↩ For Resten var der en stor Forskiel paa, hvordan de Karle drak, der sad til Bords, thi de Fremmede drak af Hjertens Grund og ►lod Fiolen sørge, men Britterne, som havde Hovedet fuldt af Kieltring-Streger, turde ikke Andet end nippe til Glassene. Vel er 📌Dannemark mit Fædreneland, men det giør dog ingen Gode at nægte, hvad sandt er, at mine kiære Landsmænd havde gierne for Skik, at ►drikke til Pæls og ►stikke reent ud, og de fik desaarsag meget Meer, end de vel kunde bære. Saasnart nu Britterne saae, at man omtrent kunde prikke dem paa Øinene, sneeg de sig ud efterhaanden, stængede Sals-Dørren til, og stablede af alle Kræfter op for den, hvad der bedst kunde holde, og dernæst satte de Ild paa Taget. Der sad da de Danske i Fælden, men mærkede dog Uraad, da Ilden begyndte at gribe om sig, hamrede paa Dørren, og gav sig, da det var omsonst, til at brække Hul paa Væggen, og derigiennem bane sig en Udvei. Vel stod Britterne heller ikke med Hænderne i Lommen, da de saae at Væggen rystede, de gjorde sig al muelig Umage for at ►stytte paa den, og holde ►Buret lukket, men hvormeget de end væltede for, saa forslog det dog ikke, thi det var lutter stærke ►Prygle: de Danske, og jo større Faren blev, des glubskere tog de fat, saa det varede ikke længe, før de var ude, og saa lod ►Frode ►paa Timen støde i Basunen, for at Bagholdet kunde vide, hvad Klokken var slaaet. Disse forsømde sig da ikke heller, saasnart de hørde Varslet, men foer afsted, og fangede Luren295dreierne i deres egen Snare, nedsablede Britterne, med samt deres Konge, i Tusindtal, og gjorde altsaa ►Frode en dobbelt Tjeneste, som Redningsmænd og Hevnere tillige.