↩
Nu først jeg føler det i alle Maader,
Hvor gaadefuldt mit Forhold er til dig,
At i sig selv jeg er ei værd at nævne,
Men er i Grunden jo dit Livstegn kun.
Ei kan jeg sige, hvad jeg dig tør kalde,
Du, min For-Ælder, om det var et Ord;
Men nu forstaaer jeg, hvad du fordum sagde,
At Herregaarden meer var din end min.
Ak nu, da Livet skulde først begynde
At ►tee i mig sin underfulde Kraft,
►Nu, da jeg først, fortrolig med min Gaade,
Forligt med Gud, forenet med mit Liv,
Mit Dagværk skulde til Guds Priis udføre;
►Nu beder du mig tænde selv mit Baal!
Ei vil jeg trodse, og ei tør jeg klage,
Ei maa jeg vægre mig, din Villje ►skee!
323Men, først ►besind dig paa den sære Tanke,
Og føl dig for om Villien er Guds!
Thi hvad der leve kan til Herrens Ære,
Det veed jeg ►vist Han ikke vil skal døe.