Tredje scene
✂ I tredje scene er stedet rykket fra 👤Luthers grav til omgivelserne ved ►Sagas bolig i morgenstunden. Første lange del af scenen består af ►Norne-Giæsts monolog, hvori han reflekterer over historiens væsen og betydning. Først med en konkret sansning af ►Sagas bolig, der beskrives med allusion til ►Valhal i ►Gylfes Forblændelse (Gylfaginning, afsnit 2), dernæst i en parallelisering af mytologien og historien, hvor han fastslår, at “Fædres ►Asgaard var og ►Sagas Borg” (s. 353). ►Vølvens spådom (Vøluspa), som for Grundtvig var den nordiske mytologis urtekst, fremdrages som forbindelsen mellem oldtidens forestillinger om ►ragnarok og den kristne historie:
✂ “Hvem kiender ►Vøluspa, og seer det ei, / At ►Ragna-Roke er en Saga-Sone, / Og Seier-Støtten, ►Balders Bautasteen, / Den Pagtens Ark hvori paa gyldne Tavler, / Indgravet er det store Vidnesbyrd / Om ►Sagas Pagt med ►Norner og med ►Gimle!” (s. 353).
✂ ►Norne-Giæst sidestiller således ►Balders sejrsmonument med pagtens ark fra ►Det gamle Testamente.
✂ Sidste halvdel af scenen er en dialog mellem ►Norne-Giæst og ►Sagas portvogter, ►Fjølvid, der ikke vil lukke ►Norne-Giæst ind. Han har ifølge Toldberg stillet sig imellem historien (►Saga) og dens discipel (►Norne-Giæst) (►1950, s. 86). ►Fjølvids gestalt og scenens optrin, hvor han udspørger ►Norne-Giæst, har Grundtvig hentet to steder: for det første fra ►Den ældre Eddas heltedigt ►Fjølsvinns Sang (Fjǫlsvinnsmál); her er ►Fjølvid en trold, der vogter borgen, hvor ►Menglød sidder fangen. For det andet fra ►Gylfes Forblændelse (Gylfaginning) i ►Den yngre Edda, hvor ►Fjølsvinn eller ►Fjølsvid er et af ►Odins tilnavne. I “Ragna-Roke” gør Grundtvig ham til en repræsentant for den rationalistiske, selvsikre kundskab, som ►Norne-Giæst opponerer mod.
✂ Figuren har altså ikke hjemme i sangen om Grimner (►Grimnismál), hvor man ellers kan læse om ►Saga og ►Odin, men er Grundtvigs sammenstilling, hvilket allerede refereres til afslutningsvis i ►Norne-Giæsts monolog, hvor han får øje på ►Fjølvid: Portvogteren, der med al sin kløgt og sit vid sidder og iagttager historiens hændelser, han “Beskuer Veiens Løb og Folkets Færdsel, / Og det paa Ruden sig aftegner Alt, / Livagtig ret med sine egne Farver; / Men den Livagtighed er ogsaa Alt, / Hvad i dit Øie seirer over Døden” (s. 355). Med denne udtalelse har Grundtvig lagt en reel kritik af ►Fjølvid i munden på ►Norne-Giæst, idet ‘livagtighed’ skal forstås i betydningen en efterligning, en kopi (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 767). For ►Fjølvid er ►Sagas borg ikke andet end en efterklang, men for ►Norne-Giæst siger hans hjerte, at stedet er meget mere (s. 356). Det rationelle historiesyn mangler altså følelserne til at opridse andet end et overfladisk billede.
✂ 👤Toldberg peger på, at samtalen afhandler forudsætningerne for reformationen, altså bekæmpelsen af katolicismen og dens historiesyn (►1950, s. 86). Grundtvig lader da også dialogen fremkomme med flere spydige bemærkninger om den tyske romantik, hvor flere af dens tænkere og tilhængere var konverteret til katolicismen; deriblandt 👤Friedrich Schlegel, der hentydes til flere gange under navne som ►Irminsul og Mose-►Uller (s. 362), hans studier i sanskrit samt hans idealistiske roman fra 1799, ►Lucinde, der var et angreb på almindelig, borgerlig ægteskabsmoral. Med tiden udviklede 👤Schlegel sig dog i en mere kristelig og konservativ retning og konverterede til katolicismen i 1809. I diskussionen mellem ►Norne-Giæst og ►Fjølvid bølger ordspillene frem og tilbage om, hvem der er arvtager til ►Saga, og slutter til sidst uden egentlig afklaring.