Grundtvig, N. F. S. Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord

Anledning

Anledning til sangen var en afskedsfest den 10. april 1820 for forfatteren og embedsmanden 👤Christen Pram, der havde fået en stilling som toldembedsmand på en af De Dansk-vestindiske Øer (Lundgreen-Nielsen 1982, s. 289 f.).

Grundtvigs bekendtskab med 👤Pram gik tilbage til 1808, hvor han havde tilegnet 👤Pram sin Nordens Mytologi. Efter 1815 havde Grundtvig og 👤Pram arbejdet tæt sammen i bestyrelsen af det selskab til udgivelse af skrifter fra den nordiske oldtid, i hvis regi Grundtvigs oversættelser af 👤Saxo og 👤Snorre udkom 1818-1823.

Det var i bevidsthed om det nære forhold mellem 👤Pram og Grundtvig, at festarrangørerne havde bedt Grundtvig om en hyldestsang til fædrelandet og kongen. Sangen skulle lede frem til festens første skål, skålen for kong 👤Frederik 6.

Om festen kan man læse i Lundgreen-Nielsen 1982, s. 289-291.

Sangen

Mens andre fædrelandssange og kongehyldester – også Grundtvigs egne – ofte har en tendens til patos og overdrivelse, har Grundtvig for en gangs skyld valgt underdrivelsen og beskedenheden. I hvert fald tilsyneladende. 👤Flemming Lundgreen-Nielsen skriver:

[Sangens] hovedmodsætning er ånd-materie, indre ægthed over for prangende facade. Det er en Grundtvigsk og romantisk videreførelse af Holbergs mere snusfornuftige distinktion mellem Realitet og Apparence. Grundtvigs særlige indsats består i at gøre dansk til symbolet på ånd og ikke-dansk til bærer af de materielle og forgængelige værdier (Lundgreen-Nielsen 1982, s. 304).

De vidtgående konsekvenser af dette synspunkt er udredt i 👤Lundgreen-Nielsens artikel “N.F.S. Grundtvigs ‘Langt høiere Bjerge’” fra 1982, som er standardværket om denne sang.

Syvende og ottende strofe blev slettet i næsten alle optryk efter 1849, men fra Grundtvigs pen var det netop disse to strofer, alle de foregående skulle kulminere i: Hyldesten til 👤Frederik 6. og motiveringen af skålen: ‘For kongen!’ Sidste strofe drager de syngende festdeltagere på selve denne 10. april 1820 med ind i sangen “her, naar hver Dannemand sjunger!”

Nogle har anset sangens opregning af danskernes egenskaber for at være uden synderlig sammenhæng med 👤Pram, festens midtpunkt. 👤Lundgreen-Nielsen har imidlertid påpeget en hidtil overset forbindelse mellem sangens temaer og 👤Prams arbejdsliv og forfatterskab (1982, s. 301 f.).

En socialpolitisk vision?

I strofe seks står de berømte vers: “Hos Danske dog findes det daglige Brød / Ei mindre i Fattig-Mands Hytte, / Og da har i Rigdom vi drevet det vidt / Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt.” Det er interessant, at i de to bevarede udkast til sangen er sætningerne formet i optativ, som et ønske, og ikke som henvisning til en kendsgerning: “Gid vi det i Rigdom kun drive saa vidt, / At Faa har for Meget og Færre for Lidt!” (Lundgreen-Nielsen 1982, s. 300; Grundtvig-arkivet, fasc. 388,.23.) Mange har igennem tiden opfattet disse vers som en social- eller fordelingspolitisk vision.

Nogen virkelighedsbeskrivelse er der ikke tale om. Danmark – staten såvel som bønderne og borgerne, for slet ikke at tale om de besiddelsesløse – havde i flere år været dybt forarmet. Napoleonskrigene havde kostet dyrt, og staten gik bankerot i 1813. Inden da var prisen på landbrugsprodukter faldet drastisk, og handlen gik nærmest i stå efter 1807. De kummerligste år var tiden mellem 1818 og midten af 1820'erne, altså netop da Grundtvig skrev sin sang. Dertil kom, at sult i hele 1800-tallet var et almindeligt fænomen blandt landproletariatet (Engberg 2011, s. 218-221). Der er næppe tvivl om, at sulten må have været særligt hård i kriseårene omkring 1820.

De fire vers om brødet i fattigmands hytte og om, at få har for meget og færre for lidt, er hverken en virkelighedsbeskrivelse eller en socialpolitisk vision i moderne forstand. Fra Grundtvigs pen var versene snarest udtryk for et fromt ønske om, at landet snart måtte vende tilbage til tiden med finansiel stabilitet som før statsbankerotten i 1813 (Lundgreen-Nielsen 1982, s. 300 f.).

Om sangens efterliv, se Lundgreen-Nielsen 1982, s. 289.

Melodi

Sangen er skrevet på melodien til 👤A.G. Thoroups digt Vort Norden er ikke en isdækket Ørk fra 1804. Det samme versemål ses også til en mere udbredt melodi fra 1801 af 👤H.O.C. Zinck, som snart blev den almindeligt anvendte til “Langt høiere Bjerge“. Senere er fulgt flere andre melodier, skrevet specielt til “Langt høiere Bjerge”, men 👤H.O.C. Zincks melodi er fortsat den almindeligt anvendte. Se i øvrigt Kuhn 1990, s. 147-150.

Anvendt litteratur