Niende Sang.
✂ ►Bjowulfs Priis, ►Hrodgars Tak, og ►Hunferds Skam.
✂
Saa aarle om den Morgen,
Før Solen ►end opstod,
Hinanden traf ved Borgen
Saamangen Høvding god.
De kom fra alle Sider,
Som ►bygged fjern og nær,
►Saa tykkes, somme Tider,
For lang ei nogen Færd.
De Alle vilde skue
Det skeete ►Under-Værk,
Og Sporene paa ►Tue
Af ►Trolden leed og stærk!
79De var nu Alle glade,
Slet Ingen var saa ►blød,
Ham tykdes, det var Skade,
At ►Trolden ⓘ
fik sin Død.
De fulgde, over Vangen,
Den Æreløses ►Traadd,
Paa ►Hælefægter-Gangen,
Fra ►Hald med ►Bane-Lodd;
De sporede den Fule
Fra Sal til ►Nykke-Søe,
Der maatte, i sin ►Kule,
Han krympe sig og døe:
Hvor sidst han gik paa Landet,
Der Blod i Strømme flød,
Og hvor han sank i Vandet,
Var Bølgen mørkerød:
Sin Lødd den havde skiftet
Af ►Grændels ►Trolde-Blod,
Forvandlet og forgiftet,
I Skum og ►Kaag den stod.
Her maatte, i stor Vaande,
Den ►Trold, med Ret og Skiel,
Sin Hedning-Sjæl udaande,
Og fare saa til ►Hæll!
✂
80Nu fandt de gamle Svende,
De Unge ligesaa,
Det var ei galt at vende,
Tilfreds med hvad man saae.
Saa reed de ►Kæmper ranke
Fra Søe den ►Gammens-Leed,
De reed i Brynjer blanke,
De roste, som de reed,
Den Vældige, den Brave,
Og det var Manges Ord,
At, mellem begge Have,
Ei var, fra Syd til Nord,
Saavidt som Himlens Bue
Omhvælver Jordens Bold,
Hans Overmand at skue,
Blandt dem der løfted Skjold,
Blandt dem, der styred Lande;
Dog ►Hrodgar ufortalt,
Thi Alle maatte sande,
Han styred ikke galt!
✂
►Saa, over Heste-Rygge,
Man snakkede iblandt,
Og kom der saa et Stykke,
Hvor Veien var ►galant,
81Da spored, ei med Læmpe,
Enhver sit gule ►Øg,
Og ►Kæmpe reed med ►Kæmpe
Om Kap, alt som de fløi!
✂
Nu reed der i den Række
En Skjald med gode ►Kaar,
En Høvding mellem Kiække,
Berømt i Kongens Gaard;
Ei skulde let der findes,
I Daners Føde-Stavn,
Hans Mester til at mindes
De gamle Kvad og Savn.
Han sine Ord nu føied
Til Fynd og liflig Klang,
Og ►Bjowulfs Færd ophøied
Han i en ►Kæmpe-Sang!
Om ►Sigmund han indfletted,
Med Flid, saamangt et Ord:
Om hvad den Helt udretted,
Og om hvor vidt han foer.
Her fik man da at høre,
Alt om den ►Volsung ►bold,
82Hvad ellers kun for Øre
Kom Faa i Heden-Old!
Ja, her det blev opfrisket,
Hvad ►Sigmund kun i Løn
Til ►Fjotle havde hvisket:
Sin kiære Syster-Søn,
Og Hvad de ►øved sammen,
De Frænder uden ►Fals,
Som knækkede, med Gammen,
►Fuldmangen ►Jette-Hals!
✂
Fortalt blev nu ►til Grunde
Bedrifterne ei faa,
Saa først, i Folke-Munde,
Da under Muld han laae,
Hans Daad kom ret for Dagen,
Den ►Volsung ærefuld,
Den Banemand for Dragen
Der ruged over Guld.
Ei til det ►Kæmpe-Stykke
Han ►Fjotle havde med,
Alene med sin Lykke
Han voved det ►urædd:
Gik, under Klippe-Side,
83Uhyret kiæk imod,
Og lod saa Sværdet bide,
Til det i Jorden stod,
Ja, stod igiennem Dragen,
Alt med sin hvasse Odd,
Saa den ei meer saae Dagen,
Thi Døden blev dens Lodd.
Det Guld som før den ►aatte,
Dens ►Bane fik til Løn,
For Drage-Skatten ►raadte
Nu ►Volses ædle Søn!
Han brugde Hænder begge,
Til ►Skibning ikke seen,
►Baglastede sin Snekke
Med Guld og Ædelsteen!
Han vandt, ved ►Kæmpe-Færden,
►Og høiest Helte-Rang,
Blev roest af hele Verden,
I Folke-Sagn og Sang!
Dog, Lykken ham ►og føied,
Derved saa brat han steeg,
Den venlig ham ophøied,
►Der den fra ►Hermod veeg!
►Saa Lykken tit sig vender
84Forladt han blev paa Val,
Og faldt i ►Jette-Hænder,
Sig til stor Harm og Kval.
Der sleed han sine Dage,
Fra Fædre-Landet fjern,
Og høit lød Folkets Klage,
Som misted Rigets Værn!
Ja, haardt det gik til Hjerte
Hver ►Ædling trindt om Land,
I Klage-Sang sin Smerte
Udgiød saamangen Mand.
De sang, med Sorg i ►Barmen,
Alt om den Helts ►Ufærd,
Dog vented Bod for ►Harmen
De af hans Søn saa kiær:
Han skulde brat nu stige,
Og staae med Ære-Krands,
Ja, throne i sit Rige
Med Fædres Guld og Glands;
Men ....... ►Skjoldunger
*Jeg tænker, at hvad her fattes, er Navnet paa ►Hermods Søn, som vel sveeg ►Skjoldungerne, og hedd, efter de angel-sachsiske Slægt-Registere: ►Sceldwea, eller ►Skelfer.
Og ►Skalkhed ►ham betog.
85Ei nogen af dem Alle
For Helte-Daad og Dyd,
Som ►Bjowulf var at kalde:
Sin Æts, sin ►Alders Pryd!
✂
Nu Solen var opgangen,
De ►Kæmper nøled ei,
Men kappedes om Rangen,
I Ridt paa Konge-Vei.
Der vanked Puf i Mængde
For Olding og for Knøs,
Thi mylrende fremtrængde
Sig Flokken aandeløs,
Og ind i ►Borge-Stue,
Kom hver, som han var stærk,
Hvem lysted ei at skue
Det skeete ►Under-Værk!
Selv Kongen var paa Færde,
I ►Adel-Ring saa puur,
Med fyrstelig ►Gebærde,
Han gik ►af Fruer-Buur:
Han gik til ►Borge-Stue,
Den Skatte-Vogter god,
Ham fulgde ►og hans Frue
►Saa pænt, med Fjed som Fod.
✂
86►Danner-Kongen for Øie stod
Guld-Borgen med straalende Tinde,
Haand af ►Grændel nu for sin Fod
Det undtes den Herre at finde;
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Stille stod nu den Drot saa prud,
Og høit lod han Ordene lyde:
Takket være al Magtes Gud
For Synet mig undes at nyde!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Leed af ►Grændel Fortræd jeg meer
Og ►Fals, end i Hast er at melde,
Priset være den Gud, som ►teer
I ►Under paa ►Under sin Vælde!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Ei saa vented jeg nys det Blik,
Ei tænkde jeg, i mine Dage,
Bod at ►fange, som nu jeg fik,
For ►Sorrig og Harm uden Mage!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
87Klart saa glimrer nu Guld i Soel,
Som nys var i Taage indhyllet,
Blodet bobled paa ►Konge-Stoel,
I Strøm over Gulv det henskylled!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Meer ei mindes jeg nu, med Sorg,
►Mistrøstige Ord af de Bolde:
Ingen mægter vor Konge-Borg
At værge mod Gienfærd og ►Trolde!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Ene, ►Kæmpe! du ►overkom,
Udrustet med Kraft fra det Høie,
Hvad vi alle mistvivled om,
Og mægted end ikke med Møie!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Hvis ►end lever den ædle Viv,
Som Gud har til Moder dig kaaret,
Glædes maa hun sit ganske Liv,
For Byrde som hun haver baaret!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
88Sige maa hun, den Viv saa prud,
Som bar dig til Verden med Smerte,
Naade-Gave af Himlens Gud
Var Sønnen, jeg bar under Hjerte!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Hør det, ►Bjowulf! du ►Kæmpe skiøn,
Den Bedste mig undtes at kiende!
Hjertet siger: du ►est min Søn!
Vær sønlig til Døden min Frænde!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Mindre ►Kæmper jeg lønned tit,
For Mindre, med Guld og med Ære,
Hvad dig lyster af mit, er dit,
For godt skal det Bedste ei være!
Saa times ►og Vel efter Vaande!
✂
Ære haver du dig indlagt,
Som kiender ei Aar eller Ælde,
Gud dig ►lønne, som han har Magt,
For Godt jeg kan ikke giengiælde!
Saa times dog Vel efter Vaande!
✂
89Nu ►Bjowulf tog til Orde,
Det meldte ►Eggthjovs Søn:
Ei for hvad Godt vi gjorde
Vi kræve nogen Løn.
Vel sandt er det at sige,
Det var en farlig Dyst,
Men sandt det er tillige
At Værket drev vor Lyst!
Gid kun saavel din Fiende
Laae for din Fod i Bast!
Min Agt det var at binde
Forsvarlig ham i Hast,
Og klemme ham saa længe,
Til Aanden han gav op;
Men sammen ret at hænge
Ei havde lært hans Krop;
Thi maatte jeg ►begive,
Hvad ei var Guds Behag,
Saa ►Trolden blev i Live,
Trods mine Favne-Tag!
►Med Hæle godt han fægted,
Og slap mig saa af Haand,
Men skiøndt jeg ikke mægted
At lægge ham i Baand,
Sin Skade dog forvinder
90Han ei, ►ihvor det gaaer,
Ei Lægedom han finder
For Skramme og for Skaar.
Sin Død han er saa sikker,
Som han den havde ►alt,
Ja, udentvivl han ligger
Nu i dens Lænker kvalt;
Der holdes han i Tømme,
Indtil den store Dag,
Da Herren ham skal dømme
Alt efter sit ►Behag!
✂
Nu blev ►tilgavns da ►skaadet
Den Haand, heel sælsom skabt,
Som ►Bjowulf havde ►baadet,
Og ►Grændel havde tabt;
Her saae man da, hvad Negle
Betød paa ►Trolde-Maal:
De ligned heller Segle
Af seit og hamret Staal!
Man maatte vel ►og grue
For Knokler og for Been,
Som her man fik at skue
Paa ►Grændels ►Skulder-Green.
Det kunde Ingen nægte
91Der ►vilde meer end Jern,
Til med den ►Trold at fægte
Og bryde af hans ►Værn;
Saa nu var Timen kommen,
Som ►Eglaws Søn forsvor;
Nu puttede i Lommen
Han sine store Ord!