Efter striden
✂ De fire indlæg i ►Dagen og ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og de to i ►Danne-Virke var Grundtvigs bidrag til den årelange strid. Forordet til sidste bind af ►Danne-Virke er dateret 30. december 1818, hvilket også blev datoen for hans sidste bidrag. Dette skulle blive sidste gang han deltog i en større litterær fejde.
✂ For Grundtvig betød striden en omfattende litterær aktivitet. Hans bidrag omfattede ca. 75 trykte sider i ►Danne-Virke, ca. 35 spalter i ►Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn og ►Dagen og små 250 manuskriptsider, hvoraf kun en mindre del fandt vej til de trykte bidrag (►Lundgreen-Nielsen 1980, bind 2, s. 828).
✂ Striden fortsatte frem til september 1820. I januar 1819 udgav 👤Baggesen ►Rosenblade med et Par Torne, hvori han for sit vedkommende afslutter striden med digtet ►“I Anledning af Professor Oehlenschlägers Erklæring til Publicum”.
✂ Eftertiden er i det store og hele enige om udfaldet af striden mellem 👤Baggesen og 👤Oehlenschläger. 👤Baggesen havde en kritisk pointe. Den yngre 👤Oehlenschlägers værk var bedre end den ældres. Der er også enighed om, at 👤Baggesen stod tilbage som taber af striden. Det var der flere grunde til. Hans polemiske form skyggede for han kritiske pointe, og det lykkedes ham ikke at få 👤Oehlenschläger i tale. Han forholdt sig stort set tavs i den offentlige del af debatten og lod andre kæmpe sin sag. 👤Flemming Lundgreen-Nielsen opsummerer i en note den umiddelbare eftertids vurdering af, hvem der vandt striden (►Lundgreen-Nielsen 1908, bind 2, s. 921, note 236). Også i offentligheden blev der sat en tyk streg under 👤Baggesens nederlag. Det skete i sagen om hans opera ►Trylleharpen (1819). 👤Peder Hjort, der energisk havde kæmpet 👤Oehlenschlägers sag, anklagede stykket for plagiat og manglende originalitet, en påstand som Den Kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret afviste. Den juridiske sejr kunne dog ikke hindre, at stykket blev pebet ud på Det kongelige Teater den 24. februar 1819 efter kun tre opførelser.
✂ Striden ridsede ikke 👤Oehlenschlägers renomme som digter og person. Både historien og:
✂ fejdens forløb arbejdede til gunst for 👤Oehlenschläger og imod 👤Baggesen, selv om det også mange gange lykkedes 👤Baggesen at ‘klemme’ det romantiske geni på en række punkter i værkerne, hvor 👤Oehlenschläger ikke levede op til de selvdeklarerede højder. Men hvad angår personlighedsfilosofien og den kulturelle opfattelse af kunstneren som den på én gang dybt personlige og højt selvforglemmende fortolker af livets store sammenhænge, var det 👤Oehlenschläger, der løb med paradigmet og spillede det videre til os, der måske ikke mere gider læse hans oldtidsblomstrende digte og heroiske dramaer, men som stadig er omgivet af hans paradigme (►Svane 2004, s. 78).