↩ Værket er en del af en europæisk tendens i 1100- og 1200-tallet. Som en konsekvens af, at der flere steder i Europa var blevet indlemmet nye områder i det kristne fællesskab, blev der også mange steder skrevet nationalhistoriske værker — på latin, der var det naturlige og eneste udtrykssprog for den lærde verden. 👤Saxos værk er tidstypisk ved ikke at operere med en modsætning mellem kongemagt og kirke, ved netop at være skrevet på latin, og ved at inddrage folkesproglige kilder og oversætte dem til latin såvel i sprog som stil, herunder med latinens klassiske retoriske figurer og versemål (►Mortensen 2007, s. 66 f.). Hans værk er blevet til på et tidspunkt, hvor nationaldannelsen er i sin vorden, og skal man tro fortalen, er tanken om at forherlige fædrelandet en del af opdragsgiveren, ærkebiskop 👤Absalons, motivation over for 👤Saxo: