↩ 299Død var nu ►Frode, og død havde Rygtet løiet ►Fridlev, som opfostredes i 📌Rusland, og da det nu saaledes ►syndes, som ►Frode fattedes en retmæssig Arving, og Kronen nødvendig maatte vige fra den gamle Konge-Stamme, saa skiønnede ►Dannemænd ei rettere, end at Den maatte være ►Spiret værdigst, som, til ►Frodes Herliggiørelse, prydede hans friske Gravhøi med det bedste Mindes-Mærke, og overantvordede til Efter-Slægten i et prægtigt Efter-Mæle den hedenfarne Konges Ihukommelse! Henrevet af saa glimrende en Udsigt, stræbde ►Hjarne, en udmærket ►Dane-Skjald, at reise den herlige Afdøde i Sang et værdigt Mindes-Mærke, og gjorde, paa sin eenfoldige, ulærde Viis, et Riim, hvoraf Meningen, udtrykt i et fire Liniers Omkvæd, var kortelig denne: