↩ Vel siger ►Dagens, at 👤Thaarup har ingen Stemme, da han er død, men det er dog lige sikkert, at han, at ►Høst-Gildets herlige Sanger, hvis Folke-Viser 📌Dannemark, og sagtens 📌Norge med, har bevæget efternynnet, som Fædrene de gamle ►Kæmpe-Viser; at den hjertekiære Aand, som skabde 📌Dannemarks historiske Idyl, hvis Mage neppe findes, at han beholder Stemme, naar Skriget er for længe siden glemt; at han beholder Stemme, saalænge 📌Danmark har en Tunge, der kan synge om hvad der rører sig i 📌Danmarks Hjerte. Det er lige sikkert, at denne Stemme skal være imod ►Tylvtens og hvad dertil hører, saalænge, til man kan bevise, at den er det ikke: bevise, at det danske Hjertes Stemme er ei mod Ungdommens Selvklogskab, Egensindig1541hed, Selvraadighed og ►Mund-Kaadhed. 👤Thaarup er ►hverken borgerlig eller legemlig død, og til man beviser, at Stemmen mod ►Tylvten strider mod den Aand, vi i hans Sange spore, da skal den agtes for Stemmen af hans Aand. Har han i Øvrigt givet Noget sin Stemme, der strider mod hans Digter-Aand, det maa han selv forsvare, for den Historiens Domstol, der er hans rette Værne-Thing, men, paa Ansvar for den samme, tør jeg sige, at hverken i Oversættelsen af den, i mine Øine slemme men ei slet skrevne, ►Bog 634 (US) mod Jødern►, eller i Fortalen til en daarlig Comoedie, har 👤Thaarup fraskrevet sig sin Aands Stemme, saaledes som 👤Oehlenschläger, indtil Videre, i sine aandløse, jammerlige ►Reise-Breve.