Grundtvig, N. F. S. Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus. Første Deel




I

📌Danmarks Krønike
af
👤Saxo Grammaticus

fordansket ved

Nik. Fred. Sev. Grundtvig,*Præst.


Det siger 👤Beda, den ærlige Mand,
Det er vel-gjort, af hvem der kan,
At skrive Forældres Gierninger alle;
Ere de onde, man maa dem flye,
Ere de gode, dem giøre paa Nye,
Og dem ingenlunde frafalde!

Riim-Krøniken.


Første Deel.

Kiøbenhavn.

Bekostet af Krønikens Danske og Norske Venner.

Trykt i det Schultziske Officin. 1818.

II
III

👤Kong Frederik den Sjette


Fredegod og Danekiær


og


Dronning 👤Marie Sophie Frederike


Syster til 👤Dagmar og 👤Dannebod


IV

Majestæterne


Hvem 📌Dannemarks Hjerte og Krone tilhøre


tilegnes i Krøniken


📌Dannemarks Krands


allerunderdanigst

af

Selskabet for Nordens Oldskrifter

ved


👤Pram,

Etaatsraad og R. a. D.

👤Treschov,

Advokat i Høieste-Ret.

Grundtvig,

Præst.

V

1

Her steile ei Klipper, her voxer ei Guld,
Og her har ei Roserne hjemme,
Nei, 📌Danmark, o Konge! har Mai kun og Muld,
Og Minder om Godt ei at glemme.
O! 📌Danmark er lille og 📌Danmark er lav,
Din Stol er en Græsbænk paa Holme i Hav!

2

Af Ask er, o Dannemænds Konge! Dit Spir,
Din Krone en Krands af Kiærminder!
Dit Rigs-Æble ingen Smaragd og Saphir,
Men kun som i Skov man det finder!
O Konge! o kanst Du, for Throner af Guld,
Det være bekiendt, at Din Throne er Muld!

3

O! maa Du ei rødme i Konninge-Lag,
Ved 📌Dannemarks Krone at bære;
Ja, blegne for Spiret, som taaler ei Slag,
For Æblet, som Orm kan fortære!
Ak! arved Du, 👤Fredrik! med Konninge-Navn,
Af Konninge-Skiebne kun Konninge-Savn?

4

VIDet mener kanskee, hvem der knæler for Guld,
Og kneiser paa Hovmodens Fjelde:
Den Daare, som glemmer, at Mand er kun Muld,
Og Drot ikkun Manden i Vælde;
At Spiret af Staal, om og ildfast det var,
For Nornernes Aande mon' springe som Glar!

5

Men Skjalden, o Konge! maa kalde Din Lod
Den bedste af Kongers paa Jorden;
Slet ikke man vinder med Egg eller Odd,
Men arver kun sælsomt i 📌Norden
Din blaanende Krone, Din graanende Stav,
Og Stolen, som grønnes paa Holme i Hav!

6

Af Muld er Din Throne, thi Hjertet er Muld,
Og Hjertet er Skjoldunge-Stolen,
Naar Heden opløser de Stole af Guld,
Din Muld-Throne grønnes i Solen;
Ja, Konge! Din Græs-Bænk paa Holmene staaer,
Saalænge som Hjertet i Dannemænd slaaer!

7

VIIAf Ask er Dit Spir, men for Sceptre af Guld
Det ei sig behøver at skamme:
Opelsket det er over Mark, over Muld,
Paa Ygdrasills hellige Stamme;
Det grønnes saalænge paa Marken til Læ,
Som Nornerne vande Historiens Træ!

8

Dit Æble, o Konge! end sidder og groer
Paa ældgamle Abild i Skoven,
Jeg kalder det Tvistens Guld-Æble i 📌Nord,
Som Frugt af en Kiærne fra Oven;
Afplukkes ei kan det til Glimmer og Pral,
Men Gubber forynge i Høielofts-Sal!

9

Af Paradiis-Æbler, i Bøgenes Læ,
Idunna har plantet en Kiærne,
Af den er oprundet i Skoven et Træ,
I Samfund med 📌Dannemarks Stjerne;
Det groede vildt, men i Tidernes Frist
Indpodet deri blev den hellige Kvist!

10

VIIIDa skabdes det Æble, og voxde i Løn,
Som haver i Verden ei Mage,
I Arv har det gaaet fra Fader til Søn
I trende Stærk-Odderes Dage;
Ei stikker det, om saa han springer i Flint,
Selv Ormen, som snoer om Midgaard sig trindt!

11

Din Krone, o Konge! er deilig og klar,
Sig Himlen deri monne speile,
Og hvo som den slynget om Tindingen bar,
Til andre paa Jord kan ei beile;
Med Staal-Handsker vindes og tages den ei,
Men findes, usøgt, paa Livsaligheds Vei!

12

Lyksalig, vi læse, er Kongen forsand,
Naar over ham blomstrer hans Krone!
Og her, i Kiær-Mindernes Fædreneland,
Her haver den Konge sin Throne;
Ja Lykken, som Ordet mon love, er Hans:
Til Krone Han har af Kiær-Minder en Krands!

13

IXPaa Græsbænken voxde Kiær-Minderne blaa,
De voxde paa Skjold-Ungers Grave,
Saalænge ei Stol-Konger Arven forsmaae,
De voxe i 📌Rosenborg-Have;
Og Saga, med Løv-Værk, fra Old og til Old,
Afbilder den blomstrende Krone paa Skjold!

14

De Billeder alle: de gamle og nye,
De dunkle saavelsom de klare,
Hver Skjold-Ung tilhøre, som skiænker dem Lye,
Og tager paa Scepteret Vare;
Med Kronen de følge, som Krone med Stoel,
Som Klokkerne følge den vandrende Soel!

15

Tilegnes maa 📌Dannemarks Konninge-Skjold
Den Skjold-Ung, som Vaabenet eier,
Derfore og 👤Saxo: den Skjold-Mand saa bold,
Det rakde til 👤Valdemar Seier;
Det glemde ei heller Kong 👤Frederiks Præst,
At Kongen i 📌Danmark er Krøniken næst!

16

XHvad 👤Saxo og 👤Vedel paa Dansk og Latin
Os meldte, er ei at forgiætte,
Derfore nu kaldes og Krøniken Din:
Høibaarne Kong 👤Fredrik den Sjette;
Med 📌Dannemarks Krone den gange i Arv,
Mens Bøgen har Mai, og mens Eegen har Marv!

17

Kong 👤Frederiks Dronning! den ogsaa er Din,
Som Din er og 📌Dannemarks Krone,
Men Saga og kalder med Kongen Dig sin:
Sit Billed paa 📌Dannemarks Throne:
Selv Spiret ei fattes, med Knappen af Rav,
Med Kiærligheds Haandtryk Dig Kongen det gav!

18

O kiærlige, kronede, krandsede Par
Paa 📌Dannemarks Konninge-Sæde!
Annammer det Skjold, som fra Hedenold var
Livsalige Skjold-Ungers Glæde!
O! skiænker med kiærlige Blik det en Knag
I Høielofts-Salen hos 📌Dannemarks Flag!

19

XIJa, sammen de høre i Alder og Aand:
Fra Skyerne begge tilsammen
Forunderlig faldt i Kong 👤Valdemars Haand,
Til 📌Dannemarks Giærdsel og Gammen;
Der Skjoldet bekrandsede Kongernes Høi,
Nedsvæved derover det hellige Fløi!

20

Som Banner, i sex Gange hundrede Aar
Det vaied paa Land og paa Bølge,
Og tit fik vi Bod for de bangeste Kaar,
Med Skjold og med Banner i Følge,
Ja, mens den i Skjold under Dannebrog staaer,
Faaer 📌Dannemarks Løve ei dødeligt Saar!

21

Saa elsker, o Ædle! det Liggendefæ,
Med Skjold-Mærker unge og gamle,
Som her under 📌Dannemarks Flag sig i Læ
Til Skjoldborg om Thronen forsamle!
Som 📌Dannemarks Vaaben, dem holder i Stand
Vel Skjoldets i Hjerter udtungede Rand!

22

XIIDe Skjold-Mærker gamle, som Runer paa Steen
Kun dunkelt os Kronen afbilde,
Thi snildt at omgaaes med Pensel og Preen,
Det nemmed vor Hav-Fru kun silde,
Men at det dog altid var Hjertets Attraa
Kiær-Minder at tegne, det kan man forstaae!

23

Ja, hvem er i Skoven om Hjertet saa kold,
At Konstens de favreste Værker,
Han valgte for hine Kiær-Minder paa Skjold:
For Krandsen af Dane-Skovmærker,
Som enkelte rundt i Almindingen fandt
Vor 👤Saxo, og sirlig med Silke forbandt!

24

Maa briste den Silke, maa savnes den Traad,
Som ret binder Hjarne til Brage;
De Mærker dog vidne om Havfruens Graad
For Frode, for Balder og Krage!
De vidne, de minde om Hjertet i Skjold,
Og Løvernes Kreds-Gang mod Iis-Havets Trold!


XIII

Fortale.


At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes! Dette Sidste er derfor ogsaa en Sjeldenhed, og times kun et Folk, der kiærlig mindes sine Fædre, ærer dem i Livet og takker dem i Graven, alt eftersom vi veed, det er det første Bud med Forjættelse: ær din Fader og din Moder, at det kan gaae dig vel, og du maa længe leve i Landet, Gud gav dine Fædre!

XIVNaarsomhelst vi da undervises om, at der er intet Folk i Verden, hvem denne Lykke og Velsignelse blev fuldeligere til Deel, end Folket som vi kalde vore Fædre, da maa vi allerede deraf strax formode, at det Danske Folk fra Arilds-Tid har med besynderlig Hengivenhed hængt fast ved sine Fædres Land, og æret deres Ihukommelse. At nu heller ikke den Formodning skuffer, det lære vi fornemmelig af Bogen, som her, paa Nye fordansket, begynder at udgaae: af 👤Saxos Bog om 📌Dannemarks Konger og Helte i Fordums-Tid; thi det er ikke dermed Nok, at 👤Saxo giver de ældgamle Danske det Vidnesbyrd, at Intet laae dem mere paa Hjerte, end Forplantelsen af giæve Fædres Navn og priselige Eftermæle, ei heller var et saadant Vidnesbyrd aldeles umistænkeligt; men i hans Bog gaaer Syn for Sagn, denstund vi finde der en mageløs Samling af Fortællinger, hvis høie Ælde er upaatvivlelig for alle Kyndige, ret som en Oldings, der ei blot har sneehvidt Haar og rynket Pande, men en Skat af Minder fra de længst henfarne Dage, som øiensynlig, naar han kommer dem ihu, opgløder den blegnede Kind, og opliver det døsige Øie! Vist nok er den Samling ikke stor, naar vi vil regne efter Længden af det Tids-rum den tilhører, men forunderlig stor maa vi dog kalde den i Sammenligning med, hvad andre Folkefærd, selv vore norske Frænder, veed at fortælle om deres Forfædre i Hedenskabets Tid; og naar vi betænke de mange Anstød for den mundtlige Fortælling, under Tidernes Løb og besynderlige Vendinger, da maa det høilig forundre og inderlig glæde os, at dog Saameget har stridt sig frem igiennem Tidens Strøm, der ellers bortskyller Ord og Sagn som Folkenes Slægter, og udsletter Oldtidens Mærker, ligesaaXVvel paa Folkenes Tunge, som paa hine Klipper, hvis underlige Minde-Tegn og Runer Kong 👤Valdemar den Store omsonst lod efterspore! Ja, med glad Forundring maa vi see, hvor mangt og dyrebart et Folke-Sagn fra 📌Danmarks gamle Dage, der dog vedligeholdt sig, fornemmelig i Riim og Viser, indtil Tiden kom, da Fædrenelandet med Christendom havde annammet Forstand paa Skrift og boglig Kunst, ja avlet og opfostret Mænd, som hin Kong 👤Valdemar den Store, og Biskop 👤Axel eller 👤Absalon, hans Hjertens-Ven og Høire-Haand, og 👤Saxo Grammaticus, den samme Biskops i sin Tid mageløs boglærde og skriftkloge Yndling!

Vel synes det, som vi maatte ønske, at 👤Saxo, istedenfor at skrive Alt paa det fremmede latinske Sprog, havde optegnet de gamle Sagn, og Viserne især, paa Moders-Maalet, thi ligesom det er høist rimeligt, at han kan ikke sjelden have taget Feil af Meningen, saaledes er det ganske vist, at Meget staaer utydeligt paa det fremmede Sprog, som paa vort eget vilde været soleklart, og endelig havde det jo været en inderlig Glæde for Dannemænd, at høre paa Moders-Maalet en levende Røst fra de ældgamle, herlige Fædre!

Desaarsag at gaae strængt i Rette med den høiærværdige Dannemand, som med saadan Flid og Fremgang har frelst saamange Snese af vore ypperste Oldefædres Navn og Idrætter fra at nedsynke i Forglemmelse, det vilde imidlertid være høist udansk og usømmeligt, thi det var at give ham Skam til Takke for det dyrebare Mindes-Mærke, han, til 📌Dannemarks udødelige Priis og Ære, opreiste paa Skjold-Ungers Grav-Høi. Dog ikke det alene, men naar vi ret betænke 👤Saxos Vilkaar, og Tidernes Leilighed, og XVIEfterkommernes Tilstand, da maae vi taknemmelig bekiende, at ogsaa heri aabenbarer sig et besynderligt Guds Forsyn til 📌Dannemarks Bedste, ligesom det, i det Mindste fra een Side, giver os et glædeligt Vidnesbyrd om dansk Dygtighed, forenet med det saa elskelige, ret beskedne Sindelag, som altid har udmærket ægte Dannemænd. I hine Dage, nemlig, er det vist, at ikke noget Sprog af alle dem 📌Europas Folkefærd talde, var saa bekvemt for boglig Kunst, og skikket til i Sammenhæng at udtrykke, hvad man om Fortiden havde at sige og fortælle, som det latinske; vort Moders-Maal var det vel endog mindre end somme af de Andres, vi veed at Dansken er endogsaa alt for tilbøielig til at synes ringe om sit Eget, og havde vi da i hine Dage ei faaet en latinsk Dannemarks Krønike, da havde vi i al Fald ei faaet nogen saa god, som den nærværende, og rimeligviis slet ingen. Ja, havde end 👤Saxo eller nogen Anden skrevet en Krønike paa Dansk, da var den dog neppe kommet til os, thi glemde Folket i de paafølgende Mørkets og Søvnagtighedens Dage, selv hvad der saalænge havde været i Folke-Munde: hine Riim og Viser, hvorefter 👤Saxo gik; hvormeget mere skulde da ikke en dansk Bog blevet glemt og forkommet paa en Tid, da hverken Adel eller Almue kunde læse, og Latin var det Eneste, de saakaldte Boglærde fandt det Umagen værdt at læse og afskrive! Nu derimod, da 👤Saxo fortalde Dannemarks Krønike paa de Lærdes Sprog, og det i saa fiin og prægtig en Stiil, at vi endnu maa kalde det et Vidunder, da blev hans Skrift et Værk, hvoraf de danske Boglærde vare stolte, som de giemde og afskrev, om aldrig for Indholdens, saa dog for Latinens og Lærdommens XVIISkyld, og gjorde sig siden, da Bogtrykker-Kunsten var opfundet, en Ære af, at faae præntet og udbredt mellem Fremmede.

Dog, hvorom Alting er, saa var det en glædelig Begivenhed, at, der Kong 👤Valdemar den Anden, med Tilnavn: Seier, var endnu i sin Velmagt, altsaa imellem Aar 1202 og 1223, da fuldendte 👤Saxo sit store Værk i 16 Bøger, og overrakde det til samme Konge, og til den lærde Erke-Biskop 👤Anders Sunesøn, som var blevet den alt da hensovne Biskop 👤Absalons Efter-Følger. Ligeledes maa vi kalde det Glædeligt, at trehundrede Aar derefter, der 👤Christian den Anden var Konge i 📌Dannemark og 📌Norge, da fandtes der en vellærd Præstemand, Fynboen 👤Christen Pedersøn, som sparede hverken Umage eller Bekostning, for at erholde en god Haandskrift af 👤Saxos Værk, og faae den præntet i 📌Paris, da Bogtrykker-Kunsten var i 📌Dannemark dengang endnu i sin Barndom.

Saa blev da Dannemarks Krønike trykt i 📌Paris 1514, og derved i betimelig Tid frelst fra den Undergang, som i de paafølgende urolige Dage kunde lettelig blevet dens Lod; men, saalænge Læsning blandt Folk var saa sjelden, og saalænge Latinen ei var udlagt paa Moders-Maalet, kunde den dog ikke hjelpe mærkelig til at gienføde eller opfriske Fædrenes Ihukommelse.

Det varede imidlertid ei heller længe, før der blev raadet Bod paa begge disse Mangler; thi kun trende Aar efter Krønikens Trykning var det, at 👤Morten Luther, den Guds Mand, opstod i 📌Sachsen, og begyndte: med Ordets Lys at adsprede Pavedømmets Mørke, og med Aandens Sværd at sønderhugge de XVIIILænker, hvori Menneskehedens Fiende holdt Folkene fangne; og af 👤Luthers seierrige Kamp for Lys og Sandhed udsprang, med utallige, eviggode Følger, ogsaa alt det timelig Gode i Aandens Rige, som for alvorlige Folkefærd er værdt at eftertragte og ophøie!

Saaledes veed vi, at hvad 👤Luther først og sidst drev paa af alle Kræfter, var at Guds aabenbarede Ord i den hellige Skrift skulde være den eneste Regel og Rette-Snor for de Christnes Troe, og at desaarsag Alle, saavel Læg som Lærd, skulde selv læse Skriften, og randsage deri, om ogsaa de Ting, som Præsterne forkyndte, havde sig saa udi Sandhed; men heraf fulgde, som man seer, nødvendig, baade at Bibelen maatte udlægges paa hvert Folks eget Tungemaal, og at Alle, saavidt som mueligt var, maatte lære at læse.

Da nu 👤Luthers sanddrue Tale faldt ingensteds i bedre jord, end hos de ægte Dannemænd i vore Fædres Land, saa blev og Bibelen, saasnart som mueligt, oversat med Flid paa Dansk og fandt, af alle Stænder, Læsere i Tusindtal. Blandt dem, som gjorde deres Flid baade med at fordanske den hellige Skrift, og opmuntre til dens Læsning, var fornævnte Mester 👤Christen Pedersøn hverken den Sidste eller Ringeste, og eftersom han baade elskede Fædrenelandets Krønike, kiendte den godt, og vidste bedre at skatte dens Værd end de Andre, saa er det ganske rimeligt, hvad os er fortalt af troværdige Folk, at allerede han fordanskede, saa godt han kunde, den 👤Saxos Bog, han havde bragt for Dagens Lys. Vel kom den Oversættelse ei ud paa Tryk, og er formoXIXdenlig ei mere til, men kom dog udentvivl til Nytte, thi det var sagtens den, vi veed, der fandtes hos den høivelbaarne Adelsmand og Rigens Cantsler under Kong 👤Christian den Tredie og Kong 👤Frederik den Anden: den fromme, lærde og forstandige Her 👤Johan Friis, og der var den i gode Hænder, thi den forstærkede hos samme ædle Herre det inderlige Ønske, at faae Dannemarks Krønike trykt paa Dansk til hver Mands Gavn, og kom just derved ham for Øie, som mesterlig fortsatte, hvad her var kun begyndt.

Der var nemlig i de samme Dage opvoxet en særdeles vellærd Dannemand, Her Mester 👤Anders Søvrensen, med Tilnavn: Vedel eller 📌Veile, som Byen hedder, hvor han kom til Verden, og han blev Slots-Præst hos Kong 👤Frederik den Anden. Hin gamle Cantsler, der selv havde lært sin Bog med de Bedste, og, som det bør sig, glemde ei den over Rigens daglige Handel, men øste deraf baade Lærdom og Opmuntring, han var, som man da nok kan vide, en Ven af lærde Folk, og mærkede snart, at Mester 👤Anders Vedel var ei af dem, der fødes alle Dage, men havde seet sig om, ei blot i 📌Roms og 📌Grækenlands, men selv i 📌Dannemarks Historie, og vidste godt, at hverken 📌Po-Floden eller 📌Eider-Strømmen var en Grændse for herlige Bedrifter og skiønne Tungemaal. Desaarsag fik den gamle Cantsler, der, som tilbørligt, baade kiendte sit Fædrenelands Krønike godt, og skattede den høit, besynderlig god Villie til Mester 👤Anders, talde tit og gierne med ham om de gamle Sager, laande ham fornævnte Oversættelse af 👤Saxos Bog, og bad ham eftersee, om den ei kunde rettes og hjelXXpes paa Fode til dog nogenlunde sømmelig for Læg-Mand at udtrykke Meningen af 👤Saxos Bog; eller hvis ikke, da selv fra Roden af at begynde og udføre Værket, saa 📌Dannemark dog ikke længer skulde have den Skam, at savne paa Moders-Maalet en Bog, der var saa besynderlig skabt og skikket til at giøre Dannemænd Ære! Vel huede den gamle Oversættelse slet ikke 👤Anders Vedel, ei heller var han lysten efter selv at trækkes med saa farligt og overhaands et Arbeide, som en ny Oversættelse, vel ikke uden Grund, var i hans Øine; vel døde endelig, kort efter, 👤Johan Friis, og dermed syndes 👤Anders Vedel, at det Hele turde vel døe hen; men Anderledes tænkde 📌Dannemarks Riges Hof-Mester: Ærlig og Velbyrdig 👤Peder Oxe til 📌Gisselfeld, og biede ei mange Dage efter 👤Johan Frises Jordefærd, før han saa alvorlig, stærkt og eftertrykkelig lagde 👤Anders Søvrensen den Sag paa Hjerte, at han ei længer turde vægre sig, men lovede at giøre sit Bedste til, at Danske kunde faae at læse, hvad Udlændinger allerede længe havde læst, om gamle Dannemænds ærlige og mandhaftige Gierninger, saa Børnene kunde derved opvækkes til, hver paa sin Plads, at svare til Forfædrenes Priis og gode Rygte, ved at beflitte sig paa allehaande Dyd og Duelighed efter deres gode Exempel.

Saavel Dette, som meget Andet meer, der vel fortjener at eftersees og betænkes, kan man læse i velbemeldte Mester 👤Anders Vedels Fortale til det store Værk, han hæderlig udførde, hvor man da ogsaa udtrykkelig hører, at 👤Friis og 👤Oxe vare ingenlunde de eneste Adelsmænd, som betragtede Krøniken med kiærlige og klare danske Øine, men at den ypperlige Rigens Cantsler: Her 👤Niels XXI👤Kaas, Raads-Herren 👤Bjørn Andersøn, Rente-Mesteren 👤Christoffer Valkendorph, samt 👤Arild Hvitfeld, der og selv blev siden baade Rigens Cantsler, og Forfatter af en Dannemarks Krønike, at i det Mindste disse vellærde og forstandige Hof-Mænd var af samme Tanker, styrkede tit 👤Anders Vedel i hans Forsæt, og trøstede ham med, at Arbeidet skulde behage alle dem, som dansk Tungemaal forstaae, ja Majestæten selv!

Saa udkom da Fædrenelandets Krønike paa Moders-Maalet Aar 1575, tilegnet og tilskrevet 📌Dannemarks Kong 👤Frederik den Anden, Høilovlig Ihukommelse, og det maa Alle, som forstaae det danske Tungemaal, og som vil følge Sandhed, vist bekiende, at samme Værk var baade Krøniken og Kongen værdigt, ja er et Mester-Stykke i sin Tid og i sit Slags, og skal bevare 👤Anders Vedels Navn i priselig og kiærlig Ihukommelse, saalænge Moders-Maalet og Fædrenelandets Historie agtes og elskes iblandt os.

Nu var det til Visse glædeligt, ifald vi turde sige, at Læg og Lærd med begge Hænder tog imod den dyrebare Gave, og at det ypperlige Sæde-Korn, som her med Krøniken udstrøedes, bar kiendelig i Tidens Løb mangfoldig og velsignet Frugt; men det er altid bedst, ihvor det gaaer, at følge Sandhed, og den tilstæder ei at tale saa, men nøder til at melde, at saavidt som man kan skiønne, var det dog ikkun en Deel af Adelen, der ret for Alvor skattede og læste denne Rigens Krønike, og at, kun efter halvtredsindstyve Aars Forløb, nedsank efterhaanden den danske Bog hardtad i ligesaa dyb en Forglemmelse, som fordum dens latinske Mønster.

XXIIOver Tohundrede Aar er det nu siden, at 👤Anders Vedels Bog blev anden og sidste Gang oplagt, og især i det attende Aarhundrede blev den saa sjelden, og dens Indhold tildeels saa foragtet, at endog Boglærde i Hundrede-Tal levede og døde i 👤Saxos Fædreneland, uden at kaste et Blik derudi, ja vel uden at vide, der var en saadan Krønike til. Aar 1752 udgav vel en Boghandler Noget, som kaldtes en nye Oversættelse af Saxo, men det maa man sige var snarere at kaste Jord paa 📌Dannemarks Krønike, end at opvække den, thi her saae man klarlig, at de Boglærde siden 👤Anders Vedels Dage vare gangne langt mere tilbage end frem, og havde hardtad, som 👤Holbergs 👤Erasmus og 👤Jean de France, glemt deres Moders-Maal, og hvad som altid dermed følger, forloret deres Fædres Aand og Øiesyn. Tør og stiv, og kold og knudret, med Blandings-Gods af allehaande Tungemaal, var denne Oversættelse, som skulde nu afløse 👤Anders Vedels den gammeldags, men ægte danske, fyndige og flydende, muntre og livlige, og siden man nøiedes med sligt et Bytte, er det klart, at man i Almindelighed kun havde slige Bøger liggende paa Hylden, hvor det kun gjaldt om Bindene, hvoraf de nyeste sædvanlig er de bedste.

Saaledes kunde 📌Dannemark da glemme og kaste Vrag paa sin eneste Herlighed: Fædrenes livsalige Minde, og inderlig rørende, velsignede og skiønne Efter-Mæle! Indviklede i lutter verdslige Begiærligheder, nedsænkede i Attraae efter Øieblikkets korte, flygtige og for det Meste dyrekiøbte Lyst og Fornøielse, fordybede, naar det kom høit, i uendelige og for det Meste tomme Grublerier over Tanker, Ord og Gierninger, forlorede de Fleste, hvad der er XXIIISjælen og Livet i den ægte Dannished: hin hjertelige Knyttelse til giæve Forældre og Bedste-Forældre i hundrede Led! Synet for de gamle Dages Herlighed forsvandt, Øret døvedes for Fædres dybe Røst, for Moders-Maalets søde Klang, og de forgangne Dages høie Varsels-Stemme! Med Føie kan man sige, at Fædrenelandet var indvortes opløst og adskilt, førend det ramdes af hine udvortes Ulykkes-Slag, hvorunder vi have seet Banneret synke og Vaabenet slækkes, hvoraf, som efter et Jord-Skiælv, 📌Dannemark bæver endnu; med Føie tale vi saa, thi hvad uden Fædrenelandets Krønike: hiint store Dane-Hjerte-Løven-Skjold, kan lægge Broe over Bølgen, og kiærlig i 📌Dannemarks Navn sammenføie hvad Havet adskiller! Hvor, undtagen i et kiærligt Minde, og i en levende Ihukommelse af fælleds giæve, priselige Konger og Fædre, hvor, uden der er vel Baandet, som formaaer stærk og fast og levende at sammenknytte Sællandsfar og Fyenboe og Jyde, og hvad vi alle af Naturen nævnes, sammenknytte os som i en Sløife: i et frivilligt, men dog uopløseligt Stalbroderskab til een omvundet Menighed af Dannemænd! Ja! er det kun Hjernespind, hvad heller en sandfærdig Lignelse, naar man, med Øiekast paa hvad der kaldes 📌Dannemark, vil sige, at, ikkun ved Kiær-Minder, kan Mai og Poes, Fiol og Lyng forbindes venlig til en faver Krands for Danner-Kongen!

Vel maa det ei dølges, at fra 👤Christen Pedersøns og 👤Anders Vedels Dage, indtil Nu, har 📌Dannemark vel neppe nogensinde aldeles været bar og blottet for boglærde Mænd, som flittig syslede med Fædrenelandets Krønike, pønsede vel mangen Gang XXIVpaa, og prøvede stundom at skiænke os den i en Dragt, der bedre, end de Gamles, svarede til Tidens Tarv og Smag og Vilkaar; hverken skal vi glemme eller ringeagte slige Dannemænd; nei heller glade lægge til, at 📌Dannemarks Konger for det Meste udnævnede til den historiske Bestilling, hvem der i deres Øine syndes meest bekvem; men siden det er Noget, som trænger til at meldes og fortælles hardtad allevegne, saa er just deraf øiensynligt, at enten har de samme gode Mænd dog ei formaaet hvad man maatte ønske, eller ogsaa har man ingen Lyst havt til at læse hvad man burde, eller der har endelig paa begge Sider været Feil og Brøst, som hindrede en Fremgang og et Udfald, det endnu er Meget værdt at tale om. Det Sidste mener jeg, thi det er sikkert nok, at havde ikkun Mange ret havt Lysten til at kiende og indprænte sig de gamle Dages Billede og Lignelse, da havde de vel fundet Samme, da havde det ei faldet dem for tungt at vænne sig til Stavningen i gamle danske Bøger, da vilde der, om ei for Andet, saa dog for Vindings Skyld, nok været dem, som havde sørget for at 👤Vedels Bog, Riim-Krøniken og andet Sligt var blevet fal; men det er paa den anden Side derfor lige sandt, at om der havde været nok saa mange velvillige Læsere til gode Krøniker, saa vilde næsten alle de, der siden 👤Vedels Dage ere skrevne, dog kun fundet Faa, fordi de gierne enten vare paa Latin, eller dog kun paa et Slags for Lyst ulæseligt Dansk, og svarede før til Ingens end til Alles Tarv.

Vist nok var det en Mand af Vælten, som i Kong 👤Christian den Sjettes Dage skrev en Dannemarks Riges Historie, thi det var 👤Ludvig Holberg, den vidtberømte Nordmand med det store XXVHoved, de skarpe Øine, den rappe Tunge og den skrappe Pen, men ihvorvel man ei skal nægte, han var skaaret godt for Tunge-Baand, saa er det ligefuldt en Sandhed, at hans Tunge-Maal i Krøniken, i alle Maader var langt mere gammel fransk end gammel dansk, og ihvor skrap hans Pen og var, saa er det derfor heller ingen Løgn, at den dog maatte været ganske anderledes skrap, naar den paa tyve Blade skulde, ei som nu affeiet, men udtrukket og udtrykt hvad der er mørkt og sammenpresset nok i 👤Saxos de ti første Bøger!

Der er vel sagtens Mange, som tør mene, at hine Folke-Sagn fra Hedenskabet er, hvad de i 👤Holbergs Øine vare: Feie-Skarn, hvori Feie-Pigen i det Høieste kan finde sig en Lomme-Skilling og et Finger-Bølle, og som for Resten maa, jo før jo heller, kastes ud paa Møddingen af Kiærling-Snak og Ammestue-Fortællinger, som det er sanket af; men jeg tør ogsaa mene, at de gode Herrer mene feil, jeg tør spaae, at aldrig nogen Krønike, som overspringer eller lader haant om hine Folke-Sagn, vil vinde Folkets Bifald, og jeg tør forbinde mig til at bevise, at netop det er en glædelig Ting og en herlig Sag. Til at føre et saadant Beviis er imidlertid her ikke Stædet, og det maa da være Nok, reent ud at sige, hvad min Mening derom er, for at Ingen skal sige, jeg vilde, ifald det stod i min Magt, trykke Folket fuldt af gamle, forgiemte Eventyr, som Troes-Artikler! Min Mening er den, at i Hedenskabets Tid, før boglig Kunst kom i Brug, da var det umueligt andet, end at selv hos det mindekiæreste, det meest oprigtige og sanddrue Folk, maatte baade mangen en MærkværdigXXVIhed glemmes, megen Forblanding skee af Navne og Begivenheder i Sagn, der lignede hinanden, og endelig en Deel forvanskes ved uhjemlede Tilsætninger og stundum aldeles falske Rygter og løgnagtige Hjernespind. Fremdeles mener jeg, at: deels i den urolige, udartede Tid vi klarlig spore mellem Braavalle-Slaget og Christendommens Indførelse, og deels i de følgende Aarhundreder til 👤Saxos Dage, maatte hine gamle Sagn nødvendig baade svinde i Antal, tabe i Reenhed og geraade i en heel Forvirring. At det nu var 👤Saxo umueligt at erstatte det Forkomne, rense det Grumsede, udmønstre det Falske, og oprede det Forvirrede, er Noget der falder saare let at begribe, og han havde da kun Valget imellem at forkaste eller optage Alt, og, i det han optog, at følge den Gang der var i Folke-Munde, eller efter sine egne Indfald tage fra og lægge til og sætte om som han syndes. Enhver, som nu vil dømme sundt, skal sikkert finde, at 👤Saxo ei fortjener, hvad han fik saa tit, Skamflikker og Forhaanelser, men mange Tak og stor Berømmelse, fordi han ei vilde giøre sig selv klogere end han var, lod staae ved sit Værd, hvad han ikke begreb, lagde, som han selv siger, ikke an paa at digte et rimeligt Eventyr, men paa troelig at fortælle gamle Ting, og følge Traaden, som han fandt den. 👤Saxo er da angerløs i dette Stykke, og selv da, naar vi nu grandgivelig saae, at hine Sagn var til slet ingen Nytte, saa havde vi dog kun Grund til at beklage Manden, som havde spildt saa megen Flid og Kunst paa ingen Ting; ei derimod Grund til at bebreide ham Noget, thi hvad først lærde Undersøgelser i en mere oplyst Tid kunde vise, det kunde 👤Saxo ikke forud vide, og burde derfor XXVIIikke overile sig med Fordømmelsen, men sige hvad han havde hørt, og saa lade Efterkommerne dømme.

Men, hvem er saa uforstandig eller hjerteløs, at han for Alvor kunde ønske hine danske Folke-Sagn overantvordede til Forglemmelse, og saaledes fradømme dem alt Værd, selv det at lade sig høre! Hvem tør nægte, at selv om der aldrig havde været en Skjold og Hjalte og Rolv Krage, Folke og Uffe hin Spage, Amlet og Erik den Veltalende, Sigrid og Signe til i Verden, saa vare dog hine mageløse Sagn om dem vel værd at høre, ja at giemme og indprænte sig, aldenstund det dog var elskelige, lærerige Lignelser, som kunde dybt og sødt bevæge Hjertet, og som vi maatte ønske, i en renset og forklaret Aand, at see udtrykte og udtrykke selv i Verden! Er det nu imidlertid saa, som en grundig Eftertanke over de menneskelige Vilkaar vist skal bevise, at saadanne Sagn umuelig kan opstaae, elskes og giemmes hos et Folk, der ei havde Hjertelag til at giøre, hvad de melde, samt at et saadant Hjertelag umuelig kan findes, uden at tee og yttre sig i tilsvarende Handlinger, efter Tidernes Vilkaar og Leilighed, saa er det, mener jeg, en afgjort Sag, at i det Mindste, hvad man ikke andensteds finder at have saa kiærlig begivet sig, og at være saa rørende fortalt, det er og sikkert skeet i 📌Dannemark, hvor det fortælles, om Sagnet end tager nok saameget Feil i Henseende til Navn og Tid og andre Bi-Omstændigheder. Fremdeles tør jeg sige, at var der ikke andet Mærke paa de gamle Sagns Troværdighed i Hoved-Sagen, saa burde vi kalde det Vidnesbyrd nok, at de, som Enhver kan føle hos sig selv, stemme Sindet til XXVIIIKiærlighed og Sanddruhed; thi var de desuagtet vitterlig opspundne paa Bedrag, da maatte Sandheds Aand havt Velbehag i Løgn, og det er, som vi alle veed, umueligt! Her er, som sagt, ikke Stedet til udførlig Beviisning, da der ellers var meget at sige til Forsikkring om Sagnenes Ægthed og faste Grundvold, men disse Par Ord fandt jeg nødvendige, for baade at paaminde om, hvor uforsvarligt det er, at bryde Staven over de herlige Oldsagn, og hvor langt det er fra mit Ønske, at indbilde Nogen, man kan fæste Troe til saa blandet og tit forvirret en Tale, som til et Evangelium. Kun derfor vil jeg ogsaa udtrykkelig tilføie, at det var saare ønskeligt, ifald vi kunde rette, rense og forklare 👤Saxo, saa Alt kom paa sin rette Hylde, og sit rette Sted, og kun fordi vi ikke kan det, men føle dog, at hine Fortællinger, selv som de findes, kan gavne og glæde retsindige Dannemænd, samt at først da vil Rettelsen og Forklaringen lykkes, naar Sagnene atter blive almindelig bekiendte, yndede og giennemtænkte, kun derfor maa vi nøies med at give hvad forhaanden er, lade Hver om disse Ting troe hvad ham tykkes, og sige:

Hver nyde, som han nemmer,
Da Ingen skeer Uskiel!
Hil være Den, som giemmer
Det gode Gamle vel!

Heraf seer man da Hensigten med denne ny Fordanskning af 👤Saxos Bog, og hører, at vi ingen Krønike har faaet siden, som kunde giøre den overflødig, men nævne maa jeg dog to Dannemænd, hvem den Ære tilkommer at have i de for FædreneXXIXlandets Krønike ulykkeligste Dage, dog hos en Deel vedligeholdt eller vakt nogen Kiærlighed til den, og Opmærksomhed paa de gamle herlige Sagn, det var 👤Suhm og hans Yndling: 👤Frederik Snedorf. Paa en Tid, da man stod Fare for, over det nærværende Øieblik, med alle dets glimrende Luft-Kasteller, aldeles at glemme de gamle Dage, da indtoges 👤Snedorf af deres favre Skikkelse, og stræbde, som Lærer ved Høiskolen, igien at indtage de yngre Boglærde for samme; hans Liv var som et Stjerne-Skud, hans Ord var kun halvt, og fik snart aflydt, men fandt dog en Gienlyd i mangen Ungersvends Hjerte, som aldrig ganske hendøde. Fra alle Sider tør jeg sige, at denne Bog som her udgaaer, var ei udkommet, dersom ikke 👤Snedorfs Forelæsninger over Fædrenelandets Historie, paa Tunge og paa Tryk havde ligesom banet den Vei, og uagtet de ingenlunde kunde træde i dens Sted, fortjene de ikke desmindre, hæderlig og venlig, at nævnes i dens Fortale.

Nu at tale vidt og bredt om min Deelagtighed i denne Bog, er ei min Lyst, og jeg saae helst, man vilde og man kunde aldeles glemme mig i den, men Noget bør jeg dog vel sige om Anledningen til, at jeg tog mig Arbeidet for, og om den Side, hvorfra jeg ønsker det maatte betragtes.

I mange Aar har det været mit Ønske og Forsæt, engang, vilde Gud, at skrive en 📌Dannemarks-Krønike, som kunde læses med Lyst af Høie og Lave, Læge og Lærde, saamange som elskede Fædrenes Ihukommelse, og det klare, jævne, uforkunstlede Moders-Maal; men immer blev det kun ved Ønsket og Forsættet, XXXdeels fordi min udvortes Tilstand ikke var derefter, og især fordi Arbeidets mange Vanskeligheder afskrækkede mig. Den uovervindeligste af dem alle var i mine Øine den, at hitte Rede i de gamle Folke-Sagn, som min Samvittighed hverken vilde tilstæde mig at forbigaae, eller at behandle efter eget Tykke, og kunde denne Vanskelighed ikke bortryddes, da kunde jeg heller aldrig komme til at begynde. Saaledes stod eller rettere henlaae Sagen til i Foraaret 1815. Jeg havde lovet Selskabet for 📌Norges Vel, hvori jeg af Hjertens Grund var Medlem, at forbedre den gamle Oversættelse af Snorros Konge-Krønike, og var med dette Arbeide alt kommet over Midten af Hellig-Olavs Saga; men da faldt det mig som en Steen paa Hjertet, at jeg sad der og udtømde mine Kræfter over Norges Krønike, der nu ikke længer kiærlig sammensmeltede med 📌Dannemarks, medens denne laae, tildeels ukiendt og uændset, tildeels ogsaa miskiendt og forhaanet! Fædrenelands-Kiærligheden vaagnede med en mig hidindtil af Erfaring ubekiendt glødende Ild og seierrig Vælde i mit Bryst; sønderrive det historiske Baand mellem 📌Dannemark og 📌Norge, som fra Barnsbeen gjorde Eet i min Forestilling, det hverken kunde eller vilde jeg, men til at skielne bestemt imellem Dansk og Norsk havde ikke Sværdslag men Iisslag nødt mig, og jeg kunde nu ei bære det over mit Hjerte, at udgive Snorros Krønike, med mindre Saxos kunde følges med! Vel gjorde jeg et Overslag paa Tiden, det vilde koste mig, hvis Uefterrettelighed kun min Varme for Sagen, der laande Arbeidet Vinger som kun Ønsket havde, kan forsvare; men dog ansaae jeg Tiden for lang og Umagen for stor nok, til ei at lege med, og XXXIforesatte mig desaarsag snart, at standse, til jeg saae, om det var rimeligt, at 📌Nordens Krøniker, i min Fordanskning, vilde finde kiærlig Modtagelse paa Marken og paa Klippen. Selskabet for 📌Nordens Oldskrifter, som dannede sig i den Kiøbenhavnske Afdeling af Selskabet for 📌Norges Vel, eller bestemtere: af Sammes Levninger, bifaldt mit Forslag at udgive en Prøve, med hosføiet Indbydelse til, ved frivillige Bidrag, at bekoste Værket, og Prøven udkom endnu samme Aar.

At nu Prøven virkelig vandt Manges Bifald, derom vidne ei alene de Penge-Bidrag, som dog, med Hensyn baade paa Tid og Omstændigheder, og paa Selskabets aldeles ukunstlede, i Manges Sprog ukloge, Fremgangs-Maade, afgive et temmelig gyldigt Vidnesbyrd, men derom vidner tillige hvad boglærde Mænd i 📌Dannemark og 📌Tydskland have offentlig sagt, thi at jeg ellers er hos dem intet mindre end høit anskrevet, behøver jeg ei at forsikkre, og at man desuagtet har fundet meget at rose, og kun lidt at dadle, kan man selv forvisse sig om.

Under saadanne Omstændigheder blev det min Skyldighed at fortsætte, og, vil Gud, fuldføre Arbeidet, hvis Besværlighed jeg vel har siden faaet stærkere at føle, men som jeg ogsaa daglig lærer bedre at lade vederfares den Ret, at det lønner rigelig Umagen det koster, endog blot ved den Kundskab, Indsigt og Styrke saavel i Moders-Maalet, som i Fædrenelandets Historie det yder og skiænker mig. Haabe tør jeg ogsaa, at man ei skal finde hvad jeg her fremlægger, slettere end Prøven, og den er her min Maale-Stok, thi et feilfrit og fuldkomment Arbeide veed jeg godt det er XXXIIlangtfra at være, men mine Landsmænds Fordringer maae ikke overstige mine Kræfter, som de lagdes for Dagen i Prøven man bifaldt. Jeg har Grund til at troe, man ei vil finde min Oversættelse uværdig til, for det Første at afløse 👤Anders Vedels, samt ei uskikket til at forberede en bedre, og videre gaaer hverken mit Ønske eller Haab. Spørger Nogen derimod, hvorfor jeg, med al den Roes jeg lægger paa 👤Vedels Oversættelse, dog er aldeles veget fra den, og har ei heller stræbt at følge og forbedre den, da er mit Svar, som Frodes, at Bødning er altid Lapperie, og at Skam skulde vi faae paa vore Fingre, om vi, efter snart halvtredie Aarhundredes Forløb, ei kunde føre Pennen skrappere og jævnere i Moders-Maalet, fornemmelig i ubunden Stiil, end hine Dages bedste Skrivere! Det er med slige gamle Bøger, som med gamle Kar af Guld og Sølv, skal de forbedres, maa de smeltes om, og hæve sig som en Phoenix af Asken igien; kun da kan den rette Lighed vindes, kun da kan Bøgerne vorde, hvad de, som Udtryk af forskiellige Tidsrum bør være: adskilte efter Bog-Staven, men i Aanden forenede!

Hvad nu i Særdeleshed Versene angaaer, da nøiedes 👤Vedel med, hvad da vel ogsaa var det Klogeste, i fyndig Korthed at angive deres Indhold, men liden Gavn og Glæde havde vi af al den Rimen, her har siden fundet Sted, om vi nu ikke kunde rime Meningen af de latinske Vers lidt kiønt paa Moders-Maalet, da 👤Saxo fordum, hvad der var langt sværere, formaaede saa net paa Romersk at omskrive vore gamle danske Riim. En Prøve derpaa giorde Biskop 👤Laurids Thura, som er indbundet i Oversættelsen af XXXIII1752, og burde skiæres ud deraf igien, for ei at begraves med den, men uagtet de Riim kan lade sig læse, og ere imellem ret ægte Danske, saa svare de dog i det Hele ei til de Fordringer, man enten paa Latinens, Danskens, eller Rime-Kunstens Vegne, kan nu med Føie giøre, saa jeg maatte bryde mig en egen Bane, og lade Kyndige afgiøre med hvad Held det skedte. Nu gjordes der, da Prøverne kom ud, vel nogle faa Udsættelser paa min Maneer, men hverken kunde jeg overbevise mig om deres Rigtighed, ei heller have nogen grundet Formodning om, at den som gjorde dem, forstod sig bedre end jeg selv paa Riim og Poesie, jeg maatte altsaa fare fort, som jeg begyndte, og indskyde Sagen under høiere Kiendelse i sin Tid. Herom er da end kun det at sige, at hvis det engang, efter lovligt Vidne-Forhør ved mit rette Værne-Thing, skulde befindes, at jeg ikke blot, som menneskelig Skrøbelighed, og stundum min Vankundighed medfører, har alt imellem taget Feil, men at jeg i det Hele har misbrugt den Frihed, der ellers er ei blot tilladt men høist nødvendig, naar Billed-Blomster skal omplantes, ei til at gaae ud, men til at blomstre og dufte paa Nye; finder man, siger jeg, at den Frihed er misbrugt, som her, hvor alt een Omplantning, og det fra Have i Potte, havde fundet Sted, var dobbelt nødvendig, da kan det være slemt nok for mit Efter-Mæle, men 👤Saxos Læsere har dog ei Føie til at klage, naar kun mine danske Vers ei ere slettere end de latinske, og ei indsmugle Noget, som er forbudt i Historiens derom gjorte Forordning. For Resten beroer Vurderingen af slige Oversættelser paa Synet, jeg kan vist nok see feil, men det kan Fleer end jeg; et dansk poetisk Øie XXXIVtør jeg tiltroe mig, og har da Stemme, hvor det giælder om danske Skildringer og Riim.

Uvis er jeg om, hvorvidt det her er passeligt, at tale om, hvem der ved denne Leilighed, da Talen var om Skillingen og 📌Nordens Krønike, har klarest viist, at denne var dem kiærere end hiin, men da den Ting vil bedst afgiøre sig selv ved det offenlige Regnskab for Bidragene, som det er Selskabets ueftergivelige Skyldighed at aflægge, saa mener jeg Ingen at giøre Uskiel, ved blot at sige, hvad der ei kan tvistes om, at Studenterne saavel i 📌Dannemark som 📌Norge har uden Sammenligning i Forhold givet Meest, og at, kunde det, trods Fædrenes deilige Ordsprog, være et Spørgsmaal, om Kongen og hans Æt er Adel, da kunde jeg, trods enkelte Undtagelser, let fristes til at sige om 📌Dannemarks Adel, at den nok i de sidste Tider maatte have taget megen Skade paa det gode Øie til Fædrenelandets Krønike, som den sees at have fordum holdt, paa gammeldags Sprog, for sit Privilegium! Nu er det derimod bedst at sige, hvad Sandhed er, at uden kraftig Understøttelse af 📌Dannemarks høie Adel, vilde Foretagendet aldeles strandet, og findes her ei derom nærmere Beskeed, da er det kun, fordi det rette Sted er foran Norges Konge-Krønike, og bag i 📌Dannemarks. Saameget bør imidlertid vel allevegne mindes, at saasnart Kong 👤Frederik den Sjette hørde, at Krønikernes Oversætter var for tungnem til at lære Skialdene den fri Kunst af, at nære sig foruden Leve-Brød, da saae man flux en ny Stadfæstelse paa, at ligesom Historien har, naar det gjaldt om Dane-Konger, hidindtil vidst XXXVRaad for Uraad, saa pleie ogsaa Disse, naar det giælder om Historien, at vide Sligt, og at hvad Godt et Konge-Ord kan skabe, er aldrig længe 📌Danmarks Savn!

Nu at laane Krøniken min Part i 📌Dannemarks Tunge, til klarlig og trohjertig at udtrykke og fortælle disse Sandheder, som i alle Tidsrum finde deres Stadfæstelse: dunkelt men dybt i de ældste Dage, nærmest og klarest i de sidste, eller det Samme med andre Ord: at skrive en folkelig 📌Dannemarks Krønike, det er jo ligefrem den Taksigelse til Majestæten, der afbetaler bedst paa Gielden, og, som sagt, det var mit Forsæt længe førend jeg fik andet Levebrød end mine Fædres at takke Danner-Kongen for; om det skal times mig, er heel uvist, men at det immer vorder stærkere mit Ønske, veed jeg godt. Det er saaledes min Betænkning, fra 👤Knud den Sjettes, og fra 👤Hakon den Gamles Dage, saa godt jeg kan, at fortsætte 📌Dannemarks og 📌Norges Krønike, men hvad den første angaaer, er der een Omstændighed, som giør mig tvivlraadig, og hvorom jeg ønskede at vide mine gode Landsmænds Tanker.

Det blev før anmærket, at Folke-Sagnene fra Hedenskabet var vi tvungne til at give, som de findes, da vi ei formaae at give noget Bedre, og det som findes dog er vel hundredetusinde Gange bedre end Intet. Anderledes forholder det sig derimod, som alle Kyndige maa sande, hvad Tidsrummet efter Kong 👤Gorm den Gamle og 👤Harald Blaatand betræffer, hvorom Enhver kan overtyde sig, ved blot at kige ind i den blandt os amindelsesværdige 👤Peder Frederik Suhms udførlige Samlinger til Dannemarks Historie. Nu synes det mig ufornuftigt, ja vel uforsvarXXXVIligt, at række Menig-Mand en slettere Fædrenelands-Krønike, end vi kan afstedkomme, og jeg troer, det var Pligt og en Kiærligheds-Gierning, forsaavidt man kan være sikker i sin Sag, at rette 👤Saxo, hvor han farer vild, at lægge til, hvad Godt vi har af andre gode Venners, og skiære bort, hvad der kun fylder, men ei feder. Jeg seer heel vel, hvor betænkelig en Sag det er jeg her berører, og hvor vanskeligt det er med Sligt at ramme Maade; men hvo Intet vover, Intet vinder, og aldenstund det er bekiendt, hvor høit jeg ærer og beundrer 👤Saxo, hvor nænsom jeg er over alt det Gammeldags i 📌Dannemark, og hvor vantroe jeg er ved Indvendinger imod vor hjemmegjorte Krønike; saa tør jeg troe, der vovedes ei Stort, thi vandt man ikke Meget, saa tabde man vist og des Mindre.

Dog, for at forebygge de Feiltagelser af Meningen jeg kan, vil jeg endnu lidt nøiere forklare mig.

Langt fra min Hensigt er det, at giøre Krøniken vidtløftig, meget mere vilde jeg indknibe den, hvor den kan være blevet det, fordi 👤Saxo levede, og Biskop 👤Absalon var Hoved-Hjulet, i Kong 👤Valdemar den Stores Dage, og nu mener jeg, at naar det Rum, som herved vandtes, blev fyldt med sammentrukne vigtige Fortællinger, som fattes, da var det en dobbelt Vinding. At jeg herved fornemmelig har Øie paa den herlige og indholdsrige Knytlinge-Saga, veed dens Bekiendtere nok, men jeg vil dog anmærke det, baade fordi det er især den, som har lært mig, hvad der fattes hos 👤Saxo, og fordi det er klart, at maa den ikke indfældes i 👤Saxos Bog, da bør den dog, hvad der er meget mere ubekvemt, indheftes efter den.

XXXVIIAt det just ikke haster med Beslutningen, det seer man nok, siden jeg her kun leverer Halv-Parten af de gamle Folke-Sagn, og faaer vel neppe ad Aare Magt med Meer end Resten, da jeg i Aar har lært at giøre en Dyd af en Nødvendighed, og følge Farimags-Veien; men man kan for Resten, netop naar man om Ovenstaaende er uenig med mig, være ganske rolig, thi jeg har lovet at oversætte 👤Saxos Bog, som den er, og kan jeg ikke, hvad der er heel vanskeligt, forsikkres om, at det er omtrent med alle dens gode Venners Minde, skal jeg vist bare mig for at bryde Løftet, hvordan det saa end i Øvrigt gaaer med mit Forsæt.

Nu veed jeg ikke, mine Læsere ved denne Leilighed kan have Meer at spørge mig med Føie om, end: hvad man veed om Manden for det Hele, om Krønikens Forfatter, vor udødelige Landsmand: 👤Saxo Grammaticus? men hertil maa jeg svare: ikke Meer end netop hvad der ligger i Spørgsmaalet, og uagtet det er ikke Lidet, maa man tilstaae, det er dog ei heller Stort, at være deres Landsmand, som man glemmes af, til Tak for sine gode Gierninger, saavelsom deres, man har flittig skrevet til, men læses ei, foragtes og forhaanes heller af. Dog, Lands-Mandskab er tit en tvungen Sag, og i hvor lidt vi veed om 👤Saxo, veed vi nok, at deres Ven og Frænde var han ikke, som skreve ypperlige Landsmænds Liv og Levnet ind i Glemme-Bogen, saalidt som deres, der kappedes med Muus og Møl om at fortære Mindes-Mærket, og blive Efter-Mælet kvit, som han gav Danske Folk. Det er med andre Ord: man kan nok vide, at 👤Saxo var født og kommet af skikkelige DanXXXVIIIske Folk, thi Æblet falder ikke gierne langt fra Stammen, og dermed rimer det sig godt, hvad han har selv betroet os, som en vitterlig Sag, at baade hans egen Fader, og Fader for ham, en Mand saa troe som Guld, havde tjent med Æren i Kong 👤Valdemar den Stores Høvdingsgaard og Leir. Om man har kaldt hans Fædre Adelsmænd, er ikke meget vigtigt, aldenstund der i hans Daad gaaer Syn for Sagn om hans Velbaarenhed, som nok er meer, end man kan sige om de Fleste, der har sexten Ahner, men det er ellers ogsaa ganske rimeligt, at han var ei den Første i sin Slægt, som giorde Noget, der af Dannemænd blev agtet Navn og Ære værd, og derfor kan man gierne troe det Rygte, at han var adelsbaaren, og havde Lange til sit Binavn. Hvad som end meer bestyrker dette, er deels at han vel neppe vilde kaldt det vitterligt, at hans Fædre tjende Kong 👤Valdemar i Feldten, hvis de ikke havde været Høvedsmænd, og deels at i samme Konges Krønike omtales en tapper Skibs-Høvedsmand ved Navn 👤Tue Lange, som vel turde være af Slægten. Fra hvilket Landskab i 📌Dannemark 👤Saxo endelig forskrev sig, det skal man ikke mærke paa den Krønike han skrev, og det er Hoved-Sagen; men for Resten er det ganske troeligt, hvad de Gamle melde, at han var en Sællandsfar, kun maa jeg tilføie, at et gammelt Rygte giør ham dog ogsaa til en Jyde, hvori der og kan være Noget; thi det er meget mueligt, at hans Farfader har været en Jyde, som, da han traadte i Kongens Tjeneste, har opslaaet sin Bopæl i 📌Sælland, og det er ganske rimeligt, at den Mand der blev hele 📌Dannemarks Riges upartiske Historie-Skriver, var lidt i Slægt med XXXIXFolket allevegne. At 👤Saxo var Dom-Provst i 📌Roeskilde, har man vel ogsaa sagt, men uagtet han, for Lærdommens Skyld, kunde godt været Bisp, saa sad han dog nok ikke nær saa høit paa Straa, thi, var det end sagtens kun af Høflighed, at han kaldte sig Biskop 👤Absalons ringeste Tjener, saa betyder det dog nok, at han stod i samme Biskops Tjeneste, og har, saavidt man kan stave og lægge sammen, været hans Klerk eller Huus-Capellan og Haand-Skriver; men derfor kan det gierne være sandt, hvad og er sagt, at han hviler sine Been i 📌Roeskilde Dom-Kirke, thi det synes ikke meer end billigt, at 📌Dannemarks Konger deelde deres Grav med ham, som havde deelt sit Liv med dem.

Dette er da Alt, hvad man veed om den Mand, hvis Fødsels-Aar og Døds-Dag er ubekiendt, som Folkets, hvis Krønike han skrev! Ja vel, men er det ikke store Ting, naar man veed, at med det samme Folk er han udødelig: udødelig, som den Kiærlighed, der skabde Folket, avlede de herlige Bedrifter, opglødede Rimerne til mindelige Kæmpe-Viser, bevægede Klerken til at hellige Fædrenes Ihukommelse sit store Pund, sin Lærdom, Tid og Flid, førde hans Pen paa Rosen-Blade, som en Kiærminde-Pensel, dyppet i Saft af Fioler; giemde hans Bog som en Helgen-Levning, opvakde den af Døde, og skal, det haabe vi til Gud, med immer klarere Lysning beskinne den paa sand Histories og Fædrenelandets forenede Alter!

Man kaldte ham Grammatiker, og det bemærker ikkun Lidt af hvad han var, thi det bemærker gierne kun en ordklog Mand, endog for det Meste en Bog-Orm, men det betegner og XLbetyder dog meget meer om ham, naar man betænker, at han er udentvivl den Eneste, man giennem hele Middel-Alderen har villet hædre med det Tilnavn, thi da betegner det, hvad Sandhed er, at han i al den Tid har ingen Ligemand blandt alle dem, som førde Ordet. At det var ikke Danske blot, der dømde saa, og at det ei var Barbariets Mørke han havde sin Anseelse at takke, det maae vel de, som ikke selv har Øine til at see det, slutte af den Roes, en saa belæst og fiin og kræsen Skrift-Klog, som 👤Desiderius Erasmus fra 📌Rotterdam, lægger paa ham, naar han siger: trods Havet gad jeg reist til 📌Dannemark, at see det Land, der skiænkede os hin 👤Saxo Grammaticus, som i en høi og prægtig Stiil har beskrevet sit Fædrenelands Krønike; thi det maa jeg bekiende, at han har været et opvakt Hoved med Fyr og Flamme, aldrig mærker man hans Tale nogen Slusken eller Mathed af, Sproget har han, som en Hexe-Mester, i sin Magt, den ene Sentents kommer oven paa den anden, og han kan kiøre og vende som han vil; saa Gud maa vide, hvor han, som en Dansker, og det paa de Tider, fik saadanne forunderlige Tale-Gaver fra! Saaledes dømde 👤Erasmus, og saaledes dømde man overalt, jeg vil troe endogsaa i 📌Sverrig, til for omtrent et hundrede Aar siden; men derpaa begyndte man efterhaanden: først at udskrige ham for en Fabelhans, og endelig, alt som man blev klogere i sine egne Tanker, for et Klokke-Faar og for en Vrævle-Pose, som vel havde lært en Hoben Latin, men forstod ikke engang at bruge det. Vel var der ogsaa Mænd, som gjorde Forskiel, og sagde, at han talde som et Tosse-Hoved i de første Bøger, og siden efterhaanden som XLIen meget forstandig og betænksom Mand; men hvem der saaledes siger sig selv imod, kan man jo aldrig regne, og det er kun mærkeligt, fordi det viser, hvor vanskeligt det var, at blive blind for 👤Saxos aldeles udmærkede Evner. Ubegribeligt er det ogsaa, hvorledes man kan have læst andre latinske Krøniker, ei blot fra Middel-Alderen, men selv fra den hollandske Romer-Tid i det syttende Aarhundrede, uden at forbauses over 👤Saxos Lærdom og Forstand i det tolvte, og uden at indsee, at kun et opvakt Hoved, af det Slags, som selv i et Aartusinde er ikke talrigt, at kun et saadant, og det endda under besynderlige Omstændigheder, i hine Dage kunde opnaae den Styrke i det fremmede Sprog, den Klarhed i Begreberne, og den Kunst i Fremstillingen, som her unægtelig findes. Kiender man desuden Noget, jeg vil ikke blot sige til Middel-Alderens, men i Almindelighed til det latinske Verse-Magerie, da maa Forundringen nok stige, og vi maa bekiende, at Tilnavnet Poeten, som man ogsaa fordum har tillagt 👤Saxo i udmærket Forstand, tilkommer ham med Rette; thi hvilken høi Grad af poetisk Besindighed der hørde til at paaliste Latinen Saameget af de danske Visers hjertelige Dybde, maa man endog være temmelig poetisk for blot at opdage.

Ingen mene, at jeg vil herved udbasune 👤Saxo, for hvad han ingenlunde var: en Mester i historisk og poetisk Kunst, eller frikiende ham for Hang til at giøre lidt Vind med sin Ord-Righed, og sine tilspidsede, ingenlunde altid fyndige, Bemærkninger og Tanke-Sprog; ei heller tænke man, jeg vil afsondre 👤Saxo fra sit Folk, og, blændet af Skinnet, fremstille ham som faldet ned fra XLIISkyerne i Skoven! Nei, tvertimod, jeg vil kun opfriske, og lidt skarpere udtrykke den tidlig bekiendte, seent, men dog meget for tidlig, glemde Sandhed, at 👤Saxo er i Middel-Alderens Historie et Dansk Vidunder, som, skiøndt anstukket af sin Tids bekiendte Feil: skolastisk Spidsfindighed og Snaksomhed, dog paa Minde-Stigen: paa sine Fædres Kæmpe-Skuldre, hævede sig høit over den, blev ikke, som de samtidige store Hoveder i andre Lande, en selvklog Luft-Springer og Tanke-Smed, ei som de følsomme Hjerter hist, en sværmende Skye-Favner og Feber-Drømmer; men en sund og kraftig, kiærlig og forstandig Historie-Skriver, som kun, naar han stundum faldt i Staver, eller og i Slum over Pen og Bøger, lignede sin Tid. Overtroe er vist nok tit bebreidet ham, men hvem der ikke mener, som hans fleste Anklagere i dette Stykke, at selv en Troe langt mindre end et Seneps-Korn er overflødig, skal vist, ved bedre Efter-Tanke finde, at var 👤Saxo ei for svag i Troen, for stærk var han vist ingenlunde, og er Talen om den giængse Overtroe i hine Dage, da skal man neppe finde Fleer end 👤Snorro, der, med Ærbødighed for Christendommens Sandhed, forbandt saa sundt og frit et Blik paa Pavedom og Helgen-Dyrkelse, med Alt hvad dertil hører. At han ei heller i denne Henseende var undtaget fra alle skrøbelige Menneskers Lod: at hælde lidt til sin Tids almindelige Vildfarelser, og, selv hvor det ei er Tilfældet, af en urigtig Folke-Skye dog at læmpe sig noget derefter, det skulde dog Ingen forundre, men kun af Guds Ord lægges ham til Last; og at han ei turde bestemme, hvilke underlige Ting, der i Hedenskabets Mørke kunde have giøglet for XLIIIde Blinde, samt med hvilke Jertegn det kunde have behaget Gud, til forskiellige Tider, at aabenbare sin Almagt, og give Sandhed Vidnesbyrd; en saadan sømmelig Beskedenhed, der lader staae ved sit Værd, hvad man ei med Guds Ord kan begribe, geraader vist ikke hans Hoved til Skam, men vel hans Hjerte til Ære!

Spørger man nu endelig, om det er min Mening, at vi skal være stolte af det Danske Vidunder, da veed man vel, hvad jeg som Christen og Dannemand, hvis Konge-Lov er Ydmyghed, maa svare; men jeg vil dog tillige minde om, hvad 👤Saxos første Udgiver: Mester 👤Christen Pedersøn, saa sandt har sagt i sine Dage, naar han taler om Børn at holde til Skole og Studering. Alle, saa lyde hans Ord, grue og forundres derpaa, at vi havde nogen Tid den ene vise og lærde Mand i 📌Dannemarks Rige, som hedd 👤Saxo Grammaticus, og var født i 📌Sælland hos 📌Roeskilde af fribaaren Slægt! Forundringen har nu hørt op, men kun fordi man og har fundet 👤Saxo dum som andre Danske; men er vi ægte Danske, da arbeide vi nu paa, at naar man atter seer, hvad 👤Saxo var, man ikke da skal kunne tvivle om hans Herkomst og Fædreneland, eller skille ham fra os; arbeide paa, at han maa staae herefter, ei som et Vidunder i 📌Dannemark, men som en uadskillelig Deel af et Dansk Vidunder, hans Bog som Bagklædningen af den historiske Pyramide, vi kaldtes til at opføre og udgrave med klare Tegn, som afbilde Tidernes Løb, og Sandhedens Soel i sin Gang giennem Menneske-Kredsen!

XLIVDet vil skee, naar vi, med Sandheds Troe, og med inderlig Kiærlighed til Krønike, Konge og Fædreneland, det er: med vore Fædres gyldne Arvegods, gaae frem i deres Spor, vandre alle saa, hver i sin Kreds, at vort Levnet er værdt at fortælle de følgende Slægter, og stræbe, saamange som dertil kaldes, med boglig Kunst, paa Moders-Maalet, at fortælle og udlægge det Forbigangne saa, at Efter-Kommerne kan speile sig deri, og anspores til idelig bedre at giemme, luttre og klare Dannemænds Arv, indtil den ved Dagenes Ende smelter hen i soleklar og evig Kiærlighed til Gud og Sandhed i det Høie!!!


📌Kiøbenhavn d. 12te September 1818.


N. F. S. Grundtvig.

1

👤Saxos Fortale

til

Dannemarks Krønike.


Eftersom andre Folkefærd giøre sig en Ære af deres gamle Bedrifter, og sætte en Glæde i at komme Forfædrene ihu, saa kunde den danske Erkebisp 👤Absalon ikke taale, at vort Fæderneland, som det alle Dage var hans inderlige Hjertens-Lyst at ophøie, skulde fattes en saadan Navnkundighed og ærligt Eftermæle; og da ingen Andre vilde giøre sig den Umage at skrive en Danmarks-Krønike, saa nødte han mig, sin ringeste Tjener, det Arbeide paa; og lod mig arme Mand hverken have Rist eller Roe, førend jeg tog mig for, hvad der dog gik over mine Kræfter!

Sagen er den, at i Førstningen, efterat Christendommen var kommet herind, da var man kun tynd baade i Troen og i Latinen, og skulde nok bare sig for at skrive en Danmarks-Krønike, og siden, da Kirke-Tjenesten kom i Gang, og man lærde Latin, saa var man doven, som man før var dum, og Følgen blev den samme, thi hvad man før ikke kunde, det gad man ikke nu. See, derfor kunde jeg ikke bære det over mit Hjerte 2og Sind at være gienstridig, uagtet jeg følde hvor lidt jeg var saa svært et Arbeide voxen, men vilde dog hellere saagodt som sprænge mig selv, end at vi danske Folk, hvis Naboer just har deres store Moerskab af Krøniken, skulde blive berygtede som de, der agtede de gamle Dage intet skriftligt Mindes-Mærke værd, men skrev dem kun i Glemme-Bogen. Det var da altsaa en tvungen Sag, at jeg belæssede mine svage Skuldre med en Byrde, som ingen Skribenter hidtildags har rørt med en Finger, jeg turde ikke stampe imod Brodden, og ihvorvel det ogsaa var et Vove-Stykke at begynde paa, hvad der skulde anderledes Karle til, saa trøstede jeg mig dog ved det Rygstød jeg havde i den store Mand, hvis Herrebud jeg efter fattig Leilighed udrettede. Men da nu han gik ind i Evigheden, førend jeg blev færdig, og I, Herr 👤Anders, blev i en god Time eenstemmig udvalgt til hans Eftermand i den høie Værdighed, saa veed jeg Intet bedre, end at bønfalde Eder om at staae mit Værk i Faders og Formynders Sted, saa de avindsyge Hegle-Hoveder, hvis Fingre fornemmelig kløe efter hvad som giør Opsigt, maae blive beskiæmmede, naar de see, under Hvis mægtige Vinger min Bog finder Skyts! Hvilken frugtbar Overflødighed af Viisdom og Kundskab finder man ikke hos Eder, alt som et helligt Skatkammer, rigelig opfyldt med himmelske Klenodier! For at sanke saadanne Midler, og forfremmes i boglig Kunst, var det, at I bereiste 📌Frankerig, 📌Italien og 📌Engelland, og da I, efter lang Omvanken, fik det glimrende Kald at staae i Spidsen for en udenlandsk Høiskole, skal man have ondt ved at sige, om derved timedes Eder eller Embedet selv den største Ære. For denne Eders store Berømmelses, Dyds og Dygtigheds Skyld udvalgdes I af Kongen til Haand-Skriver, og vidste saaledes at nytte Leiligheden til store Foranstaltninger, at denne Bestilling, der hidindtil ikke var synderlig regnet, siden, da I befordredes til det Embede I 3nu beklæder, var en Brud, hvortil der beiledes omkap af de Ypperste i Landet. Intet Under derfor, at 📌Skaane jublede over, denne Gang at have laant en Biskop af et andet Landskab, isteden for at kaare ham blandt sine egne Sønner, thi det er ikke meer end billigt, at man fryder sig over et Valg, man har saa megen Ære af. Ja, da I ikke blot, ved Byrd og boglig Kunst, og Sindets Gaver, er en Prydelse for Kirken, men leder ogsaa Hjorden til Ordets fedeste Græsgange, saa er det Eders Løn at elskes overalt, og Eders Roes at have, ved priselig Idræt, gjort Eders hæderfulde Embede end mere høiærværdigt! For ikke ved Eders Rigdom at give Anstød, har I med from Gavmildhed skiænket Eders store Formue til gudelig Brug, og langtfra at falde i Gierrigheds Snarer, har I da meget mere paa den allerbedste Maade skilt Eder ved Rigdoms Bekymringer. Hertil kommer det kostelige Værk, hvori hellig Sandhed med synderlig Kunst er af Eder indvirket, samt den Nidkiærhed, hvormed I, uanseet Uleilighederne som deraf flyde for Eder selv, tager Eders Embed vare: I har saaledes ved den saliggiørende Lærdoms Kraft tvunget dem som forholdt Kirken sine Rettigheder, til igien at opfylde deres Skyldighed, og bøde nu for hvad de brøde før; dem som elskede Letfærdighed og fulgde Kiødets Lyster, har I ved idelig Formaning, og en ærbar, lysende Vandel, ført tilbage fra den usle Blødhed til en værdigere Tænkemaade, og skiøndt man ikke let kan sige, om I har udrettet mest med Ord eller med Exempel, saa er det dog lige vist, at hvad Eders Formænd omsonst arbeidede paa, har I, og det ene ved kloge Raad, udrettet.

Nu skal man lægge vel Mærke til, at de gamle Danske, som lode det ikke feile paa store Manddoms-Gierninger, stræbde ogsaa at kappes med Romerne i udødelig Ære, saa de ikke alene efterlignede deres Skrivemaade, og satte Fortællinger om deres egen Mandhaftighed, med en 4egen Slags Digte-Kunst, ret artig i Stiil; men kom ogsaa Forfædrenes Bedrifter ihu, og lode Rimene derom, som gik fra Mund til Mund paa Moders-Maalet, med Rune-Bogstaver indhugge i Klipper og Kampesteen. Med disse Tegn og nogle gamle Bøger for Øie, har jeg i Oversættelsen troelig stræbt at følge Traaden, og sætte paa Vers hvad rimet var, saa man maa vide, at jeg har havt Noget at bygge paa, og sat Fortællingen sammen, ikke efter mit eget Hoved, men efter Fædrenes Mund; thi jeg har ikke lovet at digte et rimeligt Eventyr, men troelig at berette gamle Ting! O! hvilke dyrebare Krøniker skulde ikke Folk med saadant et Hjertelag have efterladt os, om de havde været Latinen mægtige, og desformedelst kunnet styre deres Skrivelyst, aldenstund vi see, at nu, da 📌Roms Tungemaal var dem ubekiendt, havde de dog en saadan brændende Begiærlighed efter at frelse fra Glemsel hver mærkelig Gierning, at de, saa at sige, gjorde Kampe-Stene til Pergament, og Klippe-Vægge til Tavler!

Her maa jeg imidlertid dog ingenlunde forbigaae Islændernes Fortjeneste, thi disse Folk, hvis golde Fødeland ei frister dem til nogen Overdaadighed, de holde, saa at sige, Faste Aaret om, og anvende gierne alle deres Leve-Dage paa at samle og udbrede Kundskab om andre Folkefærds Vilkaar, og bøde saa med Kunst paa deres Savn; thi det er deres Fryd og Gammen at vide og fortælle alle Folkefærds Bedrifter, og de holde for, at man har ikke mindre Ære af at beskrive, end af at udføre mægtige Gierninger. Deres Samlinger, rige paa kostelige Sandsagn om Fortids Handel, har jeg derfor med Flid benyttet, og mangen en Fortælling i denne Bog er deraf laant og oversat, thi deres Hjemmel, hvis store Kyndighed i Oldsager er mig noksom bekiendt, tør jeg ikke forsmaae. For Resten har det været mig en Samvittigheds-Sag, nøie at nemme, 5flittig at optegne, og troelig at følge hvad 👤Absalon, det være sig om hans egne eller Andres Bedrifter, vidste at fortælle, thi hvert hans Ord om Sligt var mig som himmelfaldet.

Nu vender jeg mig til Eder, Kong 👤Valdemar! Dannemænds livsalige Fader og Fyrste, Fædernelandets glimrende Prydelse, hvis berømmelige Herkomst og ældgamle Stamme skulde findes her beskrevet! Høilig trænger dette mit Arbeide, som vel kun er lykkedes maadelig, til Eders Gunst, thi i det jeg, som en Steen paa Hjertet, føler Byrdens Vægt, maa jeg vel frygte for, at det er snarere min egen Vankundighed og Afmagt jeg blotter, end Eders Herkomst jeg sømmelig aabenbarer! Eders, maa jeg vel sige, thi Eders store Arvelande har jo I, paa Naboernes Bekostning, anseelig formeret, og der I udstrakde Eders Spiir saavidt, at 📌Elben nu strømmer i 📌Danmarks Rige, da er det ingen ringe Forøgelse af Kronens Glands, som I vandt Æren for; thi vidt overgik I de fremfarne Kongers Roes og Rye, ved selv mod 📌det Romerske Rige at vende Eders seierrige Vaaben! Dog, hos Eder rækker Mod og Mildhed jo hinanden Haand, saa det er et Spørgsmaal, om ikke dog Eders Livsalighed giør Eder endnu mere elsket hos Eders Folk, end Eders Vaaben giør Eder udenlands frygtet; ei heller maa det glemmes, at Eders Far-Fader, som skrinlagt straaler nu i Helgen-Skaren, vandt ved sin uskyldige Død udødelig Ære, og at hans Helgen-Glands behersker nu de Folk, hans Sværd betvang, saa man maa sige, at af Helgen-Saaret udstrømmede dog mere Kraft end Blod! Og endelig, saa er jeg nu engang af Moders Liv og Fæderne-Herkomst Eders skyldige Tjener, thi, som vitterligt er, tjende baade min Fader og Farfader, den synderlig trofaste Mand, i Eders Herr Faders Gaard, og kæmpede mandelig under hans Banner, og sagtens maa da jeg, i det Ringeste i Aanden, kæmpe under Eders! 6Under det, og under Eders Skjold tillige, vil jeg da gaae frem, og for at komme ret paa Glid, vil jeg begynde med en Beskrivelse over Fædernelandet, efter dets Beliggenhed, da Alt vil falde desbedre i Traad, naar Fortællingen, som under sit Løb skal sætte hver Ting paa sit Sted, har begyndt med Stedernes Beskrivelse.

📌Danmarks Riges Beliggenhed er da denne, at deels grændser det ved en Ende til fremmede Lande, og deels er det omflydt af det bølgende Hav, saa at de indvendige Dele omsnoes og overskiæres af Stranden, og den krydser sig paa mange Maader, ud og ind, snart i smalle Sunde, og snart i brede Bugter, hvorved der dannes en stor Hob Øer. Heraf kan man da begribe, at 📌Dannemark, som Bølgerne, saa at sige, har slaaet i Stykker, har kun faa landfaste Dele, og at Havet, som i sit Løb slaaer de mange Bugter, skiller dem vidt fra hinanden. Af disse landfaste Dele er nu igien 📌Jylland baade den største, og naar vi komme sønderfra, den næste, saa den vel maa kaldes Broder-Parten af Riget, thi den strækker sig saa langt sønderpaa, at den berører 📌Tydskland, men rives dog igien løs derfra ved 📌Eider-Strømmen, og løber saa lidt bredere, sønderfra, lige op til det 📌Norske Sund. I dette Landskab er den saakaldte 📌Lim-Fjord, hvor der saaledes vrimler af Fisk, at Folket der i Egnen nok alle Dage haver ligesaameget sin Næring af Fjorden som af Jorden.

Til 📌Jylland grændser 📌Lille-Frisland, og her gaaer Landet ned ad Bakke, saa Jords-Monnet bliver meget lavere, men Landet ogsaa meget mere frugtbart, som det kan takke Stranden for, der oversvømmer det. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om man ikke her kiøber Guld for dyrt, thi det er en farlig Sag med den Strand; naar det falder ind med stærk Storm, bryder den ikke sjelden igiennem Digerne, som man ellers 7dæmmer for den med, og styrter da gierne saa rasende ind, at den mangengang tager med sig, ikke blot hvad der staaer og groer paa Marken, men selv Husene med Folk og Samt.

Østenfor 📌Jylland, ligger Øen 📌Fyen, som kun ved det smalle 📌Medelfarsund er skilt fra Fastlandet, og ligesom 📌Fyen nu har 📌Jylland vestenfor sig, saaledes vender den østlig imod 📌Sælland, en Øe, som bær Prisen for alle 📌Dannemarks Landskaber, baade i Overflod paa Livets Nødvendigheder og i sin Deilighed. Den skal, efter Sigende, ogsaa ligge lige midt i Dannemark, saa der fra den er lige langt til Grændserne paa alle Sider.

Østen for 📌Sælland bryder Havet atter igiennem, og skiller Øen fra 📌Skaane ved et 📌Sund, hvor Fiskerne pleie hvert Aar, uden Undtagelse, at giøre en ganske overordenlig Fangst, ja Fiskene flokkes saa tykt i hele det 📌Sund, at det kan træffe sig den Gang, man har ondt ved at roe derigiennem, og behøver hverken Garn eller Krog, men kan øse Fiskene op med de bare Hænder.

📌Skaane ligger ud i een Strækning, men 📌Halland og 📌Bleking skyde ud derfra, hver til sin Side, ligesom man kan see to Grene paa et Træ, og slynge sig vidt fra hinanden, den ene til 📌Norge, og den anden til 📌Gylland. Ved 📌Bleking er der ellers en stor Mærkværdighed, en Klippe nemlig med en Vei over, der er ligesom bestrøet med underlige Tegn og Bogstaver. Der løber nemlig en Fjeldstie ligefra den søndre Kyst ind i 📌Verende-Vildmark, og langs ned med begge Sider, et lille Stykke fra hinanden, gaae der to Render, og den jævne Plads der midt imellem er overalt ligesom besaaet med Tegn, der aabenbar skal være en Slags Skrift, thi uagtet Stien gaaer bestandig op og ned, snart høit paa Fjeld, snart dybt i Dal, saa kan man dog tydelig spore, at Bogstaverne gaae bestandig ud i en 8Række. Dette syndes Kong 👤Valdemar, 👤Hellig-Knuds velsignede Søn, var en underlig Ting, og fik Lyst til at vide Udtydningen derpaa, hvorover han udskikkede sine viise Bud, som skulde bereise den Klippe, see vel til, at de kunde opspore alle de Tegn der var, og skiære dem ud i Stokke som de stod, til Punkt og Prikke; men de kunde ingen Mening faae ud af det Hele, fordi Ridserne vare udslidte, deels af Vandløb og deels af Fodtraadd, saa Stregerne løb i hinanden, og forvildede Læseren. Heraf seer man, at selv hvad man indgraver i Stenen saa fast, kan dog i Tidens Længde af Vandløb og Regnskyl udslettes.

Det var nu om 📌Dannemark, men eftersom dette Rige, baade ved sin Beliggenhed og Folkets Tungemaal, er, saa at sige, besvogret med 📌Sverrig og 📌Norge, saa vil jeg med det Samme tale et Par Ord om deres Vilkaar og Leilighed.

Disse Lande ligge da op imod 📌Nordpolen, under Nordstjernen og Karlsvognen, og strække sig længst mod Norden lige ind i Sneekredsen, saa høiere oppe kan Ingen boe eller bjerge sig, for den ulidelige Frost og Kulde, som raser i de Landemærker. 📌Norge har desforuden, som Naturens Stifbarn, et grumt og sørgeligt Udseende, med de uhyre Steen-Blokke, bratte Klipper og nøgne Fjelde, hvoraf det er omringet, men det er mærkværdigt, at øverst oppe i det Land gaaer Solen sommetider slet ikke ned, saa man kan sige, den er der for stolt til at hænge i Klokke-Strængen, og vil vise, at den kan holde ud at skinne baade Dag og Nat.

Vesterud fra 📌Norge, midt i det vilde Hav, ligger der en Øe, ved Navn 📌Island, hvor man knap skulde vente at finde Folk, men som er ret et Vidunder, efter de sære og utrolige Ting at regne, man veed om den at fortælle. Der skal saaledes være en Kilde med et rygende Vand, som 9er i Stand til ligesom at forgiøre hvad det skal være, saa at hvad der befugtes med Dampen af det Vand, bliver saa haardt som en Steen. Det er da ikke at spøge med, og ihvorvel det falder utroeligt, at der kan sidde saadan en Stivelse paa Luur i det bløde, rindende Vand, saa er det dog ikke værd at forsøge, thi hvad der kommer i Dampen, kan vel beholde sit Udseende, men bliver dog, som sagt, i Grunden forstenet. Der skal ogsaa være nogle andre Kilder, som har den Særhed ved sig, at snart bugne de ganske umaadelig, og sprøite høit op i Veiret, ligesom man kan see et Springvand, og saa falde de igien lige saa umaadelig, og synke reent ned i Jorden; snart kan man ikke komme dem nær, uden at over-sprøites af det hvide Skum, og snart kan man see sig blind, før man finder dem. Paa samme Øe ligger ogsaa Bjerget 📌Hekkenfeld, der har samme Vane som 📌Ætna, og helmer aldrig med at syde og brænde i sit Inderste, og spye og sprude Ild og røde Luer ud af sig. Det holder jeg for et stort Vidunder, thi hvem skulde tænke, at et Bjerg, der ligger i Snee og Iis, skulde endda kunne have det saa hedt, og aldrig kunne faae Has paa sin Ild.

Det er ogsaa underligt med den utrolige Mængde Driviis, som til sine visse Tider hjemsøger Landet, thi naar den første Gang støder dundrende paa Klipperne, da er det som om de svarde med hule Drøn, thi da hører man, fra Dybet af, et underligt Brag og ligesom klynkende Stemmer, hvorfor man i gamle Dage har bildt sig ind, at det var onde Menneskers Sjæle, som her i den ulidelige Kulde fik deres Straf. Men, hvad der tilgavns maa forundre og forbause, er hvad man fortæller, at om man ogsaa hugger et Stykke af den Iis, og tøirer det nok saa fast, kan man dog ikke forhindre det fra at følge med, naar det Øvrige bryder op, saa 10det maa have en ganske besynderlig Sammenhæng med den Iis, som ingenlunde vil skilles ad, og lader sig ikke det Mindste afkorte, af hvad der, saa at sige, hører til dens Legeme. Der er ogsaa en anden Slags Iis inde i Landet paa Klipper og Bjerge, som man siger for vist, skal alt imellem kaste sig, saa der vendes op og ned paa hele Skruen, og som et Beviis derpaa fortæller man, at nogle Skieløbere styrtede engang ned i et Gab paa Isen, og bleve kort efter fundne døde ovenpaa Isen, uden at der var den mindste Sprække at see, thi heraf vilde man slutte, at Isen maatte have vendt sig. Efter hvad Rygtet siger, skal her ogsaa være en Kilde, som man kun behøver at smage Vandet af, for at drikke Døden i sig lige paa Timen, som om man drak den dødeligste Forgift; ligeledes nogle andre Kilder, hvori Vandet har Smag efter Øl; fremdeles en Slags Ild, der skyer Hør, og brænder Vand, og endelig en Steen, der uden at Noget rører ved den, ligesom af sig selv, dreier sig om Bjerg-Toppene.

Dog, for nu at komme til 📌Norge igien, som vi maa betragte lidt nøiere, da skal man vide, at det støder mod Østen til 📌Sverrig og 📌Gylland, men ligger mod Syden og Vesten ud til det vilde Hav, og i Norden vender det imod et Land, som Ingen veed Navn eller Grændser paa, thi det er ikke et Land med ordenlige Mennesker, men er fuldt af et eget besynderlig Slags Utydsker, og det er skilt fra 📌Norge ved en stor Havbugt, hvor der er en vanskelig Seilads, saa de ere gode at tælle, som kom igien med holden Reise.

Havets Løb er nemlig saa, at til Høire overskiærer det 📌Dannemark, og slaaer en Bugt sønden om 📌Gylland; til Venstre derimod, gaaer det op norden om 📌Norge, bredt østerind, og ender sig i en Krumning, som vore Forfædre kaldte 📌Gandvig. Imellem denne 📌Gandvig, og Bugten sønderfra, er der kun et kort Stykke Vei, og var det Skillerum ikke blevet af 11Naturen sat op, som et Bolværk imod Bølgerne paa begge Sider, da havde de gjort 📌Sverrig og 📌Norge til en Heel-Øe. I disse nordostlige Egne boe Skridt-Finnerne, et Folk, som er udlært paa at bruge et eget Slags Skøiter, og paa dem kan disse Vild-Skytter vinde op ad de steileste Klipper. Intet Bjerg stikker saa høit i Sky, at de jo med Tid og Leilighed kan naae til Toppen, thi de veed at bære sig ganske listig ad, løbe fra neden af immer paa Skraa, og krydse sig immer i Bugter og Sving, og Snegle-Gange, lidt efter lidt fra Fod til Top. Dyre-Skind er Alt hvad de har at sælge, og dem kiøbe Nabo-Folkene af dem.

Hvad nu endelig 📌Sverrig angaaer, da støder det mod Vesten til 📌Dannemark og 📌Norge, mod Sønden, og for en stor Deel mod Østen, til Havet, men grændser dog ogsaa østlig til et Land, med mange og det heel forskiellige barbariske Folk.

I gamle Dage maa 📌Dannemark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man see paa de uhyre store Stene over Grav-Kjelderne og Jette-Stuerne, og vil Nogen tænke, at de kunde komme derop, uden ved uhyre Kræfter, da betragte han kun bare somme af vore Bankers Høide, og see saa, om han kan sige os, hvem der vel ellers skulde sat de Steenblokke paa Toppen; thi hvem der vil bruge sin Eftertanke, kan jo dog begribe, at den Steen man ikke kan løfte, maa man lade ligge, og kan da Folk, som de falde nutildags, med de Kræfter og Redskaber de har, enten slet ikke, eller dog knap nok vælte saadan en Steen paa jævn Jord, saa lode de vel være at trille den op ad de høie Bakker. Uvist er det derimod, om de Jetter, som endnu efter Syndfloden fandtes paa Jorden, har været Mestere for det Stykke Arbeide, eller det forskriver sig fra andre Folk med særdeles Legems-Kræfter; hos os har man giættet paa de Folk, som 12endnu skal beboe den utilgiængelige, stenede Udørk, som vi talte om før, thi deres Legemer skal være et Slags Vende-Kaaber, saa de kan giøre sig synlige og usynlige, smaa og store, efter Behag; men det er da, som sagt, et Land der ikke er at løbe til, og hvor ikke mangen skal rose sig af at have været, og være kommet heelskindet hjem.

Dette maa da være nok herom, og nu kommer jeg til hvad jeg egenlig vilde fortælle.


13

Folke-Sagn fra Hedenskabet.


Første Bog.

Fra Dans Opkomst til Haddings Død.


Dan og Angel.

📌Dannemarks Krønike begynder med Humbles Sønner: Dan og Angel, som baade vare de første navnkundige Høvdinger i Riget, og bleve opkaldte i Folket; uagtet den Normanniske Historie-Skriver, 👤Dudo, rigtig nok vil sige, at de Danske skal nedstamme fra Grækerne, som ogsaa kaldes Danaer, og deraf have deres Navn. Ihvorvel nu disse Brødre, for deres Mods og mandelige Gierningers Skyld, bleve af menige Landsens Indbyggere udvalgte til Høvdinger og Fyrster, saa kaldtes de dog ikke Konger, thi det Navn var dengang hertillands enten ubekiendt, eller dog ikke kommet i Brug.

Fra denne Angel skal, efter Sigende, det engelske Folks Navn have sin Oprindelse, thi det Landskab han raadte over, kaldte han 📌Angeln, og slap derved paa en nem Maade til et udødeligt Navn, thi da hans Efterkommere siden indtoge 📌Britannien, skildte de tillige Øen ved sit gamle Navn, og satte deres eget Fædrenelands, nemlig 📌Angelns, isteden, og den Heltegier14ning har man i gamle Dage gjort meget Væsen af. Herom kan man læse hos 👤Beda, som var selv en Engelskmand, og velberømt for sine gudelige Skrifter, thi han indlemmede med Flid sit Fædrenelands Krønike i sine dyrebare Bøger om Troen og Lærdommen, fordi han tænkde, som sandt var, at det er ligesaavel en Kiærligheds-Gierning at tænde Lys i sit Fædrenelands Krønike, som at udlægge Guds Ord; det Ene skal giøres, og det Andet ikke forsømmes.

Det var nu Angel, men fra Dan nedstammer, efter Forfædrenes Vidnesbyrd, vort gamle Kongehuus, saa Konge-Blodet er fra ham, som et Kildespring, rundet giennem Slægten lige til den Dag i Dag. Han fik sit Giftermaal ude fra 📌Tydskland, og avlede med Grythe, sin høibaarne Fyrstinde, to Sønner: Humble og Lotter.


Humble og Lotter.

Det var Skik i gamle Dage, at naar man valgde sig en Konge, da stod man paa nedgravne Stene, og gav sin Stemme, for ved de Stenes faste Leie at betegne, Valget skulde staae fast og aldrig rygges; men uagtet nu at Humble, da hans Fader døde, blev udvalgt paa samme Maade, saa havde han dog det Uheld at miste, hvad Folkets Kiærlighed gav ham, og blev fra Høvding, Undersaat igien. Han blev nemlig overvundet i Strid af Lotter, og maatte, som en fangen Mand, da der ikke var anden Redning, kiøbe sit Liv med sit Rige. I det han nu saaledes blev stødt fra Thronen af sin egen unaturlige Broder, fik man et nyt Beviis paa, hvor sandt det er, at Hallen er herlig, men Hytten er tryg, men siden han bar sin Skiebne saa godt, at Ingen skulde sige Andet, end at Herlighedens Forliis var i hans Øine netop en Lykke, saa maa man slutte, 15at han, som en viis Mand, har betragtet en Konges byrdefulde Stand fra den rette Side.

Nu havde da Lotter faaet Spiret, men med Staalhandske var det, han tog det, og brugde det ogsaa derefter, ret som om han bildte sig ind, at det er ved Hovmod og Skalkhed en Konge befæster sin Throne, thi han maalde Folket med sin egen Alen, og tænkde at de stode ham alle efter Riget, som gik ham nær i Adelsbyrd, derfor meende han, det var Dyden den, at tage Liv og Gods fra hver ypperlig Mand, og giøre Landet øde for ædle Folk. Dog, Herrer strænge, regiere ei længe, og hvad der nys var Lotters Lykke, det blev nu hans Straf; thi han faldt, som han steeg, i et Oprør.


Skiold og Gram.

Vel i Skind men ei i Sind var Skiold en Søn af Lotter, thi ligefra sin første Ungdom af, gik han en ganske anden Vei, traadte ikke i sin Faders skammelige Fodspor, men slægtede sin herlige Olde-Fader paa, og her kan man med Rette sige, at Beste-Fars Arv er Ættens Tarv. Alt i sin Ungdom blev Skiold berømt derved, at han fik Bugt med et vildt Udyr, og den forunderlige Hændelse maa man vel kalde et Forvarsel for hans følgende Helte-Bedrift. Hans Formyndere, som optugtede ham kongelig, havde nemlig, engang i hans Drenge-Aar, givet ham Forlov til at følges ud med Skytterne og see paa Jagten, og da hændte det sig, at en usædvanlig stor Bjørn kom ham imøde, men uagtet han var vaabenløs, var han dog ikke raadvild, men bandt Bjørnen i sit Belte, til hans Staldbrødre kom og gave den sit Livsbrød. Omtrent paa samme Tid skal han i Kreds have nedlagt adskillige særdeles tappre Kæmper, hvoriblandt 16to saare Navnkundige, nemlig Atle og Skate, og da han gik i sit sextende Aar, var han saa stor og stærk, at man skulde have ondt ved at finde hans Mage.

Af Skate, som var Høvding i 📌Allemannien, blev han budt ud, fordi de beilede begge til een Brud, som hedd Alvilde, og var saa deilig en Jomfrue som Nogen vilde see for Øine, og om hende sloges de da i Nærværelse af deres Krigshære, men Skate maatte bukke, og med ham faldt Modet paa hele hans Krigshær, saa 📌Allemannien blev 📌Dannemark skatskyldig. Saaledes overgik da Skiold i Mod og Manddom vidt sin Alder, og vovede saadanne Kæmpe-Dyster, som man knap skulde tænkt han i de Aar havde havt Mod til at see paa, saa at naar der var nogen Skam i de ømskindede Karle, der hendrev deres Manddoms-Aar, og ødelagde sig selv i Suus og Duus, da maatte de dog skamme sig, og lære af ham at beflitte sig paa en Haandtering, som Dannemænd kunde egne og anstaae. Dog, det var ikke blot i Vaabengny, at Skiold havde Hjertet paa det rette Sted, thi hvor det gjaldt om Livsaligheden, stod han og i Spidsen, og vandt ved sin Giævhed igien den Kiærlighed hos Folket, som hans Fader ved sine Udyder havde forspildt. Han afskaffede ubillige Love, og satte gode isteden, og al hans Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes han bedst kunde hjelpe sit Rige paa Fode, thi det var hans Mening, som det var hans Ord, at Kongen er sat til at sørge for Landet og glemme sig selv. I Naade og Gavmildhed, saavelsom i Mod og Manddom, gjorde han al Verdens Konger Rangen stridig, thi af sit Skatkammer betalte han sine Undersaatters Gield, husvalede de Syge, og hjalp de Betrængte til Rette, og sine Kæmper gav han ikke blot Kost og Løn som den Bedste, men lod dem ogsaa i Krig beholde alt Byttet, thi han pleiede gierne at sige: Kongens er Prisen, og Pengene Kæmpens!

17Fordi nu Skiold saaledes viiste, at der var en herlig Aand i ham, saa have alle 📌Dannemarks følgende Konger beholdt hans Navn, og ladet sig kalde Skioldunger. Imidlertid gav han dog een Forordning, som ei er at rose, thi da en af hans frigivne Trælle blev overbeviist om, at staae hemmelig Kongen efter Livet, befalede han, at alle Frigivne skulde være Trælle igien, som om det var Ret, at lade dem alle bøde for den Enes Brøde!

Vi hørde før, at der var en deilig Jomfrue, som Skiold sloges for med Skate, hende tog han til Ægte, da han havde fældet sin Medbeiler, og af dette Ægteskab blev født en Søn, der kom til at hedde Gram, og skulde ikke lyve sig Fader til, thi han var i alle Maader Skiold op ad Dage. Baade i Henseende til Sjæl og Legeme havde han og alle de Egenskaber, man helst maa ønske sig, og brugde dem saa vel, at han vandt sig udødelig Ære, ja hvor høit han stod anskrevet hos Efterkommerne, seer man deraf, at i de ældste danske Viser er det som en stor Æres-Beviisning, naar en Konge kaldes Gram. Særdeles var han berømt for sin Haardførhed og store Færdighed i alle Legems-Øvelser, og han var især en Fægte-Mester, som forstod sin Kunst, enten det saa kom an paa at hugge til, eller bøde af.

Først giftede han sig med sin Foster-Fader Roars Datter, som var hans Patte-Syster, og det kan man sige var kongelig betalt, for hvad hun havde mistet; men siden overlod han hende til Besse, en af sine tro Mænd, som havde forskyldt meget Godt af ham, thi han var ham saaledes til Rygstød og Bistand i hans Kæmpe-Dyster, at det er et Spørgsmaal, om Gram havde sin egen eller Besses Tapperhed meest at takke, for al den Ære og Priis han vandt.

Engang hørde Gram fortælle om Gro, en svensk Prindsesse, at hendes Fader Kong Sigtryg havde lovet hende bort til en Jette, og han 18blev saa harmefuld over, at en Konge-Daatter skulde have saa tynd en Lykke, at han gik til 📌Sverrig med sine Kæmper, og satte sig for, som en anden Herkules, at prøve Styrke med Uhyret. Saasnart han nu kom til 📌Gylland, klædte han sig ud, med Bukkeskind om Benene, og en stor Pels af forskiellige Dyre-Huder, for at sætte Skræk i hvem han mødte, og da han nu tillige gik med en stor, svær Kiølle i Haanden, saa saae han livagtig ud, som han kunde været en Jette. I den Klædedragt mødte han i en Skov Gro selv, som kom ridende med nogle faa Terner, og vilde hen til en Søe, hvor hun pleiede at gaae i Bad. Hun tænkde det var hendes Fæstemand, og paa Kvinde-Viis blev hun saa angest og bange for det fæle Syn, at hun tabde Tøilen, og skiælvede og bævede over hele sit Legeme. Alt som hun sad, sagde hun ved sig selv, paa sit Maal, som der staaer i Visen:

Skuffer Synet mig ei,
Kommer lang, kommer breed,
Vist den Jette saa leed
Nu, og mørkner min Vei.
Dog, og stundum paa Skrømt
Helten fiin og berømt
Skaber ud, hyller ind
Sig som Vildlap i Skind.

Besse.

Raske Møe paa Ganger let!
Giør nu som jeg beder;
Siig mig Sandhed om din Æt!
Glem ei hvad du hedder!

Gro.

Konge er min Fader god,
Rundet op af Kæmpe-Rod,
19Blinket har hans blanke Sværd
Tit med Held i Herre-Færd,
Af hans Daad gaaer vide Savn,
Gro, det er hans Daatters Navn.
Siig mig nu:
Hvem og hveden est vel Du?

Besse.

Besse jeg hedder med Ære,
Banner og Sværd kan jeg bære,
For mig i Feldten man gruer,
Fiender jeg smækker som Fluer,
Sjelden fra Valen jeg flytter min Fod,
Før jeg kan vade i Blod.

Gro.

Hvem mægter at styre
Og raade de Fyre,
Her hugge saa drøit?
For hvem bæres Banner saa høit?
Hvem kiende I Karle paa Land og paa Strand,
I Leding for Herre og Høvedsmand?

Besse.

Med Lykken vi følge,
Paa Land og paa Bølge,
Den stoute Kong Gram;
For Ingen han viger,
Men Kæmper og Riger,
Maa bukke for ham.
Hvor Pilene suse,
Hvor Bølgerne bruse,
20Hvor Hjelmene knage,
Hvor Luerne brage,
Der, Guld-Møe, giv Agt!
Der gaaer uforsagt
Den Høvding saa krye,
Hvis Banner vi løfte i Skye.

Gro.

Seiler, I Svende,
Hjem med en Fart!
Ellers I ende
Ynkelig snart;
Kommer med Hær
Sigtryg jer nær,
Flux han jer knytter om Kværke
Rebene stærke,
Hænger jer op
Høit i Top,
Leer, naar han seer, at I smager
Ravne og Krager.

Besse.

Hillemænd, hillemænd;
Nu, et godt Ord igien!
Gik Alt som du vilde,
Gik os det kun ilde;
Men ellers din Fader skal vogte sig vel,
At hovedkulds ikke han reiser til Hel;
Thi heller paa ham
Den vældige Gram
Dog Halsen vist knækker,
21Var og den af Steen,
End her han nu lægger
Saa bradt sine Been!
Dannemænd aldrig for Svenskere grue,
Om de og mylre, som Myrer i Tue!

Gro.

Mig huer Salen
Bedre end Valen,
Hjem vil jeg tye,
Og medens Sværdene lyne,
Være af Syne,
Sidde paa Fædrene-Borgen i Ly.
Eder paa brusende Bølge
Døden forfølge,
Om I og Sværdet undflye!

Besse.

Gid du med Glæde
Gange til Sæde
I dine Fædrene-Sale!
Ønskerne lede
Vi os frabede!
Galde med Godt vi betale.
Sjeldnere vender i Luften sig Vind,
End som paa Tærskelen Pigernes Sind;
Sure i Gaarden, og søde i Borgen,
Kimse i Dag de, og kysse i Morgen.

Nu var Gram kied af at staae og tie, og gav sig i Snak med Jomfruen, men tog Tonen saa grovt som han kunde, saa man kan snarere sige han brølede, end at han snakkede.


22Gram.

Vær hun kun slet ikke bange, mit Barn!
Og tænk ikke, jeg er et Skarn!
Jetten, min Broder, ved mig sender Bud
Til sin tilkommende deilige Brud,
Men vil hun ha'e mig, er det Hip som Hap,
Min Broder hedder Grip, og jeg hedder Grap.
Bliv hun kun ikke saa bleg om Næsen!
Det Barske, det ligger kun saa i mit Væsen;
Mit Hjerte er ømt, derpaa kan hun lide,
Og jeg vil af intet Favnetag vide,
Uden jeg mærker først, at hun
Elsker mig ret af Hjertens Grund.

Gro.

Splittergal jeg maatte være,
Førend jeg fik Thusser kære;
Ikke selv den værste Skiøge
Vilde Seng med Jetter søge!
Hils dig selv, og hils din Broder:
Thusse-Brud, og Trolde-Moder
Være Hexe, ikke jeg!
Andre efterhige knap
Mødding-Kys, og Tjørne-Klap,
Hvile vist ei Silke-Kind
Paa et børstet Svine-Skind!
Hvor Naturen sig oprører,
Nødig man om Elskov hører,
Og det skal vist aldrig feile:
Piger lee, naar Tosser beile.

23Gram.

Betænk dog, Barn! jeg er berømt i Krig,
For Tapperhed, og jeg tilbunds er riig.
Min Haand har bøiet mangen Nakke stiv,
Og stærke Konger skilt ved Land og Liv.
Her er en Guldring, see hvor den kan gloe!
Giv hun mig nu sit Hjerte og sin Troe!
Saa skal den Ring os fæste evig sammen,
Vort Bryllup holde vi med Fryd og Gammen,
Og leve saa, som Blommen i et Æg!

Med det Samme han sagde disse Ord, skiød Skielmen sin Jette-Ham, og stod for Jomfruen, som den deiligste Karl hun vilde fæste Øine paa. Var hun bange før, da blev hun dristig nu, thi nu tog hun med begge Hænder imod Fæstens-Gaven, og lod sig baade kysse og klappe for et godt Ord.

Der Gram nu drog videre, mødte ham to Skov-Røvere, som laae paa Luur ved Landeveien, og de vare saa gridske paa Byttet, at de, uden at see sig for, foer ind paa ham, som glubende Ulve, men han saae sit Snit, og slog dem, som to Fluer, med eet Smæk. Nu kan man sagtens vide, det var ikke for Svenskernes, men for sin egen Skyld, han gav de to Stimænd deres Livsbrød , men hvor høit han elskede Svensken, og hvor bange han var for at giøre sine Fiender en Tjeneste, det beviiste han paa en mærkværdig Maade, ved det, at han reiste de døde Kroppe op til et Træ, saa det kunde livagtig lade som de stode der lysvaagne endda. Det var da hans Agt, at de, som ikke længer kunde slaae til, skulde i det Mindste true, og, som et Slags Giengangere, kyse Livet af Svenskerne, saa Veien omtrent blev lige farlig. I Øvrigt, saa, da 24han havde hørt af Spaamændene, at “Intet uden Guldets Magt, Sigtrygs Liv var underlagt” saa fandt han paa, at lade sin Kiølle beslaae med Guld, og paa den Maade lykkedes det ham, da de kom hinanden under Øine, at slaae Kong Sigtryg ihjel. Om denne Helte-Gierning skal Besse have gjort en ganske kiøn Kæmpe-Vise, der lyder omtrent som saa:

1

Det var Kong Gram hin haarde,
Alt med sin Kiølle god,
Han uden Skjold og Kaarde,
Gik Svenskeren imod;
Den Kiølle kom for Orde,
I Kamp Beskeed den gjorde,
Som baade Sværd og Skjold!

2

Med Himlen sig beraadte
Den Danne-Konning flink,
Og den Forstand han aatte,
At følge Skiebnens Vink;
Kong Sigtryg sank for Guldet,
Og med ham sank i Muldet,
Al 📌Sverrigs Lyst og Glands!

3

Det Krigspuds, vil jeg sige,
Fortjener vel en Sang,
Det kalder man at krige
Med Klem, med Glands og Klang;
Ja, kastet over Ende,
Maa Svensken selv bekiende:
Det var et deiligt Slag!

4

25Naar Sværdet ei vil bide,
Og Jernet er forbudt,
Da skal med Guld man stride,
Saa vorder Fjenden skudt,
Og kan sig ei beklage;
Han faldt i gyldne Dage,
Og fik en ædel Død!

5

Herefter skal man hædre
End meer det røde Guld,
Thi aldrig før det bedre
Har blinket over Muld;
Naar man det høiest priser,
Det kaldes skal i Viser:
Dan-Kongens Kiølle-Glands!

Der nu Gram havde faaet Kong Sigtryg ryddet af Veien, havde han nok Lyst til at beholde 📌Sverrig, og, da han mistænkde Svarin, Høvdingen i 📌Gylland, for at have Øie paa Thronen, saa bød han ham ud, og nedlagde ham i Tvekamp. Dermed var imidlertid Sagen ingenlunde afgjort, thi nu kom alle Svarins sexten Brødre, hvoraf de syv vare ægte, og vilde hevne Skade, og det var en haard Dyst for Gram, men han fik dog gjort Kaal paa hele Klatten.

Samme Lykke som disse havde ogsaa Ring, en Siællandsfar af høi Herkomst, som gjorde Oprør, og stræbde at faae hele det danske Folk i Ledtog med sig. Sagen var den, at da Kong Skiold blev ældgammel, syndes han det var baade bedre og mageligere, at dele Krone-Byrden med sin Arving, end nu, da han gik paa Gravsens Bred, at ville udmatte sig, ved at bære den ene. Derfor tog han Gram til sin Medhjelp, og det tog 26Ring fortrydeligt op, thi han syndes vel, at den Ene var for grøn om Hagen, og den Anden for graa, til at giøre Ære af, meende i al Fald, at den Ene var for ung og den Anden for gammel, til at giøre ham Modstand, og sagde reent ud til Folket, at Ingen af dem duede til at være Konge, da den Ene var et Barn, og den Anden gik i Barndom. Ring havde imidlertid regnet feil, thi Kongerne stode sig, og han gik til Grunde, og heraf kan man lære, at Mod og Manddom er ikke bundet til Aars-Tal.

Blandt Grams øvrige Bedrifter, som ei vare faa, maae vi endnu lægge Mærke til de Omstændigheder, han havde med Kong Sumle i 📌Fyen. Først, da de laae i Krig med hinanden, fik Gram et godt Øie til hans Daatter, Signe, ombyttede Sværdet med den røde Mandelstok, beilede, og fik Ja, paa det Vilkaar, at han skulde forskyde sin forrige Dronning; men imidlertid havde den norske Kong Svip-Dag voldtaget baade hans Syster og hans Daatter, og imens han nu af alle Kræfter stræbde at hævne den Beskiemmelse, gik Sumle hen og fæstede sin Daatter til Kong Henrik i 📌Saxen. Aldrig saasnart fik Gram den Tidende at spørge, førend han i al Stilhed skyndte sig fra Leiren over til 📌Fyen, og heraf seer man, at naar det kom til Stykket, holdt han dog meer af Pigen, end af Krigen. Han kom netop til Bryllup, men han var reven og pjaltet klædt, og satte sig paa Dør-Tærskelen, som en selvbuden Giæst. Da man nu spurgde ham, hvad Godt han havde at føre, svarede han, at han havde ingen Ting hos sig, uden den Kunst at helbrede Folk, og siden, da alle Giæsterne havde faaet en Taar over Tørsten, og vare dygtig høirøstede over Borde, laande han Bruden et Par Øine, og gav sin Vrede Luft i en Vise, hvori han heller hverken glemde at rose sig selv, eller at skiælde og smælde paa vægelsindede Piger. Visen skal gierne have lydt saalunde:

1

27Otte, dem stak jeg paa Spid,
Ene om Værket, med Gammen,
Ni jeg i samme god Tid
Huggede sønder og sammen.
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

2

Svarin stak Næsen i Skye,
Laved' sig kongeligt Sæde,
Bar dog kun Kronen i Nye,
Tabde sit Hoved i Næde!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

3

Dybt haver drukket mit Sværd
Blod af saa mangen en Bolle,
Rødmusset blev det af hver,
Bollerne blegnede kolde!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

4

Sværde maae synge for Liig,
Hjelme, som Stjerneskud, segne;
Ingen skal sige om mig,
Han saae mig bæve, og blegne!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

5

Mig haver Signe forskudt!
Mig har en Pigelil saaret!
Ære og Troe har hun brudt,
Fremmede Ungersvend kaaret!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

6

28Saa giør de Piger os Haad,
Møe tager Kæmpe ved Næse,
Flygtige, løse paa Traad,
Vendes, som Vindene blæse!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

7

Alt som paa Hjul og paa Vind,
Saa er paa Piger at bygge,
Hvem er saa trofast i Sind,
At ei med Nye kommer Nykke!
En Kiærling er en Kiærling, og en Mand en Mand!

Med det Samme Visen var ude, fløi Gram op af Sædet, og slog Hovedet af Hendrik, som han sad i Vennelag, over Borde, slog ned af Giæsterne for Fode, snappede sin Fæstemøe fra Brude-Kvinderne, og seilede sin Vei. Saaledes kom da Bryllups-Giæsterne til Liig-Begiængelse, og det var en Lærestreg til Fyenboerne, saa de ikke herefter skulde lystes ved at gaae imellem Bark og Træe.

Det blev imidlertid Gram en dyr Reise den samme, thi da han siden vilde have sin Krig frem mod den norske Kong Svip-Dag, kom Saxerne denne til hjælp med en stor Hob Folk, ikke fordi de havde ham saa kiær, men for at hevne Kong Hendriks Død, og Gram maatte bide i Græsset.


Guttorm og Hadding.

Gram havde to Sønner: en med Gro, som hedd Guttorm, og en med Signe, som hedd Hadding, men Svip-Dag var Herre i 📌Dannemark, og derfor flydde deres Foster-Fader med dem til 📌Sverrig, hvor Jetterne Vagnhoft og Hafle lovede baade at opdrage og beskytte dem.

29Men siden jeg dog nu saa løselig maae berøre slige Utydsker, med samt deres Anstalter, og vilde dog nødig, man skulde synes, at jeg mynter Noget paa min egen Haand, som er utroligt, og har ingensteds hjemme, saa er det vel ikke af Veien at fortælle: at, efter almindeligt Sagn, har her i gamle Dage været tre Slags Troldfolk, som med allehaande sorte Kunster giorde mange sære og synderlige Ting. Det første Hold Folk var et Slags vanskabde Uhyrer, som Alderdommen kaldte Jetter, og som vare meget større og stærkere, end Folk er nuomstunder. Det andet Hold stod langt under dem i Vext og Førlighed, men overgik dem lige saa vidt i levende Indbildnings-Kraft, havde synderlig Indsigt i Naturens Hemmelighed og Spaadoms-Kunst, og efter lang Strid om Herredømmet, vandt disse Hexe-Mestere Seier over Jetterne, og fik ikke blot Magten i Landene, men ogsaa Ord for at være Guder. Begge disse Hold Folk havde en særdeles Færdighed i Øine-Forblindelse, saa de baade kunde kogle allehaande Skikkelser frem, og stille Tingene selv i et falskt og skuffende Lys. Det tredie Hold Folk, var en Blanding af begge de Forrige, men der skiellede vidt i, at de enten kunde maale sig med de gamle Jetter i Høide og Legems-Styrke, eller lignes med Hexe-Mesterne i Kunster, saa det var kun reent Giøglerie, hvormed de narrede Folk til at tage sig for Guder. Dette vilde jeg kun sige, for at Læseren ikke skal støde sig over de Koglerier og Hexe-Kunster, jeg maa skrive om, og det er jo slet intet Under, at Tosser kunde ved saadanne Fandens Kunster lade sig forføre til Afguderie, aldenstund de fornuftige Romere vare slet ikke klogere, men lode sig ogsaa narre til at forgude dødelige Mennesker.

Nu vil vi lade den Ting staae ved sit Værd, og høre videre, hvad man fortæller: ved Grams Fald var Svip-Dag tillige blevet Herre baade over 📌Dannemark og 📌Sverrig, og for at føie sin Dronning, som idelig bad for 30sin Broder, lod han Guttorm hente af sin Landflygtighed, og satte ham til sin Skatte-Konge i 📌Dannemark, men Hadding blev hvor han var, thi han vilde have Blod, ei Brød, i Bod for sin Fader. Han tegnede ogsaa allerede i sin Opvext overmaade godt, thi Dreng hedd han, men Mand var han baade i Sind og i Skind; Leeg og Leflen var ikke hans Sag, men Vaaben hængde han efter med Liv og Sjæl, thi han kom ihu, af hvad Rod han randt, og havde den Troe, at alle Dage giør Helte-Søn og Helte-Gierning. Denne hans store Mandhaftighed stod imidlertid ikke Vagnhofts Daatter, Hardgrippe, an, og al hendes Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes hun med Elskov og Vellyst kunde besnære og svække den tappre Helt. Tidlig og sildig vilde hun bilde ham ind, at det var ikke mere end hans Pligt, at skiænke hende sin Ungdoms Kiærlighed, som havde været hans Barndoms tro Veninde, som havde givet ham Bryst, danglet med ham og ranglet for ham. Det var ikke dermed nok, at hun førde den Snak, men hun satte den endogsaa paa Riim, og sang den for ham, som Ordet gaaer:

1

Vakkre, vilde Ungersvend!
Mærk, hvad jeg vil sige!
Driv ei Tiden længer hen
Saa med Kamp og Krige!
Hvi vil dog saa ilde
Du Aarene spilde,
Som vinke til Leeg og til Lyst!

2

Vild du gaaer i Raserie,
Est med Blindhed slaget,
Skiønhed gaaer du kold forbi,
Heed i Vaabenbraget!
31I Blod vil du vade,
Men aldrig dig bade
I Kiærligheds speilklare Søe.

3

Sværdet er din Venne-Viv,
Brud i Brynje-Senge,
Mand-Slæt er din Tidsfordriv,
Valen er dit Vænge,
Ja, steenhaarde Kæmpe!
Din Lyst er Ulæmpe,
Og Vildmand, ei Helt, er dit Navn!

4

Dyrker den vel Guder ret,
Som kun holder Tyr i Ære!
Mon da ei af Gude-Æt,
Trods hver anden, Freia være!
Skal Møer nu klage,
At Skioldunger vrage
Gudinden, som var dem saa huld!

5

Ungersvend! saa bliv da viis!
Og lad Freias milde Varme
Flux optøe dit Hjertes Iis!
Synk med Lyst i mine Arme!
Med Gammen til Brystet,
Som spæd dig forlysted,
Til Læben, som lulled dig ind!

Hadding lod sig nu dermed forstaae, at hun, hvis uhyre Størrelse noksom beviiste, hvad Slægt hun var af, kunde allenfalds ikke være Kiæ32reste for ham, men hun bad ham kun aldrig regne efter hendes Udseende, da det var en Ting, hun kunde forandre efter eget Tykke, og gjøre sig høi og lav, bred og smal, tyk og tynd, som hun fandt for godt. Det vilde imidlertid ikke ret ind i Haddings Hoved, og da hun mærkede det, stemmede hun atter op, for, saa at sige, med Sang at tylle og trylle det i ham.

1

Underlige Ungersvend!
Sæt al Frygt til Side!
I min Favn den smelter hen,
Derpaa kanst du lide.
Min Gestalt er et Spil,
Ændres brat, naar jeg vil,
Mine Lemmer de lystre min Vilje!

2

Op til Himlen kan jeg naae,
Naar jeg mig umager,
Barne-Ham jeg tager paa,
Naar det mig behager,
Jeg kan see, med et Ord,
Ind i Vognen til Thor,
Jeg kan staae som en spærlemmet Pige!

3

Kold som Iis, og stiv og leed,
Er jeg tit, du Kiære!
Silkeblød og lueheed,
Deilig kan jeg være,
Som jeg snurrer mig om,
Er jeg grum, er jeg from,
Er jeg Alt, hvad mit Hjerte begiærer!

4

33Grillen-Fænger! synes du,
Det er sorte Kunster!
Vær dog klog! og kom ihu:
Griller er kun Dunster!
Odin selv, som du veed,
Giør sig smuk, giør sig leed,
Skyder Hamm, skifter Røst og Gebærde!

5

Underfuldt er Livets Spil,
Kræfterne sig dele,
Hver sig tee, som han er til!
Dobbelt er det Hele;
Hvo at finde sig veed
I den Tofoldighed,
Han er Alt, hvad ham lyster at være.

6

Deel min Lykke, Ungersvend,
Større end du tænker!
Mængden slæber Livet hen
I Gestaltens Lænker;
Jeg er frie, som en Fugl,
Ruller rundt, som et Hjul,
Giør kun Nar ad hver Haand mig vil gribe!

7

Kommer Fiender mig for nær,
Er jeg en Jetinde,
Banker paa min Hjertenskiær,
Skal han Pigen finde;
34Er jeg bister og vreed,
Er jeg rynket og leed;
Er jeg mild, er jeg glat, er jeg yndig.

Saaledes lokkede hun da virkelig Hadding til at sove hos sig, og hun var nu saa indtaget i ham, at da han endelig vilde hjem og see til sit Fædreneland, tog hun Mands-Klæder paa, og satte en Fornøielse i at staae Last og Brast med ham. Som de nu reiste sammen, kom de paa Veien til et Huus, og vilde havt Natte-Leie, hvor der var en stor Ynk paa Færde, thi Huus-Bonden var død, og man holdt nu hans Liig-Begiængelse. Hardgrippe fik Lyst til, med Trolddoms-Kunst, at udforske Nornens Villie, hvorfor hun goel Galder, skar ramme Runer i Træe, og lod Hadding lægge dem under Tungen paa den Døde. Dermed nødte hun ham til at tale, og det giorde han paa Riim, saa det var en Gru at høre:

Huh, huh! Skam faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun være fra Taa og til Top,
Hun, som maner mig op!
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!

Hun som kogled, og goel,
Nødte mig Døde,
Hensovne, op under Soel,
Hardt skal hun bøde,
Piint ihjel,
Hos den sorteblaae Hel,
Skal, som en blødende Skygge,
Brat hun bygge!

35Hexen har Kræfter,
Tvungen jeg maae
Tale og spaae,
Spaaer og derefter:

Grandt giennem Taagen
Skoven jeg seer:
Djævle-Krogen,
Der I en Ulykke skeer.

Hun der saa sært det kan mage,
Gienfærd til Legemer binde,
Hun som har kaldt mig tilbage,
Nødt mig til Ord at paafinde,
Hun skal med Hyl og med Graad
Angre dumdristige Raad!

Huh, huh! Skam faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun være fra Taa og til Top,
Hun, som maned mig op!
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!

Thurser og Trolde,
Giftige, sorte og kolde!
Ingen Snak!
Knik, Knak!
Ris, Ras!
Der ligger Hexen i Kvas!

36Hoved fra Gump!
Hver sin Stump!
Led for Led!
Saa har vi Fred!
Det er mit, det er mit,
Kvit! Kvit!
Du kom tilpas!
Nu har paa Hexen vi Has!

Hadding! du slipper,
Haabet, I Trolde, jer glipper,
Han skal ei Hel-Veien træde,
Hinke til Kval,
Pinebænken ei klæde,
Hel! i din skumle, beklumrede Sal!
som fra Skyggernes Hjem,
Kogled mig frem,
for sin Brøde,
Ene skal bøde!

Huh, huh! Skam faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun være fra Taa og til Top,
som har manet mig op;
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!

Det gik, som han spaaede. Da de kom til bemeldte Skov og maatte tilbringe Natten i en Løv-Hytte, saae Hadding en uhyre Jette-Næve, som stak ind imellem Grenene, og famlede rundt omkring i Hytten. Han bad, 37i sin Angest, Hardgrippe hjelpe sig, og hun greb da til sit gamle Raad, at fare i sin Jette-Ham, tog saa fat paa Haanden, og bad sin Fostersøn skiære den af; det giorde han da ogsaa, og saae, til sin Forskrækkelse, ei Blod, men Edder fuse ud af Saaret; men da nu Hardgrippe herved havde forgrebet sig paa sit eget Folkefærd, saa faldt hun i Troldenes Kløer, og de blæste kun ad alle hendes Kunster, enten hun peeb eller sang, saa maatte hun dog holde for, og blev revet i hundrede Stykker.

Saaledes mistede da Hadding sin Foster-Moder, og vankede raadvild om, men saa mødte han en gammel, eenøiet Mand, der ynkedes over ham, og skaffede ham i Forbund med en Søehane, som heed Liser, og de indgik Stalbroderskab med hinanden, efter gammel Skik, paa den Maade, at de begge to lod deres Blod løbe sammen i hinandens Fodspor, thi saaledes at blande Blod, ansaae man for det sikkreste Venskabs-Pant. Efter denne Forening gik begge Stalbrødrene i Krig imod Loke, som havde opkastet sig til Herre over Kureterne, men han gik af med Seieren.

Da nu Hadding var i Flugten, tog bemeldte gamle Mand ham op paa sin Hest, og førde ham med sig hjem, hvor han oplivede ham med en egen overmaade sød Drik, og spaaede ham et nyt Tillæg baade af Saft og Kraft, som man ydermere kan see af følgende Spaaerim, hvormed han talde ham til:

1

Jeg seer dig gange
Ud Veien frem,
Dig Fiender fange,
Og føre hjem;
De Giække mene,
For du gaaer ene,
Du est forfaaet.

2

38De hardt dig hilde,
Og fik de Lov,
Fik Graabeen Gilde
I 📌Gribbe-Skov,
Ja, fik de Magten,
Som de har Agten,
Drak Dyr dit Blod.

3

Tryk fuld de Riser,
De Murmel-Dyr,
Af Kæmpe-Viser
Og Eventyr!
Da før de revne,
End Taar de levne
I Horn og Kruus.

4

Naar høit de hikke
Af Mjød og Viin,
Naar lavt de ligge,
Som Slagte-Sviin;
Skal Bolt og Ringe
Itu vel springe,
Rusk du kun til!

5

Lad Pakket ligge!
Og rør dem ei!
Forsink dig ikke,
Men gak din Vei!
Der maa du møde,
39Med Øine røde,
Et grumt Udyr.

6

Den Løve pleier,
I Helte-Leeg,
At vinde Seier,
Og vende Steeg:
Med Fanger arme,
Mens de er varme,
At spille Bold.

7

Kun Mod i Bringe!
Grib an! hold fast!
Lad blotte Klinge
Kun bide hvast!
Skiær over Struben!
Luk Hjerte-Gruben
Med Staalet op!

8

Der rød udfuser
En Vædske fiin,
Drik, mens den bruser,
Den hede Viin!
Lad Hjerte-Flommen,
Som Ægge-Blommen,
Dig smage sød!

9

Da skal derefter
Du mærke snart,
40At nye Kræfter
Kom med en Fart,
At Løve-Modet
Du drak i Blodet,
Og aad dig stærk!

10

Den Drik skal kvæge,
Som klaren Viin,
Og linde, læge,
Som Olje fiin,
I alle Lemmer
Du Liv fornemmer,
Som født paa Nye!

11

Far vel! jeg baner
Din Konge Vei!
Og gale Haner,
Saa frygt dog ei!
Hvem jeg bedøver,
Ei Duun behøver,
Ei Dvale-Drik!

Aldrig saasnart var Visen ude, før Gubben var til Hest igien, og tog Hadding under sin Kappe. Der sad han da og kukelurede, med sit Liv i sin Haand, men kunde dog ikke bare sig for engang at titte ud igiennem en Rift, der var i Kappen, hvor han da til sin store Forskrækkelse saae, at Hesten travede hen over rullende Bølger. Hurtig tog han nu Øinene til sig, især da Gubben bad ham holde sin Næse fra, hvad der kom ham ikke ved, og da derpaa den Gamle havde sat ham, hvor han tog 41ham, kom han flux i Lokes Vold, og tvivlede han om, at Gubben havde spaaet rigtig, saa fik han nu Troen i Hænderne, thi den hele Spaadom traf bogstavelig ind.

Siden bekrigede Hadding Kong Hand-Van af Hellespont, og beleirede hans Hovedstad Dunaborg, men hun var saa fast, og havde saa høie Mure, at Hadding fornam, det nyttede ikke at stige og storme. Han hittede da paa det Puds, at lade fange en heel Hob Fugle, som havde deres Reder under Tagene inde i Byen, og bandt dem Svampe, som Ild var i, under Vingen, hvormed de da fløi tilbage, og stak Ild allevegne i Staden. Imidlertid nu Bymændene løb for at slukke, og Portene maatte passe sig selv, saae Hadding sit Snit, brød ind, og fangede Hand-Van, men han havde dog ikke Lyst til at skille ham ved Livet, og lod saavidt Naade gaae for Ret, at Hand-Van fik Lov at veie sig selv op med Guld, og saa være fri.

Efter store Bedrifter i 📌Østerleden, satte Hadding Kaasen ad 📌Sverrig til, og mødte, under 📌Gulland, Kong Svip-Dag i Spidsen af en stor Flaade, men slog ham ogsaa, og gav ham sit Livsbrød, saa han kom hjem af sin Landflygtighed ei blot med Bytte i Kæmpehaand, men og med Rette-Bod for Fader og for Broder, havde den Lykke, kun som Konge igien at see sit Fædreneland, og satte sig til Høibords med Hæder og Ære.

I de samme Dage var det, at hele 📌Europa bøiede Knæe for en vis Odin, som falskelig gav sig ud for en Gud, og havde sit meste Tilhold i 📌Upsal, uden at man ret veed hvad Folket der skulde tilskrive den Ære af hans flittige Besøg: enten deres egen Vanvittighed, eller Egnens Yndighed. For nu imidlertid ret at vise denne Afgud deres Hengivenhed, lode 📌Nordens Konger hans Billede støbe i Guld, behængde det med svære 42Armbaand og Finger-Ringe af det fineste Guld, og skikkede ham det saa til 📌Maglegaard, som et stort Ærestegn, og Beviis paa hvad de kaldte Gudsfrygt. Odin tog naturligviis med Kyshaand imod det Kiærtegn, der bar saa kraftigt et Vidnesbyrd om hans store Navnkundighed, men Frigge, hans Dronning, satte Stadsen over Æren, og fik nogle Guldsmede til at stjæle sig Noget af Støtten. Nu fik vel Odin fat paa de Karle, lod dem hænge, og Støtten sætte til Veirs med en kunstig Indretning, saa den gav en Klang af sig, saasnart Folk rørde ved den; men det hjalp ligemeget, thi Frigge, som heller vilde see sig selv forgyldt end sin Mand forgudet, laae i med en af hans fortrolige Venner, som kløgtig forstod at faae Støtten ned, og Guldet, som var givet til hvad man kaldte gudelig Brug, maatte nu holde her, og tjene kvindelig Forfængelighed. En smuk Gudinde! som heller vilde miste sin Ære, end Stadsen undvære; men hvad skal man videre sige: hun var jo Gudinde, som han var Gud, og man maa kun forundre sig over, at Folk i gamle Dage kunde være saa vildfarende at lade sig narre op i deres aabne Øine. Der blev imidlertid en stor Jammer paa Færde med Odin, da han mærkede det dobbelte Puds, hans Dronning havde spilt ham, med baade at bryde sin Troe og skamfere hans Billede, og, som en ærekiær Mand, gik den store Spot og Skam ham saa nær til Hjerte, at han fik Lede til Hjemmet, og reiste sin Vei, i det Haab, ved en frivillig Landflygtighed at kunne afstryge sin Skam.

Da nu Odin var borte, kom en vis Med-Odin for Orde ved sine Koglerier, og greb Leiligheden til at forgude sig selv, ved at indbilde Folk, at der var en Guddoms-Kraft faret i ham. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at skaffe sig Tilbedelse, og han indhyllede de vanvittige Hedninger i et nyt Vildfarelsens Mørke, ved det han fik dem bildt ind, at 43Guderne kunde ingenlunde forsones eller formildes ved Offringer, som gjordes til dem under Ening, men at hver Gud vilde have sit Offer for sig selv, saa det skulde nu herefter være forbudt at dyrke dem alle i Samling. Saasnart imidlertid Odin kom hjem, tog denne Hexemester, hvis Kunst slog ham feil, Flugten til 📌Fyn eller 📌Finland, og vilde forstikke sig der, men Folket sankede sig, og slog ham ihjel. Nu fik man at see, hvad Slags Folk han var af, thi Ingen kunde komme hans Gravsted nær, uden strax at miste sit Liv, saa han gjorde sig hardtad værre berygtet i Graven, end før i Verden, og betalde dem der slog ham ihjel med al Landsens Ulykke. For nu at faae Magt med det Uvæsen, grov Indbyggerne ham op igien, huggede hans Hoved af og slog en Pæl igiennem hans Hjerte, og saa fik de endelig Fred.

Det var efter sin Dronnings Død at Odin kom tilbage, thi ved den syndes Klikken paa hans Gude-Navn at være aftvættet, saa han nu fik hele sin forrige Anseelse igien, og den brugde han strax til at afsætte alle dem, der i hans Fraværelse havde tiltaget sig Gudenavn, og adsplitte det Selskab af Troldmænd, der havde dannet sig, og nu maatte vige, som Mørket for Solens Glands. Han lod det nemlig ikke blive ved at afsætte de selvgjorde Guder, men drev dem ogsaa i Landflygtighed, thi han syndes, det var ikke meer end billigt, at hvem der vilde stjæle sig ind i Himmelen, blev huusvild paa Jorden.

Imidlertid havde Svip-Dags Søn, Asmund, grebet til Vaaben imod Hadding, for at hevne sin Faders Fald, men Lykken var ham saa ugunstig, at han i denne Strid mistede sin tappre Søn: Harek, hvem han elskede høiere end sin egen Sjæl, som man seer af de Klageriim, hvormed han tog imod den 👤Jobs-Post, og gav tilkiende, at nu var kun Døden ham kiær, og Livet til Besvær:

1

44Hvor er en Beiler til Hærfaders Bænke,
Som jeg min Rustning kan skiænke!
Blinkende Guldhjelm! kan vel med Ære
Gubbens det rystende Hoved dig bære!
Brynje! du rummer ei svulmende Hjerte,
Brystet, som bugner af Smerte!

2

Ak! men han ligger paa Baare,
Han, som jeg elsked saa saare!
Skal, uden ham, jeg i Sal,
Langsom hentæres af Kval!
Nei, jeg vil døe, jeg vil Smerten neddæmpe !
Lystig nu kun! jeg vil døe som en Kæmpe!

3

Bort med de Brynjer, og bort med de Skjolde!
Frem vil vi styrte som Bærsærker bolde!
Sværdet vi svinge i Hænderne begge,
Virke Bedrift, med de straalende Egge,
Som med vort Navn skal i Tiderne funkle,
Fædrenes Navne og Rygte fordunkle!

Frem I Kæmper! Mod i Bringen!
Over Klingen
Springe skal da Fiende-Hæren!
Kort og godt!
Fienden brat skal flye med Spot!
Da med Æren
Over Kæmpe-Dynger ile
Vi til Hvile!

45Med det samme smed han Skjoldet paa Ryggen, tog fast om Sværdet med begge Hænder, styrtede forvoven frem, og fældte hvem han fandt, men nu anraabte Hadding sine Skytsaanders Bistand, og flux stod Vagnhoft som en Muur for hans Fylking. Saasnart Asmund fik Øie paa ham med det krogede Sværd, opløftede han Røsten og raabde paa Riim:

Hvad vil du her?
Trold med dit krogede Sværd!
Kort er vel min
Kaarde mod din,
Dog vil jeg haabe, min Kniv
Koster dit Liv;
Skam allenfalds skal du faae,
Kastespyd veed jeg kan naae!

Tvi dig, du Jette!
Giør du dig haard!
Hvad ikke Haanden formaaer,
Vil du med Munden udrette!
Kue med kvidrende Galder og Gand
Kæmpen, som holder mod Sværdene Stand!

See, hvor han støder, den Trold!
Folk med sit buklede Skjold!
True ikke saa med dit Spyd,
Du Mester i alskens Udyd!
Tvi dig, du Hrimthurse leed!
Huden er spettet, og Kiæften er breed,
46Saa har dig Nornen, som Niding og Træl,
Tegnet til Afskye, og mærket til Hel!

Ordet var endnu i hans Mund, da Hadding jog et Knebelspyd igiennem ham, men Asmund tog den Trøst med sig i Graven, at hans Banemand dog, hvor han gik og stod, maatte huske ham, thi han brugde sine sidste Kræfter og Øieblikke til at give Hadding et Saar i Foden, som gjorde ham til en Krøbling alle hans Dage. Det var da en mærkværdig Valplads, hvorfra den ene Konge maatte halte igiennem Verden, og den anden lade sig bære til Jorden; men det var endnu en mærkværdigere Liigbegiængelse Asmund fik i 📌Upsal, thi hans Dronning, Gunnild, dræbde sig selv, for ikke at overleve sin Husbonde, saa hun vilde heller gaae i Døden med ham, end med Livet fra ham. De Efterlevende lode da og Dronningen skee Ret, de dømte hende, som elskede sin Konge høiere end Livet, værdig til at hvile i Konge-Graven, og sammenblandede venlig de Ægtefolks Aske. Der ligger da Gunnild med Ære, og favner i Graven sin Mand saa ømt, som andre kun i Brudesengen deres!

Nu plyndrede da Hadding i 📌Sverrig som Seierherre, men uagtet Asmunds Søn: Ubbe, ei vovede at byde ham Spidsen, hjalp han dog snart Landet af med de besværlige Giæster, thi han fandt, at det var den nemmeste Afregning, at betale med lige Mynt, og skibede over til 📌Dannemark med sin Krigshær. Regningen var ogsaa ganske rigtig, thi baade var det lettere at fæste Fod paa Haddings Land, end paa hans Hals, og tillige, saa havde de Danske dog Fædrenelandet kiærere end Herredømmet, hvoraf Følgen blev, at hver drog hjem til Sit, og fandt paa begge Sider Fuglen fløiet og Reden tom.

Iblandt Andet fandt Hadding ogsaa, da han kom hjem fra den svenske Feide, at Tyvehaand havde tømt paa hans Skatkammer, hvor 47han pleiede at giemme hvad Godt han vandt i Krig og Orlog. Det første han greb til, var at lade Glum, sin Skatmester, hænge, men snildere var det Raad han saa fandt paa, i det han lovede Glums Ærespost til hvem af de Skyldige, der vilde bære sine Tyvekoster igien. Der var da ogsaa strax en af Tyvene, som tænkde mere paa hvad Kongen lovede, end hvad han vovede, ved at røbe sig selv, og da nu hans Medskyldige saae, hvor kongelig han blev belønnet, tænkde de, at han havde ret giort sin Lykke, og fik Lyst til, ligesaavel at dele den, som Skylden, med ham. De gave sig da selv an, og fik deres Lettroenhed godt betalt, først med Klingende, og saa med Svingende, og maa man ikke nok sige, at de Karle vare ærlig Strikken værd, som ikke kunde holde Tand for Tunge, eller reen Mund med deres lange Fingre.

Da nu den Ting var bragt i Rigtighed, rustede Hadding sig den hele Vinter, og drog om Foraaret, saasnart Isen brød op, over til 📌Sverrig, hvor han holdt ved at husere i fem samfulde Aar; men det blev for længe tilsidst, thi Levnets-Midlerne gik op, og Hadding fik at fornemme, at Hunger er et haardt Sværd, thi hans Krigsfolk kunde tilsidst knap hænge sammen. De maatte ikke allene tage til Takke med Skov-Skrapper, og slagte alle deres Heste, men endogsaa med Hunde-Aadsler og hinandens Liig, og da de saa vare allermeest fortvivlede, hørdes der om Nattetide, man veed ikke hvorfra, en Røst i den danske Leir, med følgende Riim:

Hvem I spurgde til Raads,
Da I sidst gik til Baads,
Da mod 📌Sverrig I drog,
Han ved Næsen jer tog.
Hvilket Galskab i Sind!
48Hvilken Overtro blind!
Hvor I drømme dog kan,
(Det har Mjøden nok voldt,)
Om at tvinge et Land,
Saa ærværdigt og stolt,
Som end aldrig blev lagt
Under Fremmedes Magt.
Som er Staalet for nær
Til at skiælve for Sværd!

Hør I Hanen, som goel!
Nu er Drømmen forbi,
Og som Duggen for Soel
Svinder Hær, svinder I,
Naar med lynende Sværd,
Naar med Svenske i Færd,
Alt som Fald efter Knald,
Efter Flugt kommer Fald.
Somme hist, Somme her!
Over Nakkerne Sværd!
Saa, hei lystig Koras!
Skiær vi Rumpen af Mads;
Hvem der først vender Ryg,
Taaler gierne et Tryk,
Naar fik Sværdet ei Ram
Til hvem Skiebnen er gram!
Hvad er Spyd meer end Vaand
Vel i Flygtningens Haand!

49Det var just ikke hen i Veiret, det Utydske spaaede, thi Dagen efter blev der holdt et Slag, som kom de Danske dyrt at staae, thi de faldt i Hobetal; men saa den næste nat hørde Svenskerne Nyt, og der kom i deres Leir ligesaadan en Røst, som Ingen vidste Rede til, og sang, som følger, for de unge Karles Øren:

Mig Ubbe, den Tosse,
End vover at trodse,
Men snart skal tilgavns han undgiælde:
Føle min Vælde.
Stamper han modig,
Stiv imod Brodden,
Snart skal han blodig
Blegne for Odden,
See paa sin Straf:
Eengang indtraf
Dog hvad jeg spaadde!

Tæmmes skal Armen,
Tylvte af Spyde
Tæt giennembryde
Brynjen og Barmen!
Tilbunds da bukker,
Ubbe, du under!
Liin ikke lukker
Gabende Vunder,
Lægedoms Saft,
Urternes Kraft,
Lægernes Kunst,
Alt er omsonst.

50Samme Nat stødte Krigshærene atter sammen, og naar da Maanen blinkede giennem Skye, saae man to skaldede Gubber, i gruelig Skikkelse, drages om Seieren, saa at den Ene stod de Danske, og den Anden Svenskerne bi.

Hadding tabde Slaget, og flydde til 📌Helsing-land, hvor der timedes ham en værre Ufærd, thi da han, paa en heed Sommerdag, gik ud at bade sig, fik han Syn paa et ubekiendt og underligt Dyr, som han endelig ved Sværdslag fik taget Livet af, og lod føre op i sin Leir, men, som han nu gik og brammede af sin Helte-Gierning, mødte der ham en Kvinde paa Veien, og sagde:

Oppe og nede,
Paa Mark og paa Bølge,
Skal dig forfølge
Gudernes Vrede;
Dig alle Vætter
Vrede nu drille,
Dine Forsætter
Brat de forspilde.

Faer, hvor du lyster!
Paa Mark og paa Bølge,
Selv til de fierneste Kyster,
Susende skal dig en Hvirvelvind følge:
Kaste i Skoven,
Tumle paa Voven,
Knække og knuse,
Med Bulder og Brag,
Hvor du er tilhuse,
51Tømmer og Tag;
Hvor du er om Bord,
Master og Roer!

Ulykken med dig du fører,
Skade faaer Alt hvad du rører:
Falder Blomst, falder Kvæg,
Til Uheld, paa din Vei;
Visner Blomst under Fod,
Isner Dyrenes Blod!
Uden Læe, uden Lye,
Skal du vanke om Land,
Som en Pest skal dig skye
Baade Kvinde og Mand!

Det er Himmelens Straf,
Det er Nornernes Dom,
Thi saa ilde du traf,
At med Dyret forkom,
Forborgen tilstede,
Et Led af den himmelske Kiæde!
Hardt maa du bøde,
Gudnidings Brøde
Gaaer over Alt!
Thursen i Ørne-Gestalt
Vingerne ryster,
Faer, hvor du lyster!
Syden og Norden,
Østen og Vesten,
52Brøle som Torden:
Vel mødt i Blæsten!
Sværge sig sammen
Mod dig med Gammen,
Hvirvlende alle dig følge,
Snurre dig rundt paa den rullende Bølge!

Bød hvad du brød!
Lær at afbede
Himmelens Vrede,
Ellers dig følger,
Paa Mark og paa Bølger,
Til du gaaer heden,
Hvirvlen og Vreden!

Hadding gav sig nu paa Hjemreisen, men det gik i alle Maader efter Kvindens Ord, saa hvor han vendte sig, kom Alting i Oprør. Saasnart han kom ud paa Søen, reiste der sig en flyvende Storm, som ødelagde hans Flaade, og da han, som en skibbruden Mand, søgde Huuslye ensteds, blæste Huset omkuld, saasnart han kom ind. Nu mærkede han da, at der var ikke andet Raad for Uraad, end at prøve, om han ved Sone-Offer igien kunde vinde Himmelens Gunst, og vendte sig desaarsag til Afguden Frø med et Offer af kulsort Kvæg, og et saadant Sone-Offer, som Svenskerne kalde Frø-Blot, blev det en Skik i hans Æt at gientage aarlig.

Nu spurgde Hadding Nyt fra 📌Norge, som huede ham meget ilde, thi det var, at Ragnild, Kong Haagens Daatter i 📌Nitter-Dalen, skulde giftes med en Jette, Noget, Hadding ansaae baade for en jammerlig Skiebne og en afskyelig Ting, som man ved et ædelt Vovestykke maat53te see at forekomme i Tide. Han kunde jo gierne siddet i Mag, og havt sine kronede Dage, imedens Prindsessen leed ilde, men naar Mag og Manddom ei kunde forliges, var Umagen ham altid kiærest, og hans største Fornøielse var at lægge Voldsmænd øde, ihvem det saa var der leed Uret. Saa foer han da afsted til 📌Norge, og slog det Utydske ihjel, som var saa næsviis at beile til kongeligt Blod, men Seieren maatte han kiøbe med mangt et Saar, og det ei af de mindste. Imidlertid fandt han ogsaa en kiærlig Haand til at forbinde, thi Prindsessen, som selv forstod sig en Smule paa Lægedoms Kunst, pleiede ret omhyggelig sin kiække Befrier, og for at have et Kiende paa ham, der ikke forsvandt i Tidens Længde, mærkede hun ham paa Skinnebenet med en Ring, som hun lagde i Saaret. Da hun nu siden fik Lov, af sin Fader, at vælge sig en Brudgom, hvem hendes Hu stod til, i Konge-Hallen, hvor der var baade unge og høibaarne Beilere nok, da ledte hun kun om det skiulte Kiærligheds-Pant, og følde sig frem, til hun fandt det hos Hadding, hvem hun da, uden at ændse de Andre, favnede flux, og overgav sig i Heltens Haand, som reddede hende af Jettens Kløer.

Imidlertid nu Hadding var her til Giæst, skal ham være mødt en underlig Ting, thi som Folk en Aftenstund sad over Borde, saae man en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet, henne ved Arnen, og vise i Barmen en Urtekost frem, som om hun vilde spørge, hvor i al Verden de vel meende, der var saa deilig grønt om Vinter-Dage? Da nu Kongen ogsaa virkelig fik Lyst til at giæste det Land, tog Kvinden ham under sin Kaabe, og sank i Jorden, den Vei hun kom. Det skulde da udentvivl betyde, at han, med Valhals Guders Minde, skulde giøre den Reise i levende Live, som stod ham for efter Døden, thi først maatte de arbeide sig igiennem en tyk og forgiftig Taage, og kom saa paa en meget betraadt og forslidt 54Fodstie, som førde hen til en Hob stadselig klædte Kongebørn, men ikke før de kom dem forbi, naaede de hen, hvor Solen skinnede, og det Slags Urter voxde, som Kvinden havde havt at føre. Videre gik de, og kom til en Aa med sorteblaa Vande, hvor Strømmen gik strid, og henrullede med sig allehaande Vaaben i rivende Fart. Over den Strøm var imidlertid dog lagt en Broe, og den gik de over hen til et Stæd, hvor de saae to Krigshære staae, som prøvede Styrke. Hvordan, sagde Hadding, hænger dog den Ting sammen? Aah! sagde Kvinden, det er Kæmper, som faldt i Slag, og vise nu daglig, saa i en Lignelse, hvordan det gik til, i det de, som til et Skuespil, opføre igien deres forrige Bedrifter. Videre gik de, og saae da en Muur, ikke nem at komme nær, end sige at komme over, og omsonst var al den Umage, som Kvinden giorde sig med, baade at springe derover, og at giøre sig lille og smutte igiennem. Hun maatte da nøies med at vride Hovedet om paa en Hane, hun just havde hos sig, og kaste det over Muren, og flux hørdes Hanegal fra den anden Side, til Vidnesbyrd om, at Fuglen var kommet til Live paa Ny!

Da Hadding var kommet tilbage fra denne underlige Nedfart, gav han sig paa Hiemreisen med sin unge Dronning til Fædrenelandet, og de Vikinger, som laae paa Luur, og vilde giort ham Veien stridig, fik en lang Næse, thi, ihvorvel Vandet og Vinden var for dem alle, saa tog han dog Luven fra dem, og kom i Behold.

Imidlertid lod Kong Ubbe i 📌Sverrig giøre vitterligt, at hvem der kunde tage Hadding af Dage, skulde faae hans Daatter, som var et Underværk af Deilighed, og den Fristelse kunde en vis Tønning ikke modstaae, men hyrede sig en Trop Bjarmer, hvormed han haabede at faae sit Ønske opfyldt. Hadding, som vilde møde ham paa Halvveien, stak nu i Søen, og da han seilede 📌Norge forbi, blev han paa Kysten en Gubbe 55vaer, som stod bestandig og viftede med et Klæde, og bad dem lægge til med Snekken. Haddings Stalbrødre ansaae det for en farlig Sag, stode hardt imod, og sagde, at Krydsvei var Krinkelvei, men Hadding tog ikke desmindre Gubben om Bord, og lærde af ham at giøre sig meer end sædvanlig Flid med sin Fylking, og stille Hæren saaledes op, at der stod kun to Mand i den første Række, men fire i den anden, otte i den tredie, og saa fort videre, immer dobbelt op, og saa bestandig sætte Slynge-Karlene og Bue-Skytterne til Fløimænd. Da nu Slaget skulde staae, og Hæren var saaledes stillet op, af Skabelon som en Kile, gik den gamle Mand hen allerbagest, og trak en Bue ud af Skratten, han havde paa Ryggen, der kun var stakket at see til, men skiød sig snart saaledes ud, at den blev længere end hele Fløiet. Med den Bue skiød han ti Skud ad Gangen, lige ind paa Fienden, saa det peeb i Luften, og ligesaamange Pile, ligesaamange Saar. Bjarmerne, som mærkede at det gik skjævt med dem i Sværdslag, tyede nu til deres Trolddom, og reiste med deres Hexerier, under klaren Himmel, Graaveir med Taage og Pladsregn; men den Gamle var deres Mester, thi saasnart han saae det trak op til Regn, satte han en Skye der lige imod, som pressede saa, at Regnen drev over. Hadding vandt da Seier, og den gamle Mand gik sin Vei, men raadte ham først, altid heller at føre svære Krige i fierne Lande, end smaahugges med sine Naboer hjemme, og spaaede ham tillige, at Fiender skulde aldrig fælde ham, men kun hans egen gode Villie giøre Ende paa hans Dage.

Siden bød Ubbe Hadding til sig i 📌Upsal, under Paaskud af et Forligelsemaal, men han havde Ræven bag Øret, og Hadding mistede alle sine Folk som han havde med sig, thi de Danske bleve bænkede i en Sal for sig selv, og ligesom En vilde ud, stod der en Svensker ved Døren og hug Hovedet af ham. Kun Hadding alene undkom i Nattens Mørke, men 56han kom igien med sin Krigshær, og saa faldt Ubbe i Slaget. Ingenlunde forgreb dog Hadding sig paa hans Liig, thi han førde kun Krig med de Levende, ikke med de Døde, meget mere glemde han det var hans Arvefiende der laae, gav ham en hæderlig Jordefærd, og lod opreise et meget kunstig udhugget Gravmæle over ham. For nu ogsaa, da han havde overvundet Svenskernes Hoved, om muligt, at vinde deres Hjerte, viiste han dem, at det var ham ikke om fremmede Lande at giøre, thi han lod Riget blive ved Asmunds Æt, og satte Ubbes Broder: Hunding, paa Thronen.

Da nu Hadding havde faaet Fred for sin gamle Efterstræber, slog han sig til Roe, slap Sværdet og holdt paa Ploven, men efter en Deel Aars Forløb blev han dog kied af den Stilhed, og skiændte paa sig selv, fordi han laae og gravede sig ned i Jorden, og pløiede ei meer den høie Søe; ja, man skulde snart troe, han fandt mere Fornøielse i Krig end i Fred, efter følgende Riim at slutte, hvormed han bebreider sig selv sin Ørkesløshed:

1

Hvi skiuler jeg mig her i Vraa,
Alt i de dunkle Skove,
Og heiser ikke Seil i Raa,
Som før, paa blanken Vove!

2

Her er slet ingen Roe og Mag
For onde Dyr og vilde,
De Ulve tude Nat og Dag,
Og Biørnen brummer ilde!

3

Hvor tomt, hvor dødt dog her at gaae,
Paa disse øde Fielde!
57Hvor kan et Helte-Hjerte slaae,
I slig en Muse-Fælde!

4

I Ungdoms-Aar jeg fik saa kiær
Sortladne Hav og Snekke;
Skal mine gamle Been nu her
I Biørnehie jeg lægge!

5

Fuldbedre dog det er forsand
Paa Hav sit Liv at friste,
Og sanke paa den vilde Strand
Med Æren Guld i Kiste!

6

Saa far nu vel, I Klipper graa!
Far vel, I mørke Skove!
Op, Mast i Skye! op, Seil i Raa!
Op! ud paa blanken Vove!

Hans Dronning derimod vilde helst have Sit paa det Tørre, og holdt mere af Klippe-Skoven, end af Søekanten, hvor Strand-Fuglene forstyrrede hendes gode Morgen-Søvn, som hun gav tilkiende med følgende Riim:

1

Her er trygt og luunt og tyst
I de dunkle Skove,
Tidlig mørkt, og silde lyst,
Længe kan man sove;
Nede ved den vilde Strand
Buldrer huult det under Land,
Angest maa man blive.

2

58Aldrig har man Roe og Mag
Der for Vind og Vove,
Silde Nat, og tidlig Dag,
Naar skal man dog sove!
Alt i aarle Morgengrye
Siunger Svanen høit i Skye,
Sørgelig det klinger.

3

Selv om Natten knap et Blund
Faaer man i sit Øie,
Bliver ikke allenstund
Maagen ved at støie!
Hvem ei Øren fik af Staal,
Gal kan blive af det Skraal,
Kiede sig til Døde.

4

Flakke om i skiøre Stavn
Paa den falske Vove,
Springe i den kolde Favn
Ud af lune Skove,
Hu! det er en selsom Lyst!
Maagen boe paa vilden Kyst!
Hvalen boe i Havet!

Paa samme Tid opstod der i 📌Jylland en arrig Skalk, ved Navn Toste, som var af ringe Herkomst, men fik nu i Sinde at giøre sig navnkundig ved Ondskab, som han da ogsaa blev paa Diævle-Viis, thi for den store Fortræd han med al Frækhed og Grusomhed giorde i Landet, blev han vidt og bredt bekiendt og berygtet under Navn af Mester-Skielmen. 59Det var ikke heller meer end forskyldt, thi efterat have skammelig huseret i 📌Jylland, gik han endnu videre, og antastede 📌Saxen, ja havde den Glæde, at Hertug Sigfred, hvis Folk fik ondt i Slaget, maatte bede om Fred. Dertil svarede Toste, at det skulde han gierne faae, naar han kun vilde træde i Forbund med ham, og bekrige Kong Hadding, men det syndes Sigfred var en farlig Sag, som han krympede sig ved at indvikles i. Der blev imidlertid ikke bedre Kiøb, thi det er slige Karles Mundheld, at vil du ikke med det Gode, saa skal du med det Onde, og Toste satte ham saaledes Kniven paa Struben, at han tilsidst gav efter, og med forenede Kræfter drev de virkelig i et Slag Kong Hadding af Marken. Toste bildte sig ind at han var faldet, og ledte længe efter hans Liig paa den blodige Valplads, men da det ikke var at finde, drog han ned til Stranden, hvor han da saae Hadding midt paa Vandet i en Baad arbeide mod Strømmen. Toste fik nu strax nogle Skibe skudt i Søen, og foer ud efter Baaden, men førend Hadding gik fra Land, havde han boret dem lække, og Toste maatte være glad han slap til Lands igien, uden at kuldseile. Han foer imidlertid strax ud igien med friske Skibe, og Kongen saae, det var ilde fat, men, heller død end raadvild! tænkde Hadding, spurgde sin Følgesvend om han kunde svømme, og da han svarede: Nei, og der ingen anden Redning var, saa kantrede Hadding Baaden, og holdt sig under den. Nu tænkde Toste, at han var druknet, vendte om, og gav sig i god Roe og Mag til med Hjertens Lyst at plyndre de Døde paa Valpladsen; men imidlertid fandt Hadding Venner, og slog ganske uventet ned imellem de Rovfugle, saa hvem der ikke nødtes til at blive, lod Byttet ligge, og foer afsted. Nu havde da Toste ogsaa lært, hvad det var at vende Ryg, men han blev alligevel ikke forsagt, og da han, efter det Knæk han havde faaet, ikke turde vente at komme til Kræfter derhjemme, 60saa reiste han udenlands med sine egne Sendebud, for at søge Raad i 📌Brittanien. Underveis havde han sin Fornøielse af, at faae sine Stalbrødre, og efterhaanden hele Skibets Mandskab, i Vane med at spille om Penge, hvorved der blev sat Splid imellem dem, og saa ophidsede han dem saalænge, til Legen tog en blodig Ende, og de sloge hinanden ihiel. Det giorde han altsammen for sin egen Fordeels Skyld, thi han arvede dem der faldt, og for de Penge kiøbde han sig Bistand af en, i de Dage navnkundig, Søerøver, som hedd Kolle. Med ham til Stalbroder kom da Toste snart igien, men Hadding, som heller vilde vove sin Trøie end sit Folk, bød ham ud og slog ham i Kreds. Det var nu saa engang Skik blandt Heltene i gamle Dage, at de brugde aldrig to, end sige flere Hænder til hvad een dog kanskee kunde giøre!

Efter disse Begivenheder var det, Hadding drømte en Nat, at hans afdøde Dronning kom til ham og sang:

I Skov løbe Dyrene vilde,
Og tude, og skabe sig ilde,
Men Dyret du har i din Gaard,
Som godt dem at tæmme formaaer,
Det Lam, som nu leger paa Gulv,
Skal bide den hungrige Ulv!

Men lidt efter lagde hun til:

Det være dig sagt,
Tag vel dig i Agt!
En Ulykkes-Fugl
Opvoxer i Skiul:
En Svane i Munden,
En Ugle i Grunden,
Saa grum og saa falsk!

61Om Morgenen da Kongen vaagnede, fortalte han sin Drøm til en Mand, som forstod sig paa mørke Taler, og fik den saaledes udlagt, at Ulven skulde betyde hans Søn, som vilde blive en grum Kæmpe og en Skræk for sine Fiender, men Svanen skulde betyde hans Daatter, som vilde forraade sin Fader. Den Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse, thi Haddings Daatter, Ulvilde, som blev gift med Guttorm Bonde, var saa unaturlig, at hun virkelig ophidsede sin Mand til at tage hendes egen Fader af Dage. Hvad enten hun dreves mest af indtændt Arrighed over den lave Stand hun var giftet ind i, eller af umaadelig Ærgierrighed, kan man ikke sige for vist, men at hun havde Dronninge-Stadsen i Hovedet, det seer man af hendes Tale, som jeg synes det er bedst at give, saavidt mueligt, med hendes egne Ord, saaledes som følger:

1

O vee mig, som fødtes paa Borgen
Af kongeligt Skioldunge-Blod!
I Hytten jeg gaaer nu med Sorgen,
Og falmer af Røg og af Sod;
O Skam faae min Fader, som vilde
Min Ære og Lykke forspilde!

2

Om Konninge-Sønner og Helte,
Ved Vuggen de Viser kun lød,
Men Bondemand løste mit Belte,
O vee! hvilken Jammer og Nød!
Det er, som en Eeg skulde bøie
Til Busken sig ned fra det Høie!

3

Vel før saae man Bondemands-Barnet,
At vorde en Konninge-Brud,
62Men naar saae man kastes i Skarnet
En Konninge-Daatter saa prud!
O vee! at saa falde jeg maatte,
Da Møe jeg i Brudeseng traadte!

4

Dog Bonde! maaskee under Kofte
Et Konninge-Hierte dig slaaer,
Saa fandt man i Vadmel jo ofte,
Hvad ei var i Zobel og Maar;
Og selv sig et Purpur at skiære,
Er meer end et skiænket at bære!

5

Ja, hvad er en Drot, som beklæder
En nedarvet Konninge-Stol,
Mod den, der opstiger med Hæder
Fra Dybet, som Stjerne og Soel!
Det er ikke Byrd, men Bedrifter,
Som ligelig Æren udskifter!

6

Der Kongen dig fæsted, til Kvinde,
En Jomfru af Konninge-Blod,
Han vented vel hos dig at finde
Et kongeligt Hierte og Mod!
Saa viis, du fortiener den Ære,
En Konninge-Svoger at være!

7

Ja skiær dig et Purpur med Kaarde!
Opreis dig af Skarnet! fat Mod!
Lad Ellen et Egetræe vorde,
Forvandlet ved Konninge-Blod!
63Den Helt, som et Kongehuus stifter,
Han bøder paa Byrd med Bedrifter!

8

Kom ei nu med Snak om at synde!
Naar udgaaet Træe staaer paa Hæld,
Da skal sig med Øxen man skynde!
Det kalder jeg at giøre Skiel;
Den første den bedste er Manden,
Og vil ikke du, vil en Anden!

9

Ja, længe nok throned den Gamle,
Som nikker bedaget og træt,
Ham til sine Fædre at samle,
Er billigt, og kiærligt, og ret;
Hvo høiest den mægter at bære,
Maa nærmest til Kronen og være!

Intet i Verden for mig kan opveie
Deilige, Drotlige Dronninge-Navn,
Heller, end ydmyg for Kongen at neie,
Kiærlig og stolt jeg ham tager i Favn;
Lidt kun er Navnet af Konninge-Daatter,
Imod det herlige: Kongens Gemal!
Mindre endda er en Svoger til Drotter
Imod en Konge, som throner i Sal!
Aldrig for godt skal man kalde det Bedste,
Aldrig forglemme: man selv er sin Næste!
Tael ikke her om umuelige Ting!
Mueligt er Alt for den Diærve og Snilde!
64Dette er let, som for Haren et Spring,
Sagen er her kun at ville!

Vi giøre Gilde,
Byde vor Fader til Giæst,
Minerne milde,
Blænde som bedst,
Alt er at haabe,
Frændskabets Kaabe
Snaren bedækker,
Miøden os rækker
Venlig sin Haand.

Naar, efter gammel Sædvane,
Kongen da fører paa Bane
Kæmper og Riser,
Sager og Viser,
Reder og kiæmmer, i Dag som i Gaar,
Fipskiæg og Haar,
Ikke han drømmer om Svig og Harm
Førend det Kolde han har i Barm.
Lad ham kun tømme den samme Skaal
Han har iskiænket med bredfuldt Maal!
Salig den Haand, som faaer Lykke og Evne,
Tusinders Blod paa den Niding at hevne!

Paa denne Maade fik Ulvilde virkelig sin Husbond overtalt til at tage Deel i det sorte Forræderie, men Hadding blev i en Drøm advaret om, at vogte sig for sin Svigersøn, han kom ikke desmindre til Giæstebudet, som hans Daatter lod til at have anrettet af særdeles Kiærlighed, 65men tæt ved Huset lagde han en Trop Krigsfolk i Baghold, der kunde være ved Haanden, naar det giordes behov. Som han nu sad over Borde, lagde han Mærke til, at der stod en Tiener, som ingen Ting bestilde, med et Sværd under Koften, og det var da ligefrem, at han lurede paa Leilighed, men nu gav Hadding sine Folk det Tegn der var aftalt, ved at blæse i en Trompet; de kom da ogsaa paa Øieblikket, og Fals slog, paa en bedre Maade end agtet var, sin Herre paa Hals. Imidlertid kom dog det Rygte ud iblandt Folk, at Hadding var død, og da Hunding i 📌Sverrig det hørde, giorde han et stadseligt Giæstebud, for at drikke Æres-Øl over ham. Der blev nu sat et stort Miødkar midt paa Gulvet, og for at det skulde gaae ret høitideligt til, tog Hunding sig selv en Tieners Skikkelse paa, og stod for Skiænken, men i det han nu gik omkring, og saae Giæsterne til Gode, gleed Foden fra ham og han styrtede ned i Karret og druknede, som om det skulde være en Straf over ham, enten fordi han løi Hadding død, eller fordi han smurde Odin om Munden med et tomt Gravøl. Dog, hvorom Alting er, saa, da Hadding fik den Tidende, satte han sig for at giøre samme Skiel, og døe til dens Ære, som døde til hans, hvorfor han lod Folket sammenkalde, og hængde sig i alle Mands Paasyn.


66

Folke-Sagn fra Hedenskabet.


Anden Bog.

Fra Haddings Død til Rolv Krages.


Frode den Første.

Haddings Søn og Eftermand, Kong Frode, havde ogsaa adskillige mærkværdige Eventyr, og deriblandt var det første, som følger:

Da Frode havde traadt sine Børneskoe, var han en dygtig Karl, og ødte heller ikke sine Kræfter, enten ved Dagdriverie eller Liderlighed, men havde bestandig Krigen i Hovedet. Paa alle de Krigs-Anstalter satte han imidlertid sit Arvegods overstyr, og havde tilsidst ikke Raad til at holde sin Krigsmagt vedlige, men som han nu engang sad og grublede over, hvor han dog skulde tage de Penge fra, han nødvendig behøvede, kom der en Dannemand, og satte Mod i ham, med følgende Riim:

1

En Øe jeg veed,
Ei langt af Leed,
Den har saa bløde Høie,
67Og under Muld
Det røde Guld,
Som straaler klart i Øie;
Hvis det du fandt,
Du Bytte vandt,
Som kunde dig fornøie!

2

I Høien boer
En Drage stor,
Som over Skatten ruger,
Gaaer rundt omkring,
Som Ring ved Ring,
Og Dyngen sammenknuger,
Med krøllet Stjert
Den spiller sært,
Og Brodden flink den bruger.

3

Dog, prøv kun til!
Du vinder Spil,
Om du mit Raad vil følge.
Tag Huder paa
Fra Top til Taa!
Da kanst du Slangen dølge!
Vend kiæk og bold
Kun Tyre-Skjold
Mod Fiendens Edder-Bølge!

4

Hold du kun Stand!
Ei mindste Gran
Du vover under Kaaben;
68Men snør den tæt,
Saa ingen Plet
For Edderen staaer aaben!
Thi Giften leed,
Saa lueheed,
Den er et farligt Vaaben.

5

En Tunge styg,
Trekløftet, tyk,
Paa Spil i Gab du skuer,
Bag Takke-Tand,
Heel hvas forsand
Den hvislende dig truer
Med Hvine-Lyd,
Som Hjerte-Spyd;
See til, at ei du gruer!

6

Vel Kroppen glat,
Med Skiæl besat,
Kan trodse Odd og Egge;
Men Pletten bar,
Som Bugen har,
See til, du den kan række!
Da gaaer det an,
Da Sværdet kan
Midtad Udyret flække!

7

Da nytter Staal:
Et Spade-Maal
Dig kan til Skatten bringe!
69Vær saa ei seen!
Giør Graven reen
For Fade, Mynt og Ringe!
Med Posen fuld
Af Fortids Guld,
Hjemflyv paa Snekke-Vinge!

Det Ord, syndes Frode, var Guld værd, seilede strax afsted, og tog ingen Moders Sjæl med sig i Følge, for Kæmpe-Lovens Skyld, som siger: Een imod Een! Han mødte ogsaa strax Dragen, som havde været ude, og drukket, og lærde ham snart, det var sandt, at den blæste ad Sværd, som kun ramde paa Ryggen, og vidste at snoe sig fra hvert et Kaste-Spyd, ihvor godt det var stilet. Men, da nu Frode mærkede det, gav han sig til at titte efter, til han fandt det ømme Sted under Bugen, og stødte saa ikke forgæves til. Dragen søgde nu vel at hevne sig, men Alt hvad den formaaede, var at sætte sine Tænder i Skjoldet, og hvislende udspye sit Liv med Forgiften, hvorpaa Kongen tog hvad han fandt, og blev en grundriig Mand.

Nu havde Frode Raad til at udruste sin Flaade, og satte med den sin Kaas til 📌Kurland, men da Kong Daarne, som der regierede, mærkede, hvad Klokken var slaaet, og havde slet ikke Mod paa at mødes i Marken med saadanne Folk, saa sammenkaldte han Rigens Høvdinger, og talde dem gierne, i Krigshærens Paahør, saaledes til. Der kommer, sagde han, en Fiende til Lands, som er udrustet med hele 📌Vesterledens Magt og Midler, saa det er ikke værd at forhaste sig paa ham, men heller see Tiden an, og binde ham op ved tom Hæk saalænge. Hunger er et haardt Sværd, og en indvortes Sygdom, og en Fiende, som man ikke nemt skal afvæbne, fordi man nærer ham i sin egen Barm, saa at jo læn70gere man slaaes med ham, des stærkere bliver han. Lad os nu altsaa tage den Karl i vor Tjeneste, og ikke bruge Staal til, hvad vi bedre kan giøre med ingen Ting, eller umage os med at kaste Spyd til Folk, som falde om af sig selv! Paa den Maade blive vi heelskindede paa begge Sider, uden at Fienden derfor bliver skadesløs, han bliver bleg om Næsen, uden al Blodstyrtning, og vi overvinde ham med al Sagtmodighed, blot ved at lade ham være i Roe. Hvem vil ikke dog heller være i Visse end i Vove, naar man faaer lige meget derfor! Hvem vilde være saadan en Nar, at bygge Galgen, for selv at blive hængt! Lad os da nu kun lægge os til Borgeleie, mens den første Træfning holdes! kommer vor Leiesvend i Knibe, er det Tids nok at staae ham bi, og jo senere vi begynde paa Arbeidet, desbedre gaaer det fra Haanden, thi hvem der er udslidt, har ondt ved at rappe sig, og den Haand, der knap kan bære sig selv, lader vel Sværdet ligge; men vil ikke de Syge, saa vil netop de Sunde, Skam faae den, der lægger Haanden imellem, hvor der er ingen Fare, og det Slag er snart afgjort, hvor den faaer Hug, som kan ei slaae igien!

Efterat han nu havde holdt denne Tale, gik han Fienden i Forkiøbet, udplyndrede selv sit Fædreneland, ødelagde hvad han mistvivlede om at kunne forsvare, og trak sig saa med Største-Delen af sine Tropper ind i en uovervindelig Fæstning, glad ved, at Fienden nu fandt kun en Ørk.

Imidlertid, da Frode kom, og havde omringet Fæstningen, uden at turde giøre sig noget Haab om, at kunne indtage den; fandt han paa et andet Raad, og lod sin Leir giennemskiære med dybe Grøfter. Jorden lod han hemmelig bære ud i Kurve, og kaste i Floden, som løb under Murene, og Grøn-Sværet lod han lægge meget pænt over Grøfterne igien, i det Haab, at de som ikke vidste Beskeed, skulde være uforsigtige nok til at løbe i Fælden, og brække deres Hals. Derpaa lod han, som om der 71var kommet en Rædsel over ham, og begyndte, lidt efter lidt, at trække sig ud af Leiren, og da Byemændene saae det, foer de ud, og efter ham, men traadte immer feil og faldt i Grøfterne, hvor Frodes Kaste-Spyd gjorde Pinen kort.

Da nu Frode seilede herfra, traf han den russiske Magthaver, Trane, i Søen, og bespeidede, om Nattetid, hans Flaade paa en egen Maade. Han ladede nemlig en Kongebaad med lutter Træ-Tolle, seilede saa hen, og lod med et Vridt bore Hul ved Hul i Vandgangen paa Fiendens Skibe, men gav Træ for Træ, og satte en Pind i hvert Hul, for at Vandet ikke skulde komme for tidlig. Først da han havde faaet boret saa mange Huller, som han meende Skibene kunne behøve, for at gaae til Bunds, lod han Tollene trække ud, saa Vandet fik frit Kiørind, mens han lagde bi, og omringede Fienden. Da Russerne nu saae, i hvad Klemme de var, vidste de hverken ud eller ind, Somme greb til Sværdet og Somme til Øsen, men det var lige galt, ihvad man gjorde, thi den ene Ulykke rakde den anden Haand; hvem der vilde være Soldat, forliste, og hvem der vilde være Matros, faldt paa Valpladsen, man huggede sig ned til Havsens Bund, og svømmede sig Kaarden i Livet, og mens man slog Laagen i for Døden, maatte man lade Porten staae den aaben, hvem der vilde liste sig fra den, sprang den paa, og listede sig paa hvem der vilde springe fra den, og enten man fik Vaadt eller Tørt, saa fik man sit Livsbrød.

Da han nu havde overvundet Russerne, og var kommet hjem til 📌Dannemark, skikkede Frode sine visse Bud ind i 📌Rusland at kræve Skat, men Landsens Indbyggere omgikkes dem med Lumskhed, og myrdede dem paa en gruelig Maade. For nu at hævne sig, drog Frode ud med sin Krigshær, og beleirede Byen Rotale, men da han syndes det vilde gaae 72for langsomt med at tage Byen, naar Floden fik Lov at giøre Skiel, saa gravede han den ud til Siderne, for at prøve om man kunde naae Bund, og finde et Vadsted. Han holdt heller ikke op, førend han ved at dele den stride Strøm, fik den nødt til at fare i Mag, og lade Folk vade i Fred, og, da han først havde faaet Bugt med Floden, maatte Byen snart give tabt, thi i Strømmen havde den sit eneste Værn, og da den havde mistet det, stod den Seierherren aaben.

Nu gik Frode videre, og lagde sig for Byen 📌Pultisk, men da han meende, at Magten vilde her ikke forslaae, strøg han Løve-Huden af, og drog Ræve-Bælgen paa; i det han nemlig, uden at lade ret mange vide det, forstak sig i en Vraae, og søgde at neddæmpe Fiendens Frygt, ved selv at smedde et falsk Rygte om sin Død. For at giøre Alt desmere troværdigt, holdt man hans Liig-Begiængelse, og opkastede ham en Gravhøi, ved hvilken Leilighed de Kæmper, som vidste Beskeed, ikke glemde, at bære deres forstilte Konge-Sorg til Skue, og paa Læberne. Dette Rygte dyssede virkelig Stadens Konge, Vespasius, i Søvn, saa han meende, alt at have vundet Seier, og sørgede kun maadelig for Byens Sikkerhed, men han vaagnede snart i Forskrækkelse, da Frode imidlertid brød ind, og slog ham midt i Leeg og Lystighed.

Efter at have vundet denne Stad, giorde Frode sig Haab om, at spille Mester i 📌Østerleden, og gav sig til at beleire Kong Handvans Hovedstad. Det var den samme Bye, som Hadding saa snildt stak i Brand, og for at Ingen tiere skulde spille ham det Puds, havde Handvan ladet alle de Fugle udrydde, som byggede ved Tagene, men Frode var ikke saa let at giøre raadvild, han klædte sig ud som en Skjold-Møe, gik saa, selvanden, ind i Staden, og lod, som han var rømt fra de Danske. Listen lykkedes, og, efterat have nøie forfaret Leiligheden, lod han Dagen ef73ter sin Følgesvend gaae ud og sige hans Krigsfolk, at de skulde kun gaae lige ind til Porten, saa skulde han lukke dem op. Det skedte, Vagten havde han vidst at narre, og mens Folk laae i deres søde Søvn, blev Byen indtaget, og maatte dyrt betale sin Tryghed, thi det var jo ikke Fiendens Diærvhed, men Vennernes Dorskhed, som gjorde dens Ulykke. Det kan man dog ogsaa nok begribe, at der er ingen større Forraadelse i Krigens Tid, end at sove Frygten bort, og ligge paa sit grønne Øre, som om der var Fred og ingen Fare.

Da Kong Handvan mærkede, at hans Soel var dalet og hans Rige forloren, gik han til Søes med alle sine Skatte, og sænkede dem ned, da han heller undte Dybet, end de Danske, sin Rigdom, men havde jeg været i hans Sted, vilde jeg dog heller brugt Pengene til at giøre mig gode Venner med Fienderne, end lægge dem paa Havsens Bund, til Verdens Tab og Ingens Nytte. Da Frode nu imidlertid fik i Sinde at skikke Bud, og beile til hans Daatter, bad han hilse, og sige, at Frode skulde tage sig i Agt for, ikke, mens Lykken spillede for ham, at blive beruset og overmodig deraf, men heller skaane de Nedbøiede, have Majestæten for Øie, selv i dens fornedrede Tilstand, og i dette Speil paa Lykkens Foranderlighed lære, viselig at bedømme dens Gunst. Da vilde han vist ikke støde den fra Thronen, til hvis Daatter han beilede, ei forringe hendes Herkomst, med hvem han ønskede at dele sin Hæder og Krone, eller af skiden Begiærlighed gifte sig under sin Stand. Dette artige Svar virkede saameget, at Handvan beholdt sit Rige, og Frode fik sig en Dronning med Æren.

Medens dette stod paa, drog Haddings Daatter, Svanhvide, med sine Skjoldmøer over til 📌Sverrig, for at see, om hun ikke med Kvindelist kunde afværge to høibaarne Ungersvendes Undergang. Det var nemlig Hundings Sønner: Regner og Thorvald, hvem deres Stifmoder 74Thorilde, af et forgiftigt Had, søgde at styrte i den ene Ulykke over den anden, og havde nu sat til at vogte Kongens Kvæg. Som de nu en Nat var i den Bestilling, og holdt Vagt, kom Svanhvide ridende med sine Lege-Søstre, og de vilde strax staaet af Hestene, men hun, som kunde see, hvilken en Hob Uting af alle Slags, der sværmede omkring, forbød dem det strængelig, med følgende Riim:

See hist, hvor de hoppe,
Det Natugle-Kram!
De luftige Kroppe
Faae Last nu og Skam!
Hillemænd! hvilken Krig!
Hvilken Val! hvilke Liig!
Hvilken Fægtning paa Fjeld:
Paa en Vei-Knold i Kveld!

Seer man det, hvilken Flok
Kommer flaggrende der!
De er' vanskabde nok
Til at kyse en Hær!
Er det Alvor, I Smaa!
Er her farligt at gaae!
Vil I standse vor Gang!
Skal vi strax dreie om
Fra jer hellige Vang,
Hvor for Skade vi kom
Allerede for vidt!
Ikke vove et Skridt!

75Hvilken Spøgelse-Valts!
Hvilken Luft-Menuet!
Hvilken Sang af fuld Hals!
Hvor den bølger sig let,
Stiger vældig med Gny,
Op, som Røgen i Skye!

See, hvor de Fauner
Flyve som Avner!
Hvor de Satyrer
Stride som Myrer!
Panerne! see, hvor de kæmpe i Flok,
Bide forsand,
Tunge for Tand,
Giøre de Gienfærd det broget nok!

Lystig! nei see! nu skal vi ha'e Tak!
Thusse-Unger og Elle-Pak!
See, hvor de slaaes!
Alle paa Trods,
Vil de nu løbe hinanden forbi,
Skubbe sig frem paa smallen Stie!

Saae jeg saa galt i mine Dage!
Nu vil jo Tosserne op at age!
Op paa Hexenes Kosteskaft,
For det at tumle med mere Kraft.

Søstre! seer I, hvad jeg nu saae!
Mellem de Puslinger Pokker maa gaae!
76Ikke vi stige af Heste-Rygge!
Høit over dem sidde her vi trygge!

Regner lod dem imidlertid vide, at han var en af Kongens Trælle, og gav for, at Aarsagen, hvi han var kommet saa langt fra Bye, laae deri, at Kvæget, som han var sat til at vogte paa Marken, var blevet borte for ham, og, da han ikke kunde finde det igien, turde han ikke gaae hjem, hvor han vidste, der vankede Hug og Slag. Hermed meende han baade sig selv og sin Broder, som man seer af Visen han sang:

1

Tiden falder ved Arbeid lang,
I Ungdoms Aar,
Vi skulle vogte i Græsning-Vang
De Kiør og Faar;
Trælle vi ere, det lide du paa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

2

Tiden tykkes ved Leeg saa kort,
I Ungdoms Aar,
Bedst som vi leged', da løb jo bort
De Kiør og Faar;
Trælle vi ere, det føle vi maa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

3

Legen endes saa let med Graad,
I Ungdoms Aar,
Ikke vi veed vore levende Raad,
Saa galt det gaaer;
Trælle vi ere, hvem tænker derpaa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

4

77Hvem kan finde i Verden Vei,
I Ungdoms Aar!
Længe vi ledte, og fandt dog ei
De Kiør og Faar.
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, og Skam vi faae.

5

Kieppen rider man vel til Vands,
I Ungdoms Aar,
Springer dog nødig Kiepperygge-Dands
For Kiør og Faar.
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, og grue vi maa!

6

Kiær vel har man sin Askekrog,
I Ungdoms Aar;
Heller vi ligge paa Marken dog,
Mens Kieppen gaaer!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, det huske vi maa!

7

Natte-Frist er som vundet Slag,
I Ungdoms Aar,
Altid man haaber, at næste Dag
Det bedre gaaer;
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, maa vove derpaa!

8

Flugt og Skjul er for Sværd og Skjold,
I Ungdoms Aar,
78Faaer ikkun Hosbond ei paa os Hold,
Hans Kiep ei naaer;
Midlertid Meget kan løbe til Strand,
Hver sig dog hytter, saalænge han kan!

Imidlertid havde Svanhvide havt Leilighed til at betragte Ungersvenden nøiere, og kunde ei noksom beundre hans Deilighed og fine Ansigts-Træk, hvorfor hun ogsaa svarede:

Æble falder ei langt fra Træ,
Mødding giemmer ei Dannefæ;
Aldrig slaaer det i Verden feil,
Øiet vorder jo Ættens Speil!
Øien-Parret med sligt et Spil
Aldrig lyver sig Fader til;
Hvor man skuer de klare Lyn,
Hvor man skuer de Rynke-Bryn,
Ei man spørger om Faders Navn,
Thi om Ætten gaaer Syn for Savn!
Ikke saa vogted din Fader Faar,
Ham fulgde Kæmper i Kongens Gaard!
Ikke saa rygted din Moder Sviin,
Dertil er Huden og Stemmen for fiin!
Ikke den Pande, saa hvalvt og høi,
Kommer fra Trælle, som trillede Møg!
Ikke saa smækker, saa rank og saa rund,
Voxer man op paa en Suursidde-Bund!
Fine Guldsmykker, man seer det vel paa!
Aldrig en Grovsmed dem dannede saa!
Øiet ei tindrer af Rusk og af Slud,
Aand er der inde, hvor Kraft kiger ud!
79Iler, I Svende, da Alt hvad I kan!
Springer paa Stand
Ud af det Selskab med Thusse og Trold,
Før de jer fange i Magt og i Vold;
Saa ikke de Lede
Sig kvæge og fede,
Og spille i Enge
Med Eder, I deilige Drenge!

Regner skammede sig imidlertid saa dybt over sine daarlige Klæder, at han syndes, det eneste Raad var at skjule sin høiædle Herkomst, og sagde:

I Træl kan findes Heltesind,
Som Løve-Mod i Hareskind,
Om end ei tit, dog før man saae
En Helt i Øxen-Huus opstaae,
Og skjule over Kofte-Plet
Med Kæmpe-Haanden nok saa net;
Og skinne saa i Herrefærd,
At han blev adlet ved sit Sværd,
Og blande saa med Konger Blod;
At han for Trælle-Byrd fik Bod!

Jeg Ingen frygter, uden Thor,
Mod hvem i Himmel og paa Jord,
Ei hjelper Mod, ei nytter Skjold,
Ham viger jeg, men ingen Trold,
Ei Noget af det Giøgle-Kram,
Som truer kun med Thusse-Ham.
Den Mand er ikke Navnet værd,
80Som gruer for en Skygge-Hær,
For Puslerie, som ei har Magt,
Men kryer sig i en stjaalet Dragt,
Og laaner sig af Luften kun
Lidt Skikkelse en liden Stund,
Et Øieblik, thi flux er tabt,
Hvad Vind kun har af Tomhed skabt!

Saa mærk da vel, du tager Feil
Af Rynke-Bryn og Øien-Speil,
Ifald du tænker: Kiærling-Snak
I Manddoms-Skjold giør mindste Hak,
Og at et Kæmpe-Bryst er bygt,
Til Konge-Hald for Kvinde-Frygt!

Svanhvide, som faldt i stor Forundring over Knøsens Mandhaftighed, giorde nu en Lysning, hvorved den kogleriske Taage, som indhyllede Spøgelserne, og forblindede Regner, skildtes ad; ligesom hun ogsaa lovede ham et Sværd, der i al Slags Strid kunde giøre Beskeed; men han havde nu ikke Øine for Andet, end for hendes Deilighed, som nu skinnede dobbelt klar, og da Svanhvide saae, at Ungersvendens Hjerte stod i lysende Lue, lovede hun ham tillige sin Haand, i det hun rakde ham Sværdet, med disse Ord:

1

Med dette Sværd
O, Prinds saa kiær!
Svanhvide dig mon fæste!
Det kløver Skjold,
Det bider Trold,
Det kappes med det bedste!

2

81Nu, viis dig værd
Det gode Sværd!
Ja, viis dig værd et bedre!
Lad Haanden saa
Det overgaae,
At den og det kan hædre!

3

Læg som en Mand,
Med ret Forstand,
Nu Staal for bløde Egge!
Lad Haand og Aand
Gaae Haand i Haand!
Det baade skal dem begge!

4

Skal godt det gaae,
Sin Byrde maa
Tilgavns man voxen være;
Det gielder her,
Om med dit Sværd,
Du og dig selv kan bære!

5

Besind dig vel,
Giør Ret og Skiel,
Og hug ei, før du prøver!
Saa Helt og Sværd
Maa findes værd
Bedriften, som du øver!

6

Ja, Hareblod
Og Vankelmod
82Det bedste Sværd kan døve,
Og Staal er Vaand
I Kiærling-Haand,
Ei Tand giør Lam til Løve;

7

Dog ei man godt
Ved Kiækhed blot
Et evigt Navn sig stifter;
Kun ret i Pagt
Den vinder Magt
Til herlige Bedrifter!

8

Ja, saa i Pagt
Man finder lagt
Hver Snor, som holder længe,
Ei brister let
Den Snor, som ret
Er lagt af trende Strænge!

9

Nei, væbnes Haand
Med Sværd og Aand,
Og passe ret de sammen;
Da har til Daad
Man gode Raad,
Da faaer man Glands til Gammen!

10

Har du da Lyst,
I Kæmpe-Dyst,
At vinde Seiers-Palmen;
83Saa fat i Haand,
Saa følg med Aand
I Kamp nu Kæmpe-Malmen!

Dette er, skiøndt ikkun halvkvæden, Visen, hun sang for Regners Øren, og, efterat hun derpaa havde ladet sine Skjoldmøer reise, tilbragde hun Natten i Kamp med Skarer af fæle Uting, og fægtede ikke omsonst i Luften, thi, der det dagedes, saae man en heel Hob Masker og Rædgrimer, og besynderlige Hamme og Vende-Kaaber ligge paa Marken, hvoriblandt da ogsaa var Thorilds Lignelse, med Saar bedækket. Alt dette lod hun nu feie sammen i en Dynge, og gaae op i Røg, for at ikke det raadne Tøi skulde ligge og stinke veifarende Folk i Næsen, og udbrede smitsomme Sygdomme.

Nu blev da Regner Konge i 📌Sverrig, og skiøndt han fandt, det var en Skam, at begynde sin Helte-Bane med et Bryllup, saa kunde han dog ikke bryde det Løfte, han havde givet hende, som han maatte takke for sin Redning, og giftede sig derfor strax med Svanhvide.

Dengang Kong Frode drog ud paa Tog til 📌Østerleden, satte han en vis Ubbe, som var gift med hans Søster, Ulvilde, til Statholder i 📌Dannemark, men nu lod han sig af sin Hustrue, som immer pukkede paa sin Konge-Byrd, forføre til at giøre Oprør. Paa Tidende herom, var Frode nød til at afbryde sine Seiervindinger i Østen, men paa Hjemreisen holdt han, under 📌Sverrig, et stort Søeslag med sin Søster, Svanhvide, som han tabde. Derpaa søgde han, om Natten, i en Jolle, giennem adskillige Krinkelkroge, at liste sig bag paa den fiendtlige Flaade, og bruge sit Vridt, efter gammel Vane; men han blev stækket paa Halvveien af Svanhvide, og tilspurgt, hvad det skulde smage af, saaledes at smuge omkring med underforede Aarer ved Natte-Tide? Alt det Svar hun fik, 84var imidlertid: siig det selv! og sandt var det, at Svanhvide ligeledes havde slaaet heel mistænkelige Slag og Bugter, frem og tilbage, for at lure paa Leilighed. Derpaa erindrede hun sin Broder om, at han selv, da han drog til 📌Rusland i Herrefærd, havde givet hende Lov til at gifte sig med hvem hun vilde, saa hun havde ikke giort Andet, end brugt sin Frihed, og bad derfor, at han nu vilde lade hende leve med sin Husbond i Fred, da hun dog i Grunden laae, som han havde redt, og selvgjort hedder jo velgjort. Frode, som fandt, at Billighed talde for hendes Bøn, gjorde da ogsaa Fred med Regner, og tilgav sin Søster, hvad hun med sin Selvraadighed kunde synes at have forbrudt, hvorimod de erstattede ham med Folk, hvad Tab han for deres Skyld havde lidt, og vaskede, saa at sige, Skampletten af hans Sværd, ved at række ham, i Bod, et saa blinkende Glavind.

Nu reiste Frode fornøiet hjem til 📌Dannemark, og lod vel Ubbe gribe og bringe til sig, men kun for at skiænke ham Tilgivelse, thi han syndes det var Synd at straffe Stymperen, der havde grebet efter Kronen, mere for Huusfreds Skyld, end af Ærgierrighed, og da han saaledes selv stod under Pidsken, maatte man hardtad synes, han var mindre selv en Oprører, end sin Kones Lille-Mons. Ulvilde skildte Frode ham imidlertid ved, og nødte hende til at ægte hans gode Ven: Skotte, fra hvem Skotte-Navnet har sin Oprindelse, saa han regnede det for Straf nok, at skifte Husbond, sagtens fordi han saae mere paa, til hvad Slægt hun hørde, end hvad Kvinde hun var, og tænkde mere paa sit eget Eftermæle, end paa hendes Ondskab. Derfor betalde han endogsaa Ondt med Godt, thi da hun skulde bort, lod han spænde for sin egen kongelige Vogn, og satte hende i, men lige god Tak fik han rigtig nok af den haardnakkede, hadefulde Kvinde, som blev sin gamle Uvane troe, og helmede aldrig med at 85ægge sin nye Mand til at slaae Frode ihjel, og bemægtige sig 📌Dannemarks Rige. Saaledes gaaer det: gammel Kiærlighed ruster ikke, og gammel Vane bider bedst, sorte Haar, men ikke Hjerter, kan blive hvide med Tiden, hvad man trykker i Leer, man ei sletter paa Tegl, og hvad Ondt man i Ungdommen nemmer, man sjelden i Alderdom glemmer! Da derfor Ulvilde dennegang maatte præke for døve Øren, rakde hun Skotte den Skaal, som var skiænket til Frode, og leiede Folk, som skulde myrdet ham i Søvne, men da en af hendes Terner gav ham Nys derom, og han fik at vide, hvad Nat det skulde gaae for sig, gik han den Aften til Sengs med sit Harnisk. Ulvilde spurgde, hvad det nu var for en ny Skik han fandt paa: at ligge med Jern-Nattrøie, men han svarede blot, at det var nu saa hans Lyst i Aften; og da nu Snigmorderne tænkde, han laae i sin bedste Søvn, og brækkede ind, saa sprang han ud af Sengen, og huggede Hovedet af dem. Saaledes frelste han baade sig selv og sin Svoger fra Ulvildes mordiske Anslag, og efterlod Dannemænd et godt Exempel paa, hverken at lade sig bedaare, eller dysse i Søvn af Kvindfolk, om de saa endog have dem hos sig i Senge.

Imidlertid sad Frode og syndes, at Folkene i Vesten vare blinde for al den Glands og Herlighed, han paa sit seierige Tog i Østen havde vundet, og fik i Sinde at lukke, med Sværdet, deres Øine op, og begynde paa 📌Frisland. Han stak da i Søen, og den Første han mødte, var Vitte, en frisisk Viking, som han da ogsaa sloges med, men paa en egen Maade, thi han befoel sine Folk for det Første taalmodig at tage imod Alt, hvad Fienden vilde bære paa dem, og kun skyde Skjold for sig, og ikke løsne et Skud, før de mærkede, at det hoftede med den Jernregn, og at Fienden var udgjort. Som sagt, saa gjort, og jo taaligere de Danske tog imod hvad man gav dem, des ivrigere bleve Friserne til at kiøre paa; 86thi Vitte bildte sig ind, at det var sin store Fredelighed den danske Konge vilde lægge for Dagen; men da de Narre nu havde udtømt sig, saa begyndte Frode, og saa gik det løs og det lystig, saa det susede og brusede om Frisernes Øren, og de maatte lære at troe paa de danske Spyd, thi de fik dem at føle. Det hjalp dem kun lidt, at de flydde i Land, thi der faldt de i Grøfterne, som de selv havde gravet paa Langs og paa Tværts, og fik deres Livsbrød.

Derpaa vovede Frode sig med sin Flaade langs op ad 📌Rhinen, og slog en Kloe i 📌Tydsklands yderste Grændser.

Paa Hjemveien, da han løb ud med 📌Rhinen, i Havet, fandt han den frisiske Flaade, drevet paa Grund af den stærke Strøm, og hjalp den, med Sværdslag, af Asken i Ilden, saa Friserne kunde sige, de forliste tilgavns.

Dog, end ikke med disse store Seiervindinger lod Frode sig nøie, men stævnede over til 📌Brittanien, og da han der havde overvundet Kongen, gik han til 📌Skotland, for at angribe Melbrik, som der var Høvding. Som han nu gik paa disse Veie, og havde sine Speidere ude, fik han at vide, at Kongen i 📌Brittanien var ved Haanden, og vilde falde ham i Ryggen, naar Skotterne gik ham paa Livet. Af slig en Klemme var Frode ingen Ven, hvorfor han lod Folket kalde sammen, sagde dem hvad der var i Giære, og forordnede, at de skulde lade Vognene staae, og strøe baade Guld og Sølv og hvad Kostbarheder de havde, rundt omkring paa Marken, da den eneste Maade, at undgaa Fælden paa, var at lokke Fienden med hvad der var hans Lyst, og friste ham til at tage Guld for Staal. Hvad vi har, sagde Frode, er jo kun Bytte vi har taget, og det er jo ganske fornuftigt i en snever Vending, at løse sit Liv med Andres Penge, og rutte med Guld, for at spare sit Blod! Desuden, saa er det jo kun et 87Laan, thi jeg tør vædde paa, at Fienden skal blive ligesaa æggesyg for at blive af med Guldet, som han nu vil blive gridsk paa at sanke det, saasnart han mærker, at det er ham, som det nu er os, til ingen Nytte, men kun til Besvær!

Nu reiste der sig en af de største Gniere, som hedd Torkel, for Resten en meget veltalende Mand, tog Hjelmen af, lænede sig paa sit Skjold, begyndte, og sagde: Kongen maa vide, at her er mange iblandt os, som veed at skatte hvad vi har kiøbt med vort Blod, og som derfor din strænge Lov giør megen Uroe, thi det er ikke sødt, at klatte bort, hvad man surt har fortjent, og nødig kun man løber fra hvad man har vovet Trøien for! Er det ikke dog ogsaa baade Spot og Skam, paa Kiærlinge-Viis at opoffre, hvad man med Kæmpe-Mod og Kæmpe-Haand har forhvervet, ja hvem har hørt Mage til Galskab, at vi skulde selv gaae Ulykken i Forkiøbet, ved at kaste Vrag paa Lykkens Gaver, vi skulde løbe fra Skibet i Dag, fordi der kanskee kommer Blæst i Morgen! Endnu har vi ikke seet en Skotte, og alt skulde vi af Frygt strøe Guld, som Møg, over Marken! Jo! saadanne Karle, som Knæerne rystede paa, bare ved Tanken om Krig, de vilde nok holde Stand, naar det kom til Stykket! Skal vi, som vare nys Fiendernes Skræk, nu vorde dem til Latter, og saaledes sælge vor Hæder og Ære for Spot-Kiøb! Høilig maatte sig Britten forundre derover, at han blev slagen af Folk, som nu kunde slaaes alene af Frygt for en indbildt Fare! O Daarskab! Hjerte-Klappelse skulde vi faae af Skræk for dem, som vi selv har forskrækket! Hvem vi spyttede i Øinene, skal vi ryste for i Nakken! For at undgaae Strid, skal vi kaste, hvad vi netop streed for at gribe: kaste vor Rigdom paa dem, som bør arve vor Armod, feige henslænge, hvad kiække vi tog! Hvem vil dog have den Skam, naar man skylder kun Hug, at betale med Penge, eller at 88lade sig kyse fra, hvad man har kæmpet sig til! Nei! som man har kiøbt, saa skal man sælge, med Staal-Handsker tog vi det Bytte, i dem maa det blive, og med Jern maa den, som vil have vort Guld, og vide at veie det op; og skeer det, velan! langt hellere døe med Æren, end leve med Skam; thi om en liden Stund er allenfalds dog Livet forbi, men Skammen døer aldrig! Desuden, saa, kaste vi Guldet, vil Fienden kun desivrigere forfølge, hvem han maa troe alt er slagen af Rædsel, og endelig, saa er dog Guldet godt, ihvor det gaaer, thi vinde vi Seier, da giør det os Glæde, og skal vi falde, da skaffer det os en hæderlig Jordefærd!

Saaledes talde den gamle Gnier, men Folkene lode ham kun snakke for sin Æske, gav Kongens Ord Magt, og fulgde hans Raad, saa de kappedes om at ryste baade Pose og Sæk, og læsse af Hestene Alt hvad de af forskiellige Ting havde havt at bære. Efter saaledes at have tømt deres Lommer, følde de Danske sig meget lettere under Vaaben, og reiste saa videre fort.

Nu kom Britterne, og de faldt da strax over Byttet, der saa at sige, løb dem i Hænderne. Da nu Kongen saae, at de bleve alt for gridske paa Guldet, og fik saa travelt med at skrabe til sig, at de glemde alt Andet, bad han dem dog tage sig i Agt, at de ikke satte Kræfterne til, som de behøvede i Slaget, eller toge Hænderne saa fulde af Guld, at der ikke blev Rum til Staalet. Betænker dog, sagde han, at Seieren maa vindes, før Skatten kræves, Bjørnen fældes, før Huden sælges! Lad derfor Guldet nu ligge, til dets Eiermænd ligge ved Siden! Lad ikke Guldets Glimmer forblinde vort Øie for Ærens Glands, og lad os kun huske, at man giver for en Seier, hvad man aldrig solgde for Penge! Ydermere, saa naar vi ret overveie begge Dele, maa vi jo dog finde, at Dyden og Kraften er mere end Guld værd, thi Guld er dog kun en ud89vortes Prydelse, og det er jo af Dyden og Kraften al Prydelse, baade udvortes og indvortes, laaner sit Værd. Derfor, lader os nu ikke længer stirre paa Guldet, men vende Øinene bort, slaae al Vindesyge af vore Tanker, og kun have Krigen i Hovedet! Desforuden, blev Kongen ved, kan I troe, at Fienden, da han lod Byttet fare, havde noget Andet bag Øret, saa han har pløiet med Ræve, før han saaede sit Guld, og Sølvet maa skinne saa uskyldig, som det vil, saa er der dog sikkert en Hage derved, som Skinnet netop skal dølge; thi det skal man bilde Tosser ind, at Folk, som har drevet de kiække Britter paa Flugt, nu selv vilde flygte! Lad os da huske, at der er ikke noget mere Foragteligt til, end Penge som giør den til Slave, de synes at berige, og at vi, ved at bide paa Krogen, give selv de Danske, guldbeslaaet, det Vaaben i Haand, som de have slebet til at straffe os med, om vi tog, hvad de bød os paa Skrømt! Hvad kan det da nytte os, at sanke saa smaalig sammen til Fienden! Ja, hvis vi forgribe os paa disse Væddemaals-Penge, da komme vi ikke alene til at give dem fra os igien, men ovenikiøbet til at spytte i Bøssen med den Smule, vi end har tilbage! Altsaa, slaaer Guldet kun ikke os, da slaae vi sikkerlig Fienden; her maa vi da nødvendig foretrække den kolde Dyd for den varme Lyst, og bevæbne os med ærekiær Stivhed mod en Gierrighed, som vil trykke os til Jorden, thi med Staal, og ei med Guld, skal her jo kiæmpes!

Det var Kongens Ord; men nu traadte en brittisk Ridder frem, med Kjortel-Skiødet fuldt af det røde Guld, pegede paa det, og sagde: to Ting, Konge! kan jeg forstaae af din Tale; først, at du er bange for din Trøie, og dernæst, at du er grumme misundelig, siden du vil at vi, af Frygt for Fienden, skal lade Pengene ligge, og siden du heller vil have fattige end rige Kæmper i din Gaard! Fy! hvilket tosset Raad, 90og hvilken skiden Lyst var ikke det! Her komme vore egne, gode, gamle Penge, som vi saa rivelig kan kiende igien, og nu skulde vi betænke os paa at lukke op for gamle Bekiendter! Hvad vi reiste ud for at søge med Vaaben i Haand, og kiøbe med vort Blod, kommer her af sig selv, og nu skulde vi gaae det forbi; være bange for at brænde os paa vort Eget? Nei, ræd er den, som kaster hvad Godt han fik Fingre paa, men dobbelt saa ræd er den, der ikke tør tage op, hvad han finder! Betragt dog engang! en lykkelig Hændelse giver os her igien hvad den haarde Skiebne tog, thi vores, ei Fiendens, er denne Rigdom, Guld har ei Dansken indført i 📌Brittanien, men kun udført derfra, og hvad vi kun nødig, med Kniven paa Struben, har sluppet, skulde vi nu skye som Pest, naar det bydes os igien for Intet? Var det dog ikke skiændigt, saa utaknemmelig at kaste Vrag paa Lykkens Gunst! Var det ikke daarekistegalt, at hige efter laaset og forbudent Gods, og forsmaae den Skat man finder paa alfar Vei; eller stolt at oversee, hvad der ligger lige for Næsen, for at titte efter, hvad der er Pokker af Syne, slippe den Fugl man har i Haanden, for at løbe efter den, der flyver i Luften! Jo, de skulde nok trække Bælgen af Ræven, som ere bange for deres eget Skind! Nei, det siger jeg, om saa Himmel og Jord skulde forgaae, saa skal dog hverken Guder eller Mennesker tvinge mig til at kaste saa ædel en Byrde, som den jeg har i mit Skiød: min Faders og mine gamle Forfædres retfærdige Penge! Desuden, saa, kiender jeg de Danske Ret, da har Intet, uden en overvættes Frygt kunnet drive dem til at lade disse Fade med den klare Druesaft i Stikken, thi det er deres Skiødelyst at leve Flot, og selv Sværdet over Hovedet kan neppe drive dem fra et godt Glas Viin. Nu vel, vi har ogsaa vores Skiødelyst, vi vil speile os i de Danskes Exempel, og være den troe! Ja, sæt ogsaa, at deres Flugt er paa Kneb, skulde vi 91derfor lade det velsignede Guld, som Folk kan have Gavn og Glæde af, ligge i Skarnet, og trædes under Fødder af Sviin og vilde Dyr! Det er jo dog klart, at de Danske maa nappes med Skotterne først, inden de kan vende hid tilbage, og lad dem saa kun komme! Naar vi har faaet Fingre paa de Folks Bytte, som har overvundet os, da har vi taget deres Lykke fra dem, og kan der vel i Krigen gives noget lykkeligere Forvarsel, eller sikkrere Pant paa Seieren, end naar man faaer Byttet forud, og kan, endnu før Slaget, indtage Fiendens Leir! Kort sagt: naar Frygten strider for os, hvortil da Sværd!

Knap havde Ridderen udtalt, før alle Hænder var i Bevægelse for at faae Fingre paa den blanke Malm, ja, man maatte ordenlig forundre sig over den nederdrægtige Nærighed, som her drev sit Spil, thi man kan neppe forestille sig, hvilken umaadelig Begiærlighed her kom tilsyne. Der saae man dem ligge og rykke Græsset op tilligemed Guldet, kives og klamres, og tilsidst, uden at tænke paa Fienden, slaaes indbyrdes med dragne Sværd, der gjaldt hverken Venskab, eller Frændskab, thi man havde hverken Øie, Sind eller Sands for Andet, end Guld!

Imidlertid havde Frode tilbagelagt Veien igiennem den store Skov, som giør Skiel imellem 📌Brittanien og 📌Skotland, og stillede sin Hær i Slagorden, men da Skotterne, ved deres Speidere, fik at vide, at de Danske vare ganske anderledes velbevæbnede end de, som kun havde deres lette Jagtspyd, saa holdt de det for raadeligst, at fægte med Hælene, og Tanken om, hvad han i 📌Brittanien havde sat paa Spil, afholdt Frode fra, at forfølge dem ret langt. I det Samme kom Ulvildes Mand, Skotte, som, af Kiærlighed til de Danske, ilede dem, fra 📌Skotlands yderste Grændser, til Hjelp, med en anseelig Magt, og efter hans Raad, lod Frode Skotterne fare, og vendte tilbage til 📌Brittanien, hvor han tog det Bytte, 92han paa Skrømt havde kastet, for Alvor igien. Han kunde sige: let gik det, og let kom det igien, men Britterne maatte derimod bekiende, at det var tungt at bære, og endnu tungere at miste, især siden det tog Blodet med sig; bag efter fortrød de nu, at de havde laant deres Arm til en Gierrigheds Aand, som lønnede dem saa ilde, og at de ikke, efter Kongens Raad, undertrykde deres Begiærlighed.

Frode rykkede nu imod 📌Londen, som er Øens Hovedstad, men da han saae, at dens Mure vare ham for steile at bestorme, søgde han ved List at undergrave dem, og lod udsprede, at han var død. Det lykkedes, thi for at giøre Statholderen i 📌Londen, Dalmand, desmere troskyldig, overgav den danske Hær sig til ham, paa det Vilkaar, at de imellem Britterne maatte vælge sig til Høvding, hvem de vilde. Da de nu, desaarsag, kom ind i Byen, lod de, som de havde meget travelt med at raadslaae om Valget, og listede sig imidlertid til, om Natten, at ombringe Dalmand.

Efter disse Bedrifter drog Kong Frode hjem til sit Fædreneland, og blev af en vis Skate modtaget med et lystigt Giæstebud, som skulde vederkvæge ham efter Krigens Besværligheder, men han fik ikke længe Stunder til at hvile sig paa de Gyldenstykkes Hynder, hvormed Høisædet var bredt, thi, som han sad allerbedst, blev han budt ud for Haanden af en vis Hunding, og, omendskiøndt han nu havde i Sinde at giøre sig lystig, saa var han dog mere opsat paa Kamp, end paa Kruus, gik lige fra Bordet i Kreds, og hjem med Seier og Ære. Det kostede ham dog imidlertid et farligt Saar, og før det endnu var lægt, blev han igien udæsket af Haagen Kæmpe, men han betalde ogsaa Haagen saa godt derfor, at han kom aldrig igien, og forstyrrede nogen Mands Rolighed.

Siden opdagede Frode, at to af hans Kammer-Tjenere vilde forraade ham, og da de vare overbeviste, lod han dem binde til store Stene, 93og kaste i Stranden, og det skadte dem ikke, at deres Legemer fik ogsaa Noget at bære, da de selv havde besværet deres Samvittighed med en saa uhyre Forbrydelse.

Somme vil ellers sige, at Ulvilde paa samme Tid skal have foræret Frode en jernfast Kjortel, saa at, naar han havde den paa, kunde ikke selv det skarpeste Vaaben giøre ham nogen Skade. Tillige maa vi fortælle, at Frode havde for Skik at bestrøe sin Mad med stødt og malet Guld, som et Middel mod de idelige Forsøg, man gjorde paa at forgive ham.

Endelig, saa da Frode angreb Kong Regner i 📌Sverrig, som var falskelig beskyldt for at vilde forraade ham, døde han, ikke for Fiende-Haand, men kvalt af Hede og sin egen tunge Rustning!


Halvdan, Ro og Skate.

Frode efterlod sig trende Sønner: Halvdan, Ro og Skate, lige mandhaftige, og lige herskesyge. Deres eneste Sorg var at faae Overmagten, og Broderskabet kom derved slet ikke i Betragtning, thi hvem der er forgabet i sig selv, har gierne Skade paa Øinene, og den har aldrig bedst, som er ham næst, der vil til Veirs. Enden blev da, at Halvdan, som var ældst, beskiæmmede sin Konge-Byrd med Nidings-Id, og slog begge sine Brødre ihjel, for at beholde Riget, ja, for at drive Grusomheden til det Yderste, lod han alle sine Brødres Venner gribe, og ikke blot sætte i Fængsel, men derpaa ophænge i Galgen. Den største Mærkværdighed i hans Liv er for Resten denne, at uagtet han gjorde en daglig Vane af sin Grusomhed, undgik han dog 94Sværdet, som pleier ellers at finde det Slags Folk, og fik Lov at døe af Alderdom.


Ro og Helge.

Ro og Helge vare Halvdans Sønner, og forligedes saaledes om Magten, at Ro skulde være Konge paa Landet, og Helge paa Vandet.

Ro var kun lav og smal, og hvad man fortæller om ham, er, at han skal have bygt 📌Roskilde, saadan som Byen var, førend 👤Svend Tveskiæg lod den udvide og stærkere befolke.

Helge derimod var temmelig høi, og hans første Bedrift var, med sin Flaade at angribe og slaae Kong Skalk i 📌Venden. Efter nu at have lagt Skalks Rige under 📌Dannemark, laae han længe og flakkede, saa hist og saa her, omkring paa Søen, men dog er at mærke, at hvor barsk en Kæmpe han end var, saa var han derfor ikke desmindre løsagtig, som han ogsaa viiste ved Thorøe, hvor han tog en Jomfrue, ved Navn Thora, med Vold, og avlede en Daatter med hende, som han siden gav Navn af Urse, eller Hun-Bjørnen.

Da han nu havde gjort den Streg, seilede han til 📌Saxen, og ikke alene overvandt Kong Syriks Søn: Hunding, i et Slag ved 📌Stade, men nedlagde ham derpaa i Kreds, og til Ære for den Heltegierning, kaldte man ham siden: Helge Hundings-Bane. Nu skilte han da 📌Jylland fra 📌Saxen, og indsatte der tre Høvdinger, nemlig: Heske, Eir og Ler; men i 📌Saxen gav han den Forordning, at Bøderne skulde være eens, enten man slog en fribaaren Mand, eller en frigiven Træl ihjel, hvormed han kanskee vilde sige saameget som, at alle Tydskerne var i Grunden brændt med eet Mærke, saa at, hvordan de end skabde sig, hav95de Friheden hos dem allesammen dog en Tanke, og lugtede, til deres Skam og Skade, lidt af Trældom.

Da Helge nu igien paa et Vikingstog kom til Thorøe, hævnede Thora sig med ret overlagt Ondskab paa ham, for den Voldtægt og Vanære, som græmmede hende bestandig. Hun skikkede nemlig Urse, som nu var mandvoxen, ned til Stranden, og lagde ret egenlig an paa, hvad der ogsaa lykkedes, at faae Faderen til, uvidende, at beskiæmme sin egen Daatter. Nu er han, som lod sig styre af sin onde Begiærlighed, vist nok ingenlunde at undskylde, men man kan dog heller ikke sige, at han var saadant et Umenneske, som han maatte været, dersom han vitterlig kunde gjort den gruelige Misgierning! Hvad skal man derimod sige om den Moder, der saa skammelig forraadte sit eget Kiød og Blod, som om hun fik sin Ære igien, ved at skille sin Daatter ved hendes, som om det var det Samme, at hendes Barn tabde sin Uskyldighed, naar kun han, der røvede hendes, kunde derved blive en større Synder! O, taabelige Kvindelist! afskyelige Hevngierrighed! Det skulde lade, som om hun gjorde sig reen, da hun dog ret for Alvor besudlede sig! Hun kaldte Bod for sin Skiændsel, hvad der netop fordoblede den! Hun kaldte det et Beviis paa sin Blufærdighed, hvad der netop stemplede hende som den allerublueste Kvinde! Hun klagede over Voldtægt, og glædede sig ved Blodskam! Vel maa man og lægge til, at hun overgik de arrigste Stifmødre i Ondskab, i det hun saa grusom opoffrede sit eget Barn, for, med hendes uhyre Skiændsel, i Verdens Øine, at bedække sin egen!

Dog, kunde Noget bedække den, da var det Lykken, som timedes det ulykkelige Par Folk, den nemlig, at avle en Søn, der ligesom frikiendte sine Forældre, eller dog afsonede deres Brøde, som en velsignet Frugt paa et Forbandelsens Træ! Ja, Urse blev Moder til Rolv, 96som lyste sig selv i Kuld og Kiøn ved herlige Bedrifter, og hvis Minde skal aldrig forgaae, men, svøbt i Glands, forkynde hans Priis, med lydelig Røst, for de sildigste Slægter! Her er det en Glæde, hvad oftest er Sorgen, at Enden blev ikke Begyndelsen liig, thi af et Morads udsprang en Kilde med speilklare Vande, og i lykkelig Uvidenhed avlede den strafskyldige Fader et Barn, hvis forunderlige Glands ligesom paa eengang aabenbarer, opklarer og forsoner hans Brøde!

Medens alt Dette gik for sig, døde Kong Regner i 📌Sverrig, og kort derefter lagde Sorgen hans Dronning, Svanhvide, i Graven, thi hun var ham alt for inderlig hengiven, til ikke at følge ham i Døden, som i Livet; og saaledes er det gierne med den ægte Kiærlighed, at hvad den sammenføier, lader sig end ikke ved Døden adskille! Sønnen: Hothbrod, som de efterlod, gjorde et berømmeligt Tog til 📌Østerleden, for at udbrede Rigets Magt, men vilde ikke nøies med Æren, som han, ved at undertvinge store Folkefærd i Østen vandt, og vendte nu sine Vaaben mod 📌Dannemark, hvor Kong Ro holdt trende Slag med ham, men faldt i det sidste!

Der Helge spurgde disse Tidender, gik han først til 📌Leiregaard, eller 📌Lethreborg, og indsluttede der den unge Rolv, for at Rigens Arving, til hvilken Side saa Lykken vendte sig, kunde være i Behold. Derpaa lod han sine Drabanter gaae Bye fra Bye, igiennem Landet, og slaae de fremmede Befalingsmænd ihjel, som Hothbrod havde indsat, mødte saa Hothbrod med hele hans Flaade i aaben Søe, og ødelagde dem begge i Bund og Grund, saa han betalde de Svenske med Kiølens Vægt, baade for Ro, hans Broder, de slog, og for al deres Uret imod hans Fædreneland! Deraf kom det, at ligesom man før kaldte ham Hundings-Bane, saa kaldte man ham nu herefter, Hothbrods Overmand! Han lod det ikke heller være nok med at have i Vaabengny traadt Svenskerne paa 97Nakken, men fornedrede dem til lutter Trælle, ved Loven han gav, at de skulde ingen Bod kunne æske for Meen, de fik, men tage altid Skade for Hjemgiæld!

Hermed endes Helges Bedrifter, thi over Misgierningen, vi før omtalde, blev han saa skamfuld, at han havde hverken Rist eller Roe i Hjemmet og Fædrenelandet, men skyede dem og endte sine Dage i 📌Østerleden; Somme vil mene, ved egen Haand, og fortælle, at da man engang lod ham høre hans Skiændsel, blev han saa bespændt om Hjertet, at han drog sit Sværd, og lod sig falde derpaa!


Rolv Krage.

Nu kom da Rolv Helgesøn paa Thronen, hans Legeme var det en Lyst at see, og hans Hjerte en Glæde at kiende, thi der laae, med Dyd og Ære, den Høihed og Skiønhed, som man i hans Udvortes maatte agte og elske!

Siden Helges Seier havde de Danske Magt over 📌Sverrig, og der sad nu, som Skatte-Konge, Atisle, Hothbrods Søn, der, tilligemed sin Broder, Høther, var opfostret hos en vis Geuar, hvem Hothbrod, ved særdeles Velgierninger, havde gjort sig forbunden. Hvad Atisle Nat og Dag grundede paa, var, med Snildhed, at giøre sig uafhængig, og blive fri for den Skatten til 📌Dannemark, og desaarsag giftede han sig med Urse, i Haab om, at hans Stifsøn da, for sin Moders Skyld, vilde snarere laane Øre til hans Forlangende, og eftergive ham Skatten; en Regning, som ogsaa var ganske rigtig. Imidlertid, denne Konge havde, med Moders-Melken, indsuget saadan en Afskye for Gavmildhed, og saadan en Kiærlighed til Penge, at Rundhaand var i hans Øren et skam98meligt Øgenavn, og da Urse lærde at kiende ham fra denne Side, og saae, at han var færdig at æde sit Eget, længdes hun bare efter at komme fra ham, og da hun meende, det maatte skee ved List, saa opspandt hun et listigt Raad, som hun meget prægtig vidste at sætte Farve paa. Hun lod nemlig, som om hun havde fattet Had til sin Søn, opmuntrede sin Mand til at sætte sig i Frihed, og forelagde ham en Plan dertil, hvorefter hun, ved Løfte om store Foræringer, vilde lokke Rolv til 📌Sverrig. Hun syndes nemlig, da først at have gjort sit Mester-Stykke, naar hun kunde faae Kongens Skatkammer plustret, spille Guldet i Hænderne paa Rolv, og derpaa redde sig med Flugten, saa Atisle kunde paa eengang blive taget ved Næsen baade for sin Dronning og sit Liggendefæ, ligesom hun ogsaa meende, at vil man tage en Gnier paa hans ømme Sted, maa man trykke ham paa Bylden, og trække ham op. Hvor underfundig hun maa have gaaet til Værks og spillet under Dække, kan man strax mærke, naar man seer, hvorledes hun vidste at sætte Farve paa det Hele, blot med en fiin Tvetydighed, i det hun bestandig talde om Lyst til Frihed, og meende dermed, hendes egen Lyst til at slippe ud af Buret; men Atisle maa jo rigtig nok have gaaet med sine Øine i Lommen, siden han var saa blind, og lod sig binde den Snak paa Ærmet, at Moder vilde forraade Søn, som netop burde have lært ham, at han var selv den gamle Rotte, der skulde i Fælden! Den taabelige Nar af en Mand, der ikke bedre forstod sin snilde Dronnings Ordspil, som, naar hun talde om Barne-Had, meende Afskye for at avle Børn med ham! Han maatte jo dog vide, at paa Kvinde-Grund og Gynge-Bund skal man aldrig bygge, og han var da en Tosse over alle Tosser, siden han tog Alt for gode Vahre, og lod sig bilde ind, at en Kvinde, naar hun vilde svige sin egen Søn, skulde være ærlig imod sin Mand!

99Da nu Urse, ved Løfter om Guld og grønne Skove, lokkede Rolv til 📌Upsal, faldt han med Døren ind i Huset, saa hans Moder, som ikke havde seet ham i langsommelig Tid, og i det Hele ikke været meget hos ham, turde neppe kiendes ved ham. Han klagede nu, for Løier, over, at han var skrupsulten, og bad hende om Lidt at spise, hvortil hun svarede, at han maatte kræve Mad af ham, som betalde Gildet. Derpaa stak han sin Kjortel frem, som var gaaet i Stykker, og bad hende dog giøre ham den Tjeneste og sye den sammen, men da hun lod, som hun slet ikke kunde høre, sagde han:

Moder vil nu ikke Sønner føde!
Syster vil ikke om Broder bøde!
Hvor skal i Verden man nu gaae hen,
Naar man vil finde en fuldtro Ven?

Det var en Irettesættelse, som sagtens maatte giøre Urse ganske undseelig over hendes kolde Opførsel, men, som for at giøre det godt igien, satte hun sig meget kiærlig tilbords ved Siden af ham. Det mukkede Atisle over, som et Gemeenskab, og sagde: det var uanstændigt, at Broder og Syster sad hinanden saa nær; men Rolv forsvarede sig med, at her havde Naturen Lov til at gaae over Optugtelsen, saa det var meget anstændigt, at kiær Søn laae ved Moders Hjerte!

Nu spurgde Nogle af Giæsterne Rolv: hvilket Slags Mod han holdt for det ypperste? hvortil han svarede: Taal-Mod. Derpaa adspurgde de Samme Atisle, hvilken Dyd han havde især lagt Vind paa? hvortil han svarede: Gavmildhed; og nu skulde de da Begge give Beviser paa, at Rosen var deres Alvor. Rolv skulde først aflægge sin Prøve, og blev sat imellem to Ilde. Der stod han da, og smurde sig med Taalmodighed, 100men for den Side, som havde det hedest, holdt han sit Skjold, og det var ganske snildt af ham, at gribe til det samme Middel imod denne Brynde og bragende Lue, som han før i Slagets Hede havde anvendt mod Saar-Ilden og de hvinende Spyd. Imidlertid maatte han fornemme, at Ild er skarpere end Staal, og, lad være, at den Side han holdt Skjoldet for, havde ingen Nød, saa sveed det desmere til den, der maatte hytte sig selv. Da han nu saaledes stod og var færdig at brænde sig levende op, syndes en Pige, som stod ved Skorstenen, dog, at det var for kostbar en Ribbeens-Steg, og trak Svikken af Karret, saa Mjøden strømmede ud over Gulvet, og det var den bedste Lædske-Drik hun kunde givet Rolv, thi nu slukkedes Ilden, han tørstede af, og han fik stor Berømmelse for sin mageløse Taalmodighed!

Nu skulde da Atisle frem og vise sine Gaver, og det lod, som der gik Hul paa Gnieren, thi da han havde maalt sin Stifsøn Skieppen fuld med røden Guld, fortæller man, at han, til Topmaal, gav ham endnu en Guldkiæde, der veiede, man veed ikke hvor mange Pund.

Gildet varede nu en Dag, og det varede to, men saa den tredie tog Urse Leiligheden i Agt til at udføre sin List, og uden at hendes Mand drømde om Sligt, lod hun hans Guld og Sølv læsse paa Vogne, stjal sig ud af Fruer-Buret, og tog om Natten, tilligemed Rolv, Flugten i Maaneskin. Imidlertid vaagnede Atisle dog tidlig nok, til at komme efter dem, og da Urse mærkede, at de havde ham i Hælene, blev hun heed om Ørerne, tvivlede paa at slippe heelskindet derfra, og befalede derfor Tjenerne at læsse Guldet af, sigende: vil vi ikke mangle Livets Ophold under Veis, komme vi saamænd til at smide Reise-Pengene bort, saa her er det bedst at tage Skade for Hjemgiæld! Vi maa bære os ad, ligesom man fortæller om Kong Frode, da han var i 📌Brittanien, og Sven101skerne skal just ikke ræve af Gevinsten ved at sanke deres Eget op, imidlertid gaaer det fremad med os, og tilbage med dem, og kan de, ved at bie, faae deres Penge igien, skal de dog ikke sige, vi løb fra vores! Nu gik det da rask, efter Dronningens Befaling, man rystede Sækkene for at lette paa Hestene, og gjorde Guldet til Gribs-Gods for dem, der kom bag efter. Der er imidlertid rigtig nok dem, der vil paastaae, at Urse beholdt hvad hun havde, saa det var kun forgyldte Kobber-Skillinger og Deslige, hun saaede paa Landeveien, og det er ganske troeligt om den Kvinde, thi hun var vant til at smøre tykt paa, og kunde gierne havt en Slump Penge, giort til det Samme, og gode nok til at narre Folk med, som ikke var klogere, end at tænke, det var Alt Guld, hvad der glimrede. Hvorom Alting er, saa havde Rolv kastet den store Guld-Kiæde fra sig, som Atisle havde foræret ham, og da nu Gnieren, iblandt de andre Guldstykker, fik Øie paa den, var det ham umueligt igien at faae Øinene fra denne hans Hjertes ypperste Helligdom, og han stirrede da paa den saalænge, at han tilsidst, for at faae den fat, lagde sig ned paa sine Knæ og lod saaledes Kongen knæle for Gnieren. Da Rolv nu saae, hvorledes han bukkede og krummede sig efter Guldet, maatte han lee ad den gamle Ræv, der var saa hidsig paa at faae sine egne Gaver igien, og viiste rigtig nok, da han laae paa Jorden og skrabede op, at Gavmildheden trykkede ham! Derpaa skyndte Rolv og hans Følge sig til Stranden, og lagde alle Aarer om Bord, for at komme rask afsted, men det havde ellers ingen Hast, thi Svenskerne vare vel fornøiede med Byttet. Hvad nu ellers Gavmildhed angaaer, da fortæller man om Rolv, at han lod sig aldrig bede to Gange om Noget, men var strax ved Haanden med hvad Læben forlangde, saa han maa have betænkt, at den giver dobbelt, som giver med begge Hænder, og den giver Intet, som holder 102igien. Denne hans Rundhed gjorde, at næsten alle dygtige Kæmper søgde til ham, thi det er gierne Kæmpe-Viis, at gaae for Penge, og lede om Priis; eller, som det ogsaa kan hedde: foer med Guld og spoer med Sølv! saa springer i Ild baade Hest og Føl!

Nu var der en vis Agner Ingildsøn, som havde faaet Lovning paa Rolvs Syster: Rude, og deres Bryllup blev holdt med megen Bram. Kæmperne fik sig en Taar paa Skallen og gjorde sig lystige, men, som man nok kan begribe, det var grovt Spøg de Vild-Basser havde for, og iblandt Andet fandt de paa at have en vis Hjalte til Bedste, og slænge Benene til ham at gnave, som de havde pillet Kiødet af. Som de nu saaledes sad og stred til Maals, ramde en af dem feil, saa Hjaltes Sidemand, Bjarke, fik et slemt Ørefigen, men han forstod Uret, og vilde i det Mindste ikke have Spotten med Skaden, hvorfor han skikkede Benet tilbage med saadant et Eftertryk, at Eiermanden fik Nakke for, og Næse bag, og hørde knap den Hilsen Bjarke lod følge med: jeg skal lære din Skiævmund at stride lige en anden Gang! Det blev da Enden paa Legen, og der var ikke andet for, end at skille Kæmperne ad, og ophæve Gildet, men Brudgommen tog Bjarke, som fordærvede Legen, det meget fortrydeligt op, og fordrede ham ud paa Klingen, som den der ikke havde holdt Bordskik, men brudt Been, og spildt Marv: brudt Laget, og spildt Glæden. Da de nu skulde ind i Kredsen, var der Tvivl om, hvem der skulde have Lov at hugge først, thi i gamle Dage, naar Karle sloges, stod de ikke som Kvinder med Kokke-Knive, og hakkede Kaal, men de skiftedes til at hugge, og tog sig Pusterum imellem, saa der vankede kun faa men drøie Slag, thi de saae ikke paa Tallet men kun paa Vægten, og hvem der vilde have Æren, maatte giøre sit Arbeide godt, man kunde løbe fra den, men aldrig til den. Endelig blev det afgjort, at Agner, i Be103tragtning af hans høie Herkomst, skulde hugge først, og det gjorde han ærlig, saa Sværdet røg ind igiennem den ene Side af Bjarkes Hjelm, og riflede Issen, men saa vendte Bladet sig, og blev siddende imellem Spolerne i Hjelmen. Nu var da Raden til Bjarke, som for at kunne føre Sværdet desbedre, satte Knæ mod Knub, og slog saa til af alle Livsens Kræfter, saa Sværdet, der var saa skarp som en Ragekniv, skar Agner midt over, men hvor ondt det end maatte giøre, vidste Agner dog at holde gode Miner, thi, efter Sigende, skal han være død med et Smiil ved Munden. Agners Kæmper brændte nu vel af Begiærlighed efter at hevne hans Fald, men Bjarke stillede Hidsigheden paa dem, hver og een, med det samme sit gode, usædvanlig lange Sværd, som han kaldte Løve, og Tjenerne maatte gaae bag efter Herren. Ret som den Dyst var overstaaet, og Bjarke, nok saa krye, gik igiennem Skoven, var der et vildt Dyr, som, saa at sige, gav sig til Priis for Seierherren, thi lige for ham laae der en stor Bjørn, som var blevet hasebundet i Tjørnen, og han maatte nu troe paa Bjarkes Spyd. Saasnart han var skudt, befalede Bjarke sin Stalbroder: Hjalte, at holde Munden under Saaret, og drikke Blodet, for at komme til Kræfter, thi man holdt for i gamle Dage, at Bjørne-Saft gav Bjørne-Kraft.

Den store Berømmelse Bjarke vandt ved sine Bedrifter, gjorde nu ikke alene, at de Store i Riget omgikkes ham som deres Ligemand, men skaffede ham ogsaa Kongens Yndest i saa høi en Grad, at han gav ham sin Syster Rude til Ægte, saa den Skade Agner fik, kom paa alle Maader Bjarke til Gavn. Derpaa, da Atisle drillede Rolv, gik han til 📌Sverrig paa sin Svogers Vegne, og tvang Atisle til Rimelighed, ved at jage hans Folk af Marken, og slaae ham selv fordærvet, hvorpaa Rolv satte en meget kløgtig Ungersvend; ved Navn Hjart-Var til sin Skatte-Konge 104i 📌Sverrig, men, ligesom for at han skulde glemme Underdanigheden, gjorde han ham til sin Svoger, i det han gav ham sin anden Syster: Skulde, til Ægte. For den Velgierning fik Rolv kun en daarlig Tak, men førend vi fortælle det, maa vi lægge Mærke til en ganske moersom Begivenhed.

Det hændte sig nemlig, at en Ungersvend, ved Navn Vigge eller Viger, første Gang da han saae Kong Rolv, faldt reent i Staver over hans Vext og Skabning, og da han saa havde staaet allerlængst og maalt ham med Øinene paa alle Kanter, spurgde han ganske pudsig, hvad det dog var for en Krage, der havde havt den særdeles Lykke at blive Trappe til sligt et Høieloft? Ordspillet var ganske vittigt, i Betragtning af Kongens usædvanlige Høide og Storhed, thi paa Dansk betyder Krage en stynet Træstamme, som hugges af, og bruges som en Stige, hvorpaa man ganske magelig kan komme op i Høiden, da Tvegerne er ligesom Trin. Det Indfald, syndes Rolv, var Guld værd, tog med begge Hænder imod et saa hæderligt Binavn, og betalde det med en stor Guldring, som han gav Vigge til at sætte om Handleden. Han pyntede ogsaa strax sin høire Haand, og løftede den høit op i Veiret, men stak derimod Keiten bag paa Ryggen, saa han gik, og saae ud som en Nar. Da nu Folk loe ad ham, forsvarede han sin høire Haand med, at naar Skit kommer til Ære, veed det ikke, hvordan det vil være, men da man saa spurgde, hvorfor da den venstre ogsaa bar sig saa galt ad, sagde han ganske listig: hvem der skammer sig, skiuler sig gierne, og I kan jo nok begribe, at den maa blive baade rød og bleg over sin Armod, som andre Fattig-Folk, naar de see deres Jævnlige komme til Rigdom, og flinke sig op. Det Indfald betalde sig heller ikke daarligere end det forrige, thi Rolv sørgede strax for, at den undseelige Haand kunde komme for Dagens Lys, 105og uden Skam maale sig med sin Jævnlige. Imidlertid maa man sige, at Vigge tænkde ikke blot paa at faae Foræringer, men ogsaa paa at giøre Fyldest for dem, thi det var kun ellers Skik iblandt store Folks Børn, naar de kom i Kongens Gaard at tjene, at de gjorde et Løfte om en eller anden Heltegierning, hvormed de vilde ryste Barnet af Ærmet, men nu lovede Vigge af sin egen gode Villie, og svor høit og dyrt derpaa, at fik Kong Rolv en voldsom Død, da maatte hans Banemand vide, at Vigge var Blod-Hevner!

Nu maa vi da vende os til Skulde, som holdt det for en Skam, at have en Skatte-Konge til Mand, men for en Ære, at udruge djævelske Anslag i Mørket. Hun begyndte med at lade Hjartvar høre, at han dog, med al sin Stads, var i Grunden en ussel Træl, opmuntrede ham derpaa til at afryste sine Lænker, lokkede ham saa til at gaae paa Ræve-Kløer, og kom nu endelig frem med sit ondskabsfulde Raad, som hun satte Sminke paa med den Anmærkning, at hvem der vil være fri, maa ikke lade sig holde af noget Baand, og allermindst af de strammeste, som Frændskabs og Venskabs og Troskabs Baand ere. Raadet var dette, at Hjartvar skulde seile over til 📌Dannemark, og lade som han havde Skatten i Lasten, men i dens Sted skulde han have en Mængde af alskens Krigstøi om Bord, indpakket som Penge, og brugeligt til at overrumple Kong Rolv om Natte-Tider. Dette blev nu sat i Værk, og propfulde af Falskhed kom Skibene til 📌Leire, som Rolv havde saaledes udvidet og oppyntet, at den nu baade som Konge-Værk og Konge-Sæde bar Prisen for alle 📌Dannemarks Byer. Kong Rolv var meget glad over Hjartvars Besøg, gjorde et stort Giæstebud for ham, og drak sig en usædvanlig Ruus, men de svenske Giæster havde paa een Gang forsvoret alt Fylderie, og vare bange for at brænde sig paa Bægeret. Rolv og hans Mænd faldt 106da om Natten i en dyb Søvn, men Svenskerne, som havde Skielmen bag Øret, laae som paa Gløder, smuttede efterhaanden, som Lurendreiere, ud af Herberget, lukkede Pengeskrinene, med Jern paa Enden, ganske sagte op, og tog i al Stilhed hver sin Rustning paa. Dermed søgde de Slottet, brækkede ind, og myrdede rask hvem de fandt i Søvne; men selv de, som kom paa Benene, vare for det meste øre i Hovedet af Søvnen efter slig en Aften, og af Bulderet, hvori de vaagnede, og de nænde knap at hugge til i den bælmørke Nat, da de ikke kunde vide, om det var Ven eller Fiende de mødte. Det traf sig imidlertid just, at Hjalte, som med Rette agtedes for en af Kongens ypperste Støtter, ja for hans anden Haand, laae ikke den Nat paa Slottet, men var gaaet ud af Byen, til en Frille han havde. Han vilde i Begyndelsen, da han hørde som Vaabengnye langt borte, knap troe sine egne Øren, men saasnart han mærkede, hvad Klokken var slaaet, foer han op som en Helt, og følde mere Lyst til det blodige Sværd-Thing, end til det kielne Kvinde-Selskab. O! hvor inderlig maa dog ikke den Helt have elsket sin Konge, da end ikke Vellysten, med alle sine Tillokkelser, kunde holde ham fra at styrte sig i den øiensynligste Livsfare, og det uagtet han uskiæmmet kunde undskyldt sig med sin Fraværelse, og ladt som han ingen Ting vidste! Ret som han nu stod paa Springet, og vilde ud, spurgde Tingen ham, hvor gammel en Kiæreste han syndes hun helst skulde vælge, ifald hun mistede ham? Kom dog hid endnu engang, min Søde, sagde Hjalte, som blussede af Harme over at spørges om sin Eftermand, og lod som han havde Noget at hvidske til hende, men skar saa Næsen af hende, og sagde, at nu stod det hende frit for, selv at besvare sit Spørgsmaal som hun lystede. Det havde hun da for sin Næsvished, og var end Ansigtet skamferet, saa kunde hun dog nu lære at blive rød igien. Det var ikke heller 107meer end billigt, at hun tabde Lidt, da Alting hængde saa løst hos hende, og da hun havde saa meget af Munden, skadte det ikke, at hun fik lidt mindre af Næsen.

Hjalte foer nu afsted til Byes, og lige midt ind i Mylren og Sværmen, hvor han meiede Fiender af, som man lægger paa Skaar, og da nu hans Vei faldt forbi Bjarkes Huus, som endnu laae og sov, raabde han ham op med følgende Ord, som det hedder i Visen:

1

Herop! herud, nu ret paa Stand,
Hvem Giengield Kongen skylder!
Herop, hver ægte Danne-Mand,
Hvem Hjertet kun forgylder!
Herop! hver Mand, hver Ungersvend,
Som kaldes vil sin Konges Ven!

2

Nu bort med Søvn og Døsighed
Af Sind og Øien-Kroge!
Hvad Klokken slog, vi Alle veed,
Nu er det Tid at vaage!
Ja Tid, at vaagen, hjertevarm
Hver leder om en Kæmpe-Arm!

3

Ja, Preen i Haand os Nornen gav,
Den rister, som vi skiære:
Den sletter ud til Skam i Grav,
Den skriver ind til Ære;
I Haanden, husker vel derpaa!
Vi med vort Efter-Mæle gaae!

4

108Herop! hver Kæmpesøn! herud,
Hvor Staal i Luften blinker!
Lad græde Møe, lad sørge Brud!
Til Kamp os Nornen vinker!
Og Skam faae den paa Kiærling-Mund,
Som kysser bort sin Heltestund!

5

Ja, Skam faae hver, som nu har Lyst,
Mens Time-Glas udrinder,
At hvile blødt ved Kvinde-Bryst,
Og klappe Rosen-Kinder;
Som nu har Syn, som nu har Sands
For Kiødets Lyst og Kiødets Glands!

6

Herop! herud! hver Dannemand!
Om Vinen ei I drømme!
Nu gielder det at holde Stand,
Hvor Blodet gaaer i Strømme;
Den Kalk er beedsk, den Spøg er grov,
Som vanker nu i 📌Dane-Skov!

7

Sig pakke hver blødsøden Svend
Til Fruer-Bur og Bænke!
Men hid hver Helt, sin Konges Ven,
Hvor Gravøl høit vi skiænke!
O, Kæmper! Kæmper! frygter ei!
Det frugter, at gaae Ærens Vei!

8

O! hver, som Dyd og Drot har kiær,
Kun tænke paa sit Minde!
109Thi det gaaer aldrig fra sit Værd,
Om vi og Døden finde;
Nei, Roes som Guld for Helte-Gang,
Os myntes skal i Minde-Sang!

9

O, kaster bort hvad Guld I har
Paa Hænder og i Belte,
Alt hvad som før til Lyst I bar!
Alt hvad ei stivner Helte!
Kun hvad der selv er nagelfast,
Med os i Nat staae Last og Brast!

10

Saa, frem I Kæmper! frem med Lyst!
Og helst imod de Kiække!
Ei gyse kan med Mod i Bryst
Vi for de kolde Egge;
Med dem vor Sorg, naar frem vi gaae,
Snart endes eller vendes maae!

Ved denne Vise vaagnede Bjarke, kaldte i Hast paa Skalk, sin Dreng, og sagde:

Nu hurtig, min Pusling! stat op, og tænd Lys!
Den Gamle han ligger i Sengen, og frys!
See, Ilden er ude, er Asken og kold,
Da aldrig paa Sværdet jeg mere faaer Hold;
Men leed kun i Asken! pir op og see vist!
Paa Bunden der findes dog sikkert en Gnist!
Seer du!
Der var Ild under Asken endnu!
110Heel godt var den fæstet, men hardtad forlagt,
Men læg den nu sammen, og blæs af al Magt!
Tag Branden, som lugtede Varmen i Gaar!
Tag Spaaner og Stikker, til Gløder du faaer!
See endelig til, at det gaaer med en Fart,
Saa Vedden kan fænge og blusse lidt snart!
Saa kryber jeg op og faaer Fingrene varme,
Saa kommer der Liv i de iiskolde Arme,
Og først naar man faaer med sit Gaase-Kiød Bugt,
Ja først, naar man Frosten har drevet paa Flugt,
Da først kan med Haanden en Ven være tjent,
Thi Haand uden Varme er Intet bevendt!

Hjalte.

1

Dannemand kalder det Lykke og Held,
Lyst at betale, som vitterlig Giæld,
Vennehaands kiærlige Gave!
Gaver os rakde vor Herre saa kiær,
Selv sig betaler det herlige Sværd,
Naar det kun svinges af Brave!

2

Hvo som har Hjerte, han føler det vel,
Bundløs er, Kæmper! til Kongen vor Giæld,
Lad os dog Renterne bringe!
Skinnende Hjelme han nødte os paa,
Harnisk han gav os fra Top og til Taa,
Funklende Sværde og Ringe!

3

Aldrig den Herre kan følges for godt,
Værd at forsvare er saadan en Drot,
111Knap er hans Mage at finde!
Rolv er vor Herre! det sige sig Hver!
Skiærper Hukommelsen ret med hans Sværd!
Sværdet igien med hans Minde!

4

Gaverne fandt vi i fredegod Tid,
Nu maa i Feide vi takke med Flid:
Tærske for sommerlaant Føde;
Tvungen er Sagen, men skeer det med Fryd,
Da af Nødvendighed giør vi en Dyd,
Kiærlighed Alt kan forsøde!

5

Venner! lad Ingen det sige med Ret:
Dem faldt kun Medgang, ei Modgangen let,
Ondt de kun leed, for de maatte!
Nei, lad det siges: dem Alting var let,
Alt som i Dands paa det ligeste Bret,
Torne med Roser de traadte!

6

Ja, lad os, Venner! nu vise det klart:
Ikke vi ere af Veirhane-Art,
Rolv, ei hans Lykke, vi fulgde!
Kalken saa glade vi tømme paa Val,
Som vi har tømt noget Bæger i Sal,
Medens sig Staal-Ormen dulgde!

7

Ædrue maa svare til Rusendes Ord,
Vi og til vore, som klang over Bord,
Vise: de meente dog vare!
Løfter vi gjorde, som Ingen i 📌Nord,
112Dyrt ved Alfader vi Ederne svor,
Høit og ved Gudernes Skare!

8

Seer I, der har vi ham: Husbonden min!
Dannemænds Perle, vor Konning saa fiin!
Ret nu at kappes mig lyster!
Fælder, I Kæmper! nu selv Eders Dom!
Hver hannem følge, som selv han er from!
Pokker i Vold med hver Kryster!

9

Hvo, som i Striden gaaer sidelænds frem,
Forlænds ved Leilighed pakker sig hjem,
Hvem der gaaer baglænds, han tvivler,
Hvem vi skal kiende for Stalbroder her,
Som han var muret, maa stande for Sværd,
Saa den Standhaftige hviler!

10

Magelig Hund giør kun maadelig Jagt,
Høvdingens Mod er i Kæmpernes Magt,
Hæve de kan det og bøie;
Fare i Mag maa den Bedste paa Val,
Staaer ei hans Skjoldborg, som Breidebliks Sal,
Skinnende klar for hans Øie?

11

Ganger, Drabanter! nu drabelig frem!
Haanden paa Værket med Fryd og med Klem!
Sværdene sjunge som Svaner!
Hvo som nu blinker med Bryn, er ei dru,
Kryster enhver, som nu blegner af Gru!
Skjold kun for Skjoldungen, Daner!

12

113Skyder ei Ryg mod de blinkende Sværd!
Haanden og Bringen hinanden har kiær,
Nebbet skal følge med Kloen;
Saa nappes Ørne med Neb og med Kloe,
Banke kun paa hvor Vedkommende boe,
Krye sidder immer i Kroen!

13

Kappes, I Kæmper, med Ørnen da nu!
Brystet han blotter, og kiender ei Gru,
Lad ham ei Forspringet vinde!
Det er en Kiøddag, vi have i Nat,
Giæsten vi huse, er Karl for sin Hat,
Kiød maa i Knivsnit sig finde!

14

Rutta! med Kinden som Lilien hvid,
Viis dig! indbland dig i Heltenes Strid!
Skin nu herud af det Dunkle!
Skjul dig ei længer som Maane i Skye!
Hører du ikke det dundrende Gnye!
Seer du ei Sværdene funkle!

15

Torden og Lynild vi have i Nat,
Portene springe af Hængselen brat,
Gluggerne ryste i Borgen;
Skatkammer-Kiæderne sprænger man nu,
Mellemgulv trædes med Staal-Hov itu,
Tomt er nok Skabet i Morgen!

16

Hør, hvor det suser og bruser nu trindt,
Sværdene hvine, og Ild gaaer af Flint,
114Øxerne gnistre og buldre;
Brynjerne flyve om Øret os tæt,
Øxen udbanker nu trofast og net
Buler paa blottede Skuldre!

17

Kæmperne segne; for Kongen saa bold
Svinder nu saare det buklede Skjold,
Bringerne for ham nu kløves!
See! hvor de mylre til Porten i Flok,
Kongen har Ingen, men Fienden har Nok,
Sværdet med Hjerterne sløves!

18

Blues, I Kæmper! hvem kiender nu Frygt!
Det giør ei Fienden, som raser saa trygt,
Tryggere, end det sig burde;
Seer I ham, Kæmper! hvor fri og hvor frank
Under Guldhjelmen han kneiser saa rank,
Som Ingen møde ham turde!

19

See, hvor han springer, nu let som en Raa,
Midtind i Klyngen, som Intet han saae!
Vis nok er han paa sin Seier!
Ak! mine Øine! hvad skuer jeg her?
Svensken foragter nu Dannemænds Sværd!
Guld ei min Harme opveier!

20

See til de Gother! hvor de bryde paa!
Tænderne sande hvad Trynerne spaae!
Hør, hvor de Vildbasser knuske!
Troe mig, at Hvedstenen ynkelig peeb,
115Da deres Sværd og Bul-Øxer de sleeb,
Brynjer de knække som Bruske!

21

Ilde de grine, og værre de gloe,
Gale for Fire, og hugge for To,
Det er forbistrede Svende!
Blod er de efter, som Igle og Maar,
Med vores Forraad paa Grund det nu gaaer;
Tønde som Tap kan faae Ende!

22

Guder! hvad seer jeg? ak, tabt er nu Alt!
Rolv! ak, nu døer han! nu Stol-Kongen faldt!
Høit galer Hanen hin røde!
📌Leire, see 📌Leire! ja fald kun med ham!
Hvad nu ei falder, det staaer kun til Skam,
Æren med Kongen uddøde!

23

Hjartvar! du brammer! o, synk dog i Jord!
Hvor skal jeg finde paa Riim og paa Ord,
Som kan din Skiændsel udtrykke?
Edder og Øgle-Forgift du med Tak
Tog af den Troldhex: af Skulde, og drak!
Lumsk har du myrdet vor Lykke!

24

Konge-Forræder! det sværter for smaat,
Thi du har sveget en mageløs Drot,
Vennen i ham du forraadte.
Niding da, som ei har Navn under Soel!
Nidinge-Beiler til Himlinge-Stoel!
Hvor blev Forstanden, du aatte?

25

116Hvad har bedaaret din klare Forstand,
Saa du forgreb dig paa Drot og paa Dan,
Værre, end Tungen kan nævne!
Alt du udregnet og overlagt har,
Men har til Norner du ogsaa et Svar,
Naar de for Asken dig stævne!

26

Stik mig! jeg klipped ulægelig Byld!
Skyd kun paa Kvinden, for evig, din Skyld!
Dog bliver Dommen den samme!
Hende, som Brødet forsætlig har bagt,
Ham, som med velberaad Hu det har smagt,
Begge skal Nornerne ramme!

27

Dog, jeg blev sinket! nu Hastværk jeg faaer!
Nadveren aad vi med Skielmen i Gaar,
Davren os her ei maa finde!
Aldrig i 📌Leire vi meer smage Brød,
See ei paa Marken, saa kiærlig og rød,
Soel give Skoven sit Minde!

28

Vi, siger jeg, thi blandt os finde Stæd
Knap kunde Nogen, saa blød og saa ræd,
At han ei nu lod sig finde!
Hvem vilde heller nu leve til Spot,
End æske Bod for livsalige Drot,
Æres med ham i hans Minde!

Efterat nu Hjalte havde anrettet et stort Nederlag paa Fienden, og udgydt Strømme af Blod, kom han tredie Gang til Bjarkes Sovekam117mer, og da han stod i den Formening, at det maatte være Frygt, som nu gjorde Bjarke saa søvnig, prøvede han paa at vække ham, ved Bebreidelser over Dorskheden, og sagde: