↩ Blandt ►Grams øvrige Bedrifter, som ei vare faa, maae vi endnu lægge Mærke til de Omstændigheder, han havde med Kong ►Sumle i ⓘ 📌Fyen. Først, da de laae i Krig med hinanden, fik ►Gram et godt Øie til hans ►Daatter, ►Signe, ombyttede Sværdet med den røde ►Mandelstok, beilede, og fik Ja, paa det Vilkaar, at han skulde forskyde sin forrige Dronning; men imidlertid havde den norske Kong ►Svip-Dag voldtaget baade hans Syster og hans ►Daatter, og imens han nu af alle Kræfter stræbde at hævne den Beskiemmelse, gik ►Sumle hen og fæstede sin ►Daatter til Kong ►Henrik i 📌Saxen. Aldrig saasnart fik ►Gram den Tidende at ►spørge, førend han i al Stilhed skyndte sig fra Leiren over til 📌Fyen, og heraf seer man, at naar det kom til Stykket, holdt han dog meer af Pigen, end af Krigen. Han kom netop til Bryllup, men han var reven og pjaltet klædt, og satte sig paa Dør-Tærskelen, som en selvbuden Giæst. Da man nu spurgde ham, ►hvad Godt han havde at føre, svarede han, at han havde ingen Ting hos sig, uden den Kunst at helbrede Folk, og siden, da alle Giæsterne havde faaet en Taar over Tørsten, og vare dygtig høirøstede over Borde, ►laande han Bruden et Par Øine, og gav sin Vrede Luft i en Vise, hvori han heller hverken glemde at rose sig selv, eller at skiælde og smælde paa vægelsindede Piger. Visen skal gierne have lydt saalunde: