↩ Da nu tillige ►Vermund mistede Synet af Ælde, ansaae Kongen af 📌Sachsen 📌Dannemark for et hovedløst Rige, og skikkede ►Vermund Bud, om han ikke nok nu, da han havde overlevet sig selv, vilde ►oplade ham Riget, for at Fædrenelandet ikke, under en herskesyg Konge, som gik i Barndom, skulde ødelægges baade ved Lov-Brud og Sværd-Slag! Saameget kunde han dog vel endnu nok begribe, at en Mand, der baade aan204delig og legemlig travede i Mørket, duede ikke til at være Konge! Imidlertid, hvis han ikke ►syndes om det Forslag, men havde en Søn, som turde ►gaae i Kreds med hans, saa vilde Kongen af 📌Sachsen ogsaa tillade, at hvilken af dem der vandt Seier, maatte regiere i 📌Dannemark. Vilde han derimod ingen af Delene indrømme, da skulde han kun spare sine faderlige Formaninger, og rykke i Marken, thi saa vilde Kongen af 📌Sachsen see, om han ikke dog nok ►med det Onde kunde nøde ham til, hvad han ikke vilde med det Gode!