Et lidet Bidrag til ►Dagens ►Penne-Historie.
✂
►Uddøe ►end Fæe og Frænder,
Et Noget dog jeg kjender,
Som Død gaaer uden om,
Det er de Dødes Dom!►
✂ Medens jeg ►i Vinter og en Deel af Sommeren sad, som jeg var ►muret, mellem ►Nordens gamle Krøniker; da blev jeg ikke sjelden tung om Hjertet, thi det syndes mig livagtig, som om jeg sad i de ►afgangne Høvdingers ►aabne Begravelse, og stirrede paa Kisterne, paa Bauta-Stenene, paa de mølædte Faner, og de andre Mindes-Mærker om et længst forsvundet ►Kæmpe-Liv, som jeg kun mægtede at skjelne mat ved Nat-Lampens dunkle Skin. Dødens Stilhed omgav mig, og mit eget Aande-Dræt var Alt hvad jeg hørde, kun igjennem det syndes mig ►stundum som en sagte Stemme af Saxos og af Snorros Aand tilhviskede mig glemte Ord fra Heden-Old, der styrkede mit Hjerte til at slaae roligt i de Dødes ►rædselsfulde Boelig, bortpustede Søvnen, som saa tidt vilde leire sig tung paa Øie-Laagene, og klarede, ►ei veed jeg ret, om Øiet eller Lampens Skin, saa Mindes-Mærkerne forbandt sig til en livlig Kjæde, til et opmuntrende og lysteligt Syn. Dog, længe kan man ikke sidde taus og ene i ►den aabne Grav, og dog beholde Liv og Mod og Munterhed til Lytten efter hedenfarne Aanders sagte Hvisken, til ei at synke mat og mødig ned imellem Kisterne, det har jeg maattet lære, og naar man nu kanskee, i 📌Danmark og 📌Norge, vil synes det er sært, at kun saa Lidet af de gamle Aanders Tale lyder høit igjennem mig; da har man sikkert mindre Føie til at spørge mig: hvorfor? end jeg har til at svare med den af Gravens Nat opkomne Asmund Alfsøn:
✂
►
625
(US)
I ►feireste Huus er ei Fryd eller Mag
For Menneske-Afkom at finde,
Naar alt som den eenlige Spurv under Tag
I Taushed man sidder derinde,
Nei, ►ynkelig faren og stædt er den Mand,
Som vanker forladt i de Levendes Land!
✂
1522Men jeg sad i Dybet, saa øde, saa tyst,
I Hulen, i Mulm og i Mørke,
Hvor ►Kvalmen saa lummer ►bespændte mit Bryst,
Og Liigluft fortæred min Styrke;
Der ene jeg sad, uden Haab, uden Trøst,
Med Lyset berøvet al Øinenes Lyst!
✂
Hvad undres, I ►Kæmper, da over endnu!
Jeg maatte vel blegne og bløde,
Ja blegne i Mulm og i Kvalm og i Gru,
Og bløde i Kamp med de Døde!
Ja, Alt hvad som lever, om Nat og om Dag,
Vel Farve maa skifte ►i Dødninge-Lag!►
✂ Saa ►kvad jeg i 👤Asmunds Navn, der jeg, styrket ved at skue ►Bøge-Maien i Skjærsommer, og høre Natter-Galens Slag i 📌Sællands Skove, følde mig oplivet til ved Gravens Dør at lytte ►end til Aandernes Tale om 👤Olav Tryggesøn og ►Frode Fredegod! Saa kvad jeg da, og kunde, siger jeg, anvende det paa mig, med mere Føie, end man kunde spørge: hvi jeg blev ikke uophørlig ved at lytte; men jeg gjør det ►ikke uden halvveis, fordi jeg ellers løi mod Sandhed, og ►beskjæmmede den Troe, det er min Pligt at ære: den Troe som tænder Lys i Graven selv, ►beløi den Aand, som vender aldrig Haabets Fakkel, bagtalde ►den Stav, som støtter kraftelig, selv paa den sidste, mørkeste og frygteligste Vandring gjennem Dødens Skygge-Dale!
✂ Men hvad saa? hvad skal, hvad vil den halvveis præstelige ►Beenhuus-Tale her i ►Skilderiet af ►Dagens levende og friske Penne?
✂ Den vil staae her paa sit Sted, som en Erindring om, at jeg har ►og en Pen, og at min Pen ►har og en ►Dag-Bog for 1818, som var saa næsten skrevet ud, før ►Hunde-Dagene begyndte, og som jeg kun satte Anmærkninger til i ►Fiske-Maaneden. Den vil minde om, hvad der er sandt, at i Aar, som i Fjor, var der i Skoven en frygtelig Taushed, et frygteligt Mørke, en 626 (US) frygtelig Eensomhed, hvis Lige jeg aldrig før har kjendt: Taushed, for hvem der ikke regner ►Kjækken og Galen og Snorken for Andet, end hvad det i Aandens Øre er: U-Lyd; Mørke, for hvem der ei indbilder sig, at hans egen lille Praas, der ►svirper ud i Vinden, mens han vender sig, at den kan gjøre lyst i Skoven,
✂
1523►Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Og Dagen døer►,
✂ ja, naar selv:
✂
►Midnattens Maane sig skjuler bag Skye,
Og Stjernerne længer ei blinke►;
✂ Eensomhed, for hvem der ikke kalder Tummel Selskab og Snak Samtale! Ja, den skal minde om, hvad der er sandt, og hvad jeg er sikker paa, enhver i 📌Danmark, hvis Kinder før har glødet i Straalerne af Aandens Soel, hvis Hjerte før har banket høit, og smeltet hen ved Tonerne fra Hoved-Hvælvingen og Hjerte-Dybet, skal indrømme, at der i Fjor, i 📌Danmarks Fugle-Skov, ei holdtes nogen Jubel-Fest for Aand og Hjerte, men snarere et Gravøl, hvor Aand og Hjerte, som fortvivlede: som 👤Asmund og Ragnhild, tog Afskeed fra Marken, for at indmure sig i Mørket. Jeg nævnede 👤Asmund, og hvem der har et opladt Øje, seer vel hvad jeg mener: at jeg mener Nordens høje ►Kæmpe-Aand, der, end saa seent i Tidens Kveld, besøgde os med 👤Adam Øehlenschläger, men nu, som et ►Gjenfærd af sig selv, ynkelig raste, gav Helte-Driften og ►Fostbroder-Skabet Skyld for sin selvgjorte Skjebne, og syndes i sit eget Øie kun at have trende Kaar: aldeles at omskabe sig selv fra Aand til Kjød, eller at glemme sig selv i Intets Skjød, eller ved et Krampe-Træk tage Kjødet med i Evigheden: altsammen lutter Umueligheder. Hvad Under, at Aanden som rasede saa, forsvandt, uvist, til hvilken Side; og hvad Under, at der for aandekjære Hjerter blev tomt og eensomt her i Skoven, saa de, som 👤Rerek og som 👤Alfred, kunde vel faae i Sinde at drage bort fra 📌Sællands ►Bøge, og lede ►om Opmuntring i ►Landet, hvor Citronen groer. Ja, Aander! saae I ikke 👤Alfred, saae I ikke Unger-Svenden med det ømme Hjerte, saae I ikke 👤Bernhard Ingemann ►drage taus, vemodig bort, da Haabet syndes reent udslukt om 👤Asmunds Redning! Forstod I ikke, det var 👤Asmunds Krampe-Træk, hvorunder Elnas Hjerte hardtad brast, da hun forgjæves havde med ►sin Jomfru-Haand bevæget Kirke-Klokkerne til Bede-Slag! Saae I ei, at ►Elnas Skjald kun vidste 627 (US) Raad for hendes Hjerte i et sælsomt Eventyr, ja vidste dog i Grunden intet Raad, thi hendes Hjerte slog jo kun i hans: i Skjaldens, i ►Halvdans, som forlod os med det vemodsfulde Kvad:
✂
1524►Farvel, I Brødre, djærve, troe!
Hos eder kan ei Skjalden boe;
Farvel, min Barndoms ⓘ
grønne Strand!
Her er dog ei mit Fædreland.
✂
Mod Øst, mod Øst gaaer nu min Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang,
Hvor ►Stjernekarmen ruller nu,
Didhen, didhen staaer Skjaldens Hu.
✂
Den over Oljebjerget gaaer,
Ved 📌Kedron Stjernen stille staaer,
Den seer, hvor Lyset kommer fra,
Den ruller over 📌Golgatha.
✂
Did, hvor den høie Frelser stod,
Did kalder mig hans Hjerteblod,
Farvel, hver Ven paa Verdens Øe!
Hvor Herren leved, vil jeg døe.
✂
Mod Øst, mod Øst gaaer Skjaldens Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang;
Af Jorden slettes skal mit Spor,
Min Kjærlighed i Himlen boer!►
✂ Hvem tør i 📌Danmark tale med om Aand, som ikke seer, at 👤Ingemanns Hjerte begeistredes af 👤Øehlenschlägers Aand, og kunde derfor aldrig skildre os en anden Helt end dens, men kun i ►Vexel-Kvad udtone den dybeste og reneste Helte-Kjærlighed, som Skjalden føle kan i ►Støvet: en Kjærlighed, hvis Gjenstand vel er ikke synlig paa Jorden, men kan dog være legemlig i Aandens Ord, og derigjennem aabenbare sig som Billede. Hjertet vilde ikke følge Aanden paa dens vilde Jagt i Luften, men eengang overraskedes det dog af ►Løve-Ridderen, fortrød det udentvivl, og opgav Haabet om at see en ægte, nordisk christen Helt, som det kunde jublende knytte sig til, for Tiden og for Evigheden!
✂ Hvem der har ikke bedre Forstand, maa, om det kan fornøje ham, gjerne kalde saadan Tale: Sværmerie, ja, den maa nød 628 (US) vendig klinge i ►hvert Øre, der er lukt for Aande-Pust med Mose-Uld, som en uvedkommende og uforstaaelig Surren; men jeg er af den ►stadige Mening, at en Forfatter, som maa tale mangt et Ord til Tidens U-aand, har ogsaa Lov til at tale enkelte, som den ei fatter, men som Aander godt forstaae. Det Følgende skal, haaber jeg, være desfatteligere for 1525Alle, thi saa passende det sikkert er, at tale historisk om Aander, i Billeder, laante af deres egen Historie, saa latterligt vilde det være, i et saadant Billed-Sprog at fortælle de ►Pennes Idrætter, som ingen anden Historie har end deres eget ►Dag-Blad, og det er, som man veed, Tilfældet med ►Dagens fleste Penne. (Fortsættes.)
Et lidet Bidrag til ►Dagens ►Penne-Historie.
(Slutning; see forr. No.)
✂ Dette er midlertid dog ingenlunde Tilfældet med den ►Brev-Pen, der satte de mange i Bevægelse, eller bestemtere, uden selv at ville det, satte dem i et Øjeblik i Stand til for et Øjeblik at give Blæk; tryllede og tyllede, saa at sige, Tredie-Delen af en maadelig Pens Egenskaber i dem, saa de kunde ►klakke to Ord og skrive det tredie. Det var nemlig 👤Jens Baggesens Pen, som for tungnemme Læsere indstregede i 👤Oehlenschlägers 1535►Reise-Breve, hvad man kunde nøies med af den Slags, og understregede, til endnu mere Lettelse, de Ord, man skulde fæste i Hukommelsen. At nu nogle ►letnemme Ungersvende syndes: deels at Stregerne var ganske unødvendige, da det var ►et Smørrebrød for dem at tage Alting med, deels at Stregerne ►vanhældede Bogen, og kunde umuelig høre til, siden Mesteren ei selv havde tilføiet dem, det kunde være ganske naturligt, og det burde være samme Unger-Svende ►uformeent, paa en ordenlig Maade, om de kunde, at slaae Streg over Stregerne, og sende 👤Baggesen det dem tilskikkede Exemplar tilbage, som Noget han selv havde gjort til Maculatur; men naar de, for at faae 👤B. til at gjøre hvad de kaldte ►Skjel for U-Skjel, vilde nøde ham til at bevise sin Evne og Ret til at slaae Streger med sin egen Pen, ved med deres, som de dog kun havde i Munden, at tegne Figurer eller Krims-Krams efter deres Hoved; da er Sligt naturligviis glemt i Morgen, men ►Dagens Historie maa dog anmærke, at man her af en aldrende Mand forlangde, at han, til Beviis paa, at han kunde og havde Lov til at gjøre en ►Karle-Streg, skulde begaae en aabenbar Drenge-Streg.
✂ Med andre Ord: det har i de senere Dage vitterlig, og hvad man især maa finde Sært, virkelig ►begivet sig, at ►en Tylvt Studenter, i Anledning af 👤Baggesens ►Angreb paa 👤Oehlenschlägers for tit nævnede ►Reise-Breve, har udfordret ►Digteren, der 629 (US) maaskee vel ikke sang for deres Vugge, men som dog for Skovens lyttende Fugle, sang om sin, før der kom ►Gænger under deres, udfordret ham til, paa ►Kloster-Latin at trættes med dem om ►sit Kald og sin Ret til at tale med om danske Digteres Arbeider; udfordret ham, der, medens de i det Højeste laae tørre i deres Svøb, med en, endnu ikke overtruffet Pen, beskrev en Deel af sin ►digteriske Vandring i Verdens Labyrinth, udfordret ham til at ►godtgjøre dem paa Latin, sin Ret til at tale med om ►Reise-Breve paa Dansk af en Digter. Er Tiden, som den ►vist nok er, temmelig vantroe, da er det ogsaa ►vist nok, at den ved slige ►Dagens utroelige Begivenheder maa fristes til, enten ei engang at troe sine egne Øine, eller til herefter at troe i Blinde, alt hvad man vil binde den paa Ærmet. Hvem skulde dog troet, at vore Dages Unger-1536Svende, der udgaae, som man siger, langt anderledes underviiste, dannede og vel opdragne, af Lærdoms og ►Vidskabs Plante-Skoler, end vi, som maatte i de gammeldags latinske Skoler nøjes med Underviisning efter en, som man siger, feilfuld Methode, og med den Dannelse og Opdragelse vi enten tog med os fra Fædrene-Huset, eller annammede ved Ordets, saa at sige: vilde, Virkning paa Hoved og Hierte; at Hine, siger jeg, ikke i Forstands-Udvikling, i Beskedenhed, ja i alt hvad Kløgt og Dyd kan nævnes, maatte vidt overtræffe os, der, efter Tidens Fordom, saa ►stifmoderlig behandledes: lærde kun vor Christen-Dom, og vidste knap, hvad Moral vilde sige, naar det skulde betyde Andet end Regler for at holde Bordskik, rede sit Haar, ►toe sine Hænder o. s. v., vi som slet ingen Anviisning fik til at bruge vor Forstand, men kun en dygtig ►Snyde, naar vi ikke brugde den, som Noget der fulgde af sig selv! Hvem skulde troet Sligt, og dog: ►af deres Frugter skulde I ►kjende dem; ogsaa iblandt os var der ►letnemme Unger-Svende, som fandt Smag i andre Gloser, end dem man fandt i ►Badens Lexikon, i andre Bøger end de, paa hvis Titelblad man læste: ►in usum juventutis, Unger-Svende, som ►hørde heller 👤Henrik Steffens end 👤Thomas Bugge, læste meget heller 👤Adam Oehlenschlägers Svar i Dagen til 👤Claus Pavels, end paa samme Sted en Parodie ►over Eventyret i den fremmede Bye; Unger-Svende, som havde ogsaa Mod paa at prøve deres Penne, og engang deres Lykke i meer end et Dag-Blad, og som siden have viist, at det var dog ikke tom Forfængelighed. Der gaves, siger jeg, ogsaa før i Dag, saa 630 (US) danne Studenter, som i deres Kreds havde Munden til Tjeneste baade paa Dansk og Latin, som tog Deel i hvad der offenlig ►forhandledes, og havde nok Lyst til engang at være med; selv var jeg en saadan Student, men selv blot at komme frem for Publicums Øine med mine uskyldige ►Penne-Prøver var mig en frygtelig Ting, og stedse rødmede jeg over det Spørgsmaal til mig selv: har du Noget at sige, som ei er sagt bedre før, eller som trænger til Gjentagelse, ja, uagtet jeg var ellers ikke bange for at sige min Mening, uagtet jeg troede at der i Grunden var dog Intet i, hvad 👤Steffens saa ►henrivende ►fortalde, uagtet jeg hjemme gjorde mine skriftlige Anmærkninger, og uagtet han holdt 1537et ►Conversatorium, hvori vi alle opfordredes til at tage Deel, saa havde det dog været mig umueligt, at træde op og tage Ordet, ja det er ►vist, at en saadan Optrædelse ansaaes da blandt 📌Dannemarks Studenter for et Beviis paa Ubeskedenhed og latterlig Forfængelighed. Hvad vi ►vilde dømt om ►en Tylvt, der havde vovet at udfordre en af 📌Dannemarks navnkundige Forfattere til at forsvare et af sine Skrifter, end sige da, sit Kald og sin Dygtighed mod dem, behøver jeg vist ikke at tilføje, og dog vidste vi meget godt, at selv de største Mænd skal dømmes af Efter-Slægten, kun faldt det os aldrig ind, at der ved denne Efter-Slægt skulde forstaaes ►Efterslægts-Skolen; vi opgav ingenlunde vor Ret til i sin Tid, hvis vi kunde, at tale med, men vi syndes, det fulgde af sig selv, at før man offenlig vil bedømme hvem der har viist de kunde Noget, maa man offenlig have viist, man selv kan Noget, som er værd at tale om, eller i det Mindste vise det med det Samme, som Aandens Fuldmagt til at lade sit Navn trykke. Vi tænkde og talde helst paa Dansk, uagtet vi ansaae det for en stor Skam at skrive saa slet Latin, som jeg har seet af ret gode Hoveder siden, og vi meende, at hvem der lukker Munden høit op, uden at have Noget at sige, kunde vel øjebliklig skaffe sig et Navn, men dog kun Navn af en ►Gab-Mund, eller hvis det kom meget høit: en ►Gab-Flab, Navne, som vi langt heller, ved at holde Haanden for Munden, gjorde os Umage for at undgaae, end for, ved at ►stikke Næverne i Siden, tilgavns at fortjene. Denne Tænkemaade, som jeg, tilligemed saa meget andet Gammeldags, har indsuget med Moders-Melken, kan, hvad jeg hidtil har seet af en dristig Ungdom, der sagtens drømmer sig langt mere sund og dygtig, ingenlunde bringe mig til at forlade, og det saa meget mindre, som jeg vilde skammet mig, hvis jeg ikke, som nittenaarig Ungersvend, naar jeg havde været 631 (US) ubeskeden nok til at tage fat, skulde have ført Striden mod 👤Baggesen, i det Mindste tolv Gange saa godt som hele ►Tylvten, og, for en Feils Skyld, 👤Peer Vegner med, thi, om han saa var hundrede Aar, og havde, selv til 👤Hans Mikkelsens Forlystelse, gaaet hundrede Gange, som Dreng i hans Tøfler, fortjener han dog ikke engang at kaldes en Aars-Unge i Literaturen, saalænge han ei har leveret 1538et Værk, en Aand kunde være bekjendt at regne for et Aars Afgrøde. Skammet mig vilde jeg ved, naar Talen, som her, var om en Critik eller Satire over en Digters Arbeider, da at gaae udenom hvad der skulde forsvares, pille et Par virkelige eller formeentlige Feil ud af Critiken, stiltiende indrømme min Udygtighed til at gjendrive det Øvrige, og stræbe at neddysse Sagen, ved at fortælle Publicum, hvilken fæl, afskyelig Krabat den ►Criticus var, hvor meget der kunde være at sige paa ham, og hvordan det gik ham forleden paa ►Thinget, hvad han maatte der stikke i Lommen o. s. v. o. s. v. Har man baaret sig bedre ad med at gjendrive 👤Baggesens Angreb paa 👤Øehs. ►Reise-Breve, da maa det være skeet hemmelig, og det mener jeg, vilde været en stor Skam, om saa den ►vittige Angriber havde været den Mindste i ►Tylvten, end sige, da det var en Aand, der ei blot fik Stemme allerede i 👤Evalds og 👤Vessels Dage, men som først efter en, hos os vel mageløs, almindelig Hylding, i nogle Øren, og deriblandt i sine egne, ►overstemtes af 👤Adam Oehlenschläger! Sæt ogsaa, at 👤B. gik, som Skribent, i Barndom, sæt, at han, ømfindtlig over, af den yngre Slægt, ei blot at fradømmes Ret til det Høisæde han engang beklædte, men vel endog til Gang og Sæde i 📌Danmarks Skjalde-Lag, sæt, at han, fortrydelig herover, havde ►spottet med et ganske forsvarligt Værk af en yngre Digter; da mener jeg, at i det Mindste de Yngste burde tiet, og overladt det til den sundere og dygtigere Digter, at tie eller tale, som han fandt for godt; men kunde de ei ganske dye sig, burde de dog vist ►holde Styr: i et sømmeligt Forsvar lade den yngre Digters Værk tale for sig selv, vogte sig vel for at tage Ord i deres Mund, som i al Fald kun passede i den navnkundige Forfatters, og fremforalt undsee sig ved, at drage den gamle Digters øvrige Færd, end sige hans Hjerte ind i en Sag og for en Domstol, der laae ganske uden for samme. Var 👤Bs. Satire sløv, velan, saa kunde den desbedre oversees, og, om det var nødvendigt, overbydes! Var den aabenbar kun en Frugt af Misundelse; desværre for ham, og desbedre for det angrebne Værk, der da neppe vilde behøve noget Forsvar! Selv i dette Tilfælde vilde 👤Peer Vegeners tossede 632 (US) Storagtighed, og ►Tylvtens Kaadhed hos et skjønsomt Publicum 1539vakt en Harme, som en Bespottelse af alle de Hoved-Haar, der graanede med 👤Baggesens, og jeg skjønner ikke rettere, end at alle de æsthetiske Forfattere, der have leveret Værker, som en vaagen Efter-Slægt nødes til i det Mindste at læse og bedømme, at alle disse, hvor uenige de end ellers, og selv i den omtvistede Sag, kunde være, burde enedes om, lydelig at erklære deres højeste Mishag i en saa usømmelig Adfærd!
✂ Men, nu gaaer 👤B. ikke i Barndom, nu ere hans Pile kun sløve, forsaavidt Aandens Pile altid forekomme Kjød-Hoveder at være det, nu er ►Reise-Brevene et Arbeide, som neppe selv mellem 👤Oehs. blindeste Forgudere vil finde en Lovtaler, og som vist i det Mindste ikke ►Labyrinthens Forfatter misunder ham Æren for! Der kan altsaa være en langt ædlere Grund end Misundelse til at angribe dette Arbeide, som udkommer under saa berømt et Navn, ja, Angrebet kan være en Forfatters Pligt, naar der, som nu, især blandt de unge Studerende, findes et Partie, der anseer Alt hvad 👤Oeh. sætter sit Navn paa, for mesterligt, og naar han udgiver Arbeidet som Noget han sætter Priis paa.
✂ Under saadanne Omstændigheder er det en Forbrydelse mod hele den ældre Slægt i Literaturen, ja mod Aand og Konst og ►Vidskab selv, naar endeel Unger-Svende, jo flere jo værre, springe op med Bulder, bedømme rask hvad der gaaer langt over deres Forstand, skjælde og smælde paa en aandriig dansk Forfatter, hvis Navn selv udenlands af Kyndige nævnes med Agtelse, skjælde og smælde paa ham, og vil, ved Trudsler om, at udstøde ham af Studenter-Laget og udraabe ham for en nedrig Bagvasker, aftvinge ham selv mere end Taushed: Vrævlen med sig paa et dødt og 📌Danmark ►fremmed Tungemaal!
✂ Hvem, spørger jeg i Historiens Navn, hvem staaer i Aanden, med sit Værk i Ordets Rige, for Historiens Domstol tilligemed 👤Jens Baggesen, og vil samtykke i, at Unger-Svende, der endnu ei engang have hjemlet sig Ret til at indstædes for denne store Domstol, skal beklæde den! Hvem af os: ældre og yngre, vil i deres Stemme erkjende den ►Efter-Slægtens Dom, for hvilken vi i vore Skrifter skal staae eller falde? Hvem af os vil erkjende deres Ret til at afgjøre, hvem der i Literaturen er stor eller lille, hvem der maa tale og 1540hvem der skal tie; Ret til at indstævne, dog nei, til at ►nedstævne os i deres Kreds, for der paa Latin, eller hvad Sprog de vil, at forsvare vor afgjorte Tale-Ret, mod dem, der efter Historiens Gang, skulde for os bevise deres? 633 (US) Hvem der samtykker i Sligt, han tie! han lade sig af en balstyrig Ungdom ophøje eller nedstyrte, som dens Luner skifte! Umisundelsesværdig er hans Lod, om han saa end, ved Hjelp af dristige og ►brydske Unger-Svendes Hurra-Skrig og knytte Næver, kunde, som Tyran i ►Ordets Republik, forskaffe sig, paa Livstid, et første Consulat, ja ►vorde bukket for, som Keiser, og ►holde hver Tunge i Tømme, saa Ingen turde knye!
✂ Hvem som derimod ikke samtykker i sligt Uvæsen, hvem der har Mod til, om det saa maa være, paa Livstid, at haanes og udpibes, eller hades og forfølges af en paa sin Viis stridbar Ungdom; han erklære høit og lydeligt sin Afskye, og indskyde sig under den Histories Domstol, som skal reises engang over vores og alle vore Samtidiges Støv!
✂ Een af de Gamle: 👤Thomas Thaarup, har brudt den uværdige Taushed; her træder en af de Yngre i hans Spor, og vil da nu ►end alle andre tie, af Frygt for et Skrig, ingen Alvors-Mand kan billige, saa lad dem det! Aldrig skal dog nu den vilde Skare, uden at vorde til Latter, beraabe sig paa eenstemmigt Samtykke af alle, saa nær som den Skribent, de mene at kunne tage Stemmen fra, ved at erklære ham i tøileløs Frækhed, for literair brændemærket!
✂ Vel siger ►Dagens, at 👤Thaarup har ingen Stemme, da han er død, men det er dog lige sikkert, at han, at ►Høst-Gildets herlige Sanger, hvis Folke-Viser 📌Dannemark, og sagtens 📌Norge med, har bevæget efternynnet, som Fædrene de gamle ►Kæmpe-Viser; at den hjertekiære Aand, som skabde 📌Dannemarks historiske Idyl, hvis Mage neppe findes, at han beholder Stemme, naar Skriget er for længe siden glemt; at han beholder Stemme, saalænge 📌Danmark har en Tunge, der kan synge om hvad der rører sig i 📌Danmarks Hjerte. Det er lige sikkert, at denne Stemme skal være imod ►Tylvtens og hvad dertil hører, saalænge, til man kan bevise, at den er det ikke: bevise, at det danske Hjertes Stemme er ei mod Ungdommens Selvklogskab, Egensindig1541hed, Selvraadighed og ►Mund-Kaadhed. 👤Thaarup er ►hverken borgerlig eller legemlig død, og til man beviser, at Stemmen mod ►Tylvten strider mod den Aand, vi i hans Sange spore, da skal den agtes for Stemmen af hans Aand. Har han i Øvrigt givet Noget sin Stemme, der strider mod hans Digter-Aand, det maa han selv forsvare, for den Historiens Domstol, der er hans rette Værne-Thing, men, paa Ansvar for den samme, tør jeg sige, at hverken i Oversættelsen af den, i mine Øine slemme men ei slet skrevne, ►Bog 634 (US) mod Jødern►, eller i Fortalen til en daarlig Comoedie, har 👤Thaarup fraskrevet sig sin Aands Stemme, saaledes som 👤Oehlenschläger, indtil Videre, i sine aandløse, jammerlige ►Reise-Breve.
✂ Nu mener jeg, tydelig nok, at have givet, hvad der i mine Øine er Sandhed, min Aands Stemme mod den af mig, som Digter, høit beundrede og inderlig elskede 👤Adam Oehlenschlägers Udraabelse til Pave, ►Imperator, ►Pontifex Maximus, eller hvad man vil kalde ham som ufeilbar, og som en Gud i Skoven, Ingen, uden at begaae poetisk og literair Majestæts-Forbrydelse, kan skose eller laste; mod de, under hans Navn udkomne ►Reise-Breve, hvilke jeg mener, burde aldrig nævnes, naar de ikke førde saa berømt et Navn, men bør nu, da 👤Oeh. hverken har villet forsvare eller fralægge sig dem som en ►Vaades-Gjerning, være Satiren overladte, uden at komme de ►Poetiske Skrifters og ►Nordiske Digters store Aand til mindste Vanrygte eller Forkleinelse; først og sidst imod ►Tylvten, som, aldrig ved at forsvare, men kun ved at frafalde og ►afbede sin Ungdoms-Daarlighed, kan vente Historiens Tilgivelse!
✂ 7de November 1818.
✂ N. F. S. Grundtvig.