✂ Medens jeg ►i Vinter og en Deel af Sommeren sad, som jeg var ►muret, mellem ►Nordens gamle Krøniker; da blev jeg ikke sjelden tung om Hjertet, thi det syndes mig livagtig, som om jeg sad i de ►afgangne Høvdingers ►aabne Begravelse, og stirrede paa Kisterne, paa Bauta-Stenene, paa de mølædte Faner, og de andre Mindes-Mærker om et længst forsvundet ►Kæmpe-Liv, som jeg kun mægtede at skjelne mat ved Nat-Lampens dunkle Skin. Dødens Stilhed omgav mig, og mit eget Aande-Dræt var Alt hvad jeg hørde, kun igjennem det syndes mig ►stundum som en sagte Stemme af Saxos og af Snorros Aand tilhviskede mig glemte Ord fra Heden-Old, der styrkede mit Hjerte til at slaae roligt i de Dødes ►rædselsfulde Boelig, bortpustede Søvnen, som saa tidt vilde leire sig tung paa Øie-Laagene, og klarede, ►ei veed jeg ret, om Øiet eller Lampens Skin, saa Mindes-Mærkerne forbandt sig til en livlig Kjæde, til et opmuntrende og lysteligt Syn. Dog, længe kan man ikke sidde taus og ene i ►den aabne Grav, og dog beholde Liv og Mod og Munterhed til Lytten efter hedenfarne Aanders sagte Hvisken, til ei at synke mat og mødig ned imellem Kisterne, det har jeg maattet lære, og naar man nu kanskee, i 📌Danmark og 📌Norge, vil synes det er sært, at kun saa Lidet af de gamle Aanders Tale lyder høit igjennem mig; da har man sikkert mindre Føie til at spørge mig: hvorfor? end jeg har til at svare med den af Gravens Nat opkomne Asmund Alfsøn:
✂
►
625
(US)
I ►feireste Huus er ei Fryd eller Mag
For Menneske-Afkom at finde,
Naar alt som den eenlige Spurv under Tag
I Taushed man sidder derinde,
Nei, ►ynkelig faren og stædt er den Mand,
Som vanker forladt i de Levendes Land!
✂
1522Men jeg sad i Dybet, saa øde, saa tyst,
I Hulen, i Mulm og i Mørke,
Hvor ►Kvalmen saa lummer ►bespændte mit Bryst,
Og Liigluft fortæred min Styrke;
Der ene jeg sad, uden Haab, uden Trøst,
Med Lyset berøvet al Øinenes Lyst!
✂
Hvad undres, I ►Kæmper, da over endnu!
Jeg maatte vel blegne og bløde,
Ja blegne i Mulm og i Kvalm og i Gru,
Og bløde i Kamp med de Døde!
Ja, Alt hvad som lever, om Nat og om Dag,
Vel Farve maa skifte ►i Dødninge-Lag!►
✂ Saa ►kvad jeg i 👤Asmunds Navn, der jeg, styrket ved at skue ►Bøge-Maien i Skjærsommer, og høre Natter-Galens Slag i 📌Sællands Skove, følde mig oplivet til ved Gravens Dør at lytte ►end til Aandernes Tale om 👤Olav Tryggesøn og ►Frode Fredegod! Saa kvad jeg da, og kunde, siger jeg, anvende det paa mig, med mere Føie, end man kunde spørge: hvi jeg blev ikke uophørlig ved at lytte; men jeg gjør det ►ikke uden halvveis, fordi jeg ellers løi mod Sandhed, og ►beskjæmmede den Troe, det er min Pligt at ære: den Troe som tænder Lys i Graven selv, ►beløi den Aand, som vender aldrig Haabets Fakkel, bagtalde ►den Stav, som støtter kraftelig, selv paa den sidste, mørkeste og frygteligste Vandring gjennem Dødens Skygge-Dale!
✂ Men hvad saa? hvad skal, hvad vil den halvveis præstelige ►Beenhuus-Tale her i ►Skilderiet af ►Dagens levende og friske Penne?
✂ Den vil staae her paa sit Sted, som en Erindring om, at jeg har ►og en Pen, og at min Pen ►har og en ►Dag-Bog for 1818, som var saa næsten skrevet ud, før ►Hunde-Dagene begyndte, og som jeg kun satte Anmærkninger til i ►Fiske-Maaneden. Den vil minde om, hvad der er sandt, at i Aar, som i Fjor, var der i Skoven en frygtelig Taushed, et frygteligt Mørke, en 626 (US) frygtelig Eensomhed, hvis Lige jeg aldrig før har kjendt: Taushed, for hvem der ikke regner ►Kjækken og Galen og Snorken for Andet, end hvad det i Aandens Øre er: U-Lyd; Mørke, for hvem der ei indbilder sig, at hans egen lille Praas, der ►svirper ud i Vinden, mens han vender sig, at den kan gjøre lyst i Skoven,
✂
1523►Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Og Dagen døer►,
✂ ja, naar selv:
✂
►Midnattens Maane sig skjuler bag Skye,
Og Stjernerne længer ei blinke►;
✂ Eensomhed, for hvem der ikke kalder Tummel Selskab og Snak Samtale! Ja, den skal minde om, hvad der er sandt, og hvad jeg er sikker paa, enhver i 📌Danmark, hvis Kinder før har glødet i Straalerne af Aandens Soel, hvis Hjerte før har banket høit, og smeltet hen ved Tonerne fra Hoved-Hvælvingen og Hjerte-Dybet, skal indrømme, at der i Fjor, i 📌Danmarks Fugle-Skov, ei holdtes nogen Jubel-Fest for Aand og Hjerte, men snarere et Gravøl, hvor Aand og Hjerte, som fortvivlede: som 👤Asmund og Ragnhild, tog Afskeed fra Marken, for at indmure sig i Mørket. Jeg nævnede 👤Asmund, og hvem der har et opladt Øje, seer vel hvad jeg mener: at jeg mener Nordens høje ►Kæmpe-Aand, der, end saa seent i Tidens Kveld, besøgde os med 👤Adam Øehlenschläger, men nu, som et ►Gjenfærd af sig selv, ynkelig raste, gav Helte-Driften og ►Fostbroder-Skabet Skyld for sin selvgjorte Skjebne, og syndes i sit eget Øie kun at have trende Kaar: aldeles at omskabe sig selv fra Aand til Kjød, eller at glemme sig selv i Intets Skjød, eller ved et Krampe-Træk tage Kjødet med i Evigheden: altsammen lutter Umueligheder. Hvad Under, at Aanden som rasede saa, forsvandt, uvist, til hvilken Side; og hvad Under, at der for aandekjære Hjerter blev tomt og eensomt her i Skoven, saa de, som 👤Rerek og som 👤Alfred, kunde vel faae i Sinde at drage bort fra 📌Sællands ►Bøge, og lede ►om Opmuntring i ►Landet, hvor Citronen groer. Ja, Aander! saae I ikke 👤Alfred, saae I ikke Unger-Svenden med det ømme Hjerte, saae I ikke 👤Bernhard Ingemann ►drage taus, vemodig bort, da Haabet syndes reent udslukt om 👤Asmunds Redning! Forstod I ikke, det var 👤Asmunds Krampe-Træk, hvorunder Elnas Hjerte hardtad brast, da hun forgjæves havde med ►sin Jomfru-Haand bevæget Kirke-Klokkerne til Bede-Slag! Saae I ei, at ►Elnas Skjald kun vidste 627 (US) Raad for hendes Hjerte i et sælsomt Eventyr, ja vidste dog i Grunden intet Raad, thi hendes Hjerte slog jo kun i hans: i Skjaldens, i ►Halvdans, som forlod os med det vemodsfulde Kvad:
✂
1524►Farvel, I Brødre, djærve, troe!
Hos eder kan ei Skjalden boe;
Farvel, min Barndoms ⓘ
grønne Strand!
Her er dog ei mit Fædreland.
✂
Mod Øst, mod Øst gaaer nu min Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang,
Hvor ►Stjernekarmen ruller nu,
Didhen, didhen staaer Skjaldens Hu.
✂
Den over Oljebjerget gaaer,
Ved 📌Kedron Stjernen stille staaer,
Den seer, hvor Lyset kommer fra,
Den ruller over 📌Golgatha.
✂
Did, hvor den høie Frelser stod,
Did kalder mig hans Hjerteblod,
Farvel, hver Ven paa Verdens Øe!
Hvor Herren leved, vil jeg døe.
✂
Mod Øst, mod Øst gaaer Skjaldens Gang,
Med Pilgrimstav, med Harpeklang;
Af Jorden slettes skal mit Spor,
Min Kjærlighed i Himlen boer!►
✂ Hvem tør i 📌Danmark tale med om Aand, som ikke seer, at 👤Ingemanns Hjerte begeistredes af 👤Øehlenschlägers Aand, og kunde derfor aldrig skildre os en anden Helt end dens, men kun i ►Vexel-Kvad udtone den dybeste og reneste Helte-Kjærlighed, som Skjalden føle kan i ►Støvet: en Kjærlighed, hvis Gjenstand vel er ikke synlig paa Jorden, men kan dog være legemlig i Aandens Ord, og derigjennem aabenbare sig som Billede. Hjertet vilde ikke følge Aanden paa dens vilde Jagt i Luften, men eengang overraskedes det dog af ►Løve-Ridderen, fortrød det udentvivl, og opgav Haabet om at see en ægte, nordisk christen Helt, som det kunde jublende knytte sig til, for Tiden og for Evigheden!
✂ Hvem der har ikke bedre Forstand, maa, om det kan fornøje ham, gjerne kalde saadan Tale: Sværmerie, ja, den maa nød 628 (US) vendig klinge i ►hvert Øre, der er lukt for Aande-Pust med Mose-Uld, som en uvedkommende og uforstaaelig Surren; men jeg er af den ►stadige Mening, at en Forfatter, som maa tale mangt et Ord til Tidens U-aand, har ogsaa Lov til at tale enkelte, som den ei fatter, men som Aander godt forstaae. Det Følgende skal, haaber jeg, være desfatteligere for 1525Alle, thi saa passende det sikkert er, at tale historisk om Aander, i Billeder, laante af deres egen Historie, saa latterligt vilde det være, i et saadant Billed-Sprog at fortælle de ►Pennes Idrætter, som ingen anden Historie har end deres eget ►Dag-Blad, og det er, som man veed, Tilfældet med ►Dagens fleste Penne. (Fortsættes.)