Grundtvig, N. F. S. Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus. Første Deel

✂

►Frode den Første.

✂ ►Haddings Søn og ►Eftermand, Kong ►Frode, havde ogsaa adskillige ►mærkværdige Eventyr, og deriblandt var det første, som følger:

✂ Da ►Frode havde traadt sine Børneskoe, var han en dygtig Karl, og ødte heller ikke sine Kræfter, ►enten ved Dagdriverie eller Liderlighed, men havde bestandig Krigen i Hovedet. Paa alle de ►Krigs-Anstalter satte han imidlertid sit Arvegods overstyr, og havde tilsidst ikke Raad til at holde sin Krigsmagt vedlige, men som han nu engang sad og grublede over, hvor han dog skulde tage de Penge fra, han nødvendig behøvede, kom der en ►Dannemand, og satte Mod i ham, med følgende Riim:

1

✂ En Øe jeg veed,
Ei ►langt af Leed,
Den har saa bløde Høie,
67Og under Muld
Det røde Guld,
Som straaler klart i Øie;
Hvis det du fandt,
Du Bytte vandt,
Som kunde dig fornøie!

2

✂ I Høien boer
En Drage stor,
Som over Skatten ruger,
Gaaer rundt omkring,
Som Ring ved Ring,
Og Dyngen sammenknuger,
Med krøllet Stjert
Den spiller sært,
Og Brodden flink den bruger.

3

✂ Dog, prøv kun til!
Du vinder Spil,
Om du mit Raad vil følge.
Tag Huder paa
Fra Top til Taa!
Da ►kanst du ►Slangen ►dølge!
Vend kiæk og bold
Kun Tyre-Skjold
Mod Fiendens Edder-Bølge!

4

✂ Hold du kun Stand!
Ei mindste ►Gran
Du vover under Kaaben;
68Men snør den tæt,
Saa ingen Plet
For Edderen staaer aaben!
Thi Giften leed,
Saa lueheed,
Den er et farligt Vaaben.

5

✂ En Tunge styg,
►Trekløftet, tyk,
Paa Spil i Gab du skuer,
Bag Takke-Tand,
Heel hvas ►forsand
Den hvislende dig truer
Med Hvine-Lyd,
Som Hjerte-Spyd;
See til, at ei du gruer!

6

✂ Vel Kroppen glat,
Med Skiæl besat,
Kan trodse Odd og Egge;
Men Pletten bar,
Som Bugen har,
See til, du den kan ►ⓘ række!række!] GV, rækkel A►
Da gaaer det an,
Da Sværdet kan
Midtad Udyret flække!

7

✂ Da nytter Staal:
Et ►Spade-Maal
Dig kan til Skatten bringe!
69Vær saa ei seen!
Giør Graven reen
For Fade, Mynt og Ringe!
Med Posen fuld
Af Fortids Guld,
Hjemflyv paa ►Snekke-Vinge!

✂ Det Ord, ►syndes ►Frode, var Guld værd, seilede strax afsted, og tog ingen Moders Sjæl med sig i Følge, for ►Kæmpe-Lovens Skyld, som siger: Een imod Een! Han mødte ogsaa strax Dragen, som havde været ude, og drukket, og ►lærde ham snart, det var sandt, at den blæste ad Sværd, som kun ramde paa Ryggen, og vidste at snoe sig fra hvert et Kaste-Spyd, ►ihvor godt det var stilet. Men, da nu ►Frode mærkede det, gav han sig til at titte efter, til han fandt det ømme Sted under Bugen, og stødte saa ikke forgæves til. Dragen søgde nu vel at hevne sig, men Alt hvad den formaaede, var at sætte sine Tænder i Skjoldet, og hvislende udspye sit Liv med Forgiften, hvorpaa Kongen tog hvad han fandt, og blev en grundriig Mand.

✂ Nu havde ►Frode Raad til at udruste sin Flaade, og satte med den sin ►Kaas til 📌Kurland, men da Kong ►Daarne, som der regierede, mærkede, hvad Klokken var slaaet, og havde slet ikke Mod paa at mødes i Marken med saadanne Folk, saa sammenkaldte han Rigens Høvdinger, og talde dem gierne, i Krigshærens Paahør, saaledes til. Der kommer, sagde han, en Fiende til Lands, som er udrustet med hele 📌Vesterledens Magt og Midler, saa det er ikke værd at forhaste sig paa ham, men heller see Tiden an, og ►binde ham op ved tom Hæk saalænge. ►Hunger er et haardt Sværd, og en indvortes Sygdom, og en Fiende, som man ikke nemt skal afvæbne, fordi man nærer ham i sin egen Barm, saa at jo læn70gere man slaaes med ham, des stærkere bliver han. Lad os nu altsaa tage den Karl i vor Tjeneste, og ikke bruge Staal til, hvad vi bedre kan giøre med ingen Ting, eller umage os med at kaste Spyd til Folk, som falde om af sig selv! Paa den Maade blive vi heelskindede paa begge Sider, uden at Fienden derfor bliver skadesløs, han bliver bleg om Næsen, uden al ►Blodstyrtning, og vi overvinde ham med al Sagtmodighed, blot ved at lade ham være i Roe. Hvem vil ikke dog ►heller være i Visse end i Vove, naar man faaer lige meget derfor! Hvem vilde være saadan en Nar, at bygge Galgen, for selv at blive hængt! Lad os da nu kun ►lægge os til Borgeleie, mens den første Træfning holdes! kommer vor Leiesvend i Knibe, er det Tids nok at staae ham bi, og jo senere vi begynde paa Arbeidet, desbedre gaaer det fra Haanden, thi hvem der er udslidt, har ondt ved at ►rappe sig, og den Haand, der knap kan bære sig selv, lader ►vel Sværdet ligge; men vil ikke de Syge, saa vil netop de Sunde, Skam faae den, der lægger Haanden imellem, hvor der er ingen Fare, og det Slag er snart afgjort, hvor den faaer Hug, som kan ei slaae igien!

✂ Efterat han nu havde holdt denne Tale, gik han Fienden i Forkiøbet, udplyndrede selv sit Fædreneland, ødelagde hvad han ►mistvivlede om at kunne forsvare, og trak sig saa med Største-Delen af sine Tropper ind i en uovervindelig Fæstning, glad ved, at Fienden nu fandt kun en ►Ørk.

✂ Imidlertid, da ►Frode kom, og havde omringet Fæstningen, uden at turde giøre sig noget Haab om, at kunne indtage den; fandt han paa et andet Raad, og lod sin Leir giennemskiære med dybe Grøfter. Jorden lod han hemmelig bære ud i Kurve, og kaste i Floden, som løb under Murene, og Grøn-Sværet lod han lægge meget pænt over Grøfterne igien, i det Haab, at de som ikke vidste Beskeed, skulde være uforsigtige nok til at løbe i Fælden, og brække deres Hals. Derpaa lod han, som om der 71var kommet en Rædsel over ham, og begyndte, lidt efter lidt, at trække sig ud af Leiren, og da Byemændene saae det, foer de ud, og efter ham, men traadte immer feil og faldt i Grøfterne, hvor ►Frodes Kaste-Spyd gjorde Pinen kort.

✂ Da nu ►Frode seilede herfra, traf han den ⓘ russiskerussiske] A, Rutenske Rettelsesliste Magthaver, ►Trane, i Søen, og ►bespeidede, om Nattetid, hans Flaade paa en egen Maade. Han ladede nemlig en Kongebaad med lutter ►Træ-Tolle, seilede saa hen, og lod med et ►Vridt bore Hul ved Hul i ►Vandgangen paa Fiendens Skibe, men gav Træ for Træ, og satte en Pind i hvert Hul, for at Vandet ikke skulde komme for tidlig. Først da han havde faaet boret saa mange Huller, som han ►meende Skibene kunne behøve, for at gaae til Bunds, lod han ►Tollene trække ud, saa Vandet fik ►frit Kiørind, mens han lagde bi, og omringede Fienden. Da ⓘ RusserneRusserne] A, Rutenerne Rettelsesliste nu saae, i hvad Klemme de var, vidste de hverken ud eller ind, Somme greb til Sværdet og Somme til Øsen, men det var lige galt, ihvad man gjorde, thi ►den ene Ulykke rakde den anden Haand; hvem der vilde være Soldat, forliste, og hvem der vilde være Matros, faldt paa Valpladsen, man huggede sig ned til Havsens Bund, og svømmede sig Kaarden i Livet, og mens man slog Laagen i for Døden, maatte man lade Porten staae den aaben, hvem der vilde liste sig fra den, sprang den paa, og listede sig paa hvem der vilde springe fra den, og enten man fik Vaadt eller Tørt, saa ►fik man sit Livsbrød.

✂ Da han nu havde overvundet ⓘ RusserneRusserne] A, Rutenerne Rettelsesliste, og var kommet hjem til 📌Dannemark, skikkede ►Frode sine ►visse Bud ind i 📌Rusland at kræve Skat, men Landsens Indbyggere omgikkes dem med Lumskhed, og myrdede dem paa en gruelig Maade. For nu at hævne sig, drog ►Frode ud med sin Krigshær, og beleirede Byen ►Rotale, men da han ►syndes det vilde gaae 72for langsomt med at tage Byen, naar Floden fik Lov at ►giøre Skiel, saa gravede han den ud til Siderne, for at prøve om man kunde naae Bund, og finde et Vadsted. Han holdt heller ikke op, førend han ved at dele den stride Strøm, fik den ►nødt til at fare i Mag, og lade Folk vade i Fred, og, da han først havde faaet Bugt med Floden, maatte Byen snart give tabt, thi i Strømmen havde den sit eneste Værn, og da den havde mistet det, stod den Seierherren aaben.

✂ Nu gik ►Frode videre, og ►lagde sig for Byen ⓘ 📌PultiskPultisk] A, Paltisk Rettelsesliste, men da han ►meende, at Magten vilde her ikke forslaae, ►strøg han Løve-Huden af, og drog Ræve-Bælgen paa; i det han nemlig, uden at lade ret mange vide det, ►forstak sig i en Vraae, og søgde at neddæmpe Fiendens Frygt, ved selv at smedde et falsk Rygte om sin Død. For at giøre Alt desmere troværdigt, holdt man hans Liig-Begiængelse, og opkastede ham en Gravhøi, ved hvilken Leilighed de ►Kæmper, som vidste Beskeed, ikke glemde, at bære deres forstilte Konge-Sorg til Skue, og paa Læberne. Dette Rygte dyssede virkelig Stadens Konge, ►Vespasius, i Søvn, saa han ►meende, ►alt at have vundet Seier, og sørgede kun maadelig for Byens Sikkerhed, men han vaagnede snart i Forskrækkelse, da ►Frode imidlertid brød ind, og slog ham midt i Leeg og Lystighed.

✂ Efter at have vundet denne Stad, giorde ►Frode sig Haab om, at ►spille Mester i 📌Østerleden, og gav sig til at beleire Kong ►Handvans Hovedstad. Det var den samme Bye, som ►Hadding saa snildt stak i Brand, og for at Ingen tiere skulde spille ham det Puds, havde ►Handvan ladet alle de Fugle udrydde, som byggede ved Tagene, men ►Frode var ikke saa let at giøre raadvild, han klædte sig ud som en ►Skjold-Møe, gik saa, ►selvanden, ind i Staden, og lod, som han var rømt fra de Danske. Listen lykkedes, og, efterat have nøie ►forfaret Leiligheden, lod han Dagen ef73ter sin Følgesvend gaae ud og sige hans Krigsfolk, at de skulde kun gaae lige ind til Porten, saa skulde han lukke dem op. Det skedte, Vagten havde han vidst at narre, og mens Folk laae i deres søde Søvn, blev Byen indtaget, og maatte dyrt betale sin Tryghed, thi det var jo ikke Fiendens Diærvhed, men Vennernes Dorskhed, som gjorde dens Ulykke. Det kan man dog ogsaa nok begribe, at der er ingen større ►Forraadelse i Krigens Tid, end at sove Frygten bort, og ligge ►paa sit grønne Øre, som om der var Fred og ingen Fare.

✂ Da Kong ►Handvan mærkede, at hans Soel var dalet og hans Rige ►forloren, gik han til Søes med alle sine Skatte, og sænkede dem ned, da han ►heller undte Dybet, end de Danske, sin Rigdom, men havde jeg været i hans Sted, vilde jeg dog heller brugt Pengene til at giøre mig gode Venner med Fienderne, end lægge dem paa Havsens Bund, til Verdens Tab og Ingens Nytte. Da ►Frode nu imidlertid fik i Sinde at skikke Bud, og beile til hans ►Daatter, bad han hilse, og sige, at ►Frode skulde tage sig i Agt for, ikke, mens Lykken spillede for ham, at blive beruset og overmodig deraf, men heller skaane de Nedbøiede, have Majestæten for Øie, selv i dens fornedrede Tilstand, og i dette Speil paa Lykkens Foranderlighed lære, viselig at bedømme dens Gunst. Da vilde han ►vist ikke støde den fra Thronen, til hvis ►Daatter han beilede, ei forringe hendes Herkomst, med hvem han ønskede at dele sin Hæder og Krone, eller af skiden Begiærlighed gifte sig under sin Stand. Dette ►artige Svar virkede saameget, at ►Handvan beholdt sit Rige, og ►Frode fik sig en Dronning med Æren.

✂ Medens dette stod paa, drog ►Haddings ►Daatter, ►Svanhvide, med sine ►Skjoldmøer over til 📌Sverrig, for at see, om hun ikke med Kvindelist kunde afværge to høibaarne Ungersvendes Undergang. Det var nemlig ►Hundings Sønner: ►Regner og ►Thorvald, hvem deres ►Stifmoder 74►Thorilde, af et ►forgiftigt Had, søgde at styrte i den ene Ulykke over den anden, og havde nu sat til at vogte Kongens Kvæg. Som de nu en Nat var i den Bestilling, og holdt Vagt, kom ►Svanhvide ridende med sine ►Lege-Søstre, og de vilde strax staaet af Hestene, men hun, som kunde see, hvilken en Hob Uting af alle Slags, der sværmede omkring, forbød dem det strængelig, med følgende Riim:

✂ See hist, hvor de hoppe,
Det Natugle-Kram!
De luftige Kroppe
Faae Last nu og Skam!
Hillemænd! hvilken Krig!
Hvilken Val! hvilke Liig!
Hvilken ►Fægtning paa Fjeld:
Paa en Vei-Knold i Kveld!

✂ Seer man det, hvilken Flok
Kommer flaggrende der!
De er' vanskabde nok
Til at kyse en Hær!
Er det Alvor, I Smaa!
Er her farligt at gaae!
Vil I standse vor Gang!
Skal vi strax dreie om
Fra jer hellige Vang,
Hvor for Skade vi kom
Allerede for vidt!
Ikke vove et Skridt!

✂ 75Hvilken ►Spøgelse-Valts!
Hvilken Luft-Menuet!
Hvilken Sang af fuld Hals!
Hvor den bølger sig let,
Stiger vældig med Gny,
Op, som Røgen i Skye!

✂ See, hvor de Fauner
Flyve som Avner!
Hvor de Satyrer
Stride som Myrer!
►Panerne! see, hvor de kæmpe i Flok,
►Bide forsand,
Tunge for Tand►,
Giøre de Gienfærd det broget nok!

✂ Lystig! nei see! nu skal vi ha'e Tak!
►Thusse-Unger og ►Elle-Pak!
See, hvor de slaaes!
Alle paa Trods,
Vil de nu løbe hinanden forbi,
Skubbe sig frem paa smallen Stie!

✂ Saae jeg saa galt i mine Dage!
Nu vil jo ►Tosserne op at age!
Op paa Hexenes Kosteskaft,
For det at tumle med mere Kraft.

✂ Søstre! seer I, hvad jeg nu saae!
Mellem de Puslinger ►Pokker maa gaae!
76Ikke vi stige af Heste-Rygge!
Høit over dem sidde her vi trygge!

✂ ►Regner lod dem imidlertid vide, at han var en af Kongens Trælle, og ►gav for, at Aarsagen, hvi han var kommet saa langt fra Bye, laae deri, at Kvæget, som han var sat til at vogte paa Marken, var blevet borte for ham, og, da han ikke kunde finde det igien, turde han ikke gaae hjem, hvor han vidste, der vankede Hug og Slag. Hermed ►meende han baade sig selv og sin Broder, som man seer af Visen han sang:

1

✂ Tiden falder ved Arbeid lang,
I Ungdoms Aar,
Vi skulle vogte i Græsning-Vang
De Kiør og Faar;
Trælle vi ere, det ►lide du paa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

2

✂ Tiden tykkes ved Leeg saa kort,
I Ungdoms Aar,
Bedst som vi leged', da løb jo bort
De Kiør og Faar;
Trælle vi ere, det føle vi maa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

3

✂ Legen endes saa let med Graad,
I Ungdoms Aar,
Ikke vi veed vore levende Raad,
Saa galt det gaaer;
Trælle vi ere, hvem tænker derpaa!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa!

4

✂ 77Hvem kan finde i Verden Vei,
I Ungdoms Aar!
Længe vi ledte, og fandt dog ei
De Kiør og Faar.
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, og Skam vi faae.

5

✂ ►Kieppen rider man vel til Vands,
I Ungdoms Aar,
►Springer dog nødig Kiepperygge-Dands
For Kiør og Faar.
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, og grue vi maa!

6

✂ Kiær vel har man sin ►Askekrog,
I Ungdoms Aar;
►Heller vi ligge paa Marken dog,
Mens ►Kieppen gaaer!
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, det huske vi maa!

7

✂ Natte-Frist er som vundet Slag,
I Ungdoms Aar,
Altid man haaber, at næste Dag
Det bedre gaaer;
Spøgelser ikke, kun Mennesker smaa,
Trælle vi ere, maa vove derpaa!

8

✂ Flugt og Skjul er for Sværd og Skjold,
I Ungdoms Aar,
78Faaer ►ikkun Hosbond ei paa os Hold,
Hans Kiep ei naaer;
Midlertid Meget kan løbe til Strand,
Hver sig dog hytter, saalænge han kan!

✂ Imidlertid havde ►Svanhvide havt Leilighed til at betragte Ungersvenden nøiere, og kunde ei noksom beundre hans Deilighed og fine Ansigts-Træk, hvorfor hun ogsaa svarede:

✂ ►Æble falder ei langt fra Træ,
Mødding giemmer ei Dannefæ;
Aldrig slaaer det i Verden feil,
►Øiet vorder jo Ættens Speil!
Øien-Parret med sligt et Spil
Aldrig lyver sig Fader til;
Hvor man skuer de klare Lyn,
Hvor man skuer de Rynke-Bryn,
Ei man spørger om Faders Navn,
Thi om Ætten ►gaaer Syn for Savn!
Ikke ►saa vogted din Fader Faar,
Ham fulgde ►Kæmper i Kongens Gaard!
Ikke ►saa rygted din Moder Sviin,
Dertil er Huden og Stemmen for fiin!
Ikke den Pande, saa ►hvalvt og høi,
Kommer fra Trælle, som trillede Møg!
Ikke saa smækker, saa rank og saa rund,
Voxer man op paa en ►Suursidde-Bund!
Fine Guldsmykker, man seer det vel paa!
Aldrig en Grovsmed dem dannede ►saa!
Øiet ei tindrer af Rusk og af Slud,
Aand er der inde, hvor Kraft ►kiger ud!
79►Iler, I Svende, da Alt hvad I kan!
►Springer ►paa Stand
Ud af det Selskab med ►Thusse og Trold,
Før de jer fange i Magt og i Vold;
Saa ikke de Lede
Sig ►kvæge og fede,
Og spille i Enge
Med Eder, I deilige Drenge!

✂ ►Regner skammede sig imidlertid saa dybt over sine daarlige Klæder, at han ►syndes, det eneste ►Raad var at skjule sin høiædle Herkomst, og sagde:

✂ I Træl kan findes Heltesind,
Som Løve-Mod i Hareskind,
Om end ei tit, dog før man saae
En Helt i ►Øxen-Huus opstaae,
Og skjule over Kofte-Plet
Med ►Kæmpe-Haanden nok saa net;
Og skinne ►saa i ►Herrefærd,
At han blev adlet ved sit Sværd,
Og blande ►saa med Konger Blod;
At han for Trælle-Byrd fik Bod!

✂ Jeg Ingen frygter, ►uden ►Thor,
Mod hvem i Himmel og paa Jord,
Ei hjelper Mod, ei nytter Skjold,
Ham viger jeg, men ingen Trold,
Ei Noget af det Giøgle-Kram,
Som truer kun med ►Thusse-Ham.
Den Mand er ikke Navnet værd,
80Som gruer for en Skygge-Hær,
For Puslerie, som ei har Magt,
Men ►kryer sig i en stjaalet Dragt,
Og laaner sig af Luften kun
Lidt Skikkelse en liden Stund,
Et Øieblik, thi flux er tabt,
Hvad Vind kun har af Tomhed skabt!

✂ Saa mærk da vel, du tager Feil
Af Rynke-Bryn og Øien-Speil,
Ifald du tænker: ►Kiærling-Snak
I Manddoms-Skjold giør mindste Hak,
Og at et ►Kæmpe-Bryst er bygt,
Til ►Konge-Hald for Kvinde-Frygt!

✂ ►Svanhvide, som faldt i stor Forundring over Knøsens ►Mandhaftighed, giorde nu en Lysning, hvorved den kogleriske Taage, som indhyllede Spøgelserne, og forblindede ►Regner, skildtes ad; ligesom hun ogsaa lovede ham et Sværd, der i al Slags Strid kunde ►giøre Beskeed; men han havde nu ikke Øine for Andet, end for hendes Deilighed, som nu skinnede dobbelt klar, og da ►Svanhvide saae, at Ungersvendens Hjerte stod i lysende Lue, lovede hun ham tillige sin Haand, i det hun rakde ham Sværdet, med disse Ord:

1

✂ Med dette Sværd
O, Prinds saa kiær!
►Svanhvide dig ►mon fæste!
Det kløver Skjold,
Det bider Trold,
Det kappes med det bedste!

2

✂ 81Nu, viis dig værd
Det gode Sværd!
Ja, viis dig værd et bedre!
Lad Haanden saa
Det overgaae,
At den ►og det kan hædre!

3

✂ ►Læg som en Mand,
Med ret Forstand,
Nu Staal for bløde Egge►!
Lad Haand og Aand
Gaae Haand i Haand!
Det ►baade skal dem begge!

4

✂ Skal godt det gaae,
Sin Byrde maa
►Tilgavns man voxen være;
Det gielder her,
Om med dit Sværd,
Du ►og dig selv kan bære!

5

✂ Besind dig vel,
Giør Ret og Skiel,
Og hug ei, før du prøver!
Saa Helt og Sværd
Maa findes værd
Bedriften, som du øver!

6

✂ Ja, ►Hareblod
Og Vankelmod
82Det bedste Sværd kan døve,
Og Staal er ►Vaand
I ►Kiærling-Haand,
Ei Tand giør Lam til Løve;

7

✂ Dog ei man godt
Ved Kiækhed blot
Et evigt Navn sig stifter;
Kun ret i Pagt
Den vinder Magt
Til herlige Bedrifter!

8

✂ Ja, ►saa i Pagt
Man finder lagt
Hver Snor, som holder længe,
►►Ei brister let
Den Snor, som ret
Er lagt af trende Strænge►►!

9

✂ Nei, væbnes Haand
Med Sværd og Aand,
Og passe ret de sammen;
Da har til Daad
Man gode Raad,
Da faaer man Glands til Gammen!

10

✂ Har du da Lyst,
I ►Kæmpe-Dyst,
At vinde Seiers-Palmen;
83Saa fat i Haand,
Saa følg med Aand
I Kamp nu ►Kæmpe-Malmen!

✂ Dette er, skiøndt ►ikkun halvkvæden, Visen, hun sang for ►Regners Øren, og, efterat hun derpaa havde ladet sine ►Skjoldmøer reise, tilbragde hun Natten i Kamp med Skarer af fæle Uting, og fægtede ikke omsonst i Luften, thi, ►der det dagedes, saae man en heel Hob Masker og ►Rædgrimer, og besynderlige Hamme og ►Vende-Kaaber ligge paa Marken, hvoriblandt da ogsaa var ►Thorilds ►Lignelse, med Saar bedækket. Alt dette lod hun nu feie sammen i en Dynge, og gaae op i Røg, for at ikke det raadne Tøi skulde ligge og stinke veifarende Folk i Næsen, og udbrede smitsomme Sygdomme.

✂ Nu blev da ►Regner Konge i 📌Sverrig, og skiøndt han fandt, det var en Skam, at begynde sin Helte-Bane med et Bryllup, saa kunde han dog ikke bryde det Løfte, han havde givet hende, som han maatte takke for sin Redning, og giftede sig derfor strax med ►Svanhvide.

✂ Dengang Kong ►Frode drog ud paa ►Tog til 📌Østerleden, satte han en vis ►Ubbe, som var gift med hans Søster, ►Ulvilde, til Statholder i 📌Dannemark, men nu lod han sig af sin Hustrue, som immer pukkede paa sin Konge-Byrd, forføre til at giøre Oprør. Paa Tidende herom, var ►Frode nød til at afbryde sine ►Seiervindinger i ►Østen, men paa Hjemreisen holdt han, ►under 📌Sverrig, et stort Søeslag med sin Søster, ►Svanhvide, som han tabde. Derpaa søgde han, om Natten, i en Jolle, giennem adskillige Krinkelkroge, at liste sig bag paa den fiendtlige Flaade, og bruge sit ►Vridt, efter gammel Vane; men han blev ►stækket paa Halvveien af ►Svanhvide, og tilspurgt, hvad det skulde smage af, saaledes at smuge omkring med ►underforede Aarer ved Natte-Tide? Alt det Svar hun fik, 84var imidlertid: siig det selv! og sandt var det, at ►Svanhvide ligeledes havde slaaet heel mistænkelige Slag og Bugter, frem og tilbage, for at lure paa Leilighed. Derpaa erindrede hun sin Broder om, at han selv, da han drog til ⓘ 📌RuslandRusland] A, Rutenernes Land Rettelsesliste i ►Herrefærd, havde givet hende Lov til at gifte sig med hvem hun vilde, saa hun havde ikke giort Andet, end brugt sin Frihed, og bad derfor, at han nu vilde lade hende leve med sin Husbond i Fred, da ►hun dog i Grunden laae, som han havde redt, og ►selvgjort hedder jo velgjort. ►Frode, som fandt, at ►Billighed talde for hendes Bøn, gjorde da ogsaa Fred med ►Regner, og tilgav sin Søster, hvad hun med sin Selvraadighed kunde synes at have forbrudt, hvorimod de erstattede ham med Folk, hvad Tab han for deres Skyld havde lidt, og vaskede, saa at sige, Skampletten af hans Sværd, ved at række ham, i Bod, et saa blinkende ►Glavind.

✂ Nu reiste ►Frode fornøiet hjem til 📌Dannemark, og lod vel ►Ubbe gribe og bringe til sig, men kun for at skiænke ham Tilgivelse, thi han ►syndes det var Synd at straffe Stymperen, der havde grebet efter Kronen, mere for Huusfreds Skyld, end af Ærgierrighed, og da han saaledes selv stod under Pidsken, maatte man hardtad synes, han var mindre selv en Oprører, end sin Kones ►Lille-Mons. ►Ulvilde skildte ►Frode ham imidlertid ved, og nødte hende til at ægte hans gode Ven: ►Skotte, fra hvem ►Skotte-Navnet har sin Oprindelse, saa han regnede det for Straf nok, at skifte Husbond, sagtens fordi han saae mere paa, til hvad Slægt hun hørde, end hvad Kvinde hun var, og tænkde mere paa sit eget Eftermæle, end paa hendes Ondskab. Derfor betalde han endogsaa Ondt med Godt, thi da hun skulde bort, lod han spænde for sin egen kongelige Vogn, og satte hende i, men lige god Tak fik han rigtig nok af den haardnakkede, hadefulde Kvinde, som blev sin gamle Uvane troe, og helmede aldrig med at 85ægge sin nye Mand til at slaae ►Frode ihjel, og bemægtige sig 📌Dannemarks Rige. Saaledes gaaer det: ►gammel Kiærlighed ruster ikke, og ►gammel Vane bider bedst, ►sorte Haar, men ikke Hjerter, kan blive hvide med Tiden, ►hvad man trykker i Leer, man ei sletter paa Tegl, og ►hvad Ondt man i Ungdommen nemmer, man sjelden i Alderdom glemmer! Da derfor ►Ulvilde dennegang maatte præke for døve Øren, rakde hun ►Skotte den Skaal, som var skiænket til ►Frode, og leiede Folk, som skulde myrdet ham i Søvne, men da en af hendes Terner gav ham Nys derom, og han fik at vide, hvad Nat det skulde gaae for sig, gik han den Aften til Sengs med sit Harnisk. ►Ulvilde spurgde, hvad det nu var for en ny Skik han fandt paa: at ligge med Jern-Nattrøie, men han svarede blot, at det var nu saa hans Lyst i Aften; og da nu Snigmorderne tænkde, han laae i sin bedste Søvn, og brækkede ind, saa sprang han ud af Sengen, og huggede Hovedet af dem. Saaledes frelste han baade sig selv og sin Svoger fra ►Ulvildes ►mordiske Anslag, og efterlod ►Dannemænd et godt Exempel paa, hverken at lade sig bedaare, eller dysse i Søvn af Kvindfolk, om de saa endog have dem hos sig i Senge.

✂ Imidlertid sad ►Frode og ►syndes, at Folkene i Vesten vare blinde for al den Glands og Herlighed, han paa sit seierige ►Tog i ►Østen havde vundet, og fik i Sinde at lukke, med Sværdet, deres Øine op, og begynde paa 📌Frisland. Han stak da i Søen, og den Første han mødte, var ►Vitte, en frisisk ►Viking, som han da ogsaa sloges med, men paa en egen Maade, thi han ►befoel sine Folk for det Første taalmodig at tage imod Alt, hvad Fienden vilde ►bære paa dem, og kun skyde Skjold for sig, og ikke løsne et Skud, før de mærkede, at det ►hoftede med den Jernregn, og at Fienden var ►udgjort. Som sagt, saa gjort, og jo ►taaligere de Danske tog imod hvad man gav dem, des ivrigere bleve Friserne til at kiøre paa; 86thi ►Vitte bildte sig ind, at det var sin store Fredelighed den danske Konge vilde lægge for Dagen; men da de Narre nu havde udtømt sig, saa begyndte ►Frode, og saa gik det løs og det lystig, saa det susede og brusede om Frisernes Øren, og de maatte lære at troe paa de danske Spyd, thi de fik dem at føle. Det hjalp dem kun lidt, at de ►flydde i Land, thi der faldt de i Grøfterne, som de selv havde gravet paa Langs og paa Tværts, og ►fik deres Livsbrød.

✂ Derpaa vovede ►Frode sig med sin Flaade langs op ad 📌Rhinen, og slog en Kloe i 📌Tydsklands yderste Grændser.

✂ Paa Hjemveien, da han løb ud med 📌Rhinen, i Havet, fandt han den frisiske Flaade, drevet paa Grund af den stærke Strøm, og hjalp den, med Sværdslag, af Asken i Ilden, saa Friserne kunde sige, de forliste ►tilgavns.

✂ Dog, end ikke med disse store ►Seiervindinger lod ►Frode sig nøie, men stævnede over til 📌Brittanien, og da han der havde overvundet Kongen, gik han til 📌Skotland, for at angribe ►Melbrik, som der var Høvding. Som han nu gik paa disse Veie, og havde sine ►Speidere ude, fik han at vide, at Kongen i 📌Brittanien var ►ved Haanden, og vilde falde ham i Ryggen, naar Skotterne gik ham paa Livet. Af slig en Klemme var ►Frode ingen Ven, hvorfor han lod Folket kalde sammen, sagde dem hvad der var i Giære, og forordnede, at de skulde lade Vognene staae, og strøe baade Guld og Sølv og hvad Kostbarheder de havde, rundt omkring paa Marken, da den eneste Maade, at undgaa Fælden paa, var at lokke Fienden med hvad der var hans Lyst, og friste ham til at tage Guld for Staal. Hvad vi har, sagde ►Frode, er jo kun Bytte vi har taget, og det er jo ganske fornuftigt i en snever Vending, at løse sit Liv med Andres Penge, og rutte med Guld, for at spare sit Blod! Desuden, saa er det jo kun et 87Laan, thi jeg tør vædde paa, at Fienden skal blive ligesaa ►æggesyg for at blive af med Guldet, som han nu vil blive gridsk paa at sanke det, saasnart han mærker, at det er ham, som det nu er os, til ingen Nytte, men kun til Besvær!

✂ Nu reiste der sig en af de største Gniere, som hedd ►Torkel, for Resten en meget veltalende Mand, tog Hjelmen af, lænede sig paa sit Skjold, begyndte, og sagde: Kongen maa vide, at her er mange iblandt os, som veed at skatte hvad vi har kiøbt med vort Blod, og som derfor din strænge Lov giør megen Uroe, thi det er ikke sødt, at klatte bort, hvad man surt har fortjent, og nødig kun man løber fra hvad man har vovet Trøien for! Er det ikke dog ogsaa baade Spot og Skam, ►paa Kiærlinge-Viis at opoffre, hvad man med ►Kæmpe-Mod og ►Kæmpe-Haand har ►forhvervet, ja hvem har hørt Mage til Galskab, at vi skulde selv gaae Ulykken i Forkiøbet, ved at kaste Vrag paa Lykkens Gaver, vi skulde løbe fra Skibet i Dag, fordi der kanskee kommer Blæst i Morgen! Endnu har vi ikke seet en Skotte, og ►alt skulde vi af Frygt strøe Guld, som Møg, over Marken! Jo! saadanne Karle, som Knæerne rystede paa, bare ved Tanken om Krig, de vilde nok holde Stand, naar det kom til Stykket! Skal vi, som vare ►nys Fiendernes Skræk, nu vorde dem til Latter, og saaledes sælge vor Hæder og Ære ►for Spot-Kiøb! Høilig maatte sig Britten forundre derover, at han blev slagen af Folk, som nu kunde slaaes alene af Frygt for en indbildt Fare! O Daarskab! ►Hjerte-Klappelse skulde vi faae af Skræk for dem, som vi selv har forskrækket! Hvem vi spyttede i Øinene, skal vi ryste for i Nakken! For at undgaae Strid, skal vi kaste, hvad vi netop streed for at gribe: kaste vor Rigdom paa dem, som bør arve vor Armod, feige henslænge, hvad kiække vi tog! Hvem vil dog have den Skam, naar man skylder kun Hug, at betale med Penge, eller at 88lade sig kyse fra, hvad man har kæmpet sig til! Nei! som man har kiøbt, saa skal man sælge, med Staal-Handsker tog vi det Bytte, i dem maa det blive, og med Jern maa den, som vil have vort Guld, og vide at veie det op; og skeer det, velan! langt hellere døe med Æren, end leve med Skam; thi om en liden Stund er allenfalds dog Livet forbi, men Skammen døer aldrig! Desuden, saa, kaste vi Guldet, vil Fienden kun desivrigere forfølge, hvem han maa troe ►alt er slagen af Rædsel, og endelig, saa er dog Guldet godt, ►ihvor det gaaer, thi vinde vi Seier, da giør det os Glæde, og skal vi falde, da skaffer det os en hæderlig Jordefærd!

✂ Saaledes talde den gamle Gnier, men Folkene lode ham kun ►snakke for sin Æske, gav Kongens Ord Magt, og fulgde hans Raad, saa de kappedes om at ryste baade Pose og Sæk, og læsse af Hestene Alt hvad de af forskiellige Ting havde havt at bære. Efter saaledes at have tømt deres Lommer, følde de Danske sig meget lettere under Vaaben, og reiste saa videre fort.

✂ Nu kom Britterne, og de faldt da strax over Byttet, der saa at sige, løb dem i Hænderne. Da nu Kongen saae, at de bleve alt for gridske paa Guldet, og fik saa travelt med at skrabe til sig, at de glemde alt Andet, bad han dem dog tage sig i Agt, at de ikke satte Kræfterne til, som de behøvede i Slaget, eller toge Hænderne saa fulde af Guld, at der ikke blev Rum til Staalet. ►Betænker dog, sagde han, at Seieren maa vindes, før Skatten kræves, ►Bjørnen fældes, før Huden sælges! Lad derfor Guldet nu ligge, til dets Eiermænd ligge ved Siden! Lad ikke Guldets Glimmer forblinde vort Øie for Ærens Glands, og lad os kun huske, at man giver for en Seier, hvad man aldrig solgde for Penge! Ydermere, saa naar vi ret overveie begge Dele, maa vi jo dog finde, at Dyden og Kraften er mere end Guld værd, thi Guld er dog kun en ud89vortes Prydelse, og det er jo af Dyden og Kraften al Prydelse, baade udvortes og indvortes, laaner sit Værd. Derfor, ►lader os nu ikke længer stirre paa Guldet, men vende Øinene bort, slaae al ►Vindesyge af vore Tanker, og kun have Krigen i Hovedet! Desforuden, blev Kongen ved, kan I troe, at Fienden, da han lod Byttet fare, havde noget Andet bag Øret, saa han har ►pløiet med Ræve, før han saaede sit Guld, og Sølvet maa skinne saa uskyldig, som det vil, saa er der dog sikkert en Hage derved, som Skinnet netop skal dølge; thi det skal man bilde Tosser ind, at Folk, som har drevet de kiække Britter paa Flugt, nu selv vilde flygte! Lad os da huske, at der er ikke noget mere Foragteligt til, end Penge som giør den til Slave, de synes at berige, og at vi, ved at bide paa Krogen, give selv de Danske, guldbeslaaet, det Vaaben i Haand, som de have slebet til at straffe os med, om vi tog, hvad de bød os paa Skrømt! Hvad kan det da nytte os, at sanke saa smaalig sammen til Fienden! Ja, hvis vi forgribe os paa disse Væddemaals-Penge, da komme vi ikke alene til at give dem fra os igien, men ovenikiøbet til at spytte i Bøssen med den Smule, vi ►end har tilbage! Altsaa, slaaer Guldet kun ikke os, da slaae vi sikkerlig Fienden; her maa vi da nødvendig foretrække den kolde Dyd for den varme Lyst, og bevæbne os med ærekiær Stivhed mod en Gierrighed, som vil trykke os til Jorden, thi med Staal, og ei med Guld, skal her jo kiæmpes!

✂ Det var Kongens Ord; men nu traadte en brittisk Ridder frem, med Kjortel-Skiødet fuldt af det røde Guld, pegede paa det, og sagde: to Ting, Konge! kan jeg forstaae af din Tale; først, at du er ►bange for din Trøie, og dernæst, at du er grumme misundelig, siden du vil at vi, af Frygt for Fienden, skal lade Pengene ligge, og siden du ►heller vil have fattige end rige ►Kæmper i din Gaard! Fy! hvilket tosset Raad, 90og hvilken skiden Lyst var ikke det! Her komme vore egne, gode, gamle Penge, som vi saa ►rivelig kan kiende igien, og nu skulde vi betænke os paa at lukke op for gamle ►Bekiendter! Hvad vi reiste ud for at søge med Vaaben i Haand, og kiøbe med vort Blod, kommer her af sig selv, og nu skulde vi gaae det forbi; være bange for at brænde os paa vort Eget? Nei, ræd er den, som kaster hvad Godt han fik Fingre paa, men dobbelt saa ræd er den, der ikke tør tage op, hvad han finder! Betragt dog engang! en lykkelig Hændelse giver os her igien hvad den haarde Skiebne tog, thi vores, ei Fiendens, er denne Rigdom, Guld har ei Dansken indført i 📌Brittanien, men kun udført derfra, og hvad vi kun nødig, med Kniven paa Struben, har sluppet, skulde vi nu skye som Pest, naar det bydes os igien for Intet? Var det dog ikke skiændigt, saa utaknemmelig at kaste Vrag paa Lykkens Gunst! Var det ikke ►daarekistegalt, at hige efter ►laaset og forbudent Gods, og forsmaae den Skat man finder paa alfar Vei; eller stolt at oversee, hvad der ligger lige for Næsen, for at titte efter, hvad der er ►Pokker af Syne, ►slippe den Fugl man har i Haanden, for at løbe efter den, der flyver i Luften! Jo, de skulde nok trække ►Bælgen af Ræven, som ere bange for deres eget Skind! Nei, det siger jeg, om saa Himmel og Jord skulde forgaae, saa skal dog hverken Guder eller Mennesker tvinge mig til at kaste saa ædel en Byrde, som den jeg har i mit Skiød: min Faders og mine gamle Forfædres retfærdige Penge! Desuden, saa, kiender jeg de Danske Ret, da har Intet, uden en overvættes Frygt kunnet drive dem til at lade disse Fade med den klare Druesaft i Stikken, thi det er deres ►Skiødelyst at leve Flot, og selv Sværdet over Hovedet kan neppe drive dem fra et godt Glas Viin. Nu vel, vi har ogsaa vores ►Skiødelyst, vi vil speile os i de Danskes Exempel, og være den troe! Ja, sæt ogsaa, at deres Flugt er ►paa Kneb, skulde vi 91derfor lade det velsignede Guld, som Folk kan have Gavn og Glæde af, ligge i Skarnet, og trædes under Fødder af Sviin og vilde Dyr! Det er jo dog klart, at de Danske maa nappes med Skotterne først, inden de kan vende hid tilbage, og lad dem saa kun komme! Naar vi har faaet Fingre paa de Folks Bytte, som har overvundet os, da har vi taget deres Lykke fra dem, og kan der vel i Krigen gives noget lykkeligere Forvarsel, eller sikkrere Pant paa Seieren, end naar man faaer Byttet forud, og kan, endnu før Slaget, indtage Fiendens Leir! Kort sagt: naar Frygten strider for os, ►hvortil da Sværd!

✂ Knap havde Ridderen udtalt, før alle Hænder var i Bevægelse for at faae Fingre paa den blanke Malm, ja, man maatte ordenlig forundre sig over den nederdrægtige Nærighed, som her drev sit Spil, thi man kan neppe forestille sig, hvilken umaadelig Begiærlighed her kom tilsyne. Der saae man dem ligge og rykke Græsset op tilligemed Guldet, kives og klamres, og tilsidst, uden at tænke paa Fienden, slaaes indbyrdes med dragne Sværd, der gjaldt hverken Venskab, eller Frændskab, thi man havde hverken Øie, Sind eller Sands for Andet, end Guld!

✂ Imidlertid havde ►Frode tilbagelagt Veien igiennem den store Skov, som ►giør Skiel imellem 📌Brittanien og 📌Skotland, og stillede sin Hær i Slagorden, men da Skotterne, ved deres ►Speidere, fik at vide, at de Danske vare ganske anderledes velbevæbnede end de, som kun havde deres lette Jagtspyd, saa holdt de det for raadeligst, at ►fægte med Hælene, og Tanken om, hvad han i 📌Brittanien havde sat paa Spil, afholdt ►Frode fra, at forfølge dem ret langt. I det Samme kom ►Ulvildes Mand, ►Skotte, som, af Kiærlighed til de Danske, ilede dem, fra 📌Skotlands yderste Grændser, til Hjelp, med en anseelig Magt, og efter hans Raad, lod ►Frode Skotterne fare, og vendte tilbage til 📌Brittanien, hvor han tog det Bytte, 92han paa Skrømt havde kastet, for Alvor igien. Han kunde sige: let gik det, og let kom det igien, men Britterne maatte derimod bekiende, at det var tungt at bære, og endnu tungere at miste, især siden det tog Blodet med sig; bag efter fortrød de nu, at de havde laant deres Arm til en Gierrigheds Aand, som lønnede dem saa ilde, og at de ikke, efter Kongens Raad, undertrykde deres Begiærlighed.

✂ ►Frode rykkede nu imod 📌Londen, som er Øens Hovedstad, men da han saae, at dens Mure vare ham for steile at bestorme, søgde han ved List at undergrave dem, og lod udsprede, at han var død. Det lykkedes, thi for at giøre Statholderen i 📌Londen, ►Dalmand, desmere troskyldig, overgav den danske Hær sig til ham, paa det Vilkaar, at de imellem Britterne maatte vælge sig til Høvding, hvem de vilde. Da de nu, desaarsag, kom ind i Byen, lod de, som de havde meget travelt med at raadslaae om Valget, og listede sig imidlertid til, om Natten, at ombringe ►Dalmand.

✂ Efter disse Bedrifter drog Kong ►Frode hjem til sit Fædreneland, og blev af en vis ►Skate modtaget med et lystigt Giæstebud, som skulde vederkvæge ham efter Krigens Besværligheder, men han fik ikke længe Stunder til at hvile sig paa de ►Gyldenstykkes Hynder, hvormed Høisædet var ►bredt, thi, som han sad allerbedst, blev han ►budt ud for Haanden af en vis ►Hunding, og, omendskiøndt han nu havde i Sinde at giøre sig lystig, saa var han dog mere opsat paa Kamp, end paa Kruus, gik lige fra Bordet ►i Kreds, og hjem med Seier og Ære. Det kostede ham dog imidlertid et farligt Saar, og før det endnu var lægt, blev han igien udæsket af ►Haagen Kæmpe, men han betalde ogsaa ►Haagen saa godt derfor, at han kom aldrig igien, og forstyrrede nogen Mands Rolighed.

✂ Siden opdagede ►Frode, at to af hans Kammer-Tjenere vilde forraade ham, og da de ►vare overbeviste, lod han dem binde til store Stene, 93og kaste i Stranden, og det skadte dem ikke, at deres Legemer fik ogsaa Noget at bære, da de selv havde besværet deres Samvittighed med en saa uhyre Forbrydelse.

✂ Somme vil ellers sige, at ►Ulvilde paa samme Tid skal have foræret ►Frode en ►jernfast Kjortel, saa at, naar han havde den paa, kunde ikke selv det skarpeste Vaaben giøre ham nogen Skade. Tillige maa vi fortælle, at ►Frode havde for Skik at bestrøe sin Mad med stødt og malet Guld, som et Middel mod de idelige Forsøg, man gjorde paa at forgive ham.

✂ Endelig, saa da ►Frode angreb Kong ►Regner i 📌Sverrig, som var falskelig beskyldt for at vilde forraade ham, døde han, ikke for Fiende-Haand, men kvalt af Hede og sin egen tunge Rustning!

---

✂

►Halvdan, ►Ro og ►Skate.

✂ ►Frode efterlod sig trende Sønner: ►Halvdan, ►Ro og ►Skate, lige mandhaftige, og lige herskesyge. Deres eneste ►Sorg var at faae Overmagten, og Broderskabet kom derved slet ikke i Betragtning, thi hvem der er forgabet i sig selv, har gierne Skade paa Øinene, og ►den har aldrig bedst, som er ham næst, der vil til Veirs. Enden blev da, at ►Halvdan, som var ældst, beskiæmmede sin Konge-Byrd med ►Nidings-Id, og slog begge sine Brødre ihjel, for at beholde Riget, ja, for at drive Grusomheden til det Yderste, lod han alle sine Brødres Venner gribe, og ikke blot sætte i Fængsel, men derpaa ophænge i Galgen. Den største ►Mærkværdighed i hans Liv er for Resten denne, at uagtet han gjorde en daglig Vane af sin Grusomhed, undgik han dog 94Sværdet, som pleier ellers at finde det Slags Folk, og fik Lov at døe af Alderdom.

---

✂

►Ro og ►Helge.

✂ ►Ro og ►Helge vare ►Halvdans Sønner, og forligedes saaledes om Magten, at ►Ro skulde være Konge paa Landet, og ►Helge paa Vandet.

✂ ►Ro var kun lav og smal, og hvad man fortæller om ham, er, at han skal have bygt 📌Roskilde, saadan som Byen var, førend 👤Svend Tveskiæg lod den udvide og stærkere befolke.

✂ ►Helge derimod var temmelig høi, og hans første Bedrift var, med sin Flaade at angribe og slaae Kong ►Skalk i 📌Venden. Efter nu at have lagt ►Skalks Rige under 📌Dannemark, laae han længe og flakkede, saa hist og saa her, omkring paa Søen, men dog er at mærke, at hvor barsk en ►Kæmpe han end var, saa var han derfor ikke desmindre løsagtig, som han ogsaa viiste ved ►Thorøe, hvor han tog en Jomfrue, ved Navn ►Thora, med Vold, og avlede en ►Daatter med hende, som han siden gav Navn af ►Urse, eller ►Hun-Bjørnen.

✂ Da han nu havde gjort den ►Streg, seilede han til 📌Saxen, og ikke alene overvandt Kong ►Syriks Søn: ►Hunding, i et Slag ved 📌Stade, men nedlagde ham derpaa ►i Kreds, og til Ære for den Heltegierning, kaldte man ham siden: ►Helge Hundings-Bane. Nu skilte han da 📌Jylland fra 📌Saxen, og indsatte der tre Høvdinger, nemlig: ►Heske, ►Eir og ►Ler; men i 📌Saxen gav han den Forordning, at Bøderne skulde være eens, enten man slog en fribaaren Mand, eller en frigiven Træl ihjel, hvormed han kanskee vilde sige saameget som, at alle Tydskerne var i Grunden ►brændt med eet Mærke, saa at, hvordan de end skabde sig, hav95de Friheden hos dem allesammen dog en ►Tanke, og lugtede, til deres Skam og Skade, lidt af Trældom.

✂ Da ►Helge nu igien paa et ►Vikingstog kom til ►Thorøe, hævnede ►Thora sig med ret overlagt Ondskab paa ham, for den Voldtægt og Vanære, som græmmede hende bestandig. Hun skikkede nemlig ►Urse, som nu var ►mandvoxen, ned til Stranden, og lagde ret egenlig an paa, hvad der ogsaa lykkedes, at faae Faderen til, uvidende, at ►beskiæmme sin egen ►Daatter. Nu er han, som lod sig styre af sin onde Begiærlighed, vist nok ingenlunde at undskylde, men man kan dog heller ikke sige, at han var saadant et Umenneske, som han maatte været, dersom han vitterlig kunde gjort den gruelige Misgierning! Hvad skal man derimod sige om den Moder, der saa skammelig forraadte sit eget Kiød og Blod, som om hun fik sin Ære igien, ved at skille sin ►Daatter ved hendes, som om det var det Samme, at hendes Barn tabde sin Uskyldighed, naar kun han, der røvede hendes, kunde derved blive en større Synder! O, taabelige Kvindelist! afskyelige Hevngierrighed! Det skulde lade, som om hun gjorde sig reen, da hun dog ret for Alvor besudlede sig! Hun kaldte Bod for sin Skiændsel, hvad der netop fordoblede den! Hun kaldte det et Beviis paa sin Blufærdighed, hvad der netop stemplede hende som den allerublueste Kvinde! Hun klagede over Voldtægt, og glædede sig ved Blodskam! Vel maa man ►og lægge til, at hun overgik de arrigste ►Stifmødre i Ondskab, i det hun saa grusom opoffrede sit eget Barn, for, med hendes uhyre Skiændsel, i Verdens Øine, at ►bedække sin egen!

✂ Dog, kunde Noget ►bedække den, da var det Lykken, som timedes det ulykkelige Par Folk, den nemlig, at avle en Søn, der ligesom frikiendte sine Forældre, eller dog afsonede deres Brøde, som en velsignet Frugt paa et Forbandelsens Træ! Ja, ►Urse blev Moder til ►Rolv, 96som ►lyste sig selv i Kuld og Kiøn ved herlige Bedrifter, og hvis Minde skal aldrig forgaae, men, svøbt i Glands, forkynde ►hans Priis, med lydelig Røst, for de ►sildigste Slægter! Her er det en Glæde, hvad oftest er Sorgen, at Enden blev ikke Begyndelsen liig, thi af et Morads udsprang en Kilde med speilklare Vande, og i lykkelig Uvidenhed avlede den strafskyldige Fader et Barn, hvis forunderlige Glands ligesom paa eengang aabenbarer, opklarer og forsoner hans Brøde!

✂ Medens alt Dette gik for sig, døde Kong ►Regner i 📌Sverrig, og kort derefter lagde Sorgen hans Dronning, ►Svanhvide, i Graven, thi hun var ham alt for inderlig hengiven, til ikke at følge ham i Døden, som i Livet; og saaledes er det gierne med den ægte Kiærlighed, at hvad den sammenføier, lader sig end ikke ved Døden adskille! Sønnen: ►Hothbrod, som de efterlod, gjorde et berømmeligt ►Tog til 📌Østerleden, for at udbrede Rigets Magt, men vilde ikke nøies med Æren, som han, ved at undertvinge store Folkefærd i ►Østen vandt, og vendte nu sine Vaaben mod 📌Dannemark, hvor Kong ►Ro holdt trende Slag med ham, men faldt i det sidste!

✂ ►Der ►Helge ►spurgde disse Tidender, gik han først til 📌Leiregaard, eller 📌Lethreborg, og ►indsluttede der den unge ►Rolv, for at Rigens Arving, til hvilken Side saa Lykken vendte sig, kunde være i Behold. Derpaa lod han sine Drabanter gaae Bye fra Bye, igiennem Landet, og slaae de fremmede Befalingsmænd ihjel, som ►Hothbrod havde indsat, mødte saa ►Hothbrod med hele hans Flaade i aaben Søe, og ødelagde dem begge i Bund og Grund, saa han betalde de Svenske med ►Kiølens Vægt, baade for ►Ro, hans Broder, de slog, og for al deres Uret imod hans Fædreneland! Deraf kom det, at ligesom man før kaldte ham ►Hundings-Bane, saa kaldte man ham nu herefter, ►Hothbrods Overmand! Han lod det ikke heller være nok med at have i Vaabengny traadt Svenskerne paa 97Nakken, men fornedrede dem til lutter Trælle, ved Loven han gav, at de skulde ingen Bod kunne ►æske for Meen, de fik, men ►tage altid Skade for Hjemgiæld!

✂ Hermed endes ►Helges Bedrifter, thi over Misgierningen, vi før omtalde, blev han saa skamfuld, at han havde hverken Rist eller Roe i Hjemmet og Fædrenelandet, men skyede dem og endte sine Dage i 📌Østerleden; Somme vil mene, ved egen Haand, og fortælle, at da man engang lod ham høre hans Skiændsel, blev han saa ►bespændt om Hjertet, at han drog sit Sværd, og lod sig falde derpaa!

---

✂

►Rolv Krage.

✂ Nu kom da ►Rolv Helgesøn paa Thronen, hans Legeme var det en Lyst at see, og hans Hjerte en Glæde at kiende, thi der laae, med Dyd og Ære, den Høihed og Skiønhed, som man i hans Udvortes maatte agte og elske!

✂ Siden ►Helges Seier havde de Danske Magt over 📌Sverrig, og der sad nu, som ►Skatte-Konge, ►Atisle, ►Hothbrods Søn, der, tilligemed sin Broder, ►Høther, var opfostret hos en vis ►Geuar, hvem ►Hothbrod, ved ►særdeles Velgierninger, havde gjort sig forbunden. Hvad ►Atisle Nat og Dag grundede paa, var, med Snildhed, at giøre sig uafhængig, og blive fri for den Skatten til 📌Dannemark, og desaarsag giftede han sig med ►Urse, i Haab om, at hans ►Stifsøn da, for sin Moders Skyld, vilde snarere laane Øre til hans Forlangende, og eftergive ham Skatten; en ►Regning, som ogsaa var ganske rigtig. Imidlertid, denne Konge havde, med Moders-Melken, indsuget saadan en Afskye for Gavmildhed, og saadan en Kiærlighed til Penge, at Rundhaand var i hans Øren et skam98meligt Øgenavn, og da ►Urse ►lærde at kiende ham fra denne Side, og saae, at han var færdig at æde sit Eget, længdes hun bare efter at komme fra ham, og da hun ►meende, det maatte skee ved List, saa ►opspandt hun et listigt Raad, som hun meget prægtig vidste at sætte Farve paa. Hun lod nemlig, som om hun havde fattet Had til sin Søn, opmuntrede sin Mand til at sætte sig i Frihed, og forelagde ham en Plan dertil, hvorefter hun, ved Løfte om store Foræringer, vilde lokke ►Rolv til 📌Sverrig. Hun ►syndes nemlig, da først at have gjort sit Mester-Stykke, naar hun kunde faae Kongens Skatkammer ►plustret, spille Guldet i Hænderne paa ►Rolv, og derpaa redde sig med Flugten, saa ►Atisle kunde paa eengang blive taget ved Næsen baade for sin Dronning og sit ►Liggendefæ, ligesom hun ogsaa ►meende, at vil man tage en Gnier paa hans ømme Sted, maa man trykke ham paa Bylden, og trække ham op. Hvor underfundig hun maa have gaaet til Værks og spillet under Dække, kan man strax mærke, naar man seer, hvorledes hun vidste at sætte Farve paa det Hele, blot med en fiin Tvetydighed, i det hun bestandig talde om Lyst til Frihed, og ►meende dermed, hendes egen Lyst til at slippe ud af Buret; men ►Atisle maa jo rigtig nok have gaaet med sine Øine i Lommen, siden han var saa blind, og lod sig binde den Snak paa Ærmet, at Moder vilde forraade Søn, som netop burde have lært ham, at han var selv den gamle Rotte, der skulde i Fælden! Den taabelige Nar af en Mand, der ikke bedre forstod sin snilde Dronnings Ordspil, som, naar hun talde om Barne-Had, ►meende Afskye for at avle Børn med ham! Han maatte jo dog vide, at paa Kvinde-Grund og ►Gynge-Bund skal man aldrig bygge, og han var da en Tosse over alle Tosser, siden han tog Alt for gode Vahre, og lod sig bilde ind, at en Kvinde, naar hun vilde svige sin egen Søn, skulde være ærlig imod sin Mand!

✂ 99Da nu ►Urse, ved Løfter om Guld og grønne Skove, lokkede ►Rolv til 📌Upsal, ►faldt han med Døren ind i Huset, saa hans Moder, som ikke havde seet ham i ►langsommelig Tid, og i det Hele ikke været meget hos ham, turde neppe kiendes ved ham. Han klagede nu, for Løier, over, at han var skrupsulten, og bad hende om Lidt at spise, hvortil hun svarede, at han maatte kræve Mad af ham, som betalde Gildet. Derpaa stak han sin Kjortel frem, som var gaaet i Stykker, og bad hende dog giøre ham den Tjeneste og sye den sammen, men da hun lod, som hun slet ikke kunde høre, sagde han:

✂ Moder vil nu ikke Sønner føde!
Syster vil ikke om Broder ►bøde!
Hvor skal i Verden man nu gaae hen,
Naar man vil finde en fuldtro Ven?

✂ Det var en Irettesættelse, som sagtens maatte giøre ►Urse ganske undseelig over hendes kolde Opførsel, men, som for at giøre det godt igien, satte hun sig meget kiærlig tilbords ved Siden af ham. Det mukkede ►Atisle over, som et Gemeenskab, og sagde: det var uanstændigt, at Broder og Syster sad hinanden saa nær; men ►Rolv forsvarede sig med, at her havde Naturen Lov til at gaae over Optugtelsen, saa det var meget anstændigt, at kiær Søn laae ved Moders Hjerte!

✂ Nu spurgde Nogle af Giæsterne ►Rolv: hvilket Slags Mod han holdt for det ypperste? hvortil han svarede: Taal-Mod. Derpaa adspurgde de Samme ►Atisle, hvilken Dyd han havde især ►lagt Vind paa? hvortil han svarede: Gavmildhed; og nu skulde de da Begge give Beviser paa, at Rosen var deres Alvor. ►Rolv skulde først aflægge sin Prøve, og blev sat imellem to ►Ilde. Der stod han da, og smurde sig med Taalmodighed, 100men for den Side, som havde det hedest, holdt han sit Skjold, og det var ganske snildt af ham, at gribe til det samme Middel imod denne ►Brynde og bragende Lue, som han før i Slagets Hede havde anvendt mod Saar-Ilden og de hvinende Spyd. Imidlertid maatte han fornemme, at Ild er skarpere end Staal, og, lad være, at den Side han holdt Skjoldet for, havde ingen Nød, saa sveed det desmere til den, der maatte hytte sig selv. Da han nu saaledes stod og var færdig at brænde sig levende op, ►syndes en Pige, som stod ved Skorstenen, dog, at det var for kostbar en Ribbeens-Steg, og trak ►Svikken af Karret, saa Mjøden strømmede ud over Gulvet, og det var den bedste Lædske-Drik hun kunde givet ►Rolv, thi nu slukkedes Ilden, han tørstede af, og han fik stor Berømmelse for sin mageløse Taalmodighed!

✂ Nu skulde da ►Atisle frem og vise sine Gaver, og det lod, som ►der gik Hul paa Gnieren, thi da han havde maalt sin ►Stifsøn Skieppen fuld med røden Guld, fortæller man, at han, til Topmaal, gav ham endnu en Guldkiæde, der veiede, man veed ikke hvor mange Pund.

✂ Gildet varede nu en Dag, og det varede to, men saa den tredie tog ►Urse Leiligheden i Agt til at udføre sin List, og uden at hendes Mand drømde om Sligt, lod hun hans Guld og Sølv læsse paa Vogne, stjal sig ud af ►Fruer-Buret, og tog om Natten, tilligemed ►Rolv, Flugten i Maaneskin. Imidlertid vaagnede ►Atisle dog tidlig nok, til at komme efter dem, og da ►Urse mærkede, at de havde ham i Hælene, blev hun heed om Ørerne, tvivlede paa at slippe heelskindet derfra, og befalede derfor Tjenerne at læsse Guldet af, sigende: vil vi ikke mangle Livets Ophold under Veis, komme vi saamænd til at smide Reise-Pengene bort, saa her er det bedst at tage ►Skade for Hjemgiæld! Vi maa bære os ad, ligesom man fortæller om Kong ►Frode, da han var i 📌Brittanien, og Sven101skerne skal just ikke ►ræve af Gevinsten ved at sanke deres Eget op, ►imidlertid gaaer det fremad med os, og tilbage med dem, og kan de, ved at bie, faae deres Penge igien, skal de dog ikke sige, vi løb fra vores! Nu gik det da rask, efter Dronningens Befaling, man rystede Sækkene for at lette paa Hestene, og gjorde Guldet til ►Gribs-Gods for dem, der kom bag efter. Der er imidlertid rigtig nok dem, der vil paastaae, at ►Urse beholdt hvad hun havde, saa det var kun forgyldte Kobber-Skillinger og Deslige, hun saaede paa Landeveien, og det er ganske troeligt om den Kvinde, thi hun var vant til at smøre tykt paa, og kunde gierne havt en Slump Penge, giort til det Samme, og gode nok til at narre Folk med, som ikke var klogere, end at tænke, ►det var Alt Guld, hvad der glimrede. Hvorom Alting er, saa havde ►Rolv kastet den store Guld-Kiæde fra sig, som ►Atisle havde foræret ham, og da nu Gnieren, iblandt de andre Guldstykker, fik Øie paa den, var det ham umueligt igien at faae Øinene fra denne hans Hjertes ypperste Helligdom, og han stirrede da paa den saalænge, at han tilsidst, for at faae den fat, lagde sig ned paa sine Knæ og lod saaledes Kongen knæle for Gnieren. Da ►Rolv nu saae, hvorledes han bukkede og krummede sig efter Guldet, maatte han lee ad den gamle Ræv, der var saa hidsig paa at faae sine egne Gaver igien, og viiste rigtig nok, da han laae paa Jorden og skrabede op, at Gavmildheden trykkede ham! Derpaa skyndte ►Rolv og hans Følge sig til Stranden, og lagde alle Aarer om Bord, for at komme rask afsted, men det havde ellers ingen Hast, thi Svenskerne vare vel fornøiede med Byttet. Hvad nu ellers Gavmildhed angaaer, da fortæller man om ►Rolv, at han lod sig aldrig bede to Gange om Noget, men var strax ved Haanden med hvad Læben forlangde, saa han maa have betænkt, at den giver dobbelt, som giver med begge Hænder, og den giver Intet, som holder 102igien. Denne hans Rundhed gjorde, at næsten alle dygtige ►Kæmper søgde til ham, thi det er gierne ►Kæmpe-Viis, at gaae for Penge, og ►lede om Priis; eller, som det ogsaa kan hedde: ►foer med Guld og ►spoer med Sølv! saa springer i Ild baade Hest og Føl!

✂ Nu var der en vis ►Agner Ingildsøn, som havde faaet Lovning paa ►Rolvs Syster: ►Rude, og deres Bryllup blev holdt med megen ►Bram. ►Kæmperne fik sig en Taar paa Skallen og gjorde sig lystige, men, som man nok kan begribe, det var grovt Spøg de Vild-Basser havde for, og iblandt Andet fandt de paa at ►have en vis ►Hjalte til Bedste►, og slænge Benene til ham at gnave, som de havde pillet Kiødet af. Som de nu saaledes sad og ►stred til Maals, ramde en af dem feil, saa ►Hjaltes Sidemand, ►Bjarke, fik et slemt Ørefigen, men han forstod Uret, og vilde i det Mindste ikke have Spotten med Skaden, hvorfor han skikkede Benet tilbage med saadant et Eftertryk, at Eiermanden fik Nakke for, og Næse bag, og hørde knap den Hilsen ►Bjarke lod følge med: jeg skal lære din Skiævmund at ►stride lige en anden Gang! Det blev da Enden paa Legen, og der var ikke andet for, end at skille ►Kæmperne ad, og ophæve Gildet, men Brudgommen tog ►Bjarke, som fordærvede Legen, det meget fortrydeligt op, og ►fordrede ham ud paa Klingen, som den der ikke havde holdt Bordskik, men brudt Been, og spildt Marv: ►brudt Laget, og spildt Glæden. Da de nu skulde ind i ►Kredsen, var der Tvivl om, hvem der skulde have Lov at hugge først, thi i gamle Dage, naar Karle sloges, stod de ikke som Kvinder med Kokke-Knive, og hakkede Kaal, men de skiftedes til at hugge, og tog sig Pusterum imellem, saa der vankede kun faa men drøie Slag, thi de saae ikke paa Tallet men kun paa Vægten, og hvem der vilde have Æren, maatte giøre sit Arbeide godt, man kunde løbe fra den, men aldrig til den. Endelig blev det afgjort, at ►Agner, i Be103tragtning af hans høie Herkomst, skulde hugge først, og det gjorde han ►ærlig, saa Sværdet røg ind igiennem den ene Side af ►Bjarkes Hjelm, og ►riflede Issen, men saa vendte Bladet sig, og blev siddende imellem ►Spolerne i Hjelmen. Nu var da ►Raden til ►Bjarke, som for at kunne føre Sværdet desbedre, satte Knæ mod ►Knub, og slog saa til af alle Livsens Kræfter, saa Sværdet, der var saa skarp som en Ragekniv, skar ►Agner midt over, men hvor ondt det end maatte giøre, vidste ►Agner dog at holde gode Miner, thi, efter Sigende, skal han være død med et Smiil ved Munden. ►Agners ►Kæmper brændte nu vel af Begiærlighed efter at hevne hans Fald, men ►Bjarke stillede Hidsigheden paa dem, hver og een, med det samme sit gode, usædvanlig lange Sværd, som han kaldte ►Løve, og Tjenerne maatte gaae bag efter Herren. Ret som den Dyst var overstaaet, og ►Bjarke, nok saa krye, gik igiennem Skoven, var der et vildt Dyr, som, saa at sige, ►gav sig til Priis for Seierherren, thi lige for ham laae der en stor Bjørn, som ►var blevet hasebundet i Tjørnen, og han ►maatte nu troe paa ►Bjarkes Spyd. Saasnart han var skudt, befalede ►Bjarke sin ►Stalbroder: ►Hjalte, at holde Munden under Saaret, og drikke Blodet, for at komme til Kræfter, thi man holdt for i gamle Dage, at Bjørne-Saft gav Bjørne-Kraft.

✂ Den store Berømmelse ►Bjarke vandt ved sine Bedrifter, gjorde nu ikke alene, at de Store i Riget omgikkes ham som deres Ligemand, men skaffede ham ogsaa Kongens Yndest i saa høi en Grad, at han gav ham sin Syster ►Rude til Ægte, saa den Skade ►Agner fik, kom paa alle Maader ►Bjarke til Gavn. Derpaa, da ►Atisle drillede ►Rolv, gik han til 📌Sverrig paa sin Svogers Vegne, og tvang ►Atisle til Rimelighed, ved at jage hans Folk af Marken, og slaae ham selv fordærvet, hvorpaa ►Rolv satte en meget kløgtig Ungersvend; ved Navn ►Hjart-Var til sin ►Skatte-Konge 104i 📌Sverrig, men, ligesom for at han skulde glemme Underdanigheden, gjorde han ham til sin Svoger, i det han gav ham sin anden Syster: ►Skulde, til Ægte. For den Velgierning fik ►Rolv kun en daarlig Tak, men førend vi fortælle det, maa vi lægge Mærke til en ganske moersom Begivenhed.

✂ Det hændte sig nemlig, at en Ungersvend, ved Navn ►Vigge eller ►Viger, første Gang da han saae Kong ►Rolv, faldt reent i Staver over hans Vext og ►Skabning, og da han saa havde staaet allerlængst og maalt ham med Øinene paa alle Kanter, spurgde han ganske pudsig, hvad det dog var for en ►Krage, der havde havt den særdeles Lykke at blive Trappe til sligt et ►Høieloft? Ordspillet var ganske vittigt, i Betragtning af Kongens usædvanlige Høide og Storhed, thi paa Dansk betyder ►Krage en stynet Træstamme, som hugges af, og bruges som en Stige, hvorpaa man ganske magelig kan komme op i Høiden, da ►Tvegerne er ligesom Trin. Det Indfald, ►syndes ►Rolv, var Guld værd, tog med begge Hænder imod et saa ►hæderligt ►Binavn, og betalde det med en stor Guldring, som han gav ►Vigge til at sætte om Handleden. Han pyntede ogsaa strax sin høire Haand, og løftede den høit op i Veiret, men stak derimod ►Keiten bag paa Ryggen, saa han gik, og saae ud som en Nar. Da nu Folk loe ad ham, forsvarede han sin høire Haand med, at ►naar Skit kommer til Ære, veed det ikke, hvordan det vil være, men da man saa spurgde, hvorfor da den venstre ogsaa bar sig saa galt ad, sagde han ganske listig: hvem der skammer sig, skiuler sig gierne, og I kan jo nok begribe, at den maa blive baade rød og bleg over sin Armod, som andre Fattig-Folk, naar de see deres ►Jævnlige komme til Rigdom, og ►flinke sig op. Det Indfald betalde sig heller ikke daarligere end det forrige, thi ►Rolv sørgede strax for, at den undseelige Haand kunde komme for Dagens Lys, 105og uden Skam maale sig med sin ►Jævnlige. Imidlertid maa man sige, at ►Vigge tænkde ikke blot paa at faae Foræringer, men ogsaa paa at giøre Fyldest for dem, thi det var kun ellers Skik iblandt ►store Folks Børn, naar de kom i Kongens Gaard at tjene, at de gjorde et Løfte om en eller anden Heltegierning, hvormed de vilde ryste Barnet af Ærmet, men nu lovede ►Vigge af sin egen gode Villie, og svor høit og dyrt derpaa, at fik Kong ►Rolv en voldsom Død, da maatte hans Banemand vide, at ►Vigge var Blod-Hevner!

✂ Nu maa vi da vende os til ►Skulde, som holdt det for en Skam, at have en ►Skatte-Konge til Mand, men for en Ære, at udruge djævelske Anslag i Mørket. Hun begyndte med at lade ►Hjartvar høre, at han dog, med al sin Stads, var i Grunden en ussel Træl, opmuntrede ham derpaa til at afryste sine Lænker, lokkede ham saa til at ►gaae paa Ræve-Kløer, og kom nu endelig frem med sit ondskabsfulde Raad, som hun ►satte Sminke paa med den Anmærkning, at hvem der vil være fri, maa ikke lade sig holde af noget Baand, og allermindst af de strammeste, som Frændskabs og Venskabs og Troskabs Baand ere. Raadet var dette, at ►Hjartvar skulde seile over til 📌Dannemark, og lade som han havde Skatten i Lasten, men i dens Sted skulde han have en Mængde af alskens ►Krigstøi om Bord, indpakket som Penge, og brugeligt til at overrumple Kong ►Rolv om Natte-Tider. Dette blev nu sat i Værk, og propfulde af Falskhed kom Skibene til 📌Leire, som ►Rolv havde saaledes udvidet og oppyntet, at den nu baade som ►Konge-Værk og Konge-Sæde bar ►Prisen for alle 📌Dannemarks Byer. Kong ►Rolv var meget glad over ►Hjartvars Besøg, gjorde et stort Giæstebud for ham, og drak sig en usædvanlig Ruus, men de svenske Giæster havde paa een Gang forsvoret alt Fylderie, og vare bange for at brænde sig paa Bægeret. ►Rolv og hans Mænd faldt 106da om Natten i en dyb Søvn, men Svenskerne, som havde ►Skielmen bag Øret, laae som paa Gløder, smuttede efterhaanden, som Lurendreiere, ud af Herberget, lukkede Pengeskrinene, med Jern paa Enden, ganske sagte op, og tog i al Stilhed hver sin Rustning paa. Dermed søgde de Slottet, ►brækkede ind, og myrdede rask hvem de fandt i Søvne; men selv de, som kom paa Benene, vare for det meste øre i Hovedet af Søvnen efter slig en Aften, og af Bulderet, hvori de vaagnede, og de nænde knap at hugge til i den bælmørke Nat, da de ikke kunde vide, om det var Ven eller Fiende de mødte. Det traf sig imidlertid just, at ►Hjalte, som med Rette agtedes for en af Kongens ypperste Støtter, ja for hans anden Haand, laae ikke den Nat paa Slottet, men var gaaet ud af Byen, til en Frille han havde. Han vilde i Begyndelsen, da han hørde som Vaabengnye langt borte, knap troe sine egne Øren, men saasnart han mærkede, hvad Klokken var slaaet, foer han op som en Helt, og følde mere Lyst til det blodige ►Sværd-Thing, end til det kielne Kvinde-Selskab. O! hvor inderlig maa dog ikke den Helt have elsket sin Konge, da end ikke Vellysten, med alle sine Tillokkelser, kunde holde ham fra at styrte sig i den ►øiensynligste Livsfare, og det uagtet han ►uskiæmmet kunde undskyldt sig med sin Fraværelse, og ladt som han ingen Ting vidste! Ret som han nu stod paa Springet, og vilde ud, spurgde ►Tingen ham, hvor gammel en Kiæreste han ►syndes hun helst skulde vælge, ifald hun mistede ham? Kom dog hid endnu engang, min Søde, sagde ►Hjalte, som blussede af Harme over at spørges om sin ►Eftermand, og lod som han havde Noget at hvidske til hende, men skar saa Næsen af hende, og sagde, at nu stod det hende frit for, selv at besvare sit Spørgsmaal som hun lystede. Det havde hun da for sin Næsvished, og var end Ansigtet skamferet, saa kunde hun dog nu lære at blive rød igien. Det var ikke heller 107meer end ►billigt, at hun tabde Lidt, da Alting hængde saa løst hos hende, og da hun havde saa meget af Munden, skadte det ikke, at hun fik lidt mindre af Næsen.

✂ ►Hjalte foer nu afsted til Byes, og lige midt ind i Mylren og Sværmen, hvor han meiede Fiender af, som man ►lægger paa Skaar, og da nu hans Vei faldt forbi ►Bjarkes Huus, som endnu laae og sov, raabde han ham op med følgende Ord, som det hedder i Visen:

1

✂ Herop! herud, nu ►ret paa Stand,
Hvem Giengield Kongen skylder!
Herop, hver ægte ►Danne-Mand,
Hvem Hjertet kun forgylder!
Herop! hver Mand, hver Ungersvend,
Som kaldes vil sin Konges Ven!

2

✂ Nu bort med Søvn og Døsighed
Af Sind og Øien-Kroge!
Hvad Klokken slog, vi Alle veed,
Nu er det Tid at vaage!
Ja Tid, at vaagen, hjertevarm
Hver leder ►om en ►Kæmpe-Arm!

3

✂ Ja, ►Preen i Haand os ►Nornen gav,
Den ►rister, som vi skiære:
Den sletter ud til Skam i Grav,
Den skriver ind til Ære;
I Haanden, ►husker vel derpaa!
Vi med vort Efter-Mæle gaae!

4

✂ 108Herop! hver ►Kæmpesøn! herud,
Hvor Staal i Luften blinker!
Lad græde Møe, lad sørge Brud!
Til Kamp os ►Nornen vinker!
Og Skam ►faae den paa ►Kiærling-Mund,
Som kysser bort sin Heltestund!

5

✂ Ja, Skam ►faae hver, som nu har Lyst,
Mens Time-Glas udrinder,
At hvile blødt ved Kvinde-Bryst,
Og klappe Rosen-Kinder;
Som nu har Syn, som nu har Sands
For Kiødets Lyst og Kiødets Glands!

6

✂ Herop! herud! hver ►Dannemand!
Om Vinen ei I ►drømme!
Nu gielder det at holde Stand,
Hvor Blodet gaaer i Strømme;
Den Kalk er beedsk, den Spøg er grov,
Som vanker nu i 📌Dane-Skov!

7

✂ Sig ►pakke hver blødsøden Svend
Til ►Fruer-Bur og Bænke!
Men hid hver Helt, sin Konges Ven,
Hvor Gravøl høit vi skiænke!
O, ►Kæmper! ►Kæmper! ►frygter ei!
Det frugter, at gaae Ærens Vei!

8

✂ O! hver, som Dyd og Drot har kiær,
Kun ►tænke paa sit Minde!
109Thi det gaaer aldrig fra sit Værd,
Om vi ►og Døden finde;
Nei, Roes som Guld for Helte-Gang,
Os ►myntes skal i Minde-Sang!

9

✂ O, ►kaster bort hvad Guld I har
Paa Hænder og i Belte,
Alt hvad som før til Lyst I bar!
Alt hvad ei ►stivner Helte!
Kun hvad der selv er nagelfast,
Med os i Nat staae Last og Brast!

10

✂ Saa, frem I ►Kæmper! frem med Lyst!
Og helst imod de Kiække!
Ei gyse kan med Mod i Bryst
Vi for de kolde Egge;
Med dem vor Sorg, naar frem vi gaae,
Snart endes eller vendes maae!

✂ Ved denne Vise vaagnede ►Bjarke, kaldte i Hast paa ►Skalk, sin Dreng, og sagde:

✂ Nu hurtig, min Pusling! stat op, og tænd Lys!
Den Gamle han ligger i Sengen, og frys!
See, Ilden er ude, er Asken ►og kold,
Da aldrig paa Sværdet jeg mere faaer Hold;
Men leed kun i Asken! ►pir op og see vist!
Paa Bunden der findes dog sikkert en Gnist!
Seer du!
Der var Ild under Asken endnu!
110Heel godt var den fæstet, men hardtad forlagt,
Men læg den nu sammen, og blæs af al Magt!
Tag Branden, som lugtede Varmen i Gaar!
Tag Spaaner og Stikker, til Gløder du faaer!
See endelig til, at det gaaer med en Fart,
Saa Vedden kan fænge og blusse lidt snart!
Saa kryber jeg op og faaer Fingrene varme,
Saa kommer der Liv i de iiskolde Arme,
Og først naar man faaer med sit ►Gaase-Kiød Bugt,
Ja først, naar man Frosten har drevet paa Flugt,
Da først kan med Haanden en Ven være tjent,
Thi Haand uden Varme er Intet bevendt!

✂ ►Hjalte.

1

✂ ►Dannemand kalder det Lykke og Held,
Lyst at betale, som vitterlig Giæld,
Vennehaands kiærlige Gave!
Gaver os rakde vor Herre saa kiær,
Selv sig betaler det herlige Sværd,
Naar det kun svinges af Brave!

2

✂ Hvo som har Hjerte, han føler det ►vel,
Bundløs er, ►Kæmper! til Kongen vor Giæld,
Lad os dog Renterne bringe!
Skinnende Hjelme han nødte os paa,
Harnisk han gav os fra Top og til Taa,
Funklende Sværde og Ringe!

3

✂ Aldrig den Herre kan følges for godt,
Værd at forsvare er saadan en Drot,
111Knap er hans Mage at finde!
►Rolv er vor Herre! det ►sige sig Hver!
►Skiærper Hukommelsen ret med hans Sværd!
Sværdet igien med hans Minde!

4

✂ Gaverne fandt vi i ►fredegod Tid,
Nu maa i Feide vi takke med Flid:
Tærske for sommerlaant Føde;
Tvungen er Sagen, men skeer det med Fryd,
►Da af Nødvendighed giør vi en Dyd,
Kiærlighed Alt kan forsøde!

5

✂ Venner! lad Ingen det sige med Ret:
Dem faldt kun Medgang, ei Modgangen let,
Ondt de kun leed, for de maatte!
Nei, lad det siges: dem Alting var let,
Alt som i Dands paa det ligeste Bret,
Torne med Roser de traadte!

6

✂ Ja, lad os, Venner! nu vise det klart:
Ikke vi ere ►af Veirhane-Art,
►Rolv, ei hans ►Lykke, vi fulgde!
Kalken saa glade vi tømme paa Val,
Som vi har tømt noget Bæger i Sal,
Medens sig Staal-Ormen dulgde!

7

✂ Ædrue maa svare til ►Rusendes Ord,
Vi ►og til vore, som klang over Bord,
Vise: de meente dog vare!
Løfter vi gjorde, som Ingen i 📌Nord,
112Dyrt ved ►Alfader vi Ederne svor,
Høit og ved Gudernes Skare!

8

✂ Seer I, der har vi ham: ►Husbonden min!
►Dannemænds Perle, vor ►Konning saa fiin!
Ret nu at kappes mig lyster!
►Fælder, I ►Kæmper! nu selv Eders Dom!
►Hver ►hannem ►følge, som selv han er ►from!
Pokker i Vold med hver Kryster!

9

✂ Hvo, som i Striden gaaer sidelænds frem,
Forlænds ved Leilighed pakker sig hjem,
Hvem der gaaer baglænds, han tvivler,
Hvem vi skal ►kiende for ►Stalbroder her,
Som han var muret, maa stande for Sværd,
►Saa den Standhaftige hviler!

10

✂ ►Magelig Hund giør kun maadelig Jagt,
Høvdingens Mod er i ►Kæmpernes Magt,
Hæve de kan det og bøie;
Fare i Mag maa den Bedste paa Val,
Staaer ei hans ►Skjoldborg, som ►Breidebliks Sal,
Skinnende klar for hans Øie?

11

✂ ►Ganger, Drabanter! nu drabelig frem!
Haanden paa Værket med Fryd og med Klem!
Sværdene sjunge som Svaner!
Hvo som nu blinker med Bryn, er ei ►dru,
Kryster enhver, som nu blegner af Gru!
Skjold kun for ►Skjoldungen, Daner!

12

✂ 113►Skyder ei Ryg mod de blinkende Sværd!
Haanden og Bringen hinanden har kiær,
►Nebbet skal følge med Kloen;
►Saa nappes Ørne med ►Neb og med Kloe,
Banke kun paa hvor Vedkommende boe,
►Krye sidder immer i Kroen!

13

✂ Kappes, I ►Kæmper, med Ørnen da nu!
Brystet han blotter, og kiender ei Gru,
Lad ham ei Forspringet vinde!
Det er en Kiøddag, vi have i Nat,
Giæsten vi huse, er Karl for sin Hat,
Kiød maa i Knivsnit sig finde!

14

✂ ►Rutta! med Kinden som Lilien hvid,
Viis dig! indbland dig i Heltenes Strid!
Skin nu herud af det Dunkle!
Skjul dig ei længer som Maane i Skye!
Hører du ikke det dundrende Gnye!
Seer du ei Sværdene funkle!

15

✂ Torden og Lynild vi have i Nat,
Portene springe af Hængselen brat,
Gluggerne ryste i Borgen;
Skatkammer-Kiæderne sprænger man nu,
Mellemgulv trædes med Staal-Hov itu,
Tomt er nok Skabet i Morgen!

16

✂ Hør, hvor det suser og bruser nu trindt,
Sværdene hvine, og Ild gaaer af Flint,
114Øxerne gnistre og buldre;
Brynjerne flyve om Øret os tæt,
Øxen udbanker nu trofast og net
Buler paa blottede Skuldre!

17

✂ ►Kæmperne segne; for Kongen saa bold
Svinder nu saare det ►buklede Skjold,
Bringerne for ham nu kløves!
See! hvor de mylre til Porten i Flok,
Kongen har Ingen, men Fienden har Nok,
Sværdet med Hjerterne sløves!

18

✂ Blues, I ►Kæmper! hvem kiender nu Frygt!
Det giør ei Fienden, som raser saa trygt,
Tryggere, end det sig burde;
Seer I ham, ►Kæmper! hvor fri og hvor frank
Under Guldhjelmen han kneiser saa rank,
Som Ingen møde ham turde!

19

✂ See, hvor han springer, nu let som en Raa,
Midtind i Klyngen, som Intet han saae!
Vis nok er han paa sin Seier!
Ak! mine Øine! hvad skuer jeg her?
Svensken foragter nu ►Dannemænds Sværd!
Guld ei min Harme opveier!

20

✂ See til de ►Gother! hvor de bryde paa!
Tænderne sande hvad Trynerne spaae!
Hør, hvor de Vildbasser ►knuske!
Troe mig, at ►Hvedstenen ynkelig peeb,
115Da deres Sværd og ►Bul-Øxer de sleeb,
Brynjer de knække som ►Bruske!

21

✂ Ilde de grine, og værre de gloe,
Gale for Fire, og hugge for To,
Det er forbistrede Svende!
Blod er de efter, som Igle og Maar,
Med vores Forraad paa Grund det nu gaaer;
Tønde ►som Tap kan faae Ende!

22

✂ Guder! hvad seer jeg? ak, tabt er nu Alt!
►Rolv! ak, nu døer han! nu ►Stol-Kongen faldt!
Høit galer ►Hanen hin røde!
📌Leire, see 📌Leire! ja fald kun med ham!
Hvad nu ei falder, det staaer kun til Skam,
Æren med Kongen uddøde!

23

✂ ►Hjartvar! du ►brammer! o, synk dog i Jord!
Hvor skal jeg finde paa Riim og paa Ord,
Som kan din Skiændsel udtrykke?
Edder og ►Øgle-Forgift du med Tak
Tog af den Troldhex: af ►Skulde, og drak!
Lumsk har du myrdet vor Lykke!

24

✂ Konge-Forræder! det ►sværter for smaat,
Thi du har sveget en mageløs Drot,
Vennen i ham du forraadte.
Niding da, som ei har Navn under Soel!
Nidinge-Beiler til ►Himlinge-Stoel!
Hvor blev Forstanden, du ►aatte?

25

✂ 116Hvad har ►bedaaret din klare Forstand,
Saa du forgreb dig paa Drot og paa ►Dan,
Værre, end Tungen kan nævne!
Alt du udregnet og overlagt har,
Men har til ►Norner du ogsaa et Svar,
Naar de for Asken dig stævne!

26

✂ Stik mig! jeg klipped ulægelig Byld!
Skyd kun paa Kvinden, for evig, din Skyld!
Dog bliver Dommen den samme!
Hende, som Brødet forsætlig har bagt,
Ham, som med velberaad Hu det har smagt,
Begge skal ►Nornerne ramme!

27

✂ Dog, jeg blev sinket! nu Hastværk jeg faaer!
►Nadveren aad vi med Skielmen i Gaar,
Davren os her ei maa finde!
Aldrig i 📌Leire vi meer smage Brød,
See ei paa Marken, saa kiærlig og rød,
Soel ►give Skoven sit Minde!

28

✂ Vi, siger jeg, thi blandt os finde Stæd
Knap kunde Nogen, saa blød og saa ræd,
At han ei nu lod sig finde!
Hvem vilde ►heller nu leve til Spot,
End æske ►Bod for ►livsalige Drot,
Æres med ham i hans Minde!

✂ Efterat nu ►Hjalte havde anrettet et stort Nederlag paa Fienden, og udgydt Strømme af Blod, kom han tredie Gang til ►Bjarkes Sovekam117mer, og da han stod i den Formening, at det maatte være Frygt, som nu gjorde ►Bjarke saa søvnig, prøvede han paa at vække ham, ved Bebreidelser over Dorskheden, og sagde:

✂ ►Bjarke! hvor ►est du? hvi kom du ei ud?
Hvi ►est du immer ►end ►Pokker af Syne?
Lig ei og sov dine Øine ud!
►Gnie dog Øiet, din ►Søvne-Tryne!
Hvad har du for, mens du fængsler dig ►saa:
Lukker med Krog, og med Pind, og med Slaa,
Murer dig levende inde!
►Bjarke! jeg bankede to Gange før,
Skynd dig! luk op den tilnaglede Dør!
Lad dig i 📌Dan-Marken finde!
Kommer du ikke, saa kommer nu jeg,
Mør skal du blive, om end du er sei!
►Est du forfrossen, saa bie du kun lidt!
Nu skal jeg gjøre dig Helvede heedt!
Hei! Kamerader! kom, ►hjelper mig nu!
Bjørnen i Rævegrav sidder paa Hug,
Skye er han blevet for ►Skrald og for Skud,
Det er nødvendigt, at ryge ham ud!
Kom, her ved Gavlen! her fænger det bedst,
Her ved den Stolpe, som Leiet er næst!
Naar Gavlen nu falder, det fylder i ►Gruen,
Saa kan med sit Eget nok hjelpe sig Luen!
Hvo ►Hel-Veien ►kaarer, han gaaer, hvor det skumrer,
Det er til hans Gavn, at ►om Øret det lumrer!
118Nu, ►kommer I Svende! nu vi, som lidt bedre
Vort Løfte kan mindes, vor Konge vil hædre,
Ved, end efter Døden, at følge hans Spor!
En Kile vi danne, alt efter hans Ord,
Gaae frem i den Orden, han fordum ►befoel,
Mens end han beklædte vor ►Konninge-Stoel!
Den Herre, hvis Savn vore Hjerter bedrøver,
►Hans Priis vil vi sjunge, og kæmpe som Løver!

1

✂ Det var Kong ►Rolv, han slog med Sværd,
I ►Herrefærd,
En Niding, saa han tier;
Det var Kong ►Rørik Bøke-Søn,
Han fik sin ►Rest, han fik sin Løn
Til Død Udyd indvier!

2

✂ Med Posen og med Sækken fuld
Af røden Guld,
Var ►Rørik dog en Stodder;
Paa Guld kun riig, paa Hjerte arm!
Af Hunger sveed det i hans Tarm,
Han aad kun Sult: den Odder!

3

✂ For Skillingen han gjorde Alt,
For den han faldt,
Den var hans Gud og Gammen;
For Æren døv, af Guldstøv blind,
Ei ►Kæmper troe, med Venne-Sind,
Kun Guld han dynged' sammen!

4

✂ 119Det var Kong ►Rolv, med Seil i Raa,
Ad Bølgen blaa,
Hengleed hans Orlogs-Snekke!
Kong ►Rørik bød: hvo mig er huld,
Han ►bære ud mit røde Guld,
For Porten han det ►lægge!

5

✂ Saa ►laved' han, for Ridder-Spil,
Nu Pungen til►,
Hans ►Huustrop var kun Ringe,
Dem skulde før han brugt, det Fjog!
Ei til at sende dem paa ►Tog,
Men til sig Trop at tinge!

6

✂ Ei med et gyldent ►Kæmpe-Kuld,
Men kun med Guld
Han vilde Uven friste,
Sin ►Hjerte-Byld han selv da skar,
Sin Øiesteen, sit Liv han bar
Da ud i Sæk og Kiste!

7

✂ Med Guld i ►Gæving lokked han
Sin Banemand,
Han lod det klart udraabe:
Jeg Grunker har, men ingen Sværd,
Har ►Kæmpen Lyst at bytte her,
Han ►slaae mig gamle Taabe!

8

✂ Sin Faders Venner ►ikkun Muld,
Sin Uven Guld,
120Gav Dannefæets Røver!
Han ►gneed og kneeb paa mindste Ring,
Nu gav han Alt som ingen Ting,
Af Frygt for danske Løver!

9

✂ Det lige meget hjalp ham dog,
Kong ►Rolv var klog,
Stod ei for Guld af Hesten,
For Æren kun han Dragen slog,
Som Tilgift kun han Skatten tog,
Thi ►Grimen følger Hesten!

10

✂ Kong ►Rolv var god af Hjertens Grund;
Med Haand saa rund
Han ►deelde ►Røriks Penge.
Nu kom det Guld da for en Dag,
Nu gik det rundt i Vennelag,
Som laaset var saa længe!

11

✂ Hvad seent og suurt den Gniepind,
Med Niding-Sind,
Fik skrabet, ►fittet sammen,
Det blev nu Bytte uden Blod
For hver en ►Kæmpe djærv og god,
Som tjende ►Rolv med Gammen.

12

✂ Med Gammen, ja, det var han værd,
Den Herre kiær!
Det vidner høit hans Rygte:
Han gav os Alle Stort som Smaat,
121Det Kiæreste var ei for godt,
Det Deiligste han søgde!

13

✂ O! hvilken Drot sank nu til Muld!
Det røde Guld
Han kaldte røde ►Emmer!
Han regned', skatted' sine Aar
Kun efter Mynt, som evig gaaer,
Ei efter Guld i Giemmer!

14

✂ Ja, som han faldt, han gik og stod,
Med Helte-Mod,
Med Hæder og med Ære;
Hvert Aar, som gik, hver Dag, som svandt,
For Daad en Hæders-Krands ham bandt
Dem skal hans Rygte bære!

15

✂ Om ►Kæmpe-Styrken, her man saae,
Det siges maa:
Den var i gode Hænder;
Som han var kiæk, ►saa var han ►from,
Thi vandt han Priis al Verden om,
Hvor man hans Rygte ►kiender!

16

✂ Til Kamp han foer, som ►rasken Hjort
Fra Pilen bort,
Henspringer let i Skoven;
I Slaget ►fremmerst gik han selv,
►Alt som man seer den stride Elv
Udrulle hvid i Voven!

✂ 122Men, o Venner! ak! hans Blod
Rulled ud i disse Vover!
►Seer, o ►seer dog! hvilken Flod!
Kiær og Grøfter flyde over!
Marken svømmer, ak! i Blod,
Som udrandt fra Hjerte-Rod!
Her et Hoved, hist et Laar,
Her en Fod, og hist to Hænder!
Alt i Flæng, i Søe af Saar!
See de lange Hugge-Tænder,
Glindsende som Elfenbeen!
Længe har de maattet drive,
Skure sig paa Gruus og Steen,
For i Dynd det Skin at give!

✂ Men, o ►seer! hvad hist sig løfter!
Kiender I det danske Blod!
Det ei søger ►Puds og Grøfter,
Det udsprang af fælles Rod!
See, det størkner! see, det staaer!
Boblerne hinanden bære!
Blod af 📌Danmarks Hjerte-Saar!
Samlet vil du immer være,
Har ►og dine Liig opdynget:
Bølgende dem sammengynget!

✂ ►Hjartvar! ►Hjartvar! du dig baner
Konge-Vei med Liig af Daner!
►Odins Ulv! see, hvor han gaaer,
Og med Hjerte-Blod sig lædsker!
123See! med udrakt Spyd han staaer,
Og os stolt til Kamp udæsker!

✂ Græde maatte man, dog nei,
Her sig Taarer sømme ei;
Dages det til Ynk og Gru,
Dages det dog ►og til Glæde,
Klarere jeg skuer nu
Drotten hist, som kunde græde:
Guldets milde Sædemand,
►Frodes Arving, og see! han,
►Ihvor dybt han følde Nøden,
Smiler glad endnu i Døden,
Som da Guld han giæv og bold
Saaede paa ►Firresvold!
Følge troe i Liv og Død
Vil vi ham: vor Fader sød,
Ogsaa vi vor Sorg vil klæde
I en rolig ►Manddoms Glæde!

✂ Muntres op da, Sværd og Tunge!
Som vi hugge, vil vi sjunge!
Frygten vil, med Riim paa Læbe,
Muntert sjungende vi dræbe!
Døden skal i Daad os finde,
Som er værd et kiærligt Minde!
Haand og Mund jo sammen høre,
Begge skal de nu i Pagt,
Vidnesbyrdet for os føre:
At vi endte ►uforsagt;
124Saa vort Rygte ei skal lide
Under Tvivl fra nogen Side!

✂ Her veie vi ►Kæmper i ►Bismer-Skaal
Af ►blanket Staal,
Og ►Tungen skal svare til Vægten!
Ja, hugger man Helte end Hovedet fra,
Med Ære paa Jorden de leve endda,
I Mindet, at de var af Slægten!
Om Heltenes Urne end smuldrer i Muld,
Ei glemmes det dog, hvad den giemmer;
Nei, Heltenes Aske, som ►Rolv kaldte Guld,
Maa lignes ved gloende ►Emmer;
Af Rygtet de føres saa vide om Land,
Ei dæmper dem Muld, og ei slukker dem Vand,
De gnistre, mens Stjernerne tindre!
Hver Daad, som udsprang af en elskelig Grund,
Skal Hjertet forplante fra Mund og til Mund,
Det skal intet Skifte forhindre!

✂ Imidlertid sagde ►Bjarke:

✂ Vær ikke saa høirøstet, stridbare ►Hjalte!
Jeg hørde det helst, du lidt sagtere kaldte,
Jeg husker jo nok, jeg er Svoger til ►Rolv,
Men husker du ogsaa, at ►Brall giør ei bold,
Hvo høiere gaber, end Haanden er breed,
Han gaber engang gierne Munden af Led,
Ja, Skam paa sin Mund man fortjener og faaer,
Naar ei man i Haand den at holde formaaer.
125Hvo ►Kæmper vil drive, i Spidsen maa gaae;
Hvo Andre vil ►reise, maa selv kunne staae!

✂ Saa tøv da en Smule, med Skraal og med Baal,
Indtil jeg faaer stivnet min Krop med lidt Staal!
Thi vel er jeg født paa et ►omflaadent Land,
Men har dog ei Lommerne fulde af Vand,
Ja, vel er jeg født paa saa snever en Øe,
Men dog vil jeg nødig saa indeklemt døe;
Og vel har min Arne jeg temmelig kiær,
Men vilde dog aldrig mit ►Baal have der!
Jeg kommer ►paa Timen, nu staaer jeg og spænder
Mit Pandser om Livet, Og Beltet om Lænder,
Og Hjelmen om Skallen, og Sværdet ved Siden,
Saa Alting, I Svende, maa komme med Tiden.
Ja vist stikker dybt jeg i Giæld til Kong ►Rolv,
Han høilig mig æred', og Rigerne tolv.....

✂ Men, ►Bitterdød! jeg maa lette mit Spjel,
Om ei af Røg jeg vil kvæles ihjel!

✂ Nu da, her er jeg, mit Raad I nu høre!
Brynjer, I ►Kæmper! sig hver skal iføre,
Længere da kan man kæmpe med Skrammen,
Snørlivet holder dog Stumperne sammen!
Skjoldet paa Ryggen giør Brystet lidt ►blot,
Men Aabenhjertighed klæder os godt!
Tage ►og hver sine Guldringe paa,
Vælge de tungeste, som han kan faae!
Staalet af Guld da lidt Overvægt faaer,
126Drøiere Hug giør ►og dybere Skaar!
Bag om og hjem, er en jammerlig Færd,
Hvem vil i Bag-Gaarden lede ►om Salen!
Kippes og kappes til Fiendernes Sværd!
Bedre at løbe, end krybe paa Valen!

✂ Frem nu, at hevne vor Skade og Spot!
Hevn! raaber Blod af ►livsalige Drot!
O! ingen Lykke kan lignes ved den,
Værdig at hevne en mageløs Ven!
Trefold lyksalig, hvem Lykken vil unde,
Svigen at lønne med dødelig Vunde!

✂ Det var en dygtig! som Hjorten i Brunst
Tog han afsted; jeg maa love mit Sværd,
Tydsk af ►Geburt, har reist om paa sin Kunst,
Veed, hvad der passer for hver især.
►Bidhvas i Nord er mit ►Kæmpe-Navn,
►Snitteren voldte, at det jeg vandt;
Fordum i Fare, jeg mindes det grandt,
►Snitter mig gjorde saa drabeligt Gavn!
Det var, da ►Agner jeg fældte med ►Priis;
Det maa jeg sige, han ►hugg uden ►Fals,
Slog efter Skallen paa Høibaarnes Viis,
Mindre var Stykket nu over min Hals,
Havde hans ►Høding ei gjort sig til Skjelm,
Sprunget fra Hovedet op i min Hjelm!
Lykke for mig, thi nu saae jeg mit Snit,
Skar ham fra ►Retten til Keiten paa Skraa;
Venstre-Siden fik sagtens Lidt,
127Dog kun den Høire jeg ►regnede paa!
Den ►gik i Løbet, og han sad paa Hug,
Lavt kun han sad, men jeg siger endnu,
Aldrig jeg saae noget høiere Sind!
Sad han ei halvdød med Haand under Kind,
Smiilde ad Hugget, og loe kun ad Døden!
Godt han fortjende i ►Gladhjem et Sæde,
Eftersom med sig han selv førde Glæde!
Det maa man kalde, at ►narres med Døden,
Det vil der Kraft til: at ►kudske sig ►saa,
Smerte som Griller af Hovedet slaae;
Medens til Marv og til Hjerte det piner,
Holde saa gode og smilende Miner!

✂ Han var, min Tro, ogsaa kommet af ►Stand,
Han, der nu havde min ►Søger i Livet!
►Høieloft var der i Bringen ►forsand,
►Trækhul derefter har ►Snitter ham givet,
Konge-Søn var han, som Fader ►for ham,
Ætten har ikke af ►Ædlingen Skam,
Over sin Alder, thi den var kun liden,
Raged' han frem i en glimrende Færd!
Han kunde blevet til Noget med Tiden,
Var han ei kommet i Lag med mit Sværd;
Nu derimod er det ude med ham,
Som med enhver, til hvem ►Snitter faaer Ram!
Tingen er den: der er Liv i det Sværd,
Saa ei for Smaating paa Veien det standser,
128Han stod i Veien, den Ungersvend her,
Derfor løb ►Snitter igiennem hans Pandser!

✂ Hvad var nu det? hvor er ►Gotherne henne?
Hvor er nu ►Hjartvars storsnudede Svende!
Her er en ►Bismer med ►Blodlod paa Enden,
Er I for tunge, saa kan vi jo ►vend'en!
Kom, vil I veies paa ►Lispunde-Siden!
Det har I Ære og Gavn af med Tiden!

✂ Slaget, for Resten, er et af de ægte,
Her skal man lede ►om ►luslidte Knægte,
Her kommer ei ►Rasmus Jæn med sin Kofte;
Det er en Høitid for Ulv og for Ørn,
Thi det er sjeldent, at ►smukke Folks Børn
Mødes i saadan en Mængde paa ►Tofte!
Hvem seer man ligge, og hvem seer man staae,
Andre end Folk, som har ►Soel-Hatte paa!
Det seer man godt, naar de Sværdene røre,
Fødte de vare til ►Spiret at føre;
Derfor sig Smaafolk undsee for at mukke,
Veed at det ►bør sig for ►Spiret at bukke.
►Her dandse Traner hinanden ►af Lag!
Klogest giør Spurven, som holder sig bag►!

✂ Ja, skue fra den ►Krage, Kong ►Rolv! du besteeg,
Herned paa de høibaarne Ligemænds ►Leeg!
See her dine ►Kæmper nu blege og lamme!
See, brat er ophugget den herlige Stamme,
129Ja brat er nu sjunket i blodige Bølge
Din modige Trop, og dit kiærlige Følge!

✂ Det er en Høitid for Valguden, den!
Han faaer Besøg, som er værd at modtage,
Her skal han finde navnkundige Mænd,
Folk, der er voxet af Skarnet med ►Krage!
Der bliver Stads, naar de komme der alle!
Der bliver trangt nu for Rum i ►Valhalle!

✂ Gammel jeg blev, og har før ►løbet med,
Hvor et godt Ord fandt et skikkeligt Sted,
Men var ei før, hvor en Tale blev ført
Fyndig, som den, jeg i Nat nu har hørt;
Blev jeg lidt ældre, det var at befrygte,
At, ►som en Lurer, jeg slemt kom i Rygte,
Ikke fordi jeg ►jo mener det godt,
Veed det paa Fingrene, hvad jeg vil sige,
Men paa min Udtale Meen jeg har faa't,
Høit ei paa Gummerne Røsten kan stige!

✂ Det maa jeg sige til ►Gothernes Ære:
Ærlig er her deres Handel og Vandel,
Kun over det jeg mig har at besvære,
De er for gavmilde i deres Handel!
Blot man dem godvillig laaner en Skiærv
Ikke, ►uroest, for Betaling man venter,
►Faaer man tre Styver, som Trave for Kiærv,
Det er jo ublue og Blodigle-Renter!
130Ja, uden Spas! skiøndt jeg stynede ►saa,
At jeg af Kvistene ►vandt mig et Giærde,
Er her dog slet ikke sikkert at staae!
Kunde jeg mig til en Bauta-Steen hærde,
Da paa den Gravhøi af Liig jeg har bygt,
Ene ►om Alle jeg kunde staae trygt;
Nu er den Eensomhed ikke min Sag,
►Bar er dog immer en broderløs Bag!
Det er ►og sært, i saa skovrig en Egn,
Ikke at støde paa levende Hegn!
Hvor er nu han blevet af, der saa stolt
Andre lod høre: de havde det koldt!
Mon han nu Fienden at række ei nænner
Skaalen hin bittre, han skiænked' for Venner!
Hvad kom der ud af det ►Gabmunde-Brall!
Har han nu skikket sig efter sit Kald!
Tolv Mænds Styrke paa Tungen ham laae!
Spor jeg deraf end paa Valen ei saae!

✂ ►Hjalte.

1

✂ Skiøndt ei dit Skjold mig rækker ►end,
Og ►Skyts jeg ei kan ►rose,
Dog ei saa langt jeg er fra Ven,
Jeg hører jo hans Skose;
Men uden om mig smukt den gaaer,
Den stikker ei hvor Alt er Saar!

2

✂ Og sige tør jeg uden Pral:
Her kan en Klinge prøves,
Vist ingen Plet man seer paa Val,
131Hvor bedre Mænd behøves;
Hvem her mig hjalp, ei blev jeg gram,
Thi ►Folkehjelp er her ei Skam.

3

✂ Mit Skjold nu ►fast er skaaret op
Af Spyd og hvasse Egge,
Med Haanden maa den gamle Krop
See til den sig kan dække;
Det Fienden dog at sande faaer,
Thi ►Syn for Sagn jeg veed her gaaer!

4

✂ Her kræves ei den blinde Tro,
Her seer man Top og Hale,
Her kan man nøies med at gloe,
Og lade Tingen tale;
Hvem Øret ei er vidnesfast,
Paa Rummet seer nu, hvad der brast!

5

✂ Ja, af mit gode ►Dane-Skjold
Har lidt jeg kun tilbage:
Kun ►Bøilen, hvor min Haand fik Hold,
Og slap end ei sin Hage;
Kun ►Bøilen, og den Ring saa flad
Hvor fordum ►Skjolde-Mærket sad!

6

✂ Kun Stump for Stump man fra mig vandt,
Hvad ei jeg turde skaane;
Nu kan jeg giennem Ringen grandt
See baade Soel og Maane;
Ei slige Ting kan holde Stand,
Thi Staal i Krig er Tidens Tand!

✂ 132See, velkommen! ►Bjarke! du lever endnu!
Og at du har levet, skal kommes ihu!
Kom seent du end til os, oprigtig i Sind,
Dog hvad der gik fra dig, du henter nu ind!

✂ ►Bjarke.

✂ Bruger du ►Keie i Aar, som i Fjor!
Hold dog nu op med de knubbede Ord!
Raskhed er vist nok en ypperlig Sag,
Men naar der Huller og Slag er i Veien,
Tit er man nødt til at fare i Mag,
►Alt som jeg gik, for at komme til ►Keien,
Var der en Svensker, som gav mig lidt Koldt,
Ikke saa lidt, thi han Maade ei holdt,
Det var en Tølper, men gid han ►faae Skam!
Til mine Indvolde godt han fik Ram.
Det var et Slag udaf Hjertens Grund,
Som mig vel lærer at holde min Mund!
Bjørn af en Karl med en ►Kværnbider-Klinge!
Skar han som Vand ikke Brynie-Ringe!
Hvad paa det Bare var ordenligt Maal,
Gav han mig her giennem fingertykt Staal!

✂ Nu gad jeg seet ham, den ►Vaabenhuus-Drot:
►Odin, som ham jo de Fleste nu kalde,
Han, som af Øine kun seer med det Halve,
Og, som man siger, dog nøies ret godt!
Seer du ham, ►Rutta! jeg beder dig, tael!
Viis mig ham, dersom han findes paa Val!

✂ 133►Rutta.

✂ Hvis tryg du og rolig
Vil ►Hær-Fader trolig
Nærværende kiende;
Du ►nærme dig bøiet,
Og stirre med Øiet,
Paa hvad vi omspænde!
Men først med det stærke,
Det seirende Mærke,
Til Synet ophøiet,
Du ►hellige Øiet!

✂ ►Bjarke.

✂ ►Frigge! kan jeg til din Husbond faae Ram,
Da tør jeg love dig, han skal faae Skam,
Høi er vel Hesten, som bærer den Trold,
Og ham bedækker hans ►hvidtede Skjold,
Dog ei fra 📌Leire han slipper med Livet,
Hvis ham at ►række det mig vorder givet!
Søger paa Valen den ►Nisse-Gud Vælde,
Er det og ►billigt paa Val ham at fælde!

✂ Du seer os, ►Rolv! du seer os blegne,
Men glimrende vi dog skal segne,
Kun med den sidste varme Draabe Blod,
Skal synke ned vort Sværd, men ei vort Mod,
Vi leve skal, saa døe vi kan med Ære,
Og Liget selv vort Mindes-Mærke være!
Ja, ►Vunde-Kredsen, som en Rosen-Krands,
Indvie skal vort Legeme til Glands!

✂ 134Nu synke maa jeg for de skarpe Sværde,
Nu tælles Øieblikkene, jeg døer,
Men, kom kun Død! jeg ligger, som jeg bør:
Ved min hensovne Høvdings ►Hoved-Giærde!
Nu kommer ►Raden snart til dig, min Ven!
O! naar du segner, sov da ikke hen,
Før du ved Drottens Fødder dig kan lægge,
Saa hvem der speide skal den store Val,
For sine Øine seer det paa os begge,
At Herrens Guld og Gaver ei vi stjal!

✂ Vi ligge her til Ørne og til Ravne,
Rov-Fuglen sig vil mæske med vort Kiød;
Men Helte-Løn det er i Helte-Død,
En Drot, saa majestætisk, at omfavne!
Det siges skal, og kommes vel i Hu,
At vi forenedes med Kongen nu!

✂ Hele dette opmuntrende Ordskifte finder man udtrykt med Fynd i en gammel dansk Vise, som adskillige gode Venner af de gamle Dage har endnu idelig paa Tungen, og det har især bevæget mig til at giøre disse Vers, hvori jeg har søgt at udtrykke den samme Mening og Tankegang.

✂ Saaledes gik det da til, at ►Gotherne seirede ikke, førend hele ►Rolvs ►Kæmpe-Flok var nedlagt, og selv af alle Unger-Svendene i Kongens Gaard var Ingen levende tilbage, uden ►Vigge. Man skal da ikke Andet sige, end at i denne Kamp ►lod Kongens Tjenere til Syne, hvor høit de skattede hans mageløse Dyder og Fortjenester, saasom hans Død forbittrede dem alle Livet, og indgiød dem en brændende Attraa efter den Glæde: ved Døden igien at forenes med ham!

✂ 135Nu var da ►Hjartvar glad, befalede sine Folk at giøre sig lystige oven paa Dysten, og lod strax dække Bord, for med et prægtigt Gilde at forherlige Seieren. Da han nu havde drukket sig en god Ruus, kunde han ikke noksom udtrykke sin store Beundring af ►Rolvs ►Tjenerskab, hvori, saa talrigt det end var, ei fandtes Een, som, for at frelse Livet, vilde enten flye eller lade sig fange. Ja, sagde han, ►i Nød skal man Venner kiende, og det er soleklart, at den Konge havde trofaste Venner, hvis Tjenere ei havde Sind til at overleve ham, saa jeg maa høilig beklage det Vanheld, der ikke levnede mig en eneste af det herlige Følge, som jeg, hvad saa inderlig gierne jeg vilde, kunde tage i Tjeneste! Da man nu bragde ham ►Vigge, ønskede han sig til Lykke, som om Nogen havde givet ham den største Foræring, og spurgde strax om han vilde være hans Strids-Mand? ►Kæmpen nikkede, og strax var ►Hjartvar tilrede med et draget Sværd, men da han ►bød ham Spidsen, bad ►Vigge om ►Hjaltet med de Ord, at saaledes pleiede ►Rolv altid at række Strids-Mænd Sværd; og det var rigtig nok Skik i Oldtiden, at ►Kæmper rørde ved Sværdets ►Handfang, ⓘ naarnaar] GV, naae A de fæstede sig til en Konge. Saasnart nu ►Vigge fik ►Haand i Hanke, gav han ►Hjartvar Spidsen►, og indfriede saaledes Løftet om Blodhevn, han fordum gav ►Rolv. Sjæleglad stod nu ►Vigge i Salen , og blottede selv sit Bryst for ►Hjartvars Tjenere, som flux indstormede paa ham, og han døde med de Ord paa Læberne, at naar man har taget saadan en Niding af Dage, da smager Grav-Øllet sødt, ►ihvor beedsk det saa brygges.

✂ Saaledes forvandlede da ►Vigge virkelig det Seiers-Gilde til et Grav-Øl, og Hof-Fest til Hof-Sorg, og man kan ikke andet, end holde den Helt i ►høilovlig Ihukommelse, fordi han, efter at have mandhaftig opfyldt sit Løfte, gik frivillig i Døden, og skiænkede saaledes Blodhundens 136Tjenere, for deres Umage, med sit eget Blod. Ham, som stod med Kiærligheds Liv i sit Hjerte, kunde hans Drabsmænds ►Glavind ingen Frygt indjage, da han først havde renset ►Rolvs besmittede Høisæde ved at bestænke det med hans Morders Blod. ►Med Ræv, siger Ordsproget, skal man Ræv fange, ►Tyve-Lykke er Galgen-Frist, og ►hvad med Synd man naaer, med Sorrig bortgaaer, saa det var intet Under, at ►Hjartvar blev sveget, og fik ikke Lov at leve den Dag, han saae Solen gaae ned over 📌Dannemarks Throne.

✂ Svenskerne, som nys saae ►Dannemænd over Hovedet, kunde nu ikke holde deres eget opreist, og sank under ►Sællands-Farenes Sværd, som et Skyld-Offer til Mindet af ►Rolv, de saa skiændig forraadte. Saaledes bliver det dog gierne Slutningen, at ►Fals slaaer sin Herre paa Hals!!

---