Ottende Sang.
✂ ►Bjowulfs Kamp med ►Grændel.
✂
Med sin Hird udgik, af Slot,
►Hrodgar til ►Væltowe,
Rolig der den ►Skjoldung-Drot
Agtede at sove,
Nu da han, mod ►Grændels Vold,
Havde sat en Vagt saa bold
Under ►Høie-Lofte!
✂
Ord der af den Vogter gik,
God var han ►at skielne,
Pant derpaa ►og Kongen fik:
Han var af de sjeldne,
Saae, at ►Gothen, i sin Strid,
Ene slog til Gud sin Liid,
Og til Helte-Kraften!
✂
64Af sig krængde ►Bjowulf brat
Brynje sin den haarde,
Løfted ned sin ►Hjelme-Hat,
Løste af sin Kaarde,
Gav det Alt en Svend i ►Vold,
Bad ham det, i god Behold,
Flittig at forvare!
✂
Det var ►Gothe-Helten god,
►End, før han sig lagde,
Store Ord han falde lod,
Talede og sagde:
Ringere end ►Grændel jeg
Være vil i Kiækhed ei,
Er end han forvoven!
✂
Kunde med mit gode Sværd
Jeg ham ►end ombringe,
Aldrig dog, i denne Færd,
Vilde jeg det svinge,
Da ei hugge kan i Skjold
Skarnet, som er kiæk og bold
Kun til ►Nidings-Værker!
✂
65Vaabenløse, Bryst mod Bryst,
Om han det tør vove,
Prøve skal vi her en Dyst,
Medens Andre sove;
Herren i det høie Slot,
Som Han finder selv for godt,
►Dømme os imellem!
✂
Helte-Bryn, og Pande bruun,
Skjulde nu den Kiække,
Sank paa Dyne, sank i Duun,
Over Kinder begge;
►Trindt omkring den Herre laae
Ridders-Mænd fra Bølgen blaa,
Hvilende i Hallen.
✂
Duve op mod Elskovs Land,
Atter over Bølge,
Det ei haabed nogen Mand
Af det hele Følge:
For dem skjulde Dødens Skye
Fædre-Land og Føde-Bye,
Folket, de tilhørde!
✂
66Hørt de havde, at i ►Hald,
Hvor de gik til Hvile,
►Dannemænd, i ►Skokke-Tal,
Sank for Dødens Pile,
Ei de kiendte Herrens Raad,
Vidste ei: mod Dødens ►Braad
Dem et Skjold var givet!
✂
Ei det Folk fra ►Væder-Land
Tænkde nogensinde,
At de Heltes ►Avindsmand
Kunde overvinde:
At for Alle skulde Een,
Ved den Kraft han ►fik til Lehn,
Seieren erhverve!
✂
Sandelig, al Verdens Magt
Herren har i Hænde,
Hvem han tage vil i Agt,
Kan ei Skygger blænde,
Det man saae, der Fienden ►fuul
Kom nu under Skalke-Skjul,
Skridende til Hallen.
✂
67Fienden skiød, og Skuddet gjaldt
►Kæmpers Øien-Laage,
Søvnen flux da overfaldt
Dem der burde vaage;
Alle sov de, som en Steen,
Alle, ja, saa nær som Een:
Hallens ►Helte-Giemmer!
✂
Det var ►Bjowulf: ►gram i Hu
Laae til Kamp han rede,
Fra Moradset kom ►og nu,
Listende, den Lede,
Hyllet i en Taage-Skye,
Gud forhadt, til Helte-Bye,
►Grændel gik paa Gløder.
✂
Haabet hans, det Morder-Skarn,
Var, som før saa ofte,
Folk at fange i sit Garn,
Under ►Høie-Lofte;
Derfor, svøbt i Mulm, han gik,
Til sig løfted for hans Blik
Borgen med Guld-Tinde.
✂
68Vild ei foer den Skalk i Vang,
►Traadd er Tyve-Lygte,
Ei saa var det første Gang,
►Hrodgar han besøgde,
Før og siden, for sin Haand,
Mage dog til Helte-Aand
Ei han fandt i Hallen.
✂
Gloende fra Top til Taa,
►Grændel gik med Sorgen,
Fuld af alskens ond Attraa
Dog han kom til Borgen;
Lukt var Dørren, ►Trolden fnøs,
Knytted Næven, hugged løs,
Dørren sprang i Splinter!
✂
Ind paa Flise-Gulvet ►treen
Flux han under Bue,
Ud fra hver hans ►Øie-Steen
Stod en Svovel-Lue,
Ved det Lys han saae i ►Hald
Bolde ►Kæmper, Nok i Tal,
Sovende som Stene.
✂
69►Svine-lumsk den Fraadser ►green,
►Spidsede sin Næse
Paa► dem Alle, hver og een,
Tænkde ret at kræse
For sig op i Kongens Slot,
Slagte ind og leve ►flaadt,
Levne Liv i Ingen.
✂
At af ►Nornen der var sat
Grændse for hans Glæde,
At det var den sidste Nat,
Han fik Folk at æde;
At i Hallen, hvor han gik,
Fulgde ham et Falke-Blik,
Det ei ►Grændel vidste.
✂
Ingen Tid gav ►Trolden bort,
Nappede den ►Næste,
Gjorde med ham Pinen kort,
Gjorde brat sit Bedste:
Brød hans Been, og drak hans Blod,
Slugde Haand, og slugde Fod,
Rakde efter Mere.
✂
70Videre gik ►Trolden frem,
Sig paa Folk at mætte,
►Gramsede med Fynd og Klem,
Traf ►og paa den Rette,
Mødte Haand, der selv tog fat,
Fik med ►Bjowulf, nemt og brat,
Derved Haand i Hanke.
✂
Flux den Lede mærked dog:
Han ei ►Gothens Mage,
Til med Klem at trække Krog,
Traf i sine Dage;
Jordens Kreds og runde Bold
Kiendte han, men saadant Hold
Ei i nogen ►Kæmpe!
✂
►Grændel blev om Næsen bleeg,
Bange, som en Hare,
Ønskede sig, uden Steeg,
Hjem i Djævle-Skare,
Thi beværtet han i Slot
Fandt sig nu ei nær saa godt,
Som i gamle Dage.
✂
71Dog, det var ei ►Bjowulfs Agt,
Fuglen saa at slippe,
Til sig trak han af al Magt,
►Trolden maatte trippe,
Op sig reiste ►Gothen nu,
Kom de store Ord ihu,
Hvormed han sig lagde.
✂
►Gothen tog i ►Grændel fat,
Alt med Bjørne-Kræfter,
►Grændel, som en Aal saa glat,
Snoed sig derefter,
Haanden gleed, og Fienden slap,
►Gothen dog ham fulgde rap,
Lod ham langt ei løbe.
✂
►Trolden, skjøndt med liden Lyst,
Vilde nu dog prøve,
Om han kunde ved en Dyst,
Ei faae Lov at løbe,
Næverne, ►saa tænkde han,
Jeg saa godt som nogen Mand
Vel forstaaer at bruge.
✂
72Det dog lærde ►Grændel brat:
►Gothen bedre dysted,
Thi til Vægs han ►saa blev sat,
At hans ►Kallun rysted;
Huult da gungred det i ►Hald,
Som det største Torden-Skrald;
Alle Daner bæved.
✂
Rasende blev ►Grændel nu,
Vrede var de Begge,
Brødes, saa det var en Gru,
Under Borge-Vægge!
Sært, at dog ei sank i Gruus
►Hrodgars fagre Konge-Huus,
Ved den ►Kæmpe-Trætte!
✂
►Vist nok var den Borg ►fuldstærk,
Bygget ei af Pinde,
Mage til det Mester-Værk
Skulde seent man finde:
Inde var, som ude, her,
Konstelig paa Kryds og ►Kvær,
Alt med Jern ►bebundet!
✂
73Dog, ved Bulderet omkuld,
Efter ►Folke-Talen,
Mangen Bænk, besat med Guld,
Faldt i Drikke-Salen,
Skiøndt der var, i ►Skjoldung-Land,
Ei saa klog en Tømmer-Mand,
Han det mueligt troede!
✂
Trodse, havde Alle sagt,
►Trolde kan de Blokke,
Ei ved List, og ei ved Magt
De sig lade rokke;
Kun for den, som æder ►Eeg,
Kun i Luens vilde Leeg,
Styrte slige Bænke!
✂
Vidt fra Hallen hørdes nu
Fremmed Lyd opstige,
Nørre-Daner giøs i Gru,
Alle, vil jeg sige,
I hvis Øren trængde ind,
Farende paa Hvirvel-Vind,
Brølet af Guds Fiende!
✂
74Det var ►Troldens Svane-Sang,
Som i Luften hvined,
Med saa huul og ►fuul en Klang;
Ilde nu han ►grined;
Med sin ►Helsot, til sin Harm,
Fængslet af en ►Kæmpe-Arm,
►Grændel stod i Vaande.
✂
Det var ►Gothe-Kæmpen bold,
Fik dertil han Evne,
Aldrig i den lede ►Trold
Liv han vilde levne,
Thi den Morder, tænkde han,
Gavner aldrig nogen Mand,
Giør kun nye Ulykker.
✂
Det var ►Bjowulfs gode Mænd,
📌Gothlands ►Kæmpe-Skare,
Deres Herre, deres Ven,
Vilde de forsvare,
Blotted Sværd i Farens Stund,
Hugged til af Hjertens Grund,
Og af alle Kræfter!
✂
75►Skrup nu fik, paa hver en Leed,
►Grændel, men ei Skramme,
Staal og Jern paa ham ei beed,
Thi, med Runer ►ramme,
Bedste Sværd i ►Kæmpe-Haand
Han forvandlede til ►Vaand,
►Døved Odd og Egge!
✂
Det alligevel den ►Trold
Blev til liden ►Baade,
Pokker dog han gik i Vold,
►Nornen vilde raade;
Trodset havde han sin Gud,
Nu han saae, ⓘ
hvad der kom ud
Af den Helte-Gierning!
✂
Han som Ondt, med Fryd i Sind,
Fremmed efter Evne,
Mærked nu: hans eget Skind
Kunde ogsaa revne;
Saa at ►svarlig ham fortrød
►Brydningen paa Liv og Død
Med Kong ►Higlaks Frænde!
✂
76Ja, den ►Trold nu ►Lemme-Last
Fik i Slagets Bulder,
Knokler knak, og Sener brast,
Armen Sprang fra Skulder,
►Bjowulf stod, ►med Helte-Kaar,
►Grændel løb, med Bane-Saar,
►Fægtede med Hæle.
✂
Svøbt i Taage, ►Trolden kom
Til sin Røver-Kule,
Kunde dog sin Krøbling-Dom
For sig selv ei skjule,
Vidste, at i Graven stod
►Alt han med den ene Fod,
Talte var hans Dage!
✂
Gladelig hver ►Dannemand
Dandsed ⓘ
nu paa ►Tilje,
Frelst var ►Hrodgars Slot og Land,
►Fremmet var hans Vilje,
Alt ved ham, den ►Kæmpe god,
Fuld af Viisdom, Kraft og Mod:
Giæsten fra det Fjerne!
✂
77Ja, den ►Gothe-Kæmpe bold,
Sig til Priis og Ære,
Havde ►skudt for Daner Skjold,
Maatte kiær dem være,
Havde raadt paa Vaanden Bod,
Nidingen traadt under Fod,
Standset Lande-Plagen!
✂
Herom Syn for Sagn man fik,
Der nu under Bue,
Helten seierrig indgik,
Lagde frem til Skue:
Haand og Arm og Skulder-Blad,
►Gribe-Tøi, som fulgdes ad,
►Der han ►Grændel styned!