↩ Imidlertid var ►Rorik død, og en vis ►Viglet kommet paa Thronen, som i ►Amlets Fraværelse havde holdt et ugudeligt Huus med hans Moder, og berøvet hende alt hendes kongelige ►Liggendefæ, under det Paaskud, at hendes Søn, ved selv at sætte sig paa den jydske Throne, havde krænket 📌Leire-Kongens Ret, hvem det ene tilkom at give og at tage Konge-Navn i 📌Dannemark. Denne Fornærmelse bar ►Amlet saa taalmodig, at han endog, for at stoppe Munden paa Bagtalelsen, oversendte ►Viglet den kostbareste Deel af sit vundne Bytte, og først siden, ved en god Leilighed, gav han sin Vrede Luft, og bekrigede ►Viglet, hvem han ogsaa overvandt, 192og fordrev ►Fjaller, som var Statholder i 📌Skaane, langt bort, efter Rygtets Sigende, til ►Undens-Ager, et Sted, som for Resten Ingen af vore Folk kiender Noget til. ►Viglet kom dog imidlertid ved Hjelp af Skaaninger og ►Sællandsfarer, igien paa Benene, og udæskede, ved en Herold, ►Amlet til ►standende Strid. Denne klarøiede Helt saae sig nu omflagret af tvende fiendtlige Skikkelser: Skiændsel nemlig, og Død; vilde han tage imod Udfordringen, stod Døden ham truende for Øine, og vilde han afslaae den, sank han som en Kryster under Skiændselen. Dog, eftersom hans Blik var stadig hæftet paa Dyden, da beholdt ogsaa Lysten til ufordunklet at bevare dens Ædelsteen, Overvægt i hans Sjæl, og det priselige Efter-Mæle, han inderligst attraaede, overdøvede hans Hjertes bange Slag, Dødens Skrække-Billeder opløstes i Straalerne af den sande Ærens Soel, og det slog ham, at Forskiellen ⓘ imellem Kryster-Liv og Helte-Død er saa omtrent den samme som mellem Gabe-Stokken og ►Konge-Stolen! Hvad der imidlertid bekymrede ham meer end hans forestaaende Fald i sig selv, var at hans inderlig elskede ►Hærmdrude derved kom i Enkestand, og han gjorde sig al optænkelig Umage for, at skaffe hende en god Mand, endnu før han gik i Slaget, men ►Hærmdrude forsikkrede, at hun havde Mod og Mandshjerte til at følge ham tro midt ind imellem de skarpe Sværd, og sagde, at det maatte være et Afskum af en Kvinde, som ei turde lægge sine Been ved sin Ægte-Mands Side. Det var store Ord, men som hun havde kun liden Ære af, thi saasnart Slaget, som stod i 📌Jylland, var forbi, og ►Amlet faldet for ►Viglets Haand, lod hun sig ikke alene godvillig fange, men tillige ►omfavne af Seier-Herren!