►Rorik, ►Hor-Vendel og ►Fenge.
✂ Saavel ►Kureterne som Svenskerne ►meende, at med ►Hothers Død var deres Forpligtelse ude, saa de istedenfor at bringe den sædvanlige Skat, ►bød 📌Danmark Spidsen►, og dette satte Mod i ►Slaverne og andre Flere, saa de ►og satte Underdanigheden til Side, og nægtede Skat med Vaaben i Haand.
✂ For nu at holde Styr paa dette Uvæsen, kaldte ►Rorik Folket til Vaaben, og med giennemtrængende Ord, hvori han opregnede ►Fædrenes Bedrifter, lagde han dem paa Hjerte, at tage Mod og Mands-Hjerte til sig, thi Barbarerne, som nok indsaae, at en hovedløs Hær er kun lidet bevendt, havde nu, for at føre Krigen med desmere Eftertryk, valgt sig en Konge.
✂ ►Slaverne havde indrettet deres Ting saa listig, at kun en Deel af deres Krigshær kom til Syne, medens de Øvrige, i to Flokke, laae ►forstukket i Krogene, men ►Rorik kom under Veir med den Ting, og det Første han gjorde, var da at sørge for sin Flaade, der laae saa godt som paa Land, i en smal Viig, hvor den kunde angribes fra to Sider. Imedens han nu lod den føre ud paa Dybet, lagde han gode Venner i Baghold, som skulde tage imod dem der laae paa Luur, og nu sagtens vilde see at nappe nogle af Skibene, og det gik Altsammen meget godt, thi Lurendreierne, som var i deres Element, og drømde aldrig om, at de Danske skulde været saa forsigtige, vovede sig virkelig paa Glatiis, og faldt, saamange som de var. Den øvrige ►Slave-Hær, som Intet vidste af denne 159Begivenhed, var i stor Forundring, og kunde slet ikke begribe, hvad ►Rorik biede efter, og da de saa enstund, under megen Tvivlraadighed og mange Bekymringer, havde ventet ham forgiæves, besluttede de endelig, at gaae til Søes, og lede ham op.
✂ Nu havde ►Slaverne i deres Hær en ►jettehøi, og bomstærk Karl, som desuden var en Troldmand paa sit Handværk, og han stædtes frem for ►Dane-Hæren med følgende Ord: Det lader jo dog saa kiønt, sagde han, naar en Enkelt vil opoffre sig til Brødres Bedste, og sætte sit eget Liv paa Spil, for at forebygge ►almindeligt ►Mandslet, og er der nu Nogen af Jer, som har Mod til at ►gaae i Kreds med mig, saa har jeg Lyst til at giøre den gode Gierning, men, vel at mærke, under visse Vilkaar, som jeg med faa Ord vil udtrykke saaledes: dratter jeg, saa ►skatter vi, men vinder jeg Seier, os selv vi eier! Her staaer jeg da som ►Borgen og ►Selvskyldner, og vil i Dag, enten, som Seierherre, afryste Aaget, eller, som Overvunden, med samt mit Fædreneland, bukke mig derunder.
✂ En ►Dannemand, som fattedes Legems-Styrke, men ikke derfor Mod, hørte dette, og spurgde strax ►Rorik, hvad der skulde være den Mands Løn, som vilde vove sig i Faren. Dette Armbaand, sagde Kongen, og holdt det i Veiret, bestaaende af sex Ringe, der saa ►kunstig vare knyttede og sammenlænkede, at det var umueligt, at skille dem ad. Ja, ja, Kong ►Rorik, sagde Ungersvenden, som ikke stolede paa ►Lykken: gaaer det godt, da overlader jeg til dig at ►skatte Daaden, og bestemme Prisen, men gaaer det mig ikke efter Ønske, hvad skulde du da vel skylde den Slagne, ►uden en voldsom Død eller dyb Foragt, som jo er hvad der pleier at være den Svages Krone og den Slagnes Sold! Hvad Løn, hvad Tak tør den vel kræve, som ikke bestaaer i ►Mandhaftigheds Prøve! Hvem vil slynge Laurbær-Krandsen om Afmagts Isse, eller smykke den Overvundne med 160Seiers-Tegn! Nei, kun naar Kiækhed og Lykke gaae Haand i Haand, skal Prisen følge dem med Hæders-Krandsen, Uheld saavelsom Feighed ►støder fra Æren, og skiænker kun en ►uhæderlig Død eller et skamfuldt Liv! Derfor være det langt fra mig, som end ikke veed, hvem ►Lykken vil føie, forvoven at udstrække Haanden efter en Belønning, som det ►end er slet ikke afgiort, hører mig til. Ei sømmer det sig at tage forud Løn, for hvad man kun agter at giøre, jeg skiøtter ikke om ►Baandet, før jeg veed, om min Arm er det værd, thi ellers kunde det kanskee komme til at see ud, som jeg havde annammet det Guld, ikke som Lønnen for min Daad, men som Prisen paa mit Liv! Kun Daarskab er det, at ville afplukke umoden Frugt, men slet ikke klogere at ville tilegne sig, hvad man kun har usikker Adkomst til, og derfor vil jeg nu med mine tomme Hænder vinde Prisen, eller modtage Døden. ►Saa talde han, og slog til Barbaren med Løve-Mod, men ei med ►Svine-Lykke, og fik til Giengiæld saa drøit et Slag, at han opgav Aanden.
✂ Det var et bedrøveligt Syn for de Danske, men ►Slaverne manglede Ord til at udtrykke deres Glæde, og vidste ikke hvad Høitid de skulde giøre af deres seierrige Landsmand. Imidlertid kom den Goliath anden Dagen igien, enten kun for at ►bramme af sin Seier, eller tillige af Lyst til en endnu, men det er lige meget derom, saa gik han nu tæt ind under den danske Leir, og ►brallede op endnu høiere i Dag end i Gaar. Tingen er den, at Lykken og Nykken er gierne Sødskendebørn, og ►naar Held kommer did, hvor Hovmod er, bliver Mand saa stolt, at han lugter; thi nu bildte ►Jetten sig ind, at den hele Krigshær var sunket i Knæ, da den ene ►Kæmpe faldt omkuld; den jeg slog, tænkde han, var den tapperste Karl i hele 📌Dannemark, og hvem af dem skulde vel nu have Hjerte til at ►gaae 161mig under Øine►, ja, i hvilket som, har jeg godt ved at trodse, thi kommer der nu ogsaa En, ham kan jeg blæse omkuld!
✂ Det gik ►Rorik meget nær til Hjerte, at saadan en ►kaadmundet Karl skulde kunne gaae, og ligesom kyse Modet af Mænd, saa det danske Folk, der havde saa priseligt et Efter-Mæle, skulde nu ikke alene sees over Skuldrene, men saa godt som spyttes i Øinene af dem de før havde bukket begge Ender sammen paa: og det giorde ham tillige inderlig ondt, at der ikke i hele Flokken skulde findes en eneste Mand, som baade havde Hjertelag til, med Glæden at vove sit Liv for Fædrenelandet, og Kraft til at giøre det med Æren. Han fandtes imidlertid dog i Leiren, thi ►Ubbe, ►saa hedd han, giorde Ende paa det ►Langdrag, der snart kunde ført 📌Dannemark i et slemt Rygte, og han havde et Legeme, som kunde staae sig mod alle Hexe-Kunster. Han spurgde ogsaa meget flittig efter ►Kiæmpe-Lønnen, men da ►Rorik nu atter nævnede Armbaandet, sagde han: ja, det er godt nok, men Løfte paa Pant er just ikke gode Vahre, og hvad man vædder om, maa ligge i Trediemands Haand, da først har man Noget at holde sig til, og veed, man bliver ikke spiist af med Snak. Altsaa for en Sikkerheds Skyld saae jeg helst det Armbaand i en anden Haand, thi kun den faste Troe, og det sikkre Haab giør det stærke Mod! Nu kan man jo dog vel aldrig forestille sig Andet, end at det var kun den ►Kiæmpes Løier, hvem Dyd og ►Manddom ►aabenbar alene kunde væbne til at afvælte Fædrenelandets Forhaanelse; men ikke desmindre tog ►Rorik det for hans ramme Alvor, saa han tænkde, ►Kiæmpen havde Guldet for Øine, og, for nu at tilintetgiøre selv Tanken om, at ►Danner-Kongen kunde, ►tværtimod gammel Sædvane, nu faae i Sinde at bryde sit Ord, tog han, ►ligesom han stod paa sin Snekke, Armbaandet og vilde kastet til ►Kiæmpen, ud over Voven. Han tog sig imidlertid ikke i Agt for, at det var et langt Styk162ke Vei, og Armbaandet ikke ret ►flygtigt eller reiselysten, saa Følgen blev, at det faldt for tidlig, og sank til Havsens Bund, og deraf kom det, at Kongen blev kaldt ►Rorik Slynge-Baand. Den samme Feiltagelse gav imidlertid ►Ubbe ret Leilighed til at vise, at hans Tapperhed var ægte, thi, ►pyt paa det Lav! om hans Forsæt gik nedenom med Guldet, saa Folk skulde sagt, at det var Gierrigheden der forblindede hans Øine, saa han vilde styrte sig i Faren; nei, ved nu ►ret ivrig at drive paa Kampen, viiste han noksom, at det var ikke det ædle Metal, men det ædle Sind der opflammede ham, og at det ikke var af Belønningen, men af det svulmende Hjerte, han øste sit Mod!
✂ Nu blev da uden Ophold ►Kredsen skrevet, ►trindt stode Skarerne i Klynge, ►Kiæmperne mødtes, Sværdene ►goel, og med ulige Ønsker larmede Tilskuer-Hoben. ►Kiæmperne blussede mere og mere, og gave hinanden saatit og længe Raat for Usødent, at Kampen kostede Begge Livet, saa det lod, som ►Lykken vilde Ingen af dem fornærme, ved at skiænke den Ene Æren og Glæden fremfor den Anden. Følgen blev imidlertid, at Oprørerne faldt i Stilhed, og betalde igien deres Skat til de Danske!
✂ Paa samme Tid beskikkede ►Rorik Brødrene ►Horvendel og ►Fenge til Under-Konger i 📌Jylland efter deres Fader: ►Ger-Vendel, som havde havt den Ærespost. Af disse Brødre udmærkede ►Horvendel sig særdeles efter tre Aars Regiering, paa ►Vikings-Tog, og kom for sine Bedrifter saaledes i Folke-Munde, at det ►spurgdes baade vidt og bredt, og gjorde Kong ►Koller i 📌Norge ganske misundelig paa ham. Den samme Kong ►Koller fik da i Sinde at see, om han ikke kunde stække Vingerne paa denne ►Viking, saa Folk kunde glemme den berømte ►Horvendel for hans Overmand. Han gav sig altsaa paa Farten, og ledte alle vide Vegne, til han endelig traf ham paa følgende Maade. Der ligger en Øe midt i Farvandet, og ►un163der► den lagde begge Medbeilerne ind med deres Skibe, men hver ved sin Side, og de havde altsaa vel neppe mødtes endda, dersom ikke den yndige Strandbred havde lokket begge Høvdingerne i Land, men da de først kom saavidt, kunde de ikke bare sig for at gaae dybere og dybere ind i den deilige maigrønne Skov, og midt derinde mødtes ►Horvendel og ►Koller ganske allene. ►Horvendel tog først til Orde, og bad Kongen selv bestemme, paa hvilken Maade de skulde prøve Styrke, men lagde dog til, at ham var Tvekamp kiærest, thi, sagde han, hvor man maa hytte sig selv og er blottet for al muelig Bistand af Andre, der ►kiendes det bedst, hvad Karl man er! ►Koller lod Ungersvendens Kiækhed skee Ret, svarede og sagde: da du overlader mig Valget, maa jeg foretrække den Stridsmaade, som volder mindst Allarm, men kræver meest Kiækhed, og afgiør Sagen i mueligste Korthed, og det er unægtelig Tvekampen, saa derom kan vi aldrig komme op at trættes, da vi er af eens Meening. Men da nu Ingen af os har ►Brev paa Seieren, bør vi forsikkre hinanden en vis nænsom Behandling, saa ikke Vredens Indskydelser skal hindre os i at opfylde Menneske-Kiærligheds Bud; thi uagtet Hadet nu enstund maa have Magten, bør dog Kiærlighed staae ved Siden, for i betimelig Tid at indtage Haardhedens Plads. Vore Aanders ►Tvedragt giør os til Fiender, men i Hjertet bør vi være Venner, og saasnart derfor den Kappelyst, som adskiller os, ei længer kan finde Sted, maa vi betragte os som Eet. Lad det altsaa for det Første være en kiærlig Aftale imellem os, at Seierherren giver den Faldne en ►hæderlig Jordefærd, saa begge Høvdingers Tropper uden Nag ►eendrægtelig følge ham til Graven, thi det er den sidste Ære og Skyldighed, som intet kiærligt Hjerte kan vægre sig ved, da Uvenskabet jordes med Liget og Misundelsen tier i Graven! Langt være den umenneskelige Grusomhed fra os, at ville udøse vor Harme paa vor hensovne Fiendes 164►Støv, da det endog er ærefuldt for Seierherren at behandle Levningerne af den han overvandt, med Høiagtelse, thi hvo som lader sin afdøde Fiende skee Ret, har Krav paa hans Efterladtes Tak, og en Kiærligheds-Gierning mod døde Fiender kan forskaffe levende Venner! Dog ikke blot for Døden, men ogsaa for en anden ligesaa sørgelig Skiebne ere vi udsatte, i det vi kan beholde Livet, men miste Førligheden, og det mener jeg man ikke heller bør undlade at tage i Betænkning, og stræbe saavidt mueligt, at formilde. ►Heller falde, end ilde fare, siger Ordsproget, og det agtes almindelig endnu for tungere at blive Krøbling, end at døe, fordi at med Døden er Skaden glemt, men Lemlæstelsen er man nød til at huske, saalænge man lever. Lad os derfor endnu giøre den Aftale, at lemlæster En af os den Anden, skal han i Erstatning give ham et Lispund Guld, thi byder Kiærlighed at ynkes over Andres Elendighed, hvormeget mere da at have Medlidenhed med sig selv, og den der ikke vil see sit Legeme til Gode er jo saa godt som en Selvmorder!
✂ Efter med Haand og Mund at have givet hinanden disse Løfter, ►gik de i Kreds, uden at lade sig afholde, enten af det Venlige der ligger i et saadant Møde og nyt Bekiendtskab, eller af Blidheden i den yndige, maigrønne Skov. ►Horvendel var saa hidsig paa at fælde sin Modstander, at han blottede sig selv, skjød sit Skjold til Side, og søgde kun ►Kollers, med begge Hænder om Sværdet, og her gik det som man siger, at bestemt Mand staaer Lykke for, thi han blev ved at hugge i Skjoldet, til der var ikke meer, og huggede dernæst paa ►Koller, saa han ikke allene mistede et Been, men døde med det Samme. ►Horvendel glemde imidlertid ingenlunde deres Aftale, men gav Liget en kongelig Begravelse i en anseelig Høi, og gjorde den Afdøde i alle Maader en kostelig Liigbegiængelse.
✂ 165Da nu dette var til Ende, forfulgde ►Horvendel ►Kollers Syster: ►Selle, som var en ►Skjoldmøe, heelbefaren, og vel øvet i ►Vikinge-Handværk, og da han nu saaledes, under stolte Bedrifter, havde ►lagt tre Aar tilbage, bragde han Kong ►Rorik ved Hjemkomsten rige Gaver og mange Kostbarheder, for derved ret at indynde sig hos ham. Det lykkedes, og nu vovede han at beile til Kongens ►Daatter: ►Geruth, som han ogsaa fik, og avlede med hende en Søn, der blev kaldt ►Amlet; men ►Frænde er ikke sjelden Frænde værst, det fik ►Horvendel at finde, thi hans Broder: ►Fenge, blev saa optændt af Misundelse over hans Lykke, at han stod ham efter Livet, og fandt omsider ogsaa Leilighed til at udføre sit skiændige Forsæt, og besudle sine Hænder med Broder-Blod.
✂ Derpaa giftede ►Fenge sig med ►Geruth, sin dræbte Broders Enke, uden at bryde sig om, at han derved lagde Synd til Synd: ►Hoer til Mord, thi paa Fordærvelsens Vei ►er det kun det første Skridt der koster, siden gaaer det af sig selv, saa den ene Misgierning rækker den anden Haand. Han var imidlertid baade snue og fræk nok til at lade, som om det var en tung Kiærligheds-Pligt han havde opfyldt, ved at slaae sin Broder ihjel, og lod udsprede, at uagtet ►Geruth var saa hjertensgod, at hun ikke nænde at giøre en Kat Fortræd, saa havde dog ►Horvendel fattet et dødeligt Had til hende, og behandlede denne sagtmodige Kvinde, der ikke havde mere Galde end en Due, saa lumpen og grusomt, at han ikke kunde bære andet over sit Hjerte, end at redde hende, ihvad det saa skulde koste. Han naaede virkelig derved sit Ønske, saa man ►til Hove holdt ham for undskyldt, thi i Kongers Gaard, hvor man ikke endda saa sjelden kaster Naade paa Narre, og laaner Øre til Bagvaskelse, maa sagtens imellem en Løgn blive taget for gode Vahre.
✂ 166Da nu ►Amlet saae, med hvilken Frækhed ►Fenge vovede, med Hænder rygende af sin Broders Blod, at ►favne hans Hustrue, da ►meende han, det var ikke Tid for ham at ►lade klog, om han vilde vel fare, og ei falde for Blodhundens Mistanke. Han stillede sig derfor saa taabelig an, som om han reent var gaaet fra Sands og Samling, og reddede saaledes sit Liv ved at skiule sin Forstand. Hver Dag, naar han kom til sin Moder, saae han ud som et Sviin, thi han laae og sølede sig i Rendestenen, og oversmurde sig i Ansigtet med Sod og Snavs, saa man maatte baade lee og græde ved at see og høre paa ham, thi hvad han sagde, passede ganske til hans Udseende, og hvad han gjorde, var altid splittergalt. Kort sagt, han lignede ikke et Menneske, men et Abespil af Naturen, der kun var gjort til at grine ad.
✂ Iblandt Andet havde ►Amlet for Skik, at sætte sig paa Skorstenen, rage den gloende Aske sammen med sine bare Næver, og saa havde han gjort sig Træ-Kroge med to Hager i Enden, hvorved de kunde hægtes tæt sammen; dem sad han og ►bagede seie i ►Emmerne. Naar nu Nogen spurgde ham, hvad det var, han bestilde, svarede han altid, at han sad og hærdede Spyd til at hevne sin Fader med, og det Svar havde man da sine store Løier af, skiøndt, som vi siden skal see, Arbeidet dog ikke var saa dumt som det maatte synes. Uagtet nu de Fleste vel loe af fuld Hals, saa var der dog Enkelte som saae lidt dybere, og begyndte at faae Mistanke om, ►han var dog nok ikke saa gal, som han løb avet om til, thi selv i det ►Pilleværk han sad og ►nyslede med, stak ►Kunsten igiennem, og røbede en Betænksomhed, der ikke rimede sig med Galskabet, ligesom de da ogsaa lagde Mærke til, at han meget omhyggelig giemde alle sine Kroge. De paastod altsaa, at ►han havde Pokker ikke Sviin paa Skoven, men ►Skielmen bag Øret, og gjorde sig kun til Nar, for desbedre 167at kaste Folk Sand i Øinene, og skjule sine Anslag. For nu at blive sikker paa den Sag, besluttede man paa et afsides Sted at lade ham mødes med en særdeles deilig Pige, som skulde bruge alle sine Kunster for at ►fange ham, thi var da hans Galskab kun forstilt, ►meende de, det maatte nødvendig vise sig, da de ansaae den Fristelse for Noget, der ikke lod sig modstaae, og den Lyst for Noget Ingen kunde skjule. Nu blev der da Folk sat ud paa, at bringe ►Amlet ►uformærkt til Hest ind i en langt fraliggende Skov, hvor Snaren var stillet for ham, men iblandt de Karle var netop en ►Patte-Broder af ►Amlet, som ikke havde Lyst til at fange men nok til at frie ham, da han frygtede for Prindsens Liv, dersom han viiste mindste Glimt af sund Forstand, end sige, dersom han gav sine Lyster Tøilen. ►Amlet saae ogsaa godt, at man havde Noget i Sinde, som ikke var godt, og for at giøre dem ►troskyldige igien, satte han sig, da han skulde op at ride, baglænds paa Hesten, og bandt Bidselet om Halen, som om han fuldt og fast bildte sig ind, at Hesten skulde styres ved den Ende, og det maa have været løierligt nok, at see Hesten løbe, som den selv vilde, medens Rytteren ganske alvorlig sad og dreiede paa Halen.
✂ Da de nu kom ind i Lunden, og der sprang en Ulv frem, sagde ►Amlets Følgesvende til ham: seer du det lille Føl der løber? ja, sagde han, af saadanne ►Rytter-Heste er der meget for faa i ►Fenges Fold. Dermed ønskede han paa en fiin Maade, at der maatte komme Svindsot i ►Fenges Rigdom, og da man nu lod ham høre, at det var jo ganske klogt sagt, svarede han ganske ligefrem, at det skulde det ogsaa være, derfor sagde han det. Tingen var nemlig den, at lyve vilde han ikke, og ►satte derfor saaledes sine Ord paa Skruer, at han vel sagde bestandig, hvad han ►meende, men dog saaledes, at man ikke skulde ►løbe med, om han ►meende eller vidste hvad han sagde.
✂ 168Saaledes, da hans Oppassere fandt Roret af et forliist Skib paa Strandbredden, bad de ham see, hvilken deilig stor Kniv de der havde fundet, hvorpaa han svarede, at den var nok ogsaa gjort til en overmaade stor ►Flykke, og dermed ►meende han Havet, som Roret var gjort til at skiære.
✂ Ligeledes, da de kom, hvor der laae store Bunker med Strandsand, og bad ham der see noget deiligt hvidt Meel, fik de til Svar, ja, det er nok ogsaa malet paa den store hvide ►Veir-Mølle, og da de nu roste ham for hans kloge Svar, gav han dem Ret i, at det var klogt sagt af ham.
✂ Derpaa listede Lurendreierne sig bort efter Aftale, for at lade ham være alene, naar han inde i Tykningen af Skoven mødte Kvinden, som var ►sat ud paa ham, og han havde uden Tvivl ladet sig narre, dersom ikke den gode Ven, vi talde om før, havde paa en egen Maade, i al Stilhed advaret ham om Snaren, i det han tog et ►Haneskiæg, han fandt paa Jorden, og fæstede bag paa en ►Bræms, som han derpaa lod flyve hen forbi ►Amlet. Det var nu rigtig nok et Indfald, som der hørde nok saa meget til at forstaae, som til at hitte paa, men ►Amlet, som forstod en halvkvæden Vise, saae ogsaa strax, hvad ►Spilleværket skulde betyde, og skrev Vinket bag Øret. Da han nu saaledes mærkede Uraad, tog han sig desbedre i Agt, og trak af med Pigen over Stok og Steen hen til et Sted, hvor Ingen kunde see dem, ►omfavnede hende, og bad, at hun dog endelig ikke maatte forraade ham. Den Bøn opfyldte hun gierne, thi hun var fra Barnsbeen opfødt med ►Amlet i een Mands Huus, og ►gammel Kiærlighed ruster ikke!
✂ Da nu ►Amlet kom hjem, spurgde de ham, som for at have Løier, om han nu havde været i Brudeseng? Ja, sagde han. Den var vist opredt med deilige Bolstre, sagde de saa. Ja, sagde han, Sengen var egenlig 169en ►Huus-Rygning, som hvilede paa en Heste-Hov, og var bredt med en Hane-Kam. Der blev da en Skogger-Latter i alle Hjørner, uagtet det var sandt baade som Skiemt og Alvor, thi da han mærkede han skulde ud og ledes i Fristelse, havde han stukket lidt af alle disse Ting til sig, for at kunne tage sine Fristere ved Næsen, uden dog at lyve. Da man nu spurgde Pigen, om det var sandt, sagde hun, at det maatte have været skjult for hendes Øine, og man fæstede saameget mere Troe til hendes Benægtelse, som ►Fenges ►Drabantere ikke kunde sige, de havde seet Noget. Nu kom han, der skikkede Bud med ►Bræmsen, og gav sig tilkiende for ►Amlet, som den der havde frelst ham, i det han sagde: jeg var dog det eneste skikkelige Menneske imod dig i Dag, ►Amlet! Ha, ha! sagde ►Amlet, saa var det dig! jeg saae nok Noget, der kom meget hæseblæsende flyvende med et Straa paa Ryggen, og et ►Haneskiæg i Rumpen! Folk havde nær leet sig fordærvet over den Snak, men ►Amlets gode Ven fandt, at det var ikke Galmands Ord, og fornøiede sig over, baade at ►Amlet havde sin Forstand, og skiønnede paa hans gode Villie!
✂ Man seer heraf, at der var en god Laas for den ►Læddike, hvor ►Amlet giemde, hvad Ingen maatte see, og at den var dirkefri, maatte nu en af ►Fenges gode Venner bekiende, som, uagtet han ►stak ikke dybt, dog var en klog Karl i sine egne Tanker. Han begyndte nemlig med at fortælle ►Fenge, at det var umueligt, en saa indviklet Knude, som den ►Amlet havde været snild nok til at slaae, kunde pilles op med en almindelig Knappe-Naal, thi det var en Haarde-Knude, der ikke gav efter for smaa Prik eller lette Berørelser; derfor, blev han ved, nytter det aldrig, naar man vil prøve en snildt og mangfoldig sammensat Ting, da at opholde sig ved noget Enkelt; men jeg har, med en dybere Sjælens Sands, opdaget en finere Fornuft-Vei, som ikke er aldeles ufremkomme170lig, og maa ved Kiends-Gierninger føre til Oplysning om nærværende Gienstand. Nu kom han da endelig frem med sin Viisdom, som kun løb ud paa, at ►Fenge skulde lyve, og lade som om en meget vigtig Forretning nødte ham til at reise bort, og saa skulde man lukke ►Amlet ind i Seng-Kammeret til hans Moder, efterat først en Luren-Dreier, dem begge uafvidende, havde ►forstukket sig i en mørk Krog, hvor han, ved at give Agt, kunde høre hvert Ord, der faldt imellem dem. Har nu Sønnen nogen Forstand, sagde ►Træringen tilsidst, da kan han ikke skjule det for sin Moder, thi han kan ikke frygte for at betroe sig til den som fødte ham, og for at man ikke skal sige, at det er lettere sagt end gjort, saa vil jeg med største Fornøielse selv være ►Speideren.
✂ Dette Raad fandt ►Fenges allerhøieste Bifald, han reiste, og lod som han skulde langveis bort, og Luren-Dreieren listede sig ind, og lagde sig under Senge-Halmen i Kammeret, hvor ►Amlet skulde tale med sin Moder. Men, ►vidste de Andre et Hul, saa vidste ►Amlet en Pind, han tvivlede nok om, at der kanskee var et Par Øren i en Krog, som vilde mærke Ord, og derfor løb han først, inden han sagde Noget, saa hist og saa her, paa sin sædvanlig gale Maneer, og bar sig ad ligesom en Hane, saa han slog med Armene som det kunde været et Par Vinger, sprang op i Sengen, og galede. Derpaa hoppede og sprang han frem og tilbage i Sengen, for at mærke, om der skulde ligge Noget skjult der under, og da han fornam der var en Klump under Fødderne, tog han en ►Jern-Søger og jog derigiennem. Nu maatte ►Herr Urian for en Dag, og da ►Amlet havde faaet ham slaaet ihjel, skar han ham i Stykker, og ►kaagde Stumperne godt, og dækkede saa op med dem for Svinene, paa et skident Bord, ved at smide dem lukt ned i ►Vandhuset.
✂ 171Efter saaledes at have skaffet Lureren af Veien, gik ►Amlet tilbage til sin Moder, og da hun tog imod ham med Graad og Jammer-Klage over hans Taabelighed, tog han Bladet fra Munden og sagde: tænker du, Kvinde, at disse ►hykkelske Taarer kan afsone din gruelige Brøde og aftvætte din Skiændsel, du, der som en liderlig Skiøge kastede dig i den nederdrægtigste Nidings Arme, omfavnede i Blodskam din ægte Husbondes Morder, kiæler og smigrer paa den laveste Maade for ham, som gjorde din Søn til et faderløst Barn! Hvem ligner du? ei Kvinder, men de umælende Bæster, som parres i Flæng, Hoppen i Skoven, hvis Kiærlighed Hingsten vinder ved at slaae hendes Mage! Græd blodige Taarer! det kan vel giøres behov, men ikke over min ►Daarlighed, nei over din egen Skiændsel, ja over din Afsindighed, thi det er dig, og ikke mig, som raser! At jeg ►bærer Narre-Kappen, hvor kan det forundre dig! jeg var jo ikke klog, hvis jeg bar min Forstand til Skue, ingen Dag sikker paa mit Liv, dersom ikke netop denne ►Narre-Kappe var mig et Skjold imod Bøddelens Sværd, for hvilket Sønnens Blod vist ei skulde blevet holdt helligere end Faderens! Tænk imidlertid kun ikke, at fordi, som dit Levnet beviser, du har glemt din Ægtemand, ogsaa jeg har glemt min Fader! Nei, at hevne hans Død er Nat og Dag mit Hjertes Begiæring; men jeg læmper mig efter Omstændighederne, oppebier den betimelige Tid, og indseer, at efter Tid og Sted skal ►Kappen skiæres, saa man sætter skiult Dybsindighed mod skummel Grusomhed. I Øvrigt: Fingeren for Munden!
✂ Ved saaledes at giennembore sin Moders Hjerte, ►vaagnede ►Amlet hendes sovende Samvittighed, og derved Mindet om den ægte Kiærlighed, hvoraf hun fordum brændte, og som hun nu atter ►lærde at foretrække for den urene ►Brynde, hvoraf hun havde ladet sig optænde.
✂ 172Da nu ►Fenge kom hjem, savnede han strax Lurendreieren, som, uagtet den strengeste Undersøgelse, var ingensteds at finde, og Ingen vidste, hvor han enten var ►støien eller fløien. Endelig, da man skiemte-viis spurgde ►Amlet, om han ikke havde seet Noget til ham, svarede han strax, jo, han var gaaet tilbunds i ►Vandhuset, og var der, overlæsset af Snavs, efterhaanden blevet ædt af Sviin. Der var, som man veed, ikke et usandt Ord i hele det Svar, men dog gjorde alle de som var tilstæde Nar ad det, fordi det klang tosset.
✂ ►Fenge havde imidlertid hjertensgierne taget sin ►Stifsøn, hvis ►Huulhed han i Grunden slet ikke tvivlede om, af Dage, men selv turde han ikke, af Frygt baade for hans Moders og for ►Roriks, hans Morfaders Vrede, og besluttede derfor at giøre det paa anden Haand, ved Hjelp af Kongen i 📌Britannien, saa det kunde ►lade, som han var uskyldig. Saaledes haabede han da at kunne skjule Skalken, og ved at besudle sin gode Vens Hænder med Blodet, selv undgaae ►Vanrygtet for Grusomhed.
✂ Nu blev da ►Amlet sendt til 📌Britannien med to Følge-Svende af ►Fenges Fortrolige, som havde Brev, det vil da sige, Træstykker med Runer paa, som Skik var i de Dage, med til Kongen i 📌Britannien, af det Indhold, at han skulde slaae den hermed oversendte Ungersvend ihjel; men førend ►Amlet reiste, talde han med sin Moder i Hemmelighed, lovede at komme igien, lige Aars-Dagen efter sin Afreise, og bad hende til den Tid at have Stor-Stuen ►omhængt med et ►virket Betræk, og paa den Dag lade drikke hans ►Ære-Øl, som om han var død!
✂ Da nu ►Amlet under Veis saae Leilighed, randsagede han sine Reise-Kammeraders Giemmer, og fandt Rune-Brevene, som han læste, og forandrede paa det Bedste, ved at slette ud, hvad han ikke ►syndes om, og sætte til, hvad han savnede, saa det Hele fik en anden Vending, og Kam173meraderne hans Plads. Ja, han lod det end ikke være nok, at hjelpe sig selv ud af Klemmen, og stikke de andre derind, men tog sig tillige den Frihed, uden ►Fenges Tilladelse, i hans Navn at tilføie, om Kongen i 📌Britannien ikke nok vilde være saa god, at give den overmaade forstandige Ungersvend sin ►Daatter til Ægte.
✂ Nu kom man da til 📌Britannien, og Gesandterne overrakde Kongen ganske troskyldig deres egen Dødsdom, i den Tanke, at det var ►Amlets, men Kongen lod som ingen Ting, og bad dem være ret hjertelig velkomne. De kom da til Høibords, og ►Amlet med, men immer sad han og rynkede Næse ad den kongelige Anretning, som om det havde været den usleste Bonde-Kost, og skiøndt der var Mad: Guds Gaver, gik han dog, ret som en ►Kræsen-Pirre, sulten fra Bordet, og tørstig med, kan jeg troe, for hverken Mad eller Drikke var ham til Pas. Alle de andre Giæster havde nær tabt baade Næse og Mund, ved at see et ungt Menneske, som ingen Britte var, kaste Vrag paa de udsøgteste Lækker-Bidskener ved Kongens Bord, og de allerreenligste og kostbareste Retter, ⓘ som om det var ►Skræder-Steeg og Skomager-Tærte, og saasnart man stod fra Taffelet, lod Kongen, førend han sagde sine Giæster Godnat, En gaae ind og skjule sig i de Fremmedes Herberge, for at faae at høre, hvad de om Natten vilde sige til hinanden. ►Amlets Reise-Kammerader spurgde ham ogsaa ganske rigtig, hvad det skulde betyde, at han sad og kimsede ad Mad og Drikke, som om det havde været Edder og Forgift, hvorpaa de fik til Svar, at Brødet lugtede ad Blod, Drikken smagde ad Jern, og Kiødet stank ad døde Mennesker, som om det var fordærvet ved en nærværende Liig-Lugt. Hertil føiede han endnu den Bemærkning, at Kongen havde ►Træls-Øine i Hovedet, og Dronningen tre Kokkepige-Fagter i sit Væsen, og heraf seer man, at det var ikke saameget Anretningen, som 174Husbond og Madmoder, der fik læst og paaskrevet. ►Fenges gode Venner lod ham nu høre, at han var gal, som han altid havde været, og drillede ham paa alle muelige Maader, fordi han, som de sagde, lastede Velgjort, og vragede ►Lydesløst, beskiæmmede en høibaaren Konge, og en Dronning med den fineste Levemaade, og vilde saaledes brændemærke Dyden og Æren selv! Kongen derimod, hvem det Hele blev forebragt af ►Speideren, ligesaa varmt, som det var, sagde strax, at enten maatte den Svend være ►engle-viis eller ►elle-vild, thi der laae alt for meget Dybsindigt i det Par Ord, til at det kunde være opkommet i et blot Menneskes Hjerte. Derpaa lod han sin Avls-Karl hente, og spurgde ham, hvor det Brød var fra, de spiste? Det er saamænd fra Kongens egen Bager-Ovn, sagde han. Men, blev Kongen ved at spørge, hvor er den Sæd groet, hvoraf det er bagt? er der paa det Sted noget Tegn til, at der er slaaet Folk ihjel? Ja, sagde han, tæt ved er der rigtig nok en Mark, hvor der ligger en Hob Dødninge-Been, og man kan godt see, der maa have staaet et Slag, engang i gamle Dage, og jeg tog netop den Jord til Sommer-Rugen, fordi hun var saa grumme feed og frugtbar, at man kunde vente mange Fold; men jeg kan dog aldrig vide, om det skulde kunde have gjort Noget ved Brødet, saa det kunde smage af noget Slemt for den Sags Skyld. Kongen, som nok kunde giætte sig til, at det var sandt i alle Maader, hvad ►Amlet havde sagt, undersøgde nu ogsaa Flæskets Oprindelse, og fik da at vide, at Svinene var engang af Vanvare sluppet ud af Stien, og havde ædt en raadden Røver, saa der kunde ogsaa være en Slags Grund til at sige, det smagde saadan lidt raaddent. Da nu ►Amlets Sandfærdighed ogsaa her holdt Stik, vilde Kongen endelig ogsaa vide Beskeed om Øllet, og lod grave dybt, der hvor de havde 175hentet ►Laav til Brygningen, hvor der da rigtig fandtes en Deel Sværd, næsten opædte af Rust, og deraf kunde man da tænke, Øllet havde faaet Jern-Smagen. Andre vil sige, at det var ikke Øllet, men Miøden, som havde Skade, og at det kom af, at Bierne havde ►trukket af en død Mands Flomme, og dermed besmittet deres ►Kager.
✂ Da nu Kongen fandt, at den rette Aarsag til Afsmagen, fandtes i Tingenes Oprindelse, saa sluttede han sig til, at det Samme maatte være Tilfældet med den Lyde der var ham tillagt, saa ►Træls-Øine skulde betyde en nedrig Herkomst. Desaarsag spurgde han sin Moder, under fire Øine, hvem der var hans Fader? Hun vilde i Førstningen ikke ud med Sproget, og sagde, at hun aldrig havde favnet andre end Kongen, men da han truede hende med Tomme-Skruen, gik hun til Bekiendelse, og tilstod, at en Træl var Fader til ham. Saaledes fik han da ogsaa den Knude løst og blev sikker i sin Sag, og uagtet den Opdagelse gjorde ham baade rød og bleg, fornøiede han sig dog over Ungersvendens Viisdom, og spurgde ham nu selv, hvad Grund han havde til at beskylde Dronningen for Kokkepige-Fagter? Hvad han vandt ved det Spørgsmaal var imidlertid kun fiint, thi da han ankede paa at hans Dronning var beskyldt for Mangel paa Levemaade, fik han at høre, at hun ikke alene havde Slavinde-Manerer, men var endogsaa Slavinde født, i det nemlig hendes Moder var faldet i Fangenskab, og gjort til Slavinde. De tre Unoder, hvoraf han strax havde sluttet sig til hendes Stand, opregnede for Resten ►Amlet saaledes, at først svøbde hun, som en Slavinde, sit Hoved i sin Kappe, dernæst ►rinkede hun Klæderne op, naar hun gik, og endelig sad hun ikke alene og stangede sine Tænder med et Straa, men aad ogsaa hvad hun stangede løst.
✂ 176Slagen af Ærbødighed for den meer end menneskelige Viisdom, han ►syndes at finde hos ►Amlet, gav nu Kongen ham sin ►Daatter til Ægte, og antog ethvert af hans Ord som himmelfaldent.
✂ Dagen efter lod Kongen ogsaa, for at opfylde sin Vens Begiæring, ►Amlets Ledsagere hænge, men det lod ►Amlet, som han tog meget ilde op, og lod sig i Mandebod give en Hob Guld, som han smeltede, og hældte i nogle hule Stokke, han dertil havde gjort, og disse Stokke var den eneste Kostbarhed han tog med sig, da han, efter et Aars Forløb, med Kongens Forlov, reiste hjem, at besøge sit Fædreneland.
✂ Saasnart nu ►Amlet kom til 📌Jylland, tog han sine gamle Klæder paa, og vænnede sig med Flid igien til alle de Narre-Streger, han nu enstund havde ladet fare, thi i 📌Engelland førde han sig op med al Høviskhed. Folk vilde knap troe deres egne Øine, da de saae ham, i en Dragt, som om han var trukket op af en Rendesteen, træde ind i Salen, hvor man, paa et falsk Rygte om hans Død, drak hans Gravøl, men da man fik Tid at besinde sig, faldt Forskrækkelsen bort, og man brast i Latter, og gjorde mange Løier med hinanden, over at de holdt en Mands Liig-Begiængelse, som gik lyslevende imellem dem.
✂ Da man nu spurgde ►Amlet, hvor hans Ledsagere var, holdt han Stokkene frem og sagde: her seer I dem begge to, Andet er der ikke blevet af dem, og det var ganske vittig sagt, thi uagtet Folk antog det for ►Vis-Vas, var det dog sandt baade i Skiemt og i Alvor, thi hvad han viiste dem, gik og gjaldt jo virkelig for dem, Ravne og Krager aad.
✂ For nu ret at giøre Gildet lystigt, gav ►Amlet sig til at hjelpe ►Skiænkerne, og var nok saa vims, men da hans lange Klæder var ham i Veien, bandt han dem op med sit Belte, og Alt som han gik, trak han 177Sværdet ud der hængde ved, og prøvede det paa Neglene, saa skar han sig i Fingrene. Derfor tog Nogle af Giæsterne et Søm og naglede dermed Sværdet fast i Skeden. ►Amlet blev imidlertid ved at skiænke, og pressede alle de fornemme Giæster med det ene Bæger efter det andet, saalænge til de faldt under Bordet, og spildte deres Bærme, hvor de havde drukket deres Øl.
✂ Nu ►syndes ►Amlet, der havde skiænket som en ærlig Mand, men bænket som en Skielm, at han havde Spillet vundet, og Leiligheden i Hænderne, som han saalænge havde luret efter, hvorfor han da gik ind i Salen med en Favn fuld af de Kroge, han fordum beredte, skar Baandene over paa de Omhæng eller ►Sparlagen, hvormed hans Moder, efter Aftale, havde forsynet alle Væggene, og sammenfiltrede dem ved Hjelp af Krogene saaledes, at de snorksovende Giæster, som laae strøede omkring paa Gulvet, vare vel forvarede, og kunde umuelig, om ogsaa de vaagnede, med al deres Magt rede sig ud, eller komme paa Benene. Derpaa stak han Salen i Brand, snart stod den i lysende Lue, og alle saamange, som inde laae, fandt deres Død, enten i Søvne, eller under forgiæves Stritten og Tragten efter Opreisning.
✂ ►Fenge var imidlertid ikke i Salen, men havde ladet sig følge ind i sit Seng-Kammer, og der gik nu ►Amlet hen, tog hans Sværd ned af Knagen, hængde sit eget i Skeden, og ►vakde sin Farbroder med de Ord: op ►Fenge! dine Venner brænder, og her er ►Amlet, udrustet med sine gamle Kroge, for med Hjelp af dem, at hevne sin Faders Blod! ►Fenge foer nu ud af Sengen, og greb, i Mangel af sit eget Sværd, til det der hængde, men fik sit Bane-Saar, mens han forgiæves stræbde at drage det ud.
✂ 178Uforgiængeligt skal den standhaftige Ungersvends Minde være, som væbnede sig mod Falskhed med Daarskab, og skjulde med den saa underfuldt over Glandsen af en himmelsk straalende Viisdom! Den samme Snildhed, som reddede hans eget Liv, banede ham Vei til at udkræve sin Faders Blod af Broder-Morderen, og ligesaa behændig som han dreiede Skjoldet for sig selv, ligesaa mandig og trofast svang han Sværdet for sin Fader, og nødte Historien til at lade det blive et Spørgsmaal, hvad der var størst: hans Standhaftighed eller hans Viisdom!!