mestere i Angel-Sachsisk Skjaldskab. 👤Gales Scriptores V. I. p. 342..

Det var da vel omtrent tusinde Aar efter Kvadets Fødsel, at 👤Wanlei meldte dets Tilværelse, og om man andre Steder ændsede det, veed ikke jeg, men vores gjæve 👤Langebek, veed jeg nok, glemde ei det gamle Kvad, i Talen om hvad han savnede af omtalte Bidrag til 📌Dannemarks Krønike fra fordums Tid*Foran første Tome af Script. Rer. Dan., og i den: Pag. 44 n. e.. Det er ligeledes vist, at Ædlingen 👤Suhm havde Øie paa den skjulte Skat, men maatte længe forgjæves prøve paa, at faae dem frem for Dagens Lys. Da der imidlertid, saalænge 👤Suhm levede, neppe skedte Noget til 📌Nordens Old-Krønikes Tarv, uden at han havde sin runde Haand deri, formoder jeg, det ogsaa var Tilfældet, da det endelig 1786 tillodes nuværende Etats-Raad og Geheime-Archivar 👤Thorkelin at tage Afskrift af Digtet. Arbeidet var ikke let, thi endskjøndt den gamle Bog udentvivl er ypperlig skrevet, XXXhar den gamle Skriver dog neppe ret vidst, hvad han selv skrev, og det som værre var, Ildebranden 1731 havde gjort en Deel ganske eller næsten ulæseligt. Imidlertid gik Foretagendet saa heldigt, som man med Hensyn paa alle Omstændigheder kunde forlange: først lod nemlig Hr. 👤Thorkelin, med en god Haand, Pergaments-Bogen efter-skrive, og tog derpaa selv en Afskrift til Sammenligning, som ogsaa var nødvendigt, thi Efter-Skriveren, som ventelig slet Intet har forstaaet af Sproget, synes imellem at have tabt Taalmodigheden, eller har dog i al Fald stundom oversprunget en heel Linie, der, uden Hr. 👤Thorkelins Afskrift, vilde været tabt for os.

Saaledes kom Kvadet da til 📌Danmark, men, hvad enten det var 👤Suhms Død, eller Revolutionen med Alt hvad den gav Folk at tænke paa, og tale om, eller andre Ting som voldte det, man hørde, saavidt jeg veed, intet videre til det, før efter 1807, da det atter reddedes som en Brand af Ilden, og kom ventelig først ved denne Leilighed til Ædlingen Geheimeraad 👤Bülows Kundskab, som, altid hjemme, naar der bankes paa for Konst og Vidskab, tilbød sig at bekoste Udgivelsen. Digtet udkom da nu ogsaa 1815, vel ei saa vel bearbeidet, som Udgiveren i yngre Dage kunde leveret det, men dog vel bedre, end noget Angelsachsisk Digt indtil den Dag havde seet Lyset; thi 👤Cædmons herlige Digt, det Eneste af noget Omfang, som hidtil var trykt, løber som Prosa ud i Eet, og mangler al Oversættelse*Paraphrasis Cædmoniana p. Frans. Junium Amstelodami 1655.. XXXIDette være ikke sagt den vakkre 👤Fransiscus Junius til mindste Forkleinelse, thi han har uberegnelige Fortjenester af den Angel-Sachsiske Literatur, og det var Synd at forlange, han skulde have forstaaet at udgive 👤Cædmon sømmelig; men aldrig skal jeg nægte, det er en stor Skam for 📌Englands Boglærde, at de, efter den Islandske Litteraturs Gjenfødelse, ikke endnu har lært at kjende Riim-Stavene hos deres Skjalde, og ei gjort et eneste Skridt enten til at forstaae, eller sømmelig udgive deres herlige Kvad*Vel er den Angel-Sachsiske Oversættelse af 👤Boethii Vers i hans Skrift om Philosophiens Trøst udgivet, tilligemed en prosaisk Oversættelse af hele Bogen (📌Oxoniæ 1698) men deels fattes og her baade Afdeling efter Rst., og alle Oplysninger, deels har disse Vers næsten kun Bogstav-Rimet tilfælleds med Digtene i 👤Cædmons Smag, hvad enten de saa ere af Kong 👤Alfred, eller, hvad jeg finder rimeligere, af en Grammatiker i det 10de Aarhundrede, der, blottet for Poesie, kun forstod at skrive correcte Vers..

Angel-Sachsisk havde jeg aldrig læst, da Bjowulfs Drapen udkom, men begeistret for at kjende den, og temmelig fortroelig med Edda, faldt det mig ikke vanskeligt, snart at opdage en Deel af Udgavens Brøst, som jeg, vel med for liden Skaansel, strax aabenbarede i Kjøbenhavns Skilderie *No. 60 og 63-65. 1815., hvor jeg i Besynderlighed ankede paa, at det deilige Sagn om Kong Skjolds Liig-Begjængelse var aldeles misforstaaet, og at endeel Personers Navne: Sigmund Volsung, XXXIIKong Hrædel med to af hans Sønner: Herebald og Hædkyn, Higelaks Søn Hardred, og Friser-Høvdingen Hengest, var, til ikke liden Forvirring, usynlige i Oversættelsen. En Recension i Literatur-Tidenden, som var en stor Overilelse, voldte at jeg forivrede mig lidt, og nu maatte jeg, da Udgiveren erklærede alle mine Anker for Drenge-Streger, nødes til at bevise dem, saa strængt, som det efter Omstændighederne var mueligt*Skilderiet No. 70-72. 1815..

Ved denne Leilighed var det, jeg paatog mig Arbeidet, som, efter fem Aars Forløb, nu endelig udkommer; thi jeg havde, i Skilderiet No. 60, paa Riim fordansket Indledningen, og sagt, jeg agtede at gjøre saa med hele Digtet, hvorpaa Geheimeraad 👤Bülow tilbød mig Understøttelse for at jeg en Tidlang kunne uafbrudt sysle dermed. Taknemmelig modtog jeg et Tilbud, der stemmede saa ganske med mit Ønske, og her seer man Frugten deraf: thi hvad jeg dristig havde besluttet, var vist aldrig gaaet i Opfyldelse, dersom jeg ei havde givet et Løfte, det var min ueftergivelige Skyldighed at holde, saavidt det paa nogen Maade blev mig mueligt. I al Fald vilde mit Arbeide aldrig, uden dette, blevet hvad det nu er; thi jeg havde sikkert overladt Andre Sliddet, og nøiedes med Fornøielsen at give en livlig Fordanskning af hvad jeg saae der omtrent maatte staae paa de dunkle Steder; men nu skyldte jeg den Danske Adelsmand, der, trods Døgnets Skraal, beærede mig med Tillid, efter bedste Evne at retfærdiggjøre den. XXXIIIDerfor har jeg maattet studere Angel-Sachsisk, som om jeg vilde være Professor i det, og derfor gik Arbeidet i Langdrag, thi der vilde Tid til, og jeg blev ofte træt, uden dog at turde opgive mit Forsæt: at holde ud, til jeg havde benyttet alle de Hjelpe-Midler, jeg havde Adgang til*At jeg imidlertid ikke havde glemt mit Løfte, beviste Udsigten over hele Digtet i Danne-Virke 2 Bd. S. 207-289, og Riim-Prøverne sammesteds 4 Bd. S. 234.. En uventet Lykke var det i den Henseende, at jeg mødtes med Professor 👤Rask, efter hans Hjemkomst fra 📌Island 1816; med Glæde modtog jeg hans Forslag, om samlede at gjennemgaae Digtet, og levere en ny Udgave deraf, og skjøndt hans store Reise adskilde os alt ved den 14de Sang, og der blev Intet af Udgaven, erkjender jeg ligefuldt med Glæde den uberegnelige Vinding jeg, som heel ukyndig i Sprogets Grammatik, havde af at conferere med en saa udmærket Grammatiker, ligesom han da ogsaa snart i sin Angel-Sachsiske Grammatik skjænkede ei blot mig en Lede-Traad, der maa gjøre Epoke i den tilsvarende Literaturs Studium. Dobbelt Fordring har Prof. paa min Taksigelse, i det han tillod mig at sammenligne Udgaven med begge Afskrifter, som vare ham overladte til Afbenyttelse; thi uagtet Sammenligningen maatte skee saa hurtig, at jeg ventelig har overseet Adskilligt, er det dog neppe Stort, og uden det jeg saae, vilde i al Fald mangt et Sted, som nu er mig klart, været mig enten aldeles mørkt, eller dog saare dunkelt. XXXIVSaameget maatte jeg tale om mit Arbeide, fordi det hørde til Digtets Historie, men dermed skal det ogsaa være forbi, thi hvad jeg leverer kan for Øieblikket Faa bedømme, i sin Tid vil det blive skattet efter Vægten, og jeg vil ligesaa lidt prale af, hvad der vist er ufuldkommen nok, som jeg vil bede om Forladelse, fordi jeg ikke har gjort meer end jeg kunde, eller undskylde min poetiske Frihed for selvgjorte Dommere, der ligesaalidet veed hvad det er at oversætte, som hvad det er at gjøre et Digt. Kun det maa jeg sige: jeg har studeret Digtet, som om jeg skulde oversætte det Ord for Ord, og vil man ikke troe det, kan man maaskee engang faae Troen i Hænderne; men saaledes vilde jeg ikke oversætte og har ikke oversat det, og dog tør jeg paastaae, at Oversættelsen er troe; historisk troe, saa jeg aldrig med Villie har forandret eller indskudt Noget, og poetisk troe, saa jeg af al Magt har stræbt at sige livlig hvad jeg saae i Kvadet. Videre lader Sligt sig knap udvikle selv i en udførlig Commentar; hvem der forstaaer begge Sprog, og har poetisk Sands, han vil see det, og hvem der mangler enten Kundskab eller Sands eller begge Dele, nødes jeg til at lade beholde sin Mening, ligesom han nødes til at lade mig beholde mit Syn, der vel kan være svagt nok, men er dog neppe saa splittergalt for Stiil og Poesie, som Lille-Putterne i Aandens Rige bande trøstig paa, fordi de godt kan see, det ikke er som deres. Jeg har, siger 👤Cicero, oversat 👤Demosthenes, ei som Grammatiker, men som Taler, og derfor ei stræbt at tiltælle men at tilveie mine Læsere hans Ord; andet Forsvar troer jeg ikke at beXXXVhøve for sagkyndige og billige Dommere, og tager jeg heri meget feil, da er mit Arbeide aldeles uforsvarligt.

Her seer man Digtets hele Historie hidtildags, som viser, at dets fleste Dage vare mørke; og at det har lidt langt mere af Tidens Van-Art, end af Ilds-Vaaden, er aabenbart; thi mangensteds, hvor Pergamentet har været ubeskadiget, er Kvadet dog lemlæstet, saa Haand-Skriften er, selv derfor, neppe fra det 10de, men rimeligviis fra det 12te Aarhundrede. Paa dets gamle Dage synes det nu at kunne vente sig en blidere Skæbne, og skjønt det vel neppe vil finde Erstatning for alle sine Gjenvordigheder, tvivler jeg dog ingenlunde paa, at naar man, efter hvad der nu er gjort i 📌Danmark, i 📌Engeland vilde foretage sig en nøiagtig Sammenligning, maatte Pergaments-Bogen endnu kunne give adskillige Svar paa Spørgsmaal, som nu først ere gjorte muelige; ja hvi skulde man ikke tillige nære det Haab, at der etsteds kan opdages en anden Haandskrift, eller i det Mindste en Afskrift taget af Pergaments-Bogen førend 1731*Det er i det Mindste slet ikke rimeligt, at 👤Junius, som tog Afskrift af Alt hvad han fandt udmærket i det 📌 Cottonske Museum, skulde have overseet eller ringeagtet saa væsenlig en Prydelse.! Mindre rimeligt synes det, at man hist og her kunde finde enkelt, hvad der fattes, men umuligt tør jeg dog ikke kalde det, efterat have fundet en saadan Billing, som jeg slet ikke kan tvivle om, hører jo til Udgavens XVI. Sang, hvor der aabenbar fattes noget Saadant, og XXXVIjeg kan ei undlade her at føie Anmeldelsen, som et glædeligt Varsel, til Digtets Historie, skjøndt jeg ligesaalidt vilde indfælde den nærmere Efterretning deri, som Brud-Stykket i Sangen, før mit Skjøn stadfæstes af uvildige Med-Domsmænd. Det Øvrige herom maa man da søge paa vedkommende Sted i Oplysningen om Digtets Indhold, som var det andet Stykke jeg regnede til Indledningen.

Vel maa enten Digtet eller Oversættelsen være meget slet, dersom en opmærksom Læser behøver min videre Veiledning, for at hitte Rede i Hoved-Begivenheden, og historiske Oplysninger behøves der ikke til at fatte Bjowulfs romantiske Eventyr i Hjorte-Borgen og paa Ørne-Næs; men Digtet har, foruden sin eventyrlige, ogsaa en historisk Side, da der, som i Forbigaaende, falder mangt et Ord om oldnordiske Herre-Slægter, Skjoldunger nemlig, Hrædlinger, Skilfinger og Vægmundinger, ja endog et enkelt om de vidtberømte Volsunger og de ubestemte Vilfinger. Fra denne Side gives der, netop for den opmærksomme Læser, meget Meer at spørge om, end jeg kan svare paa, og det er da min Skyldighed at meddele hvad jeg har fundet, paa Vilkaar, at Læseren for det Første tager dermed til Takke; ligesom jeg med Taknemmelighed skal modtage hvad nærmere Oplysning han til Gjengjæld vil skjænke mig.

Med Skjoldungernes Priis, og et Sagn om deres Stamfader, begynder Digtet, og det maae vel Dannemænd lide, i det Mindste fristes jeg ikke til her at afvige fra den gamle Digters Orden.

XXXVIIHvad her, i første Sang*I Udgaven som Indledning., unægtelig fortælles om den Danske Kong Skjold, er: at han, en Skefing af Herkomst, var i sin Barndom kommet eenlig paa et Skib, med Vaaben og Klenodier, drivende til 📌Danmark, og blev der en vældig og livsalig Drot, indtil han døde mæt af Dage, hvorpaa hans Liig blev, efter hans sidste Villie, indskibet med en ligesaadan Ladning, som han var fordum landet med, og overladt paa vildende Hav til sin Skæbne.

Af dette Sagn findes hverken hos 👤Saxo, ei heller, saavidt man veed, i islandske Bøger mindste Spor, men kjendelige derimod hos engelske Forfattere fra Middel-Alderen. Saaledes fortæller 👤Ethelverd, som skal have levet sidst i det tiende Aarhundrede, at Kong 👤Athulf (ellers ogsaa kaldet 👤Æthelvulf) i 📌Vest-Saxen, en Søn af den bekjendte Kong 👤Egberth, og Fader til den berømte 👤Alfred, nedstammede, gjennem 👤Cynric, 👤Cerdic, og Wothen, i tredivte Ledd fra en Skjold, Søn af Skef, og tilføier saa, at bemeldte Skef var, som et spædt Barn, kommet drivende paa et Skib, til en Øe i Oceanet ved Navn 📌Skaane, hvor han, omringet af Vaaben, blev fundet af Indbyggerne, som ei alene venlig annammede og opfostrede det ubekjendte Barn, men valgde ham endog siden til Konge*Saa siger 👤Ethelwerd: (Rerum Anglic. Script. Ed. Savilii. Londini 1596 pag. 479) Ipse Scef cum uno dromone advectus est in insula Oceani, qvæ dicitur 📌Scani, armis circumdatus, eratqve valde recens puer, et ab incolis illius terræ ignotus. Attamen ab iis suscipitur, et ut familiarem diligenti animo eum custodierunt, et post in regem eligunt. Hvad her menes ved familiarem er tvivlsomt, men efter costodierunt at slutte, skal der vel underforstaaes: genium, saa de betragtede ham som deres Skyts-Aand.. Denne XXXVIIIFortælling finde vi gjentaget hos to af det tolvte Aarhundredes Forfattere, nemlig 👤Vilhelm af Malmesbury *Script. Rer. Angl. p. 22. og 👤Simeon af Dunhelm *Ib. i Indholds-Listen foran historia ecclesiæ Dunelmensis., samt hos 👤Matthæus af Vestmynster *Flores Historiarum p. 166., overalt med det Tillæg, at Barnet kom tillands, slumrende paa en Korn-Neeg, og fik deraf Navnet Scef eller Sceaf (👤Mathæus skriver Seaf) samt at han blev Konge i 📌Slesvig eller 📌Hethebye *Øens Navn skrives der: 📌Scandea, 📌Scandza og 📌Scandalia, med det Tillæg, at det er den samme, som Gothernes Historie-Skriver 👤Jordanes omtaler. 👤Alberich Munk derimod har, efter 👤Langebeks Vidnesbyrd (Scriptores T. I. p. 9). 📌Scania qvæ est in 📌Dacia.; men disse Tillæg, hvoraf det Sidste desuden vist er hjemmegjort, vedkomme os her ikke synderlig, og jeg vil kun bemærke, at den gamle Skjald har sikkert Retten paa sin Side, saa Barnet kaldtes Skjold Skefing. Allerede som Ældre og som Skjald bør han nemlig, hvor det gjælder Old-Sagn, staae meest XXXIXtil Troende, og det er desuden rimeligst, at man kaldte den Lille, i hvem man saae et Skjold for Landet: Skjold, ligesom det var ganske naturligt, at Skefing blev, i det Ringeste, hos Angel-Sachserne, Stam-Navn for den ubekjendte Skibs-Dreng, da det hos dem var almindeligt, at tillægge 👤Noe en fjerde Søn: Skef, som var født i Arken *Script. Rer. Dan. T. I. p. 9 og 👤Suhms critiske Historie af Danmark B. I. (6) S. 516. Fra Angel-Sachserne er Navnet kommet ind i Fortalen til 👤Snorres Edda, og i Langfedgatal, hvor Seskef øiensynlig skal være: se Scef, som ved Ukyndighed i Angel-Sachsisk er skrevet sammen..

Skjold, siger Skjalden, avlede Bjowulf, og Bjowulf avlede Halvdan, og Halvdan var Fader til Hrodgar, den livsalige Danner-Konge, hvis Lykke syndes forsvundet, da Grændel rasede, men vaagnede atter ved Gothe-Helten Bjowulf: Grændels Banemand; til hvilket Sagn her Intet er at føie; men ved Gildet i Hrodgars rensede Hald, kvad Skjalden til Harpen om et mærkværdigt Tog til Jetters eller Joters Land under den høie Halvdan, Hrodgars Fader, og dette Kvad, som jeg, i tiende Sang*I Udg. 16de og 17de Stykke., har stræbt at eftersjunge, kan vel trænge til Oplysning.

At Toget skedte, under Kong Halvdan, af Daner og Friser, med Hnæf og Hengest i Spidsen, at Jette-Kongen hed Finn, at han, efter et stort Nederlag, afstod Fienderne sit halve Rige, men gjorde XLsiden Sviig, hvorved Hnæf med mange Flere mistede Livet, samt at Hengest, Aaret efter, fornyede Feiden, saa det sveed til Finn, som selv fik Bane-Saar, alt Dette er klart nok; men hvad Læseren maa spørge om, er: hvor Finn var Konge, hvorledes Heltene blev svegne, hvorledes Hengest undkom, og i hvad Forhold Hildeborg Hokes Daatter, den høibaarne Græde-Kvinde ved Helte-Baalet, stod til de Høvdinger, Sagnet omtaler?

Oplysningen jeg kan give, er nu vel ikke stor, da der, hverken hos 👤Saxo eller i andre mig bekjendte Nordiske Kilder, findes Spor af dette Sagn, men at Hildeborg maa have været Moder eller Søster til Hnæf, mener jeg dog følger af det noget dunkle Sted: S. 85 L. 13-19 sammenlignet med S. 82 L. 15, og at Finn har overrumplet Heltene ved Natte-Tide, fremlyser af følgende Brud-Stykke, som upaatvivlelig hører hid*Brud-Stykket findes i 👤Hickesii Thesaurus T. I. pag. 192 med følgende Oplysning: forte reperi fragmenti poetici singulare folium in codice MS. homiliarum Semi-Saxonicarum, qvi extat in 📌Bibliotheca Lambethana, og beskrives af 👤Wanlei Pag. 269 saaledes: Fragmentum poeticum, prælium qvoddam decribens, in oppido Finnisburg nuncupato initum.:

....... .......
.....nas .......
Hleoþrode þa Saa tog da til Orde
Hearo-geong cyning *Maaske skulde det være: heaþo-geong, men Tingen er den samme. Kongen hin unge:
XLINe þis ne dagaþ eastan Ei dages det i Øster
Ne her draca ne fleogeþ *Ild-Dragen nemlig. Ei flyver Dragen her,
Ne her þisse healle Ei heller paa Hallen
Hornas ne byrnaþ Hornene brænde
Ac her forþ-beraþ *Man skal ikke let sige, om her fattes Noget, eller der skal læses: here forþ-feraþ ͻ: en Krigs-Hær fremskrider. Men .....
Fugelas singaþ Fuglene sjunge
Gylleþ græg-hama Faarekyllingen piber
Guþ-wudu hlynneþ Krigs-Tøiet larmer
Scyld scefte oncwyþ Skjold svarer Spydet:
Nu scyneþ þes mona Nu skinner Maanen
Waþol under wolcnum *Waþol oversætter 👤Lye ved: vagabunda, men da Exemplet han anfører, netop er dette, som Spørgsmaalet gjælder, er det kun en Gjætning. Paa Glid under Sky;
Nu arisaþ wea-dæda Misgjerninger opstaae
Þe þisne folces niþ Som Folke-Bedraget
Fremman willaþ. Fuldbyrde vil.
Ac onwacnigeaþ nu Men vaagner nu op
Wigend mine Kæmperne mine!
Habbaþ eowre landa Værger eders Godser
Hie geaþ on ellen *Her maa nemlig læses: Hiegeaþ (hicgaþ). Stræber som Helte!
Windaþ on orde Kappes til Vaaben
Wesaþ on mode. Værer ved frit Mod!
Þa aras manig gold-hladen þegn Da reiste sig mangen guldsmykket Svend
XLIIGyrde hine his swurde Og omspændte sit Sværd;
Þa to dura eodon Til Dørrene søgde
Drihtlice cempan Fuld-herlige Kæmper:
Sigeferþ and Eaha Sigvord og Aage
Hyra sword getugon Med uddragne Sværd,
And æt oþrum durum Og ved den anden Dør:
Ordlaf and Guþlaf Ordlaf og Gudlaf
And Hengest sylf Og Hengest selv.
Hwearf him on laste Efter dem fulgde
Þa gyt Garulf Og endnu Garulf
Guþere styrode .......
Þæt he swa freolic feorh .......
Forman siþe *Meningen maa vel være, at Garulf med Glæde fulgde de gamle Kæmper, for at øve sin første Bedrift, men Noget er feil skrevet, og Noget fattes, derfor vil jeg ikke røre ved det. .......
To þære healle-durum .......
Hyrsta ne bæran .......
Nu hyt niþa-heard. .......
Any man wolde *Da baade Sammenhæng og Rst. siger, her fattes Noget, vil jeg intet videre sige, end at, efter det Følgende, skal Talen her vende sig til Høvdingen for den fiendtlige Skare, thi ham er det, som spørger. .......
Ac he frægn ofer eal Men han spurgde for Alles Øren
Un-dearninga Lydeligen:
Deormod hæleþ (Den vilde Kæmpe)
Hwa þa duru heolde Hvem Dør-Vogteren var?
Sigeferþ is min nama cweþ he Sigvord, svared denne, er mit Navn,
XLIIIIc eom secgena leod Jeg er Kæmpe af Byrd
Wrecten wide cuþ *Wrecten maa vel være Wreccen (wrecca Recke) som S. 69 L. 21. Navnkundig som Helt,
Fæla ic weuna gebad Meget Ondt jeg fristed
Heordra hilda I Dyster fuldhaarde,
Þe is gyt herwitod *Spørge kan man om: herwitod skal forandres, eller blot deles, men ei om, hvad Meningen maa være.. Forloren du est
Swæþer þu sylf to me Hvis selv du til mig
Secean wylle. Vover at komme.
Þa wæs on healle Da blev i Hallen
Wæl-slihta gehlyn Høit Vaaben-Gny,
Sceolde celæs borþ Her skulde kiølige Skiold,
Genumen handa *Da Rst. er i Uorden, fattes vel Noget, og celæs er i al Fald forskrevet. Haandfast hævet,
Ban-helm berstan Been-Skiærme briste,
Buruh-þelu dynede Borg-Tiljen knaged,
Oþ æt þære guþe Indtil i Kampen
Garulf gecrong Garulf nedsegned
Ealra ærest Først udaf alle
Eorþ-buendra Jord-Boer her,
Guþlafes sunu (Han var Gudlafs Søn).
Ymbe hyne godra fæla Trindt ham mange Giæves
Hwearflacra hrær *L. 65 ventelig Hwearflicra hræw. Liig laae omkastet;
Hræfen wandrode Ravnen omvanked
XLIVSweart and sealo-brun Sort og rød-sokket,
Swurd-leoma stod Sværdene flammed,
Swylce eal Finns-buruh Finns-Borgen var da
Fyrenu wære. Ild-rød til Syne.
Ne gefrægn ic næfre wurþlicor Aldrig hørde jeg stoltere
Æt wera hilde I Kæmpe-Trætte
Sixtig sige-beorna Tresindstyve Helte
Sel gebærann *L. 74 en Talemaade som findes f. Ex. S. 77 L. 28. Frem at færdes,
Ne nefre swa noc hwitne medo Heller ingen Herre-Skiænk
Sel forgyldan *L. 75 er forskrevet, men Meningen dog kjendelig. Bedre at giengieldes
Þonne Hnæfe guldan End Hnæfs her betaldes
His hægstealdas Af hans Høibaarne:
Hig fuhton fif dagas De fem Dage fægted
Swa hyra nan ne feol Saa Een ikke faldt
Driht-gesiþa Af Høvding-Følget,
Ac hig þa dura heoldon. Og Dørrene værgedes.
Þa gewat him wund hæleþ Nu den saarede Helt
On wæg gangan Sig vendte omkring,
Sæde þæt his byrne Sagde, at hans Brynje
Abrocen wære Var sønderbrudt
Here-sceorpum hror *L. 87 er mig kun overlegen i Ord-Føiningen, thi der er ellers ingen Been i. .......
And eac wæs his helm þyrl. Og hans Hjelm kløvet.
XLVÞa hine sona frægn Da spurgde ham bradt
Folces hyrde Folke-Styreren:
Hu þa wigend byra Om deres Kæmpers
Wunda genæson Saar kunde læges,
Oþþe hwæþer þæra hyssa. Eller om de Svendes.

Her slipper Brud-Stykket, og da Borgen bærer Navn efter Finn, og Hnæf og Hengest staae i Spidsen for en Kæmpe-Flok, hvori tillige findes de af Digtet bekjendte Ordlaf og Gudlaf *Da baade Ordlaf her, og Oslaf i Digtet, kun nævnes een Gang ved Siden af Gudlaf, er Stavningen vel, men Eenheden neppe usikker., kan der ikke være mindste Tvivl om, at vi her have et Brud-Stykke af Sagnet om det besjungne Tog; men i det Høieste kun et lille Spørgsmaal om, hvorvidt det tillige er et Brud-Stykke af nærværende Digt, eller maaskee af et Andet? Til sidste Mening skulde jeg snarest hælde, dersom jeg ei maatte kalde det ti Gange rimeligere, at et Brud-Stykke af hvad Digtet øiensynlig fattes, hører det til, end at et saadant skulde være den eneste Levning af et nærbeslægtet Kvad; men derfor tør jeg ikke, skjøndt det altid var mueligt, der kunde været et udførligere Digt til om Hengest, hvortil det nærmest hørde*Versene i Brud-Stykket forekom mig baade indvortes og udvortes at være ringere end i Bjowulfs Kvad, og Ordet: hyssa fandt jeg mistænkeligt, da jeg i intet Digt havde fundet det, uden i det daarlige Tillæg til 👤Cædmons Paraphras; men dog findes der i Digtet S. 89 nok saa knortede Vers, og S. 93 L. 12 har jeg nyelig opdaget Ordet: hyse..

XLVIEndnu et Sagn, henhørende til Skjoldung-Saga, finde vi i sextende Sang*I Udgaven det 28de Stykke., hvor der fortælles, at en Prinds, hvis Fader var faldet i Strid med Danner-Kongen, skulde, til godt Forlig, være Dennes Sviger-Søn; men ophidsedes af en gammel Kæmpe, der havde tjent hans Fader, til at bryde Pagten og fornye Blod-Badet, hvori han, som det synes, selv gik til Grunde.

Jeg har før*I Udsigten over Bjowulfs Drape. Danne-Virke. Bd. 2. S. 250. yttret den Gjætning, at vi maaskee her havde et fordreiet Sagn om Ingel Frodesøn, Stærk-Odder og Svertings Sønner, som vi kjende af 👤Saxos sjette Bog; men en saadan Gjætning maatte bestyrkes af flere sammenstødende Omstændigheder; naar den skulde have Noget at betyde, og maa da indtil Videre skjøtte sig selv; skjøndt jeg endnu ingen bedre Oplysning veed.

Prindsens Følge kaldes heaþo-beardas, som maa være et Slags Folke-Navn; men for at lade det Ubekjendte ubestemt, har jeg brugt Ordet Magle-Barder, som, efter Sproget, kan betyde det Samme, uagtet jeg kunde havt Lyst til at skrive Longo-BarXLVIIder som er et, nogenledes tilsvarende bekjendt Folke-Navn i 📌Norden *Naar man seer, at Volsunge-Saga nævner Lang-Barder i den Danske Kong Hjalpreks Gaard, og at 👤O Flaherti i sin Ogygia (p. 206) taler om Longobarder som feidede paa 📌Irland, da seer man vel, at Longobardernes Navn og Oprindelse fortjener en grundigere Undersøgelse, som nok vilde føre enten til Lang-Skibene (👤Erik Jarls Skib hedd jarn-bardr) eller til Langbard-Siden i 📌Norge, eller til begge Steder..

Vi komme nu, efter Digtets Orden, til Kongerne i 📌Gothland: Hrædel og hans Afkom, som efter ham kaldes Hrædlinger, og, for deres Skyld, med det Samme til de Svenske Skilfinger, med hvilke de laae i langvarig Feide.

Fandtes der i Nordens Krønike ingen Oplysning til Digtets Sagn om Skjoldungerne, da kan vi her end mindre vente nogen, hvor det gjælder 📌Gothlands og 📌Sverrigs Herre-Stammer, som uden Saga-Spor ere nedsjunkne i Glemsel; men til Lykke behøver man her ogsaa blot at samle hvad Digtet selv indeholder, for at fatte det*I 10de, 17de, 18de, 19de og 20de Sang, men i Udgaven S. 92. 165. 176-79. 181-86. 194-95. 216-22..

Kong Hrædel i 📌Gothland havde paa sine gamle Dage den Hjerte-Sorg, at hans Første-Fødte Herebald faldt for sin Broder Hakon (Hædkyn) og der den Gamle sank i Graven, bekrigede og nedlagde den XLVIIISvenske Skilfing Ongenthjov Hakon, hvorpaa Hrædels tredie Søn Higelak besteg Thronen, fik ved sine Kæmper: Ulf Vanraads Søn og Jofur, ventelig Ulfs Broder*I Udg. S. 185 L. 20-22., Ongenthjov fældet, og havde i sin Syster-Søn Bjowulf en mægtig Støtte; men faldt dog tidlig paa 📌Frislands Kyst i et Slag med Franker og Friser.

Nu tilfaldt Gothe-Riget Higelaks Søn Hardred eller Haardraad, hvem den trofaste Bjowulf opfostrede, men neppe var han blevet myndig, før de Svenske Skilfinger, Ohters Sønner, og Ongenthjovs Sønne-Sønner, landede for at hævne deres Farfaders Fald, som ogsaa lykkedes dem, og med Hardred uddøde da Kong Hrædels Mands-Stamme.

Nu besteeg Vægmundingen Bjowulf, en Daatter-Søn af Kong Hrædel, den Gothiske Throne, og ham var det forbeholdet at betale Skilfinger gammel Gjæld, ved hvilken Leilighed blandt Andet Janmund eller Anmund, en af Ohters Sønner, fik sit Bane-Saar; men dog lader det, som Gothe-Riget, efter Bjowulfs Død kom til Skilfing-Slægten, der vel ogsaa var beslægtet, eller dog besvogret med Hrædlingerne; thi Viglafs Fader synes at have været en Skilfing, ja endog en Søn af Ongenthjov, Broder til Ohter og Onela *I Udg. S. 194 L. 4 og 195 L. 8-10.. Da imidlertid Bjowulf udtrykkelig erklærer Viglaf for sin Frænde, maa han vel have været en Daatter-Søn eller Syster-Søn af XLIXham, og altsaa paa Mødrene-Side baade Hrædling og Vægmunding.

Hvad nu Volsungerne angaaer, da er Ordet om dem let at fatte, naar man blot lægger Mærke til, at Kampen med Dragen, som Islandske og Tydske Sagn tillægge Sigurd eller Siegfried, her tillægges hans Fader Sigmund.

Endelig findes i 15de Sang*I Udg. S. 145-47. en Stump af et Sagn om den vældige Kong Offa og hans Dronning, men hvorom jeg ingen videre Oplysning kan give, end den Formodning, at Talen vel er om Offa hin Gamle (vores Uffe hin Spage) som fandt sig en Dronning i Skoven, der siden ved skiændig List blev ham berøvet, men atter ved et Under skiænket, som Legenden melder*Vita Offæ Primi p. 4-7 i Matthæi Parisiensis Opera. (Ed. Paris 1644)..

Naar Læseren mærker sig vel, hvad nu er sagt, da fatter han Digtets Indhold saa godt som jeg, og det er naturligviis alt, hvad jeg kan hjelpe ham til.

Spørger man nu endelig, hvad jeg skjønner om Digtets Værd, da maa jeg, for at svare bestemt, atter gjøre en Skilsmisse, saa jeg yttrer først mit Skjøn om Kvadets Poetiske, og derpaa om dets Historiske Værd.

Man vente ikke her en udførlig Betragtning over dette gamle Helte-Digt, deels som et værdigt Mindes-Mærke af Angel-Sachsernes sikkre og høipoetiske BeLskuelse, og deels som et dristig anlagt, deilig stilet, tildeels herlig udført, men dog i det Hele halv forulykket Konst-Værk; thi jeg vil dog ei gjøre Døren større end Huset, og det maatte jeg, naar jeg her skulde udvikle den Angel-Sachsiske Poesies Vilkaar, og i Særdeleshed nærværende Digts Forhold til Saga-Kvadene i Edda, og til Tydskernes Niflunge-Sang. Maaskee forsøger jeg Dette andensteds*Ventelig i Danne-Virke, hvor Begyndelsen dertil paa en Maade er gjort., og her vil jeg egenlig kun sige, at efter mit Skjøn fortjener og fordrer Kvadet en saadan udførlig og grundig Behandling.

Naar jeg da end tilføier et Par Ord, er det kun for at de Læsere, som ei kjende Dannevirke, kan see, at jeg har tænkt mig noget Bestemt ved de Udtryk hvori mit Skjøn er affattet.

Jeg finder nemlig at Bjowulf er med et dybt poetisk Blik betragtet og levende fremstilt som Menneske-Slægtens Nordiske Helt, der, tilsidst paa sit eget Livs Bekostning, afvæbner Mørkets Magt og redder med Kraft det døende Folke-Liv, og har jeg Ret, da er Digtet ogsaa unægtelig høit, ja en Thors-Drape, hvortil selv ei 📌Island kan opvise Mage.

Jeg finder end videre, at Bjowulfs eventyrlige Kampe betegner de to store Afdelinger af Menneske-Kampen mod hin Mørkets Magt, som deels yttrer sig i voldsomt Anfald paa Kæmpe-Livet, deels i Rugen over de Vaaben og Skatte som høre til dets Fortsættelse, LIeller med andre Ord: deels i Historien og deels i Naturen. Allerede Dette giver Digtet en vis Grad af poetisk Sandhed, som i mine Øjne hæver sig til en sand og herlig historisk Beskuelse, derved, at Helten er Gothernes, det nordiske Kæmpe-Folks, Helt, medens Skue-Pladsen for den første (historiske) Kamp er 📌Danmark: Historiens Nordiske Fædreneland, og Skue-Pladsen for den anden (naturlige) Riget, som vel maae kaldes de nordiske Natur-Kræfters Sæde. Det turde endelig være lige saa rigtigt i poetisk og videnskabelig, som i oldhistorisk Henseende, at fremstille Gothe-Helten som de Danske Kongers Ven, og de Svenske Kongers Fiende; men her støde vi dog paa den ene Grund, hvorfor jeg kalder Digtet, som Konst-Værk, halv forulykket; thi naar Eventyr og Historie saaledes som her sammenblændes, da tabes den indvortes Eenhed. Min anden Grund er Savnet af udvortes Eenhed, da Eventyrene om Grændel og Stærkhjort ikke engang ere sammenkjædede, men holdes kun sammen af Helten, der har, saa at sige, et i hver Haand. Min tredie Udsættelse er den, at Episoderne ere for det meste smagløs, og tildeels i Billinger indskudte, hvorved Digtet taber sin Runding og en Deel af sin Klarhed, saa min Daddel er neppe ugrundet; men at man ikke desmindre finder i enkelte Dele langt mere virkelig Konst, end man kunde vente i et Digt fra de Dage, der ei røber mindste Bekjendtskab med Oldtidens Konst-Værker, vil udentvivl alle Kyndige indrømme; og jeg tør mene, at det bør kaldes et Gothisk Helte-Digt, ei blot fordi Helten er en LIIGothe, men ogsaa fordi det er et Konst-Værk i samme Aand og Stil, som hvad man i Konsten kalder Gothisk; thi det er høit og dristigt, udført selv i de mindste Dele med Sindrighed og kjærlig Flid; saa at skjøndt Delene ingenlunde hænge saa smukt sammen som i Grækernes Værker, har derimod ogsaa hver Deel for sig langt høiere Værd, og det Hele langt Meer at betyde.

Ypperlig kalder jeg endelig Fremstillingen, thi Talen er trohjertig, uden at have den tydske Vidtløftighed, og uden, ved Kortheden at blive mørk som saa tit i de Eddiske Digte; den er blomstrende, uden, som de senere islandske Vers, at vrimle af haartrukne Lignelser. Føier man hertil Digtets Ærbarhed, dets Inderlighed mangensteds, og dets religiøse Grund-Tone, da maa man vel bekjende, det er i alle Maader et udmærket Oldtids-Minde, og, blandt andet maaskee det eneste gamle Digt, man med glad Sikkerhed kan lade Børn læse, en Bemærkning jeg troer at skylde mine Læsere paa en Tid, da man vist inderlig maatte ønske Børn livlige Riim-Krøniker istedetfor dødt Meel-Pap, og dog har saa ondt ved at finde Bøger, som med den nødvendige Livlighed og Trohjertighed forene den ikke mindre nødvendige Reenhed og Ærbarhed.

Nu staaer da kun tilbage, at tale lidt om Digtets historiske Værd; men ligesom det tildeels er vanskeligt herom at tale bestemt, er det vel umuligt at yttre et Skjøn, som jo vil forekomme En eller Anden af Historiens Kyndinge ugrundet, thi ligesom der i det Hele gives høist forskjellige Meninger om det histoLIIIrisk Vigtige, er det især Tilfældet, naar Talen er om Old-Sagn. Der var en Tid, da man behandlede dem som reen og sikker Historie, der kom en anden, som tildeels endnu vedvarer, da man storagtig forkastede dem som Kjærlinge-Snak, og der er begyndt en tredie, hvori man stræber paa Nye at sammenblande dem med den sikkre Historie, ved, paa en Maade, at indlemme den i dem, ligesom de før indlemmedes i den, eller, med andre Ord, ved at gjøre alt Historisk til slette Vahre, ligesom man før tog Alt for gode. Ingen af disse Tider ønsker jeg, som Historiker, at tilhøre; men vilde, som saadan, gjerne forbinde de ældre Dages Godtroenhed med den følgende Tids Forsigtighed, og det nys-undfangne poetiske Saga-Blik; Noget der kun ufuldkomment kan lykkes, og vilde neppe, hvor godt det saa lykkedes, tækkes Andre end hvem der med mig hører til Levningen af den gamle Verden. Ingenlunde anfører jeg Dette, for at undgaae en aabenhjertig Bekjendelse af min historiske Tro, i det Hele og det Enkelte, thi det veed mine Læsere, er imod min Natur; men kun for at de, der ellers ikke kjende mig fra den historiske Side, kan see det er med Vidende og Villie jeg stræber at forbinde, hvad der sædvanlig findes skarp adskilt.

Ethvert Folks Old-Sagn er deres historiske Poesie, deels fordi Barn-Dommen er overalt den af Natur mest poetiske Alder, og deels fordi man fra Barn-Dommen kun mindes hvad der har gjort et poetisk Indtryk paa Sindet. Der maa i Følge heraf være ligesaa stor Forskjel paa de adskillige Folke-Færds Old-LIVSagn, som der er paa deres Aand, og især paa deres Forhold til Historien, saa det røber kun liden Skarpsindighed at skjære dem alle over een Kam, da der end ikke behøves Stort til at opdage den uhyre Afstand mellem de Folks Old-Sagn, hvem Naturen, og deres, hvem Historien var kjærest. At det er de Sidstes, der, ei blot i det Hele, men ogsaa i det Enkelte, har historisk Værd, indsees let, og at Nordboerne fortrinlig høre til det Folke-Slags, vil neppe nogen Historiker nægte.

Det vilde imidlertid igjen være en Overilelse, at betragte alle Nord-Boers Old-Sagn med samme Øine, thi ligesom det netop er deres forskjellige Forhold til Historien, der i den gjør dem til mere end eet Folk, saaledes viser der sig ogsaa i 📌Nordens Old-Sagn en umiskjendelig Tredobbelthed, der vel ofte meer og mindre sammensmelter; men giver os dog en egen Maale-Stok for de Old-Sagn, det ene Folk ikke har tilfælles med det Andet. Dansk, Norsk og Gothisk kalder jeg Siderne af 📌Nordens historiske Trekant, og derimod kan neppe være Stort at indvende, thi Svensk veed man er fra Old-Tiden aldeles uhistorisk, hvad der hos Angel-Sachserne er Nordisk betegner 👤Beda ved Gothisk, og ved Angelsk, der skal ligge midt imellem Sachsisk og Gothisk, og forsaavidt Islandsk er Andet end Norsk, betegner det i alle Maader Forsøget paa en Forbindelse af alt Nordisk, som en Kvadrering af fornævnte Triangel. Tager jeg nu ikke meget Feil, da maae man tillægge de Danske Hjerte, de Norske LVSands, eller hvad her er det Samme: Øre, og Gotherne Øie for Historien; medens Islænderne, som forbandt Noget af Alt, kundgjøre et tilsvarende Greb paa dens Behandling. Til denne Inddeling troer jeg Flere vil komme, ved at studere den Nordiske Historie, og ved da, baade først og sidst, at sammenligne 👤Saxos Bog med 👤Snorros, hvor Indholdet er Norsk og Behandlingen Islandsk, og med saavel dette Digt som Sachse-Krøniken, og Enden vil da nok blandt Andet blive, at Eddas Mythe-Kvad, som selv udvortes bære mangt et Spor af Angel-Sachsisk Oprindelse, henføres til den Gothiske Side, hvor de, som en universal-historisk Anskuelse af Menneske-Livet er paa deres Plads.

Dog, hvormange end de Betænkeligheder kan være, der maatte hæve sig mod denne Betragtning, især hvor den kun angives uden at udvikles, tør jeg dog haabe, hvad her er min Hensigt, i Kyndiges Øine at beholde Ret, naar jeg paastaaer, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn, som jeg kalder Gothiske, netop fordi de ere de meest poetiske, ere de mindst tilforladelige, naar Spørgs-Maalet ei er om Beskuelsen af Folke-Livet; men om enkelte Tildragelser paa bestemte Steder i en vis Sammenhæng, og hvad nærværende Digt angaaer, er det vel øiensynligt, da Forsøget paa at sammensmelte Historie og Eventyr, er her aldeles umiskjendeligt.

Man vilde imidlertid ikke desmindre forregne sig, hvis man heraf sluttede, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn var kun Hjerne-Spind, hvad der vilde bevise MangeLVIlen af det historiske Øie, vi netop fortrinlig maa tillægge den Nordiske Stamme paa Øen, og modsiges desuden ved den store Fortjeneste, Angel-Sachserne unægtelig have erhvervet sig af Kirke-Historien, deres egenlige historiske Fag. Heraf følger da, at saa bagvendt som det vilde være at rette Danske og Norske Sagn om 📌Norden, naar de stemme overeens, paa Angel-Sachsernes Ord, kan dette dog i modsat Fald være af Vigtighed, og man tør ikke nægte, at de Nordiske Sagn der kun findes hos Angel-Sachserne, er en sand historisk Vinding, skjøndt den ei uden nærmere Oplysning kan nøie vurderes.

Anvende vi Dette paa Oldsagnene i Bjowulfs Drape, da finde vi ei synderlig Anledning til Tvist, men des meer til at glædes over Forøgelsen af vor oldhistoriske Rigdom, og til at anstille ny Undersøgelser i Bibliotheker saavelsom i Bøger.

Hvad nu først Skue-Pladsen for de omtalte Tildragelser angaaer, da maa man huske, at selv de verdens-omseilende Engelsk-Mænd ere sjelden meget kyndige eller nøiagtige i Geographien, og mindre var da vist deres gamle Fædre det, medens de blot med Øinene reiste udenlands; ja, hvem der veed, hvor vanskeligt det har været for Engelske Lærde at finde mange af de indenlandske Steder igjen, efter Angel-Sachsiske Bøger, vil vist ei af Skjalden vente geographisk Nøiagtighed i Sagn om 📌Norden. Naar vi derfor undtage 📌Danmark og 📌Sverrig, som ei ere at miskjende, er alt Øvrigt her ubestemt, selv Bjowulfs og Hrædlingernes Hjem, thi hvilket Landskab østen for 📌Sundet kan ei LVIIkaldes 📌Gothland, og naar man nu desuden veed, at Angel-Sachserne ogsaa imellem kaldte Jyderne Gother, hvem tør da bestemme hvad her er meent. Vel synes her at være en nærmere Bestemmelse, i det Bjowulf og hans Lands-Mænd idelig kaldes Veder-Gother, ja deres Land endog engang Veder-Mark; men saalænge der ei opdages flere Spor af en saadan Benævnelse, gjør den kun Uvisheden større, thi vi maa da formode, at Weder er en Oversættelse, og kan igjen oversætte det ved: Mand eller Væder, eller Veir og Vind, og selv naar vi blive staaende ved Lyden, har vi Veder-Øer og Veir-Øer i Mængde, foruden den, 👤Snorro kalder saa (i Hellig-Olafs Saga) og som vel er 📌Hveen. Vigtigere maa det synes, at Gothe-Hjemmet et om ikke to Steder kaldes ea-land *I Udg. S. 174 og maaskee 224., hvis almindelige Bemærkelse (ligesom det tydske Eiland), er: Øe, og Tanken drages da strax til Øen 📌Gothland eller 📌Gulland; men deels er det vel ikke saa afgjort, at ea-land jo kan bruges om ethvert Kyst-Land, og deels kan man endda ligesaa vel gjætte paa 📌Øland, eller selv paa 📌Aland, der endog har det for sig, at Bjowulf, da han svømmede, drev op paa Finlands Kyst, som dog igjen ligesaa vel kan være 📌Finvedens Kyst, eller i al Fald gjerne ligge et hundrede Mile fra Bjowulfs Hjem, thi det beroede jo ene paa Skjalden, hvor langt han vilde lade sin Helt svømme, i den Uges-Tid han holdt Søen. Det Eneste, man derfor kan sige, er, at rimeligviis laae det 📌Gothland, Digteren mener, ikke LVIIIlangt fra 📌Sverrig, siden de historiske Sagn han anfører bevise et nært Forhold og hyppigt Samkvem, og at man da neppe kan tage meget feil, eller dog i det Mindste ei af Digtet modsiges, naar man indtil videre antager 📌Gothland eller 📌Bornholm for Veder-Marken og Sø-Gothernes Hjem. Somme kunde vel mene, at de Navne, der anføres paa visse Steder i Landet maatte give nærmere Oplysning; men da disse Navne beløbe sig til et saa ubekjendt som Hrosne-Bjerg, og tre saa ubestemte, som Ravne-Skov, Ørne- og Hrones-Næs, hvilket sidste endog lader sig udlægge paa to Maader*Man kan nemlig enten følge Lyden, eller Bemærkelsen, og i sidste Tilfælde faaer man et Hval-Næs, som ogsaa er mere end nemt nok at finde., fristes i det Mindste ikke jeg til at bygge Noget paa saa usikker Grund; ja det forbyder omtrent sig selv, da jeg gad vidst, hvor i 📌Norden, man ei skulde kunne finde Steder til det Par almindelige Navne. Vil man derfor lyde mig ad, som dog ogsaa i Geographien har, saa langt som muligt fulgt alle Digtets Vink, skal man lade saavel foranførte Navne, som Ræmes Grund, Bronding-Land og Jette-Land eller Jotun-Heim indtil Videre skjøtte sig selv, nøiende sig med den Underretning, at det er om Danske, Gother og Svenske, samt lidt om Franker og Friser Sagnene handle.

Hvad nu først Sagnene til den Danske Historie angaaer, tør jeg just ikke anslaae Værdien af den meddeelte Konge-Liste meget høit; men finder det dog LIXmærkværdigt, at Digtet vel, ligesom Islænderne, tillægge Skjold en fremmed Herkomst, som da nok nu bør ansees for afgjort, men ingenlunde gjør ham, med dem, til den første Konge i 📌Danmark, som han da nu vel ogsaa bør ophøre at kaldes, da Langfedga-Tal, ligesaa vel som 👤Saxo, bør vige, naar det i 📌Norden staae ene mod To. Mærkeligt er det fremdeles, at vi, med Undtagelse af Bjowulf og Hjørgar, hvem ingen Bedrift tillægges, finde de samme Danske Konge-Navne hos 👤Saxo og Islænderne, som her, thi det er baade et nyt Vidnesbyrd om Navnenes Rigtighed, og Borgen for at Digtet har en historisk Side. At nu endelig saavel Sagnet om Skjold, som det om Maglebarderne maa agtes for en poetisk Vinding, er vel klart nok, og i mine Øine er Sagnet om Skjold, blot som historisk Mythe betragtet, meget værd; thi hvem kan see den Spæde, omringet af Skatte og Vaaben, og slumrende paa Korn-Negen svømme hid over Bølgen, uden at see et Billede paa Folket i Korn-Vangen, og paa det sortladne Hav, de Danskes Vei til Roes og Magt; men det egenlig Historiske heri tør jeg ikke vurdere.

Den Gothiske og Svenske Konge-Liste maae vi lade staae ved sit Værd, da vi ikke veed, hvor Digterens Gothland er, og vi hverken hos 👤Saxo eller 👤Snorro finde hans Ongenthjov; men derfor tør vi ingenlunde afvise en Konge, som fører Bedrifter i sit Skjold, thi deels er det vist, at 📌Sverrig har havt mange Konger paa een Gang, og deels er Listen i Ynglinge-Tal, der angiver langt flere Gravstæder end Bedrifter, LXingenlunde paalidelig. Har nu desuden Folk, som kaldte sig selv Gother, bragt Sagn til 📌Engeland om en Række Gothiske Konger, deres Skæbne og Bedrifter, da bør de deri, saavidt som rimeligt kan være, staae til Troende, indtil man veed noget Grundigt derimod at indvende. Det veed nu i det Mindste ikke jeg, og lader derfor disse Sagn gjælde, saameget mere, som et af dem, og netop det eneste man kunde forlange det om, findes stadfæstet ved gyldige Vidnesbyrd. Da nemlig hverken Svenskerne eller de hjemmeblevne Gother har Old-Sagn at opvise, kan vi ikke fordre nærmere Bekræftelse paa hvad dem angaaer; men da der i Digtet findes den Fortælling om Kong Higelak, Hrædels Søn, at han gjorde et Tog til 📌Frisland og faldt der, med hele sit Følge, i et Slag med Franker og Friser, saa maae vi finde det rimeligt, at hvis Sagnet medfører Sandhed, og ei skal gjælde hvad ogsaa i 📌Vesten hedder Oldtid, har vel de Frankiske Forfattere vidst Noget derom. Nu har netop Digtet, ved i et andet Sagn at omtale Hengest selv, der, hos en Angel-Sachsisk Skjald, nødvendig maa være den Bekjendte, sat os i Stand til at afgjøre, naar omtrent, efter hans Tids-Regning, Higelak maa være faldet; thi Hengest, veed vi, kom til 📌Engeland omtrent 450, han havde efter Digtet, gjort et Tog med Hnæf i den Danske Kong Halvdans Tid, Halvdan var Fader til Hrodgar, og Hrodgar samtidig med Higelak, skjøndt meget ældre end han. Hrodgars Død maa ved et Middel-Tal ansættes omtrent til 500, og da Higelak faldt i sine Manddoms Aar, kan det neppe være langt inde i det LXI6te Aarhundrede, men i al Fald paa ingen Maade før. 👤Gregor af Tours møder os her med sin Frankiske Aarbog, og her maa vi vente i det Mindste et Par Ord, som melde noget Lignende; men vi finde ogsaa Meer, end vi kunde vente, thi han melder, at under Kong 👤Theuderik skedte ei længe efter 👤Chlodovigs Død (Man regner 515) en Land-Gang i hans Rige af de Danske med deres Konge 👤Chlokhilaicus (somme Afskrivter har 👤Hrodolaicus og 👤Chokhilaicus) som gjorde stort Bytte og mange Fanger, hvormed de lavede sig til Hjem-Reisen. Imidlertid havde 👤Theuderik faaet Kundskab herom, og skikkede sin Søn 👤Theudebert did med en stor Magt, som traf fornævnte Konge paa Strand-Bredden, hvor han vilde opholde sig, til hans Flaade havde naaet rum Søe, fældte ham, og tog, efter et Søslag, Byttet tilbage*👤Greg. Turon. L. III. 3 hos Bouquet T. 2. p. 187. Skade at den Haandskrift med Uncialer Udg. omtaler (Præf. V.) slet ikke er benyttet, thi ellers havde man dog nu kiendt en af de ældste Læse-Maader af Kongens Navn..

Neppe kan det med Grund omtvivles, at det er Kong Higelaks Tog og Fald 👤Gregor i disse Ord anmelder, thi at hans Folk kaldes Danske, undrer Ingen, som veed, at de Frankiske Skribentere indtil langt senere kalde alle Nordboer saa, og Forhutlingen af Nordiske Navne er almindelig hos dem saa stor, at den maa synes liden her, hvor Hilaicus meer end peger paa Higelak. Naar man derhos betænker, at er 👤GreLXIIgors Efterretning sand, som Ingen tvivler om, da maatte der rimeligviis ogsaa i Nordiske Sagn findes Spor deraf, Noget man dog hidtil forgjæves ledte efter, da fordrer neppe den Kyndige mere Beviis, og dog har vi endnu et saare mærkværdigt, thi ligesom Digtet nævner Hetvarer mellem Higelaks Fjender, saaledes siger ogsaa en gammel Gesta Francorum (mest et Udtog af 👤Greger) at fornævnte Danske Kong 👤Chokhilaicus havde plyndret Attoarernes eller nogle andre nærliggende Bopæle*Hos Bouquet T. 2. p. 555. Hos 👤Freher skal der, (efter 👤Suhms Beretning) staae Attuarierne, og det maa jo være det rette (see 👤Cellarii Notitia Orbis 1773 p. 377) hvis der ei menes Avarer, som jeg snart skulde troe Skjalden har meent, da han tillige nævner Huger, som vist er en Skrivfeil for Huner..

Denne Stadfæstelse afnøder os ei blot Agtelse for Digtets øvrige Oldsagn, men giør det tillige sikkert, at Digteren med sin Hrodgar, Halvdans Søn og Helges Broder, mener 👤Saxos Roe og Islændernes Hroar: Halvdans Søn og Helges Broder, samt at det, som 👤Suhm har antaget, er ganske rigtigt, at det var i Halvdans eller hans Sønners Tid, at Hengest gik til 📌Britannien.

At Hengest var en Friser, see vi nu er intet Opspind af 👤Suffridus Petri; thi paa hvad Grund kan man nægte det, da Skjalden fortæller hans Bedrifter som Friser-Høvding; men vist nok er det kun lidet, saalænge vi ei veed hvorvidt Skjaldens LXIII📌Frisland gik. Vi maae ligeledes agte det for gode Vahre, hvad Skjalden beretter om Toget under Hnæf og Hengest, men det nytter, historisk talt, ikke heller ret, før vi vide, hvem hans Joter var, thi Stedet, hvor han synes at forklare dem ved Svenskere, er for usikkert at bygge paa*I Udg. S. 85 L. 16, dog ligner Navnet Fersval (S. 82) saare meget det berømte Fyrresvald i 📌Sverrig.. Anmærkes bør det imidlertid, at den Danske Høvding paa Toget: Hnæf ei er os ganske ubekiendt, da dog hans Navn findes paa Listen af Oldtidens berømte Sø-Konger*Snorros Edda (Stokholm 1819) S. 209., ligesom og, at den Eaha der nævnes i Brud-Stykket, ventelig er den Ocga, Søn af Hengest, som var voxen, da Faderen kom til 📌Britannien *Denne Søns Navn skrives meget forskiellig; men da Ocga i Textus Roffensis p. 60 og Eaha i Digtet pege paa det Nordiske Navn: Aage (Aki) anseer jeg det for rettest..

Disse Sagn om Begivenheder i det Tids-Rum Digtets Personer tilhører, er da det egenlige historiske Udbytte, og maae ei blandes med de Sagn, Skjalden kun berører som længst bekjendte, og har ikke videre Ansvar for, end at han virkelig havde hørt dem, og at de lod sig høre. Af dette Slags er, foruden Sagnet om Skjold, ogsaa de om Hermod og Sigmund Volsung, men dog er det allerede Noget, at vi her finde disse Sagns høie Ælde stadfæstet.

LXIVAt nu Hermod egenlig hører til hvad jeg kalder den Gothiske Side i 📌Norden, har man længe kunnet see deraf, at han kun findes virksom blandt Aserne, og nævnes blot som Helt, ved Siden af Sigmund Volsung, i den gamle Hyndlas Sang *Hyndlu-lioþ St. II., istedenfor at han næsten aldrig fattes i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre; men her seer man det tydelig, i det der spilles paa bekjendte Sagn om ham, som vi slet intet kjende til. Herom er da heller Intet at sige, undtagen vel det, at den Skeldva Angel-Sachserne saa ofte kalde hans Søn, ventelig er den samme som Islændernes Skelver, og skal da rimeligviis ansees for Skilfingernes Stam-Fader, thi at Skilfingerne, der ligeledes kun nævnes i Hyndlas Sang, mig synes som eenstydig med Ynglinger, og derimod spille Rolle hos den Angel-Sachsiske Skjald, hører til hans Side, er ligefrem. Om nu Skilfinger hos Angel-Sachserne virkelig betegner den Upsalske Konge-Slægt som Islænderne kalde Ynglinger, er vel et andet Spørgsmaal; men da begge Navne unægtelig betegne en Svensk Konge-Stamme i Old-Tiden, troer jeg, det med Hensyn paa Stedet i Hyndlas Sang, omtrent maa bejaes*Hyndlu-lioþ St. X og XV..

Hvad Digtet har om Volsungerne, er meget fiint, men viser dog noksom, at de har været Angel-Sachserne velbekjendte, ligesom jeg ei heller kan andet end LXVregne dem til den Gothiske Side, og det er rimeligt, at man nemmest hittede Rede i dette udbredte Sagn, naar man tog sit Stade hos Angel-Sachserne, og saae det fra dem dele sig mod 📌Syden og 📌Norden *At Sagnet ei er den Tydske Tunges, viser vel med saa meget Andet, Fortællingen om hvorledes Sivard dræbde Schilbunch og Nibelunch, som jo aabenbar ei er Mands-Navne, men Stamme-Navnene: Skilfing og Niflung. Der Niebelungen Lied (Breslau 1816) S. 12. Ligeledes giøres Botelung (Budlung) til Navnet paa Etzels Fader. S. 138.. Mærkeligt er det i denne Henseende ogsaa, at Slægtens Stamfader, som ellers kaldes Volsung, kun i dette Digt kaldes, hvad han maatte hedde: Volse; men uforklarligt er det mig derimod, at Seiren over Dragen paa Guld, som ellers saa eenstemmig tillægges Sigurd Volsung, her tillægges Faderen Sigmund *Man seer ogsaa, at i det Angel-Sachsiske Sagn har Sigmunds Syster-Søn Fitela, upaatvivlelig Islændernes Fjotle (Sin-Fjotle) havt langt meer at giøre, end man ellers finder..

Om Vilfingerne eller Vylfingerne, som efter Regelen maa være Islændernes Ylfinger, siges i Digtet vel næsten Intet, men dog er den blotte Nævnelse, i et Digt der nævner Volsungerne som en anden Slægt, ei umærkelig, da det vel er nok til at omstøde den kun maadelig understøttede Mening, at Ylfinger skulde være det Samme som Volsunger *Denne Mening, som Hyndlas Sang ingenlunde bestyrker, grunder sig vel ene paa For-Ordet til Helga-Kvida Hundingsbana II. og Spørgsmaal, om den der skrev det, vidste meer om Sagen end hvad Sangene lære, som er Intet; thi at Helge kaldes Ylfing, hvor han tillige kaldes Budlung, er kun Beviis paa, hvad man desuden veed, at de Islandske Skjalde kaldte deres Helte meget som de ikke var..

LXVISaaledes troer jeg at have hævdet Bjowulfs Drape historisk Værdie, selv i deres Øine, som smile ad den historiske Folke-Beskuelse, hvorpaa jeg sætter høiest Priis, og heller ikke skal man lettelig nægte, at det har en egen historisk Værdie, baade som et tusindaarigt eiendommeligt Konst-Forsøg, og som et Mindes-Mærke af Angel-Sachsisk Skjaldskab og Sang-Sprog, og jeg vil da nu gribe Øieblikket til at slutte en Indledning der alt synes mig for lang, og dog let kunde voxe mig endnu meer mellem Hænderne.

Dog Fortalen kan jeg ikke slutte, uden med et Ord til Bedste for Kvadet i sit Grund-Sprog, og for den Bog-Skat, hvortil det med Æren hører. Vel har jeg ikkun liden Grund til at vente, man vil agte paa min Røst, selv da, naar jeg i Sagas Navn opfordrer til hvad der aabenbar er Tidens Tarv og Folke-Trang: et langt mere udbredt, ivrigt og levende historisk Studium, end hidindtil. Vel tør jeg af boglærde Lands-Mænd kun vente Utak, naar jeg beder dem betænke, at Moders-Maalet dog er den dyrebare Kalk, hvormed Alt hvad der skal gjennemtrænge Folket, maa levende forbinde sig, at det er i en saadan Forbindelse mellem Moders-Maalet og alt hvad Stort og Sandt LXVIIog Skjønt, der tonede i Tidens Løb for Slægtens Øren, at det er deri den Boglige Konst skal sætte sin Hæder, og søge sin Løn; men at, skal det skee blandt os, da maae vi, langt anderledes, end hidindtil, anstrænge os, for af Nordboers Folke-Munde, og Folke-Bøger fra fordum Tid, at samle Moders-Maalet i sin hele Vidde, og for, ved et historisk Studium af Ords og Tunge-Maals Vilkaar, at dannes til, hvad man, desværre, har drømt, man var sovende blevet: Sprogets Mestere, som mægte at fatte det i hele dets underfulde Dybde, og da forbedre det: udrense, hvad der, mens Folket sov, nu eller fordum, af Ukrudt kan have indsneget sig, indympe forstandig hvad Folket behøver, skjøndt det ei selv har opskudt sig paa Marken, og endelig fastsætte, hvad der ved Skjødesløshed er forrykket. Jeg siger: for en saadan Bøn, kan jeg vel neppe af boglærde Lands-Mænd vente anden Tak, end den eneste jeg hidtil fik for min redelige Stræben efter, paa Moders-Maalet, at fortjene Navn af boglærd Dannemand, og denne Tak var Haan og Spot, som om de ei engang erkjendte, at spildte jeg ogsaa Flid og Gave paa at skrive bedre Dansk end de, kunde jeg dog uden al Umage skrive hvad de kaldte Bedst. Under saadanne Omstændigheder nytter det da vist kun lidt, at jeg opfordrer til at gaae den samme Vei i Moders-Maalets grundige Studium, som jeg, og det maae vel synes, som Angel-Sachsernes herlige, men i Glemsel nedsjunkne, Skrifter ei let kunde finde uheldigere Talsmand i Fædrene-Landet; men desuagtet maa jeg ei undlade, hvad jeg føler baade Kald og LXVIIIRet til at gjøre, men bør saa meget mere, og kan saa meget bedre opfordre Andre, som jeg selv formodenlig af andre Sysler vil hindres fra umiddelbar at virke Mere til Bedste for et Studium, hvis Vigtighed og Gavnlighed for boglærde Dannemænd jeg af Erfaring kjender. Det er i Angel-Sachsernes Skrifter vi have de meest utvivlsomme Levninger af det Gamle 📌Nordens poetiske Sprog, hvori vi skal lære at kjende og fatte dets Aand, og det udgjør, med Dansk, som 📌Nordens Hjerte-Sprog, eller, om man vil, historiske Tungemaal, og med Norsk, som vi maae kalde 📌Nordens sandselige eller naturlige Sprog, en Trehed, som de gamle Islændere stræbde at forbinde, men som kun gjennem en høiere Videnskabelighed kan aandig forenes og udvikles til et 📌Nordens Bog-Sprog, der mægter at udtrykke og forklare: hvad 📌Norden, efter Aandens Jorde-Bog, har at yde og svare.

En Angel-Sachsisk Grammatik, som kun han kunde give, skjænkede vor sproglærde Landsmand os paa Reisen til det Fjerne; en angel-sachsisk Læse-Bog, med Glossar, er et Savn, som jeg, om Ingen Anden vil, kan og skal afhjelpe; men det Vigtigste er, at det Ypperste, der end af Angel-Sachsisk er tilbage, reddes fra en altid truende Undergang, og drages for Lyset; thi skulde da endog et heelt Aarhundrede henskride, før de Boglærde i Almindelighed fatte, hvad de har at gjøre; saa lader det Forsømte sig dog indhente, naar det kun er til, staaer i Lys og ved banede Veie.

At det herlige Kvad, jeg her har stræbt at fordanske, og som unægtelig har den fortrinligste Adkomst LXIXtil Dannemænds Omhu, vil, efterat alt Mueligt er gjort for at Texten kan vorde fuldstændig og reen, snart opleve en ny og forbedret Udgave, hvortil jeg haver bidraget min Skjærv, det kan vel neppe omtvivles, da det er en Prydelse for 📌Danmarks Scriptores medii ævi, som, ihvem dette Værks Fuldendelse end maatte betroes, umuelig kan oversees; men ingenlunde er dette Alt, hvad der med liden Opoffrelse kan skee, og hvad der, hvis 📌Engeland ei selv vil vaagne og komme sit Navn ihu, jo før jo heller bør skee ved Anglers hjemmeblevne Frænder. Hvad der nemlig bør skee, er, i en Sum, at alle Angel-Sachsiske Haand-Skrifter, som end er at finde, eftersynes, og at, hvad der i nogen Henseende udmærker sig, afskrives og udgives; men da vel Somme forestille sig Sligt som Noget, der vilde fordre uhyre Arbeide og Bekostning, medens Andre kan indbilde sig, at alt det Mærkværdige er allerede udkommet; bør jeg ei undlade at pege i det Mindste paa Noget, som Ingen, der har Sands for hvad Talen er om, kan nægte, bør skee.

Der findes, siger 👤Wanlei, i det 📌Cottonianske Bibliothek, under Mærket: Otho A. XII. sex Pergament-Blade, indeholdende et poetisk Brud-Stykke, som i 👤Cædmons Aand beskriver Alder-Manden Bjorthnoths, Offas og flere Angel-Sachsers Tapperhed i et Slag med de Danske *👤Hiek. Thes. T. 3 p. 232..

Det er Lidt, vil man vel sige, og det er sandt: Kvadet om Bjowulf var ti Gange større, men har det LXXhele Digt været om et eneste Slag, kan det vel neppe have været meget større end det er endnu, og det er i al Fald endnu langt større, end det berømte Kvad om Slaget ved Brunan-Burg, som dog, til Bjowulfs Kvad kom for Lyset, var det største man af det Slags kjendte.

Betænker man sig et Øieblik, maa man vel og finde, at naar Digtet handler om et Slag med de Danske, fattes det i vore Scriptores, og at saa stort et Brud-Stykke af et historisk Kvad efter Dane-Feidens Begyndelse, er ubetaleligt, saavel for Bjowulfs-Drapens, som i det Hele for den Angel-Sachsiske Poesies Historie.

I samme Bibliothek, siger 👤Pinkerton *I hans Enquiry into the History of Scotland V. 2 pag. 45., findes under Mærket: Vitellius A. X. et Angel-Sachsisk Digt om de Danske Krige, og skjøndt man har Grund til at tvivle om Rigtigheden heraf, da 👤Wanlei tier, fortjener dog Sagen upaatvivlelig at undersøges, da 👤Pinkerton var en Mand, som ellers gjerne vidste hvad han sagde*Han anfører dette Digt som Vidne paa, at man i Oldtiden kaldte Skottisk: Scyttisc, og kan altsaa ei have meent Bjowulfs Kvad hvor Sligt ei findes; men maaskee har han meent foranførte Brud-Stykke om en Krig med de Danske, hvor man derfor maa see efter, om Scyttisc findes, skiøndt det var besynderligt, at han kunde saa aldeles forfeile Mærket, og skrive: Vitellius X. for Otho XII..

LXXI👤Cædmons Paraphras over bibelske Fortællinger, dette Gylden-Smykke saavel for Kirkens som for Skjaldskabets Historie i 📌Old-Engeland, hvorom man slet ikke kan gjøre sig nogen Forestilling, ved at læse 👤Ottfrieds Riim eller andet Sligt; et saadant Klenodie fortjende dog vist en anderledes Behandling, end at ligge henkastet i en Krog, uden Vers-Afdeling eller anden Oplysning, fuldt af Skrivfeil og Trykfeil, blandet med daarlige Efterligninger, og kun overkommeligt som en Bibliothek-Sjeldenhed. En ny Udgave er da vist nok en retmæssig Fordring i den lærde Verden, men det er da ikke nok, at man flittig benytter Pergaments-Bogen i det 📌Bodleianske Bibliothek *Hickes T. 3 p. 77., og nøie angiver, hvad Skilsmisse der findes, man maa undersøge, om der ingensteds findes en fuldstændigere og renere Afskrift, eller dog enkelte Brud-Stykker af hvad den, efter 👤Bedas Vidnesbyrd indeholdt. Det Sidste er sikkert Tilfældet i den berømte Codex Exoniensis, som da ogsaa fra denne Side kræver en nøiagtig Undersøgelse.

Bemeldte Bog, er, efter 👤Wanleis Underretning*Ib. pag. 279., en Levning af de Angel-Sachsiske Bøger, Biskop 👤Leofrik for henved 800 Aar siden skjænkede til Kirken i 📌Exeter, og udgjør endnu, skjøndt den fattes baade Begyndelse og Ende, et skikkelig tykt Bind med lutter Angel-Sachsiske Vers, hvoriblandt udtrykkelig nævLXXIInes en Deel (hvilken og hvor stor, siges ikke) af den Cædmonske Paraphras, samt adskillige Kvad om 👤Christi Fødsel og om Domme-Dag, som muligen ogsaa kan være 👤Cædmons.

De øvrige Digte i Samlingen betegnes saaledes: 3 Digte mest til Jomfru 👤Marias Ære, et om Saligheden og 👤Guthlaks Syner, Bl. 55. Beskrivelse over et lyksaligt Land i Østen og den Fugl Phoenix; Bl. 65 om 👤Julianes Lidelser under Kaiser 👤Maximian, Bl. 78 om Theologiske Materier (!) Bl. 84-98 næsten lutter mørke Taler (!) Bl. 98-130 ogsaa næsten lutter mørke Taler (!) hvor der nævnes Nogle af de gamle Sachser. Lærer man end ikke Stort af denne Beskrivelse, vilde der dog vist være en Deel at lære af Bogen, og man tør haabe, at Talerne paa de sidste 46 Blade vilde ikke være nær saa mørke for hvem der forstaaer Angel-Sachsiske Vers, som de var for 👤Wanlei.

Vel findes der Mere, som deels er slet udgivet, deels, selv efter Titelen hos 👤Wanlei, fortjener at komme i Betragtning; men jeg vilde ikke nævne Noget, hvis Værd for Sprog og Historie kunde være mindste beføiet Tvivl underkastet, og jeg skjønner ikke rettere, end at naar vi havde fornævnte Digte ordenlig paa Prent, da kunde vi, ved Hjelp af 👤Alfreds Beda, som dog ogsaa trængde til et nyt, renset Aftryk, og de andre udgivne Prosaister, gjøre os et temmelig fuldstændigt Begreb om Angel-Sachsisk Sprog og boglig Konst.

Forunderligt, at der ei i 📌Engeland selv er opstaaet en Mand, videnskabelig begeistret af Fædrenes Aand, som der maatte lettelig kunne opfylde langt LXXIIIstørre Ønsker end disse; men ligestor Skam for os, om vi, der vil paastaae, at vi med Fædrenes Sprog har beholdt deres Aand, ei følge deres Spor, saa langt vi formaae*Jeg har før bemærket, og vil her gjentage, deels at man vilde tage meget feil, om man troede at have alle de engelske Bibliothekers Skatte endogsaa kun løselig betegnede paa Papiret, og deels at vi Danske ei blot for de Angel-Sachsiske Digtes Skyld, have modent Ærende til 📌Engeland. Jeg vil i sidste Henseende kun spørge: er det blevet undersøgt, hvad der stod i den Bog, som 👤Langebek, foran Scriptores, (efter 👤Smiths Catalog over de Cottonianske Haand-Skrifter) giver følgende Titel: De Gestis Danorum, qvaliter Danemarchia multos procreavit, qvi regnum Francorum ab omni parte vastaverunt, incenderunt, subjugaverunt. Libris octo cum supplementis, eller er Bogen brændt, eller er det ikke værdt at vide, om det er et Stykke, et Udtog af 👤Saxo eller hvad? Er Membranen af 👤Pauli Warnefiidi Historia Longobardorum, (Wanlei 232) benyttet ved nogen Udgave, eller skulde det, i modsat Fald, eller i al Fald, være overflødigt at læse i det Mindste de første Capitler i den Skind-Bog? Har man nogen Afskrift eller Udgave af Gesta Frisonum paa Frisisk (Wanlei 324) eller veed man, den er ikke Umagen værd at læse? Er Membranen af 👤Isidori libri Etymologiarum (Wanlei 188) godt efterseet, og hvad er det for Danske Ord der har forvildet sig ind i det 📌Cottonianske Bibliothek under Mærket: Vespasianus D. (Wanlei 246) eller er det maaskee barnagtigt at giøre saadanne Spørgsmaal? Velan, jeg vil da ogsaa afbryde, da jeg, sandt at sige, for Øieblikket, ei veed mere af det Slags at spørge om, og kan heller neppe vente Meer besvaret i Hast.!

LXXIVGid nu kun dette første Forsøg paa at gjøre Danske Læsere bekjendte med Anguls Kvad maatte være skikket til at retfærdigjøre mit Skjøn om dets Værd i sit Grund-Sprog, og opmuntre livlige Unger-Svende til at søge Kilden!

Dette var i det Mindste min Hensigt med et Arbeide, jeg dog i al Fald ei kan fortryde, da det har udvidet min Syns-Kreds, og gjort mig mere fortroelig med det velsignede Moders-Maal, hvis Bedste ogsaa jeg blev kaldet til at betænke.

1

Første Sang.

Kong Skiold i 📌Dannemark, hans Vælde, Død og Liig-Begjængelse.

1

Fra ældgamle Dage
Det melder os Sage,
Det tone i Sang!
At Stol-Konge-Sæder
Beklædtes, med Hæder,
I Old-Dane-Vang,
Af høibaarne Helte,
Som Sværdet i Belte
Ei bare omsonst!
2Saa hørde vi melde
Om Skefingen Skiold:
Han throned i Vælde,
Den Herre saa bold!
En kummerfuld Morgen
Vel for ham oprandt,
Men Nøden og Sorgen
Dog brat han forvandt;
Ja, Voldsmænd den Giæve
Tit lærde at bæve
Og bukke paa Val;
Hvor Mjøden de skjænked,
Som Herre, sig bænked
Den Høvding i Sal!
Man høilig ham loved,
Og løfted i Skye,
Ei Naboer voved
Mod Helten at knye;
Men, vidt over Bølge,
Med Hylding i Følge,
Kom Guld til hans Gaard!

2

Af Alder og Møde
Blev Ædlingen træt,
Dog ikke uddøde
3Den herlige Æt:
En Skioldung nedsendte,
Til Høisædes-Arv,
Den Herre, som kjendte
Nok Dannemænds Tarv:
Den Trængsel og Møie,
De før maatte døie,
Ved Konninge-Savn!
Ung-Bjowulf, med Ære,
Man Spiret saae bære,
Berømt blev hans Navn;
Rodfæstet i Skoven,
Gav Skygge og Læ,
Paa Marken og Voven,
Det deilige Træ!
Ei gik ham af Minde,
At Drotten, med Flid,
Skal Venner sig vinde,
I Ungdommens Tid,
Saa ei, naar han mattes,
I Alderdoms Aar,
Ham Følge skal fattes,
Med graanende Haar,
Ei Skjold, som vil skiærme,
Naar Fiender sig nærme,
4Ei Mænd, som vil staae!
Ved Veldaad at øve,
Sig Velfærd tilkjøbe
Skal Store og Smaae!

3

Der, bøiet af Møde,
Den gamle Kong Skiold,
Til Hvilen hin søde,
Gik Herren i Vold,
Ham Venner udbare,
Med Ømhed i Bryst,
I sørgelig Skare,
Til 📌Dannemarks Kyst;
De saa ham udførde,
Som selv han befoel,
Mens Tungen han rørde,
Paa Konninge-Stol,
Og styred tillige,
Med Læmpe, sit Rige,
Saa mangen god Dag!

4

Her toge de Kiække
Hans Konninge-Snekke,
Med udskaaret Stavn,
Som, vel gjort tilrette,
5Laae, klar til at lette,
Fortøiet i Havn;
Den gjæve, den gilde,
Den kiærlige Drot,
Som, aarle og silde,
Kun pønsed paa Godt,
Ved Masten de satte,
Omgiærdet med Skatte,
I skinnende Kreds.

5

Ja, ei vil jeg dølge:
Mig aldrig blev sagt,
At Skib kom, paa Bølge,
Med finere Fragt:
Af Klæder, til Gilde
I Høielofts-Sal,
Og Kaaber, som Hilde
Mon axle paa Val,
Af Odde og Egge;
End her laae paa Snekke,
I skinnende Kreds!

6

De Skatte, saa mange,
De skulde nu ud,
Paa Reisen hin lange,
Med Drotten saa prud,
6For dem at opveie,
Hvormed man, ombord,
Omringed hans Leie,
Der, eenlig, han foer,
Med Skatte i Følge,
Paa Baad, over Bølge,
I Barndoms Aar!

7

Der Alt, som tilkeiset,
Laa godt nu i Lag,
For Kongen blev heiset
Det deiligste Flag,
Og høit det sig hæved,
Hvor Hovedet laa,
Mens Snekken udsvæved
Paa Bølgerne blaa.

8

Paa Klinten, med Kvide,
De Dannemænd stod,
Saae Snekken bortglide,
Med sorrigfuldt Mod,
Og, hvem der, i Hænde,
Fik Skatten tilsidst,
Maae alle bekiende:
Slet Ingen har vidst.

7

Anden Sang.

Hrodgars Herkomst, Hiorte-Borgen og Grændel.

1

Nu borte var den gamle Skiold,
Men dog paa Konge-Stolen, bold,
En Skjold-Ung blev tilbage;
Ja, Danekiær,
Sad Bjowulf der,
Til mæt han blev af Dage.

2

Alt efter ham, til Ære steeg,
Og graanede i Hildes Leeg,
Kong Halvdan, kaldt den Høie,
Paa hvem, forsand,
Hver Danne-Mand
Med Glæden fæsted Øie.

3

8Alt ved den Helt, til Verden kom,
Med Hiørgar, Hrodgar, Helge from,
En Lilje-Vaand tillige;
Kong Hella god,
Af Skilfing-Blod
Han fik den favre Pige.

4

Ung-Hrodgar drog i Herre-Færd,
Og saa var Seiren med hans Sværd,
Han vandt stor Priis og Ære;
Hver Kæmpe-Søn
Den Lod fandt skiøn:
I Lag med ham at være!

5

Der høit nu steeg hans Venne-Tal,
Fik Mod han paa: en Kæmpe-Hald
At grunde og at bygge,
Hvortil, paa Jord,
Saa vidt man foer,
Ei fandtes Side-Stykke.

6

Dog, Skat og Tynge lagde han,
For Lysten, ei paa Menig-Mand,
Ham hjalp hans Følge-Svende
9Som Guld og Mjød
Han derfor bød,
Naar Værket var til Ende.

7

Det undte Gud den Høvding god,
At kant og klar, og godt i Fod,
Sig reiste, uden Lige,
En Borg i Skye,
Hvoraf gik Rye
Fuldvidt paa Jorde-Rige!

8

Her Kæmper sad om breden Bord,
Og Kraft der var i Kongens Ord:
Han kaldte Borgen Hiorte,
Og, venne-huld,
Han skifted Guld,
Lod det paa Ingen skorte!

9

Fuldgode tykdes Borgens Kaar,
Dog forestod en Skiærs-Ild haard
Den høie Kæmpe-Stue:
Den blussed brat,
Ved Midje-Nat,
Af Blod og Bane-Lue!

10

10Det voldte alt en Mørkets Søn:
Han Tænder skar, og fnøs i Løn,
Ved Gammens-Lyd at høre,
Som, dagelang,
I Hallen klang,
Men skurred i hans Øre.

11

Der høit sig Harpens Toner svang,
I Chor med Skialdens klare Sang;
Og Arilds-Tidens Minde,
Ved Skialdens Ord,
Om breden Bord
Hver Kæmpe randt i Sinde!

12

Alfader god (saa Skialden sang)
Stor-Havet bød om Blomster-Vang
Sig belte-liig at bøie;
Og Soel, om Dag,
Til Hvers Behag,
At straale i det Høie!

13

Ja, Soel og Maane, paa Hans Ord,
Oplyse maae den ganske Jord:
Den teppe-favre Tue;
11Kun ved hans Bliv
Kom Lys, kom Liv,
Kom Løv og Blomst tilskue!

14

Saa leved høit, med Gammens-Kaar,
Det Kæmpe-Hold i Kongens Gaard,
Til, for dem at bedrøve,
En Fiende stærk
Sit Nidings-Værk
Begyndte fræk at øve!

15

Det Grændel var, den Aand saa fuul,
Som, til en Tid, fandt Røver-Skjul
I Øde-Mark og Myre,
Af Gud fordømt,
Var did han rømt,
Det hæslige Uhyre!

16

Al 👤Cains Æt saa ilde foer,
For han bedrev et Broder-Mord,
Sig selv til liden Baade;
Thi Gud den Tyrk
Til vilden Ørk
Fordrev i fuld Unaade.

17

12Fra ham nedstammer alskens Rak,
Det hele Thusse-Trolde-Pak,
Som trodse Gud vel turde,
Men fik, af Ham,
Og Last og Skam,
Ja Løn, som det sig burde!

13

Tredie Sang.

Grændels Uvæsen, Lande-Sorgen og Klage-Sangen.

1

Natten ruged, fæl og mørk,
Over Høie-Lofte,
Grændel lusked, fra sin Ørk,
Over Mark og Tofte;
Listed sig til Hallen hen,
Snu det at forfare,
Om, for Skade, Dannemænd
Tog sig vel i Vare;
Fandt saa, i det høie Huus,
📌Danmarks Adel-Skare
Drømmende, i Ruus og Duus,
Fred og ingen Fare.
14Graadig Trolden var og grum,
Tiden ei han spildte:
Kæmper, ti Gang tre, i Slum
Han ved Livet skildte;
Med saa velforrettet Sag,
Skoggrende, den Fule
Foer, med Byttet paa sin Bag,
Til sin Røver-Kule.

2

Natten svandt, og klar opgik
Soel i Øster-Lide,
Syn for Sagn, om Grændel, fik
Folket da med Kvide!
Morgen-Graad, for Aften-Sang,
Fyldte Hjorte-Borgen,
Sukkende i 📌Dane-Vang,
Drotten sad med Sorgen!
I det danske Adels-Blod
Spor man saae af Trolde-Fod,
Det gik nær til Hjerte!

3

Saa begyndt, ved Midje-Nat,
Var en Lande-Plage,
Thi det Brede, saae man brat,
Var endnu tilbage;
15Gik en Nat og rolig hen,
Skam dog fik ei Færre,
Thi naar Grændel kom igjen,
Gjorde Ondt han værre;
Myrde, naar han saae sit Snit,
Var hans gamle Vane,
Aldrig angred han et Skridt
Paa sin Nidings-Bane!
Kongen, paa sin egen Borg,
Saae sit Liv i Vove,
Maatte rømme den med Sorg,
For i Roe at sove!
Vel en Kæmpe, bold i Hu,
Sleed sig fra den Stærke,
Men var dog, til Alles Gru,
Brændt med Trolde-Mærke,
Gløded, hvor han gik og stod,
Fandt ei for sin Brynde Bod,
Da blev Hrodgar bange.
Saa den Trold, fuld leed og grum,
Fik i Hallen Raade-Rum,
Ene, trods de Mange,
Helmed ei, før Kongens Gaard
Øde stod paa Tofte,
Fjerned, i en Tylvt af Aar,
16Fryd fra Høie-Lofte;
Gjorde saa, i 📌Dane-Vang,
Drotten Sorg og Kvide,
At deraf gik Ord i Sang
Trindt om Land saa vide.

4

Grændel, han ypped med Hrodgar en Kiv,
Han rased, med List og med Lue!
Mangen god Kæmpe da misted sit Liv,
Og Dannemænd maatte vel grue!

5

Dannemænd svor han et dødeligt Had,
Ei nytted om Liv det at thinge,
Trolden forgjæves om Naade man bad,
Han vraged de vægtigste Ringe!

6

Heller ei fandtes, af Raad-Mænd, her Een,
Som fyndig sig kunde forfægte,
Trolden af Kæmper tog Arme og Been,
Og bøded det ei med en Hegte?

7

Sort saae det ud da, for Store og Smaa,
Hvad ligned vel Dannemænds Vaande!
Stene, som Klipper, paa Hjerterne laae,
Og gispende drog man kun Aande.

8

17Sort saae det ud, hvor sig Trolden befandt,
Paa Mørket man der kunde tage,
Hyllet i Taage han kom og han svandt,
Hans Spor kunde Ingen opdage!

9

Hvad man ei tænkde, dog siden man saae,
Der kiendte blev Røverens Gange,
Mægtig den Ene var til at begaae
Hvad Nok var for Nidinger mange.

10

Grændel var Herre paa Skioldunge-Slot,
Fra Skumring til gryende Morgen,
Udelukt, sukkede 📌Dannemarks Drot:
Min Brøde dog mig er forborgen!

11

Kloge Folk fuldofte bød,
Kongen, syg i Sinde,
Gode Raad mod Landets Nød
Vittig at paafinde;
Meget da blev overlagt
Kun til liden Baade,
Skiøndt man tyed af al Magt
Til Afgudens Naade,
18Bad, med Offring og med Sang,
Ham om bedre Dage,
Bad ham frelse 📌Dane-Vang,
Fra sin Lande-Plage!
Ak! i Hedenskabets Tid,
Vidste man ei bedre,
Slog til Himlens Gud ei Liid
Kunde ham ei hædre,
Troed kun paa Løgn og Tant,
Ei paa Ham, der ene
Raader selv, og dømmer sandt,
Ære kan forlehne!

12

Vee den Mand, som haabløs døer,
Som, naar Øiet lukkes
Did nedstyrter hoved-ør,
Hvor ei Ilden slukkes!

13

Vel den Mand, som, trods sin Død,
Skal til Himlen ile,
Finde der, i Fader-Skiød,
Evig Fryd og Hvile!

19

Fjerde Sang.

Bjowulfs Ankomst og Modtagelse paa den Danske Kyst.

1

Halvdans Søn, i Hu saa mod,
Det var al hans Klage,
Mægted ei at raade Bod
Paa den Lande-Plage;
Tiden kom, og Tiden gik,
Immer vared Sorgen,
Natte-Ro, for Trolden, fik,
Aldrig man i Borgen.
Stille stod Forstanden her,
I den Vises Pande,
Thi uhørt var slig Ufærd,
Vidt og bredt om Lande!

2

Rygtet om de bange Kaar,
Grueligt at høre,
20Kom, i Gothe-Kongens Gaard,
Nu en Helt for Øre:
Rundet op af ædel Rod,
Voxet og derefter,
Eiende, med Løve-Mod,
Meer end Bjørne-Kræfter.
Det var Gothe-Helten bold,
Ei saa snart han hørde
Rygtet om den arge Trold,
Før han Tungen rørde,
Sagde: over Svane-Vang,
📌Danmark vil jeg giæste;
Reder ud, til Bølge-Gang,
Snekken paa det Bedste!
Kongen med det gode Lov,
Hører jeg, har Mænd behov;
Dem maa han ei savne.

3

Det var 📌📌Gothlands vise Mænd,
Falke-Syn de aatte,
Ei, fra Reisen, deres Ven
Med et Ord de raadte,
De ham bød et godt Far-Vel:
Far i Hast, og far med Held!
Varslerne er gode.
21Mellem Folk med Staal i Hu,
Karle udaf Vælgten,
Følge-Svende, femten, nu
Kaared Gothe-Helten.
Snekken ud til Odden foer,
Langs med 📌Gothe-Landet,
Havde gierne Lods om Bord,
Som var klog paa Vandet,
Kom til Klinten ei saa snart,
Skvulpende paa Bølge,
Før den laded, i en Fart,
Helten og hans Følge;
Skiønne Sager kom i Stavn,
Med de Kæmper ranke,
Snekken tog, med dem, i Favn
Rustninger fuldblanke.

4

Skyndelig den Kæmpe-Trop
Gav nu løs sit Fæste,
Lystede, med Seil i Top,
Fremmed Land at giæste;
Rask det kuled, Bølgen høi
Skummed over Stavnen,
Som en Fugl i Luften fløi
Snekken ud af Havnen:
22Ud af Havn, og over Strand,
Til man saae for Øie,
Anden Dag, i 📌Dane-Land,
Bjerg og brune Høie.

5

Endt nu var, for denne Gang,
Reisen over Bølge,
Brat i Land, fra Borde, sprang
Helten med sit Følge;
Skyndte sig da og, dernæst,
Snekken at fortøie,
Rysted, som de kunde bedst,
Klingre Pandser-Trøie;
Glemde ikke, Himlens Drot
Høit med Tak at love,
Fordi Kiølen gleed saa godt
Over salten Vove!

6

Skik det var i 📌Dane-Land:
Inden Port og Volde,
Sad en Kyst-Befalingsmand:
Strand-Vagt god at holde;
Som en Smed han pasde paa,
Stod i Høie-Lofte,
23Da nu Skjoldene han saae
Blinke over Tofte!
Frem i Rustning saae han der
Raske Kæmper skride,
Hvem der gik hans Borg saa nær,
Det gad han nok vide.

7

Flux sig smed da paa sin Hest
Sø-Borg-Høvedsmanden,
Traved, som han kunde bedst,
Kom og snart til Stranden,
Svang med Klem sin Marskalk-Stav,
Talede, og sagde:
Hveden I kom over Hav,
Som til Lands nu lagde,
Hvad I Karle tænker paa,
Som lod Kiølen glide
Til os, over Bølgen blaa,
Det gad jeg nok vide;
Thi, det være eder sagt,
Jeg, og ingen Kryster,
Sattes til at holde Vagt,
Her paa 📌Danmarks Kyster,
Vikinger, mens jeg er til,
24Og det kan afværge,
Her ei komme maa paa Spil,
Havne eller hærge;

8

Vel ei viser eders Færd
Mindste Tegn til Feide,
Skiøndt I landede, med Sværd,
Uden Lov og Leide,
Saa jeg haabe vil, I gik
Buus paa 📌Danmarks Rige,
Kun fordi I Landsens Skik
Kiendte ei saa lige.
Ligeledes, hvor det gaaer,
Mellem Kæmper strage,
Kneisende, en Høvding staaer,
Spørger om sin Mage,
Er en Helt, saa klar og kiæk,
Det tør jeg nok vove,
Hvis hans Blik og Ansigts-Træk
Holde, hvad de love!
Dog, før, længer op i Land,
Gangen I fortsætte,
Jeg om eders Byrd og Stand
Maa mig underrette.
25Svarer mig, I Sømænd da
Brat nu paa min Tale!
Hveden kom I, langveis fra,
Over Bølger svale?

9

Frem nu stod den Høvedsmand,
For sin Kæmpe-Skare,
Holdt ei Tunge meer for Tand,
Hørdes saa at svare:
Gother vi, med gode Kaar,
Kæmper monne være,
Tjenende, i Kongens Gaard,
Higilak med Ære.

10

Jeg mig ved min Byrd og Stand
Skammer ingenlunde,
Thi min Fader, trindt om Land,
Var i Folke-Munde,
Gubben nu er sovet hen,
Gik til bedre Egne,
Men dog mindes vise Mænd
Eggthjov allevegne.

11

Over Hav, med Venne-Hu,
Kom vi for det Bedste,
26Agte derfor ogsaa nu
Halvdans Søn at giæste,
Modent Ærende vi har,
Det er ei at dølge,
Hvis ei Tant, for Sandt, os bar
Rygtet over Bølge.

12

Siig os derfor, Skjoldung-Vagt,
Hvad du vel maa vide:
Er det sandt, hvad os er sagt,
Om din Herres Kvide:
At til hans, og Daners, Kval,
I de sorte Nætter,
Raser, i hans Konge-Sal,
En af Mørkets Vætter,
Er Drabanterne for stærk,
Tager Folk af Dage,
Øver Vold og Nidings-Værk,
Uden Maal og Mage?

13

Er det saa, da vil og kan
Halvdans Søn jeg lære:
Som Uhyrets Over-Mand
Seier at hjembære.
Ja, er Muelighed deri,
27Jeg det saa kan mage,
At det være skal forbi
Med den Lande-Plage,
Thi, kan ikke, ved min Daad
Han sin Harm forvinde,
Sige tør jeg, intet Raad
Mod den er at finde,
Da, saalænge Skjoldung-Borg
Skinner over Tue,
Dannemænd, med Hjerte-Sorg,
Pines maa og grue!

14

Kiækt nu svared, paa sin Hest,
Kyst-Befalings-Manden:
Varetægt man holder bedst
Med Forstand i Panden,
Thi sin Haand og Mund man vel
Tage maa i Vare,
Giøre saa paa Folk Forskiel,
Som man kan forsvare.
Eftersom jeg hører nu,
Har I Godt i Sinde,
Kommer hid med Venne-Hu,
Skjoldungen at finde;
Ganger da kun op i Land,
28Kæmper, som I ere!
Selv jeg ride vil foran
Og Vei-Viser være.
Eders Skib, med høien Stavn,
Blankt og nylig beget,
Ligge skal saa trygt i Havn,
Som det var mit eget,
Indtil atter, over Strand,
Det skal eder bære,
Føre hjem, til Væder-Land,
Høvdingen med Ære!
Ja, gid lykkelig han maa
Kæmpe-Dysten overstaae,
Helte-Værket øve!

15

Breed og buget, under Land,
Snekken laae for Anker,
Spottende det smulle Vand,
Med de stærke Planker.
Gotherne tog Kæmpe-Skridt,
Klar var Brynje-Klangen,
Hjelme-Guldet blinked vidt
Over 📌Dane-Vangen.
Brat nu stod for deres Blik
Borgen med Guld-Tinde,
29Brat og paa den Syn de fik,
Der var Hrodgar inde.
Mage til den Borg, i Glands,
Seent man fik at skue,
Straaler fra den gik i Dands
Under Himmel-Bue.

16

Vogteren nu kort, og godt,
Lærde Gother bolde:
Først til Borg, og saa til Drot,
Adgang at erholde.
Derpaa dreiede sin Hest
Kyst-Befalings-Manden,
Sagde: nu mig huer bedst
Veien ned til Stranden,
Jeg Alfader da i Vold,
Eder vil befale,
Skiærme eder vel hans Skjold
I de høie Sale!
Jeg, mod hver en Fiende-Magt,
Dag og Nat skal holde Vagt
Ved de Danske Strømme.

30

Femte Sang.

Modtagelsen i Hjorte-Borgen.

1

Nu frem gik Mænd i Plade,
Og vild de fore ei,
Thi brolagt var, som Gade,
Den brede Konge-Vei.
De gik i Brynjer blanke,
Som Folk af første Rang,
Og trindt om Gother ranke
De klingre Vaaben sang.

2

Saa gik de frem paa Tofte,
I rædsom Kriger-Dragt,
Indtreen i Høielofte,
Med Brag og Prunk og Pragt.
Der, langs med Salens Vægge,
De stilled op, paa Rand,
Saa prud en Skjolde-Række,
Som Nogen skue kan.

3

31Ei skiøre var de Skjolde,
Som stolt sig bredte her,
Men Tøi som kunde holde
I bidhvas Herrefærd.
Ved Siden saae man Spyde,
Med Aske-Stager graa,
Alt uden Feil og Lyde,
I Flæng og Hob at staae.

4

De Mænd med Mod i Bringe,
De bænked selv sig brat,
Kun Brynjer hørdes klinge,
Alt under Kæmpe-Hat,
Men, blot af Klang og Vaaben,
Man dømde flux i Hald,
At Karl sad under Kaaben,
Som skye var ei for Skrald.

5

Med ærbar Kæmpe-Lade,
Nu traadte frem, paa Stand,
Til Gother under Plade,
Saa prud en Hædersmand!
I Kæmpe-Karle bolde!
(Saa lod han sig forstaae)
Alt med de brede Skjolde,
32Og med de Brynjer graa,
Ja, med de Hjelme svare,
Og Kaste-Spyd i Flok!
Hvorfra mon hid I fare?
Det gad jeg vide nok,
Thi Borgen, her I gjæsted,
Tilhører Hrodgar bold,
Og han i mig sig fæsted
Slots-Foged og Herold.
Ei saae, i mine Dage,
Af Fremmede, jeg let
Saamange Kæmper strage,
Og stolte, paa en Plet;
Med Æren, maa jeg dømme,
Med Helte-Mod i Bryst,
Og ei som Folk der rømme,
I søgde 📌Danmarks Kyst.

6

God Rede for sig gjorde
Den Gothe-Helt nu brat,
Ja, saa tog han til Orde,
Alt under Kæmpe-Hat:
Kong Higelak, med Glæde,
For Føden gjør vi Gavn,
Han gav, i Sal, os Sæde:
33Og Bjowulf er mit Navn,
Mit Ærinde frembære
Jeg vil for Halvdans Søn,
Om han mod os vil være
Saa god, den Herre skjøn,
At vi til ham indtræde
Maae i det høie Slot,
Og hilse der med Glæde
Paa 📌Danmarks giæve Drot!

7

Velan! nu Vulfgar meldte,
En Vendelboe var han,
Navnkundig mellem Helte,
Af Kiækhed og Forstand,
Velan! dit Bud jeg bærer,
Og bringer Svar igien
Fra Drotten, Folket ærer,
Som Daners bedste Ven.
Jeg flittig skal forhøre
Alt hos den Skjoldung-Drot,
Om dig at laane Øre
Han finde vil for godt,
Og Kongens Ord tilbage
Jeg bringer hid saa fage,
Saa varme jeg dem faaer.

8

34Ei glemde sig at skynde
Den Helt, men iled did,
Hvor Hrodgar sad paa Hynde,
Alt som en Due hvid;
Saa høvisk udi Lader,
Han axlede sit Skind,
For Daners Konge-Fader
Saa brat han stædtes ind.

9

Der Jarler sad om Borde,
Alt hos den Herre god;
Der Vulfgar tog til Orde,
Som for sin Drot han stod:
Hil Eder, Konning kiære!
Alt over salten Søe
Hiddragen monne være
En Snekke under Øe;
Med Gother, fra det Fjerne,
Den kommer til vort Land,
Og Bjowulf hedder gierne
De Gothers Høveds-Mand.
Med Kongen de begiære
At tale et Par Ord,
Om de maae faae den Ære,
Og sandelig, jeg tro'r,
35Det kunde sig vel sømme,
At Du dem undte den,
Thi efter Alt at dømme,
Da er det Adels-Mænd;
Og han, dem hid mon sende,
Er vist en vældig Drot;
Paa slige Følge-Svende
Man kjender Herren godt!

10

Fuldbrat nu hørdes svare
Den Dannevirke-Drot:
Formanden i den Skare
Ham kiender jeg ret godt,
Hans Byrd er vist nok ædel,
Thi han er Eggthjows Søn,
En Daatter af Kong Hrædel,
Hun var hans Moder skiøn;
Og sikkert for det Bedste
Kom hid den Unger-Svend,
I mig han vil nok giæste
Sin Faders gamle Ven.
Desuden og jeg hørde,
Af Skippere, som Skat
Til Gothe-Kongen førde,
Han Karl er for sin Hat,
36Ja, hvis de ikke lyve,
Da er den samme Svend
Saa stærk, som ti og tyve
Almindelige Mænd;
Desaarsag det mig ahner:
En Gud ham sendte vist
Til Hjelp for os Vest-Daner,
Mod Grændels Argelist;
I saa Fald skal jeg skjønne
Vist paa hans Kraft og Mod,
Og kongelig belønne
Den Unger-Svend saa god.

11

Gak du kun nu tilbage,
Det snareste du kan,
Og beed de Kæmper strage
Indgange her paa Stand!
Min Hilsen med du bære!
Siig mine Ord igjen:
Velkomne skal I være
Her alle Dannemænd!

12

Til Gotherne tilbage
Kom Vulfgar med en Fart,
Til Orde tog han fage,
37Og meldte med god Art:
Hrodgar hin seiersælle,
Øst-Daners giæve Drot,
Mig eder bød fortælle:
Jer Slægt han kiender godt,
Og, dragne hid med Ære,
Alt over Bølgen sval,
Velkomne skal I være
Min Herre i hans Sal!

13

Nu Ingen eder standser,
Gaaer frit til Hrodgar ind,
Med Kæmpe-Sværd og Pandser,
Alt under Hjelme-Tind!
Men Skjoldene saa brede,
Og saa de mange Spyd,
Lad dem kun staae hernede,
Mens I faae Ørenlyd!

14

Nu skyndelig fra Sædet
Den Vældige foer op,
Og hos ham stod, paa Stedet,
Hans djærve Kæmpe-Trop;
En Part dog af de Bolde
Han, af sin Høvdings-Magt,
38Bød over Spyd og Skjolde
Med Flid at holde Vagt.

15

Saa blev da, hvem der maatte;
Og Resten tøved ei,
I Heltens Fjed de traadte,
Som viiste godt dem Vei;
Alt under Salens Bue,
De trøstig satte Fod,
Og, deilig at beskue,
Der hjelmet Bjowulf stod;
Hans Vaaben-Dragt fremviiste,
Hvad hver Dag ei man saae:
Det Værk sin Mester priiste,
En Smed var han som Faa!

16

Kong Hrodgar! sagde Helten,
Hilsæl i dit Gemak!
I Salen og i Feldten
Jeg tjener Higelak,
Hans Frænde mon jeg være,
Og tjener i hans Gaard,
Heel mangen Daad med Ære
Jeg drev i Ungdoms-Aar.
39I 📌Gotheland jeg hørde,
At Grændel dig bestreed,
Og Skippere mig førde
Om Sagen den Beskeed:
For Kæmper tom og øde,
Maa Konge-Halden staae,
Naar Soel i Aften-Røde
Nedgaaer af Himlens Blaa.
Da raadte mig de Bedste,
Mit Lands de vise Mænd,
At dig jeg skulde giæste,
Kong Hrodgar! som din Ven;
De regned nemlig efter,
Hvad selv engang de saae,
Da mine Bjørne-Kræfter
Jeg viiste Prøver paa,
Dengang af Fiende-Hænder
Jeg slap, og slog mig frem.
Da sammen begge Ender
Jeg bukkede paa Fem,
Paa Jetter fem at sige,
Og reed til Vands saa brat
En Nykke-Flok tillige,
Alt i den mørke Nat:
Trods Storm og Bølge-Høie
40Jeg seirede med Bram,
Fik Ære for min Møie,
Mens Fienderne fik Skam!

17

See, Dane-Drot hin klare!
Jeg derfor, som en Mand
Der ændser ingen Fare,
Vil ene holde Stand,
Ja Stand og Strid tillige
Imod den lede Trold,
Mod Grændel, vil jeg sige,
Som giør dig Overvold!
Den Gunst du ei mig nægte,
O Dannevirke-Drot!
At ene jeg maa fægte,
Til Frelse for dit Slot!
Alt for at naae den Hæder,
Jeg, med min Kæmpe-Flok,
Drog hid fra fjerne Steder,
Er Trolden voxen nok!
For Staal han ikke blegner,
Det meget godt jeg veed,
Han Vaaben ikke regner,
Den Trold og Thurs saa leed,
Men ei mit Sværd skal briste
41Paa Jette-Krop omsonst;
Saasandt jeg ei vil miste
Min kiære Konges Gunst,
Jeg lover høit og sværger:
Ei Sværd jeg blotter her,
Med Skjold jeg mig ei værger
I denne Herre-Færd!
Kong Higelak jeg kræver
Til Vidne paa min Agt:
Her, med de bare Næver,
At trodse Grændels Magt;
Om Reeb saa vil vi rykkes,
Ja brydes om din Hald,
Lad staae sig, hvem det lykkes!
Lad falde, hvem der skal!

18

Faaer Grændel Lov at raade,
For mig og for min Trop,
Da sikkert, uden Naade,
Han reent os æder op;
Jeg veed, det er hans Vane,
At sluge Folk, den Trold,
Og vorder han min Bane,
Saa er jeg i hans Vold!
42Hvis Hovedet jeg taber,
Saa leed kun ei derom,
Thi, uden Sorg, begraver
Mig flux den Fylde-Vom:
I Bugen han mig jorder,
See, det er kort Proces,
Ei under mig den Morder
En Gravhøi med Cypres!
Ei koste dig Umage
Da skal min Jordefærd,
Men endes mine Dage,
Da, Hrodgar Danekiær!
Til Higelak du sende
Min Rustning favr og klar,
Ja til min Konge-Frænde
Min Brynje dyrebar!
Jeg arved, efter Hrædel,
Den prude Brynje-Særk,
Dens Mester og var ædel:
Den er Vaulunders Værk;
Den Barmen var til Baade,
I mangen Kæmpe-Dyst,
Men nu maa Nornen raade
For nøgne Kæmpe-Bryst!

19

43Saa talede, med Snilde,
Den Høvding kort og godt.
Ham svared Hrodgar milde,
Den Dannevirke-Drot:
Besynderlig sig vender,
I Verden, Bladet om:
Med hjelperige Hænder,
Du modig til os kom;
Alt over samme Bølger
Drog Fader din for dig,
Men, jeg det ikke dølger,
Han søgde Hjelp hos mig.
Ham Vilfingernes Vælde
Fordrev fra Huus og Hjem,
Ved Hadolav at fælde,
Paa Halsen fik han dem;
Med deres stærke Høden,
Hans Folk de gjorde ræd,
Thi søgde han, i Nøden,
Hos os et Tilflugts-Sted.
Da Hjørgar alt var blegnet,
Den Danner-Konning skjøn,
I Graven var nedsegnet
Kong Halvdans bedste Søn;
Hans Broder, ei hans Mage,
44Blev jeg hans Eftermand,
Var Drot, i Ungdoms-Dage,
For Dane-Fee og Land!
Mig giæsted da i Borgen,
O, Helt! din Fader god,
Og her forvandt han Sorgen,
Der jeg, i Mande-Bod,
Til Vilfinger udlagde
Mit gamle Dane-Guld,
Hvorfor han mig tilsagde,
At findes troe og huld!

20

Men ak, med saaret Hjerte,
Jeg tale maa derom,
Hvad Sorg og bitter Smerte
Mig siden overkom:
Hvad jeg har maattet lide,
Ved Grændels Overfald,
Mens han, om Natte-Tide,
Har raset i min Hald!
Ak! hvor er nu de Bolde,
Som prydede min Hald,
Som bare for mig Skjolde,
Mangfoldige i Tal!
45Ak! under Nornens Vrede,
Min Flok er smeltet hen,
De Fleste tog den Lede,
Kun Faa har jeg igien!
O! gid engang dog kunde
Den Niding faae sin Løn!
Ja, Grændel gaae til Grunde!
Det er mit Hjertes Bøn!

21

Vist ikke vederkvæger
Mig længer store Ord,
De lød, ved fyldte Bæger,
Saa ofte over Bord,
Jeg hørde Kæmper love,
Naar Mjøden gav dem Mod,
At sætte kiækt i Vove,
For Salen, Liv og Blod,
De vilde Grændel møde,
Med Egg og skarpen Odd;
Før næste Morgen-Røde,
Var Døden deres Lodd!
Naar Soel opgik, da svømmed
Min Konge-Hald i Blod;
Hen over Tiljen strømmed
Den røde Aare-Flod;
46Ak! Ondt de gjorde værre,
Af Kæmper troe jeg fik
Derved saamange færre,
Som her i Døden gik!
Dog, Ven, gak nu til Sæde!
Lad Sagn og Saga-Sang
Dig styrke til med Glæde
At gaae din Kæmpe-Gang!

22

Saa talede den Milde,
Og flux man gjorde Plads,
For Gotherne saa gilde,
Som var dem vel tilpas.
De satte, alle sammen,
Der brat sig ned paa Rad,
Og der var Fryd og Gammen,
Saavelsom Øl og Mad.

23

Den Svend som stod for Skiænken,
Han passed godt sin Dont,
Saa immer gik paa Bænken
Det fulde Bæger rundt;
Her Gothe sad, som Dane,
Med Fryd i høien Hald,
Og, i god gammel Vane,
Sang høit den muntre Skjald!

47

Sjette Sang.

Hunferds og Bjowulfs Trætte.

1

Nu Hunferd tog til Orde,
Og Egglaws Søn var han,
Men Klammerie han gjorde
Med Tale sin paa Stand!
Han var en fornem Herre,
Han sad ved Thronens Fod,
Men avindsyg, desværre,
Han var ei Bjowulf god;
En Torn ham var i Øiet
Den Ædlings Herrefærd,
Som havde Bølgen pløiet,
Og Ære høstet der;
Thi Hunferd taalde ikke,
Med Næsen høit i Skye,
At Nogen vilde stikke
Ham selv i Roes og Rye!

2

48Er du, see det var Skosen,
Den Bjowulf Mudder-Pram,
Som dykked efter Rosen,
Og drev i Land med Skam,
Som kæppedes med Brække,
Og holdt sig ei for brav,
Dengang I, som to Gjække,
Omflød paa vildne Hav!
I vilde, med jer Svømmen,
Paa Vandet giøre Blæst,
Men drev dog kun med Strømmen,
Alt som I kunde bedst,
For aldrig Det ei keise
Jeg vilde slig en Klik,
Som for den Vende-Reise
I paa jert Rygte fik!
Paa Landet var I friske,
Men Vand kan slukke Ild,
I svømmed, som to Fiske,
Ja snart som døde Sild;
Da sagtnedes Stoheien,
Der Storm og Bølge strid
Jer viiste Vinter-Veien,
Alt i en Uges-Tid!
49Dog, om end Narre Begge,
Kom du dog værst deran,
Thi fra dig svømmed Brække,
Og blev din Over-Mand;
Du artig blev tilbage,
Der han en Morgen-Stund
Opskvulpedes saa fage
Paa Ræmis høie Grund;
Hvorfra sin Kaas han satte,
Til Brondingernes Land!
Med Borge der og Skatte
Han var en holden Mand:
Der havde han sit Rige,
Og deiligt var hans Slot,
Han elsket var tillige
Af hver sin Undersaat.

3

Saa Bjansteens Søn udførde,
Alt hvad han trued med,
Og da du, som vi hørde,
Kom der saa galt afsted,
Saa tør jeg nok formode,
Om end du gjør dig krye,
Det gjør slet ingen Gode,
Du brænder dig paa Nye!
50Ja, vil en Nat du vove
At bie Grændel her,
Da tør derfor jeg love,
Dig times en Ufærd!

4

Nu tog til Hjerte-Sproget
Vægmundingen paa Stand,
Du snakker hen i Taaget,
Min Kiære, sagde han,
Du regned op en Hoben,
Om Brække og hans Færd,
Det gamle Øl af Stoben,
Man hørde snakke der;
Thi det tør jeg nok sige:
Den Mand jeg aldrig saae,
Der viiste sig min Lige
I Kamp paa Bølgen blaa.

5

Hvad jeg og Brække loved,
I vore Drenge-Aar,
Som Karle vi og voved,
Skiøndt det gav bange Kaar:
Med Liv og Død for Øie,
Alt paa den vilde Strand,
Vi Bølgen svor at pløie,
51Og pløied den forsand.
Vort Mod saa lod vi kiende,
Og svømmed vel om Kap,
Med draget Sværd i Hænde,
Gav Hai og Hval en Rap;
Men hvem der ingenlunde,
Alt paa den vilde Strand,
Forbi mig svømme kunde,
Det Brække var forsand.
Det var og ei min Mening:
Paa Trods at fare frem;
Thi svømmed i Forening
Vi hele Nætter fem;
Det var kun Bølger steile,
Som brød vort Venne-Lag,
Sin egen Søe at seile,
Var da en tvungen Sag,
Thi det, om Vinter-Tide,
Og i en bælgmørk Nat,
Kun nytter lidt at stride
Mod Norden-Vind sig mat!
Alt paa de Bølger svale,
Jeg havde Arbeid nok,
Med Udyr, bindegale,
Som greeb mig an i Flok;
52Da maatte lydt jeg love
Vaulunders Mester-Værk:
Min guldbeslagne Kaabe,
Min gode Brynje-Særk,
Dengang mig Fienden vældig
Neddrog til Havsens Bund,
Hvor jeg dog var saa heldig,
Urædd i Farens Stund,
At til det Bæst, mig klemde,
Med Klinge jeg fik Ram,
Saa sig og mig det glemde,
Og fik for Alvor Skam.

6

Saaledes mange Gange
Mig drillede det Pak,
Men og, for Kaar heel trange,
Jeg saa dem sagde Tak,
Alt med min gode Klinge,
Som det sig hør og bør,
At ei de skulde springe
Af Glæde, skiøndt i Kløer
De fik mig paa en Maade!
Om mig, paa Havsens Bund,
Sig selv til liden Baade,
De sloge Kredsen rund;
53Om Natten var de gramme,
Om Morgenen de laae,
Saa spage og saa tamme,
At aldrig meer man saae
Dem nogen Sømand standse
Paa lovlig Bølge-Færd!
Saa lærde dem at dandse
Mit gode Kæmpe-Sværd!

7

Der nu, i Øster-Lide,
Sit Straale-Banner Gud
Opstak med Kraft og Blide,
Da sank, paa Lysets Bud,
De Bølge-Taarne høie,
De gik ei meer i Dands,
Og Land jeg saae for Øie
I liflig Morgen-Glands!

8

Saa frelser Norne-Dommen,
Paa Hav, som under Telt,
Naar Timen ei er kommen,
Den uforsagte Helt!
Ja, Held til Karle-Stykker
Mig ogsaa Nornen gav,
Thi ni saa var de Nykker,
54Med Sværd jeg slog paa Hav.
Ei under Himlens Bue
Jeg hørde, nogen Tid,
Paa Bølgen var at skue
En værre Natte-Strid!
Det sandt er og tillige:
En meer forlegen Mand
Veed Ingen af at sige;
Men dog jeg slap i Land:
For mat var jeg til Svømmen,
Alt efter slig en Dyst,
Men drev i Land med Strømmen,
Drev op paa Finlands Kyst.

9

Ei vil heraf jeg prale,
Men vidner uden Svig,
Jeg hørde aldrig tale
Om slig en Daad af dig;
Ja, ihvorvel om Brække
Du nys tog Munden fuld,
Dog Ingen af jer Begge
Har virket over Muld
Bedrifterne saa klare,
Med blanke Kæmpe-Sværd.
Du Priis dig vel tilkiender,
55For Broderskab du holdt,
Da dine næste Frænder
Du troløs Bane voldt?
Hvor klog du end mon være,
Du dog har regnet galt,
I Helhjem skal du lære,
Den Daad blir slet betalt!

10

For Resten, hvis, i Grunden,
Du var saa kiæk og bold,
Som Du det er i Munden,
Saamegen Overvold
Ei havde Grændel øvet;
Saalænge, i sit Slot,
Din Herre ei behøvet
At lide Meen og Spot!
Nei, Trolden har opdaget,
At han, i Skjoldung-Hald,
Var tryg for Torden-Slaget,
Ei skye han er for Skrald,
Og derfor hid han stævner,
Alt som paa Flue-Jagt,
Ham Alt hvad Dansk sig nævner,
Er kun til dyb Foragt,
56Saa vidt han sig formaster,
Han kommer vaabenløs,
Kun Søvn han paa jer kaster,
Jer Helsot er en Døs!

11

Men, lad kun nu ham komme,
Igien i Kongens Gaard!
Da skal, i dyre Domme,
Han kiøbe, hvad han faaer,
Han møde skal herinde,
Hvad han formoder ei:
I Gothen skal han finde
Et Giærde paa sin Vei!
Lad gange da til Mjøden,
Med Gammen, hvo som kan,
Naar atter Morgen-Røden
Forgylder Himmel-Rand,
Naar, over Folke-Skarer,
Mod 📌Syden Soel opgaaer,
Og straalende opklarer
De Dødeliges Kaar!

57

Syvende Sang.

Godtgiørelsen af Hrodgar og Væltowe.

1

Oldingen med hvide Haar,
Helte-Mod i Brystet,
Havde, under bange Kaar,
Helte-Stemmen trøstet!
Deleren af røden Guld,
Og af grønne Skove,
Turde sig en Tjener huld
Nu i Bjowulf love;
Daners Hyrde, Daners Skjold,
Throneren paa Slette,
Saae i Gothen, giæv og bold,
📌Danmarks gode Vætte!

2

58Latter høit i Sal nu lød,
Strænge-Leeg sig rørde,
Venlige fra Læben flød
Talerne, man hørde!
Ind og treen, saa vennehuld,
Daners Konge-Frue,
Skinnende af røden Guld,
Dronninglig at skue;
Blidelig hun bød: god Dag!
Bægeret hun fyldte,
Først for ham; i Helte-Lag,
Hvem hun Æren skyldte.

3

Raden rundt, i Konge-Hald,
Gik den ædle Kvinde,
Adelsmænd, i Snese-Tal,
Skiænked hun derinde.
Endelig kom sidst og bedst
Dronningen Væltowe
Til at stande Helten næst,
Som kom nys til Hove;
Guldringprud den Rosen-Vaand
Stod som Aften-Røden,
Rakde Bjowulf, blid, i Haand
Bægeret med Mjøden,
59Hilsed Gothen bold og strag,
Og, med Ord fuldkrænge,
Takked Gud: hun saae den Dag,
Som hun ønsked længe,
Saae for Øine Helten god,
Som, til Folke-Baade,
Uden Tvivl dog, kunde Bod
End paa Sorgen raade!

4

Det Kæmpen var hin gramme,
Han Bæger tog i Haand,
Da blussed op i Flamme
Hans høie Helte-Aand!

5

Det Bjowulf var, hin unge,
Og han var Eggthjows Søn,
Nu rørde han sin Tunge,
Han kvad med Klang og Døn:

6

Ei sprang, med Kæmpe-Følge,
Jeg tankeløs om Bord,
Ei over steilen Bølge
For Intet hid jeg foer;

7

60At fremme Eders Vilje,
Det var min Sjæls Attraa,
Hvis ikke, da paa Tilje
At synke bleeg og blaa!

8

Jeg løser Daners Vaande,
Hvis ei, før næste Dag,
Vil Livet jeg udaande
I Fiendens Favne-Tag!

9

Bedrift, til Agten Mage,
Med Kraft jeg virke skal,
Hvis ei, sig mine Dage
Fuldende brat i Hald!

10

Saa fra Læben Svar udfoer,
Godt og maatte hue
Gothe-Kæmpens store Ord
Daners Konge-Frue!

11

Dronningen sig, under Guld,
Vendte nu med Glæde,
Satte sig, saa vennehuld,
Hos sin Drot til Sæde.

12

61Atter da fra Læben flød
Kæmpe-Ord fuldmange,
Under Høie-Loft gjenlød
Strenge-Leeg og Sange;
Lystigt Folket var og froe,
Indtil Halvdaniden
Længdes efter Natte-Roe,
Fandt, det var paa Tiden,
Salen at forlade brat:
Solen var nedgangen,
Under Skye, den sorte Nat
Nærmede sig Vangen,
Kom, til Skjul for hver en Skielm,
Skridende med Skygge-Hjelm.

13

Folket nu sig reiste brat,
Gildes-Lag at bryde,
Hrodgar Bjowulf bød god Nat,
Lod sig saa forlyde:
Aldrig, medens Sværd og Skjold
Selv jeg kunde bære,
Nogen, nok saa huld og bold,
Undte jeg den Ære,
Som nu dig, hvem jeg betroer,
Herved, til i Morgen,
62Paa dit Ansigt, paa dit Ord,
Dane-Konge-Borgen!
Vogt nu hvad du har i Vold!
Glem ei Ærens Love!
Tee dig som en Helt saa bold!
Vaag, mens Andre sove!
Slipper du, som Over-Mand,
Levende fra Dysten,
Da er i mit ganske Land
Loven din som Lysten!

63

Ottende Sang.

Bjowulfs Kamp med Grændel.

1

Med sin Hird udgik, af Slot,
Hrodgar til Væltowe,
Rolig der den Skjoldung-Drot
Agtede at sove,
Nu da han, mod Grændels Vold,
Havde sat en Vagt saa bold
Under Høie-Lofte!

2

Ord der af den Vogter gik,
God var han at skielne,
Pant derpaa og Kongen fik:
Han var af de sjeldne,
Saae, at Gothen, i sin Strid,
Ene slog til Gud sin Liid,
Og til Helte-Kraften!

3

64Af sig krængde Bjowulf brat
Brynje sin den haarde,
Løfted ned sin Hjelme-Hat,
Løste af sin Kaarde,
Gav det Alt en Svend i Vold,
Bad ham det, i god Behold,
Flittig at forvare!

4

Det var Gothe-Helten god,
End, før han sig lagde,
Store Ord han falde lod,
Talede og sagde:
Ringere end Grændel jeg
Være vil i Kiækhed ei,
Er end han forvoven!

5

Kunde med mit gode Sværd
Jeg ham end ombringe,
Aldrig dog, i denne Færd,
Vilde jeg det svinge,
Da ei hugge kan i Skjold
Skarnet, som er kiæk og bold
Kun til Nidings-Værker!

6

65Vaabenløse, Bryst mod Bryst,
Om han det tør vove,
Prøve skal vi her en Dyst,
Medens Andre sove;
Herren i det høie Slot,
Som Han finder selv for godt,
Dømme os imellem!

7

Helte-Bryn, og Pande bruun,
Skjulde nu den Kiække,
Sank paa Dyne, sank i Duun,
Over Kinder begge;
Trindt omkring den Herre laae
Ridders-Mænd fra Bølgen blaa,
Hvilende i Hallen.

8

Duve op mod Elskovs Land,
Atter over Bølge,
Det ei haabed nogen Mand
Af det hele Følge:
For dem skjulde Dødens Skye
Fædre-Land og Føde-Bye,
Folket, de tilhørde!

9

66Hørt de havde, at i Hald,
Hvor de gik til Hvile,
Dannemænd, i Skokke-Tal,
Sank for Dødens Pile,
Ei de kiendte Herrens Raad,
Vidste ei: mod Dødens Braad
Dem et Skjold var givet!

10

Ei det Folk fra Væder-Land
Tænkde nogensinde,
At de Heltes Avindsmand
Kunde overvinde:
At for Alle skulde Een,
Ved den Kraft han fik til Lehn,
Seieren erhverve!

11

Sandelig, al Verdens Magt
Herren har i Hænde,
Hvem han tage vil i Agt,
Kan ei Skygger blænde,
Det man saae, der Fienden fuul
Kom nu under Skalke-Skjul,
Skridende til Hallen.

12

67Fienden skiød, og Skuddet gjaldt
Kæmpers Øien-Laage,
Søvnen flux da overfaldt
Dem der burde vaage;
Alle sov de, som en Steen,
Alle, ja, saa nær som Een:
Hallens Helte-Giemmer!

13

Det var Bjowulf: gram i Hu
Laae til Kamp han rede,
Fra Moradset kom og nu,
Listende, den Lede,
Hyllet i en Taage-Skye,
Gud forhadt, til Helte-Bye,
Grændel gik paa Gløder.

14

Haabet hans, det Morder-Skarn,
Var, som før saa ofte,
Folk at fange i sit Garn,
Under Høie-Lofte;
Derfor, svøbt i Mulm, han gik,
Til sig løfted for hans Blik
Borgen med Guld-Tinde.

15

68Vild ei foer den Skalk i Vang,
Traadd er Tyve-Lygte,
Ei saa var det første Gang,
Hrodgar han besøgde,
Før og siden, for sin Haand,
Mage dog til Helte-Aand
Ei han fandt i Hallen.

16

Gloende fra Top til Taa,
Grændel gik med Sorgen,
Fuld af alskens ond Attraa
Dog han kom til Borgen;
Lukt var Dørren, Trolden fnøs,
Knytted Næven, hugged løs,
Dørren sprang i Splinter!

17

Ind paa Flise-Gulvet treen
Flux han under Bue,
Ud fra hver hans Øie-Steen
Stod en Svovel-Lue,
Ved det Lys han saae i Hald
Bolde Kæmper, Nok i Tal,
Sovende som Stene.

18

69Svine-lumsk den Fraadser green,
Spidsede sin Næse
Paa dem Alle, hver og een,
Tænkde ret at kræse
For sig op i Kongens Slot,
Slagte ind og leve flaadt,
Levne Liv i Ingen.

19

At af Nornen der var sat
Grændse for hans Glæde,
At det var den sidste Nat,
Han fik Folk at æde;
At i Hallen, hvor han gik,
Fulgde ham et Falke-Blik,
Det ei Grændel vidste.

20

Ingen Tid gav Trolden bort,
Nappede den Næste,
Gjorde med ham Pinen kort,
Gjorde brat sit Bedste:
Brød hans Been, og drak hans Blod,
Slugde Haand, og slugde Fod,
Rakde efter Mere.

21

70Videre gik Trolden frem,
Sig paa Folk at mætte,
Gramsede med Fynd og Klem,
Traf og paa den Rette,
Mødte Haand, der selv tog fat,
Fik med Bjowulf, nemt og brat,
Derved Haand i Hanke.

22

Flux den Lede mærked dog:
Han ei Gothens Mage,
Til med Klem at trække Krog,
Traf i sine Dage;
Jordens Kreds og runde Bold
Kiendte han, men saadant Hold
Ei i nogen Kæmpe!

23

Grændel blev om Næsen bleeg,
Bange, som en Hare,
Ønskede sig, uden Steeg,
Hjem i Djævle-Skare,
Thi beværtet han i Slot
Fandt sig nu ei nær saa godt,
Som i gamle Dage.

24

71Dog, det var ei Bjowulfs Agt,
Fuglen saa at slippe,
Til sig trak han af al Magt,
Trolden maatte trippe,
Op sig reiste Gothen nu,
Kom de store Ord ihu,
Hvormed han sig lagde.

25

Gothen tog i Grændel fat,
Alt med Bjørne-Kræfter,
Grændel, som en Aal saa glat,
Snoed sig derefter,
Haanden gleed, og Fienden slap,
Gothen dog ham fulgde rap,
Lod ham langt ei løbe.

26

Trolden, skjøndt med liden Lyst,
Vilde nu dog prøve,
Om han kunde ved en Dyst,
Ei faae Lov at løbe,
Næverne, saa tænkde han,
Jeg saa godt som nogen Mand
Vel forstaaer at bruge.

27

72Det dog lærde Grændel brat:
Gothen bedre dysted,
Thi til Vægs han saa blev sat,
At hans Kallun rysted;
Huult da gungred det i Hald,
Som det største Torden-Skrald;
Alle Daner bæved.

28

Rasende blev Grændel nu,
Vrede var de Begge,
Brødes, saa det var en Gru,
Under Borge-Vægge!
Sært, at dog ei sank i Gruus
Hrodgars fagre Konge-Huus,
Ved den Kæmpe-Trætte!

29

Vist nok var den Borg fuldstærk,
Bygget ei af Pinde,
Mage til det Mester-Værk
Skulde seent man finde:
Inde var, som ude, her,
Konstelig paa Kryds og Kvær,
Alt med Jern bebundet!

30

73Dog, ved Bulderet omkuld,
Efter Folke-Talen,
Mangen Bænk, besat med Guld,
Faldt i Drikke-Salen,
Skiøndt der var, i Skjoldung-Land,
Ei saa klog en Tømmer-Mand,
Han det mueligt troede!

31

Trodse, havde Alle sagt,
Trolde kan de Blokke,
Ei ved List, og ei ved Magt
De sig lade rokke;
Kun for den, som æder Eeg,
Kun i Luens vilde Leeg,
Styrte slige Bænke!

32

Vidt fra Hallen hørdes nu
Fremmed Lyd opstige,
Nørre-Daner giøs i Gru,
Alle, vil jeg sige,
I hvis Øren trængde ind,
Farende paa Hvirvel-Vind,
Brølet af Guds Fiende!

33

74Det var Troldens Svane-Sang,
Som i Luften hvined,
Med saa huul og fuul en Klang;
Ilde nu han grined;
Med sin Helsot, til sin Harm,
Fængslet af en Kæmpe-Arm,
Grændel stod i Vaande.

34

Det var Gothe-Kæmpen bold,
Fik dertil han Evne,
Aldrig i den lede Trold
Liv han vilde levne,
Thi den Morder, tænkde han,
Gavner aldrig nogen Mand,
Giør kun nye Ulykker.

35

Det var Bjowulfs gode Mænd,
📌Gothlands Kæmpe-Skare,
Deres Herre, deres Ven,
Vilde de forsvare,
Blotted Sværd i Farens Stund,
Hugged til af Hjertens Grund,
Og af alle Kræfter!

36

75Skrup nu fik, paa hver en Leed,
Grændel, men ei Skramme,
Staal og Jern paa ham ei beed,
Thi, med Runer ramme,
Bedste Sværd i Kæmpe-Haand
Han forvandlede til Vaand,
Døved Odd og Egge!

37

Det alligevel den Trold
Blev til liden Baade,
Pokker dog han gik i Vold,
Nornen vilde raade;
Trodset havde han sin Gud,
Nu han saae, hvad der kom ud
Af den Helte-Gierning!

38

Han som Ondt, med Fryd i Sind,
Fremmed efter Evne,
Mærked nu: hans eget Skind
Kunde ogsaa revne;
Saa at svarlig ham fortrød
Brydningen paa Liv og Død
Med Kong Higlaks Frænde!

39

76Ja, den Trold nu Lemme-Last
Fik i Slagets Bulder,
Knokler knak, og Sener brast,
Armen Sprang fra Skulder,
Bjowulf stod, med Helte-Kaar,
Grændel løb, med Bane-Saar,
Fægtede med Hæle.

40

Svøbt i Taage, Trolden kom
Til sin Røver-Kule,
Kunde dog sin Krøbling-Dom
For sig selv ei skjule,
Vidste, at i Graven stod
Alt han med den ene Fod,
Talte var hans Dage!

41

Gladelig hver Dannemand
Dandsed nu paa Tilje,
Frelst var Hrodgars Slot og Land,
Fremmet var hans Vilje,
Alt ved ham, den Kæmpe god,
Fuld af Viisdom, Kraft og Mod:
Giæsten fra det Fjerne!

42

77Ja, den Gothe-Kæmpe bold,
Sig til Priis og Ære,
Havde skudt for Daner Skjold,
Maatte kiær dem være,
Havde raadt paa Vaanden Bod,
Nidingen traadt under Fod,
Standset Lande-Plagen!

43

Herom Syn for Sagn man fik,
Der nu under Bue,
Helten seierrig indgik,
Lagde frem til Skue:
Haand og Arm og Skulder-Blad,
Gribe-Tøi, som fulgdes ad,
Der han Grændel styned!

78

Niende Sang.

Bjowulfs Priis, Hrodgars Tak, og Hunferds Skam.

1

Saa aarle om den Morgen,
Før Solen end opstod,
Hinanden traf ved Borgen
Saamangen Høvding god.
De kom fra alle Sider,
Som bygged fjern og nær,
Saa tykkes, somme Tider,
For lang ei nogen Færd.
De Alle vilde skue
Det skeete Under-Værk,
Og Sporene paa Tue
Af Trolden leed og stærk!
79De var nu Alle glade,
Slet Ingen var saa blød,
Ham tykdes, det var Skade,
At Trolden fik sin Død.
De fulgde, over Vangen,
Den Æreløses Traadd,
Paa Hælefægter-Gangen,
Fra Hald med Bane-Lodd;
De sporede den Fule
Fra Sal til Nykke-Søe,
Der maatte, i sin Kule,
Han krympe sig og døe:
Hvor sidst han gik paa Landet,
Der Blod i Strømme flød,
Og hvor han sank i Vandet,
Var Bølgen mørkerød:
Sin Lødd den havde skiftet
Af Grændels Trolde-Blod,
Forvandlet og forgiftet,
I Skum og Kaag den stod.
Her maatte, i stor Vaande,
Den Trold, med Ret og Skiel,
Sin Hedning-Sjæl udaande,
Og fare saa til Hæll!

2

80Nu fandt de gamle Svende,
De Unge ligesaa,
Det var ei galt at vende,
Tilfreds med hvad man saae.
Saa reed de Kæmper ranke
Fra Søe den Gammens-Leed,
De reed i Brynjer blanke,
De roste, som de reed,
Den Vældige, den Brave,
Og det var Manges Ord,
At, mellem begge Have,
Ei var, fra Syd til Nord,
Saavidt som Himlens Bue
Omhvælver Jordens Bold,
Hans Overmand at skue,
Blandt dem der løfted Skjold,
Blandt dem, der styred Lande;
Dog Hrodgar ufortalt,
Thi Alle maatte sande,
Han styred ikke galt!

3

Saa, over Heste-Rygge,
Man snakkede iblandt,
Og kom der saa et Stykke,
Hvor Veien var galant,
81Da spored, ei med Læmpe,
Enhver sit gule Øg,
Og Kæmpe reed med Kæmpe
Om Kap, alt som de fløi!

4

Nu reed der i den Række
En Skjald med gode Kaar,
En Høvding mellem Kiække,
Berømt i Kongens Gaard;
Ei skulde let der findes,
I Daners Føde-Stavn,
Hans Mester til at mindes
De gamle Kvad og Savn.
Han sine Ord nu føied
Til Fynd og liflig Klang,
Og Bjowulfs Færd ophøied
Han i en Kæmpe-Sang!
Om Sigmund han indfletted,
Med Flid, saamangt et Ord:
Om hvad den Helt udretted,
Og om hvor vidt han foer.
Her fik man da at høre,
Alt om den Volsung bold,
82Hvad ellers kun for Øre
Kom Faa i Heden-Old!
Ja, her det blev opfrisket,
Hvad Sigmund kun i Løn
Til Fjotle havde hvisket:
Sin kiære Syster-Søn,
Og Hvad de øved sammen,
De Frænder uden Fals,
Som knækkede, med Gammen,
Fuldmangen Jette-Hals!

5

Fortalt blev nu til Grunde
Bedrifterne ei faa,
Saa først, i Folke-Munde,
Da under Muld han laae,
Hans Daad kom ret for Dagen,
Den Volsung ærefuld,
Den Banemand for Dragen
Der ruged over Guld.
Ei til det Kæmpe-Stykke
Han Fjotle havde med,
Alene med sin Lykke
Han voved det urædd:
Gik, under Klippe-Side,
83Uhyret kiæk imod,
Og lod saa Sværdet bide,
Til det i Jorden stod,
Ja, stod igiennem Dragen,
Alt med sin hvasse Odd,
Saa den ei meer saae Dagen,
Thi Døden blev dens Lodd.
Det Guld som før den aatte,
Dens Bane fik til Løn,
For Drage-Skatten raadte
Nu Volses ædle Søn!
Han brugde Hænder begge,
Til Skibning ikke seen,
Baglastede sin Snekke
Med Guld og Ædelsteen!
Han vandt, ved Kæmpe-Færden,
Og høiest Helte-Rang,
Blev roest af hele Verden,
I Folke-Sagn og Sang!
Dog, Lykken ham og føied,
Derved saa brat han steeg,
Den venlig ham ophøied,
Der den fra Hermod veeg!
Saa Lykken tit sig vender
84Forladt han blev paa Val,
Og faldt i Jette-Hænder,
Sig til stor Harm og Kval.
Der sleed han sine Dage,
Fra Fædre-Landet fjern,
Og høit lød Folkets Klage,
Som misted Rigets Værn!
Ja, haardt det gik til Hjerte
Hver Ædling trindt om Land,
I Klage-Sang sin Smerte
Udgiød saamangen Mand.
De sang, med Sorg i Barmen,
Alt om den Helts Ufærd,
Dog vented Bod for Harmen
De af hans Søn saa kiær:
Han skulde brat nu stige,
Og staae med Ære-Krands,
Ja, throne i sit Rige
Med Fædres Guld og Glands;
Men ....... Skjoldunger *Jeg tænker, at hvad her fattes, er Navnet paa Hermods Søn, som vel sveeg Skjoldungerne, og hedd, efter de angel-sachsiske Slægt-Registere: Sceldwea, eller Skelfer.
Og Skalkhed ham betog.
85Ei nogen af dem Alle
For Helte-Daad og Dyd,
Som Bjowulf var at kalde:
Sin Æts, sin Alders Pryd!

6

Nu Solen var opgangen,
De Kæmper nøled ei,
Men kappedes om Rangen,
I Ridt paa Konge-Vei.
Der vanked Puf i Mængde
For Olding og for Knøs,
Thi mylrende fremtrængde
Sig Flokken aandeløs,
Og ind i Borge-Stue,
Kom hver, som han var stærk,
Hvem lysted ei at skue
Det skeete Under-Værk!
Selv Kongen var paa Færde,
I Adel-Ring saa puur,
Med fyrstelig Gebærde,
Han gik af Fruer-Buur:
Han gik til Borge-Stue,
Den Skatte-Vogter god,
Ham fulgde og hans Frue
Saa pænt, med Fjed som Fod.

7

86Danner-Kongen for Øie stod
Guld-Borgen med straalende Tinde,
Haand af Grændel nu for sin Fod
Det undtes den Herre at finde;
Saa times og Vel efter Vaande!

8

Stille stod nu den Drot saa prud,
Og høit lod han Ordene lyde:
Takket være al Magtes Gud
For Synet mig undes at nyde!
Saa times og Vel efter Vaande!

9

Leed af Grændel Fortræd jeg meer
Og Fals, end i Hast er at melde,
Priset være den Gud, som teer
I Under paa Under sin Vælde!
Saa times og Vel efter Vaande!

10

Ei saa vented jeg nys det Blik,
Ei tænkde jeg, i mine Dage,
Bod at fange, som nu jeg fik,
For Sorrig og Harm uden Mage!
Saa times og Vel efter Vaande!

11

87Klart saa glimrer nu Guld i Soel,
Som nys var i Taage indhyllet,
Blodet bobled paa Konge-Stoel,
I Strøm over Gulv det henskylled!
Saa times og Vel efter Vaande!

12

Meer ei mindes jeg nu, med Sorg,
Mistrøstige Ord af de Bolde:
Ingen mægter vor Konge-Borg
At værge mod Gienfærd og Trolde!
Saa times og Vel efter Vaande!

13

Ene, Kæmpe! du overkom,
Udrustet med Kraft fra det Høie,
Hvad vi alle mistvivled om,
Og mægted end ikke med Møie!
Saa times og Vel efter Vaande!

14

Hvis end lever den ædle Viv,
Som Gud har til Moder dig kaaret,
Glædes maa hun sit ganske Liv,
For Byrde som hun haver baaret!
Saa times og Vel efter Vaande!

15

88Sige maa hun, den Viv saa prud,
Som bar dig til Verden med Smerte,
Naade-Gave af Himlens Gud
Var Sønnen, jeg bar under Hjerte!
Saa times og Vel efter Vaande!

16

Hør det, Bjowulf! du Kæmpe skiøn,
Den Bedste mig undtes at kiende!
Hjertet siger: du est min Søn!
Vær sønlig til Døden min Frænde!
Saa times og Vel efter Vaande!

17

Mindre Kæmper jeg lønned tit,
For Mindre, med Guld og med Ære,
Hvad dig lyster af mit, er dit,
For godt skal det Bedste ei være!
Saa times og Vel efter Vaande!

18

Ære haver du dig indlagt,
Som kiender ei Aar eller Ælde,
Gud dig lønne, som han har Magt,
For Godt jeg kan ikke giengiælde!
Saa times dog Vel efter Vaande!

19

89Nu Bjowulf tog til Orde,
Det meldte Eggthjovs Søn:
Ei for hvad Godt vi gjorde
Vi kræve nogen Løn.
Vel sandt er det at sige,
Det var en farlig Dyst,
Men sandt det er tillige
At Værket drev vor Lyst!
Gid kun saavel din Fiende
Laae for din Fod i Bast!
Min Agt det var at binde
Forsvarlig ham i Hast,
Og klemme ham saa længe,
Til Aanden han gav op;
Men sammen ret at hænge
Ei havde lært hans Krop;
Thi maatte jeg begive,
Hvad ei var Guds Behag,
Saa Trolden blev i Live,
Trods mine Favne-Tag!
Med Hæle godt han fægted,
Og slap mig saa af Haand,
Men skiøndt jeg ikke mægted
At lægge ham i Baand,
Sin Skade dog forvinder
90Han ei, ihvor det gaaer,
Ei Lægedom han finder
For Skramme og for Skaar.
Sin Død han er saa sikker,
Som han den havde alt,
Ja, udentvivl han ligger
Nu i dens Lænker kvalt;
Der holdes han i Tømme,
Indtil den store Dag,
Da Herren ham skal dømme
Alt efter sit Behag!

20

Nu blev tilgavns da skaadet
Den Haand, heel sælsom skabt,
Som Bjowulf havde baadet,
Og Grændel havde tabt;
Her saae man da, hvad Negle
Betød paa Trolde-Maal:
De ligned heller Segle
Af seit og hamret Staal!
Man maatte vel og grue
For Knokler og for Been,
Som her man fik at skue
Paa Grændels Skulder-Green.
Det kunde Ingen nægte
91Der vilde meer end Jern,
Til med den Trold at fægte
Og bryde af hans Værn;
Saa nu var Timen kommen,
Som Eglaws Søn forsvor;
Nu puttede i Lommen
Han sine store Ord!

92

Tiende Sang.

Høitid i Hallen og Kvad om Toget under Hnæf og Hengest i Kong Halvdans Dage.

1

Travlhed i det høie Slot
Fik man nu at skue:
Pyntet, pudset brat og godt,
Blev den Borge-Stue;
Karle, Piger gik i Flok,
Meget giøres skulde,
Alle havde Arbeid nok,
Begge Hænder fulde,
Førend Stuen kom i Stand,
Blev paa Ny forvandlet,
Thi man knap sig tænke kan
Hvor den var mishandlet!

2

93Dørren var af Hængsel kast,
Alting brudt i Stykker,
Skiøndt med Jern det var sat fast,
Som ei let man trykker!
Alt i Lave og i Læg
Kom dog nu saa fage,
Snart man skinne saae paa Væg
Tepperne fuldstrage,
Konstelig Indvirkning her:
Guld-Baldyring lued,
Til Forundring for Enhver,
Som det saae og skued!

3

Dog, det var ei Hallen blot,
Som fik Bod for Vaande,
Alting nu var blevet godt,
Let trak Folket Aande;
Han kun, som tog Hare-Spring
Var og blev en Kryster!
Flygte, er en farlig Ting,
Prøv det, hvo som lyster!
Mærke Hver, at skiøndt i Slag
Times let Ulæmpe,
Det dog er en tvungen Sag,
For hver ærlig Kæmpe,
94Naar han gaaer fra Mjød og Viin,
Krogen, trods al Fare,
Hvor han hviler Kroppen sin,
Mandig at forsvare!

4

Under gode Varsler nu
Halvdans Søn, hin Milde,
Gik til Hallen glad i Hu,
Gik derind til Gilde;
Kreds slog her om guldrund Drot
Kæmper dyrebare,
Finere i Konge-Slot
Fandtes ingen Skare!
Med saa frydefuldt et Blik,
Som ei skues ofte,
Frænderne til Sæde gik,
Under Høie-Lofte:
Hrodgar sad hos Hrodulf her*Det er vel lidt underligt med den Hrodulf, der saaledes med Eet springer op til Kongen i Høisædet, men der er dog ikke andet for, end, paa Skjaldens Ansvar, at lade ham sidde der, som en Brodersøn af Hrodgar.,
Høit de sad med Gammen,
Tømde i den Gildes-Færd
95Mangt et Bæger sammen!
Giæstefuld og venneriig
Var den Konge-Stue,
Skjoldung-Drotter ei paa Sviig
Pønsed under Bue!

5

Det var Halvdans Helte-Søn,
Guldrund efter Vane,
Bjowulf han i Kæmpe-Løn
Gav en gylden Fane,
Gav ham og, til Herre-Færd,
Brynje af de Bedste,
Hjelme-Hat og Belte-Sværd,
Klinge med Guld-Fæste!
Mange Øine, velforskyldt,
Sværd fik mellem Svende,
Der det, luende forgyldt,
Helten kom til Hænde.
Bjowulf lod i Hallen glad
Sig af Hrodgar lønne,
Heller ei at kimse ad
Var de Gaver skjønne;
Venne-Gaver fire saae
Her man over Bænke,
Hvortil Magen Drotter faa
96Hørdes at bortskjænke!
Myrthesmykket, i sin Glands
Saae man Hoved-Bjerget,
Med en vældig Hjelme-Krands
Var mod Sværd det værget,
Saa at, naar den Bolde stod
Mellem hvasse Egge,
Ingen Kæmpe dog var god
For hans Hjelm at flække!

6

Voxe skulde Bjowulfs Løn,
Var end stor den vorden,
Det, paa Bud af Halvdans Søn,
Saaes i Borge-Gaarden,
Der af Hopper nu et Spand,
Otte udaf Stallen,
Kneisende og godt i Stand,
Dandsed op for Hallen!
Mange, mange Penge værd
Var de Hopper rene,
Men dog Sadelen især,
Som laae paa den Ene,
Gjort af Godt med Kunstner-Hug
Den var udaf Vælgten,
Gjort til Kongens eget Brug,
97Naar han drog i Feldten,
Thi det Lov sig Hrodgar vandt,
Vidt om Land med Ære,
At hvor Kæmper Døden fandt,
Turde med han være!

7

Vaaben gav jeg dig i Vold,
Føier dertil Heste,
(Sagde Yngve-Drotten bold)
Brug dem paa det Bedste!

8

Saa den Konge ærefuld,
Der paa Dressel heied,
Som med Hæder, saa med Guld,
Bjowulfs Daad opveied!
Kæmpe-Værket lønned saa
Halvdans Søn hin Milde,
At ham lyve maatte paa,
Hvo ham laste vilde!
Ingen her paa Bænken sad,
Af det hele Følge,
Der med Bjowulf stævned glad
Over svalen Bølge,
Som jo, af den Drot saa god,
Midler fik for Møde,
98Guld endog i Mande-Bod
Gav han for den Døde,
Som, ved Bjowulfs Helte-Mod,
Og ved Herrens Naade,
Blev den Eneste, hvis Blod
Grændel fik at raade.
Fleer at myrde, hos den Trold,
Var tilvisse Agten,
Men det hindred Nornens Skjold:
Gud, som har al Magten!
Ja, i Herrens Haand det staaer,
Alt hvad os skal hændes,
Derfor ei, med hvide Haar,
Løbet her fuldendes,
Uden at jo, tit og let,
Skifte Sorg og Gammen,
Viis kun er, hvo immer tæt
Tænker sig dem sammen!

9

Dog, i Hallen var i Dag
Alt kun Fryd og Gammen,
Skjalde-Sang og Harpe-Slag
Der kun smelted sammen,
Strængelegen svared her
Til den gamle Vise,
99Om Kong Halvdans Herre-Færd,
Værdig vel at prise.
Minder skulde Hrodgars Skjald
Friske op til Glæde;
Om det Slag paa Feresval
Høit han skulde kvæde,
Hvor de Sønner af Kong Finn
Hnæf uventet mødte:
Helten, snar som Fugl og Vind,
Skjoldung-Thronens Støtte.

10

Heller ei om Hildeborg
Maatte Sagn hensove,
Hun som prøved, sig til Sorg,
Jetters Tro og Love.
Hokes Daatter uden Grund
Ei sin Lodd beklaged,
Da, i aarle Morgen-Stund,
Hun sit Tab opdaged;
Over sine Kiæres Liig
Stod hun dybt bedrøvet,
Frænderne, ved Sværd og Svig,
Sørgelig berøvet!
Sønner, Brødre slagne laae
Uden Skiel og Føie,
100Hildeborg vel maatte staae
Her med Graad i Øie!

11

Det var Kong Finn, paa Kæmper riig,
Som Drot vel i hans Dage,
Forarmet blev han dog i Krig,
Beholdt kun Faa tilbage!
Men Hildeborg maatte vel sørge.

12

Ei Slaget meer nu mægted Finn
Mod Hengest at oplive,
Hans Kæmper faa ei faldt det ind
De Danske at fordrive.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

13

Med Hengest nu den Jette-Drot
Sig vilde brat forlige,
Indrømmed ham sit ene Slot,
Dertil sit halve Rige.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

14

Det var saa stolt en Kæmpe-Løn,
Det Slot med Konge-Throne,
Og hver en Dag af Folkwalds Søn*Folcwaldan sunu kunde ligesaa snart blot betyde: Folke-Herskerens ᴐ: Kongens Søn; men da Talen maa være om Kong Finn, finder jeg det rimeligere, at han kaldes: Folkwalds Søn.
101Fik Daner Guld i Sone.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

15

Til Friser ned der regned Guld,
Saa lod Kong Finn det springe,
Han daarede saa rænkefuld
Dem med de gyldne Ringe!
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

16

Med Guld, og saa med glatte Ord,
Dem gjorde Finn saa trygge,
At paa den Eed, saa dyr han svor,
De voved fast at bygge,
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

17

For sine Kæmper selv han svor,
Saa lod han sig forlyde:
Ei skal med Gierning, ei med Ord,
De Venne-Pagten bryde.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

18

Ei klage, knye, saa loved han,
Skal Nogen, skiøndt for Øie
Han seer sin Høvdings Bane-Mand,
Maa for hans Bud sig bøie.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

19

102Og Hengest svor af Hjertens Grund:
Tør nogen Friser pukke
Paa Slag han slog, den aabne Mund
Jeg skal med Sværd tillukke.
Men Hildeborg maatte vel sørge.

20

Der gjordes Eed, der gjordes Baal*At dette Baal kommer hovedkulds, er klart. Man kan imidlertid slutte sig til, at Finn har stjaalet sig paa de Danske, og havt Lykken med sig. Videre Oplysning, om end ei al den, man kunde ønske, giver det i Indledningen omtalte Fragment, hvoraf man seer, at Overfaldet er skeet ved Natte-Tide, og at Hnæfs Kæmper værgede sig mandelig i fem samfulde Dage.
Af Finn, den falske Jette,
Der smelted Guld, der gløded Staal,
Der brændte Kæmper trætte.
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

21

Alt med saamangen Hjelm af Guld,
Og røde Brynje-Særke,
De brændte Hnæf, med ham et Kuld
Af Skjoldung-Kæmper stærke.
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

22

103En Deel vel Bane fik af Staal,
Men Fleer dog sank af Møde,
Og Jetter kasted nu paa Baal
De Matte med de Døde.
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

23

Der stod den Viv med Hjerte-Sorg,
Det lød paa Jette-Maalet:
Kom med din Søn, kom, Hildeborg,
Og bænk ham selv paa Baalet!
Saa Hildeborg maatte vel sørge.

24

Sig blanded Kvindens Klage-Sang
Med Brag af Vedd i Lue,
Og høit den sig med Røgen svang
Fra Baal til Himmel-Bue.
Og Hildeborg maatte vel sørge.

25

Hvert Baand nu brast i Lue rød,
Det braged, og det buldred,
Hvor Blod blev Damp, hvor Been og Kiød
Hensmelted og hensmuldred,
Og Hildeborg maatte vel sørge.

26

104Den Fraadser fuul, med Lue-Tand,
Som Alt kan vel bekomme,
Opaad, til Sorg for meer end Dan,
En dobbelt Folke-Blomme;
Saa Hildeborg maatte vel sørge!

27

Det var Kæmpers Høveds-Mand*Man seer, at Hengest er undsluppet Blodbadet, og maa have slaaet sig igiennem, da vi i Fragmentet see, han var med i Heden.:
Vennerne berøvet,
Søgde hjem til