↩ Det var Mythen om ►Forniotur og hans Afkom, hvorpaa 👤Schøning grundede sin Deling af 📌Norge mellem ►Norrs og ►Gorrs Slægt, og da Ingen siden har beskrevet 📌Norges Oldtid, har ovennævnte Mythe endnu for Øieblikket en Vigtighed, som den ellers neppe kunde hjemle sig. Ligesaa stor en Glæde som det for 📌Nordens ►Oldgrandsker bør være, selv i et mythisk Vink at see et Glimt af Lys over den mørke Tid, selv i et enkelt historisk Navn, dog at 195høre en Lyd fra de tause Dage, ligesaa glædelig bør den Opdagelse være ham, at hvad der for et Øieblik kunde synes et historisk Vink, kun er et ►Natur-Spil; thi derved ►sikkres han for et Vildspor. Mythen om ►Forniotur synes nu ►vist nok ikke at have noget Forførende ved sig, men den har dog, blandt Andre, forført baade 👤Schøning og 👤Suhm, og forgiæves beviiste og spottede 👤Ihre, i sit ►Brev til Lagerbring om Edda, de lode sig ikke rokke fra ►Norr og ►Gorr og ►den gamle Snee. Uagtet jeg nu vil troe, at Ingen ►lettelig vedkiender sig ►den Fornioterske Troe, der selv, som en Tjener af ►Utgarde-Loke, har villet ►spille Bas med ►Asalæren, saa ere dog ►Norr og ►Gorr krøbne ind i vore Compendier, og mod Spøgelser maa man være paa sin Post, naar, som nu vel er Tilfældet, deres Time nærmer sig. Det er mig derfor meget kiært, ved Ovenstaaende, at være blevet foranlediget til en Revision af hele Eventyret, og jeg vil da meddele mine Læsere den fuldstændige Stamtavle, som den er at finde i den saakaldte ►Norges Opdagelse (►Fundinn ⓘ Noregur) og i ►Thorsten Vikingsons Saga.