↩ Medens dette stod paa, fik man at vide, hvorledes ►Geuars Statholder: ►Gunde, havde ►stjaalet sig paa ham ved Natte-Tider, og indebrændt ham, hvorover ►Hother rustede sig af alle Kræfter til Blodhevn, fangede ►Gunde, og gav ham Løn som forskyldt, ved at kaste ham levende paa et luende Baal. Efter saaledes at have æret sin Foster-Fader i Graven, indsatte ►Hother Sønnerne: ►Herlet og ►Gerit, til 📌Norges Fyrster. Derpaa lod han Folkets Ældste kalde sammen, og forkyndte dem sit Fald i den forestaaende Krig med ►Bue, ikke som noget Tvivlsomt, han giættede sig til, men som noget aldeles Sikkert, der grundede sig paa ►forsøgte Spaamænds Udsagn; han bad dem derfor strax at hylde hans Søn, ►Rorik, da maaskee ►Spiret ellers ved Hjelp af Skarns-Folk kunde komme i Hænderne paa fremmede og ubekiendte Slægter. Dette hans Forlangende blev opfyldt lige paa Steden, og den Glæde at have sin Søn saa sikkert til ►Eftermand, ►overveiede, sagde han, Dødens Bitterhed, som han nu brat skulde smage.