✂ 👤Kong Frederik den Sjette

✂ ►Fredegod og ►Danekiær

✂ og

✂ Dronning 👤Marie Sophie Frederike

✂ Syster til 👤Dagmar og 👤Dannebod

✂ Majestæterne

✂ Hvem 📌Dannemarks Hjerte og Krone tilhøre

✂ tilegnes i Krøniken

📌Dannemarks Krands

✂ allerunderdanigst

✂ af

✂ Selskabet for Nordens Oldskrifter

✂ ved

✂ 👤Pram,

✂ Etaatsraad og ►R. a. D.

✂ 👤Treschov,

✂ Advokat i Høieste-Ret.

✂ Grundtvig,

✂ Præst.

1

✂ Her steile ei Klipper, her voxer ei Guld,
Og her har ei Roserne hjemme,
Nei, 📌Danmark, o Konge! har ►Mai kun og Muld,
Og Minder om Godt ei at glemme.
O! 📌Danmark er lille og 📌Danmark er lav,
Din Stol er en Græsbænk paa Holme i Hav!

2

✂ Af Ask er, o ►Dannemænds Konge! Dit ►Spir,
Din Krone en Krands af ►Kiærminder!
Dit Rigs-Æble ingen Smaragd og Saphir,
Men kun som i Skov man det finder!
O Konge! o ►kanst Du, for Throner af Guld,
Det være bekiendt, at Din Throne er Muld!

3

✂ O! maa Du ei rødme i ►Konninge-Lag,
Ved 📌Dannemarks Krone at bære;
Ja, blegne for ►Spiret, som taaler ei Slag,
For Æblet, som Orm kan fortære!
Ak! arved Du, 👤Fredrik! med ►Konninge-Navn,
Af ►Konninge-Skiebne kun ►Konninge-Savn?

4

✂ VIDet mener kanskee, hvem der knæler for Guld,
Og kneiser paa Hovmodens Fjelde:
Den Daare, som glemmer, at Mand er kun ►Muld,
Og Drot ►ikkun Manden i Vælde;
At ►Spiret af Staal, om ►og ildfast det var,
For ►Nornernes Aande ►mon' springe som ►Glar!

5

✂ Men Skjalden, o Konge! maa kalde Din Lod
Den bedste af Kongers paa Jorden;
Slet ikke man vinder med ►Egg eller Odd,
Men arver kun ►sælsomt i 📌Norden
Din blaanende Krone, Din graanende Stav,
Og ►Stolen, som grønnes paa Holme i Hav!

6

✂ Af Muld er Din Throne, thi Hjertet er Muld,
Og Hjertet er ►Skjoldunge-Stolen,
Naar Heden opløser de Stole af Guld,
Din Muld-Throne grønnes i Solen;
Ja, Konge! Din Græs-Bænk paa Holmene staaer,
Saalænge som Hjertet i ►Dannemænd slaaer!

7

✂ VIIAf Ask er Dit ►Spir, men for Sceptre af Guld
Det ei sig behøver at skamme:
Opelsket det er over Mark, over Muld,
Paa ►Ygdrasills hellige Stamme;
Det grønnes saalænge paa Marken til Læ,
Som ►Nornerne vande Historiens Træ!

8

✂ Dit ►Æble, o Konge! ►end sidder og groer
Paa ældgamle ►Abild i Skoven,
Jeg kalder det ►Tvistens Guld-Æble i 📌Nord,
Som Frugt af en Kiærne fra Oven;
Afplukkes ei kan det til Glimmer og Pral,
Men Gubber forynge i ►Høielofts-Sal!

9

✂ Af Paradiis-Æbler, i Bøgenes Læ,
►Idunna har plantet en Kiærne,
Af den er oprundet i Skoven et Træ,
I ►Samfund med 📌Dannemarks Stjerne;
Det groede vildt, men i Tidernes Frist
Indpodet deri blev den hellige Kvist!

10

✂ VIIIDa skabdes det Æble, og voxde i Løn,
Som haver i Verden ei Mage,
I Arv har det gaaet fra Fader til Søn
I trende ►Stærk-Odderes Dage;
Ei stikker det, om saa han springer i Flint,
Selv ►Ormen, som snoer om ►Midgaard sig trindt!

11

✂ Din Krone, o Konge! er deilig og klar,
Sig Himlen deri monne speile,
Og hvo som den slynget om Tindingen bar,
Til andre paa Jord kan ei beile;
Med ►Staal-Handsker vindes og tages den ei,
Men findes, usøgt, paa ►Livsaligheds Vei!

12

✂ Lyksalig, vi læse, er Kongen ►forsand,
Naar over ham blomstrer hans Krone!
Og her, i ►Kiær-Mindernes Fædreneland,
Her haver den Konge sin Throne;
Ja Lykken, som Ordet ►mon love, er Hans:
Til Krone Han har af ►Kiær-Minder en Krands!

13

✂ IXPaa Græsbænken voxde ►Kiær-Minderne blaa,
De voxde paa ►Skjold-Ungers Grave,
Saalænge ei ►Stol-Konger Arven forsmaae,
De voxe i 📌Rosenborg-Have;
Og ►Saga, med Løv-Værk, fra ►Old og til ►Old,
Afbilder den blomstrende Krone paa Skjold!

14

✂ De Billeder alle: de gamle og nye,
De dunkle saavelsom de klare,
Hver ►Skjold-Ung tilhøre, som skiænker dem Lye,
Og tager paa Scepteret Vare;
Med Kronen de følge, som Krone med ►Stoel,
Som Klokkerne følge den vandrende Soel!

15

✂ Tilegnes maa 📌Dannemarks ►Konninge-Skjold
Den ►Skjold-Ung, som Vaabenet eier,
Derfore ►og 👤Saxo: den ►Skjold-Mand saa bold,
Det rakde til 👤Valdemar Seier;
Det glemde ei heller Kong 👤Frederiks Præst,
At Kongen i 📌Danmark er Krøniken ►næst!

16

✂ XHvad 👤Saxo og 👤Vedel paa Dansk og Latin
Os meldte, er ei at ►forgiætte,
Derfore nu kaldes ►og Krøniken Din:
Høibaarne Kong 👤Fredrik den Sjette;
Med 📌Dannemarks Krone den ►gange i Arv,
Mens Bøgen har ►Mai, og mens Eegen har Marv!

17

✂ Kong 👤Frederiks Dronning! den ogsaa er Din,
Som Din er ►og 📌Dannemarks Krone,
Men ►Saga ►og kalder med Kongen Dig sin:
Sit Billed paa 📌Dannemarks Throne:
Selv ►Spiret ei fattes, med ►Knappen af Rav,
Med Kiærligheds Haandtryk Dig Kongen det gav!

18

✂ O kiærlige, kronede, krandsede Par
Paa 📌Dannemarks ►Konninge-Sæde!
Annammer det Skjold, som fra Hedenold var
Livsalige ►Skjold-Ungers Glæde!
O! ►skiænker med kiærlige Blik det en Knag
I ►Høielofts-Salen hos 📌Dannemarks Flag!

19

✂ XIJa, sammen de høre i Alder og Aand:
Fra Skyerne begge tilsammen
Forunderlig faldt i Kong 👤Valdemars Haand,
Til 📌Dannemarks ►Giærdsel og Gammen;
Der Skjoldet bekrandsede Kongernes Høi,
Nedsvæved derover det hellige ►Fløi!

20

✂ Som Banner, i sex Gange hundrede Aar
Det vaied paa Land og paa Bølge,
Og tit fik vi Bod for de ►bangeste Kaar,
Med Skjold og med Banner i Følge,
Ja, mens den i Skjold under Dannebrog staaer,
Faaer 📌Dannemarks ►Løve ei dødeligt Saar!

21

✂ Saa ►elsker, o Ædle! det ►Liggendefæ,
Med ►Skjold-Mærker unge og gamle,
Som her under 📌Dannemarks Flag sig i Læ
Til ►Skjoldborg om Thronen forsamle!
Som 📌Dannemarks Vaaben, dem holder i Stand
Vel Skjoldets i ►Hjerter ►udtungede Rand!

22

✂ XIIDe ►Skjold-Mærker gamle, som Runer paa Steen
Kun dunkelt os Kronen afbilde,
Thi snildt at omgaaes med Pensel og ►Preen,
Det nemmed vor Hav-Fru kun silde,
Men at det dog altid var Hjertets Attraa
►Kiær-Minder at tegne, det kan man forstaae!

23

✂ Ja, hvem er i Skoven om Hjertet saa kold,
At Konstens de ►favreste Værker,
Han valgte for hine ►Kiær-Minder paa Skjold:
For Krandsen af Dane-Skovmærker,
Som enkelte rundt i Almindingen fandt
Vor 👤Saxo, ►og sirlig med Silke forbandt!

24

✂ Maa briste den Silke, maa savnes den Traad,
Som ret binder ►Hjarne til ►Brage;
De Mærker dog vidne om Havfruens Graad
For ►Frode, for ►Balder og ►Krage!
De vidne, de minde om ►Hjertet i Skjold,
Og ►Løvernes ►Kreds-Gang mod ►Iis-Havets Trold!

Fortale.

✂ At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte ►besynderlig Priis; og naar denne Lykke ►times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine ►Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes! Dette Sidste er derfor ogsaa en Sjeldenhed, og ►times kun et Folk, der kiærlig mindes sine ►Fædre, ærer dem i Livet og takker dem i Graven, alt eftersom vi veed, det er det første Bud med Forjættelse: ►ær din Fader og din Moder, at det kan gaae dig vel, og du maa længe leve i ►Landet, Gud gav dine Fædre►!

✂ XIVNaarsomhelst vi da undervises om, at der er intet Folk i Verden, hvem denne Lykke og Velsignelse blev ►fuldeligere til Deel, end Folket som vi kalde vore ►Fædre, da maa vi allerede deraf strax formode, at det Danske Folk fra Arilds-Tid har med ►besynderlig Hengivenhed hængt fast ved sine ►Fædres Land, og æret deres Ihukommelse. At nu heller ikke den Formodning skuffer, det lære vi fornemmelig af Bogen, som her, paa Nye fordansket, begynder at ►udgaae: af 👤Saxos Bog om 📌Dannemarks Konger og Helte i Fordums-Tid; thi det er ikke dermed Nok, at 👤Saxo giver de ældgamle Danske det Vidnesbyrd, at Intet laae dem mere paa Hjerte, end ►Forplantelsen af giæve ►Fædres Navn og priselige Eftermæle, ei heller var et saadant Vidnesbyrd aldeles umistænkeligt; men i hans Bog ►gaaer Syn for Sagn, denstund vi finde der en mageløs Samling af Fortællinger, hvis høie Ælde er ►upaatvivlelig for alle Kyndige, ret som en Oldings, der ei blot har sneehvidt Haar og rynket Pande, men en Skat af Minder fra de længst henfarne Dage, som øiensynlig, naar han kommer dem ihu, opgløder den blegnede Kind, og opliver det døsige Øie! ►Vist nok er den Samling ikke stor, naar vi vil regne efter Længden af det Tids-rum den tilhører, men forunderlig stor maa vi dog kalde den i Sammenligning med, hvad andre Folkefærd, selv vore norske Frænder, veed at fortælle om deres Forfædre i Hedenskabets Tid; og naar vi betænke de mange ►Anstød for den mundtlige Fortælling, under Tidernes Løb og ►besynderlige Vendinger, da maa det høilig forundre og inderlig glæde os, at dog Saameget har stridt sig frem igiennem Tidens Strøm, der ellers bortskyller Ord og Sagn som Folkenes Slægter, og udsletter Oldtidens Mærker, ligesaaXVvel paa Folkenes Tunge, som paa hine Klipper, hvis ►underlige Minde-Tegn og Runer Kong 👤Valdemar den Store omsonst lod efterspore! Ja, med glad Forundring maa vi see, hvor mangt og dyrebart et Folke-Sagn fra 📌Danmarks gamle Dage, der dog vedligeholdt sig, fornemmelig i Riim og Viser, indtil Tiden kom, da Fædrenelandet med Christendom havde annammet Forstand paa Skrift og boglig Kunst, ja avlet og opfostret Mænd, som hin Kong 👤Valdemar den Store, og Biskop 👤Axel eller 👤Absalon, hans Hjertens-Ven og Høire-Haand, og 👤Saxo Grammaticus, den samme Biskops i sin Tid mageløs boglærde og skriftkloge Yndling!

✂ Vel synes det, som vi maatte ønske, at 👤Saxo, istedenfor at skrive Alt paa det fremmede latinske Sprog, havde optegnet de gamle Sagn, og Viserne især, paa Moders-Maalet, thi ligesom det er høist rimeligt, at han kan ikke sjelden have taget Feil af Meningen, saaledes er det ganske vist, at Meget staaer utydeligt paa det fremmede Sprog, som paa vort eget vilde været soleklart, og endelig havde det jo været en inderlig Glæde for ►Dannemænd, at høre paa Moders-Maalet en levende Røst fra de ældgamle, herlige ►Fædre!

✂ ►Desaarsag at gaae strængt i Rette med den høiærværdige ►Dannemand, som med saadan Flid og Fremgang har frelst saamange Snese af vore ypperste ►Oldefædres Navn og ►Idrætter fra at nedsynke i Forglemmelse, det vilde imidlertid være høist udansk og usømmeligt, thi det var at give ham ►Skam ⓘ tiltil] GV, tjl A Takke► for det dyrebare Mindes-Mærke, han, til 📌Dannemarks udødelige Priis og Ære, opreiste paa ►Skjold-Ungers Grav-Høi. Dog ikke det alene, men naar vi ret betænke 👤Saxos Vilkaar, og Tidernes ►Leilighed, og XVIEfterkommernes Tilstand, da maae vi taknemmelig bekiende, at ogsaa heri aabenbarer sig et ►besynderligt Guds Forsyn til 📌Dannemarks Bedste, ligesom det, i det Mindste fra een Side, giver os et glædeligt Vidnesbyrd om dansk Dygtighed, forenet med det saa elskelige, ret beskedne Sindelag, som altid har udmærket ægte ►Dannemænd. I hine Dage, nemlig, er det ►vist, at ikke noget Sprog af alle dem 📌Europas Folkefærd talde, var saa bekvemt for boglig Kunst, og skikket til i Sammenhæng at udtrykke, hvad man om Fortiden havde at sige og fortælle, som det latinske; vort Moders-Maal var det vel endog mindre end somme af de Andres, vi veed at Dansken er endogsaa alt for tilbøielig til at synes ringe om sit Eget, og havde vi da i hine Dage ei faaet en latinsk ►Dannemarks Krønike, da havde vi i al Fald ei faaet nogen saa god, som den nærværende, og rimeligviis slet ingen. Ja, havde ►end 👤Saxo eller nogen Anden skrevet en Krønike paa Dansk, da var den dog neppe kommet til os, thi glemde Folket i de paafølgende Mørkets og Søvnagtighedens Dage, selv hvad der saalænge havde været i Folke-Munde: hine Riim og Viser, hvorefter 👤Saxo gik; hvormeget mere skulde da ikke en dansk Bog blevet glemt og ►forkommet paa en Tid, da hverken Adel eller Almue kunde læse, og Latin var det Eneste, de saakaldte Boglærde fandt det Umagen værdt at læse og afskrive! Nu derimod, da 👤Saxo fortalde ►Dannemarks Krønike paa de Lærdes Sprog, og det i saa fiin og prægtig en Stiil, at vi endnu maa kalde det et Vidunder, da blev hans Skrift et Værk, ⓘ hvorafhvoraf] GV, hvotaf A de danske Boglærde vare stolte, som de giemde og afskrev, om aldrig for Indholdens, saa dog for Latinens og Lærdommens XVIISkyld, og gjorde sig siden, da Bogtrykker-Kunsten var opfundet, en Ære af, at faae ►præntet og udbredt mellem Fremmede.

✂ Dog, hvorom Alting er, saa var det en glædelig Begivenhed, at, ►der Kong 👤Valdemar den Anden, med Tilnavn: Seier, var endnu i sin Velmagt, altsaa imellem Aar 1202 og 1223, da fuldendte 👤Saxo sit store Værk i 16 Bøger, og overrakde det til samme Konge, og til den lærde Erke-Biskop 👤Anders Sunesøn, som var blevet den ►alt da hensovne Biskop 👤Absalons Efter-Følger. Ligeledes maa vi kalde det Glædeligt, at trehundrede Aar derefter, der 👤Christian den Anden var Konge i 📌Dannemark og 📌Norge, da fandtes der en vellærd Præstemand, Fynboen 👤Christen Pedersøn, som sparede hverken Umage eller Bekostning, for at erholde en god Haandskrift af 👤Saxos Værk, og faae den ►præntet i 📌Paris, da Bogtrykker-Kunsten var i 📌Dannemark dengang endnu i sin Barndom.

✂ Saa blev da ►Dannemarks Krønike trykt i 📌Paris 1514, og derved i betimelig Tid frelst fra den Undergang, som i de paafølgende urolige Dage kunde ►lettelig blevet dens Lod; men, saalænge Læsning blandt Folk var saa sjelden, og saalænge Latinen ei var ►udlagt paa Moders-Maalet, kunde den dog ikke hjelpe ►mærkelig til at gienføde eller opfriske ►Fædrenes Ihukommelse.

✂ Det varede imidlertid ei heller længe, før der blev raadet Bod paa begge disse Mangler; thi kun trende Aar efter ►Krønikens Trykning var det, at 👤Morten Luther, den Guds Mand, ►opstod i 📌Sachsen, og begyndte: med Ordets Lys at ►adsprede Pavedømmets Mørke, og ►med Aandens Sværd at sønderhugge de XVIIILænker, hvori Menneskehedens Fiende holdt Folkene fangne; og af 👤Luthers seierrige Kamp for Lys og Sandhed udsprang, med utallige, eviggode Følger, ogsaa alt det timelig Gode i Aandens Rige, som for alvorlige Folkefærd er værdt at eftertragte og ophøie!

✂ Saaledes veed vi, at hvad 👤Luther først og sidst ►drev paa af alle Kræfter, var at Guds aabenbarede Ord i ►den hellige Skrift skulde være den eneste Regel og Rette-Snor for de Christnes Troe, og at desaarsag Alle, saavel Læg som Lærd, skulde selv læse ►Skriften, og randsage deri, om ogsaa de Ting, som Præsterne forkyndte, havde sig ►saa udi Sandhed; men heraf fulgde, som man seer, nødvendig, baade at ►Bibelen maatte udlægges paa hvert Folks eget Tungemaal, og at Alle, saavidt som mueligt var, maatte lære at læse.

✂ Da nu 👤Luthers sanddrue Tale faldt ingensteds i bedre jord, end hos de ægte ►Dannemænd i vore ►Fædres Land, saa blev ►og ►Bibelen, saasnart som mueligt, oversat med Flid paa Dansk og fandt, af alle Stænder, Læsere i Tusindtal. Blandt dem, som gjorde deres Flid baade med at fordanske ►den hellige Skrift, og opmuntre til dens Læsning, var fornævnte ►Mester 👤Christen Pedersøn hverken den Sidste eller Ringeste, og eftersom han baade elskede Fædrenelandets Krønike, kiendte den godt, og vidste bedre at skatte dens Værd end de Andre, saa er det ganske ►rimeligt, hvad os er fortalt af troværdige Folk, at allerede han fordanskede, saa godt han kunde, den 👤Saxos Bog, han havde bragt for Dagens Lys. ►Vel kom den Oversættelse ei ud paa Tryk, og er formoXIXdenlig ei mere til, men kom dog udentvivl til Nytte, thi det var sagtens den, vi veed, der fandtes hos den høivelbaarne Adelsmand og Rigens Cantsler under Kong 👤Christian den Tredie og Kong 👤Frederik den Anden: den fromme, lærde og forstandige Her 👤Johan Friis, og der var den i gode Hænder, thi den forstærkede hos samme ædle Herre det inderlige Ønske, at faae ►Dannemarks Krønike trykt paa Dansk til hver Mands Gavn, og kom just derved ham for Øie, som mesterlig fortsatte, hvad her var kun begyndt.

✂ Der var nemlig i de samme Dage opvoxet en særdeles vellærd ►Dannemand, Her ►Mester 👤Anders Søvrensen, med Tilnavn: Vedel eller 📌Veile, som Byen hedder, hvor han kom til Verden, og han blev Slots-Præst hos Kong 👤Frederik den Anden. Hin gamle Cantsler, der selv havde ►lært sin Bog med de Bedste, og, som det ►bør sig, glemde ei den over Rigens daglige Handel, men øste deraf baade Lærdom og Opmuntring, han var, som man da nok kan vide, en Ven af lærde Folk, og mærkede snart, at ►Mester 👤Anders Vedel var ei af dem, der fødes alle Dage, men havde seet sig om, ei blot i 📌Roms og 📌Grækenlands, men selv i 📌Dannemarks Historie, og vidste godt, at hverken 📌Po-Floden eller 📌Eider-Strømmen var en Grændse for herlige Bedrifter og skiønne Tungemaal. Desaarsag fik den gamle Cantsler, der, som tilbørligt, baade kiendte sit Fædrenelands Krønike godt, og skattede den høit, ►besynderlig ►god Villie til ►Mester 👤Anders, talde tit og gierne med ham om de gamle Sager, laande ham fornævnte Oversættelse af 👤Saxos Bog, og bad ham eftersee, om den ei kunde rettes og hjelXXpes paa Fode til dog nogenlunde sømmelig for Læg-Mand at udtrykke Meningen af 👤Saxos Bog; eller hvis ikke, da selv fra Roden af at begynde og udføre Værket, saa 📌Dannemark dog ikke længer skulde have den Skam, at savne paa Moders-Maalet en Bog, der var saa ►besynderlig skabt og skikket til at giøre ►Dannemænd Ære! ►Vel huede den gamle Oversættelse slet ikke 👤Anders Vedel, ei heller ►var han lysten efter selv at trækkes med saa farligt og ►overhaands et Arbeide, som en ny Oversættelse, vel ikke uden Grund, var i hans Øine; ►vel døde endelig, kort efter, 👤Johan Friis, og dermed ►syndes 👤Anders Vedel, at det Hele turde vel døe hen; men Anderledes tænkde 📌Dannemarks Riges Hof-Mester: ►Ærlig og Velbyrdig 👤Peder Oxe til 📌Gisselfeld, og biede ei mange Dage efter 👤Johan Frises Jordefærd, før han saa alvorlig, stærkt og eftertrykkelig lagde 👤Anders Søvrensen den Sag paa Hjerte, at han ei længer turde vægre sig, men lovede at giøre sit Bedste til, at Danske kunde faae at læse, hvad Udlændinger allerede længe havde læst, om gamle ►Dannemænds ærlige og mandhaftige Gierninger, saa Børnene kunde derved opvækkes til, hver paa sin Plads, at svare til Forfædrenes Priis og gode Rygte, ved at beflitte sig paa allehaande Dyd og Duelighed efter deres gode Exempel.

✂ Saavel Dette, som meget Andet meer, der ►vel fortjener at eftersees og betænkes, kan man læse i ►velbemeldte ►Mester 👤Anders Vedels Fortale til det store Værk, han ►hæderlig udførde, hvor man da ogsaa udtrykkelig hører, at 👤Friis og 👤Oxe vare ingenlunde de eneste Adelsmænd, som betragtede Krøniken med kiærlige og klare danske Øine, men at den ypperlige Rigens Cantsler: Her 👤Niels XXI👤Kaas, Raads-Herren 👤Bjørn Andersøn, Rente-Mesteren 👤Christoffer Valkendorph, samt 👤Arild Hvitfeld, der ►og selv blev siden baade Rigens Cantsler, og Forfatter af en ►Dannemarks Krønike, at i det Mindste disse vellærde og forstandige Hof-Mænd var af samme Tanker, styrkede tit 👤Anders Vedel i hans Forsæt, og trøstede ham med, at Arbeidet skulde behage alle dem, som dansk Tungemaal forstaae, ja Majestæten selv!

✂ Saa udkom da ►Fædrenelandets Krønike paa Moders-Maalet Aar 1575, tilegnet og tilskrevet 📌Dannemarks Kong 👤Frederik den Anden, ►Høilovlig Ihukommelse, og det maa Alle, som forstaae det danske Tungemaal, og som vil følge Sandhed, vist bekiende, at samme Værk var baade Krøniken og Kongen værdigt, ja er et Mester-Stykke i sin Tid og i sit Slags, og skal bevare 👤Anders Vedels Navn i priselig og kiærlig Ihukommelse, saalænge Moders-Maalet og Fædrenelandets Historie agtes og elskes iblandt os.

✂ Nu var det til Visse glædeligt, ifald vi turde sige, at Læg og Lærd med begge Hænder tog imod den dyrebare Gave, og at det ypperlige Sæde-Korn, som her med ►Krøniken udstrøedes, bar kiendelig i Tidens Løb mangfoldig og velsignet Frugt; men det er altid bedst, ►ihvor det gaaer, at følge Sandhed, og den tilstæder ei at tale ►saa, men nøder til at melde, at saavidt som man kan skiønne, var det dog ►ikkun en Deel af Adelen, der ret for Alvor skattede og læste denne Rigens Krønike, og at, kun efter halvtredsindstyve Aars Forløb, nedsank efterhaanden den danske Bog hardtad i ligesaa dyb en Forglemmelse, som fordum dens latinske ►Mønster.

✂ XXIIOver Tohundrede Aar er det nu siden, at 👤Anders Vedels Bog blev anden og sidste Gang ►oplagt, og især i det attende Aarhundrede blev den saa sjelden, og dens Indhold tildeels saa foragtet, at endog Boglærde i Hundrede-Tal levede og døde i 👤Saxos Fædreneland, uden at kaste et Blik derudi, ja vel uden at vide, der var en saadan Krønike til. Aar 1752 ⓘ udgavudgav] GV, ndgav A ►vel en Boghandler Noget, som kaldtes en ►nye Oversættelse af Saxo, men det maa man sige var snarere at kaste Jord paa 📌Dannemarks Krønike, end at opvække den, thi her saae man klarlig, at de Boglærde siden 👤Anders Vedels Dage vare gangne langt mere tilbage end frem, og havde hardtad, som 👤Holbergs 👤Erasmus og 👤Jean de France, glemt deres Moders-Maal, og hvad som altid dermed følger, ►forloret deres ►Fædres Aand og ►Øiesyn. Tør og stiv, og kold og knudret, med Blandings-Gods af allehaande Tungemaal, var denne Oversættelse, som skulde nu afløse 👤Anders Vedels den gammeldags, men ægte danske, fyndige og flydende, muntre og livlige, og siden man nøiedes med sligt et Bytte, er det klart, at man i Almindelighed kun havde slige Bøger liggende paa Hylden, hvor det kun gjaldt om Bindene, hvoraf de nyeste sædvanlig er de bedste.

✂ Saaledes kunde 📌Dannemark da glemme og kaste Vrag paa sin eneste Herlighed: ►Fædrenes ►livsalige Minde, og inderlig rørende, velsignede og skiønne Efter-Mæle! Indviklede i lutter verdslige Begiærligheder, nedsænkede i Attraae efter Øieblikkets korte, flygtige og for det Meste dyrekiøbte Lyst og Fornøielse, fordybede, naar det kom høit, i uendelige og for det Meste tomme Grublerier over Tanker, Ord og Gierninger, ►forlorede de Fleste, hvad der er XXIIISjælen og Livet i den ægte ►Dannished: hin hjertelige ►Knyttelse til giæve Forældre og Bedste-Forældre i hundrede Led! Synet for de gamle Dages Herlighed forsvandt, Øret døvedes for ►Fædres dybe Røst, for Moders-Maalets søde Klang, og de forgangne Dages høie Varsels-Stemme! Med Føie kan man sige, at Fædrenelandet var indvortes opløst og adskilt, førend det ramdes af hine udvortes Ulykkes-Slag, hvorunder vi have seet Banneret synke og Vaabenet slækkes, hvoraf, som efter et Jord-Skiælv, 📌Dannemark bæver endnu; med Føie tale vi ►saa, thi hvad uden Fædrenelandets Krønike: hiint store ►Dane-Hjerte-Løven-Skjold, kan lægge Broe over Bølgen, og kiærlig i 📌Dannemarks Navn sammenføie hvad Havet adskiller! Hvor, undtagen i et kiærligt Minde, og i en levende Ihukommelse af fælleds giæve, priselige Konger og ►Fædre, hvor, ►uden der er vel Baandet, som formaaer stærk og fast og levende at sammenknytte ►Sællandsfar og Fyenboe og Jyde, og hvad vi alle af Naturen nævnes, sammenknytte os som i en Sløife: i et frivilligt, men dog uopløseligt ►Stalbroderskab til een omvundet Menighed af ►Dannemænd! Ja! er det kun Hjernespind, ►hvad heller en sandfærdig Lignelse, naar man, med Øiekast paa hvad der kaldes 📌Dannemark, vil sige, at, ►ikkun ved ►Kiær-Minder, kan ►Mai og ►Poes, ►Fiol og Lyng forbindes venlig til en ►faver Krands for ►Danner-Kongen!

✂ Vel maa det ei dølges, at fra 👤Christen Pedersøns og 👤Anders Vedels Dage, indtil Nu, har 📌Dannemark vel neppe nogensinde aldeles været bar og blottet for boglærde Mænd, som flittig syslede med Fædrenelandets Krønike, pønsede vel mangen Gang XXIVpaa, og prøvede stundom at skiænke os den i en Dragt, der bedre, end de Gamles, svarede til Tidens Tarv og Smag og Vilkaar; hverken skal vi glemme eller ringeagte slige ►Dannemænd; nei ►heller glade lægge til, at 📌Dannemarks Konger for det Meste udnævnede til den historiske Bestilling, hvem der i deres Øine ►syndes meest ►bekvem; men siden det er Noget, som trænger til at meldes og fortælles hardtad allevegne, saa er just deraf ►øiensynligt, at enten har de samme gode Mænd dog ei formaaet hvad man maatte ønske, eller ogsaa har man ingen Lyst havt til at læse hvad man burde, eller der har endelig paa begge Sider været Feil og Brøst, som hindrede en Fremgang og et Udfald, det endnu er Meget værdt at tale om. Det Sidste mener jeg, thi det er sikkert nok, at havde ►ikkun Mange ret havt Lysten til at kiende og indprænte sig de gamle Dages Billede og Lignelse, da havde de vel fundet Samme, da havde det ei faldet dem for tungt at vænne sig til Stavningen i gamle danske Bøger, da vilde der, om ei for Andet, saa dog for Vindings Skyld, nok været dem, som havde sørget for at 👤Vedels Bog, ►Riim-Krøniken og andet Sligt var blevet ►fal; men det er paa den anden Side derfor lige sandt, at om der havde været nok saa mange velvillige Læsere til gode Krøniker, saa vilde næsten alle de, der siden 👤Vedels Dage ere skrevne, dog kun fundet Faa, fordi de gierne enten vare paa Latin, eller dog kun paa et Slags for Lyst ulæseligt Dansk, og svarede før til Ingens end til Alles Tarv.

✂ ►Vist nok var det en Mand ►af Vælten, som i Kong 👤Christian den Sjettes Dage skrev en ►Dannemarks Riges Historie, thi det var 👤Ludvig Holberg, den vidtberømte Nordmand med det store XXVHoved, de skarpe Øine, den rappe Tunge og den skrappe Pen, men ihvorvel man ei skal nægte, han var skaaret godt for Tunge-Baand, saa er det ligefuldt en Sandhed, at hans Tunge-Maal i Krøniken, i alle Maader var langt mere gammel fransk end gammel dansk, og ►ihvor skrap hans Pen ►og var, saa er det derfor heller ingen Løgn, at den dog maatte været ganske anderledes skrap, naar den paa ►tyve Blade skulde, ei som nu affeiet, men ►udtrukket og udtrykt hvad der er mørkt og sammenpresset nok i 👤Saxos de ti første Bøger!

✂ Der er vel sagtens Mange, som tør mene, at hine Folke-Sagn fra Hedenskabet er, hvad de i 👤Holbergs Øine vare: Feie-Skarn, hvori Feie-Pigen i det Høieste kan finde sig en Lomme-Skilling og et Finger-Bølle, og som for Resten maa, jo før jo ►heller, kastes ud paa Møddingen af ►Kiærling-Snak og Ammestue-Fortællinger, som det er sanket af; men jeg tør ogsaa mene, at de gode Herrer mene feil, jeg tør spaae, at aldrig nogen Krønike, som overspringer eller lader haant om hine Folke-Sagn, vil vinde Folkets Bifald, og jeg tør ►forbinde mig til at bevise, at netop det er en glædelig Ting og en herlig Sag. Til at føre et saadant Beviis er imidlertid her ikke Stædet, og det maa da være Nok, reent ud at sige, hvad min Mening derom er, for at Ingen skal sige, jeg vilde, ifald det stod i min Magt, ►trykke Folket fuldt af gamle, ►forgiemte Eventyr, som Troes-Artikler! Min Mening er den, at i Hedenskabets Tid, før boglig Kunst kom i Brug, da var det umueligt andet, end at selv hos det ►mindekiæreste, det meest oprigtige og sanddrue Folk, maatte baade mangen en ►MærkværdigXXVIhed► glemmes, megen ►Forblanding skee af Navne og Begivenheder i Sagn, der lignede hinanden, og endelig en Deel forvanskes ved uhjemlede Tilsætninger og stundum aldeles falske Rygter og løgnagtige Hjernespind. Fremdeles mener jeg, at: deels i den urolige, ►udartede Tid vi klarlig spore mellem ►Braavalle-Slaget og Christendommens Indførelse, og deels i de følgende Aarhundreder til 👤Saxos Dage, maatte hine gamle Sagn nødvendig baade svinde i Antal, tabe i Reenhed og geraade i en heel Forvirring. At det nu var 👤Saxo umueligt at erstatte det ►Forkomne, rense det Grumsede, udmønstre det Falske, og oprede det Forvirrede, er Noget der falder saare let at begribe, og han havde da kun Valget imellem at forkaste eller optage Alt, og, i det han ►optog, at følge den Gang der var i Folke-Munde, eller efter sine egne Indfald tage fra og lægge til og sætte om som han ►syndes. Enhver, som nu vil dømme sundt, skal sikkert finde, at 👤Saxo ei fortjener, hvad han fik saa tit, ►Skamflikker og Forhaanelser, men mange Tak og stor Berømmelse, fordi han ei vilde giøre sig selv klogere end han var, lod staae ved sit Værd, hvad han ikke begreb, lagde, som han selv siger, ikke an paa at digte et rimeligt Eventyr, men paa troelig at fortælle gamle Ting, og følge Traaden, som han fandt den. 👤Saxo er da angerløs i dette Stykke, og selv da, naar vi nu grandgivelig saae, at hine Sagn var til slet ingen Nytte, saa havde vi dog kun Grund til at beklage Manden, som havde spildt saa megen Flid og Kunst paa ingen Ting; ei derimod Grund til at bebreide ham Noget, thi hvad først lærde Undersøgelser i en mere oplyst Tid kunde vise, det kunde 👤Saxo ikke forud vide, og burde derfor XXVIIikke overile sig med Fordømmelsen, men sige hvad han havde hørt, og saa lade Efterkommerne dømme.

✂ Men, hvem er saa uforstandig eller hjerteløs, at han for Alvor kunde ønske hine danske Folke-Sagn overantvordede til Forglemmelse, og saaledes fradømme dem alt Værd, selv det at lade sig høre! Hvem tør nægte, at selv om der aldrig havde været en ►Skjold og ►Hjalte og ►Rolv Krage, ►Folke og ►Uffe hin Spage, ►Amlet og ►Erik den Veltalende, ►Sigrid og ►Signe til i Verden, saa vare dog hine mageløse Sagn om dem vel værd at høre, ja at giemme og indprænte sig, ►aldenstund det dog var elskelige, lærerige Lignelser, som kunde dybt og sødt bevæge Hjertet, og som vi maatte ønske, i en renset og forklaret Aand, at see udtrykte og udtrykke selv i Verden! Er det nu imidlertid ►saa, som en grundig Eftertanke over de menneskelige Vilkaar ►vist skal bevise, at saadanne Sagn umuelig kan opstaae, elskes og giemmes hos et Folk, der ei havde Hjertelag til at giøre, hvad de melde, samt at et saadant Hjertelag umuelig kan findes, uden at tee og yttre sig i tilsvarende Handlinger, efter Tidernes Vilkaar og ►Leilighed, saa er det, mener jeg, en afgjort Sag, at i det Mindste, hvad man ikke andensteds finder at have saa kiærlig ►begivet sig, og at være saa rørende fortalt, det er ►og sikkert skeet i 📌Dannemark, hvor det fortælles, om Sagnet end tager nok saameget Feil i Henseende til Navn og Tid og andre Bi-Omstændigheder. Fremdeles tør jeg sige, at var der ikke andet Mærke paa de gamle Sagns Troværdighed i Hoved-Sagen, saa burde vi kalde det Vidnesbyrd nok, at de, som Enhver kan føle hos sig selv, stemme Sindet til XXVIIIKiærlighed og Sanddruhed; thi var de desuagtet vitterlig ►opspundne paa Bedrag, da maatte Sandheds Aand havt Velbehag i Løgn, og det er, som vi alle veed, umueligt! Her er, som sagt, ikke Stedet til udførlig ►ⓘ Beviisning,Beviisning,] GV, Beviisning, A► da der ellers var meget at sige til Forsikkring om Sagnenes Ægthed og faste Grundvold, men disse Par Ord fandt jeg nødvendige, for baade at paaminde om, hvor uforsvarligt det er, at ►bryde Staven over de herlige Oldsagn, og hvor langt det er fra mit Ønske, at indbilde Nogen, man kan fæste Troe til saa blandet og tit forvirret en Tale, som til et Evangelium. Kun derfor vil jeg ogsaa udtrykkelig tilføie, at det var saare ønskeligt, ifald vi kunde rette, rense og forklare 👤Saxo, saa Alt kom paa sin rette Hylde, og sit rette Sted, og kun fordi vi ikke kan det, men føle dog, at hine Fortællinger, selv som de findes, kan gavne og glæde retsindige ►Dannemænd, samt at først da vil Rettelsen og Forklaringen lykkes, naar Sagnene atter blive almindelig bekiendte, yndede og giennemtænkte, kun derfor maa vi nøies med at give hvad forhaanden er, lade Hver om disse Ting troe hvad ham tykkes, og sige:

✂ ►Hver nyde, som han nemmer,
Da Ingen skeer Uskiel►!
►Hil være Den, som giemmer
Det gode Gamle vel!

✂ Heraf seer man da Hensigten med denne ny Fordanskning af 👤Saxos Bog, og hører, at vi ingen Krønike har faaet siden, som ⓘ kundekunde] GV, knnde A giøre den overflødig, men nævne maa jeg dog to ►Dannemænd, hvem den Ære tilkommer at have i de for FædreneXXIXlandets Krønike ulykkeligste Dage, dog hos en Deel vedligeholdt eller vakt nogen Kiærlighed til den, og Opmærksomhed paa de gamle herlige Sagn, det var 👤Suhm og hans Yndling: 👤Frederik Snedorf. Paa en Tid, da man stod Fare for, over det nærværende Øieblik, med alle dets ►glimrende Luft-Kasteller, aldeles at glemme de gamle Dage, da ►indtoges 👤Snedorf af deres ►favre Skikkelse, og stræbde, som Lærer ved ►Høiskolen, igien at ►indtage de yngre Boglærde for samme; hans Liv var som et Stjerne-Skud, hans Ord var kun halvt, og ►fik snart aflydt, men fandt dog en Gienlyd i mangen Ungersvends Hjerte, som aldrig ganske hendøde. Fra alle Sider tør jeg sige, at denne Bog som her udgaaer, var ei udkommet, dersom ikke 👤Snedorfs Forelæsninger over Fædrenelandets Historie, paa Tunge og paa Tryk havde ligesom banet den Vei, og uagtet de ingenlunde kunde træde i dens Sted, fortjene de ikke desmindre, hæderlig og venlig, at nævnes i dens Fortale.

✂ Nu at tale vidt og bredt om min Deelagtighed i denne Bog, er ei min Lyst, og jeg saae helst, man vilde og man kunde aldeles glemme mig i den, men Noget bør jeg dog vel sige om Anledningen til, at jeg tog mig Arbeidet for, og om den Side, hvorfra jeg ønsker det maatte betragtes.

✂ I mange Aar har det været mit Ønske og Forsæt, engang, ►vilde Gud, at skrive en 📌Dannemarks-Krønike, som kunde læses med Lyst af Høie og Lave, Læge og Lærde, saamange som elskede ►Fædrenes Ihukommelse, og det klare, jævne, ►uforkunstlede Moders-Maal; men immer blev det kun ved Ønsket og Forsættet, XXXdeels fordi min udvortes Tilstand ikke var derefter, og især fordi Arbeidets mange Vanskeligheder afskrækkede mig. Den uovervindeligste af dem alle var i mine Øine den, at hitte Rede i de gamle Folke-Sagn, som min Samvittighed hverken vilde tilstæde mig at forbigaae, eller at behandle efter eget ►Tykke, og kunde denne Vanskelighed ikke bortryddes, da kunde jeg heller aldrig komme til at begynde. Saaledes stod eller rettere henlaae Sagen til i Foraaret 1815. Jeg havde lovet Selskabet for 📌Norges Vel, hvori jeg af Hjertens Grund var Medlem, at forbedre den gamle Oversættelse af ►Snorros Konge-Krønike, og var med dette Arbeide ►alt kommet over Midten af ►Hellig-Olavs Saga; men da faldt det mig som en Steen paa Hjertet, at jeg sad der og udtømde mine Kræfter over ►Norges Krønike, der nu ikke længer kiærlig sammensmeltede med 📌Dannemarks, medens denne laae, tildeels ukiendt og uændset, tildeels ogsaa miskiendt og forhaanet! Fædrenelands-Kiærligheden vaagnede med en mig hidindtil af Erfaring ubekiendt glødende Ild og seierrig Vælde i mit Bryst; sønderrive det historiske Baand mellem 📌Dannemark og 📌Norge, som fra Barnsbeen gjorde Eet i min Forestilling, det hverken kunde eller vilde jeg, men til at skielne bestemt imellem Dansk og Norsk havde ikke Sværdslag men Iisslag nødt mig, og jeg kunde nu ei bære det over mit Hjerte, at udgive ►Snorros Krønike, med mindre ►Saxos kunde følges med! Vel gjorde jeg et Overslag paa Tiden, det vilde koste mig, hvis ►Uefterrettelighed kun min Varme for Sagen, der laande Arbeidet Vinger som kun Ønsket havde, kan forsvare; men dog ansaae jeg Tiden for lang og Umagen for stor nok, til ei at lege med, og XXXIforesatte mig desaarsag snart, at standse, til jeg saae, om det var rimeligt, at 📌Nordens Krøniker, i min Fordanskning, vilde finde kiærlig Modtagelse ►paa Marken og ►paa Klippen. Selskabet for 📌Nordens Oldskrifter, som dannede sig i den Kiøbenhavnske Afdeling af Selskabet for 📌Norges Vel, eller bestemtere: af Sammes Levninger, bifaldt mit Forslag at udgive en Prøve, med hosføiet Indbydelse til, ved frivillige Bidrag, at bekoste Værket, og ►Prøven udkom endnu samme Aar.

✂ At nu ►Prøven virkelig vandt Manges Bifald, derom vidne ei alene de Penge-Bidrag, som dog, med Hensyn baade paa Tid og Omstændigheder, og paa Selskabets aldeles ukunstlede, i Manges Sprog ukloge, Fremgangs-Maade, afgive et temmelig gyldigt Vidnesbyrd, men derom vidner tillige hvad boglærde Mænd i 📌Dannemark og 📌Tydskland have offentlig sagt, thi at jeg ellers er hos dem intet mindre end høit anskrevet, behøver jeg ei at forsikkre, og at man desuagtet har fundet meget at rose, og kun lidt at dadle, kan man selv forvisse sig om.

✂ Under saadanne Omstændigheder blev det min Skyldighed at fortsætte, og, vil Gud, fuldføre Arbeidet, hvis Besværlighed jeg ►vel har siden faaet stærkere at føle, men som jeg ogsaa daglig lærer bedre at lade vederfares den Ret, at det lønner rigelig Umagen det koster, endog blot ved den Kundskab, Indsigt og Styrke saavel i Moders-Maalet, som i Fædrenelandets Historie det yder og skiænker mig. Haabe tør jeg ogsaa, at man ei skal finde hvad jeg her fremlægger, slettere end ►Prøven, og den er her min Maale-Stok, thi et feilfrit og fuldkomment Arbeide veed jeg godt det er XXXIIlangtfra at være, men mine Landsmænds Fordringer maae ikke overstige mine Kræfter, som de lagdes for Dagen i ►Prøven man bifaldt. Jeg har Grund til at troe, man ei vil finde min Oversættelse uværdig til, for det Første at afløse 👤Anders Vedels, samt ei uskikket til at forberede en bedre, og videre gaaer hverken mit Ønske eller Haab. Spørger Nogen derimod, hvorfor jeg, med al den Roes jeg lægger paa 👤Vedels Oversættelse, dog er aldeles veget fra den, og har ei heller stræbt at følge og forbedre den, da er mit Svar, som ►Frodes, at ►Bødning er altid Lapperie, og at Skam skulde vi faae paa vore Fingre, om vi, efter snart halvtredie Aarhundredes Forløb, ei kunde føre Pennen skrappere og jævnere i Moders-Maalet, fornemmelig i ubunden Stiil, end hine Dages bedste Skrivere! Det er med slige gamle Bøger, som med gamle Kar af Guld og Sølv, skal de forbedres, maa de smeltes om, og hæve sig som en ►Phoenix af Asken igien; kun da kan den rette Lighed vindes, kun da kan Bøgerne vorde, hvad de, som Udtryk af forskiellige Tidsrum bør være: adskilte efter Bog-Staven, men i Aanden forenede!

✂ Hvad nu i Særdeleshed Versene angaaer, da nøiedes 👤Vedel med, hvad da vel ogsaa var det Klogeste, i fyndig Korthed at angive deres Indhold, men liden Gavn og Glæde havde vi af al den Rimen, her har siden fundet Sted, om vi nu ikke kunde rime Meningen af de latinske Vers lidt kiønt paa Moders-Maalet, da 👤Saxo fordum, hvad der var langt sværere, formaaede saa net paa ►Romersk at omskrive vore gamle danske Riim. En Prøve derpaa giorde Biskop 👤Laurids Thura, som er indbundet i Oversættelsen af XXXIII1752, og burde skiæres ud deraf igien, for ei at begraves med den, men uagtet de Riim kan lade sig læse, og ere imellem ret ægte Danske, saa svare de dog i det Hele ei til de Fordringer, man enten paa Latinens, Danskens, eller Rime-Kunstens Vegne, kan nu med Føie giøre, saa jeg maatte bryde mig en egen Bane, og lade Kyndige afgiøre med hvad Held det skedte. Nu gjordes der, da ►Prøverne kom ud, vel nogle faa ►Udsættelser paa min Maneer, men hverken kunde jeg overbevise mig om deres Rigtighed, ei heller have nogen grundet Formodning om, at den som gjorde dem, forstod sig bedre end jeg selv paa Riim og Poesie, jeg maatte altsaa ►fare fort, som jeg begyndte, og indskyde Sagen under høiere Kiendelse ►i sin Tid. Herom er da ►end kun det at sige, at hvis det engang, efter lovligt Vidne-Forhør ved mit rette ►Værne-Thing, skulde befindes, at jeg ikke blot, som menneskelig Skrøbelighed, og stundum min Vankundighed medfører, har ►alt imellem taget Feil, men at jeg i det Hele har misbrugt den Frihed, der ellers er ei blot tilladt men høist nødvendig, naar Billed-Blomster skal omplantes, ei til at gaae ud, men til at blomstre og dufte paa Nye; finder man, siger jeg, at den Frihed er misbrugt, som her, hvor alt een Omplantning, og det fra Have i Potte, havde fundet Sted, var dobbelt nødvendig, da kan det være slemt nok for mit Efter-Mæle, men 👤Saxos Læsere har dog ei Føie til at klage, naar kun mine danske Vers ei ere slettere end de latinske, og ei indsmugle Noget, som er forbudt i Historiens derom gjorte Forordning. For Resten beroer Vurderingen af slige Oversættelser paa Synet, jeg kan vist nok see feil, men det kan Fleer end jeg; et dansk poetisk Øie XXXIVtør jeg tiltroe mig, og har da Stemme, hvor det giælder om danske Skildringer og Riim.

✂ Uvis er jeg om, hvorvidt det her er passeligt, at tale om, hvem der ved denne Leilighed, da Talen var om ►Skillingen og 📌Nordens Krønike, har klarest viist, at denne var dem kiærere end hiin, men da den Ting vil bedst afgiøre sig selv ved det offenlige Regnskab for Bidragene, som det er Selskabets ueftergivelige Skyldighed at aflægge, saa mener jeg Ingen at giøre ►Uskiel, ved blot at sige, hvad der ei kan ►tvistes om, at Studenterne saavel i 📌Dannemark som 📌Norge har uden Sammenligning i Forhold givet Meest, og at, kunde det, trods ►Fædrenes deilige Ordsprog, være ►et Spørgsmaal, om Kongen og hans Æt er Adel, da kunde jeg, trods enkelte Undtagelser, let fristes til at sige om 📌Dannemarks Adel, at den nok i de sidste Tider maatte have taget megen Skade paa det gode Øie til Fædrenelandets Krønike, som den sees at have fordum holdt, paa gammeldags Sprog, for sit Privilegium! Nu er det derimod bedst at sige, hvad Sandhed er, at uden kraftig Understøttelse af 📌Dannemarks høie Adel, vilde Foretagendet aldeles strandet, og findes her ei derom nærmere Beskeed, da er det kun, fordi det rette Sted er foran ►Norges Konge-Krønike, og bag i 📌Dannemarks. Saameget bør imidlertid vel allevegne mindes, at saasnart Kong 👤Frederik den Sjette hørde, at Krønikernes Oversætter var for tungnem til at lære Skialdene den fri Kunst af, at ►nære sig ►foruden Leve-Brød, da saae man flux en ny Stadfæstelse paa, at ligesom Historien har, naar det gjaldt om ►Dane-Konger, hidindtil vidst XXXV►Raad for Uraad, saa pleie ogsaa Disse, naar det giælder om Historien, at vide Sligt, og at hvad Godt et Konge-Ord kan skabe, er aldrig længe 📌Danmarks Savn!

✂ Nu at laane Krøniken min Part i 📌Dannemarks Tunge, til klarlig og trohjertig at udtrykke og fortælle disse Sandheder, som i alle Tidsrum finde deres Stadfæstelse: dunkelt men dybt i de ældste Dage, nærmest og klarest i de sidste, eller det Samme med andre Ord: at skrive en folkelig 📌Dannemarks Krønike, det er jo ligefrem den Taksigelse til Majestæten, der afbetaler bedst paa Gielden, og, som sagt, det var mit Forsæt længe førend jeg fik andet Levebrød end mine ►Fædres at takke ►Danner-Kongen for; om det skal times mig, er heel uvist, men at det immer vorder stærkere mit Ønske, veed jeg godt. Det er saaledes min ►Betænkning, fra 👤Knud den Sjettes, og fra 👤Hakon den Gamles Dage, saa godt jeg kan, at fortsætte 📌Dannemarks og 📌Norges Krønike, men hvad den første angaaer, er der een Omstændighed, som giør mig tvivlraadig, og hvorom jeg ønskede at vide mine gode Landsmænds Tanker.

✂ Det blev før anmærket, at Folke-Sagnene fra Hedenskabet var vi tvungne til at give, som de findes, da vi ei formaae at give noget Bedre, og det som findes dog er vel hundredetusinde Gange bedre end Intet. Anderledes forholder det ⓘ sigsig] GV, fig A derimod, som alle Kyndige maa sande, hvad Tidsrummet efter Kong 👤Gorm den Gamle og 👤Harald Blaatand ►betræffer, hvorom Enhver kan overtyde sig, ved blot at ►kige ind i den blandt os ►amindelsesværdige 👤Peder Frederik Suhms udførlige Samlinger til ►Dannemarks Historie. Nu synes det mig ufornuftigt, ja vel uforsvarXXXVIligt, at række Menig-Mand en slettere Fædrenelands-Krønike, end vi kan afstedkomme, og jeg troer, det var Pligt og en Kiærligheds-Gierning, forsaavidt man kan være sikker i sin Sag, at rette 👤Saxo, hvor han farer vild, at lægge til, hvad Godt vi har af andre gode Venners, og skiære bort, ►hvad der kun fylder, men ei feder. Jeg seer heel vel, hvor betænkelig en Sag det er jeg her berører, og hvor vanskeligt det er med Sligt at ►ramme Maade; men ►hvo Intet vover, Intet vinder, og ►aldenstund det er bekiendt, hvor høit jeg ærer og beundrer 👤Saxo, hvor nænsom jeg er over alt det Gammeldags i 📌Dannemark, og hvor vantroe jeg er ved Indvendinger imod vor hjemmegjorte Krønike; saa tør jeg troe, der vovedes ei Stort, thi vandt man ikke Meget, saa tabde man ►vist ►og des Mindre.

✂ Dog, for at forebygge de Feiltagelser af Meningen jeg kan, vil jeg endnu lidt nøiere forklare mig.

✂ Langt fra min Hensigt er det, at giøre Krøniken vidtløftig, meget mere vilde jeg ►indknibe den, hvor den kan være blevet det, fordi 👤Saxo levede, og Biskop 👤Absalon var ►Hoved-Hjulet, i Kong 👤Valdemar den Stores Dage, og nu mener jeg, at naar det Rum, som herved vandtes, blev fyldt med sammentrukne vigtige Fortællinger, som fattes, da var det en dobbelt Vinding. At jeg herved fornemmelig har Øie paa den herlige og indholdsrige ►Knytlinge-Saga, veed dens ►Bekiendtere nok, men jeg vil dog anmærke det, baade fordi det er især den, som har lært mig, hvad der fattes hos 👤Saxo, og fordi det er klart, at maa den ikke indfældes i 👤Saxos Bog, da bør den dog, hvad der er meget mere ubekvemt, indheftes efter den.

✂ XXXVIIAt det just ikke haster med Beslutningen, det seer man nok, siden jeg her kun leverer Halv-Parten af de gamle Folke-Sagn, og faaer vel neppe ad Aare Magt med Meer end Resten, da jeg i Aar har lært ►at giøre en Dyd af en Nødvendighed, og følge ►Farimags-Veien; men man kan for Resten, netop naar man om Ovenstaaende er uenig med mig, være ganske rolig, thi jeg har lovet at oversætte 👤Saxos Bog, som den er, og kan jeg ikke, hvad der er heel vanskeligt, forsikkres om, at det er omtrent med alle dens gode Venners Minde, skal jeg vist bare mig for at bryde Løftet, hvordan det saa end i Øvrigt gaaer med mit Forsæt.

✂ Nu veed jeg ikke, mine Læsere ved denne Leilighed kan have Meer at spørge mig med Føie om, end: hvad man veed om Manden for det Hele, om Krønikens Forfatter, vor udødelige Landsmand: 👤Saxo Grammaticus? men hertil maa jeg svare: ikke Meer end netop hvad der ligger i Spørgsmaalet, og uagtet det er ikke Lidet, maa man tilstaae, det er dog ei heller Stort, at være deres Landsmand, som man glemmes af, til Tak for sine gode Gierninger, saavelsom deres, man har flittig skrevet til, men læses ei, foragtes og forhaanes ►heller af. Dog, ►Lands-Mandskab er tit en tvungen Sag, og i hvor lidt vi veed om 👤Saxo, veed vi nok, at deres Ven og Frænde var han ikke, som skreve ypperlige Landsmænds Liv og Levnet ind i Glemme-Bogen, saalidt som deres, der kappedes med Muus og Møl om at fortære Mindes-Mærket, og blive Efter-Mælet kvit, som han gav Danske Folk. Det er med andre Ord: man kan nok vide, at 👤Saxo var født og kommet af ►skikkelige DanXXXVIIIske Folk, ►thi Æblet falder ikke gierne langt fra Stammen, og dermed rimer det sig godt, hvad han har selv betroet os, som en vitterlig Sag, at baade hans egen Fader, og Fader ►for ham, en Mand saa troe som Guld, havde tjent med Æren i Kong 👤Valdemar den Stores ►Høvdingsgaard og Leir. Om man har kaldt hans ►Fædre Adelsmænd, er ikke meget vigtigt, ►aldenstund der i hans Daad ►gaaer Syn for Sagn om hans Velbaarenhed, som nok er meer, end man kan sige om de Fleste, der har ►sexten Ahner, men det er ellers ogsaa ganske rimeligt, at han var ei den Første i sin Slægt, som giorde Noget, der af ►Dannemænd blev agtet Navn og Ære værd, og derfor kan man gierne troe det Rygte, at han var ►adelsbaaren, og havde ►Lange til sit ►Binavn. Hvad som end meer bestyrker dette, er deels at han vel neppe vilde kaldt det vitterligt, at hans ►Fædre tjende Kong 👤Valdemar i Feldten, hvis de ikke havde været Høvedsmænd, og deels at i samme Konges Krønike omtales en tapper Skibs-Høvedsmand ved Navn 👤Tue Lange, som vel turde være af Slægten. Fra hvilket ►Landskab i 📌Dannemark 👤Saxo endelig ►forskrev sig, det skal man ikke mærke paa den Krønike han skrev, og det er Hoved-Sagen; men for Resten er det ganske troeligt, hvad de Gamle melde, at han var en ►Sællandsfar, kun maa jeg tilføie, at et gammelt Rygte giør ham dog ogsaa til en Jyde, hvori der ►og kan være Noget; thi det er meget mueligt, at hans Farfader har været en Jyde, som, da han traadte i Kongens Tjeneste, har opslaaet sin Bopæl i 📌Sælland, og det er ganske ►rimeligt, at den Mand der blev hele 📌Dannemarks Riges upartiske Historie-Skriver, var lidt i Slægt med XXXIXFolket allevegne. At 👤Saxo var Dom-Provst i 📌Roeskilde, har man vel ogsaa sagt, men uagtet han, for Lærdommens Skyld, kunde godt været Bisp, saa sad han dog nok ikke nær saa høit paa Straa, thi, var det end sagtens kun af Høflighed, at han kaldte sig Biskop 👤Absalons ringeste Tjener, saa betyder det dog nok, at han stod i samme Biskops Tjeneste, og har, saavidt man kan stave og lægge sammen, været hans Klerk eller Huus-Capellan og ►Haand-Skriver; men derfor kan det gierne være sandt, hvad ►og er sagt, at han ►hviler sine Been i 📌Roeskilde Dom-Kirke, thi det synes ikke meer end ►billigt, at 📌Dannemarks Konger deelde deres Grav med ham, som havde deelt sit Liv med dem.

✂ Dette er da Alt, hvad man veed om den Mand, hvis Fødsels-Aar og Døds-Dag er ubekiendt, som Folkets, hvis Krønike han skrev! Ja vel, men er det ikke store Ting, naar man veed, at med det samme Folk er han udødelig: udødelig, som den Kiærlighed, der skabde Folket, avlede de herlige Bedrifter, opglødede ►Rimerne til ►mindelige ►Kæmpe-Viser, bevægede Klerken til at hellige ►Fædrenes Ihukommelse sit ►store Pund, sin Lærdom, Tid og Flid, førde hans Pen paa Rosen-Blade, som en ►Kiærminde-Pensel, dyppet i Saft af ►Fioler; giemde hans Bog som en Helgen-Levning, opvakde den af Døde, og skal, det haabe vi til Gud, med immer klarere ►Lysning beskinne den paa sand Histories og Fædrenelandets forenede Alter!

✂ Man kaldte ham Grammatiker, og det ►bemærker ►ikkun Lidt af hvad han var, thi det ►bemærker gierne kun en ordklog Mand, endog for det Meste en Bog-Orm, men det betegner og XLbetyder dog meget meer om ham, naar man betænker, at han er udentvivl den Eneste, man giennem hele Middel-Alderen har villet hædre med det Tilnavn, thi da betegner det, hvad Sandhed er, at han i al den Tid har ingen Ligemand blandt alle dem, som førde Ordet. At det var ikke Danske blot, der dømde ►saa, og at det ei var Barbariets Mørke han havde sin Anseelse at takke, det maae vel de, som ikke selv har Øine til at see det, slutte af den Roes, en saa belæst og fiin og kræsen Skrift-Klog, som 👤Desiderius Erasmus fra 📌Rotterdam, lægger paa ham, naar han siger: trods Havet gad jeg reist til 📌Dannemark, at see det Land, der skiænkede os hin 👤Saxo Grammaticus, som i en høi og prægtig Stiil har beskrevet sit Fædrenelands Krønike; thi det maa jeg bekiende, at han har været et opvakt Hoved med Fyr og Flamme, aldrig mærker man hans Tale nogen ►Slusken eller Mathed af, Sproget har han, som en Hexe-Mester, i sin Magt, den ene Sentents kommer oven paa den anden, og han kan kiøre og vende som han vil; saa Gud maa vide, hvor han, som en Dansker, og det paa de Tider, fik saadanne forunderlige Tale-Gaver fra! Saaledes dømde 👤Erasmus, og saaledes dømde man overalt, jeg vil troe endogsaa i 📌Sverrig, til for omtrent et hundrede Aar siden; men derpaa begyndte man efterhaanden: først at udskrige ham for en ►Fabelhans, og endelig, alt som man blev klogere i sine egne Tanker, for et Klokke-Faar og for en ►Vrævle-Pose, som vel havde lært en Hoben Latin, men forstod ikke engang at bruge det. ►Vel var der ogsaa Mænd, som gjorde Forskiel, og sagde, at han talde som et Tosse-Hoved i de første Bøger, og siden efterhaanden som XLIen meget forstandig og betænksom Mand; men hvem der saaledes siger sig selv imod, kan man jo aldrig regne, og det er kun ►mærkeligt, fordi det viser, hvor vanskeligt det var, at blive blind for 👤Saxos aldeles udmærkede Evner. Ubegribeligt er det ogsaa, hvorledes man kan have læst andre latinske Krøniker, ei blot fra Middel-Alderen, men selv fra den ►hollandske Romer-Tid i det syttende Aarhundrede, uden at forbauses over 👤Saxos Lærdom og Forstand i det tolvte, og uden at indsee, at kun et opvakt Hoved, af det Slags, som selv i et Aartusinde er ikke talrigt, at kun et saadant, og det endda under ►besynderlige Omstændigheder, i hine Dage kunde opnaae den Styrke i det fremmede Sprog, den Klarhed i Begreberne, og den Kunst i Fremstillingen, som her unægtelig findes. Kiender man desuden Noget, jeg vil ikke blot sige til Middel-Alderens, men i Almindelighed til det latinske ►Verse-Magerie, da maa Forundringen nok stige, og vi maa bekiende, at Tilnavnet Poeten, som man ogsaa fordum har tillagt 👤Saxo i udmærket Forstand, tilkommer ham med Rette; thi hvilken høi Grad af poetisk Besindighed der hørde til at ►paaliste Latinen Saameget af de danske Visers hjertelige Dybde, maa man endog være temmelig poetisk for blot at opdage.

✂ Ingen ►mene, at jeg vil herved ►udbasune 👤Saxo, for hvad han ingenlunde var: en Mester i historisk og poetisk Kunst, eller frikiende ham for Hang til at giøre lidt Vind med sin Ord-Righed, og sine tilspidsede, ingenlunde altid fyndige, Bemærkninger og Tanke-Sprog; ei heller ►tænke man, jeg vil afsondre 👤Saxo fra sit Folk, og, blændet af Skinnet, fremstille ham som faldet ned fra XLIISkyerne i Skoven! Nei, tvertimod, jeg vil kun opfriske, og lidt skarpere udtrykke den tidlig bekiendte, seent, men dog meget for tidlig, glemde Sandhed, at 👤Saxo er i Middel-Alderens Historie et Dansk Vidunder, som, skiøndt ►anstukket af sin Tids bekiendte Feil: skolastisk Spidsfindighed og Snaksomhed, dog paa Minde-Stigen: paa sine ►Fædres ►Kæmpe-Skuldre, hævede sig høit over den, blev ikke, som de samtidige store Hoveder i andre Lande, en selvklog ►Luft-Springer og Tanke-Smed, ei som de følsomme Hjerter hist, en sværmende Skye-Favner og Feber-Drømmer; men en sund og kraftig, kiærlig og forstandig Historie-Skriver, som kun, naar han stundum faldt i Staver, eller ►og i ►Slum over Pen og Bøger, lignede sin Tid. Overtroe er vist nok tit bebreidet ham, men hvem der ikke mener, som hans fleste Anklagere i dette Stykke, at ►selv en Troe langt mindre end et Seneps-Korn er overflødig, skal ►vist, ved bedre Efter-Tanke finde, at var 👤Saxo ei for svag i Troen, for stærk var han vist ingenlunde, og er Talen om den giængse Overtroe i hine Dage, da skal man neppe finde Fleer end 👤Snorro, der, med Ærbødighed for Christendommens Sandhed, forbandt saa sundt og frit et Blik paa ►Pavedom og Helgen-Dyrkelse, med Alt hvad dertil hører. At han ei heller i denne Henseende var undtaget fra alle skrøbelige Menneskers Lod: at hælde lidt til sin Tids almindelige Vildfarelser, og, selv hvor det ei er Tilfældet, af en urigtig ►Folke-Skye dog at læmpe sig noget derefter, det skulde dog Ingen forundre, men kun af Guds Ord lægges ham til Last; og at han ei turde bestemme, hvilke ⓘ ►underligeunderlige] GV, dunerlige A Ting, der i Hedenskabets Mørke kunde have giøglet for XLIIIde Blinde, samt med hvilke Jertegn det kunde have behaget Gud, til forskiellige Tider, at aabenbare sin Almagt, og give Sandhed Vidnesbyrd; en saadan sømmelig Beskedenhed, der lader staae ved sit Værd, hvad man ei med Guds Ord kan begribe, geraader vist ikke hans Hoved til Skam, men vel hans Hjerte til Ære!

✂ Spørger man nu endelig, om det er min Mening, at vi skal være stolte af det Danske Vidunder, da veed man vel, hvad jeg som Christen og ►Dannemand, hvis ►Konge-Lov er Ydmyghed, maa svare; men jeg vil dog tillige minde om, hvad 👤Saxos første Udgiver: ►Mester 👤Christen Pedersøn, saa sandt har sagt i sine Dage, naar han taler ►om Børn at holde til Skole og Studering. Alle, ►saa lyde hans Ord, grue og forundres derpaa, at vi havde nogen Tid den ene vise og lærde Mand i 📌Dannemarks Rige, som hedd 👤Saxo Grammaticus, og var født i 📌Sælland ►hos 📌Roeskilde af fribaaren Slægt! Forundringen har nu hørt op, men kun fordi man ►og har fundet 👤Saxo dum som andre Danske; men er vi ægte Danske, da arbeide vi nu paa, at naar man atter seer, hvad 👤Saxo var, man ikke da skal kunne tvivle om hans Herkomst og Fædreneland, eller skille ham fra os; arbeide paa, at han maa staae herefter, ei som et Vidunder i 📌Dannemark, men som en uadskillelig Deel af et Dansk Vidunder, hans Bog som Bagklædningen af den historiske Pyramide, vi kaldtes til at opføre og udgrave med klare Tegn, som afbilde Tidernes Løb, og Sandhedens Soel i sin Gang giennem Menneske-Kredsen!

✂ XLIVDet vil skee, naar vi, med Sandheds Troe, og med inderlig Kiærlighed til Krønike, Konge og Fædreneland, det er: med vore ►Fædres gyldne Arvegods, gaae frem i deres Spor, vandre alle ►saa, hver i sin Kreds, at vort Levnet er værdt at fortælle de følgende Slægter, og stræbe, saamange som dertil kaldes, med boglig Kunst, paa Moders-Maalet, at fortælle og udlægge det Forbigangne ►saa, at Efter-Kommerne kan speile sig deri, og anspores til idelig bedre at giemme, luttre og klare ►Dannemænds Arv, indtil den ved Dagenes Ende smelter hen i soleklar og evig ►Kiærlighed til Gud og Sandhed i det Høie!!!

✂ 📌Kiøbenhavn d. 12te September 1818.

✂ N. F. S. Grundtvig.

👤Saxos Fortale

til

►Dannemarks Krønike.

✂ Eftersom andre Folkefærd giøre sig en Ære af deres gamle Bedrifter, og sætte en Glæde i at komme Forfædrene ihu, saa kunde den danske Erkebisp 👤Absalon ikke taale, at vort Fæderneland, som det alle Dage var hans inderlige Hjertens-Lyst at ophøie, skulde fattes en saadan ►Navnkundighed og ærligt Eftermæle; og da ingen Andre vilde giøre sig den Umage at skrive en Danmarks-Krønike, saa nødte han mig, sin ringeste Tjener, det Arbeide paa; og lod mig arme Mand hverken have ►Rist eller Roe, førend jeg ►tog mig for, hvad der dog gik over mine Kræfter!

✂ Sagen er den, at i Førstningen, efterat Christendommen var kommet ►herind, da var man kun tynd baade i Troen og i Latinen, og skulde nok bare sig for at skrive en Danmarks-Krønike, og siden, da Kirke-Tjenesten kom i Gang, og man ►lærde Latin, saa var man doven, som man før var dum, og Følgen blev den samme, thi hvad man før ikke kunde, det gad man ikke nu. See, derfor kunde jeg ikke bære det over mit Hjerte 2og Sind at være gienstridig, uagtet jeg følde hvor lidt jeg var saa svært et Arbeide voxen, men vilde dog hellere saagodt som sprænge mig selv, end at vi danske Folk, hvis Naboer just har deres store Moerskab af Krøniken, skulde blive berygtede som de, der agtede de gamle Dage intet skriftligt Mindes-Mærke værd, men skrev dem kun i Glemme-Bogen. Det var da altsaa en tvungen Sag, at jeg belæssede mine svage Skuldre med en Byrde, som ingen Skribenter hidtildags har rørt med en Finger, jeg turde ikke ►►stampe imod Brodden►, og ihvorvel det ogsaa var et Vove-Stykke at begynde paa, hvad der skulde anderledes Karle til, saa trøstede jeg mig dog ved det Rygstød jeg havde i den store Mand, hvis ►Herrebud jeg efter fattig ►Leilighed udrettede. Men da nu han gik ind i Evigheden, førend jeg blev færdig, og I, Herr 👤Anders, blev i en ►god Time eenstemmig udvalgt til hans Eftermand i den høie Værdighed, saa veed jeg Intet bedre, end at bønfalde Eder om at staae mit Værk i Faders og Formynders Sted, saa de ►avindsyge ►Hegle-Hoveder, hvis Fingre fornemmelig kløe efter hvad som giør Opsigt, maae blive beskiæmmede, naar de see, under Hvis mægtige Vinger min Bog finder Skyts! Hvilken frugtbar ►Overflødighed af Viisdom og Kundskab finder man ikke hos Eder, alt som et helligt Skatkammer, rigelig opfyldt med himmelske Klenodier! For at sanke saadanne Midler, og ►forfremmes i boglig Kunst, var det, at I bereiste 📌Frankerig, 📌Italien og 📌Engelland, og da I, efter lang ►Omvanken, fik det glimrende Kald at staae i Spidsen for en udenlandsk ►Høiskole, skal man have ondt ved at sige, om derved timedes Eder eller Embedet selv den største Ære. For denne Eders store Berømmelses, Dyds og Dygtigheds Skyld udvalgdes I af Kongen til ►Haand-Skriver, og vidste saaledes at ►nytte Leiligheden til store Foranstaltninger, at denne Bestilling, der hidindtil ikke var synderlig regnet, siden, da I ►befordredes til det Embede I 3nu beklæder, var en Brud, hvortil der beiledes omkap af de Ypperste i Landet. Intet Under derfor, at 📌Skaane jublede over, denne Gang at have laant en Biskop af et andet ►Landskab, isteden for at ►kaare ham blandt sine egne Sønner, thi det er ikke meer end ►billigt, at man fryder sig over et Valg, man har saa megen Ære af. Ja, da I ikke blot, ved Byrd og boglig Kunst, og Sindets Gaver, er en Prydelse for Kirken, men leder ogsaa ►Hjorden til Ordets fedeste Græsgange, saa er det Eders Løn at elskes overalt, og Eders Roes at have, ved priselig ►Idræt, gjort Eders hæderfulde Embede ►end mere høiærværdigt! For ikke ved Eders Rigdom at give Anstød, har I med from Gavmildhed skiænket Eders store Formue til gudelig Brug, og langtfra at falde i Gierrigheds Snarer, har I da meget mere paa den allerbedste Maade skilt Eder ved Rigdoms Bekymringer. Hertil kommer det kostelige Værk, hvori hellig Sandhed med synderlig Kunst er af Eder indvirket, samt den Nidkiærhed, hvormed I, uanseet Uleilighederne som deraf flyde for Eder selv, tager Eders Embed vare: I har saaledes ved den saliggiørende Lærdoms Kraft tvunget dem som forholdt Kirken sine Rettigheder, til igien at opfylde deres Skyldighed, og ►bøde nu for hvad de brøde før; dem som elskede Letfærdighed og fulgde Kiødets Lyster, har I ved idelig Formaning, og en ærbar, lysende Vandel, ført tilbage fra den usle Blødhed til en værdigere Tænkemaade, og skiøndt man ikke let kan sige, om I har udrettet mest med Ord eller med Exempel, saa er det dog ►lige vist, at hvad Eders ►Formænd omsonst arbeidede paa, har I, og det ene ved kloge Raad, udrettet.

✂ Nu skal man lægge vel Mærke til, at de gamle Danske, som lode det ikke ►feile paa store ►Manddoms-Gierninger, stræbde ogsaa at kappes med Romerne i udødelig Ære, saa de ikke alene efterlignede deres Skrivemaade, og satte Fortællinger om deres egen ►Mandhaftighed, med en 4egen Slags Digte-Kunst, ►ret ►artig i Stiil; men kom ogsaa Forfædrenes Bedrifter ihu, og lode Rimene derom, som gik fra Mund til Mund paa Moders-Maalet, med Rune-Bogstaver indhugge i Klipper og Kampesteen. Med disse Tegn og nogle gamle Bøger for Øie, har jeg i Oversættelsen troelig stræbt at følge Traaden, og sætte paa Vers hvad rimet var, saa man maa vide, at jeg har havt Noget at bygge paa, og sat Fortællingen sammen, ikke efter mit eget Hoved, men efter ►Fædrenes Mund; thi jeg har ikke lovet at digte et ►rimeligt Eventyr, men troelig at berette gamle Ting! O! hvilke dyrebare Krøniker skulde ikke Folk med saadant et Hjertelag have efterladt os, om de havde været Latinen mægtige, og ►desformedelst kunnet styre deres Skrivelyst, ►aldenstund vi see, at nu, da 📌Roms Tungemaal var dem ubekiendt, havde de dog en saadan brændende Begiærlighed efter at frelse fra Glemsel hver ►mærkelig Gierning, at de, saa at sige, gjorde Kampe-Stene til Pergament, og Klippe-Vægge til Tavler!

✂ Her maa jeg imidlertid dog ingenlunde forbigaae Islændernes Fortjeneste, thi disse Folk, hvis golde Fødeland ei frister dem til nogen Overdaadighed, de holde, saa at sige, Faste Aaret ►om, og anvende gierne alle deres Leve-Dage paa at samle og udbrede Kundskab om andre Folkefærds Vilkaar, og ►bøde saa med Kunst paa deres Savn; thi det er deres Fryd og Gammen at vide og fortælle alle Folkefærds Bedrifter, og de holde for, at man har ikke mindre Ære af at beskrive, end af at udføre mægtige Gierninger. Deres Samlinger, rige paa kostelige ►Sandsagn om Fortids ►Handel, har jeg derfor med Flid benyttet, og mangen en Fortælling i denne Bog er deraf laant og oversat, thi deres Hjemmel, hvis store Kyndighed i Oldsager er mig noksom bekiendt, tør jeg ikke forsmaae. For Resten har det været mig en Samvittigheds-Sag, nøie at ►nemme, 5flittig at optegne, og troelig at følge hvad 👤Absalon, det være sig om hans egne eller Andres Bedrifter, vidste at fortælle, thi hvert hans Ord om Sligt var mig som himmelfaldet.

✂ Nu vender jeg mig til Eder, Kong 👤Valdemar! ►Dannemænds ►livsalige Fader og Fyrste, Fædernelandets glimrende Prydelse, hvis berømmelige Herkomst og ældgamle Stamme skulde findes her beskrevet! Høilig trænger dette mit Arbeide, som vel kun er lykkedes maadelig, til Eders Gunst, thi i det jeg, som en Steen paa Hjertet, føler Byrdens Vægt, maa jeg vel frygte for, at det er snarere min egen Vankundighed og Afmagt jeg blotter, end Eders Herkomst jeg sømmelig aabenbarer! Eders, maa jeg vel sige, thi Eders store ►Arvelande har jo I, paa Naboernes Bekostning, anseelig ►formeret, og ►der I udstrakde Eders ►Spiir saavidt, at 📌Elben nu strømmer i 📌Danmarks Rige, da er det ingen ringe Forøgelse af Kronens Glands, som I vandt Æren for; thi vidt overgik I de ►fremfarne Kongers Roes og Rye, ved selv mod 📌det Romerske Rige at vende Eders seierrige Vaaben! Dog, hos Eder rækker Mod og Mildhed jo hinanden Haand, saa det er et Spørgsmaal, om ikke dog Eders ►Livsalighed giør Eder endnu mere elsket hos Eders Folk, end Eders Vaaben giør Eder udenlands frygtet; ei heller maa det glemmes, at Eders Far-Fader, som ►skrinlagt straaler nu i Helgen-Skaren, vandt ved sin uskyldige Død udødelig Ære, og at hans Helgen-Glands behersker nu de Folk, hans Sværd betvang, saa man maa sige, at af Helgen-Saaret udstrømmede dog mere Kraft end Blod! Og endelig, saa er jeg nu engang af Moders Liv og Fæderne-Herkomst Eders skyldige Tjener, thi, som vitterligt er, tjende baade min Fader og Farfader, den synderlig trofaste Mand, i Eders Herr Faders Gaard, og kæmpede mandelig under hans Banner, og sagtens maa da jeg, i det ►Ringeste i Aanden, kæmpe under Eders! 6Under det, og under Eders Skjold tillige, vil jeg da gaae frem, og for at komme ret paa ►Glid, vil jeg begynde med en Beskrivelse over Fædernelandet, efter dets Beliggenhed, da Alt vil falde desbedre i Traad, naar Fortællingen, som under sit Løb skal sætte hver Ting paa sit Sted, har begyndt med Stedernes Beskrivelse.

✂ 📌Danmarks Riges Beliggenhed er da denne, at deels grændser det ved en Ende til fremmede Lande, og deels er det omflydt af det bølgende Hav, saa at de indvendige Dele omsnoes og overskiæres af Stranden, og den krydser sig paa mange Maader, ud og ind, snart i smalle Sunde, og snart i brede Bugter, hvorved der dannes en stor Hob Øer. Heraf kan man da begribe, at 📌Dannemark, som Bølgerne, saa at sige, har slaaet i Stykker, har kun faa landfaste Dele, og at Havet, som i sit Løb slaaer de mange Bugter, skiller dem vidt fra hinanden. Af disse landfaste Dele er nu igien 📌Jylland baade den største, og naar vi komme sønderfra, den ►næste, saa den vel maa kaldes Broder-Parten af Riget, thi den strækker sig saa langt sønderpaa, at den berører 📌Tydskland, men rives dog igien løs derfra ved 📌Eider-Strømmen, og løber saa lidt bredere, sønderfra, lige op til det 📌Norske Sund. I dette ►Landskab er den saakaldte 📌Lim-Fjord, hvor der saaledes vrimler af Fisk, at Folket der i Egnen nok alle Dage haver ligesaameget sin Næring af Fjorden som af Jorden.

✂ Til 📌Jylland grændser 📌Lille-Frisland, og her gaaer Landet ned ad Bakke, saa Jords-Monnet bliver meget lavere, men Landet ogsaa meget mere frugtbart, som det kan takke Stranden for, der oversvømmer det. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om ►man ikke her kiøber Guld for dyrt, thi det er en farlig Sag med den Strand; naar det falder ind med stærk Storm, bryder den ikke sjelden igiennem Digerne, som man ellers 7dæmmer for den med, og styrter da gierne saa rasende ind, at den mangengang tager med sig, ikke blot hvad der staaer og groer paa Marken, men selv Husene med Folk og ►Samt.

✂ Østenfor 📌Jylland, ligger Øen 📌Fyen, som kun ved det smalle 📌Medelfarsund er skilt fra Fastlandet, og ligesom 📌Fyen nu har 📌Jylland vestenfor sig, saaledes vender den østlig imod 📌Sælland, en Øe, som ►bær Prisen for alle 📌Dannemarks ►Landskaber, baade i Overflod paa Livets Nødvendigheder og i ⓘ sinsin] GV, siu A Deilighed. Den skal, efter Sigende, ogsaa ligge lige midt i Dannemark, saa der fra den er lige langt til Grændserne paa alle Sider.

✂ Østen for 📌Sælland bryder Havet atter igiennem, og skiller Øen fra 📌Skaane ved et 📌Sund, hvor Fiskerne pleie hvert Aar, uden Undtagelse, at giøre en ganske overordenlig Fangst, ja Fiskene flokkes saa tykt i hele det 📌Sund, at det kan træffe sig den Gang, man har ondt ved at roe derigiennem, og behøver hverken Garn eller Krog, men kan øse Fiskene op med de bare Hænder.

✂ 📌Skaane ligger ud i een Strækning, men 📌Halland og 📌Bleking skyde ud derfra, hver til sin Side, ligesom man kan see to Grene paa et Træ, og slynge sig vidt fra hinanden, den ene til 📌Norge, og den anden til 📌Gylland. Ved 📌Bleking er der ellers en stor ►Mærkværdighed, en Klippe nemlig med en Vei over, der er ligesom bestrøet med underlige Tegn og Bogstaver. Der løber nemlig en Fjeldstie ligefra den søndre Kyst ind i 📌Verende-Vildmark, og langs ned med begge Sider, et lille Stykke fra hinanden, gaae der to Render, og den jævne Plads der midt imellem er overalt ligesom besaaet med Tegn, der ►aabenbar skal være en Slags Skrift, thi uagtet Stien gaaer bestandig op og ned, snart høit paa Fjeld, snart dybt i Dal, saa kan man dog tydelig spore, at Bogstaverne gaae bestandig ud i en 8Række. Dette ►syndes Kong 👤Valdemar, 👤Hellig-Knuds velsignede Søn, var en ►underlig Ting, og fik Lyst til at vide Udtydningen derpaa, hvorover han ►udskikkede sine viise Bud, som skulde bereise den Klippe, see vel til, at de kunde opspore alle de Tegn der var, og skiære dem ud i Stokke som de stod, til Punkt og Prikke; men de kunde ingen Mening faae ud af det Hele, fordi Ridserne vare udslidte, deels af Vandløb og deels af ►Fodtraadd, saa Stregerne løb i hinanden, og forvildede Læseren. Heraf seer man, at selv hvad man indgraver i Stenen saa fast, kan dog i Tidens Længde af Vandløb og Regnskyl udslettes.

✂ Det var nu om 📌Dannemark, men eftersom dette Rige, baade ved sin Beliggenhed og Folkets Tungemaal, er, saa at sige, besvogret med 📌Sverrig og 📌Norge, saa vil jeg med det Samme tale et Par Ord om deres Vilkaar og ►Leilighed.

✂ Disse Lande ligge da op imod 📌Nordpolen, under Nordstjernen og Karlsvognen, og strække sig længst mod Norden lige ind i ►Sneekredsen, saa høiere oppe kan Ingen boe eller ►bjerge sig, for den ulidelige Frost og Kulde, som raser i de ►Landemærker. 📌Norge har desforuden, som Naturens ►Stifbarn, et grumt og sørgeligt Udseende, med de uhyre Steen-Blokke, bratte Klipper og nøgne Fjelde, hvoraf det er omringet, men det er ►mærkværdigt, at øverst oppe i det Land gaaer Solen sommetider slet ikke ned, saa man kan sige, den er der for stolt til at hænge i Klokke-Strængen, og vil vise, at den kan holde ud at skinne baade Dag og Nat.

✂ Vesterud fra 📌Norge, midt i det vilde Hav, ligger der en Øe, ved Navn 📌Island, hvor man knap skulde vente at finde Folk, men som er ret et Vidunder, efter de sære og utrolige Ting at regne, man veed om den at fortælle. Der skal saaledes være en Kilde med et rygende Vand, som 9er i Stand til ligesom at forgiøre hvad det skal være, saa at hvad der befugtes med Dampen af det Vand, bliver saa haardt som en Steen. Det er da ikke at spøge med, og ihvorvel det falder utroeligt, at der kan sidde saadan en Stivelse paa Luur i det bløde, rindende Vand, saa er det dog ikke værd at forsøge, thi hvad der kommer i Dampen, kan vel beholde sit Udseende, men bliver dog, som sagt, i Grunden forstenet. Der skal ogsaa være nogle andre Kilder, som har den Særhed ved sig, at snart bugne de ganske umaadelig, og sprøite høit op i Veiret, ligesom man kan see et Springvand, og saa falde de igien lige saa umaadelig, og synke reent ned i Jorden; snart kan man ikke komme dem nær, uden at over-sprøites af det hvide Skum, og snart kan man see sig blind, før man finder dem. Paa samme Øe ligger ogsaa Bjerget 📌Hekkenfeld, der har samme Vane som 📌Ætna, og helmer aldrig med at syde og brænde i sit Inderste, og spye og sprude Ild og røde Luer ud af sig. Det holder jeg for et stort Vidunder, thi hvem skulde tænke, at et Bjerg, der ligger i Snee og Iis, skulde endda kunne have det saa hedt, og aldrig kunne faae Has paa sin Ild.

✂ Det er ogsaa ►underligt med den utrolige Mængde Driviis, som til sine visse Tider hjemsøger Landet, thi naar den første Gang støder dundrende paa Klipperne, da er det som om de ►svarde med hule Drøn, thi da hører man, fra Dybet af, et underligt Brag og ligesom klynkende Stemmer, hvorfor man i gamle Dage har bildt sig ind, at det var onde Menneskers Sjæle, som her i den ulidelige Kulde fik deres Straf. Men, hvad der ►tilgavns maa forundre og forbause, er hvad man fortæller, at om man ogsaa hugger et Stykke af den Iis, og tøirer det nok saa fast, kan man dog ikke forhindre det fra at følge med, naar det Øvrige bryder op, saa 10det maa have en ganske besynderlig Sammenhæng med den Iis, som ingenlunde vil skilles ad, og lader sig ikke det Mindste afkorte, af hvad der, saa at sige, hører til dens Legeme. Der er ogsaa en anden Slags Iis inde i Landet paa Klipper og Bjerge, som man siger ►for vist, skal alt imellem kaste sig, saa der vendes op og ned paa hele Skruen, og som et Beviis derpaa fortæller man, at nogle Skieløbere styrtede engang ned i et Gab paa Isen, og bleve kort efter fundne døde ovenpaa Isen, uden at der var den mindste Sprække at see, thi heraf vilde man slutte, at Isen maatte have vendt sig. Efter hvad Rygtet siger, skal her ogsaa være en Kilde, som man kun behøver at smage Vandet af, for at drikke Døden i sig lige ►paa Timen, som om man drak den dødeligste Forgift; ligeledes nogle andre Kilder, hvori Vandet har Smag efter Øl; fremdeles en Slags Ild, der skyer Hør, og brænder Vand, og endelig en Steen, der uden at Noget rører ved den, ligesom af sig selv, dreier sig om Bjerg-Toppene.

✂ Dog, for nu at komme til 📌Norge igien, som vi maa betragte lidt nøiere, da skal man vide, at det støder mod Østen til 📌Sverrig og 📌Gylland, men ligger mod Syden og Vesten ud til det vilde Hav, og i Norden vender det imod et Land, som Ingen veed Navn eller Grændser paa, thi det er ikke et Land med ordenlige Mennesker, men er fuldt af et eget besynderlig Slags ►Utydsker, og det er skilt fra 📌Norge ved en stor Havbugt, hvor der er en vanskelig Seilads, saa de ere gode at tælle, som kom igien ►med holden Reise.

✂ Havets Løb er nemlig ►saa, at til Høire overskiærer det 📌Dannemark, og slaaer en Bugt sønden om 📌Gylland; til Venstre derimod, gaaer det op norden om 📌Norge, bredt østerind, og ender sig i en Krumning, som vore Forfædre kaldte 📌Gandvig. Imellem denne 📌Gandvig, og Bugten sønderfra, er der kun et kort Stykke Vei, og var det Skillerum ikke blevet af 11Naturen sat op, som et Bolværk imod Bølgerne paa begge Sider, da havde de gjort 📌Sverrig og 📌Norge til en Heel-Øe. I disse nordostlige Egne boe ►Skridt-Finnerne, et Folk, som er udlært paa at bruge et eget Slags Skøiter, og paa dem kan disse ►Vild-Skytter ►vinde op ad de steileste Klipper. Intet Bjerg stikker saa høit i Sky, at de ►jo med Tid og ►Leilighed kan naae til Toppen, thi de veed at bære sig ganske listig ad, løbe fra neden af immer paa Skraa, og krydse sig immer i Bugter og Sving, og Snegle-Gange, lidt efter lidt fra Fod til Top. Dyre-Skind er Alt hvad de har at sælge, og dem kiøbe Nabo-Folkene af dem.

✂ Hvad nu endelig 📌Sverrig angaaer, da støder det mod Vesten til 📌Dannemark og 📌Norge, mod Sønden, og for en stor Deel mod Østen, til Havet, men grændser dog ogsaa østlig til et Land, med mange og det heel forskiellige barbariske Folk.

✂ I gamle Dage maa 📌Dannemark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags ►Jetter, thi det kan man see paa de uhyre store Stene over ►Grav-Kjelderne og Jette-Stuerne, og vil Nogen tænke, at de kunde komme derop, uden ved uhyre Kræfter, da betragte han kun bare somme af vore ►Bankers Høide, og see saa, om han kan sige os, hvem der vel ellers skulde sat de Steenblokke paa Toppen; thi hvem der vil bruge sin Eftertanke, kan jo dog begribe, at ►den Steen man ikke kan løfte, maa man lade ligge, og kan da Folk, som de falde nutildags, med de Kræfter og Redskaber de har, enten slet ikke, eller dog knap nok vælte saadan en Steen paa jævn Jord, saa lode de vel være at trille den op ad de høie Bakker. Uvist er det derimod, om de ►Jetter, som endnu efter Syndfloden fandtes paa Jorden, har været Mestere for det Stykke Arbeide, eller det forskriver sig fra andre Folk med særdeles Legems-Kræfter; hos os har man giættet paa de Folk, som 12endnu skal beboe den utilgiængelige, stenede Udørk, som vi talte om før, thi deres Legemer skal være et Slags Vende-Kaaber, saa de kan giøre sig synlige og usynlige, smaa og store, efter Behag; men det er da, som sagt, et Land der ikke er at løbe til, og hvor ikke mangen skal rose sig af at have været, og være kommet heelskindet hjem.

✂ Dette maa da være nok herom, og nu kommer jeg til hvad jeg egenlig vilde fortælle.

Folke-Sagn fra Hedenskabet.

Første Bog.

Fra ►Dans Opkomst til ►Haddings Død.