Ellevte Sang.
✂ ►Grændels Moder, ►Hrodgars Klage, ►Bjowulfs Trøst.
✂
Det skedte, ►alt som før, i Kveld,
Kong ►Hrodgar gik at sove,
Og vogte skulle Hallen vel,
Om Nat, paa Troe og love,
En ædel Flok
Af ►Kæmper Nok,
►Alt som i gamle Dage!
✂
Der kom, til en god rolig Nat,
Nu Pude frem med Dyne,
Opredte Senge blev, saa brat,
Paa Bænkene, til Syne,
Til Hvile sød,
Og til sin Død,
Gik ►fort en herlig ►Skiænker.
✂
116Ei vaabenløse dog de laae:
Ved ►Kæmpers Hoved-Giærde,
Man Hjelme Nok og Skjolde saae
Dem blinke over ►Hærde,
Dem laae ►og nær
►Fuldgode Sværd,
Og ►Malle-Kraver skiønne!
✂
►Saa var det Skik hos ►Kæmper her,
►Skjoldungers Drot saa ►hulde,
At færdige til ►Herrefærd
De immer findes skulde,
Ja, Dag og Nat,
Ved Haanden brat,
I ►Hald som under ►Mærke!
✂
De sov nu ind, men dyrt at staae
Kom Een den Aften-Slummer,
►Alt som i Sal saa tit man saae,
I ►Grændels Tid, med Kummer,
Til Syndens Sold,
For Mord og Vold,
Han fandt i Dødens Lænker.
✂
117Ja, for en Dag det kom nu brat,
Man ⓘ
fik det ►vist at vide,
Sig ►Grændel havde efterladt
En Moder, Mænd til Kvide;
Den Hex sit Barn,
Det slemme Skarn,
Paa Daner vilde hevne.
✂
Thi foer hun op, med ►Harm i Hu,
►Alt fra de Bølger kolde,
►Alt fra sit Svælg, det Hjem for Gru,
Og saa for arge ►Trolde,
Der skulde hun,
Paa muddret Bund,
►Henslide sine Dage.
✂
►►Der 👤Kain, med sin Broders Blod,
Besudled Haand og ►Værge,
Det aldrig sig aftvætte lod,
Han maatte, over Bjerge,
Til ødest Egn,
Med Morder-Tegn,
Bortflye fra ►Folke-Gammen►.
✂
118Ved ham paa Jord, til ►Folke-Meen,
Oprandt ►Utysker mange,
Og iblandt dem var ►Grændel Een,
Den lede Morder-Slange,
Som, sig til Sorg,
I ►Hrodgars Borg,
Dog traf en vaagen ►Kæmpe.
✂
Til Kamp laae Helten redebon,
Antastet paa sit Leie,
Han glemde ei, hvad, af Guds Haand,
Han fik til Arv og Eie:
Sin Kraft, sit Mod,
Han ►kiende lod,
Til Folke-Trøst og ►Baade.
✂
Han fik med ►Avindsmanden Bugt,
Han gjorde ►saa sit Bedste,
At Folke-Fienden kom paa Flugt,
Og maatte ►Hælhjem giæste,
Det vilde nu,
►Med Harm i Hu,
Hans Moder grusomt hevne!
✂
119Til Hallen kom, med ►Blods-Attraae,
Den Hex, som andre ►Trolde,
Hvor sovende, om Thronen, laae
►Hring-Daner under Skjolde,
Dog brat sad op
Den ►Kæmpe-Trop,
Der Oprør blev i Leiren!
✂
Dog Maade der med det ►Ustyr,
Var, som med Hexens Kræfter,
Hun et Slags Kvindfolk var af Byrd,
Og vældig kun derefter,
Vel grum i Sind,
Men dog en Kvind
Mod ►Kæmper under Vaaben!
✂
Af Kiøller for den Lede snart
Der kom en Hob til Syne,
Og Sværdet kløved, med en Fart,
Den haarde ►Hjelme-Tryne,
Det klang i Skye,
Af ►Vaaben-Gnye,
Nu over Bord og Bænke.
✂
120►Heel mangt et Sværd der kom ►paa Gang,
Og ►Kæmper streed bag Skjolde,
Ei kunde Hjelm, ei Brynje lang,
Beskytte mod de Bolde,
Af Frygt al Lyst,
I Hexe-Bryst,
►Forgik til her at tøve!
✂
Hun ud ad Døren foer i Hast,
Hun vilde Livet bjerge,
Men holdt en ►Ædling dog saa fast,
Han kunde sig ei værge,
Men maatte med
Den Hex afsted,
Til ►Kulen i det Dybe!
✂
Det timedes en Høvding her
Det mørke Hjem at giæste,
Som, ►Hrodgar frem for Alle kiær,
Stod øverst blandt de Bedste,
Saa Kongen gav,
Fra Hav til Hav,
Ei Nogen ►for ham Prisen!
✂
121Lyksalig var han allen Stund,
Til nu, paa gamle Dage,
Afmeiet blev, for stakket Blund,
Ham Livets Blomst saa ►fage;
For Heltens Død
Forgjæves lød
I Hallen Suk og Klage!
✂
Bedrøvelse den næste Dag
Kun atter saae i Borgen,
At Bytte gjordes ►paa Bedrag,
Man klaged høit med Sorgen,
For Venne-Liig,
Som, i den Krig,
Man fik paa begge Sider!
✂
Den Drot saa viis, og ►vennehuld,
Med Sølvhaars-Krands om Tinde,
Han blev i Sind saa sorrigfuld,
Ja haardt var at forvinde
Det Hjerte-Stød,
Som Venne-Død
Gav Daners Drot hin Milde.
✂
122Ei ►Bjowulf var i Hallen med,
►Der det gik Daner ilde,
I andet Huus sit ►Leiested
Fik ►Gothen efter Gilde;
Men flux med Soel,
►Der Hanen ►goel,
Opstod den ►Seiersælle.
✂
Saasnart da Tidende han fik,
Om Folke-Tab og Jammer,
Den ædle ►Kæmpe hurtig gik
Til Kongens Sove-Kammer,
At høre der,
Om dragne Sværd
Ei skulde brat nu blinke.
✂
Den Helt han gik saa flux, saa frit,
Paa Gulv nu med sit Følge,
Med Døn saa tog han ►Kæmpe-Skridt,
Han vilde Sorgen dølge:
Sov sødt og godt,
I Nat, min Drot?
Saa spurgde han ►med Blide.
✂
123Det svared Drot paa ►Dane-Borg:
Spørg ei om søde Drømme!
Fornyet er den bittre Sorg
For alle Daner ►ømme!
Ak! tabt saa brat
Har jeg i Nat
Min Ven den hjertenskiære.
✂
Min Høire-Haand, min Støtte-Stav,
Forsvundet er af Salen,
Hin Broder graa af ►Yrmenlav,
Som gik mig ►næst paa Valen,
Saa mangen Gang,
Hvor Hjelme sprang,
Og ►Kæmper ►stanged Bue!
✂
Et Speil var han for Herremænd,
Paa Daners grønne Slette,
Ak, død er ►Asger, død min Ven;
Paa Ny en grum ►Uvætte,
Sig trædsk indsneeg,
I ►Hald, og sveeg
Den Helt ved Midnats-Tide!
✂
124At Daad bedrev din ►Kæmpe-Arm,
Forleden Nat, med ►Størke;
At ►Grændel du, saa vredes-varm,
Gav Bane-Saar i Mørke,
For Folket mit,
Han sveeg saatit,
Det vilde hun nu hevne.
✂
Ja, ►Grændel faldt, men efterlod
Dog Slægt med Skade-Evne,
Hans Moder kom, og kræved Bod,
Fik Held til sig at hevne,
Saa mangen Mand,
I 📌Dane-Land,
Det mindes, mens han lever.
✂
Ja I, som tjende nys for Sold
Den Høvding, vi begræde,
Hvis Haand er nu saa stiv og kold,
Ei ►rund paa Guld og Glæde,
I mindes ►vist,
At ►Argelist
Fik Held til Hevn i Hallen!
✂
125At Bønderne med Tant ei foer,
Det fik vi nu at vide,
►Utysker to, var deres Ord,
Vi saae i Vang ►omskride,
Som Maste-Træ'r,
Af ►Folke-Færd
Det ►Trolde er tilvisse.
✂
Vanskabte er de begge To,
Dog Forskiel er at finde:
Den Ene maa af Alt man troe
Har Lighed med en Kvinde;
Den Anden meer,
Saavidt man seer,
Til Karlfolk er at regne.
✂
Fra Arilds-Tid den Natte-Ravn
Man kalder ►Grændel ►Jette,
Men Ingen veed hans Faders Navn,
Saa det er seent at giætte
Dertil sig frem:
Om En, og hvem
Det var udaf ►de Sorte.
✂
126Hvor Ulve kun, og andet Rak,
Har deres Gang og Leie,
Der færdes meest det ►Trolde-Pak,
Paa Hvirvel-Vindens Veie,
Og sære Ting
Der rundt omkring
Man seer i ►Høl og Mose.
✂
Der er et Kiær, en Søe kanskee,
Hvor ►Væld gaaer under ►Tue,
Der kan hver Nat en Strøm man see,
Som bare Ild og Lue,
Og ►længer ei,
End en Miils-Vei,
Er Stedet her fra Borgen.
✂
Det Vandsted ligger godt i Læe,
Det ligger midt i Skoven,
Thi rundt omkring staaer Træe ved Træe,
Som lukker sig for Oven,
De staae med Rod
►Fuldgodt i Fod,
De Vandet overskygge.
✂
127Slet Ingen er i Verden til,
Blandt vise Mænd og ►Bolde,
Som prøve tør det ►Vove-Spil,
At giæste Skovens ►Trolde,
Selv Hjort og Hind
Gaae ei derind,
Om end de er i Flugten.
✂
Nei, med Forundring tit vi saae,
Hvad neppe troe vi kunde,
Høitakket Hjort ved Skoven staae,
Forfulgt af ►Skytte-Hunde;
Han Livet lod,
Før med en Fod
I Trolde-Skov han traadte.
✂
Fra ►Sole-Bjerg til Morgen-Grye
►Saa Stormene sig røre,
At Bølgen bruser høit i Skye,
En Gru er det at høre;
Dog vorder tyst,
Det bradt, som lyst,
Ved Glimt af Morgen-Røden!
✂
128Nu har om Stedet den Beskeed
Jeg sagt dig, som jeg vidste,
Og, uden dig, jeg Ingen veed,
Som turde did sig driste,
Thi, svar mig nu,
Tør, kiæk i Hu,
Du Faren gaae i Møde?
✂
O, tør du stævne did, min Ven!
Hvor ►Skielmer boe i Klynge,
Og kommer du derfra igien,
Dig venter Guld i Dynge,
Ja, lønnes skal,
Din Daad i ►Hald
Med Oldtids gyldne Skatte!
✂
Det svared ►Bjowulf bradt igien:
Sørg ei, min Drot saa saare!
For Venner ei skal vise Mænd
Udøse mangen Taare,
Men svinge Sværd,
I ►Herre-Færd,
Til Hevn og Hæders-Minde.
✂
129Det er ►saa dømt i ►Norners Raad,
At Døden skal vi lide,
Thi stræbe Hver, med ærlig Daad,
At vinde Priis i Tide!
Kun Hvile sød
Har Gravens Skiød
For Støv fra ►Ære-Sengen!
✂
►Sid op, o Drot! lad Fiende-Spor
Med Flid os bradt forfølge!
Og troe mig paa mit Æres-Ord!
Ei skal i bundløs Bølge,
I Jordens Skiød,
I Skov som Glød,
►Uvætten mig undslippe!
✂
Nei, i den vide Verden ei
Den skal et Smuthul finde,
Hvortil jeg mig ►jo baner Vei,
For ærlig Priis at vinde;
Bær, som en Mand,
Jeg troer, du kan,
Da kun i Dag ►end Sorgen!