↩ ►Hother kom nu tilbage fra 📌Sverrig, og der yppedes en ►svar Strid imellem de to Medbeilere, om Herredømmet, men Enden blev, at ►Hother kom til Kort, og maatte flygte over til 📌Jylland, hvor han opholdt sig en heel Vinter i den lille Bye, som siden har baaret Navn efter ham. Derfra drog han om Foraaret, ganske ene, over til 📌Sverrig, sammenkaldte Rigens Herrer, og fortalde dem, at han reent var kied af Livet og Verdens Lys, da han nu havde havt den ulykkelige Skiebne: to Gange at overvindes af ►Balder. Efterat have budt dem Farvel allesammen, begav han sig derfor, ad en hartad ufremkommelig Vei, til afsides Steder, og vankede ►ellevild om i ►Ørken, hvor der ikke var Spor af ►Menneske-Fjed. Saaledes gaaer det med Folk, som har et ulægeligt Saar i Hjertet, at de finde Byrden for ►svar i Selskab med andre Mennesker, søge derfor Mørket og de allerurimeligste Afkroge, og vente der at kunne faae Bugt med Fortvivlelsen. Overalt elsker Sorg for det Meste Eensomhed, og afsindige Folk finde gierne altid Fornøielse i Snavs og Ureenlighed. Før havde ►Hother havt for Skik at sidde paa Toppen af et høit Bjerg, og svare med Ordsprog hvem der kom, og spurgde ham til Raads, men naar Folk nu kom, var Kongen borte, hvorover de klagede sig jammerlig, og knurrede over hans Ørkesløshed.