↩ Det er først her i anden del af “Et lidet Bidrag til Dagens Penne-Historie”, at Grundtvig nærmer sig stridens kerne. Det sker gennem en række variationer over modsætningen mellem mænd og drenge, mellem moden indsigt og barnlige eller ungdommelige narrestreger, mellem historiens retfærdige dom over litteraturen og den ureflekterede trang til oprør. Studenternes opfordring var blot blækklatter og “Krims-Krams” (sp. 1535) sammenlignet med 👤Baggesens kritik og litterære produktion i øvrigt. Studenterne kaldes for “letnemme Ungersvende” og deres prosa for “Kloster-Latin” (dvs. dårlig latin). Dette er under 👤Baggesens niveau, hvorfor han if. Grundtvig, naturligvis ikke bør tage udfordringen op. Grundtvigs ordspil på drenge- og karlestreger og den højstemte kvasijuridiske retorik om historiens domstol er polemik ført på samme vis, som han beskylder studenterne for at gøre det. Skønt disse retoriske øvelser fylder meget i indlægget formår Grundtvig dog at holde fast i det, han mener, er det væsentlige i 👤Baggesens kritiske ærinde, sådan som han også gjorde det i “Erklæring fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Kiøbenhavns Universitet”. Nemlig at skelne mellem godt og mindre godt i 👤Oehlenschlägers forfatterskab, og det uden at 👤Baggesen skelede til egne præstationer: