Folke-Sagn fra Hedenskabet.
Første Bog.
Fra ►Dans Opkomst til ►Haddings Død.
►Dan og ►Angel.
✂ 📌Dannemarks Krønike begynder med ►Humbles Sønner: ►Dan og ►Angel, som baade vare de første navnkundige Høvdinger i Riget, og ►bleve opkaldte i Folket; uagtet den Normanniske Historie-Skriver, 👤Dudo, rigtig nok vil sige, at de Danske skal nedstamme fra Grækerne, som ogsaa kaldes ►Danaer, og deraf have deres Navn. Ihvorvel nu disse Brødre, for deres Mods og mandelige Gierningers Skyld, bleve af menige Landsens Indbyggere udvalgte til Høvdinger og Fyrster, saa kaldtes de dog ikke Konger, thi det Navn var dengang hertillands enten ubekiendt, eller dog ikke kommet i Brug.
✂ Fra denne ►Angel skal, efter Sigende, det engelske Folks Navn have sin Oprindelse, thi det ►Landskab han raadte over, kaldte han 📌Angeln, og slap derved paa en nem Maade til et udødeligt Navn, thi da hans Efterkommere siden indtoge 📌Britannien, ►skildte de tillige Øen ved sit gamle Navn, og satte deres eget Fædrenelands, nemlig 📌Angelns, isteden, og den Heltegier14ning har man i gamle Dage gjort meget Væsen af. Herom kan man læse hos 👤Beda, som var selv en Engelskmand, og velberømt for sine gudelige Skrifter, thi han indlemmede med Flid sit Fædrenelands Krønike i sine dyrebare Bøger om Troen og Lærdommen, fordi han tænkde, som sandt var, at det er ligesaavel en Kiærligheds-Gierning at tænde Lys i sit Fædrenelands Krønike, som at udlægge Guds Ord; det Ene skal giøres, og det Andet ikke forsømmes.
✂ Det var nu ►Angel, men fra ►Dan nedstammer, efter Forfædrenes Vidnesbyrd, vort gamle Kongehuus, saa Konge-Blodet er fra ham, som et Kildespring, rundet giennem Slægten lige til den Dag i Dag. Han fik sit Giftermaal ude fra 📌Tydskland, og avlede med ►Grythe, sin høibaarne Fyrstinde, to Sønner: ►Humble og ►Lotter.
►Humble og ►Lotter.
✂ Det var Skik i gamle Dage, at naar man valgde sig en Konge, da stod man paa nedgravne Stene, og gav sin Stemme, for ved de Stenes faste Leie at betegne, Valget skulde staae fast og aldrig ►rygges; men uagtet nu at ►Humble, da hans Fader døde, blev udvalgt paa samme Maade, saa havde han dog det Uheld at miste, hvad Folkets Kiærlighed gav ham, og blev fra Høvding, Undersaat igien. Han blev nemlig overvundet i Strid af ►Lotter, og maatte, som en fangen Mand, da der ikke var anden Redning, kiøbe sit Liv med sit Rige. I det han nu saaledes blev stødt fra Thronen af sin egen unaturlige Broder, fik man et nyt Beviis paa, hvor sandt det er, at ►Hallen er herlig, men Hytten er tryg, men siden han bar sin Skiebne saa godt, at Ingen skulde sige Andet, end at Herlighedens Forliis var i hans Øine netop en Lykke, saa maa man slutte, 15at han, som en viis Mand, har betragtet en Konges byrdefulde Stand fra den rette Side.
✂ Nu havde da ►Lotter faaet ►Spiret, men med ►Staalhandske var det, han tog det, og brugde det ogsaa derefter, ret som om han bildte sig ind, at det er ved Hovmod og ►Skalkhed en Konge befæster sin Throne, thi ►han maalde Folket med sin egen Alen, og tænkde at de ►stode ham alle efter Riget, som gik ham nær i Adelsbyrd, derfor ►meende han, det var Dyden den, at tage Liv og Gods fra hver ypperlig Mand, og giøre Landet øde for ædle Folk. Dog, ►Herrer strænge, regiere ei længe, og hvad der nys var ►Lotters Lykke, det blev nu hans Straf; thi han faldt, som han steeg, i et Oprør.
►Skiold og ►Gram.
✂ ►Vel i Skind men ei i Sind var ►Skiold en Søn af ►Lotter, thi ligefra sin første Ungdom af, gik han en ganske anden Vei, traadte ikke i sin Faders skammelige Fodspor, men slægtede sin herlige ►Olde-Fader paa, og her kan man med Rette sige, at ►Beste-Fars Arv er Ættens Tarv. ►Alt i sin Ungdom blev ►Skiold berømt derved, at han fik Bugt med et vildt Udyr, og den forunderlige Hændelse maa man vel kalde et Forvarsel for hans følgende Helte-Bedrift. Hans Formyndere, som ►optugtede ham kongelig, havde nemlig, engang i hans Drenge-Aar, givet ham Forlov til at følges ud med Skytterne og see paa Jagten, og da hændte det sig, at en usædvanlig stor Bjørn kom ham imøde, men uagtet han var vaabenløs, var han dog ikke raadvild, men bandt Bjørnen i sit Belte, til hans Staldbrødre kom og ►gave den sit Livsbrød. Omtrent paa samme Tid skal han ►i Kreds have nedlagt adskillige særdeles tappre ►Kæmper, hvoriblandt 16to saare Navnkundige, nemlig ►Atle og ►Skate, og da han gik i sit sextende Aar, var han saa stor og stærk, at man skulde have ondt ved at finde hans ⓘ Mage.
✂ Af ►Skate, som var Høvding i 📌Allemannien, blev han ►budt ud, fordi de beilede begge til een Brud, som hedd ►Alvilde, og var saa deilig en Jomfrue som Nogen vilde see for Øine, og om hende sloges de da i Nærværelse af deres Krigshære, men ►Skate maatte bukke, og med ham faldt Modet paa hele hans Krigshær, saa 📌Allemannien blev 📌Dannemark ►skatskyldig. Saaledes overgik da ►Skiold i Mod og ►Manddom vidt sin Alder, og vovede saadanne ►Kæmpe-Dyster, som man knap skulde tænkt han i de Aar havde havt Mod til at see paa, saa at naar der var nogen Skam i de ømskindede Karle, der hendrev deres Manddoms-Aar, og ødelagde sig selv i Suus og Duus, da maatte de dog skamme sig, og lære af ham at beflitte sig paa en Haandtering, som ►Dannemænd ►kunde egne og anstaae. Dog, det var ikke blot i Vaabengny, at ►Skiold havde Hjertet paa det rette Sted, thi hvor det gjaldt om ►Livsaligheden, stod han ►og i Spidsen, og vandt ved sin Giævhed igien den Kiærlighed hos Folket, som hans Fader ved sine Udyder havde forspildt. Han afskaffede ►ubillige Love, og satte gode isteden, og al hans Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes han bedst kunde hjelpe sit Rige paa Fode, thi det var hans Mening, som det var hans Ord, at Kongen er sat til at sørge for Landet og glemme sig selv. I Naade og Gavmildhed, saavelsom i Mod og ►Manddom, gjorde han al Verdens Konger Rangen stridig, thi af sit Skatkammer betalte han sine Undersaatters Gield, husvalede de Syge, og hjalp de Betrængte til Rette, og sine ►Kæmper gav han ikke blot Kost og Løn som den Bedste, men lod dem ogsaa i Krig beholde alt Byttet, thi han pleiede gierne at sige: Kongens er ►Prisen, og Pengene ►Kæmpens!
✂ 17Fordi nu ►Skiold saaledes viiste, at der var en herlig Aand i ham, saa have alle 📌Dannemarks følgende Konger beholdt hans Navn, og ladet sig kalde ►Skioldunger. Imidlertid gav han dog een Forordning, som ei er at rose, thi da en af hans frigivne Trælle blev ►overbeviist om, at ►staae hemmelig Kongen efter Livet, befalede han, at alle Frigivne skulde være Trælle igien, som om det var Ret, ►at lade dem alle bøde for den Enes Brøde!
✂ Vi hørde før, at der var en deilig Jomfrue, som ►Skiold sloges for med ►Skate, hende tog han til Ægte, da han havde fældet sin Medbeiler, og af dette Ægteskab blev født en Søn, der kom til at hedde ►Gram, og skulde ikke lyve sig Fader til, thi han var i alle Maader ►Skiold op ad Dage. Baade i Henseende til Sjæl og Legeme havde han ►og alle de Egenskaber, man helst maa ønske sig, og brugde dem saa vel, at han vandt sig udødelig Ære, ja hvor høit han stod anskrevet hos Efterkommerne, seer man deraf, at i de ældste danske Viser er det som en stor Æres-Beviisning, naar en Konge kaldes ►Gram. Særdeles var han berømt for sin Haardførhed og store Færdighed i alle Legems-Øvelser, og han var især en Fægte-Mester, som forstod sin Kunst, enten det saa kom an paa at hugge til, eller bøde af.
✂ Først giftede han sig med sin Foster-Fader ►Roars Datter, som var hans ►Patte-Syster, og det kan man sige var kongelig betalt, for hvad hun havde mistet; men siden overlod han hende til ►Besse, en af sine tro Mænd, som havde ►forskyldt meget Godt af ham, thi han var ham saaledes til Rygstød og Bistand i hans ►Kæmpe-Dyster, at det er et Spørgsmaal, om ►Gram havde sin egen eller ►Besses Tapperhed meest at takke, for al den Ære og Priis han vandt.
✂ Engang hørde ►Gram fortælle om ►Gro, en svensk Prindsesse, at hendes Fader Kong ►Sigtryg havde lovet hende bort til en ►Jette, og han 18blev saa harmefuld over, at en ►Konge-Daatter skulde have saa ►tynd en Lykke, at han gik til 📌Sverrig med sine ►Kæmper, og satte sig for, som en anden ►Herkules, at prøve Styrke med Uhyret. Saasnart han nu kom til 📌Gylland, klædte han sig ud, med Bukkeskind om Benene, og en stor Pels af forskiellige Dyre-Huder, for at sætte Skræk i hvem han mødte, og da han nu tillige gik med en stor, svær Kiølle i Haanden, saa saae han livagtig ud, som han kunde været en ►Jette. I den Klædedragt mødte han i en Skov ►Gro selv, som kom ridende med nogle faa Terner, og vilde hen til en Søe, hvor hun pleiede at gaae i Bad. Hun tænkde det var hendes Fæstemand, og paa Kvinde-Viis blev hun saa angest og bange for det fæle Syn, at hun tabde Tøilen, og skiælvede og bævede over hele sit Legeme. Alt som hun sad, sagde hun ved sig selv, paa sit ►Maal, som der staaer i Visen:
✂
►Skuffer Synet mig ei,
Kommer lang, kommer breed,
►Vist den ►Jette saa leed
Nu, ►og mørkner min Vei.
Dog, ►og stundum paa Skrømt
Helten fiin og berømt
►Skaber ud, hyller ind
Sig som ►Vildlap i Skind.
✂
Raske Møe paa Ganger let!
Giør nu som jeg beder;
Siig mig Sandhed om din Æt!
Glem ei hvad du hedder!
✂
Konge er min Fader god,
►Rundet op af Kæmpe-Rod,
19Blinket har hans blanke Sværd
Tit med Held i ►Herre-Færd,
Af hans Daad gaaer vide ►Savn,
►Gro, det er hans ►Daatters Navn.
Siig mig nu:
Hvem og ►hveden ►est vel Du?
✂
►Besse jeg hedder med Ære,
Banner og Sværd kan jeg bære,
For mig i Feldten man gruer,
Fiender jeg smækker som Fluer,
Sjelden fra Valen jeg flytter min Fod,
Før jeg kan vade i Blod.
✂
Hvem mægter at styre
Og ►raade de Fyre,
Her hugge saa drøit?
For hvem bæres Banner saa høit?
Hvem kiende I Karle paa Land og paa Strand,
I Leding for Herre og Høvedsmand?
✂
Med ►Lykken vi følge,
Paa Land og paa Bølge,
Den stoute Kong ►Gram;
For Ingen han viger,
Men ►Kæmper og Riger,
Maa bukke for ham.
Hvor Pilene suse,
Hvor Bølgerne bruse,
20Hvor Hjelmene knage,
Hvor Luerne brage,
Der, Guld-Møe, giv Agt!
Der gaaer ►uforsagt
Den Høvding saa krye,
Hvis Banner vi løfte i Skye.
✂
►Seiler, I Svende,
Hjem med en Fart!
Ellers I ende
Ynkelig snart;
Kommer med Hær
►Sigtryg jer nær,
Flux han jer knytter om ►Kværke
Rebene stærke,
Hænger jer op
Høit i Top,
Leer, naar han seer, at I smager
Ravne og Krager.
✂
Hillemænd, hillemænd;
Nu, et godt Ord igien!
Gik Alt som du vilde,
Gik os det kun ilde;
Men ellers din Fader skal vogte sig vel,
At hovedkulds ikke han reiser til ►Hel;
Thi ►heller paa ham
Den vældige ►Gram
Dog Halsen ►vist knækker,
21Var ►og den af Steen,
End her han nu lægger
Saa bradt sine Been!
►Dannemænd aldrig for Svenskere grue,
Om de ►og mylre, som Myrer i Tue!
✂
Mig huer ►Salen
Bedre end Valen,
Hjem vil jeg tye,
Og medens Sværdene lyne,
Være af Syne,
Sidde paa Fædrene-Borgen i Ly.
Eder paa brusende Bølge
Døden ►forfølge,
►Om I og Sværdet undflye!
✂
Gid du med Glæde
►Gange til Sæde
I dine Fædrene-Sale!
Ønskerne lede
Vi os frabede!
Galde med Godt vi betale.
►Sjeldnere vender i Luften sig Vind,
End som paa Tærskelen Pigernes Sind►;
Sure i Gaarden, og søde i Borgen,
►Kimse i Dag de, og kysse i Morgen.
✂ Nu var ►Gram kied af at staae og tie, og gav sig i Snak med Jomfruen, men tog Tonen saa grovt som han kunde, saa man kan snarere sige han brølede, end at han snakkede.
✂
Vær hun kun slet ikke bange, mit Barn!
Og tænk ikke, jeg er et Skarn!
►Jetten, min Broder, ved mig sender Bud
Til sin tilkommende deilige Brud,
Men vil hun ha'e mig, er det Hip som Hap,
Min Broder hedder ►Grip, og jeg hedder ►Grap.
Bliv hun kun ikke saa bleg om Næsen!
Det Barske, det ligger kun ►saa i mit Væsen;
Mit Hjerte er ømt, derpaa kan hun ►lide,
Og jeg vil af intet Favnetag vide,
Uden jeg mærker først, at hun
Elsker mig ret af Hjertens Grund.
✂
Splittergal jeg maatte være,
Førend jeg fik ►Thusser kære;
Ikke selv den værste Skiøge
Vilde Seng med ►Jetter søge!
Hils dig selv, og hils din Broder:
►Thusse-Brud, og ►Trolde-Moder
►Være Hexe, ikke jeg!
Andre efterhige knap
Mødding-Kys, og Tjørne-Klap,
Hvile ►vist ei Silke-Kind
Paa et børstet Svine-Skind!
Hvor Naturen sig oprører,
Nødig man om Elskov hører,
Og det skal ►vist aldrig feile:
►Piger lee, naar Tosser beile.
✂
Betænk dog, Barn! jeg er berømt i Krig,
For Tapperhed, og jeg tilbunds er riig.
Min Haand har bøiet mangen Nakke stiv,
Og stærke Konger skilt ved Land og Liv.
Her er en Guldring, see hvor den kan ►gloe!
Giv hun mig nu sit Hjerte og sin Troe!
Saa skal den Ring os fæste evig sammen,
Vort Bryllup holde vi med Fryd og Gammen,
Og leve saa, som Blommen i et Æg!
✂ Med det Samme han sagde disse Ord, ►skiød Skielmen sin ►Jette-Ham, og stod for Jomfruen, som den deiligste Karl hun vilde fæste Øine paa. Var hun bange før, da blev hun dristig nu, thi nu tog hun med begge Hænder imod Fæstens-Gaven, og lod sig baade kysse og klappe for et godt Ord.
✂ ►Der ►Gram nu drog videre, mødte ham to Skov-Røvere, som laae paa Luur ved Landeveien, og de vare saa gridske paa Byttet, at de, uden at see sig for, foer ind paa ham, som glubende Ulve, men han saae sit Snit, og slog dem, som to Fluer, med eet Smæk. Nu kan man sagtens vide, det var ikke for Svenskernes, men for sin egen Skyld, han ►gav de to Stimænd deres Livsbrød , men hvor høit han elskede Svensken, og hvor bange han var for at giøre sine Fiender en Tjeneste, det beviiste han paa en ►mærkværdig Maade, ved det, at han reiste de døde Kroppe op til et Træ, saa det kunde livagtig lade som de stode der lysvaagne endda. Det var da hans Agt, at de, som ikke længer kunde slaae til, skulde i det Mindste true, og, som et Slags Giengangere, kyse Livet af Svenskerne, saa Veien omtrent blev lige farlig. I Øvrigt, saa, da 24han havde hørt af Spaamændene, at “Intet ►uden Guldets Magt, ►Sigtrygs Liv var underlagt” saa fandt han paa, at lade sin Kiølle beslaae med Guld, og paa den Maade lykkedes det ham, da de ►kom hinanden under Øine, at slaae Kong ►Sigtryg ihjel. Om denne Helte-Gierning skal ►Besse have gjort en ganske kiøn ►Kæmpe-Vise, der lyder omtrent som ►saa:
✂
Det var Kong ►Gram hin haarde,
►Alt med sin Kiølle god,
Han uden Skjold og Kaarde,
Gik Svenskeren imod;
Den Kiølle ►kom for Orde,
I Kamp ►Beskeed den gjorde,
Som baade Sværd og Skjold!
✂
Med Himlen ►sig beraadte
Den ►Danne-Konning flink,
Og den Forstand han ►aatte,
At følge Skiebnens Vink;
Kong ►Sigtryg sank for Guldet,
Og med ham sank i Muldet,
Al 📌Sverrigs Lyst og Glands!
✂
Det Krigspuds, vil jeg sige,
Fortjener ►vel en Sang,
Det kalder man at krige
Med ►Klem, med Glands og Klang;
Ja, kastet over Ende,
Maa Svensken selv bekiende:
Det var et ►deiligt Slag!
✂
25Naar Sværdet ei vil bide,
Og Jernet er forbudt,
Da skal med Guld man stride,
Saa vorder Fjenden skudt,
Og kan sig ei beklage;
Han faldt i gyldne Dage,
Og fik en ædel Død!
✂
Herefter skal man hædre
►End meer det røde Guld,
Thi aldrig før det bedre
Har blinket over Muld;
Naar man det høiest priser,
Det kaldes skal i Viser:
►Dan-Kongens Kiølle-Glands!
✂ ►Der nu ►Gram havde faaet Kong ►Sigtryg ryddet af Veien, havde han nok Lyst til at beholde 📌Sverrig, og, da han mistænkde ►Svarin, Høvdingen i 📌Gylland, for at have Øie paa Thronen, saa ►bød han ham ud, og nedlagde ham i Tvekamp. Dermed var imidlertid Sagen ingenlunde afgjort, thi nu kom alle ►Svarins sexten Brødre, hvoraf de syv vare ægte, og vilde hevne Skade, og det var en haard Dyst for ►Gram, men han fik dog gjort Kaal paa hele Klatten.
✂ Samme Lykke som disse havde ogsaa ►Ring, en ►Siællandsfar af høi Herkomst, som gjorde Oprør, og stræbde at faae hele det danske Folk i Ledtog med sig. Sagen var den, at da Kong ►Skiold blev ældgammel, ►syndes han det var baade bedre og mageligere, at dele Krone-Byrden med sin Arving, end nu, da han gik paa Gravsens Bred, at ville udmatte sig, ved at bære den ene. Derfor tog han ►Gram til sin Medhjelp, og det tog 26►Ring fortrydeligt op, thi han ►syndes vel, at den Ene var for grøn om Hagen, og den Anden for graa, til at giøre Ære af, ►meende i al Fald, at den Ene var for ung og den Anden for gammel, til at giøre ham Modstand, og sagde reent ud til Folket, at Ingen af dem duede til at være Konge, da den Ene var et Barn, og den Anden gik i Barndom. ►Ring havde imidlertid regnet feil, thi Kongerne ►stode sig, og han gik til Grunde, og heraf kan man lære, at Mod og ►Manddom er ikke bundet til ►Aars-Tal.
✂ Blandt ►Grams øvrige Bedrifter, som ei vare faa, maae vi endnu lægge Mærke til de Omstændigheder, han havde med Kong ►Sumle i ⓘ 📌Fyen. Først, da de laae i Krig med hinanden, fik ►Gram et godt Øie til hans ►Daatter, ►Signe, ombyttede Sværdet med den røde ►Mandelstok, beilede, og fik Ja, paa det Vilkaar, at han skulde forskyde sin forrige Dronning; men imidlertid havde den norske Kong ►Svip-Dag voldtaget baade hans Syster og hans ►Daatter, og imens han nu af alle Kræfter stræbde at hævne den Beskiemmelse, gik ►Sumle hen og fæstede sin ►Daatter til Kong ►Henrik i 📌Saxen. Aldrig saasnart fik ►Gram den Tidende at ►spørge, førend han i al Stilhed skyndte sig fra Leiren over til 📌Fyen, og heraf seer man, at naar det kom til Stykket, holdt han dog meer af Pigen, end af Krigen. Han kom netop til Bryllup, men han var reven og pjaltet klædt, og satte sig paa Dør-Tærskelen, som en selvbuden Giæst. Da man nu spurgde ham, ►hvad Godt han havde at føre, svarede han, at han havde ingen Ting hos sig, uden den Kunst at helbrede Folk, og siden, da alle Giæsterne havde faaet en Taar over Tørsten, og vare dygtig høirøstede over Borde, ►laande han Bruden et Par Øine, og gav sin Vrede Luft i en Vise, hvori han heller hverken glemde at rose sig selv, eller at skiælde og smælde paa vægelsindede Piger. Visen skal gierne have lydt saalunde:
✂
27Otte, dem stak jeg paa Spid,
Ene om Værket, med Gammen,
Ni jeg i samme god Tid
Huggede sønder og sammen.
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
►Svarin stak Næsen i Skye,
Laved' sig kongeligt Sæde,
Bar dog kun Kronen i ►Nye,
Tabde sit Hoved i ►Næde!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
Dybt haver drukket mit Sværd
Blod af saa mangen en ►Bolle,
Rødmusset blev det af hver,
►Bollerne blegnede kolde!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
Sværde maae synge for Liig,
Hjelme, som Stjerneskud, segne;
Ingen skal sige om mig,
Han saae mig bæve, og blegne!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
Mig haver ►Signe forskudt!
Mig har en Pigelil saaret!
Ære og Troe har hun brudt,
Fremmede Ungersvend ►kaaret!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
28►Saa giør de Piger os ►Haad,
Møe tager ►Kæmpe ved Næse,
Flygtige, løse paa Traad,
Vendes, som Vindene blæse!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂
►►Alt som paa Hjul og paa Vind,
►Saa er paa Piger at ►bygge►,
Hvem er saa trofast i Sind,
At ei med ►Nye kommer Nykke!
En ►Kiærling er en ►Kiærling, og en Mand en Mand!
✂ Med det Samme Visen var ude, fløi ►Gram op af Sædet, og slog Hovedet af ►Hendrik, som han sad i Vennelag, over Borde, slog ned af Giæsterne for Fode, snappede sin Fæstemøe fra Brude-Kvinderne, og seilede sin Vei. Saaledes kom da Bryllups-Giæsterne til Liig-Begiængelse, og det var en Lærestreg til ⓘ Fyenboerne, saa de ikke herefter skulde lystes ved at ►gaae imellem Bark og Træe.
✂ Det blev imidlertid ►Gram en dyr Reise den samme, thi da han siden vilde have sin Krig frem mod den norske Kong ►Svip-Dag, kom Saxerne denne til hjælp med en stor Hob Folk, ikke fordi de havde ham saa kiær, men for at hevne Kong ►Hendriks Død, og ►Gram maatte bide i Græsset.
►Guttorm og ►Hadding.
✂ ►Gram havde to Sønner: en med ►Gro, som hedd ►Guttorm, og en med ►Signe, som hedd ►Hadding, men ►Svip-Dag var Herre i 📌Dannemark, og derfor ►flydde deres Foster-Fader med dem til 📌Sverrig, hvor ►Jetterne ►Vagnhoft og ►Hafle lovede baade at opdrage og beskytte dem.
✂ 29Men siden jeg dog nu saa løselig maae berøre slige ►Utydsker, med samt deres Anstalter, og vilde dog nødig, man skulde synes, at jeg ►mynter Noget paa min egen Haand, som er utroligt, og har ingensteds hjemme, saa er det vel ikke af Veien at fortælle: at, efter almindeligt Sagn, har her i gamle Dage været tre Slags ►Troldfolk, som med allehaande sorte Kunster giorde mange sære og synderlige Ting. Det første Hold Folk var et Slags vanskabde Uhyrer, som ►Alderdommen kaldte ►Jetter, og som vare meget større og stærkere, end Folk er nuomstunder. Det andet Hold stod langt under dem i Vext og Førlighed, men overgik dem lige saa vidt i levende Indbildnings-Kraft, havde synderlig Indsigt i Naturens Hemmelighed og Spaadoms-Kunst, og efter lang Strid om Herredømmet, vandt disse Hexe-Mestere Seier over ►Jetterne, og fik ikke blot Magten i Landene, men ogsaa Ord for at være Guder. Begge disse Hold Folk havde en særdeles Færdighed i Øine-Forblindelse, saa de baade kunde kogle ►allehaande Skikkelser frem, og stille Tingene selv i et falskt og ►skuffende Lys. Det tredie Hold Folk, var en Blanding af begge de Forrige, men ►der skiellede vidt i, at de enten kunde maale sig med de gamle ►Jetter i Høide og Legems-Styrke, eller lignes med Hexe-Mesterne i Kunster, saa det var kun reent ►Giøglerie, hvormed de narrede Folk til at tage sig for Guder. Dette vilde jeg kun sige, for at Læseren ikke skal støde sig over de Koglerier og Hexe-Kunster, jeg maa skrive om, og det er jo slet intet Under, at Tosser kunde ved saadanne Fandens Kunster lade sig forføre til Afguderie, ►aldenstund de fornuftige Romere vare slet ikke klogere, men lode sig ogsaa narre til at forgude dødelige Mennesker.
✂ Nu vil vi lade den Ting ►staae ved sit Værd, og høre videre, hvad man fortæller: ved ►Grams Fald var ►Svip-Dag tillige blevet Herre baade over 📌Dannemark og 📌Sverrig, og for at føie sin Dronning, som idelig bad for 30sin Broder, lod han ►Guttorm hente af sin Landflygtighed, og satte ham til sin ►Skatte-Konge i 📌Dannemark, men ►Hadding blev hvor han var, thi han vilde have Blod, ei Brød, i Bod for sin Fader. Han tegnede ogsaa allerede i sin Opvext overmaade godt, thi Dreng ►hedd han, men Mand var han baade i Sind og i Skind; Leeg og Leflen var ikke hans Sag, men Vaaben hængde han efter med Liv og Sjæl, thi han kom ihu, ►af hvad Rod han randt, og havde den Troe, at alle Dage giør Helte-Søn ►og Helte-Gierning. Denne hans store ►Mandhaftighed ►stod imidlertid ikke ►Vagnhofts Daatter, ►Hardgrippe, an►, og al hendes ►Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes hun med Elskov og Vellyst kunde besnære og svække den tappre Helt. Tidlig og sildig vilde hun bilde ham ind, at det var ikke mere end hans Pligt, at skiænke hende sin Ungdoms Kiærlighed, som havde været hans Barndoms tro Veninde, som havde givet ham Bryst, ►danglet med ham og ranglet for ham. Det var ikke dermed nok, at hun førde den Snak, men hun satte den endogsaa paa Riim, og sang den for ham, som Ordet gaaer:
✂
Vakkre, vilde Ungersvend!
Mærk, hvad jeg vil sige!
Driv ei Tiden længer hen
►Saa med Kamp og Krige!
Hvi vil dog saa ilde
Du Aarene spilde,
Som vinke til Leeg og til Lyst!
✂
Vild du gaaer i Raserie,
►Est med Blindhed ►slaget,
Skiønhed gaaer du kold forbi,
Heed i Vaabenbraget!
31I Blod vil du vade,
Men aldrig dig bade
I Kiærligheds speilklare Søe.
✂
Sværdet er din ►Venne-Viv,
Brud i Brynje-Senge,
►Mand-Slæt er din Tidsfordriv,
Valen er dit Vænge,
Ja, steenhaarde ►Kæmpe!
Din Lyst er Ulæmpe,
Og Vildmand, ei Helt, er dit Navn!
✂
Dyrker den vel Guder ret,
Som kun holder ►Tyr i Ære!
►Mon da ei af Gude-Æt,
Trods hver anden, ►Freia være!
Skal Møer nu klage,
At ►Skioldunger vrage
Gudinden, som var dem saa huld!
✂
Ungersvend! saa bliv da viis!
Og lad ►Freias milde Varme
Flux optøe dit Hjertes Iis!
Synk med Lyst i mine Arme!
Med Gammen til Brystet,
Som spæd dig forlysted,
Til Læben, som lulled dig ind!
✂ ►Hadding lod sig nu dermed forstaae, at hun, hvis uhyre Størrelse noksom beviiste, hvad Slægt hun var af, kunde allenfalds ikke være Kiæ32reste for ham, men hun bad ham kun aldrig regne efter hendes Udseende, da det var en Ting, hun kunde forandre efter eget Tykke, og gjøre sig høi og lav, bred og smal, tyk og tynd, som hun fandt for godt. Det vilde imidlertid ikke ret ind i ►Haddings Hoved, og da hun mærkede det, stemmede hun atter op, for, saa at sige, med Sang at tylle og trylle det i ham.
✂
►Underlige Ungersvend!
Sæt al Frygt til Side!
I min Favn den smelter hen,
Derpaa ►kanst du ►lide.
Min Gestalt er et Spil,
Ændres brat, naar jeg vil,
Mine Lemmer de lystre min Vilje!
✂
Op til Himlen kan jeg naae,
Naar jeg mig umager,
►Barne-Ham jeg tager paa,
Naar det mig behager,
Jeg kan see, med et Ord,
Ind i Vognen til ►Thor,
Jeg kan staae som en ►spærlemmet Pige!
✂
Kold som Iis, og stiv og leed,
Er jeg tit, du Kiære!
Silkeblød og lueheed,
Deilig kan jeg være,
Som jeg snurrer mig om,
Er jeg grum, er jeg ►from,
Er jeg Alt, hvad mit Hjerte begiærer!
✂
33►Grillen-Fænger! synes du,
Det er sorte Kunster!
Vær dog klog! og kom ihu:
Griller er kun ►Dunster!
►Odin selv, som du veed,
Giør sig smuk, giør sig leed,
►Skyder Hamm, skifter Røst og Gebærde!
✂
Underfuldt er Livets Spil,
Kræfterne sig dele,
Hver sig tee, som han er til!
Dobbelt er det Hele;
Hvo at finde sig veed
I den ►Tofoldighed,
Han er Alt, hvad ham lyster at være.
✂
Deel min Lykke, Ungersvend,
Større end du tænker!
Mængden slæber Livet hen
I Gestaltens Lænker;
Jeg er frie, som en Fugl,
Ruller rundt, som et Hjul,
Giør kun Nar ad hver Haand mig vil gribe!
✂
Kommer Fiender mig for nær,
Er jeg en ►Jetinde,
Banker paa min Hjertenskiær,
Skal han Pigen finde;
34Er jeg bister og vreed,
Er jeg rynket og leed;
Er jeg mild, er jeg glat, er jeg yndig.
✂ Saaledes lokkede hun da virkelig ►Hadding til at sove hos sig, og hun var nu saa indtaget i ham, at da han endelig vilde hjem og see til sit Fædreneland, tog hun Mands-Klæder paa, og satte en Fornøielse i at staae Last og Brast med ham. Som de nu reiste sammen, kom de paa Veien til et Huus, og vilde havt Natte-Leie, hvor der var en stor Ynk paa Færde, thi Huus-Bonden var død, og man holdt nu hans Liig-Begiængelse. ►Hardgrippe fik Lyst til, med Trolddoms-Kunst, at udforske ►Nornens Villie, hvorfor hun ►goel Galder, skar ►ramme Runer i Træe, og lod ►Hadding lægge dem under Tungen paa den Døde. Dermed nødte hun ham til at tale, og det giorde han paa Riim, saa det var en Gru at høre:
✂
Huh, huh! Skam ►faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun ►være fra Taa og til Top,
Hun, som maner mig op!
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!
✂
Hun som kogled, og ►goel,
Nødte mig Døde,
Hensovne, op under Soel,
Hardt skal hun bøde,
Piint ihjel,
Hos den sorteblaae ►Hel,
Skal, som en blødende Skygge,
Brat hun ►bygge!
✂
35Hexen har Kræfter,
Tvungen jeg maae
Tale og spaae,
Spaaer ►og derefter:
✂
Grandt giennem Taagen
Skoven jeg seer:
Djævle-Krogen,
Der ►I en Ulykke skeer.
✂
Hun der saa sært det kan mage,
Gienfærd til Legemer binde,
Hun som har kaldt mig tilbage,
Nødt mig til Ord at paafinde,
Hun skal med Hyl og med Graad
Angre dumdristige Raad!
✂
Huh, huh! Skam ►faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun ►være fra Taa og til Top,
Hun, som maned mig op!
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!
✂
►Thurser og Trolde,
Giftige, sorte og kolde!
Ingen Snak!
Knik, Knak!
Ris, Ras!
Der ligger Hexen i Kvas!
✂
36Hoved fra Gump!
Hver sin Stump!
Led for Led!
Saa har vi Fred!
Det er mit, det er mit,
Kvit! Kvit!
Du kom tilpas!
Nu har paa Hexen vi Has!
✂
►Hadding! du slipper,
Haabet, I Trolde, jer glipper,
Han skal ei ►Hel-Veien træde,
Hinke til Kval,
Pinebænken ei klæde,
►Hel! i din skumle, beklumrede Sal!
som fra Skyggernes Hjem,
Kogled mig frem,
for sin Brøde,
Ene skal bøde!
✂
Huh, huh! Skam ►faae hun
Paa sin Mund,
Forbandet hun ►være fra Taa og til Top,
som har manet mig op;
Trold-Kvinden leed,
Som ei vil lade de Døde i Fred!
✂ Det gik, som han spaaede. Da de kom til bemeldte Skov og maatte tilbringe Natten i en Løv-Hytte, saae ►Hadding en uhyre ►Jette-Næve, som stak ind imellem Grenene, og famlede rundt omkring i Hytten. Han bad, 37i sin Angest, ►Hardgrippe hjelpe sig, og hun greb da til sit gamle Raad, at fare i sin ►Jette-Ham, tog saa fat paa Haanden, og bad sin ►Fostersøn skiære den af; det giorde han da ogsaa, og saae, til sin Forskrækkelse, ei Blod, men Edder fuse ud af Saaret; men da nu ►Hardgrippe herved havde forgrebet sig paa sit eget Folkefærd, saa faldt hun i Troldenes Kløer, og de blæste kun ad alle hendes Kunster, enten hun peeb eller sang, saa maatte hun dog holde for, og blev revet i hundrede Stykker.
✂ Saaledes mistede da ►Hadding sin ►Foster-Moder, og vankede raadvild om, men saa mødte han en gammel, eenøiet Mand, der ynkedes over ham, og skaffede ham i Forbund med en ►Søehane, som heed ►Liser, og de indgik ►Stalbroderskab med hinanden, efter gammel Skik, paa den Maade, at de begge to lod deres Blod løbe sammen i hinandens Fodspor, thi saaledes at blande Blod, ansaae man for det sikkreste Venskabs-Pant. Efter denne Forening gik begge ►Stalbrødrene i Krig imod ►Loke, som havde opkastet sig til Herre over ►Kureterne, men han gik af med Seieren.
✂ Da nu ►Hadding var i Flugten, tog bemeldte gamle Mand ham op paa sin Hest, og førde ham med sig hjem, hvor han oplivede ham med en egen overmaade sød Drik, og spaaede ham et nyt Tillæg baade af Saft og Kraft, som man ydermere kan see af følgende Spaaerim, hvormed han talde ham til:
✂
Jeg seer dig ►gange
Ud Veien frem,
Dig Fiender fange,
Og føre hjem;
De ►Giække mene,
►For du gaaer ene,
Du ►est ►forfaaet.
✂
38De hardt dig ►hilde,
Og fik de Lov,
Fik ►Graabeen Gilde
I 📌Gribbe-Skov,
Ja, fik de Magten,
Som de har Agten,
Drak Dyr dit Blod.
✂
Tryk fuld de Riser,
De Murmel-Dyr,
Af ►Kæmpe-Viser
Og Eventyr!
Da før de revne,
End Taar de levne
I Horn og Kruus.
✂
Naar høit de hikke
Af Mjød og Viin,
Naar lavt de ligge,
Som Slagte-Sviin;
Skal Bolt og Ringe
Itu ►vel springe,
Rusk du kun til!
✂
Lad Pakket ligge!
Og rør dem ei!
Forsink dig ikke,
Men gak din Vei!
Der maa du møde,
39Med Øine røde,
Et grumt Udyr.
✂
Den Løve pleier,
I Helte-Leeg,
At vinde Seier,
Og ►vende Steeg:
Med Fanger arme,
Mens de er varme,
At spille Bold.
✂
Kun Mod i Bringe!
Grib an! hold fast!
Lad blotte Klinge
Kun bide hvast!
Skiær over Struben!
Luk Hjerte-Gruben
Med Staalet op!
✂
Der rød udfuser
En Vædske fiin,
Drik, mens den bruser,
Den hede Viin!
Lad Hjerte-Flommen,
Som Ægge-Blommen,
Dig smage sød!
✂
Da skal derefter
Du mærke snart,
40At nye Kræfter
Kom med en Fart,
At Løve-Modet
Du drak i Blodet,
Og aad dig stærk!
✂
Den Drik skal ►kvæge,
Som klaren Viin,
Og linde, læge,
Som Olje fiin,
I alle Lemmer
Du Liv fornemmer,
Som født paa Nye!
✂
Far vel! jeg baner
Din Konge Vei!
Og gale Haner,
Saa frygt dog ei!
Hvem jeg bedøver,
Ei Duun behøver,
Ei Dvale-Drik!
✂ Aldrig saasnart var Visen ude, før Gubben var til Hest igien, og tog ►Hadding under sin Kappe. Der sad han da og kukelurede, med sit Liv i sin Haand, men kunde dog ikke bare sig for engang at titte ud igiennem en Rift, der var i Kappen, hvor han da til sin store Forskrækkelse saae, at Hesten travede hen over rullende Bølger. Hurtig tog han nu Øinene til sig, især da Gubben bad ham holde sin Næse fra, hvad der kom ham ikke ved, og da derpaa den Gamle havde sat ham, hvor han tog 41ham, kom han flux i ►Lokes Vold, og tvivlede han om, at Gubben havde spaaet rigtig, saa fik han nu Troen i Hænderne, thi den hele Spaadom ►traf bogstavelig ind.
✂ Siden bekrigede ►Hadding Kong ►Hand-Van af ►Hellespont, og beleirede hans Hovedstad ►Dunaborg, men ►hun var saa fast, og havde saa høie Mure, at ►Hadding fornam, det nyttede ikke at stige og storme. Han hittede da paa det Puds, at lade fange en heel Hob Fugle, som havde deres Reder under Tagene inde i Byen, og bandt dem Svampe, som Ild var i, under Vingen, hvormed de da fløi tilbage, og stak Ild allevegne i Staden. Imidlertid nu Bymændene løb for at slukke, og Portene maatte passe sig selv, saae ►Hadding sit Snit, brød ind, og fangede ►Hand-Van, men han havde dog ikke Lyst til at skille ham ved Livet, og lod saavidt Naade gaae for Ret, at ►Hand-Van fik Lov at veie sig selv op med Guld, og saa være fri.
✂ Efter store Bedrifter i 📌Østerleden, satte ►Hadding ►Kaasen ad 📌Sverrig til, og mødte, ►under 📌Gulland, Kong ►Svip-Dag i Spidsen af en stor Flaade, men slog ham ogsaa, og ►gav ham sit Livsbrød, saa han kom hjem af sin Landflygtighed ei blot med Bytte i ►Kæmpehaand, men ►og med ►Rette-Bod for Fader og for Broder, havde den Lykke, kun som Konge igien at see sit Fædreneland, og satte sig til Høibords med Hæder og Ære.
✂ I de samme Dage var det, at hele 📌Europa bøiede Knæe for en vis ►Odin, som falskelig gav sig ud for en Gud, og havde sit meste Tilhold i 📌Upsal, uden at man ret veed hvad Folket der skulde tilskrive den Ære af hans flittige Besøg: enten deres egen ►Vanvittighed, eller Egnens Yndighed. For nu imidlertid ret at vise denne Afgud deres Hengivenhed, lode 📌Nordens Konger hans Billede støbe i Guld, behængde det med svære 42Armbaand og Finger-Ringe af det fineste Guld, og skikkede ham det saa til 📌Maglegaard, som et stort Ærestegn, og Beviis paa hvad de kaldte Gudsfrygt. ►Odin tog naturligviis med Kyshaand imod det Kiærtegn, der bar saa kraftigt et Vidnesbyrd om hans store Navnkundighed, men ►Frigge, hans Dronning, satte Stadsen over Æren, og fik nogle Guldsmede til at stjæle sig Noget af Støtten. Nu fik vel ►Odin fat paa de Karle, lod dem hænge, og Støtten sætte til Veirs med en ►kunstig Indretning, saa den gav en Klang af sig, saasnart Folk rørde ved den; men det hjalp ligemeget, thi ►Frigge, som heller vilde see sig selv forgyldt end sin Mand forgudet, laae i med en af hans fortrolige Venner, som kløgtig forstod at faae Støtten ned, og Guldet, som var givet til hvad man kaldte gudelig Brug, maatte nu ►holde her, og tjene kvindelig Forfængelighed. En smuk Gudinde! som heller vilde miste sin Ære, end Stadsen undvære; men hvad skal man videre sige: hun var jo Gudinde, som han var Gud, og man maa kun forundre sig over, at Folk i gamle Dage kunde være saa vildfarende at lade sig narre op i deres aabne Øine. Der blev imidlertid en stor Jammer paa Færde med ►Odin, da han mærkede det dobbelte Puds, hans Dronning havde spilt ham, med baade at bryde sin Troe og skamfere hans Billede, og, som en ærekiær Mand, gik den store Spot og Skam ham saa nær til Hjerte, at han fik Lede til Hjemmet, og reiste sin Vei, i det Haab, ved en frivillig Landflygtighed at kunne afstryge sin Skam.
✂ Da nu ►Odin var borte, ►kom en vis ►Med-Odin for Orde► ved sine Koglerier, og greb Leiligheden til at forgude sig selv, ved at indbilde Folk, at der var en Guddoms-Kraft faret i ham. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at skaffe sig Tilbedelse, og han indhyllede de ►vanvittige Hedninger i et nyt Vildfarelsens Mørke, ►ved det han fik dem bildt ind, at 43Guderne kunde ingenlunde forsones eller formildes ved Offringer, som gjordes til dem ►under Ening, men at hver Gud vilde have sit Offer for sig selv, saa det skulde nu herefter være forbudt at dyrke dem alle i Samling. Saasnart imidlertid ►Odin kom hjem, tog denne Hexemester, hvis Kunst slog ham feil, Flugten til 📌Fyn eller 📌Finland, og vilde ►forstikke sig der, men Folket sankede sig, og slog ham ihjel. Nu fik man at see, hvad Slags Folk han var af, thi Ingen kunde komme hans Gravsted nær, uden strax at miste sit Liv, saa han gjorde sig hardtad værre berygtet i Graven, end før i Verden, og betalde dem der slog ham ihjel med al Landsens Ulykke. For nu at faae Magt med det Uvæsen, ►grov Indbyggerne ham op igien, huggede hans Hoved af og slog en Pæl igiennem hans Hjerte, og saa fik de endelig Fred.
✂ Det var efter sin Dronnings Død at ►Odin kom tilbage, thi ved den ►syndes ►Klikken paa hans Gude-Navn at være aftvættet, saa han nu fik hele sin forrige Anseelse igien, og den brugde han strax til at afsætte alle dem, der i hans Fraværelse havde tiltaget sig Gudenavn, og adsplitte det Selskab af Troldmænd, der havde dannet sig, og nu maatte vige, som Mørket for Solens Glands. Han lod det nemlig ikke blive ved at afsætte de selvgjorde Guder, men drev dem ogsaa i Landflygtighed, thi han ►syndes, det var ikke meer end ►billigt, at hvem der vilde stjæle sig ind i Himmelen, blev huusvild paa Jorden.
✂ Imidlertid havde ►Svip-Dags Søn, ►Asmund, grebet til Vaaben imod ►Hadding, for at hevne sin Faders Fald, men Lykken var ham saa ugunstig, at han i denne Strid mistede sin tappre Søn: ►Harek, hvem han elskede høiere end sin egen Sjæl, som man seer af de ►Klageriim, hvormed han tog imod den 👤Jobs-Post, og gav tilkiende, at nu var kun Døden ham kiær, og Livet til Besvær:
✂
44Hvor er en Beiler til ►Hærfaders Bænke,
Som jeg min Rustning kan skiænke!
Blinkende Guldhjelm! kan ►vel med Ære
Gubbens det rystende Hoved dig bære!
Brynje! du rummer ei svulmende Hjerte,
Brystet, som bugner af Smerte!
✂
Ak! men han ligger paa Baare,
Han, som jeg elsked saa saare!
Skal, uden ham, jeg i Sal,
Langsom hentæres af Kval!
Nei, jeg vil døe, jeg vil Smerten neddæmpe !
Lystig nu kun! jeg vil døe som en ►Kæmpe!
✂
Bort med de Brynjer, og bort med de Skjolde!
Frem vil vi styrte som Bærsærker bolde!
Sværdet vi svinge i Hænderne begge,
►Virke Bedrift, med de straalende Egge,
Som med vort Navn skal i Tiderne funkle,
►Fædrenes Navne og Rygte fordunkle!
✂
Frem I ►Kæmper! Mod i Bringen!
Over Klingen
Springe skal da Fiende-Hæren!
Kort og godt!
Fienden brat skal flye med Spot!
Da med Æren
Over ►Kæmpe-Dynger ile
Vi til Hvile!
✂ 45Med det samme smed han Skjoldet paa Ryggen, tog fast om Sværdet med begge Hænder, styrtede forvoven frem, og fældte hvem han fandt, men nu anraabte ►Hadding sine Skytsaanders Bistand, og flux stod ►Vagnhoft som en Muur for hans ►Fylking. Saasnart ►Asmund fik Øie paa ham med det krogede Sværd, opløftede han Røsten og raabde paa Riim:
✂
Hvad vil du her?
Trold med dit krogede Sværd!
Kort er vel min
Kaarde mod din,
Dog vil jeg haabe, min Kniv
Koster dit Liv;
Skam allenfalds skal du faae,
Kastespyd veed jeg kan naae!
✂
►Tvi dig, du ►Jette!
Giør du dig haard!
Hvad ikke Haanden formaaer,
Vil du med Munden udrette!
Kue med kvidrende Galder og ►Gand
►Kæmpen, som holder mod Sværdene Stand!
✂
See, hvor han støder, den Trold!
Folk med sit ►buklede Skjold!
►True ikke ►saa med dit Spyd,
Du Mester i alskens Udyd!
►Tvi dig, du ►Hrimthurse leed!
Huden er spettet, og Kiæften er breed,
46►Saa har dig ►Nornen, som Niding og Træl,
Tegnet til Afskye, og mærket til ►Hel!
✂ Ordet var endnu i hans Mund, da ►Hadding jog et ►Knebelspyd igiennem ham, men ►Asmund tog den Trøst med sig i Graven, at hans Banemand dog, hvor han gik og stod, maatte huske ham, thi han brugde sine sidste Kræfter og Øieblikke til at give ►Hadding et Saar i Foden, som gjorde ham til en Krøbling alle hans Dage. Det var da en ►mærkværdig Valplads, hvorfra den ene Konge maatte halte igiennem Verden, og den anden lade sig bære til Jorden; men det var endnu en ►mærkværdigere Liigbegiængelse ►Asmund fik i 📌Upsal, thi hans Dronning, ►Gunnild, dræbde sig selv, for ikke at overleve sin Husbonde, saa hun vilde heller gaae i Døden med ham, end med Livet fra ham. De Efterlevende ►lode da og Dronningen skee Ret, de dømte hende, som elskede sin Konge høiere end Livet, værdig til at hvile i Konge-Graven, og sammenblandede venlig de Ægtefolks Aske. Der ligger da ►Gunnild med Ære, og favner i Graven sin Mand saa ømt, som andre kun i Brudesengen deres!
✂ Nu plyndrede da ►Hadding i 📌Sverrig som Seierherre, men uagtet ►Asmunds Søn: ►Ubbe, ei vovede at ►byde ham Spidsen, hjalp han dog snart Landet af med de besværlige Giæster, thi ⓘ han fandt, at det var den nemmeste Afregning, at betale med lige Mynt, og skibede over til 📌Dannemark med sin Krigshær. ►Regningen var ogsaa ganske rigtig, thi baade var det lettere at fæste Fod paa ►Haddings Land, end paa hans Hals, og tillige, saa havde de Danske dog Fædrenelandet kiærere end Herredømmet, hvoraf Følgen blev, at hver drog hjem til Sit, og fandt paa begge Sider Fuglen fløiet og Reden tom.
✂ Iblandt Andet fandt ►Hadding ogsaa, da han kom hjem fra den svenske Feide, at Tyvehaand havde tømt paa hans Skatkammer, hvor 47han pleiede at giemme hvad Godt han vandt i Krig og Orlog. Det første han greb til, var at lade ►Glum, sin Skatmester, hænge, men snildere var det Raad han saa fandt paa, i det han lovede ►Glums Ærespost til hvem af de Skyldige, der vilde bære sine Tyvekoster igien. Der var da ogsaa strax en af Tyvene, som tænkde mere paa hvad Kongen lovede, end hvad han vovede, ved at røbe sig selv, og da nu hans Medskyldige saae, hvor kongelig han blev belønnet, tænkde de, at han havde ret giort sin Lykke, og fik Lyst til, ligesaavel at dele den, som Skylden, med ham. De ►gave sig da selv an, og fik deres Lettroenhed godt betalt, først med Klingende, og saa med Svingende, og maa man ikke nok sige, at de Karle vare ærlig Strikken værd, som ikke kunde ►holde Tand for Tunge, eller ►reen Mund med deres lange Fingre.
✂ Da nu den Ting var bragt i Rigtighed, rustede ►Hadding sig den hele Vinter, og drog om Foraaret, saasnart Isen brød op, over til 📌Sverrig, hvor han ►holdt ved at husere i fem samfulde Aar; men det blev for længe tilsidst, thi Levnets-Midlerne gik op, og ►Hadding fik at fornemme, at ►Hunger er et haardt Sværd, thi hans Krigsfolk kunde tilsidst knap hænge sammen. De maatte ikke allene tage til Takke med ►Skov-Skrapper, og slagte alle deres Heste, men endogsaa med Hunde-Aadsler og hinandens Liig, og da de saa vare allermeest fortvivlede, hørdes der om Nattetide, man veed ikke hvorfra, en Røst i den danske Leir, med følgende Riim:
✂
Hvem I spurgde til Raads,
Da I sidst gik til Baads,
Da mod 📌Sverrig I drog,
Han ved Næsen jer tog.
Hvilket Galskab i Sind!
48Hvilken Overtro blind!
Hvor I drømme dog kan,
(Det har Mjøden nok voldt,)
Om at tvinge et Land,
Saa ærværdigt og stolt,
Som ►end aldrig blev lagt
Under Fremmedes Magt.
Som er Staalet for nær
Til at skiælve for Sværd!
✂
Hør I Hanen, som ►goel!
Nu er Drømmen forbi,
Og som Duggen for Soel
Svinder Hær, svinder I,
Naar med lynende Sværd,
Naar med Svenske i Færd,
Alt som Fald efter Knald,
Efter Flugt kommer Fald.
Somme hist, Somme her!
Over Nakkerne Sværd!
Saa, ►hei lystig Koras!
Skiær vi ►Rumpen af Mads;
Hvem der først vender Ryg,
Taaler gierne et Tryk,
►Naar ►fik Sværdet ei Ram
Til hvem Skiebnen er ►gram!
Hvad er Spyd meer end ►Vaand
Vel i Flygtningens Haand!
✂ 49Det var just ikke hen i Veiret, det Utydske spaaede, thi Dagen efter blev der holdt et Slag, som kom de Danske dyrt at staae, thi de faldt i Hobetal; men saa den næste nat hørde Svenskerne Nyt, og der kom i deres Leir ligesaadan en Røst, som Ingen vidste Rede til, og sang, som følger, for de unge Karles Øren:
✂
Mig ►Ubbe, den Tosse,
►End vover at trodse,
Men snart skal ►tilgavns han undgiælde:
Føle min Vælde.
►Stamper han modig,
Stiv imod Brodden►,
Snart skal han blodig
Blegne for Odden,
See paa sin Straf:
Eengang indtraf
Dog hvad jeg spaadde!
✂
Tæmmes skal Armen,
►Tylvte af Spyde
Tæt giennembryde
Brynjen og ►Barmen!
Tilbunds da bukker,
►Ubbe, du under!
►Liin ikke lukker
Gabende Vunder,
Lægedoms Saft,
Urternes Kraft,
Lægernes Kunst,
Alt er omsonst.
✂ 50Samme Nat stødte Krigshærene atter sammen, og naar da Maanen blinkede giennem Skye, saae man to skaldede Gubber, i gruelig Skikkelse, ►drages om Seieren, saa at den Ene stod de Danske, og den Anden Svenskerne bi.
✂ ►Hadding tabde Slaget, og flydde til 📌Helsing-land, hvor der timedes ham en værre Ufærd, thi da han, paa en heed Sommerdag, gik ud at bade sig, fik han ►Syn paa et ubekiendt og underligt Dyr, som han endelig ved Sværdslag fik taget Livet af, og lod føre op i sin Leir, men, som han nu gik og ►brammede af sin Helte-Gierning, mødte der ham en Kvinde paa Veien, og sagde:
✂
Oppe og nede,
Paa Mark og paa Bølge,
Skal dig forfølge
Gudernes Vrede;
Dig alle ►Vætter
Vrede nu drille,
Dine Forsætter
Brat de forspilde.
✂
►Faer, hvor du lyster!
Paa Mark og paa Bølge,
Selv til de fierneste Kyster,
Susende skal dig en Hvirvelvind følge:
Kaste i Skoven,
Tumle paa Voven,
Knække og knuse,
Med Bulder og Brag,
Hvor du er tilhuse,
51Tømmer og Tag;
Hvor du er om Bord,
Master og Roer!
✂
Ulykken med dig du fører,
Skade faaer Alt hvad du rører:
Falder Blomst, falder Kvæg,
Til Uheld, paa din Vei;
Visner Blomst under Fod,
Isner Dyrenes Blod!
Uden Læe, uden Lye,
Skal du vanke om Land,
Som en Pest skal dig skye
Baade Kvinde og Mand!
✂
Det er Himmelens Straf,
Det er ►Nornernes Dom,
Thi saa ilde du traf,
At med Dyret ►forkom,
Forborgen tilstede,
Et Led af den himmelske Kiæde!
Hardt maa du bøde,
Gudnidings Brøde
Gaaer over Alt!
►Thursen i Ørne-Gestalt
Vingerne ryster,
►Faer, hvor du lyster!
Syden og Norden,
Østen og Vesten,
52Brøle som Torden:
Vel mødt i Blæsten!
Sværge sig sammen
Mod dig med Gammen,
Hvirvlende alle dig følge,
Snurre dig rundt paa den rullende Bølge!
✂
Bød hvad du brød!
Lær at ►afbede
Himmelens Vrede,
Ellers dig følger,
Paa Mark og paa Bølger,
Til du ►gaaer heden,
Hvirvlen og Vreden!
✂ ►Hadding gav sig nu paa Hjemreisen, men det gik i alle Maader efter Kvindens Ord, saa hvor han vendte sig, kom Alting i Oprør. Saasnart han kom ud paa Søen, reiste der sig en flyvende Storm, som ødelagde hans Flaade, og da han, som en skibbruden Mand, søgde Huuslye ensteds, blæste Huset omkuld, saasnart han kom ind. Nu mærkede han da, at ►der var ikke andet Raad for Uraad, end at prøve, om han ved Sone-Offer igien kunde vinde Himmelens Gunst, og vendte sig desaarsag til Afguden ►Frø med et Offer af kulsort Kvæg, og et saadant Sone-Offer, som Svenskerne kalde ►Frø-Blot, blev det en Skik i hans Æt at gientage aarlig.
✂ Nu ►spurgde ►Hadding Nyt fra 📌Norge, som huede ham meget ilde, thi det var, at ►Ragnild, Kong ►Haagens ►Daatter i 📌Nitter-Dalen, skulde giftes med en ►Jette, Noget, ►Hadding ansaae baade for en jammerlig Skiebne og en afskyelig Ting, som man ved et ædelt Vovestykke maat53te see at ►forekomme i Tide. Han kunde jo gierne siddet i Mag, og havt sine kronede Dage, imedens Prindsessen leed ilde, men naar Mag og ►Manddom ei kunde forliges, var Umagen ham altid kiærest, og hans største Fornøielse var at lægge Voldsmænd øde, ►ihvem det saa var der leed Uret. Saa foer han da afsted til 📌Norge, og slog det ►Utydske ihjel, som var saa næsviis at beile til kongeligt Blod, men Seieren maatte han kiøbe med mangt et Saar, og det ei af de mindste. Imidlertid fandt han ogsaa en kiærlig Haand til at forbinde, thi Prindsessen, som selv forstod sig en Smule paa Lægedoms Kunst, pleiede ret omhyggelig sin kiække Befrier, og for at have et ►Kiende paa ham, der ikke forsvandt i Tidens Længde, mærkede hun ham paa Skinnebenet med en Ring, som hun lagde i Saaret. Da hun nu siden fik Lov, af sin Fader, at vælge sig en Brudgom, hvem hendes Hu stod til, i Konge-Hallen, hvor der var baade unge og høibaarne Beilere nok, da ledte hun kun om det skiulte Kiærligheds-Pant, og følde sig frem, til hun fandt det hos ►Hadding, hvem hun da, uden at ændse de Andre, favnede flux, og overgav sig i Heltens Haand, som reddede hende af ►Jettens Kløer.
✂ Imidlertid nu ►Hadding var her til Giæst, skal ham være mødt en ►underlig Ting, thi som Folk en Aftenstund sad over Borde, saae man en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet, henne ved Arnen, og vise i ►Barmen en ►Urtekost frem, som om hun vilde spørge, hvor i al Verden de vel ►meende, der var saa deilig grønt om Vinter-Dage? Da nu Kongen ogsaa virkelig fik Lyst til at giæste det Land, tog Kvinden ham under sin Kaabe, og sank i Jorden, den Vei hun kom. Det skulde da udentvivl betyde, at han, med ►Valhals Guders ►Minde, skulde giøre den Reise i levende Live, som stod ham for efter Døden, thi først maatte de arbeide sig igiennem en tyk og ►forgiftig Taage, og kom saa paa en meget betraadt og forslidt 54Fodstie, som førde hen til en Hob stadselig klædte Kongebørn, men ikke før de kom dem forbi, naaede de hen, hvor Solen skinnede, og det Slags Urter voxde, som Kvinden havde havt at ►føre. Videre gik de, og kom til en Aa med sorteblaa Vande, hvor Strømmen gik strid, og henrullede med sig allehaande Vaaben i rivende Fart. Over den Strøm var imidlertid dog lagt en Broe, og den gik de over hen til et Stæd, hvor de saae to Krigshære staae, som prøvede Styrke. Hvordan, sagde ►Hadding, hænger dog den Ting sammen? Aah! sagde Kvinden, det er ►Kæmper, som faldt i Slag, og vise nu daglig, ►saa i en Lignelse, hvordan det gik til, i det de, som til et Skuespil, opføre igien deres forrige Bedrifter. Videre gik de, og saae da en Muur, ikke nem at komme nær, end sige at komme over, og omsonst var al den Umage, som Kvinden giorde sig med, baade at springe derover, og at giøre sig lille og smutte igiennem. Hun maatte da nøies med at vride Hovedet om paa en Hane, hun just havde hos sig, og kaste det over Muren, og flux hørdes Hanegal fra den anden Side, til Vidnesbyrd om, at Fuglen var kommet til Live paa Ny!
✂ Da ►Hadding var kommet tilbage fra denne ►underlige Nedfart, gav han sig paa Hiemreisen med sin unge Dronning til Fædrenelandet, og de ►Vikinger, som laae paa Luur, og vilde giort ham Veien stridig, fik en lang Næse, thi, ihvorvel Vandet og Vinden var for dem alle, saa ►tog han dog Luven fra dem, og kom i ►Behold.
✂ Imidlertid lod Kong ►Ubbe i 📌Sverrig giøre vitterligt, at hvem der kunde tage ►Hadding af Dage, skulde faae hans ►Daatter, som var et Underværk af Deilighed, og den Fristelse kunde en vis ►Tønning ikke modstaae, men hyrede sig en Trop ►Bjarmer, hvormed han haabede at faae sit Ønske opfyldt. ►Hadding, som vilde møde ham paa Halvveien, stak nu i Søen, og da han seilede 📌Norge forbi, blev han paa Kysten en Gubbe 55vaer, som stod bestandig og viftede med et Klæde, og bad dem lægge til med Snekken. ►Haddings ►Stalbrødre ansaae det for en farlig Sag, stode hardt imod, og sagde, at ►Krydsvei var Krinkelvei, men ►Hadding tog ikke desmindre Gubben om Bord, og ►lærde af ham at giøre sig meer end sædvanlig Flid med sin ►Fylking, og stille Hæren saaledes op, at der stod kun to Mand i den første Række, men fire i den anden, otte i den tredie, og saa fort videre, immer dobbelt op, og saa bestandig sætte ►Slynge-Karlene og Bue-Skytterne til Fløimænd. Da nu Slaget skulde staae, og Hæren var saaledes stillet op, af Skabelon som en Kile, gik den gamle Mand hen allerbagest, og trak en Bue ud af ►Skratten, han havde paa Ryggen, der kun var ►stakket at see til, men skiød sig snart saaledes ud, at den blev længere end hele ►Fløiet. Med den Bue skiød han ti Skud ad Gangen, lige ind paa Fienden, saa det peeb i Luften, og ligesaamange Pile, ligesaamange Saar. ►Bjarmerne, som mærkede at det gik skjævt med dem i Sværdslag, tyede nu til deres Trolddom, og reiste med deres Hexerier, under klaren Himmel, Graaveir med Taage og ►Pladsregn; men den Gamle var deres ►Mester, thi saasnart han saae det trak op til Regn, satte han en Skye der lige imod, som pressede ►saa, at Regnen drev over. ►Hadding vandt da Seier, og den gamle Mand gik sin Vei, men raadte ham først, altid ►heller at føre svære Krige i fierne Lande, end smaahugges med sine Naboer hjemme, og spaaede ham tillige, at Fiender skulde aldrig fælde ham, men kun hans egen gode Villie giøre Ende paa hans Dage.
✂ Siden bød ►Ubbe ►Hadding til sig i 📌Upsal, under Paaskud af et ►Forligelsemaal, men han havde Ræven bag Øret, og ►Hadding mistede alle sine Folk som han havde med sig, thi de Danske bleve bænkede i en Sal for sig selv, og ligesom En vilde ud, stod der en Svensker ved Døren og hug Hovedet af ham. Kun ►Hadding alene ►undkom i Nattens Mørke, men 56han kom igien med sin Krigshær, og saa faldt ►Ubbe i Slaget. Ingenlunde forgreb dog ►Hadding sig paa hans Liig, thi han førde kun Krig med de Levende, ikke med de Døde, meget mere glemde han det var hans Arvefiende der laae, gav ham en ►hæderlig Jordefærd, og lod opreise et meget ►kunstig udhugget Gravmæle over ham. For nu ogsaa, da han havde overvundet Svenskernes Hoved, om muligt, at vinde deres Hjerte, viiste han dem, at det var ham ikke om fremmede Lande at giøre, thi han lod Riget blive ved ►Asmunds Æt, og satte ►Ubbes Broder: ►Hunding, paa Thronen.
✂ Da nu ►Hadding havde faaet Fred for sin gamle Efterstræber, slog han sig til Roe, slap Sværdet og holdt paa Ploven, men efter en Deel Aars Forløb blev han dog kied af den Stilhed, og skiændte paa sig selv, fordi han laae og gravede sig ned i Jorden, og ►pløiede ei meer den høie Søe; ja, man skulde snart troe, han fandt mere Fornøielse i Krig end i Fred, efter følgende Riim at slutte, hvormed han bebreider sig selv sin Ørkesløshed:
✂
Hvi skiuler jeg mig her i Vraa,
►Alt i de dunkle Skove,
Og heiser ikke Seil i Raa,
Som før, paa blanken Vove!
✂
Her er slet ingen Roe og Mag
For onde Dyr og vilde,
De Ulve tude Nat og Dag,
Og Biørnen brummer ilde!
✂
Hvor tomt, hvor dødt dog her at gaae,
Paa disse øde Fielde!
57Hvor kan et Helte-Hjerte slaae,
I slig en Muse-Fælde!
✂
I Ungdoms-Aar jeg fik saa kiær
Sortladne Hav og Snekke;
Skal mine gamle Been nu her
I Biørnehie jeg lægge!
✂
Fuldbedre dog det er ►forsand
Paa Hav sit Liv at friste,
Og sanke paa den vilde Strand
Med Æren Guld i Kiste!
✂
Saa far nu vel, I Klipper graa!
Far vel, I mørke Skove!
Op, Mast i Skye! op, Seil i Raa!
Op! ud paa blanken Vove!
✂ Hans Dronning derimod vilde helst have Sit paa det Tørre, og holdt mere af Klippe-Skoven, end af Søekanten, hvor Strand-Fuglene forstyrrede hendes gode Morgen-Søvn, som hun gav tilkiende med følgende Riim:
✂
Her er trygt og luunt og tyst
I de dunkle Skove,
Tidlig mørkt, og silde lyst,
Længe kan man sove;
Nede ved den vilde Strand
Buldrer huult det ►under Land,
Angest maa man blive.
✂
58Aldrig har man Roe og Mag
Der for Vind og Vove,
Silde Nat, og tidlig Dag,
Naar skal man dog sove!
Alt i aarle Morgengrye
Siunger Svanen høit i Skye,
Sørgelig det klinger.
✂
Selv om Natten knap et Blund
Faaer man i sit Øie,
Bliver ikke allenstund
Maagen ved at støie!
Hvem ei Øren fik af Staal,
Gal kan blive af det Skraal,
Kiede sig til Døde.
✂
Flakke om i ►skiøre Stavn
Paa den falske Vove,
Springe i den kolde Favn
Ud af lune Skove,
Hu! det er en selsom Lyst!
Maagen boe paa vilden Kyst!
Hvalen boe i Havet!
✂ Paa samme Tid opstod der i 📌Jylland en arrig Skalk, ved Navn ►Toste, som var af ringe Herkomst, men fik nu i Sinde at giøre sig navnkundig ved Ondskab, som han da ogsaa blev paa Diævle-Viis, thi for den store Fortræd han med al Frækhed og Grusomhed giorde i Landet, blev han vidt og bredt bekiendt og berygtet under Navn af Mester-Skielmen. 59Det var ikke heller meer end forskyldt, thi efterat have skammelig huseret i 📌Jylland, gik han endnu videre, og antastede 📌Saxen, ja havde den Glæde, at Hertug ►Sigfred, hvis Folk ►fik ondt i Slaget, maatte bede om Fred. Dertil svarede ►Toste, at det skulde han gierne faae, naar han kun vilde træde i Forbund med ham, og bekrige Kong ►Hadding, men det ►syndes ►Sigfred var en farlig Sag, som han krympede sig ved at indvikles i. Der blev imidlertid ikke bedre Kiøb, thi det er slige Karles Mundheld, at ►vil du ikke med det Gode, saa skal du med det Onde, og ►Toste satte ham saaledes Kniven paa Struben, at han tilsidst gav efter, og med forenede Kræfter drev de virkelig i et Slag Kong ►Hadding af Marken. ►Toste bildte sig ind at han var faldet, og ledte længe efter hans Liig paa den blodige Valplads, men da det ikke var at finde, drog han ned til Stranden, hvor han da saae ►Hadding midt paa Vandet i en Baad arbeide mod Strømmen. ►Toste fik nu strax nogle Skibe skudt i Søen, og foer ud efter Baaden, men førend ►Hadding gik fra Land, havde han boret dem lække, og ►Toste maatte være glad han slap til Lands igien, uden at kuldseile. Han foer imidlertid strax ud igien med friske Skibe, og Kongen saae, det var ilde fat, men, ►heller død end raadvild! tænkde ►Hadding, spurgde sin Følgesvend om han kunde svømme, og da han svarede: Nei, og der ingen anden Redning var, saa ►kantrede ►Hadding Baaden, og holdt sig under den. Nu tænkde ►Toste, at han var druknet, vendte om, og gav sig i god Roe og Mag til med Hjertens Lyst at plyndre de Døde paa Valpladsen; men imidlertid fandt ►Hadding Venner, og slog ganske uventet ned imellem de Rovfugle, saa hvem der ikke nødtes til at blive, lod Byttet ligge, og foer afsted. Nu havde da ►Toste ogsaa lært, hvad det var at ►vende Ryg, men han blev alligevel ikke forsagt, og da han, efter det Knæk han havde faaet, ikke turde vente at komme til Kræfter derhjemme, 60saa reiste han udenlands med sine egne Sendebud, for at søge Raad i 📌Brittanien. Underveis havde han sin Fornøielse af, at faae sine ►Stalbrødre, og efterhaanden hele Skibets Mandskab, i Vane med at spille om Penge, hvorved der blev sat Splid imellem dem, og saa ophidsede han dem saalænge, til Legen tog en blodig Ende, og de sloge hinanden ihiel. Det giorde han altsammen for sin egen Fordeels Skyld, thi han arvede dem der faldt, og for de Penge kiøbde han sig Bistand af en, i de Dage navnkundig, Søerøver, som hedd ►Kolle. Med ham til ►Stalbroder kom da ►Toste snart igien, men ►Hadding, som heller vilde ►vove sin Trøie end sit Folk, ►bød ham ud og ►slog ham i Kreds. Det var nu ►saa engang Skik blandt Heltene i gamle Dage, at de brugde aldrig to, end sige flere Hænder til hvad een dog kanskee kunde giøre!
✂ Efter disse Begivenheder var det, ►Hadding drømte en Nat, at hans afdøde Dronning kom til ham og sang:
✂
I Skov løbe Dyrene vilde,
Og tude, og skabe sig ilde,
Men Dyret du har i din Gaard,
Som godt dem at tæmme formaaer,
Det Lam, som nu leger paa Gulv,
Skal bide den hungrige Ulv!
✂ Men lidt efter lagde hun til:
✂
Det ►være dig sagt,
Tag vel dig i Agt!
En Ulykkes-Fugl
Opvoxer i Skiul:
En Svane i Munden,
En Ugle i Grunden,
Saa grum og saa falsk!
✂ 61Om Morgenen da Kongen vaagnede, fortalte han sin Drøm til en Mand, som forstod sig paa mørke Taler, og fik den saaledes udlagt, at Ulven skulde betyde hans Søn, som vilde blive en grum ►Kæmpe og en Skræk for sine Fiender, men Svanen skulde betyde hans ►Daatter, som vilde forraade sin Fader. Den Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse, thi ►Haddings ►Daatter, ►Ulvilde, som blev gift med ►Guttorm Bonde, var saa unaturlig, at hun virkelig ophidsede sin Mand til at tage hendes egen Fader af Dage. Hvad enten hun dreves mest af indtændt Arrighed over den lave Stand hun var giftet ind i, eller af umaadelig Ærgierrighed, kan man ikke sige for vist, men at hun havde Dronninge-Stadsen i Hovedet, det seer man af hendes Tale, som jeg synes det er bedst at give, saavidt mueligt, med hendes egne Ord, saaledes som følger:
✂
O vee mig, som fødtes paa Borgen
Af kongeligt ►Skioldunge-Blod!
I Hytten jeg gaaer nu med Sorgen,
Og falmer af Røg og af Sod;
O Skam ►faae min Fader, som vilde
Min Ære og Lykke forspilde!
✂
Om ►Konninge-Sønner og Helte,
Ved Vuggen de Viser kun lød,
Men Bondemand ►løste mit Belte,
O vee! hvilken Jammer og Nød!
Det er, som en Eeg skulde bøie
Til Busken sig ned fra det Høie!
✂
Vel før saae man Bondemands-Barnet,
At vorde en ►Konninge-Brud,
62Men naar saae man kastes i Skarnet
En ►Konninge-Daatter saa prud!
O vee! at ►saa falde jeg maatte,
Da Møe jeg i Brudeseng traadte!
✂
Dog Bonde! maaskee under Kofte
Et ►Konninge-Hierte dig slaaer,
►Saa fandt man i Vadmel jo ofte,
Hvad ei var ►i Zobel og Maar;
Og ►selv sig et Purpur at skiære,
Er meer end et ►skiænket at bære!
✂
Ja, hvad er en Drot, som beklæder
En nedarvet ►Konninge-Stol,
Mod den, der opstiger med Hæder
Fra Dybet, som Stjerne og Soel!
Det er ikke Byrd, men Bedrifter,
Som ligelig Æren ►udskifter!
✂
►Der Kongen dig fæsted, til ►Kvinde,
En Jomfru af ►Konninge-Blod,
Han vented vel hos dig at finde
Et kongeligt Hierte og Mod!
Saa viis, du fortiener den Ære,
En ►Konninge-Svoger at være!
✂
Ja ►skiær dig et Purpur med Kaarde!
Opreis dig af Skarnet! fat Mod!
Lad ►Ellen et Egetræe vorde,
Forvandlet ved ►Konninge-Blod!
63Den Helt, som et Kongehuus stifter,
Han bøder paa Byrd med Bedrifter!
✂
Kom ei nu med Snak om at synde!
Naar udgaaet Træe staaer paa Hæld,
Da skal sig med Øxen man skynde!
Det kalder jeg at ►giøre Skiel;
Den første den bedste er Manden,
Og vil ikke du, vil en Anden!
✂
Ja, længe nok throned den Gamle,
Som nikker bedaget og træt,
►Ham til sine Fædre at samle,
Er ►billigt, og kiærligt, og ret;
Hvo høiest den mægter at bære,
Maa nærmest til Kronen ►og være!
✂
Intet i Verden for mig kan opveie
Deilige, ►Drotlige Dronninge-Navn,
►Heller, end ydmyg for Kongen at neie,
Kiærlig og stolt jeg ham tager i Favn;
Lidt kun er Navnet af ►Konninge-Daatter,
Imod det herlige: Kongens Gemal!
Mindre endda er en Svoger til Drotter
Imod en Konge, som throner i Sal!
►Aldrig for godt skal man kalde det Bedste,
Aldrig forglemme: ►man selv er sin Næste!
Tael ikke her om umuelige Ting!
Mueligt er Alt for den Diærve og Snilde!
64Dette er let, som for Haren et Spring,
Sagen er her kun at ville!
✂
Vi giøre Gilde,
Byde vor Fader til Giæst,
Minerne milde,
Blænde som bedst,
Alt er at haabe,
►Frændskabets Kaabe
Snaren bedækker,
Miøden os rækker
Venlig sin Haand.
✂
Naar, efter gammel Sædvane,
Kongen da fører paa Bane
►Kæmper og Riser,
►Sager og Viser,
Reder og kiæmmer, i Dag som i Gaar,
Fipskiæg og Haar,
Ikke han drømmer om Svig og Harm
Førend det Kolde han har i ►Barm.
Lad ham kun tømme den samme Skaal
Han har iskiænket med bredfuldt Maal!
Salig den Haand, som faaer Lykke og Evne,
Tusinders Blod paa den Niding at hevne!
✂ Paa denne Maade fik ►Ulvilde virkelig sin Husbond overtalt til at tage Deel i det sorte Forræderie, men ►Hadding blev i en Drøm advaret om, at vogte sig for sin Svigersøn, han kom ikke desmindre til Giæstebudet, som hans ►Daatter lod til at have anrettet af særdeles Kiærlighed, 65men tæt ved Huset lagde han en Trop Krigsfolk i Baghold, der kunde være ved Haanden, naar det giordes behov. Som han nu sad over Borde, lagde han Mærke til, at der stod en Tiener, som ingen Ting bestilde, med et Sværd under Koften, og det var da ligefrem, at han lurede paa Leilighed, men nu gav ►Hadding sine Folk det Tegn der var aftalt, ved at blæse i en Trompet; de kom da ogsaa paa Øieblikket, og ►Fals slog, paa en bedre Maade end agtet var, sin Herre paa Hals. Imidlertid kom dog det Rygte ud iblandt Folk, at ►Hadding var død, og da ►Hunding i 📌Sverrig det hørde, giorde han et stadseligt Giæstebud, for at drikke Æres-Øl over ham. Der blev nu sat et stort Miødkar midt paa Gulvet, og for at det skulde gaae ►ret høitideligt til, tog ►Hunding sig selv en Tieners Skikkelse paa, og stod for Skiænken, men i det han nu gik omkring, og saae Giæsterne til Gode, gleed Foden fra ham og han styrtede ned i Karret og druknede, som om det skulde være en Straf over ham, enten fordi han løi ►Hadding død, eller fordi han ►smurde ►Odin om Munden med et ►tomt Gravøl. Dog, hvorom Alting er, saa, da ►Hadding fik den Tidende, satte han sig for at ►giøre samme Skiel, og døe til dens Ære, som døde til hans, hvorfor han lod Folket sammenkalde, og hængde sig i alle Mands Paasyn.