↩ XXIIOver Tohundrede Aar er det nu siden, at 👤Anders Vedels Bog blev anden og sidste Gang ►oplagt, og især i det attende Aarhundrede blev den saa sjelden, og dens Indhold tildeels saa foragtet, at endog Boglærde i Hundrede-Tal levede og døde i 👤Saxos Fædreneland, uden at kaste et Blik derudi, ja vel uden at vide, der var en saadan Krønike til. Aar 1752 ⓘ udgav ►vel en Boghandler Noget, som kaldtes en ►nye Oversættelse af Saxo, men det maa man sige var snarere at kaste Jord paa 📌Dannemarks Krønike, end at opvække den, thi her saae man klarlig, at de Boglærde siden 👤Anders Vedels Dage vare gangne langt mere tilbage end frem, og havde hardtad, som 👤Holbergs 👤Erasmus og 👤Jean de France, glemt deres Moders-Maal, og hvad som altid dermed følger, ►forloret deres ►Fædres Aand og ►Øiesyn. Tør og stiv, og kold og knudret, med Blandings-Gods af allehaande Tungemaal, var denne Oversættelse, som skulde nu afløse 👤Anders Vedels den gammeldags, men ægte danske, fyndige og flydende, muntre og livlige, og siden man nøiedes med sligt et Bytte, er det klart, at man i Almindelighed kun havde slige Bøger liggende paa Hylden, hvor det kun gjaldt om Bindene, hvoraf de nyeste sædvanlig er de bedste.