↩ ►Desaarsag at gaae strængt i Rette med den høiærværdige ►Dannemand, som med saadan Flid og Fremgang har frelst saamange Snese af vore ypperste ►Oldefædres Navn og ►Idrætter fra at nedsynke i Forglemmelse, det vilde imidlertid være høist udansk og usømmeligt, thi det var at give ham ►Skam ⓘ til Takke► for det dyrebare Mindes-Mærke, han, til 📌Dannemarks udødelige Priis og Ære, opreiste paa ►Skjold-Ungers Grav-Høi. Dog ikke det alene, men naar vi ret betænke 👤Saxos Vilkaar, og Tidernes ►Leilighed, og XVIEfterkommernes Tilstand, da maae vi taknemmelig bekiende, at ogsaa heri aabenbarer sig et ►besynderligt Guds Forsyn til 📌Dannemarks Bedste, ligesom det, i det Mindste fra een Side, giver os et glædeligt Vidnesbyrd om dansk Dygtighed, forenet med det saa elskelige, ret beskedne Sindelag, som altid har udmærket ægte ►Dannemænd. I hine Dage, nemlig, er det ►vist, at ikke noget Sprog af alle dem 📌Europas Folkefærd talde, var saa bekvemt for boglig Kunst, og skikket til i Sammenhæng at udtrykke, hvad man om Fortiden havde at sige og fortælle, som det latinske; vort Moders-Maal var det vel endog mindre end somme af de Andres, vi veed at Dansken er endogsaa alt for tilbøielig til at synes ringe om sit Eget, og havde vi da i hine Dage ei faaet en latinsk ►Dannemarks Krønike, da havde vi i al Fald ei faaet nogen saa god, som den nærværende, og rimeligviis slet ingen. Ja, havde ►end 👤Saxo eller nogen Anden skrevet en Krønike paa Dansk, da var den dog neppe kommet til os, thi glemde Folket i de paafølgende Mørkets og Søvnagtighedens Dage, selv hvad der saalænge havde været i Folke-Munde: hine Riim og Viser, hvorefter 👤Saxo gik; hvormeget mere skulde da ikke en dansk Bog blevet glemt og ►forkommet paa en Tid, da hverken Adel eller Almue kunde læse, og Latin var det Eneste, de saakaldte Boglærde fandt det Umagen værdt at læse og afskrive! Nu derimod, da 👤Saxo fortalde ►Dannemarks Krønike paa de Lærdes Sprog, og det i saa fiin og prægtig en Stiil, at vi endnu maa kalde det et Vidunder, da blev hans Skrift et Værk, ⓘ hvoraf de danske Boglærde vare stolte, som de giemde og afskrev, om aldrig for Indholdens, saa dog for Latinens og Lærdommens XVIISkyld, og gjorde sig siden, da Bogtrykker-Kunsten var opfundet, en Ære af, at faae ►præntet og udbredt mellem Fremmede.