↩ Med et dybt Suk svarede ►Vermund: det kalder jeg topmaalt Uforskammenhed, at bebreide mig min Alderdoms Skrøbelighed, da Ingen skal kunne sige, jeg nu maa bære mine graa Haar med Sorgen, fordi jeg i min Ungdom krøb feig i Skjul, naar Sværde ►goel! Ei mindre usømmeligt er det, at lægge mig en Blindhed til Last, som er nødvendig Følge af min høie Alderdom, og en Modgang man dog ►heller skulde ynkes over end spotte med! Vilde jeg giøre Giængiæld, da kunde jeg med langt anderledes Grund bebreide Kongen af 📌Sachsen hans Utaalmodighed, der ikke engang tillader ham at tage Velanstændigheden i Agt, og oppebie en bedaget Oldings Død, før han forlanger hans Rige, da man jo dog har langt mere Ære af at arve de Døde, end at plyndre de Levende! Gaaer jeg imidlertid i Barndom, da gaaer det dog ikke saavidt, at jeg har glemt, af hvad Rod jeg randt, og vil ►fledføre mig hos en udenlandsk Herre, og til ydermere Beviis er jeg rede til at ►gaae selv i Kredsen!